Menneskenes Søn
MENNESKENS SØN
„Jeg sørger ikke, Gud Fader.“
„Jesus, du sørger. Hvorfor sørger du?“
„O, Fader — —“
„Jesus, du kære, nu er det jo ovre — den lange, tunge Korsegang, nu er den jo vandret til Ende — du blev jo trofast til det sidste, i Fornedrelse og Pine — hvorfor glædes du nu ikke i Paradis?“
„O, Fader — —“
„Jesus, tal til din Fader.“
„Fader, jeg glædes ikke i Paradis.“
„Glædes ikke i Paradis? glædes ikke i din Faders Favn — din Fader, som græd over dig, da du vandrede på Jorden — —“
„Nej, Fader, glædes ikke.“
„Men hvorfor dog? Hvad vil du? Jesus, du kære.“
„Fader, jeg længes, længes — —“
„Længes? Jesus, hvad længes du dog efter? Vandt du ikke over Døden til Livet, vandt du ikke fra Menneskenes Stene og Nagler, hjem til din Fader, hjem til dit Rige?“
„Fader, dette er ikke mit Rige.“
„Ikke dit Rige?“
„Nej, Fader, Jorden, Jorden er mit Rige —“
„Jesus — —“
„Ja, og jeg længes mod dem dernede, mod alle de Fædre i Kapernaum og alle de Mødre i Nain, mod alle de gravlagte Lazari, mod alle de værkbrudne, blinde, spedalske, mod alle de ensomme, sorgfulde, betrængte — o Fader — de kalde på mig både Dage og Nætter, kalde og spørge, hvorfor jeg ikke kommer til dem, spørge og bede — —“
„Ja, Jesus, men de andre — —?“
„Å jo, Fader, jeg længes mod dem alle, mod alle de Sjæle og alle de Egne — mod Simon og Judas, mod Tolder og Farisæer, mod Genezaret sollyse Strande og Getsemane skumle Lunde! O, Fader, send mig atter derned! send mig fra Betlehem til Golgata, send mig fra Krybbe til Kors! Send mig til Menneskene igen! De har mig behov, og jeg har dem behov — — — o Fader, Menneskens Søn længes mod Mennesker, længes, længes mod Jorden!“
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧