Minona/1/5
Femte Capitel.
Men aldrig den spædere Attraa sig sled
Fra Blufærd løs,
Og aldrig svulmed' paa Læbernes Bred
Det dristige Kys.
Schack-Staffeldt.
Da Otto Frank sagde om Minona: „Hun vilde bringe mig til at tvivle om Syndefaldet, hvis jeg nogensinde havde troet derpaa!” kaldte Viggo det en ugudelig og latterlig Overdrivelse. Men hvis han selv, som aldrig havde tvivlet om Syndefaldet, nu skulde sammenligne sin Tro med den ny lyksalige Bevidsthed om det unge, skjønne, rige Menneskeliv, som aabenbarede sig for ham i al sin ubesmittede Reenhed, vilde den faae en svær Prøve at bestaae. Han havde selv tænkt: for den Rene er alting reent! — hvor let kunde ikke den ene Undtagelse styrte hele Regelen? Men Viggos Tro var sikker, som den Døde, for at blive slaaet ihjel — den havde aldrig været levende! Han tænkte ikke over det Liv, som under Glædens og Kjærlighedens milde Indflydelse udviklede sig i hans Sjæl, — han følte det, og var lykkelig.
Minona var langt fra at drømme om den Indflydelse, hun udøvede over Viggo — den Tanke vilde bedrøvet hende, at hun ikke var den modtagende. Hun var bleven saa riig ved ham, at hun maatte see op til ham med Taknemmelighed og Beundring! Naar hun talte med ham fik hendes Tanker et forunderligt Liv; det forekom hende som om hans Sjæl gjennem Blikket og Tonen nedsænkede sig i hendes og opvakte de drømmende Livskrafter til en høiere Bevidsthed — da sluttede Ordet sig let og villigt om Tanken, og den unge Pige lyttede selv dertil som til en Forjættelse, der ikke var hende fremmed, skjøndt den var ny.
Alt hvad der hidtil havde udgjort hendes Glæde og Interesse, skulde Viggo kjende. „De gamle Venner maa see den ny!” sagde han, naar hun førte ham omkring paa sine Yndlingssteder, eller tog sine kjæreste Bøger ned af Reolen, og bad ham læse høit deri. Han opdagede da med Overraskelse, hvormegen Deel i hendes usædvanlige Aandsudvikling disse Digterværker havde, der af saamange læses uden at efterlade mindste Udbytte, og han fandt selv i hendes Opfattelse deraf, ofte mere Poesie og Genialitet, end i Digtet selv. „Du veed ikke hvortidt jeg har fundet Trøst, naar jeg var bedrøvet, i Ingemanns og Winthers Digte — min Sorg blev saa smukt fortolket at den blev mig kjær, og min Længsel fik Vinger til at hæve sig høit over det feige, frygtagtige Mismod. Og naar der var noget, jeg tvivlede om, hvor min egen Mening ikke var mig nok, har jeg tidt fundet mit Spørgsmaal besvaret hos Oehlenschläger. Den Gang Tyra Falk kom hertil var der megen Tale om Emancipationen, thi hendes Mening er jo aldeles forskjellig fra Andres, og hun ikke alene følger den, men forsvarer den med en Veltalenhed, som jeg aldrig har hørt Mage til. Det er en ægte Skjoldmø i Aandens Kamp! — Det var en Forstyrrelse, som om Fjenden var brudt ind over Grændsen! Hver Dame gik som med sin Kvindelighed i Hænderne af Frygt for at den skulde blive hende afdisputeret, og allevegne hørte man kun tale om Kvindens Bestemmelse, og alt det, hvori den — ikke bestod. Det var baade til at lee og græde over i Begyndelsen, men tilsidst blev jeg virkelig rent forstyrret — og begyndte selv at gruble over Kvindens Bestemmelse. Thi der var en ung Præst hos Franks, som talte saa smukt derom, og i Dispute med Tyra fremstillede Sigrid med Sløret som det Ideal, han ansaae det for enhver Kvindes Bestemmelse at realisere. Han talte saa begeistret og indtrængende, at vi alle bleve reent forhexede, og Tyra erklærede for Spøg, at hvis hun ikke var sig selv, saa vilde hun være — hans Ideal. Da jeg kom hjem, havde jeg faaet Blufærdigheden i Tankerne, og kunde ikke blive af med dem igjen — Sigrid med Sløret svævede mig for Øie hvor jeg gik og stod, og jeg stakkels lille Nar var virkelig nær ved at — beklage Tyra. Men saa begyndte en Mand at tale med, hvis Ord gjorde stærkere Indtryk paa mig end Præstens. Veed Du hvem det var?” „Nei!” „Stærkodder! Da Helga vil følge sin Elskede i Krig, og han beder hende „blive i sit Buur!” siger den gamle Helt:
Lad hende gaae med!
Skjoldungens Blod var aldrig roligt,
Naar Luren toner høit til Øens Forsvar.
Gak med, spænd Brynien om din Jomfrubarm,
Lad ringle kring din Lænd et Pandserskjørt,
Og spænd den lette Fjerhjelm om din Tinding.
Da jeg hørte disse Ord af en Mand, der vist ikke vilde smigre Damerne, blev jeg ganske underlig tilmode. Jeg følte, at hver ædel Helt maa ære Heltemodet og Kraften, selv hos en Kvinde, og at den svage Pige, der maa lade Andre kjæmpe for sine dyrebareste Skatte „Frihed og Fædreland,” maa være sin mere begavede Søster taknemmelig, naar hun uforsagt deeltager i den gode Strid. Vi gjør os selv Uret, naar vi troe, at de Egenskaber, der hæve Manden i vore Tanker, kan nedsætte en Kvinde. Lad Canariefuglen blive „i sit Buur!” den ædle Falk vil slaae Vingen i frie Luft, og de andre Fugle smaae, som ikke kunne følge med, skulle glæde sig over dens stolte Flugt.”
„Du taler som en Skjald, min søde Pige! Siig mig, vilde Du selv deeltage i Aandens Strid gjennem Avisartikler eller Smaapiecer — vilde Du opvække den danske Kiæmpeaand ved „et Alvorsord” i ”Fædrelandet?”
Minona saae saa alvorlig ud, som det vel var mulig, idet hun trykkede sin fine Haand mod Brystet og svarede: „Jeg er desværre kun en af de fattige Fugle, hvis Skjæbne det er at leve af de andres Rigdom, og beskyttes af Heltens Skjold. I Aandens Strid er den simple Soldat overflødig. Der kjæmpe Anførerne alene — for Hæren! Men hvis de store Genier svigte i den yderste Nød, eller falde — og jeg, som nu, har den samme levende Overbeviisning som besjælede dem — hvis jeg kjendte det Ord der kunde berøve en stor Løgn dens Magt, eller gjøre en stor Sandhed indlysende for Andre — saa maatte jeg udtale det, dersom ingen Anden vilde. Og hvis jeg betænkte mig, hvis jeg lod mig holde tilbage ved Forestillingen om Andres Dom — saa vilde jeg ikke kalde det kvindeligt — men feigt.”
Du vilde dog nødig gjøre det — ikke sandt? — Du vilde betænke Dig længe? ”Det haaber jeg dog ikke — det var en Feighed? Men det er jo heller ikke min Bestemmelse — jeg kan ikke sige Verden noget, den ikke veed iforveien, thi jeg har selv faaet min Kundskab fra Andre!” Og Du takker Gud, at Du ingen Skjoldmø er, tilstaae det kun — jeg læser dog Sandheden i dit Øie! vedblev Viggo. „Ja — jeg vil heller beskyttes af Heltens Skjold og flætte Seierskrandsen til ham!” svarede hun, idet hun saae paa ham med funklende Øine og rødmende Kinder. Men hendes Ord gjorde et smerteligt Indtryk paa Viggo. Jo dybere han saae ind i denne rene og kjærlighedsfulde Sjæl, jo klarere hendes Hengivenhed og Tillid røbede sig i hvert Ord og Blik, desto heftigere blev hans indre Uro. Hvor nær hun end stod ham, hvor udelukkende hun end hengav Sjæl og Hjerte til ham — var han dog ikke tryg i Besiddelsen. Han var tilmode som den, der drømmer om den høieste Lyksalighed — men veed, at det er en Drøm, og derfor paa eengang søger at fastholde den og frygter for at vækkes. Minona mærkede ikke hans Uro, hun var sikker i Følelsen af sin egen Kjærlighed og den ubevidste Lyksalighed over hans — men hun spurgte ikke sig selv af hvilken Natur denne Kjærlighed var. Det var hende nok at Viggo holdt af hende for hendes egen Skyld, ikke fordi hun var hans Søster, og hun var altfor riig i det Nærværende, til at tænke paa Fremtiden. Viggo hørte hende jo til — de vare forenede ogsaa i Verdens Øine — og hun troede ikke paa anden Adskillelse end Døden.
Men skjøndt de kun levede i hinanden og med hinanden, skjøndt intet kunde være mere tillidsfuldt og ubegrændset end Minonas aandelige Hengivelse, og den lidenskabelige Ømhed, hvormed Viggo opfattede og besvarede den, antog deres Omgang aldrig den Fortrolighed, som characteriserer en Broders Forhold til hans Søster. De stode hverandre paa engang for nær og for fjernt dertil! — Der var en ridderlig Hylding, en ærbødig Opmærksomhed i Viggos Væsen, som Fremmede tidt antog for Kulde. „Der bliver dog aldrig noget naturligt Forhold imellem de to Søskende!” sagde Folk med en vigtig Mine. Men Helene smilte — hun havde aldrig seet „sit Barn” saa lykkeligt, som nu. Virginie var den eneste, hvem en indre Uro ved Synet af Viggo og Minona, lod ane den Følelse, der endnu ikke var dem selv bevidst. Hun bebreidede sig sin Frygt som en afskyelig Mistanke; men hvergang hun var sammen med dem igjen, voxede den. Det var langtfra at Viggo beskjeftigede sig udelukkende med sin Søster — tvertimod, han talte mere med de andre Tilstedeværende end med hende; men Virginie kunde see, hvorledes Lyden af Minonas Stemme langt borte satte ham i Bevægelse, hvorledes hans Øine hemmeligt fulgte hende, hvorledes han skiftede Farve, naar hun uventet nærmede sig ham. Og naar hun selv talte med ham, følte hun, at hans Sjæl og Aand var fraværende om det end lykkedes ham at fængsle sin Opmærksomhed til Samtalens Gienstand. Hun blev betagen af en trykkende Angst, naar hun saaledes saae sin Anelse bekræftet. Næste Gang, hun traf sammen med sin Barndomsven, bestræbte hun sig uvilkaarligt for at fængsle ham — om ikke til Samtalen saa til hende selv. Det var et ubevidst Coquetterie, der virkelig gav den elskværdige Pige en ny Ynde, selv i Viggos Øine; men hun kunde ikke tage feil af den store Forskjel paa den Venlighed, hvormed han kom hende imøde, og den Lidenskab, hvormed han tilbad Minona i sine hemmeligste Tanker. For første Gang sneg en Følelse af Bitterhed sig ind i Virginies rene Sjæl, — og det mod en Veninde, som hun elskede saa høit! — for første Gang begræd hun sin egen Mangel paa det Tryllerie, hvormed Minona havde fængslet Viggo. Men langt stærkere end Skinsygen var hendes Frygt for dem — og den nagende Smerte ved Tanken om deres Fremtid.
En Dag da Viggo og Minona stod sammen paa
en Høi ved Udkanten af Skoven, hvor det smukke
Sommerlandskab laae udbredt for dem med Stranden til
Baggrund, udbrød hun, idet hun saae sig om: „Hvor denne
Sommer er smuk! det forekommer mig, som om det
aldrig for havde været mere end Foraar. Nu er den
fagre Tid kommet, jeg vented' saalænge!” Viggo
besvarede det straalende Blik, hvormed hun saae op til ham,
med et vemodigt Smiil, idet han svarede: „Ja,
Sommeren er en fager Tid! I Naturen, men ogsaa kun der,
svarer Opfyldelsen til Løftet.” Ogsaa i
Menneskenaturen! troer Du at Løftet i vor egen Sjæl vilde have den
store Magt til at lyksaliggjøre, hvis Opfyldelsen ikke var
nær og sikker?” — Viggo var usædvanlig mørk stemt;
han betragtede Minona med en uforklarlig Smerte. „Du
lever endnu kun i Idealet!” sagde han, „I Virkeligheden
er der saamegen — Skuffelse!”
„Nei det er Idealet, som lever i mig! det er ikke udenfor Virkeligheden, men den høieste Virkelighed selv! — Naturen kan jo lære os, at alt bærer Idealet i sit eget indvortes Væsen. Tænk dig blot — det stygge uanseelige Løg har Hyazinthen til Ideal! af det ubetydelige Frø udvikler den deiligste Blomst sig — overalt overgaaer Opfyldelsen Løftet. See dig om — see Sommerpragten, Jordens Ideal, der laae skjult under Iis og Snee! troer Du Solen kunde skabt al denne Skjønhed og Herlighed, hvis Spiren ikke havde været der fra først af? — Er det da anderledes i vor Natur? Staaer vor Sjæl tilbage for et Blomsterfrø — har den ikke Idealet i sig selv, men udenfor!”
„Den Menneskesjæl maa være riig, der vil og kan glemme det, der er over den, for det, der er i den!” — „Glemme!” udbrød hun forundret, „glemmer Naturen Solen, der gjør dens Foraar til Sommer. Gud er vor Sol — hvad han har lovet her” — hun trykkede Haanden mod Hjertet — „det vil han opfylde hist! derom vidne Englene, naar de synge for hinanden om den Tid, da de levede som Idealet i Menneskesjælene! — Hernede er Himlens Foraar.”
„Du er en forunderlig Pige!” udbrød Viggo, idet han saae hende ind i de stjerneklare Øine. „Den Tanke, Du udtaler, er mig ikke ny, thi jeg har seet den som Grundlag for philosophiske Systemer, og tidt hørt den forsvare af Folk, i hvis Mund den klang som Ironie over Menneskenaturens Afmagt og Usselhed! Men jeg har aldrig hørt Nogen tale — som Du derom. Hvorledes er Du faldet paa disse Tanker? hvem har forledet min Sylphide til at søge de Vises Steen?” — „Min Gud, jeg har ikke tænkt derpaa — det ligger jo saa nær!” — „Ja! Himlen ligger Englene nær" — udbrød Viggo, og faldt i dybe Tanker.
Minona smilte bevæget — hun følte sig elsket, Uden at være sig det bevidst — deraf kom den ubeskrivelige Salighed, hendes Sjæl var opfyldt af. Hun foldede sine Hænder og udbrød lidenskabeligt, idet hun saae op til Himlen og ud over Jorden med taarefulde Øine. „Jeg er vist for lykkelig — thi undertiden synes jeg, at alt er her, og jeg kunde fristes til at sige med den døende Hrane: „Jeg har ingen Lyst til at fare heden, thi mig tykkes Himlen er paa Jorden!” — Hun havde givet efter for sin pludselige Sindsbevægelse uden at kjende den, derfor rødmede hun ikke over dette ufrivillige, lidenskabelige Udbrud. Viggo betragtede hende med et Blik, der bragte hendes Hjerte til at banke af en forunderlig Uro — men hun slog ikke Øinene ned, de bleve ved at see ind i hans, med et spørgende Udtryk. „Minona!” udbrød han lidenskabeligt. „Du er min Himmel paa Jorden — Du har lært mig, at der er en stor og guddommelig Rigdom gjemt i et Menneskes Hjerte! kald det Idealet — jeg kalder det Kjærligheden. Du havde Ret — min Tro var Vantro, og min Kjærlighed Had, — til jeg saae dig — og nu er den Frygt. Jeg behøver ikke at spørge — jeg veed, at Du har mig kjær, men det forekommer mig dog tidt, at Du kun tilhører mig halvt.” Minona saae paa ham med taarefulde Øine: „Føler Du da ikke, at jeg lever heelt i dig?” udbrød hun bedrøvet. „Jeg troer det, søde Pige — men Liv og Kjærlighed er ikke Et! Naar vi er sammen tænker Du paa saamange Ting, jeg tænker kun paa dig! Nei, græd ikke, skjul ikke dit Ansigt for mig — Minona, see paa mig, og siig mig: er det Idealet Du elsker i mig, som overalt, eller” — idetsamme hørtes Fodtrin i Gangen bagved dem, og Viggo holdt inde, thi Minona rev sin Haand løs og flygtede med Lynets Fart; — for fem Minutter siden vilde hun ikke være blevet forskrækket ved at overraskes i en fortrolig Samtale med Viggo. Han var tilmode som om han vaagnede af en Drøm, da han saae hendes lyse Skikkelse forsvinde bag Træerne.
Det var Otto Frank, der havde forstyrret dem. Han nærmede sig Viggo, og udbrød leende: „Hvor Du seer bøs ud! Har Du gjort din Søster vred — hun foer som et Stjerneskud over Stien? Kom!” vedblev han i en ligegyldig Tone — „og gaae med hjem til os iaften, vi mangle just Fjerdemand til en L'Hombre. „Jeg kan ikke — jeg har ingen Tid iaften!” udbrød Viggo. „Som Du vil! Saa gaae da hjem til Fruerstuen og forson din fortørnede Gudinde! Sligt Hastværk sømmer sig ellers bedre for en Elsker end for en Broder — det er udenfor Reglen — men din Søster fortjener rigtignok, at man gjør en Undtagelse for hendes Skyld!” — Med disse Ord fjernede han sig, idet han fløitede en lystig Melodie.
Viggos Sind var i heftigt Oprør. Han saae truende efter Otto: „Hvad er udenfor Reglen — hvad mente han sømmer sig bedre for en Elsker end for en Broder? — Kjender han mig bedre, end jeg kjender mig selv — vil han lære mig hvad der foregaaer i min inderste Sjæl? har jeg kvalt hver lønlig Anelse derom — for at han skal fortælle mig, hvad jeg selv gruer ved at tænke? Nei, han veed det ikke — han vidste ikke selv, hvad han sagde! — Det var den onde Aand, der talte gjennem ham — kun en Djævel kunde udtale de infame Ord: Det er udenfor Reglen — men din Søster fortjener ogsaa, at man gjør en Undtagelse for hendes Skyld. Min Søster — jeg har glemt at hun var det — maaskee frivilligt — jeg lod mig henrive! Min Søster: det tillidsfulde Barn, den uskyldige Jomfru som stod her ved min Side — „hun fortjener” — han slog sig for Panden — Ja der maa være en Djævel til, kun han kunde bringe dette rene Væsen i Forbindelse med saa skammelige Tanker. Gud er mit Vidne — jeg nærmede mig hende aldrig med nogen ureen Tanke! jeg tilbad mere end jeg elskede — hun var mig hellig som Himlen og Saligheden! Jeg vidste jo at Paradiset var tabt, men det var mig en Vellyst uden Lige, at lade mig henrive af hendes Sværmerie, see med hendes Øine, drømme hendes Drøm! Dog følte jeg tidt en hemmelig Gysen derved! Jeg vidste at den Tid er nær, da denne Sylphide skal miste sine Vinger, og blive en Kvinde! Jeg frygtede det, og dog tænkte jeg derpaa med lønlig Glæde. Er jeg da forelsket i min Søster? — straffer Gud saa haardt Forældrenes Synd paa Børnene? Det er retfærdigt — men hende maa han skaane? Jeg kan bære alt, taale alt, kjæmpe som en Helt for hendes Fred — ja jeg kan endogsaa forlade hende, vide at hun hengiver sig til en anden Mand — nei, det overgaaer mine Kræfter! — men jeg kan døe, hvis hun gjør det, og takke Gud for det Slag, der kun knuser Mig. At lade hende bøde for Andres Synd, det var for grusomt — ingen jordisk Dommer vilde bære det over sit Hjerte at underskrive hendes Dom — det kan Gud ikke ville! hun er ligesaa sikker som hun er reen og uskyldig. Men hvis det er for sildigt? Hvorfor vendte hun sig bort fra mig, hvorfor græd hun, hvorfor rystede hendes Haand i min? Hvad var det, jeg sagde til hende — jeg talte om min Kjærlighed og spurgte hvorledes hun elskede mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde — den Magt, der raadede over mig, var stærkere end jeg selv! Og i dette ene Øiebliks Forvildelse har jeg maaskee gjort hende ulykkelig, thi nu spørger hun sin Følelse om Svar. Men var det ikke Skræk? — hun anede vel min Kjærlighed, og Naturen lærte hende, at gyse tilbage for den. Ja, saaledes er det — hun hader og afskyer mig, som en reen Sjæl skyer Synden! O, min Gud, jeg takker dig — hvis hun hader mig!”
I disse forvirrede Tanker gik Viggo omkring paa de ensomste Steder i Skoven til det var sildig Aften. Af alle de vilde og uklare Forestillinger, der krydsede hans Sind, stod kun den uigjendrivelig for ham, at han maatte løsrive sig fra Minona; og da han igjen nærmede sig Skovhuset, hans Kjærligheds og Lykkes Hjem, var det med den faste Beslutning, inden faa Dage at forlade det for stedse.
Minona var ikke gaaet hjem; hun havde skjult sig mellem de tætte Buske, hvor ingen kunde forstyrre hende, og imens Taarerne strømmede med ustandselig Magt, spurgte hun for første Gang sin Følelse: „Er {det da Kjær- lighed?” — Viggo havde Ret: i dette jomfruelige Hjerte kunde Kjærligheden vedblevet at herske som en ubekjendt Guddom, hvis Velsignelse hun følte, uden at undersøge dens Natur; først ved Indvirkningen af hans Lidenskab vaktes hendes til Selvbevidsthed — af den dybe Bevægelse i hendes Sjæl, hvori Seiren til alle skjulte Evner og Drifter i bendes Natur pludselig skjød frem, mens Taarerne vandede dem som en Sommerregn, fødtes det skjæbnesvangre Spørgsmaal: „Hvorledes elsker jeg ham da? Som en Broder?” vedblev hun i sine Tanker. „Nei, han var min Broder dengang jeg som Barn blev ilde tilmode naar han kom ind i Stuen, fordi jeg frygtede, at han skulde bedrøve den, jeg havde kjær! han var min Broder, da jeg for et Par Uger siden ventede ham med et beklemt Hierte og ønskede, at han aldrig vilde komme. Nei, som en Broder elskede jeg ham ikke! Er det da Kjærlighed — den Kjærlighed, hvorom jeg har drømt længe før jeg kjendte ham — som Digterne have lært mig at betragte som Indvielsen til Livets skjønneste Virkelighed, hvis Forbud jeg saae i Naturen, naar den straalede i sin herligste Glands! Nei, den Bevægelse, jeg føler nu, har jeg aldrig drømt om — hvor riig er ikke denne Virkelighed, der overgaaer den saligste Drøm? — Ja, jeg elsker dig! udbrød hun lidenskabeligt, idet hun trykkede sine Hænder for Øinene — ikke som noget andet, men over alt i Verden! Det var dig, jeg tilbad under et falsk Navn — kun du lever i mit Hjerte og i mine Tanker! — Men en pludselig Skræk faldt kold og trykkende paa hendes varme Følelse: Erindringen om hendes første Møde med Viggo fortrængte for et Øieblik alle andre Tanker, og hun syntes at høre Helenes velbekjendte Stemme gjentage: Det er din Broder, Minona! — Men nu lød den forunderlig advarende og betydningsfuld, og ligesom den Dag, da hun med et beklemt Hjerte ventede den ubekjendte Broder, opfyldte den hendes Sjæl med Uro.
„Ja, Verden vilde fordømme en Forbindelse mellem Broder og Søster — den bliver vel endogsaa umulig efter de almindelige Begreber! Men Verden kan ikke skille Hjerter ad, og min Følelse siger mig, at Viggo elsker mig. Fordømmer Verden ikke ogsaa Helenes og Tyras Kjærlighed? men dens Magtsprog har intet formaaet over disse elskende Hjerter, hvor Kjærligheden var stærkere end Frygten. Og hvad har de tabt derved? — en Agtelse, som skjænkes dem, der mindst fortjene den!”
Den Uro, disse Tanker foraarsagede den unge Pige, i Forening med hendes Hjertes uvante og heftige Bevægelse, voxede i samme Grad, som hun hengav sig dertil. Hun trængte til Meddelelse, og dog var det første Gang i hendes Liv, at hun ængstelig skjulte sine Følelser og kun med Rædsel kunde tænke paa at indvie nogen deri — men naar hun kunde finde et Orakel, der vilde besvare hendes Hjertes Spørgsmaal uden at hun behøvede at forraade sig, og løse hendes Tvivl uden at gjætte Aarsagen — ja, da vilde hun maaskee faae Fred i sit Sind, og uforstyrret kunne hengive sig til den Henrykkelse, hun bar i Sjælen. Instinctmæssigt faldt hendes Tanker paa Tyra, der havde gjennemgaaet den samme Kamp med Verden for en Kjærlighed, den kaldte ulovlig, som maaskee forestod hende selv, og drevet af et dunkelt Haab om der at finde hvad hun søgte, nærmede hun sig ilsomt sin Venindes beskedne Bolig.