Niels Ebbesøns Minde

by Hans Vilhelm Kaalund

	Niels Ebbesøns Minde.
	En Bautasteen paa gammel ærlig Viis
	Vil Danmark for sin kjække Martyr reise,
	For Ridder Ebbesøn fra Nørreriis!
	Paa Randers Torv skal Æresstøtten kneise,
5	Og stolt i Seclers vilde Storme staae
	Paa Heltedaaden pegende tilbage,
	Mens Slægterne, som komme, og som gaae,
	Skal føle Hjerterne til Storverk slaae
	For gamle Dannemark i Trængslens Dage!”
10	Saa hæved' nylig sig en liflig Røst
	Blandt Larmen af de travle Arbeidsbier;
	Den klang saa fædrelandsk med Liv og Lyst,
	Som Tonen i de gamle Melodier,
	Som Hedelærkens Foraarssang den lød,
15	Og herlig hæved' sig i Manges Minde
	Den Tid, da Atterdagens Sol frembrød
	Og Ebbesøn dens Morgen farved' rød
	Med Blod af Danmarks frygtelige Fjende.
	Og glad jeg lyttede med Hver og En,
20	Som ønsker Aand og Ild og Marv tilbage:
	Den Røst, mig tyktes, bragte dog en Green,
	Et maigrønt Syndflods-Haab om bedre Dage,
	Et Haab, at Folket, skjøndt i Døgnets Baand,
	Har for det Ny ei ganske glemt det Gamle;
25	At Nutid Oltid snart vil række Haand,
	Og Nordens gamle, djerve Kerneaand,
	Som en Lavin, sig af en Sneebold samle.
	Saa tænkte jeg; men det var kun en Drøm,
	Som Ønsket fostrer i den unge Alder;
30	En deilig farvet Boble paa hiin Strøm,
	Som Døgn for Døgn i Styx's Bølger falder.
	Med Vemod stirrer end mit Hjerte hen
	Hvor den har hævet sig, hvor den er svunden;
	Og venter, Drømmen fødes skal igjen,
35	Og da en Virkelighed følge den,
	Som Dagens Solglands følger Skumringsstunden.
	Men nu er Alt saa dødt og taust og tyst,
	Om Mindestenen høres knap en Stemme,
	Og denne Taushed har en Uglerøst,
40	Som Livet af det bedste Haab kan skræmme.
	See, derfor lyder høit mit Harpeslag,
	Som mig mit Fædrelands Natur det lærte
	I Lærkens Pindsesang, i Stormens Brag;
	Frit vil jeg tale, Ebbesøn, Din Sag
45	Med Toner, hented' dybt fra Danmarks Hjerte.
	Hvi er det da saa tyst? Fordi, o Skræk!
	Fordi vort undertrykte Lands Befrier
	Som Morder plettet er — med Holsteensk Blæk;
	See derfor Danmarks Folk forsigtig tier!
50	Vi kunde lettelig fornærme Een
	Af hine Pennehelte, som os love
	I Gotthorp at opreise Geert en Steen;
	Slig Strid os kunde vorde let til Meen,
	Og derfor lade vi nu Sagen sove.
55	O nei, mit elskte Fødeland, saa dybt
	Jeg kan ei tro Du er i Afmagt sunken!
	Du, som med Daad har Verdens Studsen kjøbt,
	Est Du en Olding nu saa svag og lunken?
	Er slukt Dit Ørneblik, er koldt Dit Blod,
60	Som blussed' stolt, ved Danmarks Navn, i Kinden?
	Er Egen marvløs, trøsket til sin Rod?
	Snart har Du og vel glemt Din Dannebod,
	Som Hver, der dannevirkede mod Fjenden?
	End Nordhavs-Bølgen gaaer sin stolte Gang
65	Med Havfrusang om Helteliv i Norden;
	End bølger Rugen paa den danske Vang,
	Med Bøgen seer Kjerminden sig i Fjorden;
	Med Egeharpen Nordens Braga staaer,
	Mens Grundtvig styrer Tordengudens Kerre,
70	Fra Himmelbjerget Jyllands Sangfugl slaaer;
	Men overalt til Klub og Bal man gaaer,
	Og har ei Tid, at blive rørt, desværre!
	O, hørte Du, hvis trætte Kæmpebeen
	Fem Secler har paa Ærens Laurbær sovet,
75	Til Dværgeqvækket mod Din Mindesteen,
	Du vilde ryste paa Dit ædle Hoved
	Og sukke høit, ei for Dit Navns Forliis,
	Men over Folket, som Du Frihed kjøbte,
	Da Du dets Bøddel slog paa Ridderviis,
80	Det Folk, som Secler stemte i din Priis,
	Og nys med skjændigt Mordernavn Dig døbte.
	Dog nei, det ligner ei, Du Danske, Dig!
	Det er kun fremmed Klint, som skjuler Hveden;
	En fremmed Faarekyllings hæse Skrig,
85	Som røver Fædrelandet Moderglæden!
	Du vil ei glemme Broderheltens Løn,
	Og lade feig Dig skræmme, ham at hædre
	Med Bautasteen og Æreskrone grøn!
	Du er dog ei en saa vanslægtet Søn
90	Af Moderen til hine store Fædre!
	Ham kan Du takke for, at Danskt er til,
	At Du et Fædreland urgammelt eier,
	At med sit Frelsenskors, i Kampens Ild,
	Det himmelfaldne Dannebroge vaier.
95	Ja, ham, hvis Kæmpesværd Uhyret slog,
	Ham kan Du takke rundt paa Mark, i Skove,
	At end Du trylles af Dit Fædre-Sprog
	I Skjaldesang, i Tale og i Bog,
	Og at du bygger under danske Love!
100	Lad Holsteen reise Steen for sin Tyran,
	Det reiser Gravsteen for sin egen Ære!
	O fy! o fy! saa smaalig nidsk mod Dan
	Kan neppe dog den aabne Tydsker være!!
	Men kom da nu, I Store og I Smaa,
105	Hver med en Skjærv, I Ynglinge og Gamle,
	I Piger med de Øine milde, blaae,
	See mange Bække danne snart en Aae,
	Og til et Bjerg sig mange Sandkorn samle!
	Naar Hedens Lyng i Blomster atter staaer,
110	Da er det nu femhundred' Somre siden,
	At hæved' sig det store Jubel-Aar,
	Da Folket vaktes efter Jammertiden;
	O lad Niels Ebbesøn da reise sig,
	For Kunstens Tryllestav, igjen af Graven!
115	En Æresstøtte bliver det for Dig;
	Men lytter Du til hiint udanske Skrig,
	Da over Dig Du selv vil bryde Staven!