Minona/2/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek
< Minona‎ | 2
Gå til: navigering, søg

Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst Kjøbenhavn


Minona.djvu Minona.djvu/5 163-180

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Tredie Capitel.

Viis mig den Urt ved Lethes skumle Bred,
Der gjemmer Giften, smertelig — men sikker!

”Væringerne”. —

Men naar der skriftes saa paa Jord
Da er der Fryd i Englechor.

„Kong Svend og Biskop Vilhelm.”


Tyra laae dødbleg paa Sengen med lukkede Øine, og den ene Haand, der var krampagtigt sammenknuget, fast trykket mod Panden. Minona nærmede sig ængsteligt og knælede ned foran hende, idet hun først sagte, men høiere og høiere alt som Angsten voxede, kaldte hende ved Navn. „Hun er død!” udbrød hun tilsidst fortvivlet. Men Tyra var kun afmægtig efter et Krampetilfælde, og slog i detsamme Øinene op med et forvildet Blik: „Hvem sagde at jeg var død? raabte hun heftigt. O, det er ikke sandt — alt — alt er Løgn og Bedrag — det sidste som det første! Jeg følte mine Øine, mit Hjerte briste — jeg sank ned i den sorte Nat — og nu vaagner jeg, som efter en Søvn! Livet er fuldt af Bedrag, men ingen Løgn kan dog lignes ved den — ingen Skuffelse martre som den — at Døden er en Søvn! — Sluk Lyset paa Himlen — jeg vil aldrig see det mere! jeg vil blinde mine Øine, min Sjæl at ingen af de falske Straaler skal trænge derind! See ikke derop om Natten naar Stjernerne skinne som Engleøine! De vinke Sjælen saa kjærlighedsfuldt — den seer sig riig, den seer sig stærk i Guddomsglandsen deroppe fra — og hvad er denne Salighed — en Løgn! Jeg gav Lyset mit Hjerte — og nu seer jeg at Lyset er den evige Falskheds Kilde! — hun havde talt afbrudt i feberagtig Vildelse, og nu faldt hun udmattet tilbage, uden at have seet Minona. Pludselig reiste hun sig op i Sengen, og vedblev: De spaaede mig det saa vist — men jeg vilde ikke tro dem! Jeg vil aldrig — aldrig mere — tro noget! Jo Døden vil jeg tro — jeg har kaldt den Hjælp — den skal sikkre mig mod mine Fjender — ende min Elendighed — tilintetgjøre! — — Jeg kaldte — hvorfor tøver du? Kom Djævel! naar Englene staae i Løgnens Sold, skal du være min Herre og Gud. Jeg har hadet dig saa bittert — o, tilgiv! og forbarm dig over mig!” med disse Ord betragtede hun med stirrende Blik en lille Glasflaske, som hun havde skjult i Haanden. „Det skulde frelse mig — bringe Døden — o, jeg tænkte det nok — det var en Løgn! Nei!” vedblev hun idet hendes Legeme begyndte krampagtigt at skjælve. Nei — det er endnu ikke forbi — den kommer — jeg havde nær sagt — Gud være lovet!” Og med en vild og skingrende Krampelatter sank hun tilbage i Sengen.

Minona havde grebet begge hendes Hænder, og vædede dem med sine Taarer, idet hun jamrende anraabte Gud om Hjælp. Endelig standsede det sidste Krampetilfælde; hun blev liggende ganske stille, syntes at lytte til Minonas Stemme med Bevægelse, og vendte langsomt Hovedet om imod hende. Bevidstheden vendte lidt efter lidt tilbage. „Stakkels kjære Minona — er du hos mig? Hvem har været saa ubarmhjertig at sende dig herhen?” sagde hun endelig med ubeskrivelig Ømhed. „O Tyra — hvad har du gjort!” udbrød Minona hulkende.

„Fordøm mig ikke! Du har liidt meget — men du veed ikke hvad det vil sige at overleve sin Tro! det var formeget — det var umuligt. Troer du at min Elskede er død? nei Minona — han lever — men Kjærligheden er død i hans Hjerte. Var han død, da vilde jeg græde som jeg græd over lille Johanne, og hvor mine Skatte var, der vilde mit Hjerte være. En saadan Sorg er sød, et saadant Savn er rigt paa Salighed — og dog kalde Menneskene det Kulde at man ikke jamrer trøstesløst ved den Grav der kun gjemmer det døde Legeme — Men naar man mister den Elskedes Liv og Sjæl — seer at Kjærligheden ikke alene er død og borte, men at den aldrig var saaledes, som man troede — saa kalde de det Svaghed at fortvivle — Forbrydelse at dø! Jeg var jo tilintetgjort — min Tro, mit Haab, min Fortid og Fremtid var fortæret af en stærkere Gift, end den der nu brænder i mit Legeme! — — — Hvor finder jeg Kjærligheden igjen? Den er ikke i Himlen — den er ikke i Afgrunden — men der er Hvile — Glemsel — Død! Jeg kommer!” vedblev hun, paany i Vildelse. „Slip Min Haand, Minona — jeg seer min Helt nærme sig — ja, i Afgrunden, i dit evige Mørke — i Dødens Kulde — der er Sandhed! See, jeg skjælver jo ikke — lad mig holde fast i Fligen af din Klædning og fare ned med dig i dit Rige! — Du ligner ikke min første Kjærlighed — den var fager og herlig, som Dagskjæret i Øst, der bebuder Solens Opgang — men det var Bedrag — thi der er ingen Sol paa Aandens Himmel, intet evigt Lys, ingen Kjærlighed der er stærkere end Tiden!”

Minona stod ubevægelig med blege Læber og stirrende Blik ved den Døendes Leie, og lyttede fuld af Rædsel til disse vilde Udbrud, der klang som en Forbandelse over hendes egen Kjærlighed. — Endnu engang vendte Tyras Bevidsthed tilbage. „Troer du det er Skam, der lægger mig i Graven?” spurgte hun idet hun saae Minona alvorligt ind i Ansigtet. „Det er sandt — jeg er beskjæmmet — jeg er vanæret i min Kjærlighed — derfor døer jeg, men det er ikke hvad Verden kalder Skam! Hvis jeg var hans Hustru og hans Hjerte var mig utro vilde jeg have endnu een Grund til at dø! — at løse ham fra det usle, afmægtige Baand, dens Fordom havde paalagt ham.”

Imidlertid tog Sygdommen saa hurtigt overhaand, at det sidste Øieblik maatte være nært. Hun laae i uophørlige Krampetrækninger, og udtalte kun afbrudte Ord i en vild og jamrende Tone. Minona leed Dødsangst; hun vilde hjælpe eller kalde Andre tilhjælp, men hendes egen Svaghed og den Rædsel, hun var behersket af, lammede hendes Kræfter. Som under Indflydelsen af en gyselig Trolddom stod hun endnu taus og ubevægelig som en Marmorstøtte ved sin Venindes Dødsleie.

Pludselig reiste Tyra sig op, med flammende Øine og et Smiil paa de blaahvide Læber. „Endelig!” udbrød hun med vild Glæde. „See, min Konge kommer for at hente Mig! bøi Knæ for ham Minona! og modtag hans Indvielse, at han ikke skal fornegte dig i din sidste Time. Du skjælver Barn! Du modtog vel engang med et rørt og begeistret Hjerte Himlens Velsignelse — ligesom jeg! Den bedrog mig og den vil bedrage dig — siig dig løs fra den itide! — kun Døden holder hvad den lover. Minona — vær stærk, og giv dig denne skrækkelige Sandhed ivold, saa skal du aldrig lide hvad jeg har liidt! Troer du paa Livet? — Jeg sværger dig ved de Smerter, der fortære mig — ved min spildte Kjærlighed — ved mit knuste Hjerte — Livet er en Løgn!” Ved dette vilde Udbrud brast den ulykkelige Pige i Taarer; det var ikke den fredbringende Graad der mildner Sorgen, men den bittre Taarestrøm, Hjertets Styx, hvorpaa den døde Kjærlighed bæres ned til Underverdenen. Og det var hendes sidste Ord.

Endelig kom Helene. Hun havde underveis hørt Pigens Formodning om den skrækkelige Aarsag til Tyras pludselige Sygdom og fik den bekræftet ved første Blik paa den Syge. Men skjøndt denne Forestilling opfyldte hendes Sjæl med Rædsel og Deltagelse, var det overveiende Indtryk Bekymringen for Minona, der saalænge havde været alene med den Syge. „Mit kjære Barn!” hviskede hun til hende. „Du maa ikke blive her. Lad Margrethe følge dig — nei, hun kan ikke undværes — du bliver nødt til at gaae alene hjem. Gaae for Himlens Skyld strax bort herfra, saalænge du er tilstede tænker jeg kun paa dig — og der maa sørges for at Tyra faaer øieblikkelig Hjælp.” Minona trykkede begge Hænder mod Panden, og forlod langsomt Værelset; men hun var sig kun utydeligt bevidst hvad hun gjorde: der var sagt at hun skulde gaae for at Tyra kunde faae Hjælp, og hun søgte nu med feberagtig Begjærlighed den friske Luft. Minona betragtede Uveiret med Rædsel, og Regnen, der faldt tungt og tæt, formaaede ikke at svale hendes hede Pande — det forekom hende som Naturen gjenlød af den Forbandelse den døende Pige havde lyst over Kjærligheden. Hendes Angst voxede i Ensomheden, men hun frygtede for at komme tilbage til sit Hjem, og løb aandeløs henad den længere Vei til Præstegaarden. Men hun havde liidt saameget i de sidste Timer af den mest vexlende Sindsbevægelse og de forskjelligste Indtryk, at hendes Kræfter var udtømte, og hun faldt besvimet til Jorden. Heldigvis var der mindre tomt paa Landeveien end det var at vente i saa ondt Veir, da Folk fra alle Kanter strømmede til Kirken, hvor der var Bisættelse. Den første Vogn som skulde forbi, standsede da Hestene bleve sky ved Synet af den lyse Skikkelse, der laae udstrakt paa Veien. Bønderfolkene, som sad i Vognen kjendte ikke Minona, men de stod strax af for at hjælpe den syge Dame. Hvad skulde de imidlertid gribe til? de havde ingen Idee om hvor hun hørte hjemme, og hvis de opholdt dem for at skaffe hende Husly der i Nærheden, risikerede de at komme for sildigt til Kirken. Resultatet blev at de vilde tage hende med og bringe hende ind i Præstegaarden til Jomfru Virginie. Da de havde kjørt lidt kom Minona til sig selv, og hørte adspredt paa den gamle Kones Forklaring over hvorledes de havde fundet hende, og Mandens Spørgsmaal om hvor hun hørte hjemme, men hun takkede dem begge venligt og sagde at hun vilde med ind i Kirken. „Du Fredsens Gud! saa bliver Jomfruen jo igjen afmægtig!” udbrød den godmodige Bondekone. „Inde hos vor Præst vil De faae god Pleie, og naar Kirketjenesten er forbi skal De komme sikkert hjem, hvis De vil kjøre med os!” Nei — jeg vil ikke hjem! svarede Minona ængsteligt. Virginie er i Kirken, lad mig tale med hende! Men de har Ret — jeg vil ikke gaae derind. Hvorfor skulde jeg det? — Der er jo heller ingen Kjærlighed — det var Løgn og Bedrag altsammen! med disse Ord brast hun i den heftigste Graad. Manden rystede paa Hovedet og gav sin Kone et Vink om at det nok ikke var rigtig fat med deres Patient, men hun lagde medlidende den unge Piges Hoved op til sit Bryst, og hviskede: Hun har Feberen, Stakkel! og taler over sig! — Da de havde naaet Kirken, og løftet hende af Vognen, satte hun sig paa en Bænk i Vaabenhuset, for at vente til Frank og Virginie kom ud.

Da Psalmesangen inde i Kirken begyndte, blev hendes forvirrede Sjæl greben af Modsætningen mellem disse ydmyge og fortrøstningsfulde Toner, og det Dødsraserie, hun kom fra. Det var de samme Melodier hun saa tidt havde hørt Virginie spille og synge, men hvad der da glædede hende som smuk Musik, fik nu ved den harmoniske Samklang af Orgelet og Menighedens Stemmer, et dybere Liv, en høiere Virkelighed, saa forskjellig fra den der tyngede paa hendes Sind, som den første ubevidste, jomfruelige Bevægelse af Kjærligheden i hendes Hjerte var fra den brændende Lidenskab, der nu fortærede hende. Hun lyttede med stigende Angst — de milde Toner forekom hende som Englenes Sørgesang over alle fortabte Sjæle, fuld af himmelsk Smerte og Medlidenhed. — „Er der da virkelig en Gud, som skabte Stjernerne til at lyse om Natten, og Kjærligheden til at helliggjøre Menneskenes Hjerter?” tænkte hun med ubeskrivelig Vemod. „Der var en Tid da jeg troede det — dengang da Kjærligheden gjorde mig mild og taknemmelig! Hvorledes er den blevet saa forandret? — Nu drager den mig ned i den evige Nat — jeg har givet mig i Dødens Vold for dens Skyld — og her sidder jeg i Mørket udenfor Helligdommen, mens Englene derinde græde over min Sjæl!” Hun stod op, og nærmede sig frygtsomt Kirkedøren, men vovede ikke at træde derind; skjælvende af Udmattelse og Hjerteangst satte hun sig paa Fodstykket af en Pille i Vaabenhuset, lyttede til Sangen, og stirrede med taarefulde Øine ind i det oplyste Rum. Frank begyndte sin Tale, men hun var altfor bedøvet til at følge den med Opmærksomhed; kun de Ord af Skriften, han havde valgt til Text: „Og Døden skal ikke være meer, ei heller Sorg, ei heller Pine” — gjorde et dybt Indtryk paa hendes forpiinte Sjæl. Livets Evangelium ved den Dødes Baare — mens Tyras sidste Ord endnu gjenlød i hendes Indre — det var mere end hun kunde udholde! de Taarer der strømmede fra hendes Øine, lettede ikke Hjertet — den Kjærlighed der opvækker de Døde af Gravene, knugede hendes Hjerte som en Fordømmelse. —

Minona mærkede ikke at Gudstjenesten var forbi, og at Folk havde forladt Kirken, før hun hørte en bekjendt Stemme sagte udtale hendes Navn. Hun saae op — Virginie stod foran hende, og betragtede hende med den dybeste Deltagelse. De unge Piger kastede sig i hinandens Arme — i dette Øieblik var hvert Spor af Bitterhed og Uvillie forsvundet af Virginies Sjæl, og al Minonas Kjærlighed vendt tilbage. Hun blev ved at græde, men mindre trøstesløst, efterhaanden som Virginies milde Ord fandt Vei til hendes Hjerte. „Det er ved Graven, du skal lære det evige Liv at kjende! i den dybeste Nød viser Frelseren os sin dybe Kjærlighed. Føler du ikke at han er nær?” - Jo, jeg føler det! Jeg troer at den Døde derinde i Kirken skal opstaae af Graven, og komme derhen hvor der hverken er Død eller Sorg eller Pine! Jeg troer at der er et Guds Rige til, og ar det er den Ulykkelige nær — men langt fra de Fordømte! Mit Liv har været en Løgn — men jeg troer paa Guds Liv, der er den evige Sandhed! Min Kjærlighed var syndig — men den Kjærlighed, der gjør de Døde levende, er hellig og guddommelig! — Der var en dyb Sønderknuselse i den Maade hvorpaa hun udtalte disse Ord — det var intet lidenskabeligt Udbrud, men en ydmyg Bekjendelse. — Hvor har jeg saalænge kunnet glemme Gud! vedblev hun dybt bevæget. Der var jo dog en Tid da jeg tilbad ham i alt det Skjønne og Herlige i Naturen og Livet! Ja, der var en Tid — for længe siden — da min Kjærlighed var ung og uskyldig — da den bar Gudsbilledets lyse Træk, og vakte fromme Følelser i mit Hjerte. Hvorledes er dog alt blevet saa forandret! Jeg sov ind i Himlen, og vaagner op i Helvede! — „Nei, du vaagner ved Indgangen til Helligdommen! Han som har ført dig hertil, vil komme, naar du kalder, og tage din Sjæl med sig til Guds Rige!” — Christus! O, hvis det var muligt? Jeg har liidt saameget, og smægtet efter Lægedom, men jeg søgte den ikke hos ham! Han kunde maaskee have hjulpet mig! Hvorfor har man ikke lært mig ham at kjende — Ingen viste mig til ham! — Jo, jeg har jo tidt hørt Tale om Christus, men jeg lyttede dertil, som til et smukt Sagn, et lysende Exempel blandt utallige andre, paa Kjærlighed og Opoffrelse! Jeg var tryg i min Blindhed og Ufølsomhed! — — Jeg har jo tidt været i denne Kirke — Juledag har jeg hørt Evangeliet: Eder er idag en Frelser født! Uden at takke Gud for den store Glæde Englene forkyndte. Her har jeg lovet at forsage Djævlen, skjøndt jeg ikke troede paa ham! mit Hjerte havde ingen Deel i det Ja jeg maatte sige — derfor har han taget mit Hjerte helt! — Og her — vedblev hun med skjælvende Stemme — er de Ord udtalt til mig, som nu vilde frelse min Sjæl fra Fortabelse og tage den grulige Dødsangst fra mig — her blev alle mine Synders Forladelse lovet mig! og jeg Ulykkelige hørte det med Ligegyldighed! jeg tænkte: Hvilken Synd har jeg da begaaet, som maatte forsones ved en Andens frivillige Død? — O, kunde jeg høre de Ord igjen, og troe paa dem — men det er for sildigt! — „Nei siig ikke det, Minona! det er aldrig for sildigt!” — Jo, der er dem til hvem han siger: Gaaer bort fra mig, I Forbandede — den, der fornægter og forbander Kjærligheden, fordi hun selv bærer en ulykkelig Lidenskab i Hjertet, er ikke til at frelse. „Det har du aldrig gjort — det kunde du ikke gjøre!” Jeg hørte derpaa — og jeg har selv tidt talt ligesaa formasteligt thi jeg har glemt Gud, og kun havt Sands for min egen Kjærlighed. Naar jeg tænker paa at han, der gav sit Liv for at frelse os, stod ved Tyras Dødsseng — og saae hvad der foregik i mit Hjerte — hvad maa den Hellige have følt?! — „Smerte — Forbarmelse! Han der græd over Jerusalem — han kalder ikke Retfærdige, men Syndere til Omvendelse! Troer du der er Grændser for hans Barmhjertighed, at han veier den Byrde han tager fra os og bærer for os — at han nogensinde siger: Nei, den er mig for tung?” — Bar han al Verdens Synd — er det virkelig sandt, at der gives en saadan Kjærlighed? Saa kjender han ogsaa Synden — og naar han tilgiver, tør jeg tro det! Ellers vilde jeg altid frygte for at han troede mig mindre fordærvet end jeg er! thi du veed ikke hvor dybt mit Fald er — Dag og Nat har jeg gaaet irette med Gud, til al Tillid til ham forsvandt i min Siæl, og Nag og Fortvivlelse tog den i Besiddelse. Jeg vilde ikke tro at min Kjærlighed er syndig, og dog har den kun havt onde Følger. Den har forvoldt dem Sorg, hvis høieste Glæde i Livet jeg var! og naar de beklagede mig og beundrede mig fordi jeg bar min Ulykke saa taalmodigt — saa vidste jeg at denne Sygdom var en Følge af min Kjærlighed, som jeg frivilligt pleiede og nærede — at jeg selv var Skyld i den Lidelse jeg forvoldte mine Kjære, og hemmeligt bar Ved til det Baal der ikke brændte mig alene — og dog underkastede jeg mig ikke den Dom som jeg ikke forstod! Hvis jeg havde gjort det strax, kunde jeg have overvundet denne Lidenskab! Det var mig ikke nok at Gud vilde det — jeg maatte vide „hvorfor.” Nu veed jeg det — behøves der andet Kjendetegn paa Gift end at den dræber? O Gud! naar jeg tænker paa al den Omhu, Helene viser mig, og at jeg har lønnet den med de bittreste Smerter — saa knuges mit Hjerte af Angst og Anger! kunde jeg gjøre det Skete uskeet — saa vilde jeg kjæmpe imod min Kjærlighed, istedetfor at kjæmpe for den — og overvinde. — — Men det er ikke det Værste — ikke det som trykker min Sjæl med Dødens Angst! vedblev hun fortvivlet. Det er for seent at tale til mig om Frelse Virginie — jeg er forkastet og forbandet af Gud og Mennesker! med dette Udbrud sprang hun op, og faae sig om med et vildt Blik. Det er Guds Retfærdighed, ikke hans Barmhjertighed, som fører mig hertil — at jeg skulde tage Bevidstheden om min Brøde, om det Guds Rige jeg har sagt mig løs fra, om den Naade der var spildt paa mig, med i Graven. Jeg har forskyldt det — skulde jeg frelses, mens en Sjæl — stærkere og bedre end min — hvis Kjætlighed jeg har misbrugt, en Sjæl som jeg har fristet til det Onde, gaaer tilgrunde ved min Brøde! Gud gav Kvindehjertet Kjærlighed, for at hun skulde være sin Elskedes gode Engel, og jeg har styrtet Viggo i Fortabelse! Han elskede med Lidenskab, som jeg, men han agtede Guds Bud der forbød denne Kjærlighed, han stillede al sin Villies Kraft imod den — og han vilde have seiret! Skjøndt han er en Mand, og jeg en Kvinde, gav han ikke efter for sin egen Lidenskab, men for min — jeg Elendige! for min Skvld gav han efter! — Minona faldt med dette Udbrud til Jorden, sammensjunken i Smerte.

Virginie havde lyttet til med voxende Uro, og skjult sit Ansigt i sine Hænder, men ved Minonas sidste Ord udbrød hun fortvivlet: Saa see Gud i Naade til ham og dig! — En dyb Stilhed fulgte paa dette Udraab. Virginies Kinder var hvidere end den kalkede Væg, hun støttede sig til, og hendes Læber bævede af undertrykt Bevægelse; skjøndt hun ikke tvivlede om at der var evig Trøst at sinde for den unge ulykkelige Pige, der vaandede sig af Smerte ved hendes Fødder, kunde hun ikke faae et trøstende Ord over sine Læber — hun tænkte paa Viggo! — Men Synet af den Feberkulde der rystede Minona kaldte snart hendes Omhu tilbage. Hun løftede hende blidt op i sine Arme, og bad hende om at gaae med ind i Præstegaarden. O, lad mig blive her! udbrød Minona med dyb Ydmyghed. Jeg veed at jeg har syndet mod Gud, men hvor skal jeg gaae hen, hvis han forskyder mig? Lad mig træde over Dørtrinet til hans Huus, og bede en eneste Gang derinde — saa skal jeg komme. Hun traadte frygtsomt ind i Kirken, og nærmede sig med langsomme og sagte Skridt Alteret, hvor hun grædende sank ned paa Knæ. Virginie hørte hende udbryde med taarekvalt Stemme: O Christus! lad ikke min Synd drage mig ned i Afgrunden — i det evige Mørke — i Dødens Kulde! Kunde jeg gribe en Flig af dit Klædebond da var jeg frelst! Med disse Ord greb hun Alterklædet, trykte sine Læber fast derpaa, og vendte tilbage. Virginie var bevæget, omfavnede hende kjærligt, og mere bar end fulgte hende ud af Kirken.




Toras Dødsmaade rygtedes inden Sol gik ned, hvor gjerne end hendes Venner havde skjult den, thi Doctoren der strax kjendte den Draabe Gift, som var tilbage i Flasken, forsømte ikke denne velkomne Leilighed til at forøge sin Praxis. Endnu samme Eftermiddag gjorde han et overflødigt Besøg paa den nærmeste Herregaard, hvor Beboerne befandt sig i bedste Velgaaende, og fortalte med al nødvendig Tilsætning og Udsmykning om den rædselfulde Scene han kom fra. Næste Dag skulde man tro at en smitsom Syge var udbrudt i Omegnen, saamange kjørende og ridende Bud kom der til ham; Folk, som intet feilede, frygtede pludselig et eller andet Ildebefindende, hvortil Lægehjælp var nødvendig, og de Patienter, der havde holdt en anden Doctor fattede pludselig Mistillid til ham, og gik i hobevis over til hans hidtil mindre begunstigede Rival, hvis Berømmelse skrev sig fra Tyra Falks Dødsdag. Han var jo saagodt som det eneste Øievidne til denne Begivenhed, thi Pastor Frank og Fru Aagesen ansaaes paa Grund af deres Venskab for den Afdøde, som partiske Dommere, og Pigen Margrethe der, hvis hun havde havt mindste Tanke af Ærgjerrighed i sin Sjæl, kunde blevet Æresmedlem af hvert Caffeselskab i Egnen, imod at aflægge sin sandfærdige Beretning, betragtede enhver der vilde udspørge hende, med saa forbittrede Blik at man strax indsaae at al Underretning var spærret fra den Kant. Den gode Pige begræd i Stilhed sin unge Frøken, og hadede aabenlyst dem, der gjorde hendes Ulykke til Gjenstand for Bysnak og Scandale. Man levede i aandelig Forstand af Tyras Død, til den var afhandlet saalænge og paa saa forskjellig Maade, at hun ikke havde een Fjende meer i mange Miles Omkreds. En stille Paaskjønnelse af det Røre, hun havde bragt Gemytterne i, den Dyd hun havde givet dem Leilighed til at lægge for Dagen i Disputerne, den Christenkjærlighed hvormed de med god Samvittighed kunde undskylde hende, naar det Onde var sagt saa tidt at det blev trivielt — traadte istedetfor den Bitterhed og Uvillie hendes personlige Overlegenhed tidligere havde vakt i deres smaalige Sjæle. Enhver følte sig et Stykke større, siden hendes sidste — og første virkelige — Fald.

Det var en stor Beroligelse for Helene at Minona intet hørte af alt dette; hun var for angrebet til at forlade Sengen, og saae Ingen hos sig, undtagen Helene og Virginie, der fromt og kjærligt deelte sin Omhu imellem den Døde og den Døende. Hun ordnede Tyras Sager, og sørgede for at intet, der havde været hende kjært, ved det forestaaende Salg af hendes Eiendomme, skulde komme i fremmede Hænder. Det var ogsaa Virginie, der klædte Liget, foldede dets kolde Hænder og bredte de lange mørke Lokker som et Slør over de krampeagtigt fordreiede Ansigtstræk. Derpaa tog hun den Krands af Evighedsblomster, som Tyra havde hængt over sin Søsters Portrait, og trykte den sagte om den Dødes Hoved. — Da alt var færdigt kastede hun sig grædende paa Knæ ved Sengen, og bad til Gud for hendes Sjæl.

En af de første Aftener skulde Tyra i al Hemmelighed begraves paa et ensomt Sted i Skoven, tæt ved hendes Yndlingsbænk, hvor hun tidt havde siddet med lille Johanne, og tænkt paa sin fraværende Elsker. Ingen Høi skulde gjøre dette Sted til Gjenstand for de Forbigaaendes Opmærksomhed — man skulde ikke med hjerteløs Nysgjerrighed valfarte til Selvmorderskens Grav; men Virginie besluttede, naar Foraaret kom at anlægge et Blomsterpartie foran denne Bænk, og plante hvide Roser der hvor Kisten var nedsænket. „Saa vil enhver, her hviler sig paa Tyras Yndlingsplads see venligt til hendes Grav, og tænke: kjære Erindringer knytte sig vist til dette Sted for dem, som plantede disse Blomster!” og hendes Taarer randt stærkere ved disse milde Tanker.

Tyra kom ikke til at hvile i christen Jord, men hendes Grav blev vædet af Taarer. — Jeg vil heller begraves paa den vilde Hede uden Præst og Ceremonie, naar eet Menneske staaer grædende ved Kisten, end kjøres til Assistentskirkegaard med fire Heste for Ligvognen, og talrigt Følge — hvoraf ingen savner mig. Taarer er Hjertets Vievand! lykkelig den, ved hvis Grav det rigeligt udgydes! —