Bliv hos os —
BLIV HOS OS —
e sad om Bordet, de tre Mænd, i den lave,
dunkle Stue under det tunge, knugende Loft. Der
oste et spinkelt Spiddelys midt imellem dem på
Bordets revnede Plade, Lys og Skygger vaklede over
deres Ansigter, men bag dem stod Mørket tæt mod de
lergrå, fugtige Vægge.
Der var dødsstille i det arme Rum, i den kolde, klamme Luft — det var, som de Øren, der havde hørt om det, der var sket for trende Dage siden i den store By inde i Mørket, fra nu af måtte lukke sig for hver anden Lyd på Jorden.
Og dog lyttede og lyttede Lukas og Kleofas, bøjede over Bordet, med de tunge, sværthårede Hoveder og de mørke, tiggende Øjne, om dog ikke han, den Fremmede, de havde mødt på deres Skumringsflugt fra det blodige Jerusalems Rædsler, skulde tale til dem de trøstende og lægende Ord, som deres sønderrevne Hjærter brændte efter.
Men tavs sad han, med Hagen støttet i de magre, hvide Hænder, med de spejlblanke Øjne løftede mod det lave Loft. Det rustrøde Hår bruste tæt og støvet om det blege, hulkindede Ansigt, men det lyste om den smærtefulde Mund og over den smalle, rynkede Pande, som lyttede han efter en evig Syngen.
Men de tvende, som lyttede hos ham i det jordede Rum, hørte ingen himmelsk Syngen, de hørte intet andet end deres egne Hjærters fortvivlede, angstfulde Slag og Påskevinden, som sukkede forbi derude, som også den var på Flugt ad Landevejen gennem Emaus til Juda menneskeforladte Ørk. Og over deres Hoveder ludede deres Skygger som tunge, truende skæbner.
Da så han pludselig op, den høje Fremmede, der gled et Smil over hans Ansigt som Skyggen af et Vift fra en Himmerigs Palmegren, hans Hænder gled ned, og hans Øjne sænkede sig på de to furede Åsyn, der stirrede på ham gennem det sitrende Lys i Vånde og Nød.
Længe så han på dem, indtrængende, med Blikket mørkt af blødende Ømhed — så nikkede han, langsomt, skød den tunge Stol tilbage og rejste sig halvt. Hans klare, spinkle Stemme sitrede i den fugtige Tavshed:
„Venner, jeg må gå.“
„Gå —“ Kleofas hævede sig forskrækket fra sit Sæde, han strakte Hænderne ud, som vilde han holde tilbage, „— nej, Fremmede, gå ikke, gå ikke fra os — husk Jøderne, hvor de forfølger os — bliv hos os, vi er ene, og Natten er nær.“
Den Fremmede borede sine Øjne fast i hans:
„Kleofas, du siger det: Jøderne truer, og Natten er nær, da I skal være ene.“
„Fremmede bliv hos os — Dagen hælder.“
„Ja, Lukas, nu hælder Dagen, nu stunder Natten, nu er det den Time, da I skal prøves — stå den ud, og I skal komme did, hvor Dagen aldrig mindsker, hvor Lyset aldrig synker.“
„Ene — hvor frygteligt — ene!“
„Ja, Kleofas, ene skal du være — som jeg var ene.“
„Som du var — som — men — hvem er du da?“
Hæst lød Skriget fra den skæggede Strube — han stod bøjet langt frem over Bordet, mod det dryppende Lys — til hans Øjne pludselig blev stive, afsløredes og stirrede betagne, rædselsslagne, Munden stod åben i det sorte Skæg.
Der lød et tungt Dump — Lukas lå på Gulvet foran den Fremmedes nøgne Fod, lå der i Mørket som en sammenrullet Bylt, tilintetgjort, tumlet til Jorden.
„Herre, Herre, det er dig — dig, som vi alle forlod!“
Jesus bøjede sig blødt over sin Discipel, hans Hænder strøg over hans Ansigt og Hår, ømt og langsomt; nu så han den andens Ansigt dernede — Kleofas sunket om ved Lukas' Side, fældet på Jorden som af et Øxeslag, og han strøg over hans Pande, langsomt og ømt.
„I mine to — I mine to —“
„Herre, Herre, tilgiv, tilgiv!“
„Tilgive? hvad skal jeg tilgive — I, som gav mig den store Lære —“
De søgte at fange hans Hånd, at trykke deres skælvende Læber mod den.
„Herre, gå ikke — å gå ikke fra os! Herre, du lovede, du vilde være med os stedse.“
„Ja, den Gang, Lukas, da jeg endnu levede i Livet, da vidste jeg endnu intet om Menneskets sande Skæbne, om den sande Golgatanat — — nej, nej, ingen, ingen må være hos jer.“
Han stod dybt bøjet over dem, med sagte hviskende Stemme, med Hænderne glattende deres Hår. Sammenkrøbne hulkede de for hans Fod.
„Herre, vi frygter, frygter.“
„Ja, frygt kun, frygt og strid — det må I, om I skal frelses — selv må I frelse jer, selv.“
Endnu et Tryk strøg over deres Pander — så hviskede sagte Skridt mod Døren, en kold, regnklam Luftning trak ind, Lysets Flamme krøb sammen som en ængstet, gul Orm. Tungt sank Mørket over Stuen.
Jesus stod derhenne, vendt imod det oplyste Rum med de to dunkle, knælende Skikkelser, der stirrede efter ham med mørke, forvildede Øjne — så løftede han sin højre Arm, det vide Ærme gled ned, og i det skælvende Lys brændte hans gennemstungne Hånds blodige Sår — høj og rank stod han på Tærskelen.
„Ene — Ene — Ene! — gå og forkynd den Lære for alle mine Disciple!“
Døren faldt i, Lyset krøb atter op, viftende og osende i Mørket.
Udenfor fjærnede sig Trin, så lette, så svævende, som ilede de gennem Mulmet imod en strålende Morgen.
Men tilbage lå de to, bøjede mod Gulvet, i det dunkle Rum — de to, hvem Golgatanatten endnu ventede, hvis Time det var. Og over deres Hoveder ludede deres Skygger som tunge, truende Skæbner.