Himmelsynet

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 151-155

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

HIMMELSYNET

Med de foldede Arme knuget tæt om Brystet stod Nikodemus på det sort- og hvidtærnede Tavlegulv i det snævre Rum i sin slæbende Farisæerkåbe, stirrende ubevægelig ned for sig. Larmen fra Folket derude kogte som et Hav i urolig, tungt truende Svulmen, men skarp og skingrende dæmmede en enlig Stemme for Bruset:

„Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske, jeg fatter ikke, hvorfor I kalder ham en Misdæder. Men som I vil — på Påskedagen gives Eder en Fange fri — så vælg I da selv: Jesus eller Barrabas?“

I samme Nu brasede Larmen løs, løssluppen — Nikodemus kastede sig frem imod den, som ud i en fremvæltende Bølge, og dens Brus fyldte hele det høje, trange Rum med sin Vildskabs Hvirvel:

„Korsfæst ham, korsfæst ham — men giv os Barrabas fri, Barrabas fri!“

Purpurforhængets svære, glorøde Folder, hvor Loftshvælvingens Gittervindue strålede, henkastet i den gyldne Morgensol, rystede under Råbet. Nikodemus' langtfremstrakte Ansigt sitrede med spændte Næsebor og gispende Mund.

„Ja, ja“, stammede han, mens de magre Hænder famlede over Brystdugens Broderi, „ja, ja — Barrabas, Barrabas fri —“

„Barrabas, Barrabas, giv os Barrabas fri — korsfæst ham, korsfæst ham ­— Jesus!“

En hvid Hånd stak frem bag Purpurtæppets Guldbræm, og Folderne hastede i urolige Bølgeil op mod den solbelyste Cedertræsstang, hvis Ringe blinkende gled til Side — en lavstammet, bredskuldret Mand, svøbt i en mørkfarvet Toga med Kvasterne slynget langt bag over Skuldrene, steg frem under den nedbugnende Purpurfold — et Øjeblik sås under Guldbræmmen et hvidblændende Marmorbrystværn og mellem dets lave Piller et Hav af vuggende Turbanhoveder, bølgende op og ned, funklende i alle Regnbuens Farver, og derover, høj og hvid mod det forårsrene Himmelblå, en linklædt Ryg og et sænket, langhåret Hoved med en Tornekrans' bonetbrune Pigge i solflammet, strittende Glorie — så gyngede Forhænget tungt tilbage med den tremmetegnede Solrude skvulpende gyldent af Sted gennem det hede Røde.

Råbet tabte sig i Forvirring derude, og atter mumlede det kogende Brus.

Pilatus stod foran Nikodemus, firskåren, svær, med de spotske, sortbrune Øjne i hans flakkende, mørke.

„Nå, Farisæer —“ han holdt stadig den ene Hånd i Forhængets vigende Fold, „hører du dit Folks Valg — du frigjorte Mand, som ikke ængstes for at betræde Romerhedningens Hal, trods du skal æde Påske, glædes dit Hjærte ikke for Folkets Røst?“

Nikodemus' flakkende Øjne fæstede sig i hans som tvende, blødende Tårer, Hænderne famlede stadig over Brystlinet, slippende og foldende sig i Feberhast.

„Jøde, Jøde“, Pilatus løftede Pegefingren, „hører du, dit Folk befrier Røveren, men korsfæster sin Frelser?“

„Sin Frelser —“ Nikodemus kastede sig tilbage i Hofterne, han slog Hænderne for Panden, „sin Frelser siger du! — — sin fuldstændige Udrydder, sin største, sidste, afgørende Drabsmand blandt alle sin mørke Histories frygtelige Række Drabsmænd — ham kalder du Frelser, ham! Romer, Romer, kendte du Jødernes Folk — —“

„Nu, nu“, Pilatus' Bryn foldede sig op under den fede Pandes sorte Krøl, „tit har min Forstand stået stille over for jer, I Verdens ubegribeligste Folk, men sandelig om ikke nu —“

„Ja, ja, stået stille —“ Nikodemus rev Hænderne fra Ansigtet og trådte Pilatus et Skridt nærmere med alle Furer sitrende som adsplittede om de glødende Øjne, „stået stille har din Forstand, din trygge, kolde Romerforstand, som den nu står stille — Romer, Romer, hørte jeg dig ikke nys“, han strakte den skælvende Arm ud mod Tæppet og det dirrende Gittervindue, „derude spørge ham, som jeg — elsker, elsker — — spørge ham på hans Ord til dig, de Ord, der ubarmhjærtig lukkede op lige ind til Sandhedens Gru: „Sandhed, ja hvad er vel Sandhed?“ — tror du ikke, jeg hørte din rolig-spotske Stemme, kolde, kolde Romer? du, som æder og drikker og gør Dagens Gerning, og som ingen Sandhed tror på, for hvem ingen Sandhed i Kød og Blod er til, ingen absolut, livsafgørende Sandhed, hører du: livsafgørende Sandhed — kolde, kolde Romer, når så du eller dit Folk Sandhedens Himmelsyn, Himmelsynet, som —“

„Ej, ej“, Pilatus løftede den ringglimtende Hånd, hans fyldige Mund fortrak sig til et muntert Smil, „men nu I årvågne — sagde du ikke selv, at hans Ord åbnede for Sandheden, hvi forkaster I da Sandheden og vælger Løgnen? Jøde, gæt mig en Gang den Gåde.“

„Hvorfor vi, hvorfor — — Romer, Romer, hørte du det da ikke? véd du det da ikke? vi er de pestslagne, de af Sandhed besatte, det Folk, der dør af Sandheden, Himmelsynet, der dræber — fatter du det, du som ikke fatter, hvad Sandhed er? Kendte du vore Krønikers Bøger, du vilde se det: Profet efter Profet, Sandhed efter Sandhed — og Drab efter Drab — ja, han derude, han den sidste, den frygteligste, råbte det til os: „I er det Folk, som ihjelslår Profeter!“ ja ja, ti vi er det Folk, som vil leve, men bærer Sandheds dræbende Sot i vort Bryst. Ser du det ikke: Undergang på Undergang i vort Folk til vi nu står her på Afgrundens yderste Bred! — men leve vil vi, leve og bestå så godt som alle andre Jordens Folk — og derfor: hid med dit Romersværd at bortskære Sandheds Kræftsår, at vi atter kan drage Jordens Ånde! Fatter du det ikke: vi Herrens Folk, vi Guds udkårne Folk, vi er det selvudryddende, selvfrelsende Folk! og derfor, derfor: korsfæst ham, Jesus, Sandheden, og giv os ham, Barrabas, Løgnen fri!“

„Korsfæst ham, korsfæst — men Barrabas, giv os Barrabas fri!“

Råbet stormede ind bag Purpurtæppet, fyldende Marmorrummet med sin Tuden, voxende i tænderskærende Had, i hylende, luftsnappende Raseri.

„Hører du, hører du“, Nikodemus løftede besværgende Armen, „sluk Himmelsynet, sluk Himmelsynet og frels os — hører du, det er et Folk, besat af Undergangens Rædsel, der råber på sin Frelse! Romer, Romer, fri os, frels os!“

Pilatus stod ubevægelig med knyttede Hænder og lyttede til Skrigene derude, så skød han Underlæben frem:

„Nu, nu da, I Sandhedens Folk — —“

„Ja, Sandhedens Folk“, Nikodemus' Øjne lynede mod Romerens Hån, „ti vid, du almægtige Italier“, han slog sig rungende for Brystet, „ene hos os opstod Jesus Kristus.“

„Ja, og ene I“, det ene Låg gled glippende op over den spotske, brune Øjekugle, „ihjelslår ham. Men som I vil", han bredte de fede Hænder ud til Siden, „I kender sagtens jer selv bedst — så gå da og døm ham efter Eders Fædres Love, som Folket derude råber på, og efter“, der glimtede et Smil i hans rynkede Øjekrog, „eders Hjærters Behov.“

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧