Minona/1/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
< Minona‎ | 1
Gå til: navigering, søg

Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn


Minona.djvu Minona.djvu/5 16-29

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Andet Capitel.

„Jeg kunde gjerne blive ved
At male fort, ifald jeg vilde,
Men det blev Digtenes Fortræd!
Jeg tømte deres Billedkilde.

C. Winther.


Da Viggo ikke ventedes til en bestemt Tid, kunde han uden at gjøre sig skyldig i nogen Forsømmelse, opsætte det første Besøg hos Fru Aagesen et Par Dage. Delille korte Frist var ham behagelig! da han atter befandt sig paa det Sted, hvor han havde tilbragt de første Aar af sit Liv, og kjæmpet den første Kamp, bevægedes han af dybere og mindre mismodige Følelser end dem, hvormed han var reist dertil. Han havde grebet til Vaaben i den Alder, da Hjertet endnu besidder hele det grændseløse, uskuffede Seiershaab, som sjeldent overlever Udfaldet af det første Slag, og som hos ham faldt tilligemed den første Illusion — Begeistringen for hans Moder. Man kan fornye et Angreb ellevte Gang med usvækket Mod og Haab efter at være slaaet tilbage ti Gange, men naar det Ideal, man kjæmpede for, styrter til Jorden, falder Haabet med — og da kan vel den næste Illusion opreise det for en Tid, men der skal en overjordisk Magt og Kjærlighed til at opvække det i Aand og Sandhed, og gjengive os det nyt, ubesmittet og uskuffet som det var i Livets Morgengry, da det begeistrede os til den første Kamp for den første Kjærlighed.

Viggo havde aldrig gjort noget Menneske deelagtig i sine Barndomsdrømme — han søgte ikke i Venskab blandt Fremmede en utilfredsstillende Erstatning for den Kjærlighed han savnede i sit Hjem. Da han ikke der kunde finde den Sympathie han trængte til, valgte han at staae alene, og gjemme sine Følelser som en kostbar Hemmelighed i sin inderste Sjæl. Men Naturen sympathiserer altid med den, der har kun faa Venner — den forstaaer saa godt Taushedens Veltalenhed — den bliver uformærkt den Ensommes og Forladtes Fortrolige — og et hemmeligt Baand vil altid knytte ham til „den Plet af Jord” der var Vidne til hans første Drøm om Kamp og Seier. I ti Aar havde Viggo ikke saa levende følt hvad han havde tabt i Tro, i Haab og i Kraft, som nu da han saae det Sted igjen hvor han rigtignok havde lidt mest, men hvor han dog havde levet og elsket. Savnet af det, han havde tabt, forenede sig smerteligt men forædlende med Savnet af det, han aldrig havde eiet!

Under Paavirkningen af dette Indtryk var det ham en Beroligelse at vide sig uvaaagtet. Han var i den Stemning hvor man skyer Selskab, og dog nedtrykkes af Ensomheden, hvori man vilde føle sig lykkelig over et hjerteligt Ord fra elskede Læber, men modtager alle Høflighedsbeviser med Uvillie, hvori den, der savner Venner, undskyer Bekjendte. — Længselsfuld efter at see sine Yndlingssteder igjen, gik han hurtigt gjennem de befærdslede Gader; først da han var udenfor Vrimlen og følte Indflydelsen af den Milde Sommeraftenluft, sagtnede han sin Gang og saae sig om med vemodigt Velbehag. Han var paa Kalkbrænderieveien, der tidligere var Maalet for hans Spadseretoure, hvor han kjendte hver Busk og Steen, hvor Bølgerne sang den gamle, aldrigglemte Melodie, der saatidt havde beroliget Drengens vilde Sindsbevægelse Her satte han sig paa en Bænk og overlod sig uforstyrret til Erindringer fra det Forbigangne og Drømme om det Nærværende. Det var en af disse stille, klare Sommeraftener, hvis usigelige Fred og Harmonie lokker Kjærlighedslængslen frem af Hjertedydet, hvor den kun altfor tidt ligger bunden i Uklarhed og Afmagt, eller bevæger sig hensigtsløst som en fredløs Aand, der hverken veed hvad den kan eller hvad den vil. Da forstaaer den Naturens sympathetiske Sprog, og greben af begeistret Inspiration skaber den sig et Fremtidsliv i Ønsker og Forhaabninger. Virkeliggjørelsen af denne Kjærlighedens Drømmeskabning — det er Lykken. Viggo kjendte denne Drøm! ved Siden af sin Characteers strenge Alvor og den ensidige, sørgelige Livsvisdom, han havde tilegnet sig, levede der en uendelig Evne til at elske og Trang til at elskes i hans Hjerte. Men ingen Kvinde havde gjort mere end et øieblikkeligt Indtryk paa ham, skjøndt mange Skjønheder — hver for sig i sine egne Tanker uimodstaaelig — havde søgt at overvinde hans Ligegyldighed. Det syntes som den Lykke der var ham nægtet, skulde gjøre ham uimodtagelig for den, han maaskee med Lethed kunde gribe. En Moders eller Søsters Kjærlighed havde han gjennem et bittert Savn lært at skatte — den var Gjenstanden for hans Drømme, i denne Form fremstillede hans Længsel sig Livets Lykke. En Skikkelse, som hans Indbildningskraft omgav med al Ungdommens og Uskyldighedens Tryllerie, foresvævede ham bestandigt, som den Fee hvorfra Livet i hans Drømmeverden udgik — det var hans Søsters! Han forestillede sig hende under de sørgeligste Omstændigheder, fordi han selv vilde gjøre hende lykkelig — han udmalede sig hendes Forhold til den intriguante Stedmoder saa nedtrykkende som muligt, for at Savnet af Sympathie og sand Kjærlighed maatte have vakt den samme Længsel i hendes Hjerte, som fortærede hans — han tænkte sig hende forladt og forsømt, for at hun skulde skylde ham hele sin Udvikling, og til Gjengjæld leve udelukkende for ham, som han vilde leve for hende. Men Viggo vidste godt, hvorlidt Virkeligheden ogsaa i dette Tilfælde svarede til Illusionen; og for at erindre sig derom tog han et lille Brev frem af sin Tegnebog, udfoldede omhyggeligt det fine Blad, og læste det igjennem med en Alvor som viste, at ikke alene hvert Ord der stod strevet, men selv den usynlige Skrift mellem Linierne var Gjenstand for hans Betragtninger!

Skovhuset, den 13de Juli 1839.

Jeg vilde ønske jeg kunde sige jeg venter Dig med Glæde! Tilgiv mig, at det ikke er Tilfældet! jeg bliver Urolig og ængstelig ved Tanken om at et Menneske, der er mig saa fremmed, regner sig blandt mine Nærmeste, og kommer hertil i den Tro, at jeg naturligvis maa opfatte vort Forhold paa samme Maade. Selv idet jeg skriver disse Ord har jeg en Følelse af, at Du maaskee ligesaa vanskeligt vil kunne sætte Dig ind i mine Forestillinger, som jeg kan forstaae Dine. Er Slægtskabet ikke for Dig, hvad Kjærlighed er for mig — det helligste, det eneste naturlige Baand, der forener os Mennesker med hinanden? — Isaafald vil Du ansee Mine bedste og dybeste Følelser — den Taknemmelighed, Beundring og inderlige Hengivenhed, hvormed jeg fra jeg var et lille Barn har sluttet mig til den elskelige Helene for en Synd imod min Moder, som jeg aldrig har kunnet elske eller agte — men jeg vil huske, at Du har holdt af hende, og ikke tale om, hvad hun var for mig, eller hvad Tanken om hende er mig nu. Og jeg? — vil ikke Bevidstheden om, at Du ringeagter den Kvinde, der stod som en god Engel i vort fredløse Hjem, som i Sorg og Glæde var vor Faders elskede Veninde og mere end en Moder for mig — maa den ikke oprøre min Følelse mod Dig, hvis Du uden anden Adkomst end den, at Du er hendes Søn, der aldrig har lært mig, at „Moders Navn er en hellig Lyd” — vil gjøre Rettigheder gjældende, maaskee endogsaa over dem, Helenes usigelige Kjærlighed har vundet.

Hvis jeg skriver noget som krænker Dig, saa tænk paa, at jeg slet ikke kjender Dig! det er altid vanskeligt at forklare en Anden det, man selv veed, uden at have tænkt derover — og næsten umuligt, naar man ikke veed, hvem man forklarer sig for. I de ti Aar vi ikke have seet hinanden, har jeg intet hørt om eller fra Dig, undtagen det lille Brev, hvori Du underrettede os om Dit Besøg; og deri laae, uagtet al Din Venlighed, noget som giorde mig urolig. See, Du skriver, synes mig, som den, der vil gjøre sine Rettigheder gjældende, eller tage sin lovlige Eiendom i Besiddelse, og — jeg erkjender kun Kjærlighedens Eiendomsret, den Stærkeres guddommelige Ret til at tage den Svage Under sine Vinger.

Men om jeg end ikke holder af Dig fordi Du er min Slægtning, saa er det jo derfor ikke umuligt, at jeg kan komme til det. Naar Du blot ikke bliver vred paa mig, vilde jeg sige Dig noget — forlang aldrig Kjærlighed — den lader sig ikke udlevere som en kjøbt og betalt Handelsvare! Vil Du virkelig sætte Priis paa min Kjærlighed, saa tag den med Magt, vind den ved Overlegenhed og Ædelmodighed — men gjør ikke Fordring paa den som en Rettighed. Og tænk for min Skyld paa, at enhver Krænkelse der tilføies Helene, (og alene Dine Tanker er en Fornærmelse mod hende!) vil gjøre enhver Tilnærmelse mellem os to umulig. See i hende om muligt ikke Din Moders Medbeilerinde — see Kvinden, og hvis Du er Mand, vil Du intet Bevis forlange for hendes Uskyldighed.

Minona.

Der var noget i dette Brev, som i høi Grad mishagede Viggo, skjøndt den unge Piges Eiendommelighed i Tanker og Udtryk frapperede ham, saa han atter og atter gjentog Læsningen. „Hvor forunderligt den Myndige Tone, hvori hun skriver, stikker af imod disse fine Bogstaver, som kun en svag lille Damehaand kan have skrevet! Hvilken udfordrende Selvtillid „„Maaskee hun vil kunne komme til at elske mig”” — hvis jeg gjør et veloverlagt Angreb paa hendes Hjerte! Dette Sprog passer bedre til en Coquettes tvetydige Opmuntringer ligeoverfor sine Tilbedere, end til en Søsters Svar paa hendes egen Broders hjertelige Forsikkringer om hans Hengivenhed. Hun erkjender ikke Slægtskabets Baand, ikke en Broders Ret til at veilede sin unge Søster — men „„Kjærlighedens Ret”” — over ethvert Hjerte, den kan forblinde og forføre, selv om dette Hjerte tilhører en Anden! „„Den Stærkeres Ret”” — til at træde den Svages Ret Under Fødder! — Og naar den Svage bukker under i Kampen, naar den ulykkelige Kvinde, som Kjærligheden kunde have udviklet og forædlet, nu ved at see sig foragtet og tilsidesat i sit eget Hjem, taber sin bedre Natur og gaaer tilgrunde i Had og Fortvivlelse — saa seer man kun hvad hun er — ikke hvorledes hun er blevet det, endmindre hvad hun kunde blevet, og den stakkels ødelagte Skabning, dette Vrag af en Kvinde faaer ovenikjøbet Skyld for sin Mands Utroskab — ja, det skal næsten see ud som en Barmhjertighedsgjerning, at den lykkelige Medbeilerinde trøster ham i hans huslige Ulykke!”

Viggo blev afbrudt i disse Betragtninger ved Synet af en ung Herre, der flere Gange gik frem og tilbage foran Bænken, uvis, som det lod, om han skulde standse og tiltale ham. Ved første Blik forekom dette Ansigt ham bekjendt, og da de et Øieblik med stor Interesse havde seet paa hinanden, udbrød han: „Otto Frank!” Gud skee Lov! din Stemme gjør Ende paa min Uvished og betager desuden denne — Fremtoning siger man jo paa godt Dansk — hvert Skin af Overnaturlighed. Jeg troede virkelig at see Drengen Viggos voxne Dobbeltgjænger — thi jeg foretrækker i Nødsfald det Overnaturlige for det Unaturlige: at Du kunde komme hjem til Danmark uden at opsøge gamle Venner, eller idetmindste melde Din Ankomst, saa de kunde opsøge Dig. Havde Du sagt til itide, saa kunde Dine gamle Skolekammerater under min Anførsel afsunget en Sang paa Toldboden, — nu er det Din Skyld, naar Du istedetfor: Velkommen store Mand hertil!” eller: „Vel mødt ved Øresund, velkommen Broder!” o. s. v. kun faaer den gamle, dagligdags Hilsen: Goddag, og velkommen hjem!” Otto Frank var virkelig den af Viggos Barndomsbekjendte, som han holdt meest af, skjøndt der ingen Fortrolighed fandt Sted imellem dem. I Pastor Franks Hans havde han lært et lykkeligt Familieliv at kjende, og en kjærlig Erindring derom vedligeholdt sig altid i hans Sjæl. I det Øieblik han saae Otto igjen og hørte denne muntre hjertelige Stemme, følte han sig flyttet ti Aar tilbage i Tiden, da han stod paa Toldboden med sin lille grædende Søster ved Haanden og tilraabte ham et freidigt Farvel, skjøndt han havde Taarer i Øinene.

„Du var ene om at tage Afsked med Mig, da jeg reiste, og jeg forlanger ingen bedre Modtagelse end den, at Du er den Første som hilser paa mig ved min Hjemkomst!” svarede Viggo, idet han rakte Frank Haanden. — „Den Første? har Du da ikke besøgt Din Familie? har Du endnu ikke seet Minona — Din Søster vilde jeg sige?”

Viggos Ansigt formørkedes idet han noget afbrydende svarede, at han først for et Par Timer siden var kommet til Kjøbenhavn. Derpaa spurgte han til Franks Familie, til den lille Virginie, der græd da han reiste bort, og hørte med hjertelig Interesse paa alt hvad Otto fortalte om disse kjære Venner. „Vi have savnet Dig, som om Du var et Barn af Huset! Moder kunde slet ikke finde sig i, at Du kun skrev den ene Gang — hun talte tidt om Dig, i den sidste Tid! — Virginie truer endnu, naar hun for Alvor bliver vred, med at han vil have Dig til Broder istedet for mig — saa trofast er hun mod sit Ideal. Da hun var lille græd hun hvergang jeg drillede hende, over at Du var borte. „Det turde Du ikke sige til mig, naar Viggo hørte derpaa!” eller: „Viggo vilde nok forsvare mig, hvis han var hjemme” det maatte jeg høre adskillige Gange om Dagen. Nu skal Du see, at hun er blevet en ganske net Pige, skjøndt hun ikke kan taale at sees ved Siden af Din Søster. Men hvem sammenlignes med hende! — Den gamle Baronesse Trampe har overladt Fru Aagesen en nydelig lille Sommerbolig, der ligger midt i en af hendes Skove, blot for at have din Søster paa sit Territorium — bliver Du nu ikke storagtig, lykkelige Menneske, der er dette Mirakels Broder!”

Viggo saae intet mindre end lykkelig ud. Det var ham ubehageligt at Samtalen tog denne Vending, og han søgte at henvende sin Vens Tanker paa andre Gjenstande. Men Otto besluttede, efter et Øiebliks Overveielse, ikke at opgive denne Materie, før han var kommet til et Resultat, og da der opstod en kort Pause, sagde han i en alvorlig Tone: „Du spørger slet ikke til din Familie, det lader endogsaa til, at Du helst vil være frie for at høre den omtale! Er det vel overveiet, at Du ikke vil indlade Dig i nogen Samtale der kommer til at berøre dine Familieforhold, saa skal jeg herefter være den Sidste, som hentyder dertil! Men vil det ikke være bedst for alle Parter, om Du sammenligner den Forestilling, Du har beholdt fra din Barndom om Fru Aagesen, med Menneskers Mening, som kjender hende nærmere, og kan bedømme hendes Forhold mere upartisk? Det er let at gjøre en Kvinde Uret, men meget vanskeligt at gjøre en Uret af den Natur god igjen.”

Min Forestilling bliver den samme om end Folk have fundet for godt at vende op og ned paa denne Dames Forhold!” udbrød Viggo. „Kun for min Søsters Skyld kan det interessere mig at vide, hvad hun ansees for, thi endeel af hendes Skam falder jo tilbage paa den uskyldige unge Pige, hun har opdraget.”

„Tag derud med mig imorgen! — saa tales vi ved iovermorgen! maaskee Du da har et bedre Begreb om, hvad Fru Aagesen er. Hvad hun ansees for, skal jeg sige med faa Ord. Af alle dem, der ikke kiende hende, bliver hun bedømt — som Du bedømmer hende! Men i hele hendes Omgangskreds er der ikke En, som troer andet end Godt om hende, og søger hendes Venskab som en Udmærkelse. Min egen Fader hører til hendes Tilbedere, skjøndt deres Religionsideer ikke harmonere, og han ønsker, som alle Fædre og Brødre, at hans Datter maa tilegne sig, om end kun en Skygge af den Ynde og Elskværdighed der characteriserer den unge Pige, hun har opdraget.”

„Men Minona — er hun ikke meget” - udbrød Viggo, men standsede forlegen for at finde et betegnende Ord.

„Smuk!” fuldendte Otto med Begeistring „Jo det veed Gud, hun er vidunderlig deilig! hun ligner ingen Anden, hun er ikke det mindste coquet — man skulde næsten tro, at hun ikke lagde Mærke til den Tilbedelse, der vises hende overalt, saa naturligt er det hende at see den hele Verden for sine Fødder. Hun vilde bringe mig til at tvivle om Syndefaldet, hvis jeg nogensinde havde troet derpaa, og til at tro paa Guds Almagt, hvis jeg nogensinde havde tvivlet derpaa — thi for den, der har skabt Minona Aagesen, er intet umuligt.”

„Hold inde med dine ugudelige Overdrivelser!” udbrød Viggo halvt spøgende, halvt utilfreds. „Naar alt kommer til alt, har jeg dog Ret i, at hun er meget aparte!”

„Aparte! ja som Fugl Phoenix, den eneste i sit Slags. Vistnok er der noget eiendommeligt i alt hvad hun siger, men det er ligefrem at alting tager sig anderledes ud for den, der seer det ovenfra, end seet franeden! „Overdrivelser” — see hende selv! jeg har aldrig ventet, at min Beskrivelse skulde give Dig et Begreb om det Ubestrivelige. Gaae, see, og bliv beseiret — det er det bedste Raad jeg kan give Dig!”

„Og jeg vil til Gjengjeld give dig et godt Raad: Hvis du er forelsket i min Søster, skulde du idetmindste i hendes Nærværelse sagtne din Begeistrings vilde Flugt. Det er et underordnet Kvindehjerte, der ikke ringeagter sine Tilbedere!”

„Og tilbeder sin Elsker! jeg forstaaer dig nok — ellers Tak for Vinket. Jeg hører til den store Mængde, der offrer til Psyche, og knæler ved hendes Alters Fod for at beskue hende i Frastand — men jeg har aldrig formastet mig til at spille Amors Rolle. Naar jeg engang faaer det fortvivlede Indfald, at gifte mig, vil jeg for første Gang i mit Liv tage Vorherres Ord bogstaveligt, og søge en Medhjælp, „der er mig liig”; at være en regjerende Dronnings Gemal er den Lykke, der mindst vilde svare til mine beskedne Fordringer.”

Under denne Samtale havde de to Venner naaet Byen, hvor de skiltes ad efter at have gjort den Aftale, at følges ud paa Landet næste Dag, hvor Otto Frank vilde tilbringe den Tid i sin Faders Præstegaard, som Viggo havde bestemt til sit Besøg i Skovhuset.

Det var sildigt om Aftenen at Viggo kom hjem til sit Logi, og dog varede det endnu længe inden han kom til Ro. Det Mishag, som Læsningen af Minonas Brev havde vakt, tog til ved alt hvad Frank fortalte om hende, og dog maatte han tilstaae sig at alt, hvad han havde hørt, var godt: hun var smuk, afholdt og lykkelig! — han vilde ikke give den Tanke Rum, at han kun var mismodig over sine egne skuffede Forventninger. Kunde han være det Samme for den glimrende, forgudede Skjønhed, som han kunde blevet for den unge forladte og forsømte Pige, hvis Stilling han havde udmalet sig med saa levende Farver; En Anelse om denne Egoisme foruroligede ham rigtignok men han undertrykte den, og skjød Skylden paa Ottos latterlige Overdrivelser.

Endelig faldt Viggo isøvn, og drømte, at han laae paa Knæ foran en meget høi, imponerende deilig Dame, som sagde: Sætter du virkelig Priis paa min Kjærlighed — saa tag den Med Magt — gjør den Stærkeres Ret gjældende over mig! idetsamme forvandlede hun sig til en stor Fugl, svang sig op i Luften og svævede i Kredse omkring ham, idet hun blev ved at betragte ham med sine ildfulde, funklende Menneskeøine, og gjentog med en dæmonisk Latter: „Elsker Du mig — saa tag mig med Magt!” Men hendes Blik slog ned i hans Sjæl som et Lyn, og fortærede al dens Livskraft.