Minona/2/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek
< Minona‎ | 2
Gå til: navigering, søg

Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn


Minona.djvu Minona.djvu/5 206-225

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Sjette Capitel.

Naar Hjertet sidder mest beklemt,
Da bliver Glædens Harpe stemt,
At den kan bedre klinge,
Og knuste Hjerter føle bedst
Hvad Jesu Christi Fødselsfest
For Glæde har at bringe.

Brorsons Psalmer.


Intet egnede sig bedre til at opretholde Virginie i hendes første, store Hjertesorg, end den Omstændighed at en Anden, som Sorgen havde truffet endnu tungere, behøvede hendes Omhu og Pleie. Det var ikke Viggo, hvis Tilstand foruroligede hende mest — skjøndt jeg dermed ikke vil sige at hun tænkte mindst paa ham! — thi det var øiensynligt at han kjæmpede med Fortvivlelsen som en Mand, og Virginie var den sidste til at mistvivle om Seiren — det var Helene der knust og tilintetgjort af Smerte, med hele sin Sjæl havde givet sig Fortvivlelsen ivold, for hvis Skyld den unge, kjærlighedsfulde Pige idetmindste i nogen Tid glemte sig selv. Men alle hendes Bestræbelser var forgjæves — den anden Nat var henrundet efter at Minonas Lig var baaret bort, og hun laae endnu ubevægelig paa Sengen, hvor hun var vaagnet af den dybe Afmagt, der først havde bragt hendes voldsomme Smerter Lindring. Hun græd ikke, og klagede ikke, kun naar Virginie vilde tale om Minona bønfaldt hun med saa jamrende Fortvivlelse om ikke at nævne dette Navn, at hun forfærdet holdt inde. „Veed du hvoraf hun døde?” spurgte Helene idet hun bleg som et Spøgelse reiste sig iveiret og stirrede paa Virginie, der ikke kunde undertrykke en Bevægelse af Rædsel. „Vær rolig — du skal ikke vide det! Troer du jeg vilde tænde den Helvedild i din Bevidsthed? — Men du maa aldrig — aldrig — aldrig tale til mig derom!” — Med disse Ord, der lød som et Skrig der afpræsses i Dødsangsten, kastede hun sig tilbage paa Sengen. — Virginie blev for Alvor forskrækket over hendes Tilstand og sendte Bud efter sin Fader, hos hvem hun aldrig forgjæves søgte Tilflugt.

Den anden Morgen efter Begravelsesdagen gik Pastor Frank ind til Helene. Den sædvanlige venlige Opmærksomhed hvormed han pleiede at omgaaes den elskværdige endnu smukke Kone, ikke som Præst men som Ven, var aldeles forsvundet af hans Væsen. Hans Mine var alvorlig, ja streng idet han betragtede den ulykkelige Kvinde, skjøndt der var dyb Deltagelse i den Tone hvori han sagde: De er syg? — og denne simple Tiltale var den første der fandt Vei til Helenes Hjerte — hun svarede kun det ene Ord: „Ja!” men der laae en Fortælling om uhørte Lidelser i dette korte, ufrivillige Udbrud. — Frank vedblev efter et Øiebliks Ophold: Hvad vil De gjøre for at blive helbredet? — Helene stirrede forvildet paa ham uden at svare. De maa have Lægehjælp! gjentog Frank, idet han tog hendes Haand og lod som han følte Pulsen. Helene smilte — det var et uhyggeligt, spøgelseagtigt Smiil! — idet hun svarede: „En Læge — kan han sammenføie hvad Gud har adskilt? kan han gjøre den Døde levende — og det er Dem som taler saa afsindigt, at selv den der et vanvittig som jeg, maa — lee!” —

Ja, det er mig, som taler til Dem om en Læge, som kan gjøre de Døde levende og vende Fortvivlelsens Vanvid til Anger og Bedrøvelse, der fører Sjælen tilbage til Gud. Nu er De syg, men han kan helbrede Dem, saa De bliver raskere end nogensinde. De behøver blot at ville helbredes? — „Der hører Liv til at ville, jeg kan ikke!” udbrød den Syge i en usigelig mat og haabløs Tone. Er det da imod Deres Villie De ligger her som en Døende, og forkaster al Trøst og Hjælp — liden at have gjort endog det svageste Forsøg paa at tage Sorgen som — et Menneske. De vil heller knuses end trykkes af den Byrde Gud har paalagt Deres Sjæl at bære — De hengiver Dem frivilligt til den Tilintetgjørelse, der griber Dem — derfor kan De ikke ville overgive Dem til Frelseren!

Helene lyttede opmærksomt til Præstens Ord, og udbrød med pludselig Energie: „Troer De da at Sjælen kan dø!? — gives der Tilintetgjørelse af de Lidelser der fortære Hjertet? Jeg vovede ikke at haabe det — jeg havde lært at tvivle om alt! Jeg veed De har Sandheden kjær — o, sig mig — troer De paa en evig Død?” Den dybeste Misfornøielse malte sig i Franks Ansigt, og gav hans Ord et Udtryk af Kulde idet han svarede: Vistnok taler Skriften om den evige Død, men jeg antager at Gud derved mener Tilintetgjørelsen af alle de Evner og Følelser i Hjertet som hans Aand kunde bruge til Grundlag for sin Bygning — og at denne Tilintetgjørelse levner alle fortvivlede, vanhellige og ugudelige Følelser fri Plads i Sjælen istedetfor at befrie deres Offer for dem — det maa De jo selv føle i dette Øieblik. Den der døer for Himlen, lever for Helvede. — Men, vedblev han, forskrækket over den Dødsgysen der rystede Helenes Lemmer og fortrak hendes Ansigt — Gud vil ikke Synderens Død! samtyk i Frelsen, og vent paa Livet som De ventede paa Døden — det skal ikke blive forgjæves.

„Nei, jeg vil ikke frelses af den der har fordømt min Kjærlighed! Aagesen er død, Minona er død — tal ikke til mig om Livet, der finder jeg ikke mine Skatte igjen.” — Minona døde med Livet i Hjertet og paa Læberne! udbrød Frank med Varme. Hende finder De igjen hos Gud! og var der trods alle menneskelige Vildfarelser Mod og Mandshjerte i Aagesens Bryst — det jeg visselig troer efter hvad jeg kjendte til ham — da seer hans Sjæl maaskee klarere nu, end den saae her i Livet — thi kun den der siver Lyset af Frygt for Guds Sandhed og Retfærdighed, er uigjenkaldeligt nedstødt i det evige Mørke. Hvis der i hans nuværende Tilstand er Spor tilbage af den Manddom De elskede hos Manden da finder De aldrig hans Sjæl frivilligt trællende i det Helvede De selv vil nedstyrte Dem i — thi Christus, som foer ned til de Døde og til Helvede, kan ogsaa derfra tage hver Sjæl med sig til Paradis, som ikke med Villie og Vidende har gjort Afkald paa Naaden.

Helene stirrede alvorligt paa Frank imens han med Ansigtet lysende af den brændende Iver han følte, saaledes med hele sin Overbevisnings Kraft og Styrke søgte at vække hendes bedøvede Livsaander. Et Øieblik lyste en mat Glands i hendes Blik, men det efterlod kun endnu trøstløsere Sløvhed; hun rystede paa Hovedet, og svarede: „Det er for sildigt — havde jeg hørt dette dengang der var et Hjerte i mit Bryst, vilde jeg maaskee tyet til Naaden — men nu kan jeg ikke frelses — thi jeg har Helvedet i min egen Sjæl!” — Jo, De kan frelses! Ogsaa i det Helvede kan den evige Kjærlighed skabe en Himmel. De skal blot vente paa den og aabne Hjertet for Christus naar De føler at han er dem nær. Tro mig Fru Aagesen — tro en Guds Tjener, der utallige Gange har været Vidne til og Gjenstand for sin Herres trofaste Naade — De vil komme til at føle det. — „Jeg er fortabt — thi jeg kan ikke tro længer!” svarede Helene med huul Stemme. „Om jeg følte at noget der mindede mig — om Kjærligheden — var mig nært — da vilde jeg grue derfor, og tillukke Sjæl og Hjerte, at ikke en ny Himmel skulde skabes derinde for at forgaae! — Den der har troet som jeg, og er blevet skuffet som jeg — har kun evig Tvivl tilbage!” —

Frank sukkede dybt og hensank i Taushed. Men Virginie knælede ned ved Sengen, tog sagte Helenes Haand i sin, og sagde med blod og bønlig Stemme: Tænker De da slet ikke paa Minona, siden De her hvor hun døde, kan overgive Dem til en Fortvivlelse der vilde bedrøve hende saa dybt? — Gjorde hun Dem nogensinde imod? Krænkede hun Dem ved Ligegyldighed mod Deres Ønsker? Var hun Dem ingen kjærlig og lydig Datter? — Helene brast i Graad: „Du veed jo Virginie, at hun var den bedste — den kjærligste” — hendes Stemme kvaltes af Bevægelse. Virginie vedblev blidt og alvorligt: Ja jeg veed hvor høit hun elskede og — var elsket! Er det da forbi — er en Bøn af hende Dem intet, siden hun har forladt Dem? Det var hendes sidste, høieste Ønske at De skulde leve, for at lære Christus at kjende — det er hendes egne Ord. Siger De nei til Minona? — Helene kjæmpede længe med sin heftige Sindsbevægelse, og da hun løftede Ansigtet iveiret var der et Udtryk af ubeskrivelig lidelsesfuld Resignation i hvert Træk. „Jeg opfylder Minonas Ønske! jeg vil gjøre hvad der staaer i min Magt for at leve og lære ham at kjende, der gjorde hendes Død saa skjøn.” Franks Øine straalede af Bevægelse idet han af Hjertet udbrød: Saa giv mig Haanden derpaa! — Den Haand, der tung og kold sank ned i hans, gjengjældte ikke det trofaste Tryk hvormed den blev modtaget. Præsten modtog det Løfte der bandt en Sjæl til Gud, med hellig Glæde og sikker Fortrøstning, men Manden rørtes i sit Hjerte over den Lidelse der malte sig i den ulykkelige Kvindes Ansigt, og hans Stemme skjælvede idet han lagde sin anden Haand paa hendes Pande og uvilkaarligt udbrød: Gud trøste og bevare dig! —

Helene holdt Ord: hun lod sig pleie og helbrede for den Feber der havde angrebet hende, og saasnart den legemlige Svaghed tillod det stod hun op og hengav sig til sine sædvanlige Beskjæftigelser — men det var med et Automats Livløshed og Mangel paa Interesse. Hun hørte taalmodigt og med anstrengt Opmærksomhed paa alt hvad man sagde til hende, og svarede naar det var nødvendigt; men helst føiede hun sig taus i Andres Villie, og hvor tydeligt den Kamp det kostede hende at forlade det Sted hvor Minona var død, end stod at læse i hvert af hendes Træk, fulgte hun dog uden en eneste Indvending med Virginie til Præstegaarden for der, efter Franks Ønske, at tilbringe Vinteren.

Her begyndte et yderst ensformigt og sørgeligt Liv for Virginie, der for Helenes Skyld saagodtsom aldrig forlod sit Hjem, og kun sjeldent modtog Besøg. De havde aabnet deres Dør for Sorgen, og den kastede sine mørke Skygger over den unge Piges Tilværelse, som et Slør. Viggo var reist tilbage til sin Onkel; Otto, hvis glade Lune og varme Hjerte tidt havde skinner som en Sol under Præstegaardens Tag, havde siden Minonas Død ikke benyttet sig en eneste Gang af Leiligheden til at komme hjem — ogsaa i hans Breve fandt Søsteren Spor af den Ødelæggelse, der gaaer igjennem Tilværelsen — Tillidens, Haabets, Ungdomsglædens Død! — Frank var ogsaa forandret; han syntes dybere end nogensinde at føle sig berørt — ja tidt overvældet — af sit Kalds Alvor, og hans Naturs glade Frimodighed fordunkledes næsten uafbrudt af alvorlige Tanker. Helenes, som det syntes uhelbredelige Sjælesygdom udøvede en lammende, uendelig nedtrykkende Indflydelse paa hans Humeur.

Helene var tilsyneladende resignert, og altid venlig — men en Venlighed, hvorfor man vilde foretrække de vildeste Udbrud af Fortvivlelse, saa fremmed var den for den Hjertevarme der engang straalte i hendes Blik og Smiil. Den var et Dække, hvorunder hendes Sjæl fortæredes af Kvaler der var for dybe til at aabenbare sig for Andre i deres hele Omfang. Det varede længe til der kom en Klage over hendes Læber! Det var en Aften da Virginie overraskede hende i et Anfald af den Fortvivlelse, som hun ellers skjulte for Andre. „Hvorfor aflokkede I mig det usalige Løfte, der binder mig til dette Lig af en Tilværelse, der engang var mit Hjerte dyrebar!” udbrød hun idet hun vred sine Hænder og stirrede vildt paa Virginie. „Saae I da ikke at det var forbi — at I talte til den Døde, der længtes efter at blive lagt i Jorden? Hvorfor lænkede du en Skygge til Jorden! — Seer du da ikke paa mig al jeg er et Gjenfærd af mig selv — jeg har intet Hjerte — ingen Sjæl — ingen Kjærlighed mere! O — havde jeg blot Ro!” — Virginie kunde ikke svare, men saae til Himlen med et bønfaldende Blik. „Jeg forstaaer dig! derfra skulde Frelsen komme! Kom den da den saae Dødskampen i min Sjæl? — rakte han, som du kalder den evige Kjærlighed — Haanden ud for at opreise den sønderknuste Kvinde, mens der endnu var Mulighed for at Livsflammen kunde oplues paany? — Nu er den udslukt! — den evige Kjærlighed maa være meget kortsynet, siden den altid kommer for sildigt!” Virginie sukkede dybt. „Tilgiv mig, du elskelige Pige! Din Fader havde Ret — naar den falske Himmel forgaaer i Hjertet, opdager man et Helvede — som er sandt! — Jeg er ond, utaknemmelig — men du tvang mig selv til at leve for at blive brødefuld — skjøndt jeg kunde have døet da jeg endnu kun var ulykkelig!”

Nei, nei! udbrød Virginie forskrækket. Jeg er ikke klog eller veltalende nok til at overbevise Dem, men jeg veed det saavist som at der kommer en Morgen efter hver Nat — hvis De ikke svigter Deres Løfte, vil Gud ikke svigte sit.

„Mit Løfte — ja du fandt den rette Lænke — jeg har fordømt mig selv til at holde det ud. Aagesen holdt sit Ord helligt — han vilde foragte mig, dersom jeg brød et Løfte — ellers havde jeg gjort det for længe siden!” — Og De siger at Kjærligheden er død iDeres Hjerte?! udbrød Virginie med Varme. „Erindringen lever!” svarede Helene i en ubeskrivelig Tone, og brast i Graad.

Siden denne Dag var Virginie ofte Vidne til de heftige Udbrud af Helenes Sorg, og lyttede med englemild Taalmodighed til hendes Klager. Disse Klager var naturligere end den tause, pinlige Resignation hvori hun havde indesluttet sig som i en Ligkiste, og hvor dybt end denne trøstløse Jammer rystede den unge, medfølende Piges Hjerte, sagde hendes Fornuft hende dog at det var godt saaledes. Men Frank, hvis Ord enten de var milde eller strenge, enten de udtalte Opmuntring eller Bebreidelse blev slaaet af den simple Philosophie i den menneskelige Fortvivlelse, indsaae at en Troessag lettere lader sig modbevise end bevise, og da Helene ikke kunde tro, begyndte han selv at mistvivle om hendes Frelse.

Kun Virginie tvivlede ikke! Er der noget Sted i Verden, hvor Troen paa Livets Seir er udødelig og som en Einheria reiser sig efter ethvert Fald, da er det i en elskende Piges Hjerte, hvor den himmelske og den jordiske Kjærlighed ikke kjæmpe indbyrdes om Herredømmet, men leve sammen som Moder og Barn. Og Gud, der elsker disse fromme, barnlige Hjerters Tro, lader dem heller ikke vente forgjæves paa Trøst. Endnu var Frank tungsindig, og Helene fortvivlet over den Tilværelse hun havde underkastet sig — der var intet forandret i Virginies Omgivelser — men hendes Øie var klarere, hendes Skridt lettere, og tidt, naar hun sad stille ved sit Arbeid, oplivedes hendes Kinder af en pludselig Rødme og hendes Læber af et Smiil. Der var kommet Brev til hendes Fader fra Viggo, og hun havde læst disse Ord for Helene:


Paris den 16de Dcbr. 1840.

De gjør Sorgen Uret, kjære Pastor Frank! naar De kalder dens Taushed Egoisme og Glemsomhed. Med Glæden skal man ødsle, men Den, der ikke har noget Godt at meddele sine Venner, viser dem bedst sit uforandrede Hjertelag ved at tie og kjæmpe den Kamp ud i Ensomhed, som dog intet Menneskes Deltagelse kan lette. Ogsaa Sjælesygdom er smitsom! —

De seer da at min Sygdom er i Aftagende, siden jeg sender Dem Budskab og Hilsen fra mit Hjerte uden Frygt for at formørke den sædvanlige glade, freidige Ro i Deres. Jeg haaber tvertimod at De vil blive tilfreds med den Forandring, der er foregaaet i mine „theologiske Begreber,” hvis Utilstrækkelighed jeg altid følte — men aldrig klarere end naar jeg i denne slette Rustning var udsat for et Angreb af Deres levende, varme og kraftige Tro. Og dog erkjendte jeg kun Deres personlige Overlegenhed, ikke den langt væsentligere i Deres Standpunct, thi man maa selv være greben af Troen for at forstaae dens Eneret.

Ja greben — opreist og opretholdt efter det dybeste Fald og i den høieste Nød — blev jeg af denne vidunderlige Magt, der overvinder Verden. Og i det Øieblik jeg gav mig denne Magt ivold, og i al min Elendighed følte en ubeskrivelig Trøst i at bekjende Min Tro for Gud og mig selv, skilte Lyset sig fra Mørket i min Sjæl. — Da saae ogsaa jeg „Kirken, bygget af levende Sjæle” — Guds-Riget, hvis Ypperstepræst er den hellig Aand som opbygger Kirken af Aand og Liv, der skal staae naar Himmel og Jord forgaae, mens vi kun ved menneskelig Kraft er istand til at befrie Gudsdyrkelsen fra det verdslige Hylster, man har givet den.

Nu forstaaer jeg den Adskillelse, De gjør mellem Theologie og Christendom — den ene er en Videnskab, den anden et Liv! Den Magt, hvis Undergivne Præsterne er, vælger vist sine Tjenere efter en anden Maalestok end Examenscharacteren! Men saa har man den Trøst, naar de gode Hoveder tidt forfremmes paa de troende Hjerters Bekostning, at en oprigtig Christen overalt maa kunde finde en Virksomhed i sin Herres Tjeneste, der bærer rigere Frugt end den Embedspligt at prædike hver Søndag til Høimesse, naar den forrettes med koldt Hjerte og dødfødt Tro.

De seer, kjære Pastor Frank! at jeg nu taler som Deres Discipel, skjøndt jeg ikke viste mig opvakt eller modtagelig dengang De bestræbte Dem for at rive Bindet fra mine Øine. Deres Mester er blevet min, og jeg glæder mig hjerteligt til at gjensee ikke alene en dyrebar faderlig Ven, men en høiagtet Troesforvandt, naar jeg igjen kommer tilbage til mit Fædreland. Det skeer maaskee snart, men jeg vilde sige, ikke tidsnok for min Længsel, hvis det ikke var en sørgelig Tildragelse der løsner det Baand hvormed jeg er knyttet til mit andet Fædreland. Onkel har faaet et nyt Anfald af sin gamle Sygdom, og Lægen har berøvet mig alt Haab om hans Helbredelse.

Tag nu til Afsked min varmeste Hilsen til Helene, og Deres elskværdige Datter.

Med inderlig Agtelse og Hengivenhed, Deres
Viggo Aagesen.


Efter at Virginie havde læst dette Brev, kunde ingen Modgang nedtrykke hende. Det solklare Smil, som oplivede hendes Ansigt, gjorde i Forening med Viggos forandrede Begreber et godt Indtryk paa Pastor Frank, og hans Tilfredshed yttrede sig derved at han fik fornyet Haab om Fru Aagesens Omvendelse. Da Virginie en Dag i et pludseligt Udbrud af sin indre Sjæleglæde gav sig til at synge:

„Da byder Vor Herre selv Guds Fred
Til dem, som efterhige!
Da aabner sig Himlens Borgeled,
Da kommet ret Guds Rige!”

sagde han med sin gamle, hjertelige Tillid: Ja mit Barn! vi maa aldrig tvivle om at denne Higen vil vækkes saasnart det er Tid.

Men Helene grublede over Viggos Brev, som hun længe havde grublet over Minonas sidste Ord — hun saae den Fred, der straalte i Virginies klare Øine naar hun kom hjem fra Kirken, og næste Søndag stod hun færdig til at gaae ud, ved Dagligstuvinduet, da Kirkeklokken begyndte at ringe og Virginie kom ind med sin Psalmebog i Haanden. Helene gik et Par Skridt henimod hende med nedslagne Øine, men da den unge Pige istedetfor at udbryde: Vil De med i Kirken?! — ganske taus lagde hendes Arm i sin og førte hende med som efter en bestemt Aftale, følte hun sig befriet fra al Forlegenhed. — Gudstjenesten gjorde intet synligt Indtryk paa hende, men da de gik hjem sagde hun til Virginie: Jeg var som i et fremmed Land, hvor jeg hverken kjender Folk eller Fyrste — men jeg vilde ønske jeg var født der! — „De kan blive som hjemme der, kjæreste Fru Aagesen. Alle Sjæle kan faae Børneret i det Land, hvor Kjærligheden er Konge og Naade hans Lov! Tvivler De derom?” Jeg tvivler om alt! — Eders Tro er smuk — den gjør et Indtryk paa mig som en guddommelig Illusion! — Men jeg har seet saameget Skjønt, dersom den havde Kraft til at trøste Hjertet, styrke Modet, luttre Vegeistringen — og som jeg har troet paa — gaae tilgrunde som et Offer for Dødens Forbandelse. Derfor troer jeg nu paa ingen anden Virkelighed end Tilintetgjørelsen af alt det Skjønne og Gode — det falder med Kjærligheden „Guds Søn blev Menneske, for at opreise den faldne Kjærlighed i Menneskehjertet — han døde for at frelse den fra Døden! Saaledes elskede Gud Verden for den Følelses Skyld, som De troer han fordømmr!” — Hvorfor lod han da Forbandelsen træffe mig saa haardt, fordi jeg hengav mig med Liv og Sjæl til Kjærligheden? Er han alvidende, saa har han seet at den var reen!

Virginie betænkte sig lidt inden hun svarede i en Tone hvis frygtsomme Mildhed søgte at skjule det bestemte i hendes Ord. „De lod Kjærligheden herske — men den skal adlyde!” — Hvem?! udbrød Helene uvilkaarligt. „Gud! — tænkte De paa hans Kjærlighed, da De handlede mod hans Bud?” — Nei — jeg kjender den ikke. „De har Ret! De kjender ikke Gud. Derfor er De ulykkelig, derfor tvivler De nu om alt. Men naar han giver Dem Kjærligheden igjen vil De lære ham at kjende, og føle at han elskede Dem for dens Skyld. De taler saameget om Idealet! — Er det ikke en feilagtig Forestilling om det forstyrrede Gudsbillede der er blevet tilbage i Menneskesjælen efter Syndefaldet? De troede det gjemte Spiren til en Evighed — men denne Spire er visnet og forgaaer, hvis ikke Christus planter den om i sin Have.”

Helene taug, men hun havde hørt Virginie med Opmærksomhed, og Muligheden af at hun havde Ret, var trængt ind i hendes Bevidsthed. Den fordringsløse unge Pige, som hverken blev fundet original eller interessant, havde instinctmæssigt opfattet det Skjæve i den Idealisme som man troede hun „intet Begreb havde om.” — Helene var greben af hendes uskyldige Visdom og grublede i Stilhed over de simple Ord: De lod Kjærligheden herske — men den skal adlyde.

Fra denne Dag lod Virginie ikke Helene falde tilbage i sin forrige Ensomhed og Taushed. De gik sammen i Kirke, syede sammen Klædningsstykker til de Fattige, og om Aftenen læste Virginie Poul Møllers Eivind Skaldaspiller høit. Slutningen rørte Helene dybt! da den gamle Hedning faaer sine Børn og sin Harpe igjen af Christus, græd hun de mildeste Taarer hun havde grædt i lang Tid — men Englene og Virginie smilte!

En Dag da Virginie uventet kom ind, sad Helene med sit Arbeid i den ene Haand, og Hovedet skjult i den anden, der hvilede paa Bordpladen. Da hun hørte de lette Skridt nærme sig, løftede hun Ansigtet iveiret og betragtede sin unge Veninde med et Udtryk af usigelig Vemod og Smerte i de forgrædte Øine. „Hvor Mythen er smuk, om Baldur, som skulde grædes ud af Helheim!” sagde hun. „Men den er tillige sand — saaledes kan man ikke græde! der bliver altid et Punct hvor Graaden standser.” — O nei! udbrød Virginie. Da Christus græd over Verdens Synd, blev Uskyldigheden udfriet af Dødens Vold. Og hans Taarer have Magt til at frelse Enhver, der har Hjerte til at begræde sig selv. — Helene saae paa hende med et kjærligt og tillidsfuldt Blik, idet hun svarede: „Du finder altid det Ord, som trøster og beroliger mig, søde Virginie. Veed Du at der begynder at foregaae en stor Forandring i min Sjæl? Jeg — troer!” og med disse Ord, ved denne Bekjendelse, der udgik fra et bevæget Hjerte, brast hun paany i heftig Graad.

Helene havde sagt alt hvad hun kunde sige med Ord — thi det Sprog Gud taler til den Sjæl han vil frelse fra Døden, lader sig ikke gjentage paa menneskelig Viis! — men hendes hele Væsen talte, og det var en livsalig Tale om nyfødt Tro og gjenfødt Haab og Kjærlighed. Vel var der Smerte i hendes Sjæl, men det var Skjærsilden hvorigjennem den skulde gaae til Himlen, og hun forsagede ikke, thi hun havde fundet Troen, Haabet og Kjærligheden igjen hos Christus.

Ligesom før dvælede hendes Tanker ved det Forbigangne, men hun saae det nu i et ganske nyt Lys, og saa stor var den Fortrolighed, hun havde faaet til Virginie, at hun selv gjorde det Forhold der var hendes Hjerte nærmest, til Gjenstand for deres ensomme Samtaler. Ved en saadan Leilighed sagde hun engang: Jeg var saa tryg, saa fuld af Tillid til min Kiærlighed, fordi jeg vidste at den i sig selv var reen og sand — og i min Blindhed saae jeg i Følgerne en Bekræftelse paa dens fuldkomne Berettigelse: Aagesen var lykkelig, og den lille Pige, der var fordømt til at opvoxe i dette fredløse Hjem hos en Moder der var fremmed for alle moderlige — ja Menneskelige Følelser, fandt hos mig al den Kjærlighed og Omhu et saadant Barnehjerte trænger til, som en Blomsterspire til Solvarmen! det var mig, der gjorde hendes Barndom lykkelig. O, Virginie! da jeg saae hende udvikle sig i al Skjønhedens og Ungdommens Glands, omstraalet af dens Glæde og Lykke — da velsignede jeg min Kjærlighed til hendes Fader tusindfold i dens Følger. Et stakkels vildfarende Hjerte der lader sig henrive af sine Følelser og troer sig veiledet, aner ikke hvilken Gift der kan være skjult i de Følger der see saa glimrende ud! Da jeg saae denne Ungdom og Lykke fortæres af Kvaler som jeg ikke kjendte Aarsagen til, erfarede jeg først at det var Resultatet af min Kjærlighed! — Du har Ret: vor Kjærlighed skal ikke herske, men adlyde blindt i Troen paa at Gud kun fordrer Lydighed i Kraft af den stærkere Kjærligheds Ret.

„Ja!” svarede Virginie. „Hvor Troen mangler, er det naturligt at Hjertet gjør den helligste og bedste Følelse det kjender til sin Guddom.”

Troen! udbrød Helene med et Anstrøg af sin forrige Iver. Den slaviske Hylding af „Ordet” hvori Hjertet ingen Deel har, som man kalder Tro i Modsætning til den ærlige Tvivl der fordømmes som Vantro — den maa give sig tabt i Kamp med en stærk og varm Følelse. Og det gjør den menneskelige Natur Ære! — Det er sandt — Hjertet maa betale sin Lykke med Livet — men gjør den døde Tro sine Tilhængere udødelige? — De synke lidt efter lidt ned i Hels Rige, hvor de høre hjemme — mens Kjærligheden falder som Kjæmpen i Strid, om den end ikke vaagner som han i Valhal.

Helene havde ikke seet at Pastor Frank var kommet ind i Stuen før han stod foran hende med det mest tilfredse Udtryk i sit Ansigt, der længe havde været seet der. „De dømmer saa sandt og rigtigt om den døde Tro der slavisk hylder Bogstaven, at jeg gjerne vilde høre Dem tilføie et Ord om den levende, der frivillig lader sig beherske af Aanden! Har Deres Hjerte intet at sige om en Christens Tro?” sagde han mildt, idet han betragtede hende med Deltagelse og Haab.

Helene bøiede Hovedet dybt, og da hun atter løftede det iveiret og fæstede sit sjælfulde Blik paa Præsien, var en dyb Bevægelse synlig i hendes Ansigt: Jeg kan kun gjentage hvad Virginie nylig sang for mig:

Vor Tro er den Forvisning paa
At vi Guds Naade have,
Som ingen af sig selv kan faae —
Men det er — Aandens Gave. —

Hun afbrød sig selv, kjæmpende med sine Taarer. Men Frank udbrød hjerteglad: „Saa være Gud lovet, der sendte Dem den hellig Aand, til Frelse i den yderste Nød!”