Minona/1/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
< Minona‎ | 1
Gå til: navigering, søg

Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn


Minona.djvu Minona.djvu/5 55-75

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Fjerde Capitel.

Nu staaer hun som hiin første Kvinde
I Paradisets Jubelsal,
Og hører Gud i Skovens Kroner
Og i Cherubens Hymnetoner.

Ingemanns „Blanca”.

Det var en smuk og livfuld Scene, der næste Aften viste sig for enhver, som gik forbi Præstegaardens Have; var der hændelsesvis en Maler iblandt dem, vilde han ikke fortsætte sin Gang før han havde optaget en Gjenpart af dette landlige Genremalerie i sin Skizzebog. Paa den grønne Plads foran Huset beskjæftigede et Selskab af unge Herrer og Damer sig paa forskjellig Maade: nogle spillede Ring eller Fjerboldt, andre sad i en Gruppe i Græsset, indviklet i en høirøstet og livlig Samtale, mens dog et Par unge Piger var for beskjæftigede med at binde Lykkekrandse af Græsstraae, til at tage Deel i den almindelige Underholdning. Til Ære for det nittende Aarhundredes Oplysning blev deres Overtro ubarmhjertigt spottet — men det slette Exempel smitter! inden faa Minutter havde den oplyste Ungdom bemægtiget sig alle de Gaaseurter, der var at see, for at lade sig spaae af de fine Blade, og nu blev der en Spørgen, baade aabenlys og stiltiende, en Jubel over de smaae Propheters gunstige Svar, en Gjætten, der bragte mange Kinder til at blusse, og Øine til at straale. De glade Stemmer, der søgte at overdøve hinanden, de Spillendes Udraab og den ungdommelige Latter afbrød Sommeraftenens Stilhed uden at disharmonere dermed. Naturen havde ikke glemt sine lykkelige Foraarsmorgener — den smilede til Menneskeungdommen, ikke med en udlevet Sceptikers bittre Spot, men med en kjærlig Moders Sympathie.

To unge Piger holdt sig for Øieblikket udenfor denne muntre Kreds — to Skikkelser der, trods Afstanden og den dunklere Belysning ikke vilde undgaae Malerens Opmærksomhed; det var den unge Vertinde, som var beskjæftiget ved Theebordet, der stod dækket udenfor Havedøren, og Tyra Falk, som sad paa en Havestol ved Siden af hende, begge fordybede i en hviskende Samtale. Virginie maatte sees ved Siden af Minona, for ikke at kaldes smuk, og man kunde under ingen Omstændigheder betragte hende uden Glæde og Velbehag; vel besad hun ikke Minonas ideale Skjønhed og feeagtige Ynde, men en uskyldig kvindelig Sjæls hele ubeskrivelige Elskværdighed havde afpræget sig i hendes feilfrie Former og i hendes Væsens stille Harmonie. Man følte at intet haardt eller bittert Ord kunde have besmittet disse bløde Læber, at ingen Lidenskab havde flammet i disse klare Øine, hvis milde Blik lyste uden at brænde. Farverne svarede til Formen: der var ingen blændende Contrast — den fine Teint, det rige lysebrune Haar, de kun lidt mørkere brune Øine gav hendes Skjønhed en beskeden Colorit, der fuldendte Harmonien. — Tyra var den fuldkomneste Contrast til sin Veninde: Hendes Personlighed bar Præget af en vild, men mægtig Aand, der kun tæmmes af et endnu mægtigere Hjerte. Hendes Ansigt hørte til den Classe, der kaldes „interessante” fordi man ikke kan kalde dem stygge og ikke tør kalde dem smukke, men allermindst kan lade være at lægge Mærke til dem. Den unge Piges Venner sige: „Hun har et interessant Ansigt!” og hendes Veninder svare: Ja, men hun er ikke smuk. Men Tyras Ansigt var mere end interessant — det var udmærket: skjøndt hendes Former endnu ikke havde mistet Barndommens Blødhed og fine Afrunding havde Livets Alvor allerede paatrykt Panden sit Stempel. Man saae at Stormen havde suset hen over denne unge Blomst, og bøiet dens Krone til Jorden — uden at knække den. Der var en seirende Opreisningskraft i hendes Sjæl, og hun var sig den bevidst! det saae man paa hendes Øine, i hvis dybe Grund en forunderlig begeistret Glæde triumpherede over en Sorg, der var undertrykt men ikke tilintetgjort. Dette Blik var stolt, det var skjønt — men Ydmygheden manglede. Den, der forstod det, frygtede et Fald efter denne Seir. Hele Tyras Ydre stemmede overeens med dette Udtryk: den ranke, smidige Skikkelse, der imponerede ved sine utvungne Bevægelser og sin frie Holdning — hendes Træk, der var marquerede uden at være skarpe, indtagende uden at være smukke — Smilet, hvorpaa man — hvor kjærligt det kunde være — tydeligst saae, at hun ikke alene havde liidt, men liidt Uret — alt tjente til at forstærke Indtrykket af hendes ualmindelige Personlighed, og den fik et fremmed Præg, som strax indtog de Fleste imod hende, her, hvor ualmindelig tages ensbetydende med unaturlig, ved hendes zigeuneragtige Farver: Haaret, der i naturlige Lokker faldt ned om Halsen, var kulsort, og Øinene havde en dunkel, natlig Glands, hvorved deres staalgraa Farve tidt blev forvexlet med sort, hvilket ogsaa almindeligere findes forenet med en saa afgjort brunet Teint. Hvis Maleren, ligesom jeg, var i Begreb med at udkaste et Billede af disse to Unge Piger, uden at have lagt Mærke til en Gruppe af ældre Damer, der sad omkring et andet Bord i faa Skridts Frastand, vilde han blive ubehagelig forstyrret ved Lyden af en raa, udfordrende Stemme, hvormed Tyra pludselig blev tiltalt af en gammelagtig Dame, der indtog Hæderspladsen i den broderede Lænestol „Jeg seer De har Sorg, Frøken Falk! har De mistet nogen af Deres Slægtninge?” Ja! svarede Tyra roligt. Jeg mistede min lille Pige i Foraaret — jeg troer ellers at Deres Naade har seet mig siden den Tid. „Det er sandt — nu husker jeg — Barnet, De havde hos Dem. Jeg troede ikke hun var af Deres Familie!” vedblev Baronessen med særdeles Eftertryk. Tyra reiste sig uvilkaarligt op, og svarede idet hun saae sig om med et alvorligt og stolt Blik: Lille Johanne var mit eget Barn! det troede jeg ingen her tvivlede om! — „Ja saa! det var rene Ord for Pengene!” udbrød Baronessen med en kort, raa Latter. „Frøkenen er altsaa hemmelig gift?” Hvis jeg havde nogen Hemmelighed, er jeg vel den af hvem man sidst skulde vente Oplysning derom, selv om jeg blev spurgt af En, det er mine Forhold mindre uvedkommende end Baronesse Trampe! svarede Tyra koldt, idet hun igjen satte sig hos Virginie. En Pause fulgte, hvori Baronessen betragtede hende med gjennemborende Blikke.

Pastor Frank, der havde talt med Helene, gik imidlertid hen til Tyra Falk og tog Plads paa en Havestol ved Siden af hende: „Jeg har neppe faaet hilst paa Dem, kjære Frøken Falk, og dog er jeg Dem Tak skyldig, fordi vi endelig sees iaften. Vil Bjerget ikke komme til Mahomed, saa maa Mahomed jo komme til Bjerget —, men det er en daarlig Prophet, der forlader sin Menighed for sin Fornøielses Skyld!” Siig for min Skyld! udbrød Tyra med dæmpet Stemme — det kan jeg forstaae. Hvis jeg ikke havde Dem og Virginie, vilde mit Liv rigtignok tidt — i Øieblikket forekomme mig tomt og øde, siden lille Johanne døde! — „Maa jeg lave Deres Thee til, Frank?” spurgte Baronessen, der havde flyttet sig hen til samme Bord. — „Tak, Deres Naade! — De slutter Dem formeget inde Tyra! Deres Humeur og Helbred lider derved, og — hvad værre er — Deres Kræfter gaae tilspilde. Det gaaer ikke an! Jeg siger Dem, det er ikke godt, at Mennesket er alene!” Alene — nei, det var Dødens Savn, uden Dødens Glemsel! Men jeg er ikke alene — jeg har jo Venner — De seer selv at jeg slutter mig til dem, Gud veed, at jeg paaskjønner dem! Een Ven er bedre end tusinde Bekjendte — dem søger jeg ikke. Troer De virkelig, at det Savn, jeg ikke altid kan undertrykke — Savnet af et elsket Væsens Nærværelse —, kan udfyldes ved Adspredelse, hvori mit Hjerte ingen Deel har? „Hvem siger, De skal adspredes? Jeg siger, De skal tage Dem sammen. De skal ikke flyde med Strømmen, og tilegne Dem en overfladisk Kundskab om hvad Mennesket seer ud til at være —, De skal gaae tilbunds i Dybet og hente ægte Perler frem for Dagens Lys, til Glæde for Dem selv og andre. Da vil De see, at Menneskeheden er en Ven, som det er værd at leve for og at leve med.” — Tyra saae forundret paa ham: De anviser mig en Kunstners Kald. — „Er Theen sød nok, Hr. Pastor?” spurgte Baronessen med et sønderknusende Blik paa Tyra. „Fortræffelig, Deres Naade! — „Ja, om nu saa var! De har rige Evner, Tyra! — er det aldrig faldet dem ind, at De ikke har faaet dem for Deres egen Skyld alene? At den, der har meget, ogsaa skal give meget?

Nei! svarede hun langsomt og tankefuldt — ikke paa den Maade. Jeg har modtaget saameget, at jeg ikke tør tænke paa Gjengjeld! Mit hele Liv er en Kjærlighedsgave, — skulde jeg give den tilbage? — Andet har jeg ikke! — Præsten saae mildt paa hende, og svarede: Gud, der gav Mennesket Livet, har sagt til Mennesket: „Giv mig dit Hjerte.” „Gjør det Barn — giv det i hans Tjeneste!" Det kan jeg ikke! udbrød hun med Energie „Kan De ikke? Hvorfor ikke?" — Jeg har givet det — til Idealet! tilføiede hun sagte.

„Ligesaa gjerne kunde De kaste Deres Hjerte i Peblingesøen, som lade det gaae iveiret med den Luftballon! Gud veed hvilken Slags Misfoster af en Forestilling, De selv forbinder med den Snak! Hvad jeg og enhver christen Sjel forstaaer ved Idealet — naar man endelig skal bruge det moderne Udtryk — det er Guds Søn, der blev Menneske for at fornye Gudsbilledet i den faldne Menneskeslægt. Vilde De aabne Deres Hjerte for det Ideal — saa gjorde De Englene i Himlen en glad Dag — og De selv vilde styrkes til al god Gjerning paa Jorden. Men et Ideal, der tillukker Deres Hjerte for alt det Gode i denne Verden, og bereder Dem Død og Fordømmelse i den anden — det advarer jeg Dem for, som en Ven. Hengiv ikke Liv og Sjæl til det Phantom! kunde De trænge igjennem den smukke Yderside, saa vilde De finde det hult og tomt, som Ellefolket i de gamle Viser”. Han havde talt med overordentlig Iver, og reiste sig for at gaae; men Tyra, som trods den Bevægelse, hvormed hun hørte paa hans heftige Tale, ikke kunde undertrykke et Smiil, reiste sig ligeledes og sagde, idet hun greb hans Haand: Kjære Pastor Frank! vær ikke vred paa mig og mit stakkels Ideal — jeg beder om Amnestie for os begge! Det tillukker ikke mit Hjerte for alt det Gode, der findes i denne Verden — men det forsoner mig med det, som ikke er godt! det har lært mig ikke at hade mine Fjender! Jeg er ingen Martyrnatnr, der kan leve for at gavne og oplyse dem, der Miskjende og foragte mig. Jeg vil helst gjengjælde ondt med ondt, og Spot med Had! Men det maa De tro, at mit Hjertes Ideal har frelst det fra Fortvivlelse, Vantro, Menneskehad — og givet mig Haab og evig Glæde istedet. O, om jeg ikke maatte takke det for andet —, saa var jeg det dog i Liv og Død Tak skyldig for det Onde, jeg ikke har gjort! — Hun talte med saa varm og oprigtig Begeistring, at Franks Ansigt antog et formildet Udtryk, idet han halvt i Spøg halv alvorlig svarede: „Naa, lad os da slutte Fred! Jeg faaer vel lade Deres Ideal være i Ro, siden jeg ikke veed, hvilke farlige Planer det hindrer Dem i at udføre. Men naar Deres Ideal svigter — husk da paa mit!”

Han gik hen til Helene, og sagde: „Det er Skade, at Tyra Falk har bygget sit Huus paa saa løs en Grund! naar den brister, gaaer en riig og herlig Natur tilgrunde”. „Den Pige behersker Alt — selv Sorgen” svarede Helene blidt. „Kan man tro at det Haab er bygget paa en løs Grund, som Døden ingen Magt har over? — Men Frank rystede paa Hovedet: Jeg frygter at hendes Haab er en Blomst uden Rod! Den overspændte Begeistring, som har holdt hende oppe i Sorgen, volder mig Gru. Hvis hun havde bukket under — kunde hun opreises; men nu vil det Slag, hvorfor hendes Ideal falder — hvis hun ikke har andet i Himmel eller paa Jord at holde sig til — blive hendes Død. Jeg ønskede derfor at vække hendes Interesse for et andet, jordisk Formaal — havde hun fæstet Rod i dette Liv, vilde hun endnu kunne frelses. Men det nytter ikke at forsøge derpaa.

Baronessen nærmede sig nu med en vis Høitidelighed, og sagde idet hun tog Plads ved Siden af Frank: Veed De hvad! det undrer mig meget at De, selv i Ironie, vil tale saaledes med Frøken Falk efter hendes scandaløse Opførsel her idag! — „Det er ikke første Gang at vor forskjellige Opfattelse af Livet fører til Dispute mellem os! Men det undrer mig, at Deres Naade, som altid respecterer Meningsfriheden for mit Vedkommende, og forlanger den respecteret for Deres eget, ikke indrømmer Frøken Falk samme Ret. Skal man have naaet en vis Alder, eller være i Besiddelse af en vis Rang — være „Deres Naade” eller „Deres Høiærværdighed” for at blive deelagtig i Troesfriheden?” — Her er ikke Tale om Frøkenens Tro eller Meninger, men om hendes Væsen og Gjerninger — om det skal taales, at hun her i en Præsts Nærværelse tilstaaer sin skammelige — Frank afbrød hende alvorligt: „Deres Naade har Talefrihed — det forstaaer sig! Men hvis De bliver ved at tale i den Tone, benytter jeg mig ligeledes af min Frihed, og gaaer min Vei! Jeg har Tyra Falk kjær — jeg kjender Omstændigheder ved hendes Historie, som hun naturligviis ikke gjør Enhver Regnskab for —, og det skulde gjøre mig inderlig ondt, om jeg maatte taale at hendes Opførsel blev kaldet scandaløs. Hun har forbrudt sig mod en Lov, som hun aldrig frivilligt har underkastet sig — Det kan man ikke med Billighed fortænke hende i. Ægteskabets Sacramente er en christelig Institution, som kun har Gyldighed for Kirkens Børn, og hun er ikke Christen af Hjertet. Jeg priser hende, fordi hun har frasagt sig et Misbrug, der er almindeligt fordi Loven giver det Medhold; thi naar Loven er saa jammerlig, skal man heller følge sin egen Fornuft end vedblive at trælle under den! Og hvad Scandalen angaaer, da kan selv den Uskyldigste vække Forargelse, naar Folk i Mangel af bedre er beredt til at forarge sig over ingenting — men hvem træffer saa Forbandelsen?”

Han talte saa strengt og alvorligt, at Baronessen blev forvirret; men hun svarede endnu mere forbittret: „Da er De virkelig den første Præst, som jeg hører forsvare Fritænkerie og Løsagtighed — for at nævne Tingen ved dens rette Navn — Tugthuusfangerne og Ladegaardslemmerne vilde vist sende Dem en Takadresse, hvis de kjendte Deres Bestræbelse for at sikkre dem deres Frihed og Berettigelse ligeoverfor Loven”! — Frank svarede med et Smiil: Det var et Misgreb, som vilde ydmyge mig mindre, end om Pharisæerne helligholdt mit Jubilæum med et Festmaaltid.

„Det undrer mig, at De, som Præst, vil undskylde Frøken Falk med hendes Mangel paa Chrisiendom!” sagde en gammel orthodox Dame i Selskabet. „Hvad man end dømmer om denne forunderlige Følge af hendes Vantro, bliver Aarsagen dog altid lige beklagelig.”

„Ja, deri er jeg ganske enig med Dem, kjære Frue.” svarede Frank ivrig. „Ingen kan beklage hende mere end jeg! Som Christen holder jeg det visselig for den største Ulykke at være blind for vort hellige Evangeliums Sandhed — men den største Ulykke er ikke ensbetydende med den største Skam. Og ligeoverfor de Ulykkelige som for de Brødefulde have vi to Ord af Skriften at mindes: dømmer ikke.”

Mens en Dispute saaledes udspandt sig mellem Frank og de tilstedeværende ældre Damer, der alle, paa Helene nær, betragtede hans frisindede Tænkemaade som et Forræderie mod Kirken, ja mod hele Samfundet, gjorde de Unge mange intet mindre end smigrende Bemærkninger om den gamle Baronesse, der ikke stod høit i deres Gunst. Den Ugeneerthed, hvormed hun udtalte sin Mening om hver især, ligesom hun paa Udstillingen kritiserede Malerierne, havde skaffet hende mange Fjender — hvilken ung Pige vil see sin Skjønhed underkastet offentlig Examen?! — „Baronessen seer paa Dig, som om hun vilde kjøbe Dig, Minona!” sagde en ung Pige, idet hun opfangede det Kjenderblik, hvormed den gamle Dames graa Øine fulgte hver Bevægelse af Minonas lette Skikkelse. „Pygmalion kan ikke mere brændende have ønsket Marmorstøtten Liv, end hun ønsker at Frøken Aagesen skulde forvandles til Marmor, og flyttes hen blandt Kunstværkerne i Thorvaldsens Museum!” bemærkede Otto Frank. „Tag Dig iagt, at hun ikke bortfører Dig, for hemmelig at lade Dig bringe til Kunstkammeret som en Foræring fra Baronesse Trampe! Gud veed hvad hun vilde sige, dersom jeg tilbød hende min Næse, som frivilligt Bidrag til samme patriotiske Øiemed?!” udbrød en fortøiet Brunette, hvis antigræske Næse ved første Møde blev en Gjenstand for Baronessens ufordulgte Foragt. Den Latter, hvormed disse Indfald modtoges, forøgede Lystigheden i denne Ungdommelige Forsamling, skjøndt den Strid, hvori Frank førte Ordet, havde lokket Flere hen som Tilhørere. Da Minona hørte Viggo blande sig i Striden, kastede hun Raketterne i Græsset, og gik med Virginie og Tyra hen at hvile sig paa en af Havebænkene.

Frank havde uventet faaet en lidenskabelig Modstander i Viggo. Ved at leve saameget sammen med Katholiker, blandt hvilke der var mange udmærkede og rigtbegavede Mænd, havde han faaet et høit Begreb om Kirkens Magtfuldkommenhed, og var altid i den almindelige Krig mellem Friheden og Oplysningen paa den ene Side, og de blinde Troeslærdomme paa den anden, fremtraadt som den christelige Kirkes ivrige Stridsmand, uden at lade sig hilde af Katholikernes Overtro. Foragt for Menneskene i Almindelighed, en tidlig Erfaring om det fordærvelige Resultat af deres Lidenskaber, naar de ikke underkaste sig den guddommelige Lods Herredømme, og et skarpt Blik for den blinde Egoisme, der som oftest var Grund til de unge Frihedsheltes Emancipation fra Himmel og Helvede, saavelsom den Tøileløshed der bliver Følgen deraf, gjorde ham til en uforsonlig Fjende af Fritænkeriet. Han ynkede Trællen, der troer at opnaae en Guddoms Magt ved at fornægte sin Skaber. Den moderniserede og beklippede Christendom, der har opoffret Djævlen og hans Rige paa Oplysningens Alter, og ophøiet Syndefaldet til et Fremskridt, var endnu mere utilfredsstillende for en Characteer, der leed ved sin egen Ufuldkommenhed i samme Grad som den havde Sands for Andres — hvad var der saa tilbage? Viggo var hverken Atheist, Pantheist, Katholik eller Nychristen — saa maatte han vel være Lutheraner! han tvivlede ikke derom.

Frank forsvarede den almindelige Valgret ligeoverfor Kirken — det kirkelige Stavnsbaands Løsning, som han udtrykte sig. Viggo forsvarede Kirkens uindskrænkede Myndighed over Sjælene, som Forældres Ret over deres Børn, ja, han erklærede det som dens helligste Pligt at holde dem tilbage, der ville styrte sig i Fortabelse. „Naar en stakkels forvildet Menneskesjæl lader sig forlokke af den Ondes Indskydelse og forlanger Orlov — skal saa dens Beskytter og Værge, den christelige Kirke, sige: „Du har din Frihed, Barn! reis ad Helvede til!”

„De har tilegnet Dem den erkekatholske Opfattelse af „Kirken!” Forstaaer De derved den faldefærdige Institution, som Fritænkerne og Oplysningen rette deres Angreb imod — saa kan De være vis paa, at den ikke bevarer nogen Sjæl fra Fortabelse — den har saamange Nedgange til Helvede paa sine egne Enemærker, at man ikke behøver at gaae udenfor, for at foretage den Reise. Men det er ikke den hellige christelige Kirke, hvor Guds Menighed dyrker sin Skaber iløn — det er dens Skygge her paa Jorden — hvor ikke det guddommelige Evangelium, men Theologernes vrange Opfattelse deraf forkyndes for en ligegyldig og vantro Menneskemasse. Dens Myndighed kan ingen oprigtig Christen forsvare — lad den stormes af Vantroen eller stikkes i Brand af Oplysningens Fakkel, heller idag end imorgen! saa er der een „almindelig Løgn” mindre i Verden. Den er jo grundet paa en Umulighed: Kirkens Enhed med Staten. Guds Rige er ikke af denne Verden — der kan ingen Alliance finde Sted mellem to Magter, hvis Natur, Interesse og Formaal ere hinanden modsat! At lænke to Væsener til hinanden, hvoraf det ene vil gaae tilhøire, det andet tilvenstre, er jo Daarskab, og Følgen bliver at ingen af dem kommer nogen Vei.”

Viggo svarede alvorligt: „Skjøndt Guds Rige ikke er af denne Verden, er det dog i den! hvis det skal blive mere end en Drøm for den store Mængde, maa det grundfæste sin Magt i det virkelige Liv — ikke under, men over Statens. Een Vei er den rette — fører Statens verdslige Love og Interesser den i modsat Retning, saa maa den reformeres og inddrages under Kirken, som til Gud hjemfalden Eiendom. Har Kirken tabt i sin Forening med Staten, saa maa den emancipere sig, er den sjunken, saa maa den reise sig paany! Men den skal ikke søge Tilflugt mod Tvivlen i Vantroen, eller Frelse fra Sygdommen i Døden!”

„Og troer Du virkelig, at selv de bedst disciplinerede Tropper i denne Kirkefæstning ville sikkre den for et nyt Fald, dybere end det forrige? Kan Loven skabe troende Hjerter? kan den sætte Liv i en halvdød, egenkjærlig og feig Menneskemasse? kan Loven frigjøre en Træl?”

„Nei, men den kan hindre mange svage Sjæle i at give efter for deres syndige Tilbøieligheder. Da der ingen levende Kjærlighed er tilstede, maa Frygten træde i dens Sted hos Størsteparten af denne usle, svage Menneskeslægt. Luk Døren op til Helvede og siig: Du har frit Valg! saa løbe de omkaps derind — hvis ikke Frygten holder dem tilbage. Derfor anseer jeg Katholicismens Trudsel med „den evige Ild” for særdeles gavnlig, saalænge den opfattes bogstaveligt. Der er vist mange, som i Indbildningen have følt Heden fra Helvedes Ildsted, og er vendt om ved Indgangen, uden at banke paa — skjøndt ikke Varmen af Guds Kjærlighed kunde kalde dem tilbage.”

Det var en Blanding af Alvor og Ironie i Viggos Tone, som fik Mange til at smile, i den Tanke, at han blot vilde sige en Vittighed, men Frank saae opmærksomt paa ham, og spurgte: „Er det Muligt, at den Tro tilfredsstiller Dig, Viggo?” Han svarede undvigende: „Om den end ikke er opmuntrende, saa er den sand — det er altid noget! Jeg frygter intet mere end disse Chimairer, Mennesket skaber af sine ørkesløse Drømmerier om den Storhed, hvoraf der siden Syndefaldet kun var en Skygge tilbage i Erindringen!” — Frank taug med et medlidende Blik. Minona var blevet meget alvorlig, idet hun lyttede til hvert Ord, Viggo sagde. Smilet havde forladt hendes Ansigt, men Tankens Stjerneglimt straalede i hendes klare Blik — det var en Nat uden Mørke! — Viggo nærmede sig med en Følelse af Anger over at have sagt noget, det kunde forstyrre hendes Illusioner; han gjorde hende opmærksom paa at Dandsen allerede var i fuld Gang paa den store grønne Plads, og foreslog hende at gaae derhen.

„Jeg har ingen Lyst til at dandse iaften! lad mig blive her og see til;” sagde hun, idet hun satte sig paa en Bænk, adskilt ved et lavt Krat fra den improviserede Balsal, der i en Hast var blevet oplyst af couleurte Lamper. Viggo var bekymret over hendes alvorlige Stemning, og søgte at overtale hende til at deeltage i Dandsen. Hun saae smilende op til ham: „Hvorfor skal jeg opgive det Bedste for det, som kun er godt? En saadan deilig Aften skulde ikke dandses bort! der er kolde, mørke Vinternætter nok, naar man ellers vilde ligge og sove — der hører Dands og Musik, Lys og Lystighed hjemme!” men paa en Aften, som denne, da Jorden er saa opfyldt af Haab, og Himlen saa riig paa Løfter, trænger jeg ikke til anden Bevægelse end den, der er i mit Hjerte, og til andet Lys end Stiernernes! See derop” vedblev hun med bevæget og begeistret Stemme — „er det ogsaa en Illusion?”

„Nei, jeg troer paa Gud! men jeg troer ogsaa hvad Abraham sagde til den rige Mand: at der er befæstet et Svælg mellem Himlen og Jorden, som ingen menneskelig Magt kan lægge Bro over!” svarede Viggo alvorligt.

„Sjælen kan dog flyve derop i Tro, og Haab og Kjærlighed! der er jo vort Maal — skulde vi aldrig kunne naae det? See de straalende Verdener, hvis Glands gjør Natten til Evighedens Morgen — troer Du ikke, at de ere guddommeliggjorte i samme Kamp, vi kjæmpe? Hvorfor skulde vi da ikke kunne seire, ligesom de. De have fuldendt og vi begyndt!”

Viggo vendte sit Blik fra de lyse Stjerner til den unge Piges Ansigt, idet han svarede: „Hvem har lært dig den Philosophie? den findes ikke i Balles Lærebog eller Luthers Katechismus.”

„Spørg Lyset, spørg Livet, spørg den menneskelige Kjærlighed, hvem der har lært mig at tro og haabe! Hører der Philophie til at troe paa Seir i hver ædel Kamp, og at forudsætte, at der har været Strid, hvor der nu er Seir — saa er hvert Menneske vist Philosoph af Naturen.”

„Har Du aldrig frygtet disse Tanker? Har der ikke været Øieblikke, da Tvivlen ogsaa nærmede sig den Tro, Du har lært af Menneskelivet?” Minona saae forundret paa ham, og svarede langsomt, idet hun rystede paa Hovedet: „Er din egen Tro andet end Tvivl? — Jeg forstaaer mig vist ikke derpaa, men der er noget saa haabløst for mig i den christelige Opfattelse af Livet — de see ikke Gud deri! — Jeg troer paa Livet fordi jeg lever.” — „Har Du da aldrig tvivlet?” — „Aldrig! jeg har været saa lykkelig!” svarede hun med Inderlighed, idet hun fæstede sit Blik paa ham. Viggo taug; denne Vantroes Troesbekjendelse rørte ham dybt. Han var ellers rede til at bekjæmpe enhver Illusion — men hendes var ham hellig.

Minona sad en Stund taus i dybe Tanker. Endelig sagde hun alvorligt og eftertænksomt: „Fader var meget religieus — han havde altid Maalet for Øie — men han troede, ligesaalidt som Helene, ubetinget paa Bibelen, og endnu Mindre paa Præsternes Forklaring deraf. Det har jeg seet ved mange Leiligheder, skjøndt han nødig disputerede om Religionsspørgsmaal. Han sagde engang: „Jeg har aldrig hørt, at en Gudsfornægter blev omvendt i en Dispute, men jeg kjender mange Mennesker, der have disputeret sig til Gudsfornægtere. Thi saasnart man beviser, at noget er hvidt, saa er der strax En eller Anden, der sætter sin Ære i Pant paa, at det er kulsort!” — Naar jeg tænker paa, hvor digterisk en Sands Fader havde for det Skjønne og Guddommelige i Livet, bliver det mig klart, at han ikke kunde tro paa Syndefaldet og Helvede. — Jeg troer heller ikke derpaa!” vedblev hun med pludselig Energie. „Jeg kjender kun lidt til Verden, men i det Lidt — hvormeget af den Kjærlighed, der er stærkere end Døden og dybere end Sorgen. Derfor elsker jeg Menneskene — jeg troer ikke jeg vilde elske Den, jeg ikke kunde beundre. Nu seer jeg, at Fader havde Ret! først da du afmalede vor Natur saa kulsort, blev det mig rigtig klart i min inderste Sjæl, at den er hvid!” — Viggo smilede og tænkte: For den Rene er alting reent! men han sagde det ikke.

De fik imidlertid ikke længer Lov til at være alene; Selskabet savnede Minona, og der blev søgt efter hende til man endelig fandt Vei til hendes Fristed. Da hun ikke vilde dandse, fulgte flere end En hendes Exempel, og efter fælleds Overeenskomst foretog man en Spadseretour ned til Stranden. — Minonas alvorlige Stemning var — smiilt bort. I Viggos kiærlighedsfulde Blik troede hun at læse en Fornægtelse af hans strenge og kolde Livsanskuelse — det var nok til at gjøre hende lykkelig. Hun lo og spøgte som et Barn, kastede Steen i Vandet, og da en Sang blev foreslaaet og smukt udført, blandede hun jublende sin rene, klare Stemme i Choret. — Viggo lyttede tankefuldt dertil, mens hans Øie fulgte den svævende hvide Skikkelse der lyste som et overjordisk Syn i Maanskinnet. Men han deelte ikke hendes muntre Stemning.

„Hvorfra har dette Barn faaet det Seerblik, hvormed hun trænger igjennem Yttringen ind i Aarsagen?” tænkte han. „„Min Tro er Tvivl”” — „ja deri har hun Ret! Den er et Barn af Kummer og Foragt, af bittre Erfaringer gjennem mig selv og Andre — og Jorden har Mere Deel deri end Himlen. Jeg stred for Guds Sag, fordi jeg var imod Verden. Men tidt søgte jeg selv forgjæves i Kirken og Sacramenterne den Livets Aand, som Skriften taler om — og tidt tænkte jeg med Gru paa de mange, der have søgt uden at finde — paa Munken, der forsager Verden og al dens Glæde, for i Bøn at tilkjæmpe sig den Fred, som overgaaer al Forstand! — Fik han den? spurgte jeg mig selv, og jeg kunde ikke sige: Ja, Gud holdt sit Ord. Thi mens Savn og Forventning undergravede hans Livskraft, var den Fred, han omsider vandt — kun Sløvhed. Og selv der, hvor jeg saae Religionen virke oplivende, begeistrende og trøstende, var den aldrig mere end en Tanke eller et Haab - Liv var den ikke. Her i dette unge Hjerte er Kjærligheden et Liv — naar hun taler derom med sin uskyldige Bevidstheds hele Tillid og Haab, røres mit Sind forunderligt, som om jeg endelig fandt, hvad jeg saalænge forgjæves har søgt — og dog ængstes jeg ved at tro det — dog tør jeg ikke sige til mig selv: her er den Skat, jeg søgte. Nu drømmer hun Paradisets Drøm, men hun vil engang vaagne og føle Forbandelsens Virkning. Og det Liv, hun nu tager i Besiddelse med saa begeistret Glæde, skal blive hende til Byrde, naar hun seer, hvorlidet misundelsesværdig en Eiendom det er! Maatte han aldrig faae det at see, aldrig vaagne i den raae, sørgelige Virkelighed, som altid vil blive hendes Natur en Gaade! Er en Drøm, som hendes, ikke tusinde Gange mere værd end den sløve Ro, det dødfødte Haab, saamange Christne gjennem bittre Kampe og Lidelser tilegne sig — og en Drøm med hende” — „Et Stjerneskud!" udbrød Minona. — „Hvad tænkte Du paa?” vedblev hun, idet hun sagte berørte Viggos Arm med sin lille Haand, og saae ham ind i Øiet. „Du saae ud, som om Du ønskede noget!” „Jeg tænkte paa den, der er mig kjærest her paa Jorden, og jeg ønskede, at jeg aldrig maatte miste hende!” svarede Viggo sagte. Minona saae op til ham med et saligt Smiil: „Saa lad os være glade!” hviskede hun — „thi dit Ønske gaaer i Opfyldelse.” Viggo lagde hendes Arm i sin, og vedblev at tale med hende paa Hjemveien. — Klangen af hendes Stemme, og Lyset i hendes Blik forjog hvert Spor af Tvivl og Uro i hans Sind. — Saaledes endte denne Aften, riig paa nye Indtryk for dem begge.