Ordsproget

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn


Mens Aarene gik.djvu Mens Aarene gik.djvu/13 77-91

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

ORDSPROGET

Der var Helligforsamling ude ved Thomas Boels i Mosegaarden.

Det var en Søndag Aften først i September, Himlen var overtrukken og sort, truende Tordenskyer jog sammen allevegne fra, og skønt Klokken kun var mellem syv og otte, var det helt mørkt inden Døre.

Selv ude til fri Felt var Luften trykkende, men værre var det inde. Og hos Thomas Boels, hvor hele Byens "lille Flok" var samlet i Dagligstuen, var der godt lummert under det lave Bjælkeloft.

Der var ogsaa meget tæt lukket, ikke en aaben Sprække ved Døren noget Steds og ikke et Vindue paa Klem. Det var Missionær Niels Olesen, der skulde præke, og han satte Pris paa, at "Brødrene og Søstrene i Herren" kunde have det for sig selv.

Oppe for Bordenden stod et tykt Tællelys og brændte med en noget døsig Flamme, foran det laa en glinsende ny sort Bibel, og foran den igen havde Niels Olesen staaet og præket: Det var om "Guds lille Finger", han havde udlagt. Det var vigtigt altid at kunne blive ledet af "Guds lille Finger", sagde Niels Olesen, men det var en Gunst, der kun kunde komme de udvalgte til Gode. Men hørte man til de sande troende, da kunde det lykkes os at se "Guds lille Finger" allevegne i Styrelsen med os, og just at naa dertil var stort og skjønt.

Det var Hovedindholdet af Niels Olesens Præken, og herover havde han talt en god Time. Men det er en lang Tid, naar der er Torden i Luften og kvalmt og lummert i "Bedesalen". Der var da ogsaa flere af Forsamlingen, der havde blundet stærkt med Øjnene og nu og da nikket lidt, og en enkelt, den maveføre Jordemodermand, havde en Tid rentud snorksovet.

Nu havde man sunget et Par Salmer og en "aandelig Sang", der stod i een af de Sangbøger, Niels Olesen forhandlede, og Forsamlingen havde faaet noget af Døsigheden rystet af sig.

Niels Olesen gik frem og tilbage over Gulvet bagved Forsamlingen, der væsentligst var plaseret rundt om Langbordet, — en fire, fem Kvindfolk sad der dog paa nogle Stole omkring ved Kakkelovnen. Han gik og talte indtrængende, men noget mindre salvelsesfuldt end under Prækenen, om Nødvendigheden af at fordybe sig i den hellige Skrift, "der giver en sikker Anvisning til at leve et gudeligt og saligt Liv", — som skrevet staar i 2. Tim., 3. Cap. "Den hellige Skrift kan gøre dig vis til Salighed ved Troen paa Christus Jesus. Den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom, til Overbevisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, at det Guds Menneske maa vorde fuldkommen dygtiggjort til al god Gerning". — Denne Verden var en Jammerdal, og fuld af Synd og Skyld, sagde Niels Olesen, derfor burde man til enhver Tid have den hellige Skrift ved Haanden, at man kunde søge "Rettelse og Optugtelse" deri. Ethvert Guds Barn burde have Biblen liggende paa sit Bord, og med Mærker ved de Skriftsteder, hvor den Helligaands Kraft føltes stærkest virkende, da kunde han sige, at han altid var nær ved Gud og hans Aand og Naade.

Og let henkastet lod Niels Olesen her Forsamlingen forstaa, at de, der ikke allerede havde Bibelen, kunde faa den til Købs nu straks, Niels havde været saa betænksom at bringe en lille Beholdning med sig. Der var baade til to, fire og seks Kroner.

Niels Olesen tørrede sin hede Pande. Han havde nærmet sig Hjørnet af Bordenden, hvor den flunkende nye Bibel laa, og hans højre Haands Fingre famlede just ved Korsets Tegn over dens sorte Bind.

Der var ingen, der sagde noget. En og anden skrabede let med Fødderne under Bordet og flyttede sig paa Sædet, andet skete ikke.

Niels stod imens med Ryggen mod Dørkarmen, han saae med stikkende Øjne henover den noget træge Forsamling.

Siden gik han ned langs Rækken, der sad paa Langskamlen og klappede dem paa Skuldrene sigende: "Hvordan har du min Broder (eller Søster) det med Jesus?" — "Har du annammet den Helligaand?" — "Har du smagt Lammets søde Blod?" og flere indtrængende Spørgsmaal.

Men herved blev de fleste forlegne, for det var nu ikke alle, der saa med lige stor Tillid til Niels Olesen, som ogsaa var ret ny i Kredsen, og som ikke altid havde Held til at vinde Menighedens Bifald.

Da der kun var faa, der svarede ham paa disse Spørgsmaal, fandt han efter en lille Pavse paa at opfordre Medlemmerne til at staa frem og bekende deres Synder. Det mente han kunde være Bekenderen, som gik og følte sig trykket, til stor Lettelse og til Styrkelse i Troen, og det kunde tillige være Forsamlingen til Opbyggelse; thi sandelig, da vilde Menigheden hjælpe den svage Broder eller Søster med Bønner og Paakaldelser, "at Jesus maatte komme til ham med sin Naade og give ham at drikke af Lammets Blod".

Niels Olesen tørrede sig atter over Panden, og hans Øjne foer bag Lommetørklædet skævende benover den tilbageholdne Forsamling, — næsten som han vilde sige: Kom dog frem een af Jer, bare for en Afvekslings Skyld! Forstaar I ikke, det er drøjt ene Mand at skulle trække det hellige Læs? —

Men det saa ikke ud til, at nogen vilde efterkomme Opfordringen.

Da rejste endelig Landhandlerens Karine sig.

Hun havde siddet i Bænkekrogen deroppe ved Overbordenden, hvor Niels Olesen havde staaet og præket, og mens flere havde haft Vanskelighed ved at holde Døsigheden paa Afstand, havde Karines Øjne hængt ved Niels Olesens Læber med en brændende Nidkærhed.

Nu var hun meget rød i Kinderne og slog Øjnene bly ned; men saa man nøje til, syntes der i Mundkrogene at være som en Antydning af Smil. — Naa, men Karine slog sig for sit fyldige Bryst sigende:

— Herre Jesus Christus, min Frelsermand, jeg bekender, at jeg er et skrøbeligt Menneske, "der synder daglig meget, og fortjener vel idel Straf", som skrevet staar, men efterdi, jeg elsker dig, Jesus, beder jeg, at du for denne min Kærlighed vil være mig naadig og forlade mig min Skyld. —

Jesus, se i Naade til en Synderinde!

— Mere blev det ikke til, saa sank Karine ned paa Bænken.

Amen! lød det.

Det kom fra Stafen Søvsø, en lang, skraaskuldret Ka'l med et skarptskaaret, forslagent Ansigt. Han sad og bredte sig for den anden Bordende og fulgte med sine smaa, grønne Øjne aarvaagent alt, hvad der foregik.

Niels Olesen var gaaet istaa midt paa Gulvet. Han skuede mildt og sødtforbarmende op paa Karine.

— Amen! I Jesu naadige Navn! forstærkede han Stafens Udbrud.

Og straks efter stod han oppe for Bordenden ved Karines Side.

— Ja, Karine, det er jo saa', — da, ihvert Fald med de fleste af os, at vi kan synde, synde af Skrøbelighed. Hvor meget vi end stræber mod Helliggørelsen, saa maatte vi dog — altsaa ihvertfald de fleste af os — bekende, som skrevet staar i Fil. 3—12, "at vi ikke allerede haver grebet det, eller allerede er fuldkomne, men vi jager derefter, om vi dog kunde gribe det, efterdi vi selv er grebet af Christus Jesus". — Brødre og Søstre i Herren, "jeg agter ikke mig selv at have grebet det; men et gør jeg: forglemmende hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, iler jeg mod Maalet til det Klenodie, som hører til Guds Kald herovenfor i Krestus Jesus!"

— Husk Karine, at Jesus siger Matth. 7—7—8. Vers, "beder, saa skal Eder gives, søger, saa skal I finde, banker, saa skal Eder oplades; thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades". — Og ydermere vil jeg sige til dig, du min elskede Søster i Herren, hvad skrevet staar i Davids Psalme 42—12: "Hvorfor er du nedbøjet min Sjæl, og hvorfor bruser du i mig? bi efter Gud!"

— Ja, Karine, jeg siger "bi efter Gud!" — bi efter din Brudgom, — din rette Brudgom! — Og du skal se, om du vaager og beder, da vil Brudgommen komme til dig sigende: Staa op og følg mig, Karine, thi du og jeg skal vorde et i Christus Jesus, vor Frelsermand! — Og da skal Brudgommen "aftørre hver Taare af dine Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine". — "Værer ikke bekymret for noget", elskede Søster i Herren, "men lader i alle Ting dine Begjeringer komme frem i Bøn og Paakaldelse med Taksigelse, og din Brudgom, hvis Kjærlighed overgaar al Forstand, skal bevare dit Hjærte og dine Tanker paa den rette Vej."

Men naar du beder, elskede Søster i Herren, da gak ind i dit Kammer og luk din Dør, og bed til din Brudgom, som er i løndom, og din Brudgom, som ser i Løndom, skal med Guds Hjælp betale dig det aabenbare.

"Ja, mine Venner i Christo," henvendte han sig nu til Forsamlingen, "lader os vaage og bede, at vi ikke skulle falde i Fristelse, hvad vi jo ofte gør; thi Aanden er vel redebon, men Kødet er — Kødet er — skrøbeligt."

Niels Olesen pustede svagt. Hans pumrede Hænder foer i rastløs Famlen omkring den sorte Bibel, der laa foran ham. Han saae noget febrilsk ud, og gned med Lommetørklædet paa Panden, som skulde han pudse en Thekedel. — Men altsaa, begyndte han paany, jeg siger Eder, mine elskelige Venner i Christo, Gud forbarme sig over os og være os naadige; — eller — jeg siger, vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse, — men hvis I falder, da gak ind i Lønkammeret, som skrevet staar, og bed i Løndom, bed, bed! — Ja, kære Brødre og Søstre i Herren; — her standsede han lidt, han havde staaet og stirret temmelig vildt ud over Bordet, nu løftede han sine Øjne mod Himlen, lagde den højre Haand fladt mod Brystet, og derpaa lød det med en saa salvelsesfuld Messen, at den rystede af Grebethed: — Kære Venner, kære Brødre og Søstre i Herren. Lader os slukke Lyset og holde en stille Bøn!

Og dermed udpustede Niels Olesen Tællelysets gule Flamme.

— Det gav som et hørligt Kvak i Forsamlingen: Noget saadant var ikke sket før. Nej.

Men der var ingen, der udtalte sig, og kort efter kunde man høre en hviskende Mumlen rundt om Bordet, hvad jo godt kunde være "en stille Bøn".

.... Stafen Søvsø, der sad for den anden Bordende, var forholdsvis ny i denne Forsamling. To, tre Gange før var han mødt. Der var vist ingen af "den lille Flok", der havde stor Tro til, han for Alvor vilde beflitte sig paa at blive værdig til Optagelse blandt Guds Udvalgte. Men saadan var det jo med flere, og skubbe Synderen uprøvet bort var ikke christeligt, da "intet var umuligt for Herren".

Stafen Søvsø havde opført sig pænt ved de foregaaende Forsamlinger, han havde deltaget i, kanske da Helligaanden alt havde begyndt at virke med sin Kraft i ham og omsider kunde gøre ham til en rigtig Broder i Christo.

Kilers maatte det jo siges, at Stafen var mest kendt paa Egnen som en uforbederlig Spøgefugl, hvis Løjer ikke sjældent var nær op til Skarnagtigheder.

En af hans velkendte Fornøjelser var at overliste og overrumple Landsbyens Kærestepar.

Til Brug ved denne Geschæft havde han anskaffet sig en lille Blændlygte, en saakaldt "Tyvelygte", som han om Aftenen altid gik rundt med, skjult i en indvendig Jakkelomme.

Paa en Søndag Aften var det selvsagt, at Stafen havde Remediet med sig. De Helliges Møder plejede oftest at slutte ved jævn borgerlig Sengetid, og just den Tid var jo som oplagt for Stafens Bedrift. For ham, der nøje kendte alle Byens lønlige Smuthuller, skulde det gaa svært mærkeligt til, om der ikke, en Søndag Aften ved Sengetid, "var noget at gøre".

Stafen havde Lygten i Lommen som han plejede, og da Forsamlingen en halv Snes Minutter havde siddet i Mørke og tilbragt Tiden med denne hviskende Mumlen, der maatte tænkes at betyde Bøn og Paakaldelse, har han formodentlig siddet og kedet sig, eller han har følt sig trykket af ikke at kunne bruge sine smaa, aarvaagne Øjne? — I hvert Fald, han havde listet Lygten frem, og Svift! — før nogen kunde ane noget, glimtede et Lysskær over det lange Bord og rundt paa hele Forsamlingen.

Naa, — de fleste sad som venteligt var med andagtsfulde Miner og fromt foldede Hænder.

Men oppe for Bordenden saa det ikke saa godt ud. — Altsaa, Niels Olesen og Landhandlerens Karine, de to havde fundet hinanden, og som de sad, da Lysskæret strejfede dem, var det dem ikke muligt at folde Hænderne.

Var der nogen i Forsamlingen, der havde haft Mistanke om, at Niels Olesen sad med Karine fastsluttet i Favnen og hun med Armene om hans Hals? — Det saae ikke ud til det. — De saae saa redeligt forbløffede ud, saa helt overvældede, at der var flere, som havde glemt at lukke Munden, og de kunde ikke faa Øjnene fra Broderen og Søsteren for Bordenden.

Men Stafen havde rejst sig op, hans smaa, grønne, paapasselige Øjne løb rundt til enhver i Forsamlingen: — Hm, ja, det er lidt lummert i Aften, — sagde han — og det er saa meget nogen grimme Blaaner, der trækker sammen i sydøst.

Saa holdt han Lygten til Vejrs, og saadan med løftet Haand tog han til at messe: — Karine, du min elskede Søster i Herren! saa haver da altsaa, som alle har set, "Brudgommen" besøgt dig, og jeg siger Eder, Niels Olesen og Karine, gak nu hellere ind i Jert Lønkammer, at det maa fuldbyrdes, som skrevet staar, de to skulde vorde til et. — Amen!

Endnu en lille Stund blev Stafen staaende dèr for Bordenden: han stod og kippede med "Tyvelygten" og lod dens stikkende Lys glimte rundt paa de stakkels forlegne Mennesker.

Men saa vendte han sig da mod Døren:

— Godnat og Tak! sagde han, — og forsvandt.


* * *


Alting i denne By gik paa Ordsprog. — Visdom og Galskab, Sorg og Glæde, Advarsler og Opmuntringer, Arbejde og Hvile, Vind og Vejr og Aarstider, — lige meget hvad Slags Thema, der laa for, man udtrykte sig i Ordsprog.

Det hændte, at Folk kunde spørge, hvor nu det Ordsprog stammede fra, og det og det? — Ja, saa havde en gammel Præst, de en Gang havde haft, sagt om nogle af dem, at de var fra Peter Syv og Peter Laale, men den gamle An' Lykke, der boede oppe i Hedebakkerne, hun sagde, at de, der ikke stammede fra Skriften, de stammede fra Hedenold, og det var der andre, som sagde efter An' igen.

En god Del havde Befolkningen nu selv været Mestre for, og af disse stammede mange fra den gamle "Skuelmejster". Hans Ord var næsten altid vise og saa velsammensatte, at de huskedes og siden blev til disse stadigt gentagne Udtryksformer, der er til stor Hjælp for den menige Mand, hvis Tale ellers saa let kan forvrøvles, — "Æ Skuelmejsters Ordsprog", sagde man, og straks havde alle som Tonen i Øret.

Men det var heller ikke faa af Egnens Ordsprog, der stammede fra Galt-Anders. Ogsaa de var letkendelige, men det var paa Grund af et eget saftigt Præg. De benyttedes vist forresten lige saa tit som "æ Skuelmeister"s.

Aarene kom og Aarene gik, ja, — her som andet Steds, der kom Varme af Sønden og Kulde af Norden, og "Alting er jo muligt for Worherr', undtavn aa la'et regn' aa Nordvejst," sagde man; — de pløjede, saaede og sankede i Lade, "og hwa' ka'et saa hjælp En haar te' tyv' Bejt Brø', nær En har mist' si' Apetik". — De holdt Gilder hjemme og kørte af Byes til Gilder, og de Gamle sagde hver Gang: "Skik' Jer no wal, Børn, det spør'es mindst", og om nogen var i Tyivl om, hvad der kunde blive ud af det, han tog sig for; saa sagde han:

"A ved Gu' ett, Bitte, om der ka' blyw' en Runnivædder ud aa'et", — som han sagde, Laust Ligaard, da han vilde til at skære hans Aalam[1], tilføjede man.

Og en skønne Dag, saa havde man faaet et nyt Ordsprog i Byen, en Tale fuld af Visdom og Dybde, som det er et Ordsprogs Opgave at være, og velanvendelig ved mange af dette Livs afvekslende Forhold. Det lød: Lader os slukke Lyset og holde en stille Bøn!

Se, det kunde jo hænde, og hændte vel ikke saa sjældent, at en Ungersvend kunde være i Vilderede med, hvordan han skulde stille sig an for sin Pige, han kunde være kejtet og forsagt, hun kunde være knibsk og vanskelig; men straks kunde Ordsproget dukke op i ham og komme ham til Hjælp: — Lader os slukke Lyset og holde en stille Bøn!

Og der var Klaus Landhandler, som vel var en hellig Mand, men ogsaa en nærig Rad, — til Tider nok endda mere end det. Man sagde, det kunde ske for ham, naar der ikke var for lyst i Butikken, at et Lod kunde falde af Vægten; han brugte ogsaa at lade som han vilde skrue Lampen op, naar der var noget dunkelt, og saa kom han for Skade at knibe Skruen den gale Vej saa der blev mørkere, end der var. Ved saadan Lejlighed er Klaus tit bleven mindet med Niels Olesens Ord: Ja, lader os slukke Lyset, Klaus, og holde en stille Bøn!

Men mest omtalt blev dog den Gang, da Smeden fandt til det.

Marius Smed var en ren Jættekrop til at arbejde — men ogsaa til at drikke. En Dag sad han og Brændevins-Rasmus og svirede sammen inde hos Smedens. De havde begyndt tidligt paa Formiddagen, og endnu langt ud paa Aftenen sad de og svang Spølkopperne med Kaffeknægte og "Ølhøvle" i og drak som Børster, Smedens gule Dunk havde for anden Gang været hos Landhandlerens, og Smedekonen var ikke videre elskværdig stemt.

— Her sidder saadan et Par Mandfolk og forsømmer deres Arbejde, drikker sig fra Helsen og Kræfter og fra Vid og Forstand. — Og saa brænder de al Ens gode Petroleum.

Navnlig dette sidste hængte hun sig fast i. Petroleum var dyr nu til Dags, jamrede hun, den kostede en Mark Potten, den var dyrere end Brændevinen, de sad og bællede sig med — altsaa. Og saa var den købt for at Trine skulde have den at se ved, naar hun skulde sy og karte og spinde om Aftenen. Den Slags var nyttig Gerning; men at de Fyre her sad og sang og skaalede og hujede op Natten til Dagen, det var tørftløs Geshæft, om noget var det, og ikke noget at øde Ens gode Petroleum paa.

Saadan blev Trine ved at knebre løs. Hun foer dèr over Gulvet fra Køkken til Kammer og tilbage igen, og stadig saa jamrede hun sin sørgelige Petroleumsvise.

Da var det, Smeden fandt paa en Udvej; han rejste sig med Besvær fra Bænken, ramlede til at faa Tag i Dunken, og med den i den ene Haand og Spølkummen i den anden sagde han det forløsende Ord: — Haa, Rasmus, lader os da slukke Lyset og holde en stille Bøn!

Som dette Visdomsord nu mere og mere trængte igennem og brugtes rundt om, kunde det ikke undgaas, at ogsaa Provsten fik det at høre.

Han studsede noget første Gang, og saa ud som han tænkte sig søgende om.

Saa spurgte han med gravalvorlig Stemme: Er det Ordsprog mon fra Skriften, eller er det fra Hedenold?

Men han biede ikke paa Svaret; han vendte sig straks, og da var der nogen som troede at have set, at den sorte Frakkes lange Skøder rystede stærkt over Maven.

  1. Hundyr.