Menneskeløget Kzradock/8
II
DEN VAARFRISKE
METHUSALEM
VIII
At være eller ikke. — F'et. — Grønt og rødt Blæk. — De gamle Damer. — Svalerederne. — To Skud. — 300 Favne Vand. — Er det mig? — Skelettet. — Methusalem Kzradock.
Der er nu gaaet tre Maaneder.
Jeg sidder atter ved mit Skrivebord. Jeg har lige gennemlæst de Optegnelser, jeg har nedskrevet om Menneskeløget Kzradock. Og jeg maa tilstaa: jeg forstaar nu bedre de tre Maaneders Sygeleje. Der har aabenbart været dryppet Gift i min Sjæl. Men hvorfra er den kommen?
Ti Kzradock eksisterer slet ikke.
Der har aldrig paa min Anstalt været nogen Patient af dette mere end mærkelige Navn — Kzradock er en ren og skær Fantasifigur, som min Sygdom har kaldt tillive. I samme Nu, jeg blev rask, døde Kzradock.
Jeg har altsaa selv været sindssyg.
Nu er jeg rask, og Solen spiller atter glad paa mine Bøger. Jeg sidder og lér i Solen med disse Papirer foran mig. De er blevet til i den mørke Nat, hvori jeg har vandret. Kzradock har været en Del af mig selv, en Skygge af mine Erfaringer som Læge. Og denne Skygge har frigjort sig og stillet sig truende foran mig … Jeg maa smile ved at læse disse Papirer — saa fulde af Uhygge og Smerte.
Der er dog meget endnu, som jeg ikke forstaar! Hvorledes er min Hjerne bleven skruet op til denne Vildskab? Hvad er der egentlig hændt mig? Nu har jeg svævet saa længe i Mystikken, at jeg maa kende den rette Baggrund for min Sygdom. Dér maa jeg søge Garantien for, at noget lignende ikke hænder mig igen.
Der er nogle Realiteter, som jeg ikke kan begribe.
Hvorfor har jeg skrevet den første Halvdel af Kzradock-Manuskriptet med rødt Blæk og den sidste Halvdel med grønt — to Blækfarver, som slet ikke findes paa mit Skrivebord? Og hvorfra stammer dette Lommetørklæde, mærket med et F. i Kædesting? Hvorledes har det forvildet sig ind mellem disse Papirer?
Der er en særlig Duft ved dette Lommetørklæde, og jeg kan mærke, hvorledes Blodet strømmer mig til Tindingerne, naar jeg fornemmer den.
Hvad er der egentlig hændt mig? Ingen aner, hvor jeg har været henne i alle de Dage, da Dramaet udspilledes. Da jeg blev funden nede under Seinen i en af de store Luftkasser, som Arbejderne paa det underjordiske Baneterrain benytter, havde jeg Gudskelov et Visitkort paa mig, det vil sige Klæderne med Visitkortet laa i en anden Luftkasse. Jeg selv var slængt splitternøgen hen i et Hjørne af den snavsede og vaade Metalboks — det fryder mig just ikke at tænke derpaa …
Det er otte Dage siden, jeg som fuldstændig rask blev udskreven fra min egen Anstalt. Disse Dage har jeg benyttet til at udforske min Hjernes Hemmeligheder. Men Manuskriptet har jeg ikke villet læse før nu. Jeg var bange for de tætskrevne Ark, og aabenbart med Rette …
Jeg har benyttet de første Dage, da jeg atter var en fri Mand og i Besiddelse af min Fornuft, til en Udenlandsrejse. Jeg fortalte ingen, hvorhen jeg agtede mig. Jeg pakkede min Kuffert og tog afsted fra Gare St. Lazare. Med Iltoget rejste jeg til Dieppe, gik her straks ombord i den lille Damper. der fører over Kanalen, og naaede inden Aften Brighton, Endepunktet for min Valfart.
Det gjaldt for mig at faa at vide, om Lady Florence eksisterede eller ikke.
Det blev mærkelige og begivenhedsrige Dage.
Allerede i Toget fra Newhaven til Brighton oplevede jeg noget — jeg saa de to gamle Damer.
De sad i en I. Klasses Kupé. Jeg lagde Mærke til dem, fordi de begge holdt Ansigterne mod Kupévinduet og kiggede saa forskræmte ud. som om de var alvorligt bange for noget. Hos dem begge var Blikket verdensfjernt og tomt. Den ene var rødhaaret, Ansigtet ganske furet; den anden med Haaret i svære, sorte Bukler, skarpt markerede Træk, endnu ungdommelig, men Huden saa hvid af Rispudder, at hun lignede et Lig.
Da Toget kørte ind paa Stationen i Brighton, hørte jeg et gennemtrængende Skrig.
Nervøs sprang jeg ud paa Perronen og var nær bleven revet omkuld af en Herre, der kom stormende ud af de to Damers Kupé med alle Tegn paa Sindsbevægelse. Han løb hen til Stationsforstanderen og kom straks efter tilbage med ham. Det viste sig, at en af de gamle Damer var besvimet.
Dengang anede jeg ikke, at det var mig, der var Aarsag til dette Optrin. Jeg forlod straks efter Stationsbygningen og vandrede gennem den lille By's snævre Gader ned mod Havet.
Det var med en underlig Følelse af Genkendelse, jeg gik her. Hvert Gadehjørne syntes mig bekendt. Og da jeg kom ned til Strandpromenaden og saa det store aabne Hav liggende foran mig, følte jeg en Svimmelhed, der var vanskelig at overvinde.
Den mægtige Forstrand var fyldt af Mennesker. Nogle spadserede helt ude ved det slikkende Hav. Andre laa gruppevis henslængt og nød det milde Eftermiddagslys. Enkelte Steder var Badevognene kørt ud i Vandet og stod skærmende i en Halvring omkring de badende.
Men jeg brød mig ikke om alt dette. Jeg skyndte mig ad den lange Strandpromenade ud mod de hvide Klitter bag Byen. Det var en lang Spadseretur, og jeg var træt, da jeg naaede derud.
Jeg vidste, hvor jeg vilde hen.
Det var begyndt at blæse. En Byge trak op ude over Vandet, og Luften føltes pludselig kold. Denne Kulde og de Forandringer, som den fremkaldte i mit Sind, vakte et Erindringsbillede. Jeg huskede pludseligt, at jeg havde gaaet her ved Nat, gennempisket af Blæst, tilsølet af Regn. Ikke alene, vi var to. Der havde hun gaaet ved min Side — hun, den forglemte, som Jeg var rejst herhen for at møde og hun havde tilhvisket mig bedende Ord, hun havde tryglet, som kun hun kunde trygle. Og da alt dette ikke nyttede noget, havde hun truet. Hendes lille Barnehaand havde lagt sig paa min Skulder, hendes Øjne havde i Mørket søgt mine og hun havde ud i Natten raabt et Navn, som jeg nu ikke mere huskede, men hvis blotte Nævnelse havde gjort mig ydmyg og lydig. Jeg havde fulgt hende, da hun tog mig ved Haanden. Og vi var midt i Natten skredet ad denne Vej … den samme, som jeg nu gik alene — — for at søge Traaden, Sammenhængen i mit Liv …
Underlig nok — Blæsten, som jeg havde imod mig, gjorde, at jeg forstærkede mine Skridt. Fra Stranden slog en ram Svovlbrintelugt i min Næse, og jeg kom pludselig til at gyse. Hvad vilde jeg faa at se? Ikke et Øjeblik var jeg i Tvivl om, at jeg vilde kunne finde Stedet. Det var ikke langt borte nu.
Der, hvor Kridtklipperne blev højere, fandt jeg en lille Sti, der gik ned mod Stranden. Klippen var faretruende stejl, men min Fod gled ikke paa det haarde Underlag. Da jeg var kommen omtrent midtvejs ned, saa' jeg mig tilbage og blev et Øjeblik staaende, da jeg syntes at skimte Hovedet af en Mand over Klippens Kant netop der, hvor Stien begyndte. Jeg vendte mig flere Gange senere og troede tilsidst, at jeg havde taget fejl.
Forstranden er her ret mærkelig … sér uendelig ensom og sørgelig ud. Den bestaar af Kridt og Kalk, og overalt, hvor Vandet har ædt det blødere Kridt bort, staar en lav Kalkø tilbage, gusten og grønlig af Alger. Over disse smaa Kalkøer maa man hoppe sig frem, ti mellem dem staar Vandet i Render.
Det var meget besværligt, og jeg blev efterhaanden hed og forpustet.
Pludselig standsede jeg.
Var det her? Jeg søgte ind under Klippen, der faldt ganske stejlt al, løftende sig lodret over mit Hoved. Et Stykke oppe opdagede jeg et lille sort Hul og ved Siden af to, tre andre Smaahuller.
— Der er Svalerederne, sagde jeg til mig selv, saa har jeg endnu et hundrede Skridt tilbage.
Jeg skyndte mig langs med Klippen, oprevet og uhyggelig tilmode. Et Stykke længere henne fandt jeg Stedet, hvor Muldjorden, rimeligvis nedstyrtet, dækker et Parti af Klippefoden. Atter standsede jeg og kiggede tilvejrs. Den nederste Del af Klippen var mindre stejl her, og ved at se nærmere til, opdagede jeg de smaa Afsatser, hvor man kunde sætte Fødderne for at naa op.
Som af gammel Vane vendte jeg mig først spejdende omkring og saa begyndte jeg at klatre. Jeg havde aldrig vovet det, hvis jeg ikke paa Forhaand havde vidst, at det kunde lykkes. Da jeg var naaet op paa den første lille Terrasse, blev jeg staaende. I samme Nu opdagede jeg, at jeg blev forfulgt!
Jeg saa' tydeligt, at en Mand havde søgt at skjule sig bag en af de smaa Kalk-Øer; men han havde sandelig ikke haft Held med sig. Oppefra saa man hele hans Skikkelse, hans bøjede, lurende Ryg, hans Underkrop, der sad paa Hug, og Hatten, som han havde taget af og holdt i Haanden. Var jeg under Bevogtning? Hvem var det, der udspejdede mine Veje? Jeg prøvede paa at fange hans Blik, men han lod, som om han ikke saa' mig og gav sig aabenbart Udseende af at være en Naturforsker, der søgte efter Snegle og Eremitkrebs i den lille Vandaare ved sine Fødder.
Der var ikke andet for mig at gøre end at stige ned igen. Jeg maatte vide, hvem det var. Forsigtigt og besværligt kravlede jeg ad den ubanede Vej, da jeg pludseligt hørte et Revolverskud og bemærkede, at en Kugle fem, seks Alen foran mig slog ind i Kridtvæggen. Jeg var lige ved at slippe Taget, men holdt dog fast idet jeg drejede mit dødblege Ansigt om mod den Fremmede. Atter hørte jeg et Skud, atter fornam jeg Kuglens Klask mod Klippen. Jeg slap med Hænder og Fødder og rullede ned.
Med nogle Puf og Stød slap jeg mærkeligt nok helskindet fra dette Fald. Jeg laa dog et Øjeblik bedøvet, og da jeg atter rejste mig, var den Fremmede forsvundet. Jeg gik der hen, hvor han havde ligget. Jeg vandrede helt tilbage til den lille Sti. Han var ikke til at finde. Nogle Øjeblikke stod jeg usikker. Skulde jeg vende tilbage til Brighton med uforrettet Sag? Eller skulde jeg snarere forsøge med det samme at naa mit Maal? Jeg bestemte mig for det, jeg var indstillet til! Ske, hvad der vilde, min Rejse skulde ikke være forgæves. Om saa Jord og Himmel sammensvor sig, jeg maatte vide, hvad det var for Magter, der havde rottet sig sammen mod mig, og som ikke blot min Sindsligevægt men hele min Skæbne afhang af. Jeg gik en Timestid om nede ved Stranden i en underlig nedtrykt og dog ophidset Stemning. Jeg var kommen i Tanker om, at den Fremmede lignede den Mand, jeg havde set paa Banegaarden i Brighton sammen med de to gamle Damer. Det gjorde mig ikke hyggeligere til Mode.
Endelig bestemte jeg mig til at bestige Klippen. Havde jeg anet, at der førte en anden Vej til Hulen, vilde jeg næppe have gjort det. Men jeg tænkte mig, at en Angriber vanskeligt vilde kunne komme mig tillivs, naar jeg først var deroppe. Pinligt var det imidlertid, at jeg intet havde at forsvare mig med, hverken Revolver eller Kniv. Jeg følte mig jo paa denne Tur som en fredelig Rejsende, der paa sit Livs Pilgrimsfærd kun havde Minderne at kæmpe med. For dog at berolige mig en Smule, fandt jeg ved Strandbredden et Par i Kalken indkilede Flintesten, som jeg rev løs og puttede i Lommen.
Saaledes udrustet begav jeg mig paa en Ekspedition, der skulde blive mit Livs farefuldeste. Skønt hvad var alt dette mod de sjælelige Lidelser, jeg havde gennemgaaet? De fysiske Lidelser vejer jo kun saa lidt mod de psykiske.
Saa begyndte atter min Opstigning ad denne min Lidelses Klippe. Med Faren i Hælene naaede jeg forholdsvis hurtigt den første Terrasse, og her blev jeg staaende spejdende … Hvert mørkt Punkt paa den gustent øde Strandbred fik mig til at gyse. Skulde det være et Menneske? Men alt var stille og ubevægeligt, og kun Havets tunge Lyde naaede mit Øre.
Saa bestemte jeg mig til at kravle videre.
Hulen laa paa næste Terrasse under en fremspringende Kant af Klippen. Men man maatte først kravle et langt Stykke tilhøjre for at naa op. Jeg maa sige, at jeg paa Vejen følte alle Dødens Rædsler krible i mig. Jeg tænkte, at nu stod min ukendte Modstander nede paa Stranden, nu sigtede han, nu skød han. Jeg undrede mig stadig over, at jeg virkelig var naaet saa langt. Og da jeg tilsidst satte mine Fødder paa Terrassen foran Hulen og var i Sikkerhed, faldt jeg helt sammen.
Da jeg atter slog Øjnene op, saa jeg, at der over Huleindgangen var skrevet med sort Kridt paa den hvide Flade: 300 Favne Vand.
Var det ikke det, der havde staaet i mit Manuskript? Var det ikke det, Yvonne havde raabt under Mordet i Rue Vaugirard? Jo, i Sandhed: Conciergen havde staaet udenfor Døren til Atelieret og hørt hende raabe de besynderlige Ord … Der er tre hundrede Favne Vand … Nej, det nytter ikke … der er tre hundrede Favne Vand.
Jeg laa og stirrede paa disse Bogstaver, der altsaa betød noget i min Erindring. Jeg nævnte Navnene Alice og Yvonne. Og nu saa jeg pludselig i min Erindring et stort gult Dyr — den gule Puma. Men hvad kom alt det mig ved? Det var jo Kzradock, der havde oplevet det, Kzradock, hvis Hjerne var fyldt af disse Billeder. Ak, nej! Kzradock og jeg var jo den selvsamme Person. Han havde levet i mig og maaske foretaget sig Handlinger, som jeg slet ikke kendte … Eller var det slet ikke sandt? Var Kzradock alligevel en Anden? Eller igen — hvem var jeg, Dr. Renard de Montpensier? Var jeg en stille Lærd, der passede min Sindssygeanstalt og levede roligt fra Dag til Dag, fra Uge til Uge? Eller var jeg et af Sindssygens Ofre, en Patient, der havde begaaet Forbrydelse paa Forbrydelse, med et Liv bag mig som en Kæde af blodige Gerninger?
Her laa jeg i Omegnen af Brighton udenfor en Kridthule, over hvis Indgang der var skrevet: 300 Favne Vand. Passede det for Dr. Renard de Montpensier? Eller var det Kzradock, der laa her? Og videre — hvad vilde jeg her? Hvad skjulte der sig i denne Hule? Hvorfor var jeg kommen? Og hvilke Erfaringer vilde jeg være rigere, naar jeg atter vendte tilbage til den lille Badeby, Brighton, Londonernes mest fashionable Opholdssted i Sommersæsonen?
Jeg rejste mig besværligt og nærmede mig Indgangen. Den var meget snæver, og jeg maatte krybe derind.
Det slog mig straks, at Luften i Hulen var meget tør (ikke som i andre Klippehuler, hvor jeg har været, fugtig). Da jeg havde sundet mig lidt, saa' jeg, at den var lavloftet, men strakte sig langt ind. Jeg følte mig frem og naaede helt ind i Baggrunden, hvor et gammelt Fiskenet var ophængt, belastet med nogle Brædder.
Jeg rev Nettet til Side, og Indgangen til en ny Hule viste sig, d. v. s. — jeg vidste bestemt, at den maatte være der, ellers havde jeg ikke fundet den, saa mørkt var der.
Indgangshulen var tilstoppet med Klude, som jeg havde Besvær med at faa fjernet, fordi de var indfiltrede i et nyt Fiskenet. Endelig fik jeg dem bort, og gennem det snevre Hul kom jeg ind i en Hule, der var større og mærkelig nok lysere end den første. Dog næppe havde jeg faaet Hovedet indenfor, før jeg atter trak det forskrækket tilbage, ti midt paa Gulvet laa et Skelet med Knæene løftet og begge Armene strakt tilbage.
Jeg følte en Rædsel, som jeg ikke skal beskrive. Med Øjnene stift heftede paa disse menneskelige Rester blev jeg liggende i Indgangsaabningen mellem de to Huler. Men trods min Rædsel gennemfor den Tanke mig, at jeg havde været her før, at dette Syn her ikke var saa nyt for mig, som min Følelse lod mig formode.
Jeg tænkte: Om jeg nu var Kzradock, siden jeg nu var her … maatte jeg vel have haft en Finger med i Spillet ved hvad her var sket …?
Det baade beroligede og gennemisnede mig og skabte en dobbelt Følelse, som jeg aldrig havde haft tidligere.
Endelig tog jeg Mod til mig og krøb frem: jeg nærmede mig Skelettet. Jeg tror, jeg gjorde det med lukkede Øjne. Endelig kom jeg derhen og kiggede mig om. Da saa' jeg. at der paa Skelettets Mavested var henlagt et stort graat Papstykke med Inskription.
Jeg løftede Hovedet og gav mig til at læse.
En Følelse af jubel gennemrystede mig: Mit Hjerte slog med voldsomme Slag. Blodet strømmede mig til Kinderne, og et Suk af vild Glæde trængte frem gennem mine halvaabne Læber. Ti paa Papstykket stod med mægtige Bogstaver:
Methusalem Kzradock.
Ja, i Sandhed … Methusalem Kzradock.
Men hvis dette var Kzradocks jordiske Rester … saa kunde det alligevel ikke være mig, der var Kzradock, og hvem var saa jeg?
I dette Øjeblik var jeg ved at gaa fra Sans og Samling …
Lang Tid havde jeg ikke til at komme mig af min Overraskelse, ti pludselig hørte jeg listende Støj fra den modsatte Side af Hulen. Jeg var aabenbart ikke alene i dette Rædselskabinet.
Og nu vidste jeg, hvad det gjaldt …!