Til Danmark

by Hans Vilhelm Kaalund

	Til Danmark.
	Hil dig, du Nordhavets
	Deiligste Datter,
	Stille, velsignede
	Fædreneland!
5	Mild, med din Krands af
	Sexradet Kornax,
	Og med Idunas
	Æbler i Skjødet,
	Bader du Lokken
10	Yndig og smiler, paa
	Silkebolsterne
	Himmelblaae.
	Ei har du Klipper,
	Som Gothard og Dovre,
15	Med tordnende Vandfald,
	Ei dandsende Floder,
	Som Donau og Rhinen;
	Dog er din Slette
	Ei nogen Ørk:
20	Saftgrønne Bøge
	Skygge i Skoven;
	Himmelens Hvælving,
	Med Sole og Stjerner,
	Skuer man heel.
25	Markerne bølge med
	Kongernes Grave:
	Dan Mykilati's,
	Gorm's og Dannebod's
	Hist ved Jellinge.
30	Underligt suser
	Om Bautastenen
	Oldtidens Sagn.
	Stille bag Ploven,
	Mens Lærken synger,
35	Vandrer Graabonden;
	Finder med Studsen
	Askekrukker og
	Røden Guldhorn,
	Ældgamle Been,
40	Som nys i Mosen
	Paa Cimbriens Halvø,
	Rammet med Pæle,
	Gamle Gunild:
	Blodøxes Viv — —
45	Lystig ved Stranden,
	Paa Fiskerleiet,
	Solbrændte Søgut
	Bøder sit Net;
	Kirkebyer og
50	Bøndergaarde
	Venligt, med Haver
	Om hvide Mure,
	Ligge paa Marken;
	Rygteren driver,
55	Hvor Kæmper blødte,
	Hjorden til Vands.
	Storken hvert Foraar
	Kommer fra Asiens
	Og Nilens Palmer,
60	Hvor Crocodillen
	Snøfter mod Solen;
	Hilser din Grønne
	Lærketørvs-Tue
	Med knæbrende Næb.
65	Isefjords-Bølgen
	Og Kongedybet,
	Bugten ved Kjøge,
	Ved Kolbergerheide
	Sjunge en Drapa
70	Høit til din Ære,
	Herlige, ældgamle
	Fædreneland!
	Mindes du dengang
	Arken paa Ararat
75	Atter var landet?
	Slægten af Japhet
	Drog som Nomader
	Op imod Norden,
	For at befolke
80	Den hellige Jord?
	Længe de søgte
	Efter en Hjemstavn:
	Yndige Danmark,
	Dig da de fandt!
85	Vældigt omsuset af
	Polens Storme;
	Midt i et oprørt,
	Brusende Hav:
	Venlige Lunde
90	Loe dem imøde,
	Fisk'rige Fjorde,
	Bølgende Enggræs,
	Sprudlende Væld.
	Taarer i Øiet
95	Steg' da de Vilde;
	Herren de takked'
	Og Danmark nævned'
	Det yndige Land.
	Hytter sig reiste,
100	Og rigt udbredtes
	Slægten i Nord.
	Snart vandred' Cimbrer
	Ud med Teutoner,
	I Bjørnehuder,
105	Ned imod Syd.
	Ikkun ved Krigslist,
	Cajus Marius,
	Du de haardføre
	Vildmænd betvang!
110	Ved Aquæ-Sextiæ
	Romerne slog' dem;
	Kæmpernes Knokler
	Om deres Gaarde
	Brugtes som Hegn.
115	Deilige Moder!
	Endnu du smiler;
	Skjøndt dine Kæmper
	Smuldne i Muld.
	See dine Søstre,
120	Svea og Nora,
	Hæve de stolte
	Pander mod Himlen,
	Krandsed' med Granløv!
	Hist paa sin Kuløe
125	Nordhavets Dronning,
	Gamle Britania,
	Hyllet i Damp af
	Dampmaskiner,
	Mægtigt sig kroer!
130	Hisset Germania
	Grublende sidder,
	Med sine dunkle
	Sværmende Blik'!
	Alle de skue, med
135	Hovmodig Kulde,
	Haanende paa dig;
	Sydboen neppe
	Veed, at du findes;
	Dog med Kjærmindens
140	Kjærlige Øie,
	Med dine lyse
	Lokker af Mailøv,
	Med dine Sange
	Og hellige Minder,
145	Yndig du smiler paa
	Silkebolsterne
	Himmelblaae!
	Fattig du est kun,
	Hellige Moder;
150	Dog jeg dig elsker;
	Dog jeg mig nævner,
	Midt i din Armod,
	Stolt som din Søn!
	Ja! om jeg stod nu
155	Midt i Arabiens
	Paradiis-Dal,
	Ved Himalaja
	Eller ved Indus,
	Eller ved Tiber,
160	Vilde jeg græde
	Høit for din Skovvang,
	Vilde jeg strække
	Ud mod din Tue
	Barnlig min Favn!
165	Skjænk mig en Hytte
	I dine Lunde,
	Hvor jeg med Harpen
	Høit kan dig prise,
	Tæt ved dit friske,
170	Stolte, dunkelblaae,
	Rullende Hav!
	Hellige Moder,
	I dine Arme
	Skjænk mig to Fodbred
175	Jord til en Grav!