Minona/1/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek
< Minona‎ | 1
Gå til: navigering, søg

Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn


Minona.djvu Minona.djvu/5 92-121

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Sjette Capitel.

Mig tykkes sært, at Nogen bier
Med Kjærlighed, til Præst dem vier;
Han gjør ei Sjælene til eet,
Hvis ei det er forinden skeet.

„Den hvide Pige;” et Digt.


Tyra sad ved Vinduet og skrev, saa fordybet i denne Beskjæftigelse, at hun ikke lagde Mærke til Minona, der et Øieblik blev staaende og betragtede det Udtryk af inderlig, begeistret Sjæleglæde, der oplivede hendes Ansigt, med Overraskelse og Beundring. Saa smuk havde hun aldrig seet hende! I det Samme løftede Tyra Hovedet iveiret og sagde fornøiet: „Godaften, søde Minona! sæt dig ned, mens jeg blot endnu tilføier et Par Ord i mit Brev.” Minona saae sig om i det lille Værelse, hvis eiendommelige Simpelhed altid havde tiltalt hende; det var en Bondestue med smaa Ruder i Vinduerne og Biælkeloft, men nu da Aftensolen skinnede derind og belyste Tyras Ansigt med sit glødende Skjær, saae den venlig og smilende ud som dens Eierinde. — De faae, simple Meubler svarede ganske til Leiligheden. Det eneste, som stod i paafaldende Modsætning til de øvrige Omgivelser var et stort, mesterlig udført Portrait, som var ophængt paa den lave Væg over Sengen: det forestillede en ung Dame i kostbar Baldragt, med en Rosenkrands om det rige, blonde Haar, og Blomster i Haanden, hvis ubeskrivelig deilige og indtagende Ansigt stedse paany tiltrak sig Minonas Opmærksomhed, hvor tidt hun end havde seet det.

Da Tyra havde endt sit Brev, omfavnede hun Minona kjærligt, og udbrød forundret over det lidenskabelige Udtryk, der i dette Øieblik var synligt i hendes Ansigt: „Hvad feiler dig dog! Er der hændet dig noget?” Minona lod begge Hænderne glide ned over sine blussende Kinder, som om hun derved kunde forjage Rødmen, og svarede hurtigt: „Jeg feiler intet — der er intet iveien! Jeg løb kun lidt for stærkt ned ad Bakken, deraf har jeg faaet Hjertebanken! — Hendes Hjerte bankede virkelig, som det skulde briste. „Du pleier at kunne løbe fra os Allesammen uden Anstrængelse!” svarede Tyra vantro, og blev ved at betragte hende med sympathetisk Interesse. Men Minona vendte Hovedet bort, og sagde — for at tale om noget andet — da hendes Blik tilfældigviis faldt paa Portraitet: „Du har aldrig sagt mig, hvem den yndige Pige er, som jeg ikke kan see paa uden forunderlig Deeltagelse!” „det var min første Kjærlighed!” svarede Tyra med lidenskabelig Energi. — „Hvor hun seer lykkelig ud! saaledes tænker jeg mig, at hun undselig, men glad bøiede Hovedet, naar hun bemærkede den Opsigt, hendes Indtrædelse vakte i Balsalen. Jeg har aldrig seet et mere uskyldigt og jomfrueligt Ansigt!” — vedblev Minona. Tyra greb begge hendes Hænder, og udbrød, idet hun betragtede Portraitet med et Blik, der lyste gjennem Taarer: Ja, saaledes var hun — i høiere Grad end nogen Kunstner kan gjengive det. Jeg har seet hende tilbedet som en Gudinde, bevare al sin jomfruelige Beskedenhed og barnlige Uskyldighed — i den Tid, da Clara Falkenskjolds Navn fremkaldte en Begeistringsruus hvor det hørtes, blev hun selv intet Øieblik beruset af denne Tilbedelse. Hun havde et Hjerte, der var stort nok til Kjærligheden — for stort til Forfængelighed. Du spørger mig hvem denne Pige var — det var min Søster.” Da Minona forundret saae paa hende, vedblev hun tankefuldt: „Du kjender ikke vor Families Historie! Dengang hun var ung og lykkelig, var dens Stilling i Verden glimrende — som man siger. Men Fordom og tom Forfængelighed knuste den ægte Perle, den sande Skat! Siden den Tid var Velsignelsen borte.”

Minona saae med et kjærligt, men undseligt Blik paa sin Veninde, idet hun sagde: „Jeg kan nok tænke, at Olnsiændighederne have bidraget til at gjøre dig saa ganske anderledes end alle andre Mennesker! Jeg vilde gjerne kjende din Historie.”

Tyra smilte med en Blanding af Stolthed og Bitterhed: „Var den fortalt i Form af en Novelle, vilde det være en af de Bøger, som omhyggelige Mødre forbyde deres unge Døttre at læse — og dog tør jeg vidne med freidigt Mod: den Tro, som jeg bar bekjendt for en Verden, der fordømte den, skal jeg bekjende for Guds Ansigt — og han vil ikke fordømme mig!” — „Troer du, at Helene vilde forbyde mig at læse din Historie?” spurgte Minona indsmigrende, og saae hende saa tillidsfuldt i Øiet, at Tyras Betænkelighed blev overvundet. Disse to unge Piger, hvis Natur og Udvikling var høist forskjellig, havde aldrig sympathiseret som i dette Øieblik, da en uimodstaaelig Magt, et indre Fælledskab drog deres Hjerter til hinanden; og Tyra, der i lang Tid havde savnet en fortrolig Samtale, fandt en cventet Glæde i at meddele den varmtfølende og enthusiastiske Veninde sin Barndoms- og Ungdomshistorie.

„Min Søster Clara og jeg, var, hvad man med alt Skin af Sandhed kalder lykkelige Børn, men kun hun var modtagelig for den Lykke, Skjæbnen havde tildeelt os. Jeg har, saalænge jeg kan mindes, savnet noget, som jeg først senere gjennem Kamp og Lidelser skulde finde Veien til. Dette dybe og lidenskabelige Savn, denne Længsel, hvortil jeg intet Navn kjendte, vendte tidligt min Tilbøielighed fra mine Omgivelser, og fremkaldte en hemmelig Opposition mod deres Interesser og Forestillinger i min Sjæl. Men et Barn, der, som jeg, bliver baaret paa Hænderne af sine Nærmeste, faaer ikke let Leilighed til at opponere aabenlyst — Modstand vækker, men Eftergivenhed svækker en Natur, som min. Min Fader, Grev Falkenskjold, var en stolt og stræng Mand, men han tilbad min Moder, og føiede sig med ridderligt Galanteri efter hendes Ønsker i alle Smaating, under den stiltiende Forudsætning at hun maatte rette sig efter hans Villie i store Spørgsmaal, hvor det overhovedet sjeldent kom til Uenighed, da de begge havde samme Afgud, Verden, og samme udelukkende Interesse i Verden — deres Børn. Fader forgudede Arvingerne til hans gamle adelige Navn og hans store Formue — Moder forkjælede Arvingerne til hendes Skjønhed og hendes Triumph i den fornemme Verden.

Clara var som skabt til at overtræffe saadanne Forældres mest overspændte Forventninger: hendes ualmindelige Skjønhed, der allerede som Barn skaffede hende et vist Ry i den Verden, hvor hendes Moder glimrede som en Stjerne af første Rang, hendes tidligt udviklede Talent til Sang og Dands, og fremfor alt en rigtbegavet og kjærlighedsfuld Sjæls navnløse Elskværdighed, fremkaldte en Henrykkelsesruus, hvor hun viste sig ved Moderens Side — og Lykken — der kunde have fordærvet en Mindre ædel Natur, var det Element, hvori hendes varme Følelser og herlige Evner frit og naturligt udviklede sig. — Jeg stod som en Skygge ved Siden af Familiens Lys, vor lille klare Lykkestjerne, men var saalangt fra at misunde hende alle de Fortrin, hvorved hun fordunklede mig, eller ønske mig en Skjønhed, der kunde maale sig med hendes, at jeg tværtimod bebreidede Skjæbnen, at den ikke havde givet mig en eller anden iøinefaldende Legemsfeil, der kunde skaffe mig den Fordeel, for bestandigt at blive udelukket fra Salonen; thi de eneste Timer i mit Barndomsliv, som jeg med Gru tænker tilbage paa, tilbragte jeg der — saameget stred den fine Verdens Herlighed og Glæde mod min Tilbøielighed. Men dette var ikke mine Forældres Mening! De betragtede mig vel som et Lys af anden Rang, men dog som et Lys, hvis mindste Straale skulde bidrage til den falkenskjoldske Families Glands. Moder kunde nok indrømme, at det ene af hendes Børn stod tilbage for det andet, men hendes Barn maatte dog i ethvert Tilfælde være udmærket fremfor alle andre Grevebørn i Verden. Min Stivhed og intet Mindre end grevelige Forlegenhed var en medfødt Stolthed, som naar den engang fremtraadte i en elegantere Form, vilde blive ligesaa interessant, som hun fandt den eiendommelig, og den uceremonielle Oprigtighed, hvormed jeg sagde, hvad der faldt mig ind, naar jeg absolut skulde svare paa de Fremmedes venlige og opmuntrende Tiltale, blev betragtet som Genialitet. Fader rystede rigtignok lidt paa Hovedet, og sagde vel endogsaa med en bekymret Mine: Det Barn vil aldrig faae noget fiint Væsen — hun mangler Takt! see paa Søsteren! Men saa svarede Moder med et tillidsfuldt, halvt bebreidende Blik: Hvor saae du nogensinde et Væsen, der lignede Clara?! Min Tyra er et aparte Barn! naar hun udvikler sig, vil du selv blive forundret over alt, hvad der ligger i hendes Natur. Næst efter Clara kjender jeg intet Barn, der berettiger til saa store Forventninger.

Jeg havde en afgjort Tilbøielighed for Bønderfolkene i Landsbyen; at besøge dem i deres smaae Huse, der vare saa forskjellige fra mit Hjem, og deeltage i Børnenes støiende Lege, var min største Fornøielse. Jeg bragte dem da ogsaa endeel af mit prægtige Legetøi, ja selv af min Pynt, der blev revet istykker til at udklæde os med i Legen, og alt dette blev modtaget med en Overraskelse, og ødelagt med en Henrykkelse, der satte mig i den lykkeligste Stemning. Men hvad der glædede mig mest, var den Kjærlighed, hvormed jeg blev modtaget, og min barnagtige Forfængelighed over at blive hilset og hædret som den lille Frøken af de gamle Koner, var ikke saa stor som min Tilfredshed, naar de Smaae i Legens Tummel sagde „du” og „Tyra” til mig, hvilket var dem strengt forbudt af deres Mødre. Naar jeg da, varm af Bevægelse, og straalende af Munterhed, kom tilbage til mit Hjem, kunde selv Fader undertiden betragte mig med Velbehag, og sige til Moder: Jeg troer du har Ret! vor lille Tyra kan nok blive en smuk Pige, naar hun udvikler sig. Han var langt fra at ane, hvor hans Datter fik den Udvikling, der var hende saa fordeelagtig.

Det varede imidlertid ikke længe, før mine Udflugter til Bønderfolkenes lave Regioner, bleve opdagede af min Moder, der langtfra at regne mig min simple Smag til Last, udlagde alt paa den bedste Maade, som en Yttring af min originale og ædelmodige Natur, men som en uhensigtsmæssig og upassende Yttring deraf, der maatte forebygges for Fremtiden. Med Kjærtegn og venlige Ord meddeelte hun mig det bestemte Forbud, aldrig, naar jeg var overladt til mig selv, at gaae udenfor Granhækken, der adskilte vor Lystskov fra Markerne omkring Landsbyen. „Men for at Du skal see, at jeg ingen Udgift skyer, naar Talen er om mine Børns Fornøielse, forærer jeg dig denne Sum Penge, som du har fri Raadighed over og kan lade Tjeneren uddele efter din egen Anvisning blandt dine Fattige i Landsbyen.” Min Glæde over denne uventede Rigdom blev betydelig formindsket ved den Maade, hvorpaa den blev mig givet — jeg havde heller seet Moder selv uddele Pengene blandt de Fattige, eller sende Tjeneren — og det krænkede mig at høre mine Venner omtale som „mine Fattige.” Jeg sagde med Taarer i Øinene: Det vilde fornøie mig mere, selv at bringe dem Pengene! Men Moder svarede i en utaalmodig Tone: „Du er et godt Barn, men Du forstaaer ikke, hvad der er passende! og det kan Du være vis paa, at den Fornøielse ikke er, som din Moder nægter dig!” — Men det fornøier ogsaa dem, at jeg kommer selv! Hans Tjener kan dog ikke lege Røver iaften i mit Sted! vedblev jeg med al et forkjælet Barns Udholdenhed. Med comisk Forfærdelse udbrød hun: „Da forsikkrer jeg dig, at det vilde passe sig bedre for ham end for dig! Nu taler vi ikke et Ord mere om den Sag, Tyra — det gaaer ikke an!” — Moder afslog os aldrig noget med Vrede, eller viste vor Paatrængenhed uvenligt tilbage; men naar hun havde sagt dette afgjørende: det gaaer ikke an! saa vidste vi, at Dommen var falden, og at intet Kunstgreb eller Smigrerie mere kunde tilvende os hendes Opmærksomhed for den saaledes affærdigede Bøn.

Jeg tog mig dette Forbud meget nær; hver Dag gik jeg bedrøvet frem og tilbage ved Granhækken og kastede længselsfulde Blikke udover den til mit forjættede Land — det var den første Skranke paa min Vei! Men snart foraarsagede et nyt Optrin min Moder ny Angst, og mig den Sorg at blive taget i endnu sikkrere Forvaring. En Dag, da jeg traf den gamle Lugekone i Haven, saae jeg til min store Sorg at hun var bleg og forgrædt; paa mine bekymrede Spørgsmaal svarede hun mig, at hendes lille Sønnedatter var bleven syg, at hun ingen Penge havde til at kjøbe Medicin, og ikke engang Sengklæder nok til at holde hende varm. Jeg lovede at skaffe Hjælp og fløi op i Huset for at søge Moder; hun havde rigtignok Dagen før paa min indstændige Anmodning foræret mig en betydelig Sum, til en Familie, hvis Børn jeg havde leget med, men jeg var bestemt paa, ikke at slippe hende før hun gav mig Penge til Lugekonen. Det var det uheldigste Øieblik for mig! Vi vare inviterede til stor Maskerade, hvor Moder skulde være Alfedronningen og Clara og jeg Alfer i hendes Følge. — Kammerjomfruen søgte mig just for at prøve Vingerne paa mig. Moder stod i al sin straalende Skjønhed foran Speilet med Slør og Krone, Clara dandsede omkring hende som baaret af de lette Florsvinger — og jeg maatte finde mig i, at man stillede mig paa en Stol og iførte mig mit Costume. Aldrig har en Alf havt et tungere Hjerte! Moder lo og snakkede med Kammerjomfruen om Dragterne, Clara sang saa Stuen gjenlød deraf — det var mig umuligt at blive hørt. I dette Øieblik kom en Visite meget beleiligt; det var Baronesse N*, min Gudmoder, der overøste mig med Kjærtegn og tog mig paa Skjødet. Mens jeg sad og betragtede de kostbare Armbaand, der i snesevis bedækkede hendes hvide Arme, foer en Tanke mig pludselig gjennem Hovedet. „Vil Du forære mig den smukkeste af dine Ringe?” spurgte jeg pludselig, idet jeg stirrede hende ind i Ansigtet. Moder vilde slaae min upassende Begjæring hen i Spøg, men Baronessen tog Armbaandet, der var besat med Diamanter, af, og spændte det om min Arm. „Er det Alvor?” spurgte jeg spændt. „Javist, min lille Guddatter skal ikke have et uopfyldt Ønske!” Jeg saae bønfaldende til Moder: hun nikkede, men truede idetsamme smilende og advarende med Fingeren. Jublende faldt jeg min Gudmoder om Halsen, og foer med høie Spring ud af Stuen, ned i Haven, hvor jeg til min store Beroligelse saae Ane Maries hvide Liin ved Jordbærbedene. Med Hjertet bankende høit af Glæde lagde jeg Armbaandet i hendes Skjød og sagde: Sælg det — det er mit! Saa kan Du kjøbe varme Dyner til Susanne og al den Medicin hun behøver! og uden at vente paa Svar løb jeg bort ligesaa hurtigt som jeg var kommen, og fremstillede mig for Selskabet med Vingerne hængende løse ned ad Ryggen, men med Sjæl og Hjerte bevinget af Lyksalighed. Det blev imidlertid en kort Fornøielse. Moder kaldte Lugekonen til sig og tog Armbaandet tilbage, efter at have betalt en lille Sum i Løsepenge. Paa mig var hun for første Gang i sit Liv — vred. „Kan Du ikke begribe, at der var dig, ikke den gamle Bondekone, Tante Nathalie gav sit Armbaand til?” sagde hun blandt andet. Nei dengang, kunde jeg ikke fatte Distinctionen — der skulde Tid og Erfaring til at lære mig, at der intet større Krav gives paa de Riges Gavmildhed — end ikke at behøve den; at de give Alt til hinanden indbyrdes, og saagodtsom intet til de Fattige. Jeg forstod ikke min Moders Bemærkning, men jeg grublede over den, og Oppositionen i mit Indre sugede Næring deraf.

Fra den Dag blev jeg overgivet til Gouvernantens Varetægt, og saaledes berøver min sidste Rest af Frihed. Men hvor ubehageligt dette end i mange Henseender var mig, betragtede jeg det dog inden kort Tid som en Lykke, thi nu kom jeg til at leve sammen med min Søster, der allerede i et Par Aar havde været overladt til Gouvernantens Veiledning. Jeg trængte til en ganske anden Kjærlighed end min Moders, der vel glædede men ikke tilfredsstillede mig, og den fandt jeg hos Clara, der elskede mig med al sit rige Hjertes Varme. Jeg paa min Side glædede mig som en Moder over hendes Fortrin, og saae op til hende som et Barn — anderledes veed jeg ikke at udtrykke den Blanding af Ømhed og Beundring, hvoraf min Følelse bestod. Men Uagtet vor gjensidige Kjærlighed, var der ingen gjensidig Fortrolighed imellem os; hun betroede mig alt — sine Triumpher og Eventyr — de begyndte tidligt — sine Luftkasteller og Drømme — og jeg, den yngre Søster, lyttede dertil med et Barns naive Opmærksomhed, og en Voxens Omhu for hendes Lykke. Men mine Drømme betroede jeg hende ikke — jeg rugede helst i Ensomhed over det dunkle Tankeliv i min Sjæl. Kun af og til undslap mig ved Leilighed et Spørgsmaal, som røbede den hemmelige, halvbevidste Strid imellem det Liv, der rørte sig i mig, og det, der bevægede sig om mig. Engang i Religionstimen, da Gouvernanten med stor Salvelse talte om Guds Godhed og Retfærdighed, sagde jeg: Forlanger Gud da ikke, at de Rige skulle dele deres Eiendom med de Fattige?” „Nei Frøken Tyra! den gode Gud har selv i sin Viisdom indrettet det saaledes, at der er Forskjel paa de Vilkaar, hvorunder Menneskene leve, og ethvert Forsøg paa at ophæve denne Forskjel, strider imod hans Hensigt, og mislykkes følgelig.” „Hvoraf veed man da, at Gud er god, siden han har indrettet det saa slet for de Fattige?” udbrød jeg lidenskabeligt. „Saaledes maa De ikke tale! Jeg har jo saa tidt sagt Dem, al alt, hvad den kjære Gud gjør, er velgjort!” Denne Forsikkring, som jeg visselig tidt havde hørt, var kun slet skikket til at berolige mit heftige og varme Hjertes Tvivl. Det brændte af Længsel efter at prøve sin Kjærligheds og Overbeviisnings Kraft i Kamp mod denne Gud, hvis det var sandt, at han virkelig havde givet saa uretfærdige Love! Hvor skulde jeg finde ham, for af ham selv at erfare, om man gjorde ham Uret, eller om han virkelig tillod at man gjorde Uret i hans Navn. Var der isaafald ikke en anden Gud, hvis Lov var Frihed og Kjærlighed, lige Vilkaar for alle hans Børn, lige Delagtighed i Livets Kamp og Møie — lige Andeel i Seirens Ære og Lyksalighed. Jeg begyndte med at fatte Mistro til Verdens Gud og endte med at betragte ham som min Fjende. Men dette var kun Drømme! mit Hjerte gik over Granhækken til mine gamle Venner — mens Kammerjomfruen pyntede mig i Flor og Silke! Min Indbildningskraft førte Krig med Verdens Ære, Glæde og Retfærdighed — men i Virkeligheden bandt Forholdene mig til Verden, og Clara gjorde mig den kjær. En fælleds Kjærlighed er et stærkt Baand! saalænge hun var Verdens Afgud, havde den Deel i mit Hjerte, og jeg figurerede, om ikke med Ynde, saa dog med en vis Lethed og Sikkerhed som en halvvoxen Pige i mine Forældres Selskaber, uden at den Sammensværgelse jeg havde stiftet i mit Hjerte røbede sig anderledes end ved en Ironie, der som Lynglimt gjennembrød den ligegyldige Høflighed, der var bleven mig til Vane. Man viste min Faders Navn og min Moders Skjønhed den Opmærksomhed at finde dette Væsen interessant og Moder sagde tidt med en triumpherende Mine til sin Gemal: „Nu kan du da see at Tyra voxer sig smuk! og ved Hiælp af sin udmærkede Forstand vil hun med Lethed tilegne sig den Fiinhed i Smagen og Ligevægt i Væsenet, som hun endnu mangler.” Jeg optog denne tvetydige Roes med en Blanding af Hede og Kulde, idet jeg af Hjertet ønskede at kunne anvende min Forstand til at afsløre denne „Fiinhed” og rokke denne „Ligevægt,” hvorunder saamegen Tomhed og Usandhed i denne Verden er grundet. Men der er en lang Vei fra Drøm til Virkelighed! Der skulde en stor og gjennemgribende Ulykke, som for bestandigt gav mit Liv og min Personlighed et bestemt Præg, til at overvinde Vanens og Forholdenes Magt, hvorved jeg var knyttet til mine Omgivelser.

Henimod den Tid, da jeg som voxen Dame skulde indføres i det selskabelige Liv, og deeltage med min elskede Clara i alle de Fornøielser, som hun med barnlig Iver havde søgt at vække min Længsel efter, indtraf denne store Ulykke. Naar jeg tænker derpaa, gjennemlever jeg paany al den Rædsel, der knugede mit Sind — min Tvivl, min Kamp, og den dyrtkjøbte Seiers Kval! — Clara var altid elskværdig og indtagende mod alle Mennesker men paa denne Tid foregik en — jeg kan ikke sige Forandring, men Forklaring i hendes Hjerte, der gav hendes Væsen en ny, ubeskrivelig Ynde. Det søde Barn, den henrivende Pige, blev en elskende Kvinde. En ung Maler, som Fader protegerede, vandt hans Datters og Arvings Hjerte, imens han malede hendes Portrait. Maleriet blev ophængt i Selskabssalen — næst Originalen dens bedste Prydelse — og Fader overøste Kunstneren med Lovtaler og Gunstbeviisninger, langt fra at ane, hvor dyrt dette Billede skulde blive os alle. Han var altfor tryg i sit Aristocratie til at tænke sig Muligheden af den Forstaaelse, som jeg intet Øieblik havde tvivlet om, og Clara kunde være døet af Sorg, dersom hendes Elskede var reist uden at have erklæret sig for Faderen, uden at denne havde anet Aarsagen til hendes Sygdom. Men den uskyldige Pige betroede ham selv frimodigt sin Kjærlighed, og bad om hans Samtykke. Den Haardhed, hvormed dette blev hende nægtet, de bittre Bebreidelser hvormed det forgudede Barn pludselig blev overvældet, krænkede hende dybt, men skræmmede hende ikke. Mildt, men bestemt afviste hun den Fordring, at hun skulde opgive hver Tanke om ham. „Jeg gav ham mit Hjerte, før du nægtede dit Samtykke!” svarede hun Fader. „Og hvor Hjertet er, vil mine Tanker ogsaa være!” Hun var bleg og stille, naar der var andre tilstede, men naar vi var ene sammen, kastede hun sig tidt i mine Arme og overlod sig til de heftigste Udbrud af Sorg. En frygtelig Angst betog mig, naar hun saaledes i sin Smerte klyngede sig til mig — jeg anede, at en Skilsmisse forestod.

En Aften, da jeg kom ind i hendes Kammer, laae hun paa Knæ ved Sengen; men da jeg nærmede mig, reiste hun sig halvt op, traf mig ned til sig, og udbrød med skjælvende Stemme, idet hun saae paa mig med Øine, der lyste som Flammer: Svar mig oprigtigt: Hvad vilde du troe om dig selv, dersom du havde begaaet en Handling, som hele Verden fordømte, men som var frikjendt af din Følelse og helliget af din Kjærlighed? Mit Hjerte var sælsomt bevæget! Uden at vide, hvad hun hentydede til, forstod jeg hende instinctmæsigt, og svarede med lidenskabelig Energi: Jeg vilde troe, at hele Verden tog feil i at fordømme den Handling, som min egen Følelse frikjendte, og jeg vilde forske Nat og Dag, til jeg fik Vished derom! „Tak!” udbrød hun inderlig rørt. „Du vil aldrig fordømme mig iblinde." Forgjæves bønfaldt jeg om en Forklaring af disse Ord; hun svarede med et sælsomt Smiil: „Du skal faae det at vide — imorgen! nu trænger jeg saameget til Ro.”

Den næste Morgen mødte jeg hende i Forsalen; hun var liigbleg og omfavnede mig heftigt, men inden jeg fik et Ord fremført rev hun sig løs og gik hurtigt ind i Faders Værelse, hvis Dør blev lukket ilaas efter hende. Jeg kastede mig ned paa Gulvet udenfor, ikke istand til at holde mig opreist, og ventede med ubeskrivelig Rædsel Udfaldet af denne Samtale mellem Fader og Clara, skjøndt jeg ikke tydeligt var mig Aarsagen til min Frygt bevidst. Endelig kom Fader ud, og sagde med hæs og hviskende Stemme til mig: „Hvad gjør Du her, Tyra? Gaae op paa dit Kammer, og bliv der, til Du faaer Bud.” Jeg stirrede halv bevidstløs paa ham, og søgte i hans forstenede Ansigtstræk en Forklaring over min Søsters Skjæbne; men han gjentog sin Befaling med Haardhed, og reiste mig op, idet han klemte mit Haandled saa heftigt, at jeg længe bar Mærke deraf. — Jeg blev sendt bort i Besøg til min Gudmoder, og da jeg kom hjem — var Clara borte.

Fader hentede mig selv! Han omfavnede mig med usædvanlig Heftighed, men talte ikke et Ord paa Veien og jeg vovede ikke at spørge ham. Jeg var saa medtaget af de sidste Dages Sjælslidelse ved Uvisheden om Claras Skjæbne, at jeg neppe kunde holde mig opreist, da vi steg ud af Vognen, men Fader slyngede sin Arm om mig og mere bar end fulgte mig gjennem de store tomme Sale ind i min Moders Cabinet, hvor hun sad i Sophaen med Armene hvilende paa Bordpladen, og Ansigtet skjult i Hænderne, saa fordybet i sin Smerte, at hun ikke hørte os, for Fader sagde: Jeg bringer dig vort Barn, min elskede Tyra! Hun saae iveiret — aldrig kan jeg glemme dette Syn, Minona! Det ængster mig endnu i mine Drømme! — Hendes store Øielaag hang tunge af Graad ned over de matte Øine, Læberne skjælvede krampagtigt, og hun var saa svag, at hun kun med Anstrængelse strakte Armene ud imod mig. Men jeg kastede mig paa Knæe foran hende, og udbrød med taarekvalt Stemme: Siig mig for Himlens Skyld, hvad er der blevet af min Søster — hvor er Clara? Moder bedækkede Ansigtet med sine Hænder, men Fader svarede i en stræng Tone: „Læg Mærke til, hvad jeg vil sige dig, Tyra! den Person, Du spørger om, skal ikke længer betragtes som vor Datter eller din Søster — hun har gjort sig uværdig til at bære din Faders Navn, og Du vil aldrig see hende eller høre hende omtale. Dig forbyder jeg at nævne hendes Navn — jeg ønsker at Du skulde glemme hende. Du er for ung, og — Gud være lovet! for uskyldig, til at forstaae hendes Vanære. Beed til Gud, at Du aldrig maa forstaae den. See paa din Moder, Tyra! Du veed hvor helt hun elskede dette Barn — hun har selv forskudt hende. Lad det være dig nok!” — Inden jeg kunde svare, ringede han paa min Kammerjomfru og befalede hende at følge mig op til mine Værelser. Der var en ny Pige, og det var ikke til min kjære gamle Stue, hvor jeg havde tilbragt lykkelige Timer sammen med Clara, hun førte mig, men til en anden Fløi af Huset, der i min Fraværelse var indrettet til mig. Hvert Spor af hende var fjernet eller tilintetgjort — hendes Sager var bragt bort, hendes Værelser aflaasede, og hendes Portrait, som jeg samme Aften med feberagtig Uro søgte, flyttet op paa Pulterkammeret, hvor det stod med Maleriet vendt ind mod Væggen. Jeg kan ikke sige dig, med hvilken sønderknusende Smerte jeg saae disse søde Træk igjen! Men hvad der især fyldte min Sjæl med en Bitterhed som den neppe kunde rumme, var den Maade, hvorpaa jeg havde hørt hende omtale. Var det en vanæret Kvinde, hvis Øine saae ind i Mine, den Aften da jeg sidste Gang talte med hende — hvad var da Uskyldighed? Fader havde sagt, at jeg var for uskyldig til at fatte hendes Brøde — jeg grublede over disse Ord og over Claras eget Vidnesbyrd: at hendes Handling var helliget af Kjærligheden og frikjendt af hendes egen Følese, og jeg lovede mig selv, ikke at dømme iblinde, men forske Nat og Dag, til min Tro paa Uretfærdigheden af Verdens Fordømmelse var blevet til Vished.

„Men hvad havde hun da gjort?” udbrød Minona, der med den varmeste Deltagelse havde fulgt Fortællingen om den unge Pige, som offrede alt for sin Kjærlighed.

Hun havde hemmeligt mødt sin Elsker, da Fader forbød hende at samles aabenlyst med ham, og i det Væsentlige indgaaet den Forbindelse, som Faders Fordomme hindrede i at slutte overeensstemmende med de vedtagne Formaliteter. Kort sagt — da hun kun havde Valget mellem de Ægteskaber, der gjorde hende til Gemalinde, opgav hun Ægteskabet og blev den Mands Elskerinde, som havde vundet hendes Hjerte. Men hun bedrog ikke sine Forældre! Den Morgen, da hun sidste Gang omfavnede mig, fortalte hun Fader alting, og meddelte ham sin Beslutning, at følge med Maleren, der om et Par Dage vilde reise tilbage til sit Hjem i Jylland. — Tyra taug et Øieblik i stærk Kamp med sin Sindsbevægelse; endelig vedblev hun med Anstrængelse: Hendes Fader forskjød hende — som en vanæret Kvinde blev hun forjaget fra det Hjem, hvis Afgud hun havde været — og saa maatte hun miste Den, for hvis Skyld hun leed alt dette! han blev udfordret af en af hendes adelige Tilbedere, og paa den samme Dag der var bestemt til Afreisen, haardt saaret i en Duel. Clara var hos ham paa Hospitalet og pleiede ham trofast til det sidste; men da alt var forbi — saa kunde hun ikke leve længer — og det var hende selv — Toras Stemme kvaltes af Bevægelse, men som oplivet af en indre Rædsel, hævede den sig paany til en unaturlig Tydelighed, idet hun med funklende Øine og skjælvende Læber udbrød: Jeg var selv i Stuen, da hendes Forældre fik dette Budskab, og jeg hørte dem — takke Gud for hendes Død! Ja, Minona! hendes egen Moder takkede Gud for sit Barns Død — og for en saadan Død. Jeg hørte det, siger jeg dig — og jeg forbandede dem ikke!

Minona saae paa hende med flammende Øine. „Jeg vilde have hadet dem — de havde jo myrdet hende?” udbred hun lidenskabeligt.

Nei, svarede Tyra, idet Udtrykket i hendes Ansigt forandrede sig. Der er noget helligt ved en sand og dyb Sorg, selv om den er uretfærdig i sin Yttring og ugrundet i Aarsagen! Jeg var betaget af Rædsel og Gru — mit Hjerte vendte sig fra hende — men ved Synet af den fortærende Smerte, hvorunder hun selv leed, gik alle mine stridende Følelser op i Medlidenhed. Og jeg kunde ikke trøste hende! Jeg var den Eneste hun havde tilbage, det Væsen, hvortil hun knyttede Ruinerne af sin moderlige Stolthed og Kjærlighed — og jeg havde intet beroligende og formildende Ord til hende! hendes Sorg var ikke min Sorg, skjøndt den havde samme Gjenstand! De Tanker, hvori jeg søgte Opreisning for mit piinte Hjerte, vilde fylde hendes Sjæl med Rædsel og Angst for Mig. Saaledes stod Clara bestandigt imellem os!

Efter hendes Død besluttede mine Forældre igjen at begynde det gamle selskabelige Liv. Jeg følte, at det var et Offer, de bragte, for om muligt at sikkre mig den Stilling, og de verdslige Fordele, der forekom dem som det høieste, et Menneske kan attraa, og jeg paaskjønnede denne Omhu for mit Vel, skjøndt jeg for min egen, saavelsom for deres Skyld havde foretrukket et afsondret og stille Liv. Vore Sale blev atter Samlingsstedet for den fornemme Verden, og Moder bevægede sig paa sin gamle Bane som en Stjerne af første Rang — men Glæden var forsvundet af hendes Smiil, og Friskheden af hendes Skjønhed. Man respecterede hendes Ulykke, og beundrede den Fatning, hvormed hun bar den. — Jeg havde ved alt, hvad jeg saae og hørte, kun een Tanke — var det med Ret eller Uret, at denne Verden, hvori jeg bevægede mig, fordømte min Søster, der for saa kort Tid siden havde været den Skjønneste blandt de Skjønne, den mest beundrede og tilbedede! — At der gives Mysterier, hvori man ikke kan eller tør trænge ind, følte jeg hvergang jeg gik tilbage til det Forhold, man regnede hende til Vanære. Men jeg havde Leilighed til at blive bekjendt med det, Verden kalder Ære, og jeg behøvede visselig ingen forudsattet Mistro, for i Regelen at betragte den som en lovlig Skjændsel. Denne hellige Uskyldighed, der rødmer ved at høre en Forbindelse som Claras nævne, er i de allerfleste Tilfælde kun en Afholdenhed ligeoverfor Kjærligheden, der har sin Grund i Sløvhed eller Feighed. En ung Dame elsker — efter fattig Leilighed — en fattig Mand, men Omstændighederne modsætte sig deres Forening. Seer man nu, at Kjærligheden er stærk nok til at gjøre sig til Herre over Omstændighederne? nei, det skal du ikke tro! Kjærligheden bliver ikke betragtet som det ene Fornødne til et lykkeligt Ægteskab, men som en Deel af Udstyret, der er god at tage med, men kan undværes — og som under heldige Omstændigheder bliver en Følge af Ægteskabet.

See, det er disse Forbindelser, hvortil et Kjærlighedsforhold som min Søsters, danner en forargelig, vanærende Modsætning i Verdens Øine. Hvorfor? — fordi Kirken helliger den! Folk indsee ikke, at naar Præsten i sin Herres Navn lyser Velsignelse over de utallige vanhellige Forbindelser, der indgaaes af forfængelige og verdslige Hensyn, saa udtaler han en Løgn i den evige Sandheds Navn — thi den himmelske Kjærlighed kan kun velsigne den Pagt, jordisk Kjærlighed har sluttet. Tænk blot paa hvor mange Par, der paa Guds Vegne er erklæret „for at være rette Ægtefolk”, om hvis Forening man med Vished kan vide, at Gud ikke har havt det allermindste at gjøre med den! Men naar man deraf slutter sig til, at Vorherre kun vil vedkjende sig et lille Antal af de Foreninger, Kirken helliger i hans Navn — er det da usandsynligt, at han umiddelbart har sammenføiet de elskende Hjerter, som Verden ikke kunde adskille, og engang i Himlen vil vedkjende sig dem, som Menneskene fornægtede? — Af disse Tanker og Forestillinger øste jeg Trøst for mit syge Hjerte — gjennem Tvivl og Kamp bekræftede min Bevidsthed den Frikjendelse min Følelse strax havde tilkjendt Claras Kjærlighed. — Der gives vistnok en vanærende Lidenskab, men den kan ingen Præsts Velsignelse adle! Hvad der i mine Tanker stempler Kjærligheden som reen eller ureen, er dens Natur og dens Gjenstand. Det er Skam og Skjændsel at hengive sig til en Adam Homo, selv om man er viet til ham af Sjællands Biskop! thi naar en Kvinde nedværdiger sig i Gjenstanden for sin Kjærlighed, er hendes Fald uopretteligt — for ethvert andet Fald er der Opreisning i Kjærligheden. — Jeg glemmer, at det er til dig, jeg taler, Minona! Du er for ung og ubekjendt med Verden, til rigtig at forstaae mig.

„Ikke for ung til at have Sands for Kjærligheden, eller til at skille Løgn fra Sandhed!” udbrød Minona med Varme. Tyra betragtede hende med Glæde — det var hende velgjørende at føle sig forstaaet af denne uskyldige unge Pige.

Saalænge jeg kan huske, har jeg skjelnet imellem Sandhed og Løgn; det er ikke vanskeligt for den, hvis hele Sjæl brænder af længselsfuld Higen efter Retfærdighed. Men det er svært al vælge Sandheden, naar Veien dertil gaaer over knuste Hjerter. Det Liv, jeg førte, stred imod min Overbeviisning! Jeg holdt gode Miner med den Verden, der uretfærdigt fordømte min Søster, skjøndt jeg i mit Hjerte var overtydet om hendes Uskyldighed, og samtykkede ved min Taushed i dens utallige Fordomme, skjøndt jeg bar den bittreste Opposition derimod i Sjælen. Aldrig faldt den Tanke mig ind, at jeg skulde reformere Samfundets Love, eller give mine Kræfter i den gode Sags Tjeneste for et bestemt Formaals Skyld, men jeg følte, at det for den menneskelige Naturs Æres Skyld burde være Et at erkjende og bekjende Sandheden — og jeg foragtede mig selv, fordi jeg ikke gjorde det! Jeg kunde ikke undertrykke den Tanke, at den almindelige, stumme Fordømmelse af Clara i det Hjem, hvis Liv og Glæde hun havde været, anklagede mig for den feigeste Troløshed, idet jeg tilsyneladende deeltog deri: Men mit Hjerte oprørtes mod den Beslutning frivilligt at berøve mine Forældre deres sidste Haab og Trøst, som var bygget paa mig. Engang havde jeg næret det urimelige Haab, at gjøre Moder Sagen anskuelig fra mit Synspunkt, og derved betage hendes Sorg dens dybeste Bitterhed, men naar jeg nævnede Claras Navn eller noget, som i fjerneste Maade stod i Forbindelse dermed, yttrede hun saa voldsomme Tegn paa Afsky og Smerte, at jeg maatte tie. Senere, da jeg nogle Gange med Hensyn til et andet Tilfælde under lignende Omstændigheder, greb Leiligheden til med al min Kjærligheds og Overbeviisnings Styrke at tale Claras Sag, blev Fader saa opbragt, som jeg aldrig har seet ham, og Modet fik et Krampetilfælde. Efter den Tid, henvendte de begge alvorligere end nogensinde deres Tanker paa et Ægteskab for mig, og jeg blev forberedet paa snart at bestemme mig for en af de Unge Herrer, der til min store Forundring og Bekymring længe havde stræbt at overvinde min Ligegyldighed. Og da nu til min Ulykke en riig, almindelig anseet Greve begjærede min Haand af Fader, forlangte han mit Samtykke som det eneste, der endnu manglede. Jeg nægtede det bestemt — beredt til alt, undtagen til at stemple min Svaghed som Bedrag, ved at knytte mig til den Verden, jeg foragtede, ved et Baand, der blev fordømt som ugyldigt af min Fornuft, og forkastet af min Følelse, som en Vanære. Fader forlangte Grunde for mit Afslag. Jeg gav ham dem frit og uforbeholdent — for første Gang udtalte jeg alt, hvad der var kommet til Bevidsthed i min Sjæl siden Claras Død, skaansomt men bestemt foreholdt jeg ham hans Uret imod hende, begeistret og rørt søgte jeg at gjøre ham den Velsignelse indlysende, der endnu var os tilbage i Mindet om hende, naar vi forstod at vurdere det — men altsom min Lidenskab brød ud i klare Flammer, forstenedes hans Træk ligesom den Morgen, da han forskjød min Søster. Han stod taus og kold foran mig med korslagte Arme og sammenpressede Læber, og Moder, som denne Gang var for angrebet til at faae Krampe, sad ubevægelig og stirrede paa mig med et forvirret, medlidende Blik, idet hun af og til udbrød: „Stakkels Ulykkelige Barn — min arme Tyra! O Gud, hvorledes skal jeg bære det?”

„Er Du færdig?” spurgte Fader, da jeg taug. Jeg bøiede Hovedet til Svar, jeg havde ikke længer Stemmen i min Magt. „For min Skyld skal Du ikke tvinge din Tilbøielighed. Det Barn, der har vanæret mit Navn i sine Tanker, skal ikke længer bære dette Navn. Men med en Faders Kjærlighed opgiver jeg ogsaa en Faders Rettighed — Du er fri, og jeg skal aldrig blande mig i dine Anliggender! Jeg vil kun gjøre dig opmærksom paa, at Du nu har Valget imellem at modtage Grevens Haand — isaafald vil jeg for din Moders Skyld laane dig mit Navn og beholde dig som Gjæst i mit Huus til Foreningen er sluttet — eller at gaae om at tigge. Imorgen venter jeg dit Svar.” Med disse Ord forlod han Værelset. Jeg stod endnu ubevægelig, halv bevidstløs af Rædsel, da Moder med Anstrængelse reiste sig, og heftigt grædende tog mig i sine Arme. Uden at sige et Ord fulgte hun mig op paa mit Værelse og lukkede Døren ilaas efter sig. Med en Bevægelse, der næsten kvalte mit Aandedræt, stirrede jeg ind i hendes Ansigt, idet jeg ventede paa, hvad hun vilde sige. Endelig begyndte hun med svag Stemme, afbrudt af Sindsbevægelse, men uden Vrede eller Bitterhed: „Tilgiv din Fader — han vil tage hvert Ord tilbage, han har udtalt i sit Hiertes Bitterhed! Han er en Mand, og kjender ikke den Sorg, der knuser Stoltheden — den kan kun en Moder føle! Jeg var selv stolt, Tyra — saalænge jeg var sikker paa eet af mine Børn! — Vær rolig min Pige! jeg bebreider dig intet — din Moder elsker dig, og vil ikke slippe dig af sine Arme. Jeg burde have gjættet, hvad der foregik i dit Sind, og selv ledet dine vildfarende Tanker tilbage paa den rette Vei, istedetfor at jeg lod dig pleie og nære dem i Ensomheden. Sorgen gjør egoistisk — mit Hjerte vaandede sig, hvergang Du vilde tale til mig — om hende — og for at skaane mig selv har jeg opoffret dig! Du var for ung, for uerfaren til ikke at lade dig vildlede af din Følelse. See ikke saa vildt, saa fremmed paa mig! alt skal blive godt! Du er jo endnu din Moders elskede, uskyldige Datter — hendes eneste Haab i denne Verden. Naar Du rækker den Mand din Haand, som Fader har valgt for dig, vil han velsigne dig, som jeg, og hvert haardt Ord skal være dødt og glemt i Eders Hjerter.”

En iisnende Kulde giennemfoer mit Hjerte, idet hun talte saaledes til mig. „Forstaaer Du mig da slet ikke?” udbrød jeg med ubeskrivelig Smerte. „Jo, mit stakkels Barn! Give Gud, jeg før havde forstaaet hvad der feilede dig!” svarede hun grædende. Hun troede altsaa, at jeg var vanvittig eller paa Vei til at blive det! — Jeg følte virkelig i dette Øieblik mit Begreb svækket og min Hjerne rystet — jeg sprang op og gik i feberagtig Uro frem og tilbage i Stuen, mens alle Tanker og Følelser i min Sjæl kjæmpede efter Bevidsthed. Endelig standsede jeg foran min Moder, og sagde langsomt og tydeligt: Jeg er syg i dette Øieblik, jeg troer jeg har Feber, thi mit Blod brænder som Ild — men jeg sværger dig til ved alt hvad helligt er — jeg taler ikke i Vildelse! Hvad jeg nu siger er Resultatet af lang Tids indre Kamp og Forsken: den Vanære, Clara skal have gjort sig skyldig i, er Englereenhed mod den Skjændsel det vilde være for mig at indgaae det Ægteskab, min Fader foreslog mig! Derfor har jeg afslaaet det — og jeg kan ikke tage mit Ord tilbage. Hvis man ikke forlangte min Erklæring imorgen, vilde jeg vente til denne piinlige Bevægelse i mit Sind har lagt sig, i Haab om da maaskee at overbevise dig — men nu er der ingen Tid at spilde! Tal med Fader — han elsker dig saa høit — overtal ham til at tage sin Beslutning tilbage! Lad mig ikke tvinges til at forlade ham og dig! Vær god, vær klog — vær barmhjertig mod os alle! — Hun stirrede forfærdet og bedrøvet paa mig, idet hun svarede: „Du veed, at din Fader aldrig gaaer fra sit Ord, om det saa var Vorherre selv, der befalede ham det!” men tilføiede, forskrækket over det vilde Udtryk i mit Ansigt: „Ja, jeg skal tale med ham! Vær blot rolig! det er sandt, Du er syg! Gaae tilsengs mit Barn, Du har stærk Feber.” For at afbryde den Samtale, der satte os begge i saa heftig Bevægelse, ringede hun paa Kammerjomfruen og befalede hende at blive inde og passe mig, men selv veg hun ikke fra min Seng. Der sad hun til sildig Aften, badede min Pande med koldt Vand, gav mig kjølende Pulver og nervestyrkende Draaber, men behandlede hvert Udbrud af min Sjæleangst som Feberphantasie.

Efter Nattens Ro og Ensomhed havde jeg imidlertid saa fuldkomment gjenvundet min Bevidsthed, at hendes Forsøg paa at skuffe Fader med Hensyn til min Tilstand, mislykkedes. Kort og koldt forlangte han mit Svar paa Grevens Vegne — det var et bestemt Afslag. Min stakkels Moder blev baaret besvimet ud af Stuen, og Fader fulgte hende, efterat have befalet mig, inden Aften at forlade hans Huus, uden at gjøre noget Forsøg paa at see hende. Jeg adlød uden Modstand, men med de bittreste Følelser i Hjertet. Claras Portrait var det eneste jeg tog med fra mine Forældres Hjem.

En lang Pause fulgte efter Tyras Fortælling. Endelig sagde Minona: „Du kunde dog ikke fortryde dit Valg?” — „Nei!” svarede Tyra, idet hendes Ansigt oplivedes af mild og begeistret Bevægelse. „Jeg var alene, forskudt og fordømt af Verden — men frikjendt af min egen Følelse. Er andres Foragt ikke at foretrække for Selvforagt? Jeg havde mistet meget, men mit Hjerte var bevaret for Livet, Sandheden, Kjærligheden! Vel sørger jeg dybt over mine Forældres forladte Tilstand, men jeg bebreider mig den ikke. Jeg kunde ikke have offret dem min Ære og Tro! Der er ingen Velsignelse ved et Offer, der fornedrer Den, som bringer det. — Det er saligt at lide Forfølgelse for sin Troes Skyld, naar man troer paa Livet, thi det vender Sorgen til Glæde. Gjennem Ørkenen fandt jeg Vei til det forjættede Land.”

Det var blevet sildig Aften, og Maanen stod høit paa Himlen, da Minona gik hjem. Hun sagde til sig selv, at hun havde fundet Orakelsvaret paa sit Hjertes Spørgsmaal, thi med fuld Fortrøstning gjorde hun Tyras Troesbekjendelse til sin: at Kjærligheden helliges ved dens Natur og ved dens — Gjenstand.