Minona/1/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
< Minona‎ | 1
Gå til: navigering, søg

Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn


Minona.djvu Minona.djvu/5 122-132

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Syvende Capitel.

Den vilde Falk to Vinger har
Høit flyver han med dem;
Delphinen gjennem Bølgen klar
Som Lyn sig skyder frem.

Men ensom jeg maa staae paa Strand
Og stirre taus mod Sky;
Og kun min Tanke følge kan
Hen til den fjerne By.

C. Winther.


En ny Verden var skabt i Minonas Hjerte, siden hun havde talt med Viggo. Hun tænkte med urolig Længsel paa det Øieblik da hun skulde see ham igjen, og dog følte hun sig for første Gang undselig ved denne Tanke. „Hvorledes vil han see paa mig? hvad vil han sige til mig? vil han nogensinde gjentage det Spørgsmaal, jeg ikke besvarede igaar? kan han ikke altfor tydeligt see Svaret i mit Ansigt?” saaledes spurgte hun sig selv, da hun efter en søvnløs men drømmerig Nat, stod ved sit Vindue og betragtede Dagens Frembrud med straalende Øine. Altsom den Time nærmede sig, at hun skulde træffe sammen med Viggo voxede hendes Uro, og da hun hørte ham gaae ned af Trappen, listede hun sig den modsatte Vei ud i Skoven, istedetfor at gaae ned i Dagligstuen, hvor hun ventedes ved Theebordet. Men hvor let hendes Hjerte end slog ved Bevidstheden om denne korte Frist, kunde hun ikke lade være at tænke paa hvilke Slutninger Viggo drog af hendes Fraværelse, og hemmeligt at vente at han skulde have fulgt hende — men han viste sig ikke, hvor tidt end en uventet Lyd, en sagte Raslen af Bladene fik Minona til at fare sammen, og hun vendte langsomt tilbage med en Følelse af skuffet Forventning, der bragte Taarer i hendes Øine. Ved Enden af Stien saae hun endelig Viggo, der gik forbi i faae Skridts Afstand uden at bemærke hende. Han gik hjemmefra — for fireogtyve Timer siden vilde hun have løbet efter ham, og fortroligt lagt sin Arm i hans; nu standsede hun som rodfæstet til Pletten, og stirrede efter ham, til han var skjult af Træerne — da gik hun langsomt videre med taarefulde Øine og blege Kinder. Men Haabet i hendes Hjerte beseirede snart denne øieblikkelige Nedslagenhed — hun var vel gaaet ud for at møde hende, og vilde snart komme tilbage! Hun tog sit Sytøi og den Bog, hvori han forrige Dag havde læst høit, og satte sig i Lysthuset, hvorfra der var Udsigt over Veien, og da Helene fortalte at han havde spurgt efter hende, vendte Rødmen tilbage paa hendes Kinder. Med klar Stemme, hvori hendes Hjertes Bevægelse gjenlød, sang hun alle hans Yndlingssange for at Tonerne skulde naae ham saasnart han nærmede sig — men den ene Time gik efter den anden, uden at han lod sig see. Minona havde for længe siden holdt op at synge, Sytøiet laae urørt, selv Bogen hvori hun sagte havde gjentaget hver Sætning Viggo havde læst høit, var lagt tilside, og hun sad bleg med Hænderne foldede i Skjødet, og Blikket stift heftet paa Veien, da han endelig viste sig. Hendes første Bevægelse var at reise sig for at ile ham imøde, den næste at sætte sig igjen, saa fremmed og alvorligt forekom Udtrykket i hans Ansigt hende; og Stemmen hvormed han tiltalte hende, svarede dertil, idet han med en venlig Hilsen og den Bemærkning at han havde faaet Breve at besvare — gik forbi hende ind i Huset. Minona brast i Graad; men med den faste Beslutning, ikke at give efter for denne urimelige Bevægelse trængte hun Taarerne tilbage, og gik ind til Helene, saasnart det lille Speil i Naalebogen havde forvisset hende om at de intet Spor havde efterladt i hendes Ansigt. Paa Helenes Spørgsmaal efter Viggo, lykkedes det hende at svare med en ligegyldig Mine: Jeg troer vist han skriver Breve! —

Da de endelig samledes i Dagligstuen, var Viggos Blik saa mørkt og hans Væsen saa adspredt, at Helene deltagende spurgte om Brevene havde bragt ubehagelige Efterretninger fra Frankrig. „Ja”, svarede han uden at see paa Minona; „min Onkel har paalagt mig nogle Forretninger i Kjøbenhavn, der forsaavidt er mig ubehagelige, som de nøde mig til at reise ind strax og tilbringe de sidste otte Dage der, jeg endnu har tilbage før jeg skal hjem til Frankrig. Det Offer, Onkel fordrer af mig, er større end han troer — da jeg forlod ham, vidste jeg ikke hvor kjært Opholdet i Skovhuset skulde blive mig.” Disse sidste Ord, der blev henvendt til Helene, vilde under andre Omstændigheder have glædet Minona hjerteligt, men i Forbindelse med den pludselige Efterretning om Viggos Afreise klang de som den bittreste Kalde og Ligegyldighed for hende. Hun sad taus og stille, som om Samtalen slet ikke vedkom hende, men Helene yttrede med venlige Ord sin Forundring og Betagelse over denne forandrede Bestemmelse. Viggo vedblev med en Stemme der i Begyndelsen var lidt usikker: Otto Frank foreslog mig forleden at følge med ham til Byen, men jeg anede dengang mindst at jeg skulde gjøre Brug af hans Tilbud. Da han kjører imorgen træffer det jo nu ret beleiligt! jeg maa i Eftermiddag hen at tale med ham derom og tage Afsked med Franks. Gaae de ikke med?” Viggo henvendte disse Ord til begge Damerne, og Helene undskyldte sig, men foreslog Minona at følge med sin Broder. Havde han selv sagt: Gaaer du ikke med? saa vilde hun med Begjærlighed have grebet denne sidste Leilighed til at være ene med ham — nu svarede hun hurtigt: Nei — jeg vil heller bede dig om at hilse Virginie! — Tyra talte igaar om at see ind til mig paa sin Spadseretour! tilføiede hun som en Slags Undskyldning, og gik hurtigt ud af Stuen for at skjule den Sindsbevægelse, hun ikke længer var Herre over.

„Han elsker mig ikke!” tænkte hun — og alt hvad der kan udtales i disse Ord: den bittre Skuffelse, den trøstløse Forladthed, den sønderknusende Ydmygelse, som kun den, der elsker, er udsat for at føle, overvældede hendes Hjerte, der var saa uvant til Sorg at den første let kunde blive afgjørende for hele Livet. Men hendes Bevidsthed vidnede imod den Tro, at hun ikke var elsket, hendes Følelse oprørtes derimod, og denne Uvisheds feberagtige Spænding opretholdt hende saalænge Viggo endnu ikke var reist. Da hun igjen kom ned i Stuen, var hendes Udseende saa forandret at Helene spurgte om hun var syg. Men da Minona grædende kastede sig i hendes Arme, troede hun at forstaae Aarsagen til disse Taarer, og trøstede hende, ikke med Ord eller Grunde, men med det eneste der virkelig er istand til at trøste og berolige de Bedrøvede — Medfølelse. Det lettede Minonas Hjerte at hendes Sorg blev fundet naturlig. „Gud skee Lov at han er min Broder! saa kan jeg dog græde for ham uden at forraade mig!” tænkte hun.

Viggo kom sildigt hjem, og Aftenen, den sidste han tilbragte i Skovhuset, sneg sig langsomt hen for dem alle — Bevidstheden om den forestaaende Adskillelse hvilede tung og trykkende paa deres Hjerter. Dog var der en endnu pinligere Tanke, som satte Minonas Følelser i Bevægelse — den vaktes tillive ved hendes første Sorg og skulde først finde Svaret i Døden: „Hvorfor?” var det naturlige, simple Spørgsmaal, der som en Slange snoede sig om hver Tanke og gjød sin Gift i hver Følelse: „Hvorfor vil han forlade mig?" Endnu var han ikke reist — endnu kunde hun vove Spørgsmaalet.

Da Viggo endelig, træt i Sjæl og Sind efter denne lange Dags Lidelser og den Selvovervindelse det havde kostet ham at skjule dem, kastede sig paa en Stol i sit Kammer, bankede det sagte paa Døren. Han foer sammen — det maatte være Minona — og inden han kunde fatte sig traadte hun langsomt over Dørtrinet, kastede et hurtigt Blik paa den aabne Kuffert, og satte sig i en dunkel Krog af Værelset; da først saae hun paa Viggo, og sagde i en bedrøvet men fattet Tone: Hvorfor vil du reise? du har en anden Grund end de Forretninger, din Onkel har overdraget dig!

„Hvoraf slutter du dig til at jeg skulde have hemmelige Bevæggrunde?” spurgte Viggo med tiltvungen Fasthed, der klang som Haardhed. Det var første Gang i sit Liv, Minona blev haardt tiltalt — hendes Hjerte svulmede af smertelig Bevægelse, men hun tilkjæmpede sig Fatning til at svare paa samme Maade som hun var begyndt: Du kan dog ikke tro at din adspredte og forandrede Sindsstemming er undgaaet min Opmærksomhed! Var det alene Sorg over at skulle forlade os før Bestemmelsen — som du sagde til Helene — saa vilde du vist ikke have tilbragt det meste af denne sidste Dag borte fra os. Deraf slutter jeg mig til at noget du skjuler for os — noget som er dig ubehageligt — maa være Anledningen til din Reise.

Skjøndt Viggo intet Offer vilde have skyet for at tilkjæmpe Minona den Fred, han selv savnede, kunde han dog ikke i dette Øieblik uden Bitterhed høre hende omtale hans Reise med saamegen Rolighed — den stod i altfor pinlig Modsætning til hans egne Følelser. „Og om saa var?” udbrød han heftigt. „Er det da ikke faldet dig ind at jeg maa have Aarsag til at holde Anledningen skjult, og at jeg vilde sagt dig den, hvis jeg ikke ønskede at den skulde være en Hemmelighed for Alle?”

Du er haard imod mig! svarede Minona med skjælvende Stemme idet hun reiste sig. Du glemmer at jeg ikke et vant til at blive tilbagevist med Haardhed og Kulde — mindst af dig! Ellers stod jeg ikke her. — Farvel! Hvad end Anledningen til din Reise er, vil jeg bede Gud om at du der, hvor den fører dig hen, maa blive ligesaa lykkelig som du har gjort mig — og at Lykken ikke maa forlade dig, som du nu forlader mig. Noget bedre veed jeg ikke at ønske! — Hun vendte sig om for at skjule sin Bevægelse, og nærmede sig Døren med usikkre Skridt; men Viggo greb hende i sine Arme, førte hende hen til en Stol, og sagde med blød og bevæget Stemme idet han bøiede sig ned imod hende: „Tilgiv mig, elskeligsie Minona, og lad mig ikke bøde for min Synd — ved at skilles saaledes fra dig! Det er Sorgen over at maatte forlade dig — efter at jeg i dig har fundet alt hvad jeg savnede — der berøver mig Fatningen! Jeg maa handle saa haardt imod mig selv, at jeg i mit Hjertes Bitterhed derover kommer til at tale haardt — selv til dig!”

O kjære Viggo! udbrød Minona bønligt og ydmygt. Bebreid mig ikke at jeg gjentager det Spørgsmaal, du før blev vred over. Naar du taler til mig i denne velbekjendte, milde Tone kan jeg ikke fatte eller finde mig i at en Hemmelighed skal bestaae imellem os to — at du har en Sorg, som din Minona ikke maa dele. Naar du er borte, vil jeg fortæres af Længsel og Savn — du maa ikke føie den Bevidsthed til, at jeg havde mistet din Fortrolighed, thi den kan jeg ikke bære! Læg Land og Hav imellem os — mit Hjerte og min Tanke skal finde Vei til dig trods hver Afstand! Læg Graven imellem dem, der elske hinanden — Kjærligheden vil dog forene den Levende paa Jorden med den Døde der er i Himlen! Men læg en Hemmelighed imellem Hjerterne — saa vil du faae at vide hvad Adskillelse er. Skulle vi saaledes skilles?

„Du kjender din Magt, Minona! misbrug den ikke!” udbrød Viggo. „Tving mig ikke med din Stemme og dit Blik til at bryde denne Taushed — det vilde være et Brud paa Pligt og Ære — et saadant, som en Mand aldrig kan forsone sig med. For din Skyld saavelsom for min, maa jeg bevare denne Hemmelighed! und mig den Trøst at jeg maaskee derved kan spare dig en stor Sorg, og afvende Følgerne af den største Ulykke fra dig!”

Den største Ulykke var kun Minona anskuelig i een Skikkelse — derfor betoges hun af en tilintetgjørende Smerte ved Viggos Ord, men besjælet af en Følelse der var stærkere end Skinsygen, sagde hun med ubeskrivelig Ømhed: Er der en Anden, som har helligere Krav paa dig end jeg — saa reis! og tro ikke at din Lykke skal blive en Ulykke for mig. Kaldet hun dig tilbage til Frankrig, saa reis dyrebare Viggo! men kom herhjem til mig med hende. Jeg lover at jeg vil være din Elskede den kjærligste Veninde!

Viggo vendte sit Ansigt bort — det var mere end han kunde udholde. „Du tager feil!” udbrød han med lidenskabelig Heftighed. „Der er ingen som har eller nogensinde kan faae Plads i mit Hjerte i Nærheden af din! Jeg elsker dig saa høit, saa udelukkende, at Tanken om at afslaae dig en Begjering, sønderriver min Sjæl, og dog maa jeg gjøre det — ja jeg vil heller strax lukke denne Dør imellem os, og aldrig see dig mere — end jeg vil opfylde et Ønske, hvis Følger er ufattelige og uberegnelige for dig! Du kan ikke forstaae mig — du skal det ikke heller! men hvis du virkelig har Kjærlighed til mig — ikke den herskesyge og lunefulde Følelse som feilagtigt kaldes ved dette Navn — men en Kvindes dybe og tillidsfulde Kjærlighed — saa vil du tro mig naar jeg forsikkrer dig om at det ikke er Mangel paa Fortrolighed, men min Ulykke, der nøder mig til at lægge en Hemmelighed imellem os, og at jeg kun gjør det for at forebygge en større Ulykke. Tager jeg feil, Minona, naar jeg stoler paa at den Pige, til hvis rene og ophøiede Natur jeg seer op med Andagt og Begeistring, ikke om det end kunde mildne hende den bittreste Sorg, eller sikkre hende den høieste Lyksalighed, vilde forlange en Tilstaaelse af mig som min Følelse erklærer for vanærende?”

Minona var blevet dødbleg, og hendes Øine skinnede som Flammer idet hun svarede: Vanærende? Nei Viggo — saa behold din Hemmelighed — jeg skal ikke forske derefter! Tilgiv mig hvad jeg har sagt, jeg vidste ikke hvad jeg gjorde, men det var min Kjærlighed! Siig mig til Trøst i dette tunge Øieblik — den har dog ikke voldt dig Smerte?

Din Kjærlighed — tal ikke saaledes til mig Minona! Din Kjærlighed var den første Velsignelse jeg i mit Liv har lært at kjende — den eneste — fra nu af er det glædeløst og mørkt.”

Nei, det skal aldrig blive glædeløst, hvis min Kjærlighed var dig til Glæde, thi den vil jeg bevare for dig saalænge jeg lever! Og hvis alt andet er forandret naar du engang vender tilbage — saa du ikke kjender dette Sted igjen hvor vi have været lykkelige sammen — saa skal du kjende Minona igjen paa hendes Kjærlighed! Læg Jord og Hav imellem os — du bliver dog her i mit Hjerte og i Min Tanke! Farvel! Jeg veed ikke hvad der kalder dig herfra — jeg adlyder dig, og forster ikke derefter — men glem ikke at min Længsel tidligt og sildigt kalder dig tilbage! — Hun kunde ikke længer beherske sin Bevægelse — den lidenskabelige Spænding som havde opretholdt hende gav efter for Adskillelsens Smerte, og hun sank heftigt grædende ned for Viggos Fødder. Han løftede hende op i sine Arme, trykkede hende fast til Hjerte og kyssede hendes Pande og Hænder — men pludselig rev hun sig løs, og ilede ud af Værelset.

Den næste Morgen da Viggo tog Afsked med Helene, var Minona ikke tilstede, men da han ved Stenten vendte sig om for at sende det kjære Huus sit Afskedsblik, saae han det hvide Gardin fra hendes Vindue flagre frem og tilbage for Vinden — og det var hendes Haand der saaledes tilvinkede ham den sidste Hilsen. —