Minona/2/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek
< Minona‎ | 2
Gå til: navigering, søg

Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn


Minona.djvu Minona.djvu/5 193-205

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Femte Capitel.

Hør Paradisets Nattergal
Slaae Jubelslag i Graadens Dal!

Grundtvigs Psalmer.


En kold og stormfuld Novembermorgen gik Pastor Frank opfyldt af sørgelige Tanker, sin sædvanlige Gang hen at see til Minona. Ved hvert Skridt raslede det visne Løv Under hans Fødder, over hans Hoved jog Blæsten de tillige Skyer fremad, som kun ved den urolige Flugt hindredes i at udgyde ny Regnstrømme over den gjennemblødte Jord. Men han havde ikke Øie for den uhyggelige Efteraarsscene — han tænkte paa det unge Menneskeliv, han havde seet henvisne, og nu snart skulde indvie til Gravens Hvile, og med varme Bønner anraabte han Gud i sit Hjerte om det evige Livs Naadegave for den Døende.

Da han traadte ind i Sygeværelset, traf han sin Datter ene hos Minona. Begge de unge Piger var saa fordybede i deres egne Betragtninger at de ikke bemærkede hans Indtrædelse før han stod ved Sengen. Da reiste Virginie sig hurtigt og forlod Værelset uden at hendes Fader blev den usædvanlige Sindsbevægelse vaer, der røbede sig i hvert af hendes Ansigtstræk, i Øiets ængstelige Blik og Kindens stærke Rødme. Da Minona strakte sin svage Haand ud mod Frank og fæstede sit klare Blik paa ham, saae han strax at hendes Befrielse var nær — saa blidt var Smilet om hendes Mund, saa ydmyg den Bevægelse, der fyldte hendes Øine med Taarer.

„Jeg har hele Natten tænkt paa det, De læste for mig igaar om Røveren paa Korset! Jeg græd saameget — jeg var saa bange!” sagde den syge Pige i en Tone der var en svag Efterklang af Minonas Ungdommelige, melodiske Stemme. — Hvorfor var du bange, kjære Barn? spurgte Frank. „For Døden! — jeg har saa tidt paakaldt den, naar jeg leed uden Haab om Frelse — fortvivlet, forvildet klyngede mit Hjerte sig til den, som den sidste, eneste Tilflugt mod de Smerter, jeg ikke kunde udholde — og nu kommer den og river mig bort fra Angeren, fra Haabet, fra Omvendelsen, der her i Livet kan frelse Synderen fra den evige Død. Saaledes tænkte jeg inat, og mit Hjerte var knuget til Jorden af Angst og Gru!”

Tvivler du da om at han, der har opvakt de Døde paa Liigbaaren, kan frelse den døende Synder? — Minona smiilte saligt, idet hun svarede: „Jeg veed hvad De vil sige: Christus har selv sagt mig det inat, da jeg græd og bad om at han vilde give mig sit Ord paa at jeg engang skal see ham i Paradiset, naar Angeren har luttret mit Hjerte, naar Kjærligheden til ham har gjort mig ydmyg, som Røveren var. Da svarede han at han har elsket mig længe før jeg kjendte ham — ja selv dengang jeg gav mig Døden ivold — og at den Kjærlighed hvormed han har tilkjøbt sig alle angrende og bedrøvede Menneskesjæle er stærkere end Døden. Han sagde” — vedblev hun, idet Taarerne strømmede med fornyet Magt — „at han vil tænke paa mig naar Døden standser mit Hjelteslag — og at jeg skal komme til ham i hans Rige!” Udmattet af Sindsbevægelsen, men med et livsaligt Udtryk af Fred og Glæde i sit Ansigt, sank hun tilbage paa Puden, og blev liggende stille med Franks Haand i sin.

Om Formiddagen kom Doctoren som sædvanligt. Han betragtede den Syge med undertrykt Bevægelse, og bad hende om at undgaae al Anstrengelse. Men hun rystede sagte paa Hovedet. „Jeg har føiet Dem saalænge!” svarede hun. „Idag maa De give efter for mig. Jeg er fri for Smerte, og kan uden stor Anstrengelse tale lidt — til Afsked — med alle mine Kjære. De veed jo at jeg døer — jeg veed det selv! — hvorfor maa jeg da ikke benytte denne Dag, som maaskee er den sidste, til at trøste mig ved den Kjærlighed, jeg har været velsignet med i Livet?” I Guds Navn da — jeg nægter Dem intet! svarede Doctoren sørgmodigt. Minona takkede ham, og tog kjærlig Afsked med den venlige gamle Mand, der som Alle der kjendte hende, tog hjertelig Deel i hendes Skjæbne.

Derefter bad hun Frank om at hente Viggo. — Han havde samlet al sin Fatning — Udbyttet af mange Dages og Nætters uophørlige Kamp — for ikke at forstyrre hendes sidste Øieblikke, og det var ikke alene den udvortes Selvbeherskelse, han havde vundet i denne svære Strid, det var den indre Klarhed, der vel mangfoldiggjør Smerten idet den belyses fra alle Sider, men tillige tvinger Sjælen og Villien til at søge Frelsen. Naar en dødelig Sorg bringer Dødskvaler over os, raabe vi i Fortvivlelse: „Herre frels mig! jeg forgaaer!” og Herrens Haand er allerede udstrakt til den Ulykkeliges Frelse. Men naar Sorgen har nedsænket Sjælen i Dødens Dvale, griber den uvilkaarligt ethvert Bedøvelsesmiddel af Frygt for at vaagne i Pine. Viggo havde ikke søgt Glemsel, men Opvækkelse i Dødsangstens Kval, og hvad ingen Forsken og Undersøgelse havde erhvervet ham, fandt han nu i Underkastelse og Ydmygelse for Gud: Forvisningen om at der er en Frelser.

Bleg og udvortes rolig, men med alle Lidenskabens Storme i sit Bryst, nærmede han sig Minonas Seng. Han havde ikke været inde hos hende efter at hun paa Tyras Dødsdag blev bragt hjem fra Præstegaarden i et voldsomt Anfald af hectisk Feber — og nu havde Døden mærket dette Ansigt, der sidste Gang han saae det, var besjælet af Livets mægtigste Lidenskab. En klar Rødme — det sidste Gjenskin af den jordiske Ild — farvede pludseligt hendes Kinder da hun hørte de bekjendte Skridt, men den var for svag til at dvæle et Øieblik, og hendes Ansigts Udtryk var Sjælefred og Resignation da hun rakte ham Haanden. Men da Viggo, altfor rystet til at udholde dette Blik, vendte Hovedet bort, fyldtes hendes Øine med Taarer, og Læberne skjælvede af Bevægelse idet hun med den dybeste Smerte hviskede: Kan du ikke taale at see mig — volder mit Ansigt dig Gru? — Viggo tog Haanden fra Øinene, knælede ned ved Sengen, og betragtede hende længe i Taushed — i dette Blik talte Sjæl til Sjæl og den Døendes Fred steg som en Engel ned i den Levendes sønderslidte Hjerte, for at styrke det til den lange Kamp der forestod.

Hun var den, der talte først: Hvad vil du gjøre naar jeg er død? spurgte hun med et tungt Hjerte. „Jeg vil leve!” svarede Viggo. „Frygt ikke for mig — Sorgen skal ikke see mig saa svag som Kjærligheden! Det er sandt, der gives Lidelser, hvorfor Naturen gyser tilbage — og jeg har følt mig feig af Fortvivlelse, men netop i disse Øieblikke har jeg lært en overmenneskelig Kraft at kjende. Jeg troer bestemt — thi jeg har erfaret det — at vi ikke stride den sværeste Strid alene. Der er en Magt, som siger nei til Helvedes Ja — og som ikke gaaer fra sit Ord — en Gud, der modsætter sig Synderens Død for at han skal omvende sig og leve!”

Minona smilte mildt bevæget idet hun sagde: O Viggo, hvor jeg beundrer dig! — Naar du vidste hvorledes dine Ord trøste og berolige mig! Nu gaaer jeg glad til Gud, da jeg kan vente at møde dig hos ham — men Adskillelsen er saa tung! — „Ja — dog lovet være Gud, der tager dig bort herfra! thi Livet er tungere — naar man bærer en Grav i sit Hjerte!” udbrød Viggo med en trøstløs Sørgmodighed, der gjorde stærkere Indtryk end Udbruddet af den heftigste Lidenskab. Minona følte det, og Smerten fordunklede hendes klare Træk. — Jeg frygter, Viggo! sagde hun med bævende Stemme — at Erindringen om mig vil stille sig som en Skygge mellem dig og alt det Skjønne og Glædelige i Livet — at jeg vil leve i din Sjæl som en nagende Anger, en uoprettelig Skam — er det saaledes? — „At Erindringen om dig vil stille sig mellem mig og Livets Glæde? Ja! men ikke mellem mig og dets Skjønhed, uden for at fordunkle den. Du Minona, var det Skjønneste jeg saae i Livet, Erindringen om dig bliver det Skjønneste der er tilbage for mig, til jeg faaer dig selv igjen. Lad os ikke tale om Skam — jeg vil aldrig kunne forbinde dette Begreb med Forestillingen om dig. Naar jeg tænker paa min elskede Minona — og denne Tanke vil være uadskillelig fra mit Væsens Liv — da vil det være din Ulykke og mit Savn, der tillukker mit Hjerte for denne Verdens Glæde!” — Denne korte Samtale havde udtømt den Syges Kræfter. Feberen begyndte igjen, og Viggos Stemme var ene istand til at berolige hende, skjøndt hun ikke længer forstod hans Ord, men ængsteligt kjæmpede med sine egne vilde Phantasier.

Imidlertid var Frank gaaet at søge Helene, hvis Tilstand siden det sidste afgjørende Anfald af Minonas Sygdom, havde foruroliget ham i høi Grad. Da han kom ind i Dagligstuen, saae han kun Virginie der stod ved Vinduet og lænede Panden mod Ruden. Hun vendte sig hurtigt om, da hun hørte sin Faders Skridt, og udbrød grædende idet hun med en heftig Bevægelse kastede sig i hans Arme: O, kjære Fader! jeg er saa ubeskrivelig Ulykkelig — jeg har i lang Tid ikke havt Fred i mit Sind! Hvorledes skal jeg befrie mig fra de onde Tanker?

Frank tog uagtet den sagte Modstand han mødte, Hænderne fra hendes Ansigt og sagde idet han med et alvorligt Blik saae ind i hendes grædende Øine: „Du har Ret, mit Barn! jeg har længe mærket at der rørte sig noget i dit Sind, som ikke er godt. Siig mig hvad det er, som ligger dig paa Hjerte?” — Minona! udbrød Virginie hulkende. Du veed hvor inderlig kjær hun har været mig — hvorledes jeg selv har glædet mig over hendes Skjønhed og ubeskrivelige Elskværdighed — mod hende har jeg i den senere Tid næret de bittreste Følelser i mit Hjerte! — O, det er græsseligt — men jeg maa sige det, hvis jeg nogensinde skal faae et roligt Øieblik igjen! — jeg har misundt hende! mens alle Andre beklagede hendes Sygdom og beundrede den Taalmodighed og Mildhed hvormed hun finder sig i sin Skjæbne — har jeg, hendes Veninde, følt Misundelsen nage mig i Sjælen, og nu da hun døer, er det som en Steen blev lettet fra mit Hjerte!

Frank betragtede sin Datter rørt og bedrøvet. „Har min Virginie glemt hvem det er, der kan frie os fra det Onde? — Beed ham Barn, at skabe et reent Hjerte, og fornye en stadig Aand i dig — din Fader skal bede med dig og for dig!” — O, kunde jeg dø i hendes Sted! udbrød den unge Pige fortvivlet. Men nu blev Frank vred, og svarede heftigt: „Misunder du den Døende hendes Fred, fordi der er Strid i dit eget Hjerte — da mener du det ikke alvorligt med din Anger! Veed du hvad hun siger, paa hvis legemlige Lidelser Døden dog vil gjøre Ende? „„Kunde jeg blot leve! min Sygdom er intet mod den Smerte i min Sjæl, at jeg skal dø fra Angeren og Omvendelse!”” Og du, der er opdraget i christen Tro, du ønsker dig Døden, som om din Synd ikke vilde opstaae af Graven og vidne imod dig for Gud. Vaag over dig selv, Barn! vaag og beed, at ikke Fristeren faaer Magt over dit Hjerte!” Virginie græd som om hendes Hjerte skulde briste. „Hvis du virkelig har elsket Minona, saa tænk paa hende, og glem om muligt for en Stund din egen Sorg! hun lever neppe mange Timer, og jeg veed at det bagefter vil gjøre dig inderlig ondt om du paa hendes Dødsdag havde tænkt mere paa dig selv end paa hende. Hvorledes har Fru Aagesen det?” — Hun er helt forvandlet siden hun veed hvad — her holdt Virginie inde med pludselig Rædsel, og vedblev med synlig Anstrengelse: siden hun veed at Minona ikke kan leve mange Dage. Jeg troer ikke hun er fuldkommen ved sin Bevidsthed! hun gaaer omkring i evig Uro, og udbryder tidt i vilde Klager og heftig Graad. Kun naar hun kommer ind til Minona er hun stille, og saa antager selv hendes Ansigt et mildere Udtryk — saa vant er hun til at tænke paa dem, han elsker!” Helene, der idetsamme traadte ind, havde hørt det sidste Ord, og sagde med Bitterhed: Taler du om Kjærlighed? tag dig iagt for den, Barn! Dine Fjender behøver du ikke at være bange for, de gjør dig ingen Fortræd — Døden kommer fra dem, der elske dig! — Frank betragtede hende med sorgfuld Medlidenhed; ikke engang i Minonas Udseende havde Sygdom og Hjertesorg stiftet en saa rædselfuld Ødelæggelse. Det saae ud som om kun Fortvivlelsen opretholdt denne Kvinde: den stirrede ud af hendes store sorte Øine, den vred sig krampagtigt i Smilet om hendes hvide Læber, den kom tilsyne i hver Bevægelse, gjenlød i hvert af hendes Ord. Hun havde kun levet og aandet i Kjærlighed — nu, da hun gjennem Minonas Feberdrøm, naar hun om Natten vaagede ene ved hendes Leie, havde lært de skrækkelige Følger af denne Kjærlighed at kjende, mistede hun alt — kun Rædsel over det faldne Afgudsbillede i hendes Hjerte blev tilbage. Kjærligheden var hendes Liv, hendes Tro, hendes Evighed; hun var en af de enthusiastiske, men lidenskabsløse Naturen som kun kjende denne Følelse i dens Ro og Harmonie — en Lidenskab som Minonas, var hende en Gaade! men denne Gaade lærte hende at Opløsningen paa den Kjærlighed hun havde pleiet som et helligt Mysterium i sit Hjerte, var Forbandelse.

Mens Frank forgjæves søgte at vække hendes Opmærksomhed for sine kjærlige Ord, og Virginie glemte sin egen bittre Hjertesorg i sin Deltagelse for hendes, hørtes Viggos Skridt udenfor. Helene greb skjælvende Præstens Arm, da han aabnede Døren, og betragtede hans dødblege Ansigt med en Angst, som lærte hende at gjætte hans Budskab. „Minona ønsker at see os alle!” sagde han med usikker Stemme, og gik foran dem op til hendes Værelse. Hun betragtede dem længe med usigelig Ømhed, og sagde endelig med mat Stemme idet hun strakte begge sine Hænder ud imod Helene: Kom helt hen til mig, at jeg kan see dit fede Ansigt endnu engang! Din Kjærlighed — „Tie Minona — af Naade — af Barmhjertighed! jeg kan ikke udholde dette!” udbrød Helene vildt, og kastede sig ned ved Sengen, i hvis Teppe hun skjulte sit Ansigt. Minona henvendte sig til Frank, og sagde bønligt: Lov mig ikke at forlade hende — lad hende ikke dø! Det er mit sidste Ønske, min sidste Bøn til Gud at hun maa leve for at lære Christus at kjende. Virginie! du var mig den kjærligste Søster — vil du nu være hendes Datter i mit Sted? Den stakkels Virginie svarede med at kysse hendes Haand, og trykke den til sit Hjerte; det var hende umuligt at svare ja til denne Opfordring, skjøndt hun havde lovet sig selv at blive en Søster for Minonas Broder.

Efter det sidste Feberanfald var den Syge længe i Besiddelse af hele sin Aandsklarhed og Bevidsthed. Hun talte meget med Frank, og aldrig havde hendes rene Følelse og sjeldne Dybsindighed glimret herligere end i de tillidsfulde og begeistrede Ord hvormed hun omtalte sin Død, og det Liv hvorpaa hun troede. Men henimod Skumringen blev hendes Aandedrag igjen uroligt, Blikket stirrede vildt op i Luften, og den blussende Feberrødme udbredte sig hurtigt over hendes Kinder for at efterlade en dødelig Bleghed. Det var tydeligt at hun kjæmpede med ængstende Følelser. Pludselig reiste hun sig op i Sengen og udbrød i Vildelse: Jeg bliver saa forunderlig tilmode — er det allerede Døden? — I er dog alle hos mig — jeg kan ikke see! Er det dig, Viggo, som holder min Haand? Hold den fast — der er ingen Synd deri! Det var Livet, der skilte os ad — derfor døer jeg jo. Jeg frygter! — udbrød hun skjælvende af Angst — jeg — døer! O, hold mig fast — lad mig ikke synke ned i det dybe — evige Mørke — i Dødens Kulde! Naade — frels mig Gud af denne Elendighed! — Lys! vedblev hun jublende — det lysner for mine Øine — det straaler, det varmer — det trænger ind i mine Øine, i mit Hjerte! Lys i Dødens Mørke! hører I — det er ingen Løgn — der er en Sol i Aandens Rige! See derop Tyra, hvor Englenes Øine skinne som Stjerner — det er Kjærligheden der har tændt disse Straaler! — Jeg seer en Verden af Glæde og Fred — jeg seer Kirken bygget af levende Sjæle! Hører du Sangen — o, mange Salige synge nu med Guds Engle, som har grædt paa Jorden! — Men hurtigt afløstes disse salige Drømme af en vild og sønderrivende Angst: Du havde Ret — Viggo! der er et Svælg mellem Himlen og Jorden — der er ingen Bro over den sorte Flod hvis Bølger allerede væde mine Fødder — og jeg styrter derned, hvis I ikke holde mig fast! Slip mig ikke! Hvor jeg seer hen, vælte de sorte Bølger sig foran mig — jeg seer Menneskeøine stirre op fra Dybet — det er græsseligt! Der er Ild dernede — naar jeg lukker mine Øine slaae de røde Luer iveiret omkring mig — Frelser, du som døde for os — grib mig i dine Arme, lad mig ikke styrte ned i den evige Ild! Hvem talte — gjentog nogen mine Ord? Ak nei — det var mig selv, der istemte det Hjerteskrig der klinger fra Dybet! — „Nei” — var der En som sagde nei til Døden, naar den knuger Offeret i sin Favn — o, da maa det være ham der døde for vore Synder! Er du her — da frels os — o, frels os alle —lad os ikke dø med Paradiset for Øie! Naade — Jorden brister under mine Fødder — forlad os vor Skyld! — „Ja!” — høre I Elskede, det Ja — Englene gjentage det jublende i Chor — Paradiset gjenlyder deraf — mit Hjerte — — — Bølgerne bruse — men han gaaer sikker over Vandet — Flammerne slaae iveiret, men de berøre ikke den Renes Fod, og mig løfter han høit mod Himlen paa sine Arme! Det er rædsomt at see derned — jeg svimler — hold mig fast, trofaste Kjærlighed! — Strømmen bruser under os — dernede brænder den evige Ild — men jeg hviler — tryg — ved den evige Kjærligheds Hjerte! — Minona sank tilbage, og laae et Øieblik stille med et forklaret Udtryk i det elskelige Ansigt. Derpaa reiste hun sig endnu engang og udbrød jublende: Græd ikke, I Elskede! det er saligt at føle hvad jeg nu føler — Livet! — Ingen Lyd kom mere over Minonas Læber — hun sank død tilbage i Viggos Arme.