Minona/2/4
Fjerde Capitel.
Af Mulm og Mørke gik jeg frem,
Men gik som Automatet!
Til Mulm og Mørke gaaer jeg hjem —
Og Nul er Resultatet.
J. L. Heiberg.
Johannes Verner blev dybt rystet ved Efterretningen om Tyras Død; men det var ikke Tabet af den eneste Kvinde han virkelig havde elsket, det var Tabet af den negative Retfærdighed, der bestaaer i ingen æreløs eller forbrydersk Handling at være sig bevidst, som forstyrrede hans Sindsro, og formørkede hans Blik. Han havde for længe siden — glemt Tyra! nu forekom det korte Afsnit af hans Liv hvori hendes Billede mødte ham, naar han tænkte tilbage derpaa, som en Drøm, og han stod i sin egen Forestilling som en Ulykkelig der isøvne har dræbt et Menneske, og vaagner som Morder.
Han var nylig kommet til Egnen med sin Forlovede, for at besøge hendes Slægtning, uden at tænke paa noget Sammentræf med Tyra hvis Tilværelse han sjeldent mindedes, og hvis Kjærlighed han efter den menneskelige Naturs Love betragtede som noget der havde været, men umuligt i lang Tid kunde have overlevet hans. Imidlertid blev han overtydet baade om hendes egen og hendes Kjærligheds Tilværelse, da han en Aften spadserede med sin Forlovede og hendes Onkel paa Kirkegaarden, hvor den gamle Mand havde ført dem hen for at vise sin Broderdatter hendes Forældres Gravsted. Imens han havde bøiet sig ned for at luge det Ukrudt bort, der slyngede sig om Stenen, vendte Frøken Feilberg sig om til Johannes, og idet han benyttede sig af Leiligheden til at kysse hende — kom Tyra ubemærket derhen, paa Veien fra sin lille Piges Grav. Hun standsede som forstenet og stirrede paa dem til Johannes Blik traf hende — da bedækkede hun Øinene med sine Hænder og fjernede sig ilsomt. Hendes Fremtræden var saa lydløs og hendes Bortgang saa hurtig at Frøken Feilberg ikke blev den vaer. Men Johannes var adspredt og aandsfraværende paa Hjemveien, og den næste Dag underrettede han sig om alt hvad der angik Frøken Falks Omstændigheder og Levemaade — men inden Sol gik ned, traf den skrækkelige Efterretning om hendes Selvmord ham. Da følte han Samvittighedsnag og Skræk, og overalt hvor han gik og stod forfulgtes han af sin pinlige Selvbebreidelse.
En Aften var han gaaet alene ud for i Ro at kunne overlade sig til de ubehagelige Betragtninger, som han ikke var istand til at banlyse fra sit Sind. „Jeg har været en Drømmer og Sværmer alle mine Dage!” tænkte han. „Og Ulykken var at jeg fandt En, der var endnu mere sværmerisk end jeg. Fik hun mig ikke til at vende op og ned paa Tilværelsen, saa jeg tog Drømmen for Virkelighed, og Virkeligheden — for Løgn og Tant, som det ikke er værd at tage op paa Gaden! — Meget er den rigtignok ikke værd!” vedblev han med et Suk — „men havde vi holdt os til den, havde Tyra aldrig begaaet en saa skrækkelig Handling, og jeg maatte ikke i dette Øieblik anklage mig selv som — en Forfører! — Hvorledes vilde en Anden have handlet i mit Sted? — Hun var saa ung, saa rigt begavet med alt hvad der i Sandhed giør Kvinden uimodstaaelig — hvor vidt forskjellig fra vore Toiletheltinder, der aagre med deres Yndigheder for at vinde Herredømme over Hjerterne, mens man kan træde deres Rettigheder og Menneskeværd i Støvet, uden at de knye — før Emancipationen kommer i Mode! Hun manglede rigtignok deres tamme Elskværdighed og forstod sig kun lidt paa deres forlorne Kunster — hun var en af de sjeldne Naturer, der forstaae at elske og formaae at hade! Da jeg saae hende, bildte jeg mig ind at møde en af Oldtidens Sagnheltinder — alle mine Drengephantasier levede op igjen! Og hun — istedetfor at lee mig ud! — manede dem frem og levendegjorde dem ved den forunderlige Sympathie, der altid lader den ene Phantasi finde den anden — og viste mig denne Drømmeverden som det forjættede Land, Menneskeheden gjennem al sin Splid og Forvirring, valfarter til. Herregud — Tanken derom forvirrer mig endnu — det Hjernespind formaaer dog, hvad intet i Verden senere er istand til: at gjøre lykkelig! Dersom hun levede kunde hun maaskee endnu faae mig forvandlet til en ny Don Quixote, der jager Verden rundt paa sin Kjephest, for at realisere Idealet. Stakkels Tyra!! — De Idealer har ogsaa Fanden skabt, for at bilde Skillingen ind at den er slaaet til en Daler!”
I disse og lignende Tanker havde Johannes længe gaaet omkring uden at lægge Mærke til at Mørket faldt paa. Nu saae han sig om for at udfinde den korteste Hjemvei, men standsede uvilkaarligt, greben af en rædsom Anelse ved det Syn, han havde for Øie. Paa den af det klare Maanskin oplyste Eng, saae han to Mænd ifærd med at grave — et kort Stykke Vei derfra holdt en Vogn; en kvindelig Skikkelse nærmede sig sagte, og stillede sig, ubemærket af Mændene tæt ved den. Med Gysen syntes han at skjelne en sort Kiste, der stod paa Jorden ved den unge Piges Fødder; og saaledes var det! — Da de var færdige med Graven og nærmede sig for at hente Liget, rakte hun dem begge Haanden, og traadte tilside; imens de bar Kisten bort kastede hun sig paa Knæ, og løftede bedende sit blege Ansigt op mod den stjerneklare Himmel. Kisten var sænket i Jorden, og Stedet hvorunder den stod, bedækket med Grønsvær — de tre Personer var kjørt bort — ingen skulde ane at her havde fundet en Begravelse Sted — men Johannes Verner vidste det, han vidste hvem det var, de havde bragt til Hvile paa dette ensomme Sted! Han nærmede sig sagte, som en uimodstaaelig Magt drog ham derhen, skjøndt Frygten for at træde paa Tyras Grav bragte ham til at gyse ved hvert Skridt — og ude af Stand til at holde sig opreist, sank han ned paa en lille Bænk, der stod i Skyggen af det Træ hvis Grene hvælvede sig over Graven. Et tungt og dybt Suk trængte sig langsomt frem af hans Bryst, men det gjaldt ikke den „stakkels Tyra!” nei, Gud være lovet saa steendød bliver aldrig en Menneskesjæl, der har elsket, at den finder Livets Forliis ynkeligere end Kjærlighedens. Johannes følte at Tyra stod høit over hans Medlidenhed, hun, der havde været sin Kjærlighed tro til Døden! Han sukkede over sit spildte Liv — han ynkede sig som sin Lykkes Selvmorder.
For at fatte denne Overgang i Johannes Følelser, maa man kjende ham bedre end det er muligt ved at dømme efter hans egne Tanker. — Der ligger en dyb Sandhed i Schillers Ord: „at den, der vil blive Mand, maa have Agtelse for sin Ungdoms Drømme!” thi hvad der i Barndommen og Ungdommen endnu er Drøm, skal i Manddommen modnes til Virkelighed i Daad og Tale. Men naar Sværmeren mangler Mod til at gjøre Drømmen virkelig, saa fordømmer han den som Overspændthed og Phantasie, skjøndt det var den uudviklede Virkelighed i hans Væsen, Guddomstanken i hans Sjæl — han fordømmer den, fordi den ellers ved hvert Skridt paa Middelmaadighedens Alfarvei vilde fordømme ham. Saaledes gik det med Johannes: Der var Sandhed i hans Kjærlighed til Tyra, varm, oprigtig, ridderlig Begeistring for hende i hans Sjæl, men da han havde offret Kjærligheden for Forfængeligheden, var det ham en Lindring, en for en Realist værdig Opgave at overbevise sig selv om at denne Kjærlighed aldrig havde været andet end Indbildning.
Han var en rigt begavet Natur, et letbevægeligt, for alle store Indtryk modtageligt Gemyt, men han var forfængelig, og Forfængelighedens almindelige Forbandelse: Feighed, lagde alle hans gode Egenskaber i Graven. Mod — i Ordets sædvanlige Forstand — det manglede han ikke: han vilde ikke flygte i Krig eller afslaae en Udfoldring — han styrtede engang ind i et brændende Huus og frelste et Menneske fra at indebrænde, og en anden Gang havde han reddet et lille Barn, der var faldet i Vandet — men skjøndt han saaledes ved Hjælp af Redningsmedaillerne kunde bevise at han hverken skyer Ild eller Vand, gjentager jeg dog — thi Sandheden nøder mig dertil — at Johannes Verner var feig — han gjorde sig til Omstændighedernes Træl, og han var skabt til at blive deres Herre! han vovede ikke det afgjørende Skridt der stiller en Personlighed udenfor det Almindelige. Han kunde staae for Skud — men han kunde ikke staae for Sladder! — Havde han levet i Middelalderen, var han blevet en af Christenhedens tappreste Riddere, nu blev han Kjøbenhavns første Cavalleer — uimodstaaelig for Damerne, og uefterlignelig for Herrerne; men i Middelalderen vilde han have glimret ved alle de udmærkede Egenskaber han besad, istedetfor at han nu holdt dem i livsvarigt Fangenskab — og glimrede ved det intetsigende og uridderlige Væsen, han tilegnede sig. Thi Ridderlighed vilde i vor Tid see ud som Sværmerie — og Johannes, der hverken skyer Ild eller Vand, skyede det Latterlige i en Sværmers Forhold til hele den forstandige Verden. Han sang altsaa med de Fugle, han var iblandt, og om han end ikke var lykkelig, saa var dog hans Forfængelighed tilfredsstillet. Naar de bedre Kræfter rørte sig i deres Fængsel, saa ynkedes han over en Verden, hvor en Sværmer er en latterlig Person — men det faldt ham ikke ind at ynke sig selv, fordi han ikke vovede at overbevise Verden om det Modsatte. Hans sande Natur, hans virkelige Jeg lignede et fortryllet Slot, der er sunket ned paa Bunden af en dyb Sø — en Skat, som ved Eierens Brøde er sunket i Jorden. Men ingen Fortryllelse er saa stærk at den jo kan løses, naar den nærmer sig, hvem gode Aander lærte Befrielsesordet.
Johannes's gode Aand sendte ham Tyra. Hun forstod ham, hun lærte ham igjen at forstaae sig selv og Kjærligheden hævede den Skat af Liv og Kraft, der laae ufrugtbar i hans allerede livstrætte og henvisnende Sjæl. Men det varede ikke længe før Forfængeligheden kom i Strid med Kjærligheden: Saalænge han levede sammen med Tyra tænkte han kun paa hendes Dom, og aldrig havde hans Forfængelighed følt en saa berusende Tilfredsstillelse, som den hendes Beundring og Enthusiasme beredte den. Her turde han vise sit sande Væsen, uden Frygt for at blive gjort latterlig! hendes Øine straalede af Stolthed og Glæde naar han udtømte sine begeistrede Tanker og Ideer for hende om Menneskelivets store Maal og hellige Betydning — den ulige høihjertede Pige saae allerede i Aanden sin Elsker, som en Kjæmpe mellem Dverge forfægte Livets og Sandhedens evige Ret over en dybtsunken Slægts Fordomme og Fængselskranker — og naar han talte til hende troede han selv at han vilde idetmindste gjøre Underværker. Men Johannes kunde ikke altid blive hos Tyra — han havde gjort hendes Bekjendtskab paa en Reise, hvis Maal var Udlandet, og efter et Ophold i hendes Egn, længer end det burde have været, maatte han give efter for Nødvendigheden og reise videre. Men om et Aar, naar Udenlandsreisen var lykkelig tilende, saa skulde de gjensees for ikke mere at skilles.
Men altsom Johannes fjernede sig mere og mere fra sin Elskedes Opholdssted, begyndte Heltemodet at synke, og Begeistringen — kun ikke den, han følte for Tyras Person — fordeelte sig lidt efter lidt, som Taagen, der forrædersk skjuler enhver Gjenstands virkelige Udseende, men maa vige for det klare Dagslys. Han begyndte umærkeligt, næsten ubevidst at overveie hvilken Opsigt det vilde gjøre om han kom tilbage fra sin Reise som en ravgal Idealist — han huskede paa at Verden nu engang ikke er indrettet saaledes at vore bedste Tanker lader sig realisere uden Scandale — at den Enkelte kun er en meget ringe Deel af Pluraliteten, og derfor gjør bedst i at tie hvor han ikke kan samtykke, og lade den Steen ligge, som han ikke kan rokke. Kort sagt — inden Johannes Verner naaede sit Bestemmelsessted, var Helten tabt bag af en Vogn og Cavalleren tilbage. Hvad skulde der nu blive af Tyra?
„Naturligvis henter jeg hende naar jeg kommer tilbage, og indfører hende som min Kone i min Omgangskreds. Hun er rigtignok aparte, men nydelig og elskværdig i sin Originalitet — med en lille Tilsætning af Complaisance vil hun blive fundet fortryllende.” Men en hemmelig Frygt i hans Hjerte gjorde dette Haab idetmindste tvivlsomt, og endnu mere ængstede han sig ved Tanken om hvorledes Tyra vilde finde ham. Da han af Naturen var en stor Hader af Vanskeligheder, og disse stedse mangfoldigere knyttede sig til Forestillingen om Tyras Indførelse i hans „Omgangskreds”, blev det første „naturligvis” hurtigt udeladt og det varede ikke længe til et „maskee” indtog dets Plads. I sine Breve var det ham i Begyndelsen let at vedligeholde den gamle Tone, thi endnu begeistredes han ved Tanken om Tyra, endnu lod Kjærligheden ham glemme hele den øvrige Verden og hendes meget tvivlsomme Indtrædelse deri, naar han directe henvendte sig til hende med Ord saa søde, saa fulde af Elskov og Ømhed, at hendes Hjerte bævede af Henrykkelse mens hun læste dem — skjøndt hun savnede noget! Elskeren maatte ikke fordunkle Helten. Stakkels Tyra! —
Men da denne Følelse svækkedes — og den maa vantrives der hvor dens Herredømme ikke er udeelt! — blev Tanken om hende ham snart besværlig. Der knyttede sig saamangt et Hvis og Dersom — til Følgerne af den Forbindelse, han altfor ubetænksomt havde indgaaet, at han vilde være meget glad ved at unddrage sig disse Følger. Han mærkede at Kjærligheden forstyrrer Sindets Ro og Tankens Ligevægt, at den ikke engang er velopdragen nok til at nøies med den lille Plads man vilde anvise den, men tilsidesættende hvert Hensyn til Omstændighederne og Leiligheden, vedbliver sin oprindelige Fordring: alt eller intet. Da han nu paa ingen Maade vilde gaae ind paa den Fordring at offre den alt, gjorde han sig en Ære af at Underkue og bestride den med alle Fornuftens og Virkelighedens Vaaben. Fra Indifferentist blev han Realist. Det er en Strid hvori vi have to Stormagter til Allierede: Døden og Djævlen — og Gud kan ikke hjælpe den, der raser mod sig selv. Det var da intet Under at vor Helt fik Bugt med Sværmeriet. — Om Tyra var der ikke længer Tale da han kom tilbage — derimod forlovede han sig kort efter med sin Cousine, den smukkeste Pige i Kjøbenhavn, som alle Herrerne misundte ham i samme Grad som alle Damerne misundte hende.
Men hvor seirrig end Døden kan være i sin Kamp
mod Livet, opnaaer den dog aldrig den Triumph, at et
Menneskehjerte der engang har levet og elsket bliver saa
steendødt at intet Indtryk kan bringe dets brustne
Strenge til at klinge. Nei, der gives Øieblikke da Liget
vender sig i Graven af Rædsel over sit forspildte Liv!
Det var en saadan Bevægelse, der foregik i Johannes
Sjæl ved Tyras Grav. Endnu engang hævede denne
elskede Skikkelse sig seirende i hans Erindring, og ved
dens Side Gjenfærdet af ham selv, som han engang havde
været fuld af Ungdomsmod og Begeistring — og foran
dem begge — Livet! Det var Sandhed! vidnede en
Stemme fra Graven, og Johannes tænkte ikke i dette
Øieblik paa at gjendrive den. Han havde med Glæde
givet Resten af sit Liv, for at drømme sin Ungdomsdrøm
om igjen! — Men Virkeligheden slipper ikke sit Bytte! „Til Graven skulle alle de Døde” — ogsaa de Syner
som denne Nat havde henrevet Johannes. Hans
Sindsbevægelse lagde sig efterhaanden, Fornuften gjenvandt sit
Herredømme over Indbildningskraften — og i denne
fortabte Menneskesjæl, dette forraadte Guds Huus, var
intet tilbage undtagen Dødens Braad og Gravens Seier.