Mor og Søn
MOR OG SØN
Greth i Korshuset har det ikke godt med den Søn, hun har faaet at trækkes med, og hun har endda ikke mere end den ene.
Hun har forresten heller ingen Døtre, og hendes Mand er død for mange Herrens Aar siden. Derfor var det naturligvis dobbelt trist, at han, Sønnen, gjorde hende saa mange Knuder og næsten til Hverdagsbrug fyldte hendes Sind med Ærgrelser og med Uro for hans Fremtid.
Se, havde hun nu f. Eks. ikke siddet der i fire stive Klokkestunder og "lappereret" — som hun sagde — paa hans gamle Bukser, sat nydelige, firkantede Klude paa Knæerne og et Stykke Tøj paa Bagdelen, saa stort, saa der var ved at kunne have blevet en hel ny Vest af det — og hun havde skarret det akkurat lige nedad Midten og faaet Kludene til at falde ad, saa det var saa glat og fint, at hun kanske kunde have faaet Præmie for sit Arbejde, om hun havde faaet det sendt paa den her Husflidsudstilling, de nylig havde holdt derude i Købstaden.
Men Jens, hvad sagde saa han til alt det?
Jo, han lod Greth' staa og præsentere sig Bukserne, vende dem og dreje dem efter alle Leder og Kanter, berømme Lappekludenes Holdbarhed, berømme Arbejdets sjældne Vellykkethed, udmale hvor længe de Bukser nu var i Stand til at vare, og hvor nette — ja efter Greth's Mening ligefrem pyntelige — de efter hendes Behandling vilde tage sig ud paa Jens' næsten to Alen lange Ben. Og da hun saa langt om længe gjorde en Stands for at høre et Par Ord til Svar, saa var det, Jens koldsindigt sagde:
— De Bøvser dèr, Mor, de er kasseret for mere end et halvt Aar siden — og slog i det samme flot afværgende ud med Pibespidsen mod baade Greth' og "Bøvserne".
Naa, var det da noget Under, at Greth' kom i Kog i et saadant Øjeblik?
— Hvad er 'et, du siger, din vanartede Knægt, tør du vove paa at kassere dit Klædemon, før du har spurgt din Mor til Raads? Tør du vove at vise dig storsnudet overfor et Stykke Arbejde, din Mor har siddet og slidt med en hel halv Dag saa at sige? — tør du — skal du — understaar du dig — — —? — Greth' var ved et snøre sammen i Halsen af Vrede, mens hun samtidig gjorde stumme Tegn for at vise ham, at der ikke var saa meget som et Gran af Rimp eller Krimp at opdage ved et eneste Sting, og omsider udløste hendes kvælende Sindsbevægelse sig i det ophidsede Udbrud:
— Du var ikke bedre værd, din Vigtigpraas, end du skulde tærskes om dine Øren med de Bukser, lige til der ikke var en Trævl mere af dem! — og nu var det let at høre, at Greth's Graad ikke var langt borte.
Men derefter skete saa det, som altid skete med Jens fra Korshuset, han slog højre Haands Bagflade op i det rødmalede Bjælkeloft med et saadant Kraftklask, at Støv og Spindelvæv og Maltkærner dryssede ned fra Brædder og Sprækker, og Tintallerkenerne, der sad i Række langs ad Bjælken, tog til at hoppe og springe, saa det klingede efter — og saa sagde han:
— Fjorten, Mor! — Nu siger jeg s'gu: Fjorten!
Og i næste Sekund røg han med et Par store, mærkelige Buesving paa Arme og Ben ud over det kvarterhøje Dørtræ, og endnu et Par Sekunder længere frem saa kunde man se ham skangle afsted paa sin sædvanlige skødesløse Slentrefacon langt ovre paa Bakgaardens tottede Græsmark. —
— Det var naar Greth' lappede Bukser for Sønnen, at det kunde gaa hende saadan, men det gik hende ikke en Smule bedre, naar hun havde været et Vend derovre i Bakgaardens Karlekammer og fundet et Par flaaede Skjorter, et Par Sokker uden Taa og Hæl eller faaet rodet et Par grønmugne Støvler eller Fjedersko frem mellem alt det Ragelse, der laa og flød under Senge og Skabe.
Greth' tog det hjem, pyntede og pudsede og "lappererede" paa Linned og Sokker. Støvlerne derimod kunde hun jo ikke selv lave, men naar hun havde faaet dem børstet og blanket, saa de skinnede, saa gik hun til den skeløjede Jepp' Skomager og forklarede saadan og saadan, naar nu de to, tre Revner dèr i Overlæderet blev syet pænt sammen, naar der kom en Snip paa den ene og en Lap midt under Saalen paa den anden, et Par nye Sinker under Hælene og et Par nye Stropper og saadan lidt hist og her, saa kunde de godt blive til et Par Støvler igen, det var der ikke noget i Vejen for. — Er der vel, Jepp'? — endte hun og saa' forventningsfuldt efter Skomagerens skelende Øjne.
— Nej, — Jepp' gav hende Ret, Støvlerne kunde blive udmærkede, de kunde blive saa fine, saa Jens for den Sags Skyld gerne kunde staa Brudgom i dem, ivrede han.
Naar saa efterhaanden Tingene var bleven saadan sat op, at Greth' syntes, de var saa nydelige, saa "en rigtig Proprietær kunde være pyntet med dem", saa præsenterede hun dem for Jens, der næsten altid om Søndagen eller om Aftenerne efter Nættertid kiggede derhjem til hende.
Og Jens lod hende vise Sagerne frem, staa og snakke og snakke og sige, hvad hun vilde, for saa, naar han kunde mærke, det trak op til en mere gribende Sindsbevægelse, at bære sig ad, som han altid bar sig ad, klaske Haandbagen i Loftsbrædderne og raabe:
— Fjorten! — Nu siger jeg Pinedød: Fjorten!
Og saa sprang han ud af Døren med de sædvanlige snurrige store Buesving af de urimelig lange Arme og Ben og et stort Flir i sit grovtskaarne, godmodige Ansigt.
Og der stod saa Greth' med Sokker eller Skjorter, med "Bøvser" eller Støvler, og ingen kunde jo undres over, at hun var harm og krænket og oprørt over en saadan Utaknemlighed — og over en saa aparte Behandlingsmaade.
Greth' "sad helt godt i 'et", som de sagde. Der var
dem, der mente, hun havde en pæn Skilling i
Sparekassen derinde i Købstaden; men det var der nu
ingen, der havde hel Vished for; Greth tav om det.
Men at hun havde baade Ko og Gris, Faar og Høns,
det var synlig for alle.
Og hvad kunde det saa alligevel hjælpe hende, kunde hun snakke til Kreaturerne om de Sorger, hendes Søn forvoldte hende? Nej. —
Saa maatte hun jo give sine Kvaler Luft overfor Nabokonerne, naar de ved Lejlighed kiggede ind og fik sig en Snak ved en Taar Kaffe.
— Ja, min Herman, han skal nok tage det gamle med, — snøvlede Kludekræmmerens An' Sofi. — Han gik saamæn nu i Høstens Tid og sled et Par gamle Bukser, som hun havde tigget til ham af Drees i Thinggaard, forklarede hun og skyndte sig at drikke Kaffen ud, saa der kunde blive Tid til at faa en Taar mere i Koppen.
— Ja, vor Morten, han kimser heller ikke ad sine gamle Klær, — snakkede Stine Smedekone, — især da ikke, om en kan faa Stunder til at faa Hullerne rimpet sammen paa dem en Gang imellem. — Og hvordan skulde vel ogsaa Stine og Smeden have født ti Unger op, om ikke de allesammen, baade Forældre og Børn, havde slidt det gamle saa længe, der var en Trævl af det at slide paa? — spurgte hun.
— Se, der kunde En jo høre, hvordan andre Folk tænkte og bar sig til, drog Greth' sine Slutninger.
Hm, hm. — Saadan Snak faldt godt i Traad med Greth's Tankegang, men egnede sig jo ikke til at gøre hende blidere stemt mod Sønnen. — Og her sad de endda, de Kvindfolk, og snakkede om at slide de andres aflagte Sager og om at "rimpe Hullerne sammen". — Som om det havde nogen Slags Lighed med at faa sine egne Klær bødet og "lappereret" hjemme hos sin egen Mor — og det endda uden nogen Slags Ulejlighed for Mandfolket selv og uden nogen Slags Bekostning. — Nej, det var som Stine Smedekone sagde, hvordan skulde Smaafolk føde Børn op og komme frem her i Verden, naar de ikke holdt sammen paa det gamle og sled det til sidste Trævl? — Hvordan skulde vel Greth' selv og hendes Mand have faaet Hus og Ko og det andet, om ikke de havde været saadan til Sinds, — og hvordan skulde det vel gaa Jens, den tovlige Fløs, naar ikke han paa nogen tænkelig Maade var til at faa til at høre efter, hvad man sagde ham eller var til hverken at true eller tigge til at næmme den Slags Fornuft? — Han endte vel i Fattighuset, skulde En faa at se? — Ok, ok! — Eller kanske der, som værre var?
— Og saa — og saa — ja, saa var det alligevel ikke det med de for tidligt kasserede gamle Klær, der pinte Greth' mest. — Nej, men om han endda blot vilde lade være med dette her: "Fjorten! — Nu siger jeg Pinedød: Fjorten!"
Ja, for naar nu Greth' var allermest oprevet og forærgret over ham, den selvraadige Knægt, og hun saa traf at komme til at snakke med den sindige Line Dueholm om Sagerne, saa kunde det jo alligevel gerne ske, at hun — ihvertfald for en Tid — kunde komme til at se paa Sønnen fra en noget mere fortrøstningsfuld Side.
Sandt var det jo dog, hvad Line sagde, at Jens tjente selv de Penge, han brugte, og betalte selv de Klær og Støvler, han sled, sandt var det ogsaa, at han havde tjent paa samme Sted nu i samfulde syv Aar og med Lønforhøjelse for hvert Aar, og sandt var det ogsaa, at han kiggede der hjem til sin gamle Mor baade tidligt og sent, ja snart sagt lige saa tit, han havde saa megen Fritid, at han kunde slæntre der tværs over Agrene og ned til det hvidkalkede Korshus.
Og naar Line lo himmelhøjt over Greth's Sammenligning med sin Søn og Kludekræmmerens Herman og Smedefolkene med deres ti Rollinger, saa var det jo ogsaa rigtigt nok, at den haltede; for Herman drak og spillede jo alt det op, han tjente, hvad der paa ingen Maade kunde siges om Jens, og hvordan han vilde te sig, om han fik en Familie paa en ti, tolv Børn at sørge for, det kunde Greth' vel endelig ogsaa vente med at spekulere sig fra Samling og Nattero over, saa længe Jens hverken var gift eller forlovet eller havde noget Afkom at sørge for.
Men dette her Hop i Vejret paa de lange, skanglede Ben, Haandbagen i Klask mod Lofterne og saa dette taabelige, meningsløse, rent ubegribelige Huj: Fjorten! Nu siger jeg Pinedød: Fjorten! — det var nu det, der pinte Greth' allerværst. — Hvordan skulde hun dog faa ham vænnet af med det? — Hvordan i Himlens Navn skulde dog Greth' faa Bugt med ham og faa ham til at lade det være?
Før det skete, kunde det jo aldrig hjælpe at tænke sig Jens, som det bedste Greth' kunde tænke sig om sine Medmennesker: "at de var, som Folk var fleste", eller saadan, at der ikke var "nogen Ting at sige om dem".
Okja. Om det endda maatte times hende at opleve den Dag, da Jens havde lagt det Væsen af, da vilde hun glemme al den Tort og Græmmelse, han havde voldt hende med de kasserede Klær, ja, hun vilde undskylde ham og sige som saa: kanske havde Bukselappen været brunlig og Bukserne blaa og andre lignende Ting, — ja om den Dag kunde komme, han kunde dy sig for at sige: Fjorten! — saa vilde Greth' føle sig som et af de heldigste Væsener i Sødalen — — og da vilde hun lukke den lille Klap op i Sengeskabet og vise ham den blaa Bog med de fire sorte Tal paa Omslaget og sige: Værsgo', den skal du have!
Men den Dag kom saamæn aldrig, sukkede Greth'. Han skulde naturligvis til sine Dages Ende være en Nar og "En ved Siden af", og den Sag tyngede hende saa haardt og saa pinligt, at hun aldrig kunde omtale den til nogen og aldrig faa lettet sit forgræmmede Sind for den.
Jens Korshus var kendt af de fleste paa Egnen.
Han var et skikkeligt Menneske og en dygtig Karl, saadan lød det vanlige Skudsmaal. Der var ingen, der havde nogen Slags ondt at sige ham paa, men hans Væsen var jo ikke ganske som andre Folks, det forstaar sig.
Det var jo lige meget, hvem saa der mødte Jens, saa kendte de nok hans Facon. De skulde bare slænge et Par Ord til ham, der endte med et Slags Spørgsmaal, saa var Jens der med et himmelhøjt Spring og Haanden i Vejret: — Nu siger jeg s'gu: Fjorten! — Fjorten du! — Kom han ind paa Kroen en Søndag efter Kirketid og Folk raabte til ham: — Naa, Jens, hvad siger du saa til en Kaffepuns?
— Jeg siger Pinedød: Fjorten!
Kom hans Husbond ud i Laden til ham, naar han var ved at tærske, og spurgte ham: — Naa, Jens, hvad vilde du sige til, om vi tog og lavede os noget Tag af den Rughalm?
— Jeg siger: Fjorten! — sagde Jens.
Kom han til Gilde eller Legestue, saa endte han altid sine Danse med at hviste Pigerne imod Loftet, saa Skørterne suste om dem. — Nu siger jeg Pinedød: Fjorten! — lød hans Ord.
Hændte det, han blev skubbet under Dansen eller traadt paa Tæerne, var der et Spræl og Huhej fra den Side af Stuen, hvor Jens befandt sig, og der stod et helt Gny af: Fjorten! — Fjorten! — Fjorten! ud af hans Mund.
Ja, de fortalte endog, at en Søndag, hvor de havde det store Uheld nede i Kirken, at Kirkedøren under Gudstjenesten blæste i for dem, og Nøglen kom til at sidde udvendig, da var Jens den eneste, der bevarede Fatningen og bar sig ad som sædvanlig. Præst og Degn og Menighed de strømmede bestyrtede sammen i Vaabenhuset for at drøfte den vanskelige Situation og gned Panderne i stor Fortvivlelse for at hitte paa Raad og Udvej.
Men Jens, han gjorde, som han plejede, et himmelhøjt Spring med Haandbagen mod Bjælken: Fjorten! — lød det ud over Forsamlingen. — Nu siger jeg Pinedød: Fjorten!
Det blev forresten ved denne Lejlighed et forløsende Ord, fortalte man, for der hang en gammel Reservenøgle oppe under Loftet, som ingen havde husket paa, men som nu ved Jens' Slag drattede ned i Hovedet paa dem og reddede dem ud i det Frie.
Hvordan Jens havde faaet begyndt med den sære Vane og det mærkelige Raab, det var der ingen, der vidste; som stor Dreng havde han et Aars Tid haft Tjeneste udensogns, og da han kom hjem til Egnen igen, saa kunde han det — og beholdt det.
Det hændte naturligvis, at ældre Folk kunde ryste paa Hovedet ad ham og mumle et: Fjollehoved eller Narrifax efter ham; men saa var der jo altid de gode, solide Egenskaber: Paalidelig Arbejdsomhed og godmodig Skikkelighed at lægge i den anden Vægtskaal, og de tyngede svært til. Og selv om hans Hop i Vejret ikke kunde siges at klæde hans lange, skanglede Krop, var han dog ikke, som hans Mor troede, til Nar og Grin for sine Bysbørn.
Men det forstod sig, der var jo nok sindige Mennesker, der i deres stille Sind kunde tænke som saa: Ja, den Slags kunde gaa, saa længe Folk havde deres pure Ungdom at sprælle af, men naar de som Jens Korshus nu var kommen et godt Stykke ind i Tyverne, saa skulde de alligevel hellere se at menesere med Sprælleriet. Det kunde ikke blive ved at klæde lige godt til enhver Alder.
Hvad Jens vilde have svaret, om de velmenende Mennesker vilde have tænkt højt, er der ingen Tvivl om; han vilde have givet det samme Svar, han gav enhver og til enhver Tid: — Fjorten, du! — Nu siger jeg s'gu Fjorten!
Det var en køn Søndag hen midt paa Sommeren et
Aar; Solen skinnede, Kløveren stod i sit frodigste Flor,
Byg og Havre strakte paa sig af alle Kræfter, og det
begyndte at lysne over Rugfaldene.
Gamle Greth' gik og puslede travlt og geskæftigt som altid derhjemme ved Korshuset.
Hun havde fejet den lille Stenpikning, der var henunder Vinduerne, foran Dørtrinet og i en stor Bue ud paa den sorte, haardt stampede Jord havde hun strøet med hvidt Strandsand. Dørene ind til Stuen stod aabne, og man kunde se, hvor straalende blankt Kobbertøjet, der hang derinde paa Kalkvæggen over Bilæggerovnen, var pudset. Solen spejlede sig deri og skød lange Gnister ud i Rummet. I Vindueskarmen laa der Hyldeblomster til Tørring, oppe under Bjælkerne hang der Smaaknipper af vejrede Lavendler. Den krydrede Duft af begge Dele strømmede ud gennem de aabne Døre.
Greth' gik og bandt Stokroser op. En Nat, det stormede, var der flere af dem knækkede. Det vilde hun ikke have skulde gentage sig, og derfor gik hun og slog Søm ind i Muren og Vindueskarmene og næstede Roserne fast dertil med noget groft Blaagarnstvind, hun selv havde lavet. Den store graa Kat gik og gned sig kælent opad hende og mjavede.
— Hvad snakker du om? — spurgte Greth' den. Der var da længe til Malketid, saa den havde ikke noget at kræve nu, forklarede hun for den.
Saa luskede den hen og satte sig lige midt paa det høje Dørtrin. Der sad den nu og gassede sig i det bagende Solskin, blundede med de grønne Øjne, viksede med det stride Knurskæg og spandt og snurrede af Velvære.
Da Greth' var bleven færdig med sine Stokroser, strøede hun nogle Haandfulde Korn ud henne ved Nødsdøren og kaldte paa Fjerkræet: Pulle, pulle, pulle, pulle! — Hun vilde ind i Hønsehuset og samle Æg sammen, og det kunde hun jo lettest komme til, naar Hønsene havde travlt herude. Hun skulde ogsaa have dem talt; for de sagde, der var kommen en Rævegrav derovre i Korsbakken.
Men hvor travlt end Greth' vimsede om og hvor mange Ting, der end lagde Beslag paa baade Hænder og Tanker, fik hun alligevel Gang paa Gang Stunder til at vende Ryggen til Huset og kaste Haanden skyggende over Brynene: — Hvorfor var der stadig ingen at opdage derovre paa Bakgaardsagrene? — Ja, hvorfor kom der ikke, som der plejede om Søndagene, et langbenet Mandfolk skanglende med Straahatten i Nakken og lang Pibe dinglende paa Maven?
— Nej — Greth' tog Haanden fra Panden igen — de sandede, tottede Agre laa lige bare, der var hverken Folk eller Fæ at se, ikke en Gang saa meget som et Kobbel graanæsede Faar.
— Det var da sært, at Jens ikke kom? Hvad mon der gik af ham? Hvorfor havde han hele Sommeren været saa doven til at kigge derhjem til hende?
Det var sket mange Gange, at hun til ingen Nytte havde sat den brune Kaffe-Jomfru til Snurr i Emmerne. Og kom han, Jens, saa slog han sig heller ikke, som han plejede, til Ro i halve Søndage. Hvad mon der gik af ham, Knægten? — Hvad kunde han have at tage sig til? —
Greth' havde flere Gange forgæves brudt sit Hoved med disse Spørgsmaal, men hun vilde ikke ret tilstaa Savnet af Sønnen; hun sagde, at hun savnede hans Tobaksrøg, med den kunde En da altid mærke, at der havde været Karlfolk til Huse, mente Greth'. Og naar En nu saadan sad hen som et enligt Kvindfolk, saa var det dog altid en Slags Mindelse om, at der ogsaa var Mænd til.
— Men se nu der, — Greth' havde vist for tyvende Gang i Dag faaet Haanden op over Brynene — kunde det lange, skanglede Mandfolk der vel være nogen anden end Jens?
Nej, det var ikke til at tage fejl af, det var ham; men der var jo en bitte Pige med, en med hvidt Søndagsforklæde og blaa Baand i Hatten. Sese, det havde der aldrig været før.
Om Greth' ikke tog fejl, saa var det en af Pilgaards Piger. De var ogsaa saadan trinde og tætte i Faconen og noget trippende i Fodskiftet. — Men det var da ellers en svær pæn Familie, tilføjede Greth' hurtigt i Tankerne, og Gaardfolk var de da ogsaa, selv om Ejendommen nok var af de mindre.
Ja, fik hun saadanne Fremmede, saa havde hun sandelig ikke Tid til at gaa her og nusle mer, og et Øjeblik efter kunde man høre Greth's Ildtang i travl Klirren inde i det lille Køkken; Røgen stod til Vejrs ud af Skorstenen, og Lugten af raftet Brændelyng og Tørv blandede sig med Hylde- og Lavendelduften derinde fra den solvarme, hvidkalkede Stue.
Det var, som Greth' havde gættet, en af Pilgaards Døtre, Jens kom med, og hans Mor syntes, det var en hel net Pige med skikkelige Lader paa sig, saa hun følte sig ret godt tilpas i den Fremmedes Selskab. De drak Kaffe sammen, de tre, og de fulgtes ud paa Toften for at flytte Koen og Faarene og var omme i den lille Kaalgaard for at faa en Morgenfrue og en Dusk Ambra at snøvse til, og det gik helt hyggeligt altsammen. Pigen lod forresten til at være af muntert Gemyt, for imellem saa stak hun i at le, saa det skvaldrede efter, men det klædte hende meget godt, syntes Greth'.
Jens var ogsaa en Del forandret, han var bleven nok saa snaksom, som han plejede at være, og han havde ikke sagt: Fjorten endnu. Greth' havde forresten haft saa travlt med at iagttage den her unge Pige, saa hun helt havde glemt at tænke paa, at Jens havde den skrækkelige Uvane.
Det blev imidlertid Solnedgangstid, og Greth' havde budt Gæsterne indenfor til en Bid Brød. Hun havde spejlet Æg og sat Saltmad og Ost og hvad andet, hun havde, frem paa Bordet og nu kaldte hun dem ind til Spisning.
Men som de saa var kommen derind i Stuen igen, saa foer Kunsterne op i Jens; han gav dette her bitte, trinde Pigebarn et hastigt Snuromkring midt paa Gulvet: Ja, saa fik En sig altsaa en Kjærrest! siger han, og lige bagefter saa klasker han jo Haanden imod Loftet:
— Og nu siger jeg s'gu: Fjorten! — Fjorten, Mor! raabte han og gav et drabeligt Spræl med de lange Ben.
— Jamen jeg siger: Sytten! — raabte saa Pigebarnet og skoggerlo, saa Barmen hoppede paa hende.
Og nu var det jo næsten underligt, som det gik for Greth'; hun stod og syntes, det hele passede til Lejligheden. Ja, hvad mærkeligt var der vel egentlig i det Fryderaab? Jens var jo glad og Pigebarnet med, saa kunde han vel lige saa godt sige Fjorten som noget andet.
Og saa lo den gamle Greth' med — for en Gangs Skyld.
Længere frem i Tiden viste det sig jo, at Greth' godt
kunde have sparet sig de fleste af alle de svære
Bekymringer, hun havde gjort sig. Da Jens fik Kone og
Børn og Jord og Kreaturer at staa til Ansvar for, saa
lærte han mange Ting, han ikke havde kendt før, og
saa blev der ogsaa efterhaanden noget imellem hver
Gang, han var oplagt til Spræl og Kunster.
Et Aar var han ogsaa saa uheldig at blive skamferet af et Par løbske Heste og komme til at ligge et halvt Aars Tid med et daarligt Ben.
Da tænkte Greth' jo flere Gange paa, at hun godt vilde have givet en Del til en Gang igen at se Jens klaske Haandbagen i Loftet og sprælle op og raabe: Fjorten!
— Omsider kom han sig dog og blev rask Mand igen, og det gik ham ogsaa ellers godt nok. Han havde ikke flere af Sorger og Bekymringer end der kan være tilmaalt de fleste, og det var heller ikke saadan, at han gik og blev et sølle Hængehoved, om ogsaa han var noget mindre sprælsk.
Og saa den Gang i Halvfjerserne, da Provstens Agnete holdt Bryllup med en højtstaaende Officer, og alle Egnens Folk strømmede ned til Byen for at se paa Feststadsen, — ikke mindst af den Grund, at det var rygtedes, selve Kronprins Frederik vilde komme til Byes, da viste han, at han ikke helt havde glemt sit gamle Kunststykke.
— Faar vi nu Besøg af selve de Kongelige! — udbrød Jens, da han saa den fornemme Vogn. — Af de Kongelige!!
— Saa siger jeg Fanden ta mig ogsaa Fjorten! — raabte han. Og saa gjorde han i det samme et saa vældigt Spring i Vejret, at han nær havde skrækket baade Gæster og Bæster.
— Naa, der var naturligvis nogen, der ikke kunde dy sig for at le ad den — Hofsalut — som de sagde; men de fleste tog det dog anderledes.
— Det skulde alligevel ikke ha' sket, — sagde de og saa misbilligende efter Jens.
— Nej, ikke paa saadan en Dag.
Og gamle Greth' hun stod med Hænderne foldede midt paa Maven og Øjnene i Grønsværet, hun var ved at gaa i Jorden af Skam og Fortvivlelse.
— Men hvad der er stort, er stort, og Greth' følte denne Dag som den største Begivenhed i sit Liv. — Provstens Agnete, som de alle forgudede, skulde giftes og rejse bort fra Egnen; Byen fyldtes med straalende Køretøjer, med fine højfornemme Gæster og en militær Pragt og Herlighed, ingen her havde set Mage til og saa som Kronen paa Værket: En af de kongelige kom med til Festen! — Alt dette tilsammen gjorde Dagen til en Dag for sig, og aldrig havde gamle Greth' tænkt sig, at hun skulde opleve noget saa stort og mærkeligt; og hun tog mod Indtrykkene med himmelaabne Øjne og den dybeste Andagt.
Og nu skulde saa Jens, Sønnen, gøre hende den Tort og Sorg at gaa hen og te sig saa upassende, ja uværdigt. — Greth' slog sine Øjne dybt ned og syntes, hun maatte ønske, at hun kunde synke lige ned i den sorte Jord. Okja! Okja!
— Men de store Begivenheder vækker de store Sindsbevægelser, og Greth' var i de store Følelsers Vold. Hun sank ikke i Jorden, men hun slog sine Øjne op og saa paa sin Søn.
Og da med en Styrke som aldrig før fornam hun, at hun havde en Søn, — et Væsen, der var Kød af hendes Kød og Blod af hendes Blod, og som hun med en Magt, ingen Ting kunde forrokke, hørte sammen med gennem baade Glæde og Sorg, gennem baade Ære og Skam, gennem alt og til den sidste Stund.
Gamle Greth' gik hen til Jens, og med et baade ømt og forlegent Smil i sit runkne, vejrbidte Ansigt berørte hun svagt hans Ærme og sagde de Ord:
— Do er mi' Søn, ihworrn det end goer!
Det var det Udtryk, Greth' fandt for de store Følelser, hendes Bryst i denne Stund husede.