Menneskeløget Kzradock/9
IX
Den døvstumme Hund. — Blodtørst. — Haandjern. — Mr. Wells. — Tre Kzradock'er. — Guldtanden. — Stærernes Musik. — Aandebarnet. — Mo'r og Fa'r.
Det gjaldt Livet.
Den listende Støj, jeg hørte, kom nærmere. Kun et firbenet Dyr kunde frembringe slige Lyde. Endnu et Øjeblik, og en mægtig Buldog sprang frem over Gulvet. Den var hvid, dens Tænder lyste, og Øjnene var stift rettede mod mig. Dens muskuløse Nakke bøjede sig i Springer, den fraadede af Raseri.
Jeg indsaa, at jeg var fortabt. Ti det var jo den døvstumme Hund.
Jeg huskede pludselig, at jeg kendte Dyret; men det kunde jo ikke nytte, at jeg kaldte paa den eller talte til den. Den kunde jo ikke høre, hvad jeg sagde. Den kunde hverken høre eller gø. Baade stum og døv var den, stum som Hævnen, døv som Rædselen. Men blind var den til Gengæld ikke. Dens store udbulede Øjne stirrede paa mig med en grum og agressiv Lidenskab. Netop dens Stumhed og Døvhed gjorde den dobbelt brutal; denne Hund, der ikke ejede noget Navn, fordi den ikke kunde høre det, vilde jeg aldrig kunne faa til at lystre.
Jeg laa uden at røre mig, med Øjnene næsten brustne af Angst.
I samme Nu var Hunden over mig. Den væltede mig om paa Ryggen og stillede sig op paa mit Bryst. Jeg mærkede dens hede Aande mod mit Ansigt. Hvor vilde den bide sig fast?
Jeg laa lidt … der skete intet mere. Jeg vovede at aabne Øjnene paa Klem. Da saa jeg til min grænseløse Forundring, at Dyrets Gab stod aabent, og at der i dens Svælg var stukket en stor hvid Benkugle, der var fastgjort med en Lænke om Hundens Hals. Dyret snorkede af Aandedrætsbesværlighed, men dens vilde Øjne borede sig trods dens Ukampdygtighed i mine med forbitret og indædt Blodtørst.
Saaledes laa jeg under Bevogtning en lille Tid. Da hørte jeg med ét Skridt fra den Side af Hulen, hvorfra jeg selv var kommen. Og et Øjeblik efter dukkede en Mand frem fra den lave Gang … naturligvis Manden, jeg havde set ved Stranden, min hemmelighedsfulde Forfølger.
Hunden var bleven urolig, da den mærkede Skridtene og sprang ham nu i Møde med alle Tegn paa Henrykkelse. Han klappede den uden at tale til den, tog en lille Nøgle op af Lommen, løste dens Kugle og bød den med en Haandbevægelse lægge sig. Kuglen puttede han i Bukselommen, men Nøglen beholdt han i Haanden.
Saa kom han nærmere. Da han stod ved min Side, rev han Skæget, der kransede hans Kinder, af … fjernede ogsaa Mustachen, tog en Paryk af sit Hovede …
— Mr. Wells! udbrød jeg, idet jeg genkendte hans røde Haar, der pludselig lyste op i Hulen.
Den amerikanske Detektiv havde forandret sig siden sidst, jeg saa ham; han var bleven magrere og hans Træk endnu mere asketisk markerede end tidligere; selv Øjnene saa nu sammenbidte ud og tegnede sig som to smalle Streger i det blege Ansigt.
— Endelig lykkedes det! sagde han. Endelig lykkedes det!
Og idet han tog et Par Haandjern op af Lommen, raabte han saa højt, at selv den døvstumme Hund maatte have sporet en Rystelse:
— De er min Fange, Dr. Renard de Montpensier! Dem har jeg længe været paa Jagt efter, ti det er Dem, der er Kzradock!
Jeg kom pludselig til at mindes min amerikanske Vens Uheld i det tidligere Kapløb. Og skønt alt dette tilsyneladende ikke havde haft noget med Virkeligheden at gøre, kom jeg til at smile nu, da jeg saa Mr. Wells i den selvsamme Forlegenhed.
— De tror, Mr. Wells, sagde jeg langsomt og alvorligt, med en Theologs Eftertryk paa de Ord, som egentlig ikke skulde have noget Eftertryk … De tror, at jeg er Kzradock. Jeg troede det samme for kort Tid siden. Jeg rejste til Brighton i den Tanke, at jeg var det. Jeg lod mig skyde paa af Dem i den samme Overbevisning. Jeg vil sige Dem, Mr. Wells, at jeg lod mig hellere end gerne arrestere som Kzradock for at faa en Ende paa mine Lidelser; ja jeg tog med Glæde alle de Forbrydelser paa mig, som Kzradock skal have begaaet, dels i Følge sin Natur og usalige Tilbøjeligheder, dels for at parere en hemmelig Ordre, som han har modtaget paa dette Sted her, ja netop paa dette Sted … saa meget ved jeg! — Men se Dem engang om i denne Hule, Mr. Wells … buk Dem ned og se! De vil finde et Skelet udstrakt her ved min Side, og paa Skelettets Mavested vil De finde en Navneplade, som det vil være let for Dem at tyde, da den er skrevet med store latinske Bogstaver. Denne Navneplade har unægtelig kastet Tvivl i min Sjæl; ti paa denne Navneplade staar, at Skelettet i levende Live har tilhørt Kzradock. Som De sér, Mr. Wells, er jeg endnu i Besiddelse af mit Skelet … det, der ligger dér, kan aldrig have tilhørt mig. Vi staar i dette Øjeblik, hvor De, Hr. Politimand skal til at foretage en Arrestation af Kzradock, overfor ikke mindre end 3 Kzradock'er: Den raske Kzradock, den syge Kzradock og den døde Kzradock.
Hvem af disse tre er nu det egentlige Menneskeløg …?
Mr. Wells, der under den lange Tale havde undersøgt Skelettet, rystede paa Hovedet og udbrød:
— Skulde det virkelig ogsaa denne Gang slaa fejl ..? Eller skulde De ikke, Dr. Renard de Montpensier have haft denne Navneplade med og anbragt den paa Skelettet?
— Deres Gisning vilde være rimelig, svarede jeg, hvis De ikke selv havde set mig kravle op ad Klippen, set mig falde, og derefter kravle tilvejrs igen. Hvorledes skulde jeg have haft denne store Papplade ubeskadiget med! Og se, hvor støvet den er! Og se, hvor Skriften er medtaget af Tiden! Nej, selv om jeg havde Lyst til at tro, at jeg virkelig havde baaret denne Plade herop … saa er det dog ikke Sandhed. Og jeg benægter det derfor kategorisk.
— Hvad er Sandhed og hvad er Løgn i denne forbandede Historie? udbrød Mr. Wells, og saa spørgende paa den døvstumme Hund. — … Jeg har Gang paa Gang rejst hele Skyskrabere af Tankeslotte for at klare denne Sag, og hvergang er de styrtede sammen. Jeg er ved at blive forrykt over ikke at kunne finde Løsningen. Det ender med, at det er mig, der er Kzradock, skønt vi har tre i Forvejen.
— Jeg tror selv paa en fjerde … indskød jeg.
— Men nu dette Skelet, hvem stammer det fra? Her foreligger øjensynlig en ny Forbrydelse af gammel Dato. Denne Kzradock, der ligger skeletteret her, er sandelig ikke vaarfrisk. Det har ellers været en Mand i sin bedste Alder, ikke paa noget Punkt affloreret. Han har, som De vil se, alle sine to og tredive Tænder velkonserverede; kun i én af dem sidder der en Guldplombe. Legeringen i dette Guld maa jeg have undersøgt; det kan maaske føre paa Sporet.
— Men hvorledes er De kommen herop i Hulen? frittede jeg.
— Det er de to gamle Damer, svarede Mr. Wells, der har ført mig paa Deres Spor. De gav mig den døvstumme Hund med. De har lært mig at anbringe Kuglen i dens Gab; de har vist mig Vejen hertil. Hunden er trængt ind gennem den smalle Gang, hvis Aabning ligger højere oppe paa Kridtklippen.
— Men sig mig, Mr. Wells, sagde jeg bekymret og hovedrystende, hvorfor har De ikke ladet de to gamle Damer, der ved saa god Besked, arrestere?
— Mine Grunde kan jeg ikke røbe for Dem, svarede Dr. Wells. Men sig mig … hvad vilde De i denne Hule? Og hvorfra stammer Deres Kendskab til den?
— Ja, mumlede jeg, jeg er her af samme Grund som De, Mr. Wells, for at søge at finde en Løsning. Og dér ligger Kzradock, og jeg er lige vidt … Hvem er det, der driver sit gaadefulde Spil med os? Jeg ved, at jeg har været før i denne Hule, at her er hændet rædselsfulde Ting. Og dog tror jeg i min Sjæls Inderste, at jeg er uskyldig … hvad enten jeg er Kzradock eller ikke. — Vil De arrestere mig, Mr. Wells, saa gør det … Men slaa Dem ikke til Taals med den Forklaring, de gamle Damer eller selv jeg giver Dem, ti Sandheden ligger et andet Sted. Det er, som om Sandheden har frigjort sig fra det Legeme og den Bevidsthed, den tilhørte, og svæver rundt mellem os alle, gækkende os ved kun at lade skue en Flig af sig selv.
Mr. Wells blev pludselig ligbleg; hans Hænder skælvede, og den kolde Sved perlede paa hans Pande.
— Tys … hviskede han. Han lagde sin Haand paa min Arm og stirrede betaget ud i Luften …
Og atter hviskede han:
— Ja … hører De?
Jeg lyttede, men hørte først intet. Jeg saa paa Mr. Wells og blev forundret over hans Ansigtsudtryk. Han var henfaldet i den underlige Nirvanatilstand, hvor alle Muskler er slappede, og hvor dog Øjnene ser opmærksomt lyttende ud. Hans Pupiller var urolige, jeg kunde se det selv i det svage Lys. Og det var som om hans Profil, som han nu drejede mod mig, virkede hypnotiserende, plansættende paa mine Tanker. Det var uhyggeligt at se paa ham, og derfor tog jeg mine Øjne bort, da jeg følte, at han var ved at faa Magt over mig. Men netop herved kom jeg til at iagttage den døvstumme Hund. Og Gud hjælpe mig, om ikke ogsaa den saa ud, som om den lyttede anspændt. Med de runde Kugleøjne stift heftede mod Loftet, lignede den et Menneske henfaldet i Bøn, døv og stum for denne Verdens Lyde, men sødt hjemfaldet til Sfærernes Musik.
Ved dette Syn overgav jeg mig … Jeg lagde mig selv tilbage mod Gulvet og stirrede mod Loftet.
Da hørte jeg pludselig, som uendeligt langt borte fra kommende, en fin sølvklingende Lyd, omtrent som den en Myg kan frembringe i tordensvangre Sommernætter.
Det var én af disse Lyde, som fylder hele Øret, og som dog er saa uendelig Fin, at man maa anstrenge sig for at høre den. Men efterhaanden svulmede denne line Tone og blev stærkere uden dog at miste sin Sølvklang. Den sang, blev til en lille Melodi, der klang hen under Loftet, spæd og næsten døende; den var som bleven til i en Barnemund.
Da saa jeg Mr. Wells strække begge Armene mod Loftet, medens en ekstatisk Vellystbølge gled igennem hans Krop. Han saa ud som et Træ, der staar fast og dog svajer. Han svajede aabenbart ved Stemningsblæsten i sit eget Indre. Denne realistiske Amerikaner var dybt greben, og det klædte ham ikke.
Denne Detektivtype henfalden i religiøs Hengivelse var nærmest et latterligt Syn; og dog smilte jeg ikke. Jeg lyttede, gik helt op i forbavset og lyttende Betagelse.
— Hør Aandebarnet … hviskede Mr. Wells … hør den frigjorte, af de to Køn bestemte Barnetanke yttre sig! Hør, hvor han synger! Ingen jordisk Melodi kan maale sig med denne. Det er Englenes Sang, hvorom vi alle har drømt i vor Barndom; det er den rene Sjæls Harmoni.
Det lød virkeligt smukt. Sangen voksede og blev stærkere, en fin og yndefuld Sopran, en klar Barnestemme, virkelig fuld af Uskyld og Sjæl. Og det mærkelige var, at det syntes, som om Stemmen gled rundt i Hulen, som den legede, snart her, snart dér, som om den skjulte sig og atter dukkede frem.
Pludselig var der noget, som lo.
Stemmen hørte op. Eller rettere, den gik over til en Latter, der klang frisk og fornøjelig, som et Bud fra Livet selv i denne Dødningehule. Saadan ler et Barn, naar det slaar Øjnene op om Morgenen, et lykkeligt Barn, der ingen Sorger har haft …
— Av …! Av …!
Det var Mr. Wells, der skreg og tog sig til Haaret.
— Hvad er det? udbrød jeg.
— Det var ham, der trak mig i Haaret, svarede Mr. Wells. — — Se … Se!
Jeg kunde ingen Ting se; men jeg følte ligesom Mærket af en Haand, der lagde sig over min Pande og som strøg ned over mine Kinder og tilsidst morede sig med at trække i mit Skæg. Jeg søgte at gribe efter det usynlige, der rørte mig, og mærkede ligesom noget, der gled bort mellem mine Fingre. Det var snarere en Kuldefornemmelse end en Varmefornemmelse … den Fornemmelse, som man faar ved at berøre et Glas koldt Vand i en varm Stue. Ja saa stærkt sansede jeg i Øjeblikket netop dette Billede, at jeg samtidig følte en brændende Tørst …
I det samme begyndte den døvstumme Hund at røre paa sig; den sprang op, gav sig til at lege med noget usynligt, rejste sig paa Bagbenene og forsøgte at frembringe et Bjæf. Men medens Latteren hørtes fra den Side, hvor Hunden var, var det jo tydeligt nok, at den ikke kunde le. Den dansede omkring og borede sit tykke Hovede ind i Luften, som om der virkelig var noget at bore i.
Der gik nogle Øjeblikke, hvor alt var stille. — Baade Sang og Latter var forstummet, og vi stod alle, som om vi var blevet narrede for noget, flove og flade. Men med ét hørtes en Stemme, en Stemme der svarede til Sangen og Latteren, en Barnestemme, der raabte:
— Mo'r kommer … Mo'r kommer!
Da mindedes jeg Lady Florence, der altid havde ønsket at faa et Barn, der ikke var Kød og Blod, men af Sjæl og Aand, et Barn, hvis Mission var Tankens frie Udfoldelse og hvis Arbejdsmark skulde være Æteren lige til Syvstjernen.
Var det Lady Florences Barn, der svævede rundt om vore Pander, lykkeligt legende, uskyldigt syngende?
Bestandigt mere og mere jublende lød det fra Loftet:
— Mo'r kommer! — Mo'r kommer …!
Og da der hørtes Skridt fra den Huleindgang, hvorfra den døvstumme Hund tidligere var kommet, skreg den usynligt svævende Unge den kommende imøde med sin skønne Sopran:
— Fa'r er her …! Fa'r er her …!