Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/1
I.
DRENGEN.
NISSEN.
Søndag 20. Marts.
Der var engang en Dreng. Han var vel en fjorten Aar gammel, lang og ranglet og med hørgult Haar. Han duede ikke til stort: det, han havde mest Lyst til af alting, var at sove og spise, og efter det holdt han mest af at gøre gale Streger.
Saa var det en Søndagmorgen. Drengens Forældre var ved at gøre sig i Stand til at gaa i Kirke. Drengen selv sad i Skjorteærmer paa Kanten af Bordet og tænkte paa, hvor rart det var, at baade Fader og Moder gik deres Vej, saa han i et Par Timer kunde være sin egen Herre. „Nu kan jeg da tage Faders Bøsse ned og skyde lidt med den, uden at nogen straks skal blande sig i det,” sagde han ved sig selv.
Men det var næsten, som om Fader havde gættet Drengens Tanker, for lige da han var i Døren og skulde til at gaa, blev han staaende og vendte sig om til ham.
„Naar du ikke vil med Moder og mig i Kirke,” sagde han, „saa synes jeg ialtfald, du kan læse en Prædiken herhjemme. Lover du mig det?”
„Ja,” sagde Drengen, „det kan jeg jo gærne.“ Og han tænkte naturligvis, at han læste ikke mer, end han havde Lyst til.
Drengen syntes aldrig, han havde set sin Moder saa hurtig i Vendingen. I et Nu var hun henne ved Væghylden, tog Luthers Postil ned og lagde den paa Bordet henne ved Vinduet med Dagens Prædiken opslaaet. Hun slog ogsaa op i Evangeliebogen og lagde den ved Siden af Postillen. Tilsidst trak hun den store Lænestol hen til Bordet, den, der blev købt forrige Aar paa Auktionen i Vemmenhög Præstegaard, og som ellers ingen andre end Fader fik Lov at sidde i.
Drengen sad og tænkte paa, at Moder gjorde sig altfor megen Ulejlighed med de Tilberedelser, for han havde slet ikke i Sinde at læse mer end en Side hist og her. Men nu var det for anden Gang ganske, som om Fader kunde se helt igennem ham, for han kom hen til ham og sagde strengt: „Se nu til, at du læser ordentligt! For naar vi kommer hjem, hører jeg dig i hver eneste Side, og har du sprunget en Side over, kan du tro, jeg skal lære dig.”
„Prædikenen er fjorten og en halv Side,” sagde Moderen, som for at gøre Maalet fuldt. „Du maa nok sætte dig til at læse med det samme, hvis du skal komme igennem den.”
Saa gik de da endelig, og da Drengen stod i Døren og saa efter dem, syntes han, de havde fanget ham i en Fælde. „Nu gaar de nok og er stolte af, at de har lavet det saa godt, at jeg maa sidde og hænge over Prædikenen al den Tid de er borte,” tænkte han.
Men det var saa langt fra, at hans Fader og Moder gik og var stolte af nogetsomhelst; de var tværtimod temmelig bedrøvede. De var fattige Husmandsfolk og havde ikke stort mere Jord end en Haveplet. I den første Tid de havde Huset, kunde de ikke føde mer end en Gris og et Par Høns, men de var sjælden stræbsomme og dygtige Folk, og nu havde de baade Køer og Gæs. Det var gaaet udmærket frem for dem, og havde de ikke haft Sønnen at tænke paa, vilde de være gaaet glade og fornøjede i Kirke den smukke Søndagmorgen. Faderen klagede over, at han var doven og lad, i Skolen havde han ikke bestilt noget, og han var saa udygtig, at han med Nød og næppe kunde sætte ham til at vogte Gæs. Og Moderen nægtede slet ikke, at dette var sandt, men hun var mest bedrøvet over, at han var en vild og slem Dreng, haard imod Dyr og ondsindet imod Mennesker. „Om dog Gud vilde knække hans Haardhed og give ham et andet Sind!“ sagde Moderen. „Ellers bliver han til Ulykke baade for sig selv og os.“
Drengen stod længe og overvejede, om han skulde læse Prædikenen eller ej. Men saa blev han enig med sig selv om, at denne Gang var det bedst at være lydig. Han satte sig i Præstegaardslænestolen og gav sig til at læse. Men da han en Tid lang havde remset Ordene halvhøjt op, var han lige ved at falde i Søvn af sin egen Mumlen, og han mærkede, at han begyndte at nikke.
Udenfor var det det skønneste Foraarsvejr. Det var ikke længere hen paa Aaret end den tyvende Marts, men Drengen boede i Vester Vemmenhögs Sogn langt nede i det sydlige Skaane, og der var Foraaret allerede i fuld Gang. Det var ikke grønt endnu, men det var frisk og ved at knoppes. Der var Vand i alle Grøfter, og Følfoden stod i Blomst paa Grøftekanten. Alt det Smaarevl, der gror paa Stengærderne, var brunt og blankt. Bøgeskovene langt borte stod ligesom og svulmede og blev tættere med hvert Øjeblik. Himlen var høj og lyseblaa. Husdøren stod paa Klem, saa man kunde høre ind i Stuen, hvor Lærkerne slog. Hønsene og Gæssene gik ude i Gaarden, og Køerne, der følte Foraarsluften helt ind i Baasene, gav nu og da et Brøl fra sig.
Drengen læste og nikkede og kæmpede med Søvnen. „Nej, jeg vil ikke falde i Søvn,“ tænkte han, „for saa kommer jeg ikke igennem dette her i Formiddag?“
Men hvordan det nu gik, i Søvn faldt han.
Han vidste ikke, om han havde sovet kort eller længe, men han vaagnede ved, at han hørte en svag Støj bagved sig.
I Vindueskarmen lige foran Drengen stod der et lille Spejl, og i det kunde man se næsten hele Stuen. I det samme Drengen nu løftede Hovedet, kom han til at se ind i Spejlet, og da saa han, at Laaget paa Moderens Kiste var lukket op.
Moderen havde nemlig en stor, tung, jernbeslaaet Egetræs Kiste, som ingen uden hun selv maatte lukke op. Der gemte Moder alt det, hun havde arvet efter sin Moder, og som hun var mest øm over. Der laa et Par gammeldags Dragter af rødt Klæde med kort Liv og lægget Skørt og perlesyet Brystdug. Der var stivede, hvide Hovedklæder og svære Søljer og Sølvkæder. Nu til Dags vilde Folk ikke gaa med den Slags Ting, og Moder havde tit tænkt paa at skille sig af med de gamle Sager, men saa havde hun alligevel ikke kunnet nænne det.
Nu saa Drengen ganske tydeligt i Spejlet, at Kistelaaget stod aabent. Han kunde ikke begribe, hvordan det var gaaet til, for Moder havde lukket det, før hun gik. Det lignede rigtignok ikke Moder at lade den Kiste staa aaben, naar han var alene hjemme.
Han blev ganske uhyggelig til Mode. Han var bange for, at en Tyv havde listet sig ind i Huset. Han turde ikke røre sig, men sad stille og stirrede ind i Spejlet.
Mens han sad og ventede paa, at Tyven skulde vise sig, begyndte han at spekulere paa, hvad det kunde være for en sort Skygge, der faldt hen over Kistens Kant. Han saa og saa og vilde ikke tro sine egne Øjne. Men det, der i Begyndelsen saa ud som en Skygge, blev tydeligere og tydeligere, og han opdagede snart, at det var noget virkeligt. Det var hverken mere eller mindre end en Nisse, der sad overskrævs paa Kanten af Kisten.
Drengen havde nok hørt Tale om Nisser, men han havde aldrig tænkt sig, at de var saa smaa. Den, der sad paa Kanten af Kisten, var ikke mere end en Haandsbred høj. Hans Ansigt var gammelt og rynket og skægløst, og han havde en lang, sort Frakke paa, Knæbukser og sort, bredskygget Hat. Han var meget fin og pyntelig med hvide Kniplinger ved Hals og Haandled, Spænder i Skoene og Strømpebaand med Rosetter paa. Han havde taget en broderet Brystdug op af Kisten og sad og betragtede det gammeldags Arbejde med saa stor Andagt, at han ikke lagde Mærke til, at Drengen var vaagnet.
Drengen blev meget forbavset ved at se Nissen, men bange blev han egentlig ikke. Man kunde ikke blive bange for en, der var saa lille. Og da nu Nissen var saa optagen af det, han havde for, at han hverken hørte eller saa, tænkte Drengen, at det vilde være Løier at spille ham et Puds, puffe ham ned i Kisten og smække Laaget i paa ham eller noget i den Retning.
Men Drengen var alligevel ikke saa modig, at han turde røre ved Nissen med Hænderne, og han saa sig derfor om i Stuen efter noget, han kunde støde til ham med. Hans Øjne vandrede fra Slagbænken til Klapbordet og fra Klapbordet til Ildstedet. Han saa paa Gryderne og Kaffekedlen, der stod paa en Hylde ved Siden af Ildstedet, paa Vandspanden ved Døren og paa Sleve og Knive og Gafler og Fade og Tallerkener, som han kunde se gennem den halvaabne Skabsdør. Han kiggede op til Faders Bøsse, der hang paa Væggen ved Siden af Portrætterne af den danske Kongefamilie, og paa Pelargonierne og Fuchsierne, der blomstrede i Vinduet. Tilsidst faldt hans Blik paa en gammel Fluefanger, der hang i Vindueskarmen.
Aldrig saa snart havde han faaet Øje paa Fluefangeren, før han greb den og løb hen og svingede den langs Kistens Kant. Og han blev selv forbavset over sit Held. Han forstod knap, hvordan han havde baaret sig ad, men han havde virkelig fanget Nissen. Staklen laa paa Bunden af den dybe Fluefanger med Hovedet nedad og kunde ikke komme op.
I første Øjeblik vidste Drengen slet ikke, hvad han skulde gøre med sin Fangst. Han passede kun paa at svinge Fluefangeren frem og tilbage, for at Nissen ikke skulde faa Lejlighed til at klatre op.
Nissen gav sig til at tale og bad saa mindelig om at slippe løs. Han havde gjort godt imod dem i mange Aar, sagde han, og fortjente en bedre Behandling. Hvis Drengen nu slap ham løs, vilde han give ham en gammel Speciedaler, en Sølvske og en Guldpenge, der var ligesaa stor som Kassen paa hans Faders Sølvur.
Drengen syntes just ikke, det var noget stort Tilbud, men efterat han havde faaet Nissen i sin Magt, var han bleven bange for ham. Han mærkede, at han havde givet sig i Lag med noget, der var fremmed og uhyggeligt og ikke tilhørte hans Verden, og han var bare glad ved at blive af med ham.
Han slog derfor straks til og holdt Fluefangeren stille, for at Nissen kunde komme op. Men da Nissen næsten var oppe, kom Drengen til at tænke paa, at han skulde have betinget sig store Rigdomme og alle mulige Herligheder. Idetmindste burde han da have gjort til Betingelse, at Nissen skulde have hekset Prædikenen ind i Hovedet paa ham. „Hvor jeg var dum, at jeg lod ham slippe,” tænkte han og gav sig til at ryste Fluefangeren, for at Nissen skulde falde ned i den.
Men i samme Øjeblik, som Drengen gjorde dette, fik han en saa vældig Ørefigen, at han troede, hans Hoved skulde springe. Han fløj først over imod den ene Væg og saa imod den anden, tilsidst faldt han om paa Gulvet, og der blev han liggende sanseløs.
Da han igen vaagnede, var han alene i Stuen. Der var ikke Spor at se af Nissen. Kistelaaget var lukket, og Fluefangeren hang paa sin sædvanlige Plads i Vinduet. Havde han ikke følt sin højre Kind brænde efter Ørefigenen, kunde han fristes til at tro, at det hele havde været en Drøm. „Men alligevel vil Fader og Moder paastaa, at det ikke har været andet,” tænkte han. „De trækker saamænd ikke noget fra i Prædikenen for Nissens Skyld. Det er bedst, jeg sætter mig til at læse igen.”
Men da han nu gik hen til Bordet, opdagede han noget underligt. Det var jo umuligt, at Stuen var bleven større. Men hvordan kunde det da være, at han maatte gaa saa mange flere Skridt, end han plejede, for at naa hen til Bordet? Og hvad gik der af Stolen? Den saa ikke ud til at være større nu end før, men han maatte først staa op paa Tremmen imellem Stolebenene og bagefter klatre for at naa op paa Sædet. Og ligesaadan var det med Bordet. Han kunde ikke se over Bordpladen uden at klatre op paa Stolearmen.
„Hvad i Alverden er dette?” sagde Drengen. „Nissen har da vel ikke forhekset baade Lænestolen og Bordet og hele Huset!“
Postillen laa paa Bordet, og den saa ud som før, men der maatte ogsaa være noget galt ved den, for han kunde ikke komme til at læse et Ord, uden at han ligefrem stod helt op i Bogen.
Han læste nogle Linier, men saa kom han til at se op. Derved faldt hans Øjne ind i Spejlet, og da raabte han pludselig ganske højt: „Men der er jo en til!”
For i Spejlet saa han tydelig en lille bitte Fyr i Tophue og Skindbukser.
„Han er jo klædt ganske ligesom jeg,” sagde Drengen og slog Hænderne sammen af Forbavselse. Men da saa han, at den lille Fyr i Spejlet gjorde det samme.
Saa gav han sig til at trække sig selv i Haaret og knibe sig i Armene og svinge sig rundt, og øjeblikkelig gjorde han i Spejlet det efter.
Drengen løb et Par Gange rundt om Spejlet for at se, om der stod en lille Mand gemt bagved det. Men der var ingen, og da kom han til at ryste af Angst. Thi nu begreb han, at Nissen havde forhekset ham, og at den lille Fyr, som han saa Billedet af i Spejlet, det var ham selv.
VILDGÆSSENE.
Drengen kunde nu slet ikke faa sig selv til at tro, at han var bleven forvandlet til en Nisse. „Det er vel ikke andet end Drøm og Indbildning,“ tænkte han. „Naar jeg bare venter lidt, bliver jeg nok Menneske igen.”
Han stillede sig foran Spejlet og lukkede Øjnene. Han lukkede dem først op igen, da der var gaaet et Par Minutter, og ventede saa, at det var gaaet over. Men det var det ikke: han var og blev lige lille. Ellers lignede han sig selv, han var ganske som før. Det hørgule Haar og Fregnerne over Næsen og Lapperne paa Skindbukserne og Stopningen paa Strømpen, det var altsammen akkurat, som det plejede at være, paa det nær, at det var blevet mindre.
Nej, det kunde ikke nytte noget at staa stille og vente, det mærkede han nok. Han maatte prøve noget andet. Og han syntes, det klogeste han kunde gøre, var at se at finde Nissen og slutte Fred med ham.
Han sprang ned paa Gulvet og gav sig til at lede. Han søgte bag Stole og Skabe og under Slagbænken og bag Ildstedet. Han krøb endogsaa ned i et Par Musehuller, men det var ham umuligt at finde Nissen.
Hele Tiden, mens han ledte, græd han og bad og lovede alle mulige Ting. Han skulde aldrig mere bryde sit Ord til nogen, han skulde aldrig mere være ondskabsfuld, han skulde aldrig mere sove fra Prædikenen. Naar han blot maatte blive Menneske igen, saa skulde han nok være en flink og og god og lydig Dreng. Men hvad han saa lovede, det hjalp ikke det mindste.
Pludselig faldt det ham ind, at han havde hørt Moder sige, at Nisserne gerne holdt til i Kostalden, og han besluttede straks at gaa derud og se, om han kunde finde Nissen. Det var et Held, at Døren stod paa Klem, for han kunde ikke have naaet Laasen og lukket den op, men nu slap han igennem uden Vanskelighed.
Da han kom ud i Forstuen, saa han sig om efter sine Træsko, for inde i Stuen gik han naturligvis paa Strømpesokker. Han tænkte netop paa, hvordan han skulde bære sig ad med de store, klodsede Træsko, men i det samme saa han et Par smaa Sko staa paa Dørtrinnet. Da han saa, at Nissen havde været saa betænksom at forvandle Træskoene med, blev han endnu mere beklemt. Det lod til at være Meningen, at denne Elendighed skulde vare længe.
Paa den gamle Egeplanke, der laa udenfor Husdøren, hoppede en Graaspurv. Aldrig saa snart havde den faaet Øje paa Drengen, før den raabte: „Tit tit! Tit tit! Nej, se til Niels Gaasedreng! Se til Tommeltot! Se til Niels Holgersen Tommeltot!“
Straks drejede baade Gæssene og Hønsene deres Hoveder og saa efter Drengen, og der blev en forskrækkelig Kaglen. „Kykeliky,” galede Hanen, „det var godt nok til ham Kykeliky, han har trukket mig i Kammen.“ — „Godt, godt, godt, godt, det var godt nok til ham,” raabte Hønsene, og saadan blev de ved i det uendelige. Gæssene fløj sammen i en tæt Klynge, stak Hovederne sammen og spurgte: „Hvem kan dog have gjort det? Hvem kan dog have gjort det?”
Men det mærkeligste af det hele var, at Drengen forstod, hvad de sagde. Han var saa forbavset, at han blev staaende stille paa Trappetrinnet og lyttede. „Det maa komme af, at jeg er forvandlet til en Nisse,” sagde han. „Derfor er det, jeg kan forstaa Fuglenes Sprog.”
Han syntes, det var utaaleligt, at Hønsene ikke vilde holde op at sige, at det var godt nok til ham. Han kastede en Sten efter dem og raabte: „Saa ti dog stille, I Rakkerpak!”
Men han havde glemt, at han ikke var saa stor, at Hønsene behøvede at være bange for ham. Hele Hønseflokken fo'r imod ham og stillede sig rundt om ham og skreg: „Godt, godt, godt, det er godt nok til dig! Godt, godt, godt, det er godt nok til dig!“
Drengen prøvede paa at løbe sin Vej, men Hønsene løb efter og skreg, saa Ørene var nærved at gaa af ham. Han var vist aldrig sluppet fra dem, hvis ikke Huskatten var kommen spadserende. Saasnart Hønsene saa Katten, tav de stille og lod, som om de ikke tænkte paa andet end at skrabe i Jorden efter Orm.
Drengen løb hurtig hen til Katten. „Kære lille Mis,“ sagde han, „du kender jo alle Kroge og Smuthuller her paa Gaarden? Vil du ikke nok fortælle mig, hvor jeg kan finde Nissen?”
Katten svarede ikke straks. Den satte sig ned, lagde Halen pænt i Krans foran Poterne og stirrede paa Drengen. Det var en stor, sort Kat med en hvid Plet paa Brystet. Dens Haar var glatte og glinsede i Solskinnet. Kløerne havde den trukket ind, og Øjnene var helt graa paa nær en lille smal Revne midtpaa. Katten saa ud som Fromheden selv.
„Jeg ved godt, hvor Nissen bor,“ sagde den med blid Stemme, „men det er ikke sagt, jeg vil fortælle dig det.”
„Kære Mis, du maa endelig hjælpe mig,“ sagde Drengen. „Ser du ikke, at han har forhekset mig?“
Katten lukkede Øjnene lidt højere op, saa den grønne Ondskab begyndte at titte frem. Den spandt og snurrede af Velbehag, inden den svarede. „Skal jeg maaske hjælpe dig, fordi du saa tit har trukket mig i Halen,” sagde den tilsidst.
Da blev Drengen vred og glemte helt, hvor lille og magtesløs han var. „Jeg kan trække dig i Halen een Gang til,“ sagde han og fo'r henimod Katten.
I samme Øjeblik var Katten saa forandret, at Drengen knap kunde tro, det var det samme Dyr. Hvert eneste Haar paa dens Krop rejste sig. Ryggen krummede sig. Benene, strakte sig, Kløerne kradsede i Jorden, Halen blev kort og tyk, Ørene lagde sig tilbage, Munden hvæsede, Øjnene stod vidtaabne og skinnede som gloende Kul.
Drengen vilde ikke lade sig skræmme af en Kat, men gik endnu et Skridt fremad. Men da satte Katten i Spring lige hen paa Drengen, kastede ham omkuld og stillede sig over ham med Forpoterne paa hans Bryst og Gabet over hans Strube.
Drengen mærkede, at Kløerne gik gennem Vesten og Skjorten ind i Skindet, medens de skarpe Hjørnetænder kildrede hans Strube. Han skreg om Hjælp af alle Kræfter.
Men der kom ingen, og han troede bestemt, at hans sidste Time var kommen. Da mærkede han, at Katten trak Kløerne til sig og slap sit Tag om Struben.
„Se saa,“ sagde den, „nu kan det være nok. Denne Gang vil jeg lade dig slippe for min Madmoders Skyld. Jeg vilde blot have, du skulde vide, hvem af os to der nu er den stærkeste.“
Dermed gik Katten sin Vej og saa ligesaa glat og from ud som før, da den kom. Drengen var saa flov, at han ikke sagde et Ord, men blot skyndte sig ind i Kostalden for at lede efter Nissen.
Der var ikke mere end tre Køer. Men da Drengen kom derind, blev der en Brølen og en Larmen, saa man godt kunde tro, der var tredive, idetmindste.
„Bøh, bøh, bøh!“ brølede Majrose. „Det er da godt, der er Retfærdighed til i denne Verden.“
„Bøh, bøh, bøh !” stemmede de i alle tre. Han kunde ikke høre. hvad de sagde, saadan raabte de i Munden paa hverandre.
Drengen vilde spørge efter Nissen, men han kunde ikke skaffe sig Ørenlyd, fordi Køerne tog saadan paa Vej. De bar sig ad, som de plejede at gøre, naar han lukkede en fremmed Hund ind til dem. De sparkede med Bagbenene, rev og sled i deres Halskæder, vendte Hovederne udad og stangede efter ham med Hornene.
„Kom du bare,“ sagde Majrose, „saa skal du faa dig et Spark, som du ikke skal glemme saa snart!“
„Kom herhen,“ sagde Guld-Lilje, „saa skal du faa Lov at danse paa mine Horn!“
„Kom herhen, saa skal du faa at føle, hvordan det smagte, da du kastede dine Træsko efter mig, som du gjorde saa tit i Sommer!“ brølede Stjerne.
„Kom herhen, saa skal du faa Betaling for Bremsen, du satte ind i Øret paa mig,“ skraalede Guld-Lilje.
Majrose var den ældste og klogeste af dem, og hun var den allervredeste. „Kom herhen,“ sagde hun, „saa du kan faa Betaling for alle de Gange, du har trukket Malkestolen fra din Moder, og for alle de Gange, du har spændt Ben for hende, naar hun kom bærende med Mælkespanden, og for alle de Taarer, hun har staaet her og grædt over dig!“
Drengen vilde sige dem, at han fortrød, han havde været ond imod dem, og at han aldrig skulde gøre saadan noget mere, naar de blot vilde sige ham, hvor Nissen var. Men Køerne hørte ikke paa ham. De tog saadan paa Vej, at han blev bange for, at en af dem skulde rive sig løs, og han syntes, det var bedst at liste sig ud af Kostalden.
Da han kom ud igen, var han temmelig forknyt. Han indsaa, at ingen paa Gaarden vilde hjælpe ham at finde Nissen. Og det hjalp vel heller ikke stort, om han fandt ham.
Han krøb op paa det brede Stengærde, der omgav Stedet og var bevokset med Tjørn og Brombærranker. Der satte han sig for at tænke over, hvordan det skulde gaa, hvis han ikke blev Menneske igen. Naar nu Fader og Moder kom hjem fra Kirke, vilde der blive en Forbavselse. Ja, der vilde vel blive Forbavselse over hele Landet, og Folk vilde komme baade fra Øster Vemmenhög og fra Torp og fra Skurup; fra hele Vemmenhögs Herred vilde man komme for at se ham. Og maaske Fader og Moder vilde tage ham med til Kiviks Marked og vise ham frem.
Nej, det var frygteligt at tænke paa. Han vilde ønske, at aldrig noget Menneske skulde faa ham at se mere.
Det var forfærdeligt, saa ulykkelig han var. Ingen i hele Verden var saa ulykkelig som han. Han var ikke længer et Menneske, men et Utyske.
Lidt efter lidt begyndte det at gaa op for ham, hvad det vilde sige, at han ikke mere var et Menneske. Nu var han skilt fra alting: han kunde ikke lege med andre Drenge, han kunde ikke overtage Huset efter Forældrene, og han kunde nu slet ikke faa nogen Pige at gifte sig med.
Han sad og saa paa sit Hjem. Det var et lille, hvidkalket Bindingsværkshus, der laa som trykket ned i Jorden under det høje, skraa Straatag. Udhusene var ogsaa smaa, og Markerne var saa smalle, at en Hest med Nød og næppe kunde vende paa dem. Men hvor lille og fattigt Huset end var, saa var det nu altfor godt til ham. Han kunde ikke forlange andet Hus end et Hul under Staldgulvet.
Vejret var saa vidunderlig skønt. Det piblede, og det knoppedes, og det kvidrede rundt omkring ham. Men han sad i dyb Sorg. Han kunde aldrig mere blive glad over noget.
Aldrig havde han set Himlen saa blaa som i Dag. Og Trækfugle kom der susende. De kom fra Udlandet og var rejst over Østersøen, de havde styret lige imod Smygehuk, og nu var de paa Vej nordpaa. Der var vist mange forskellige Slags, men han kunde ikke kende andre end Vildgæssene, der kom flyvende i to lange Rækker, som mødtes i en Vinkel.
Der var allerede fløjet flere Flokke Vildgæs forbi. De fløj højt oppe, men han kunde dog høre dem raabe: „Nu gaar det til Fjelds. Nu gaar det til Fjelds.“
Da Vildgæssene saa de tamme Gæs, der gik i Gaarden, sænkede de sig ned imod Jorden og raabte: „Kom med! Kom med! Nu gaar det til Fjelds.“
De tamme Gæs kunde ikke dy sig for at række Hals og lytte. Men de svarede ganske fornuftigt: „Vi har det godt, som vi har det. Vi har det godt, som vi har det.”
Det var som sagt en vidunderlig dejlig Dag med en Luft, som det maatte være en sand Glæde at flyve i, saa frisk og saa let. Og for hver ny Flok Vildgæs, der fløj forbi, blev de tamme Gæs mere og mere urolige. Et Par Gange slog de med Vingerne, som om de havde Lyst til at følge med. Men da sagde altid en gammel Gaasemor: „Vær nu ikke gale. De deroppe kommer baade til at sulte og fryse.“
Der var en ung Gase, som blev greben af en voldsom Rejselyst ved al den Raaben. „Kommer der een Flok til, saa følger jeg med,” sagde den.
Saa kom der en ny Flok, der raabte ligesom de andre. Da skreg den unge Gase: „Vent! Vent! jeg kommer.”
Den bredte Vingerne ud og hævede sig op i Luften, men den var saa uvant med at flyve, at den faldt til Jorden igen.
Vildgæssene maatte dog have hørt dens Raab. De vendte om og fløj langsomt tilbage for at se, om den kom.
„Vent! Vent!” raabte den og gjorde et nyt Forsøg.
Alt dette hørte Drengen, som han laa der paa Stengærdet. „Det vilde rigtignok være slemt,” tænkte han, „hvis den store Gase fløj sin Vej. Fader og Moder vilde blive meget kede af det, hvis den var borte, naar de kom hjem fra Kirke.”
Mens han tænkte saadan, glemte han igen ganske, at han var lille og afmægtig. Han sprang fra Gærdet midt ned i Gaaseflokken og slog Armene om Halsen paa Gasen. „Du skal nok blive fri for at flyve din Vej,” raabte han.
Men lige i det samme havde Gasen opdaget, hvordan den skulde bære sig ad med at hæve sig fra Jorden. Den kunde ikke sinke sig med at ryste Drengen af, men han maatte følge med op i Luften.
Det gik saa hastig opad, at Drengen tabte Vejret. Inden det gik op for ham, at han skulde slippe Taget om Gasens Hals, var han saa højt oppe, at han vilde have slaaet sig ihjel, hvis han faldt ned.
Det eneste, han kunde gøre for at faa det lidt bedre, var at prøve paa at komme op paa Gasens Ryg. Han arbejdede sig ogsaa derop, skønt ikke uden stor Møje. Og det var heller ingen let Sag at sidde fast paa den glatte Ryg imellem de to svingende Vinger. Han maatte gøre et dybt Greb ned i Fjer og Dun med begge Hænder for ikke at falde af.
DET TÆRNEDE TØRKLÆDE.
Drengen blev saa svimmel, at han længe ikke vidste af sig selv. Luften susede og hvinede imod ham, Vingerne svingede, og det brusede i Fjerene som en hel Storm. Tretten Gæs fløj omkring ham, og alle slog de med Vingerne og gækkede. Det flimrede for hans Øjne, og det susede for hans Øren. Han vidste ikke, om de fløj højt eller lavt, eller hvor det bar hen med dem.
Endelig kom han saa meget til Sans og Samling, at han begreb, han maatte klare sig, hvor Gæssene fløj hen med ham. Men det var ikke saa let, for han vidste ikke, hvor han skulde faa Mod til at se ned. Han var ganske sikker paa, han vilde blive svimmel, hvis han prøvede paa det.
Vildgæssene fløj ikke saa meget højt, da den ny Rejsekammerat ikke kunde aande i den allertyndeste Luft. For hans Skyld fløj de ogsaa lidt langsommere end ellers.
Tilsidst tvang Drengen sig dog til at kaste et Blik ned ad Jorden til. Og det forekom ham, at der under ham laa udbredt et stort Tørklæde, der var delt i en utrolig Mængde smaa og store Tærner.
„Hvor i Alverden er jeg kommen hen?” tænkte han.
Han saa ikke andet end Tærne ved Tærne. Nogle var skæve, og nogle var aflange, men overalt var der Hjørner og lige Sider. Ingenting var rundt, og ingenting var bugtet.
„Hvad er det dog for et stort, tærnet Tørklæde, jeg ser ned paa?” sagde Drengen ved sig selv uden at vente Svar af nogen.
Men Vildgæssene, der fløj rundt om ham, raabte straks: „Agre og Enge. Agre og Enge.“
Da begreb han, at det store, tærnede Tørklæde var det flade, skaanske Land, som han fløj hen over. Og det gik lidt efter lidt op for ham, hvorfor det saa' saa mangefarvet og tærnet ud. De lysegrønne Tærner kendte han først, det var Rugmarkerne, der var tilsaaet om Efteraaret og havde holdt sig grønne under Sneen. De gulgraa Tærner var Stubmarker, hvor der sidste Sommer havde vokset Korn, de brunlige var gamle Kløverenge, og de sorte var tomme Roemarker eller pløjede Brakmarker. De Tærner, der var brune med gule Kanter, var vistnok Bøgeskove, for i dem er de store Træer, der staar midt i Skoven, nøgne om Vinteren, men Smaabøgene, der vokser i Skovbrynet, beholder de tørre, gule Blade helt til Foraaret. Der var ogsaa mørke Tærner med graant i Midten: det var de store, sammenbyggede Gaarde med de mørke Straatage og de brolagte Gaardspladser. Og saa var der Tærner, der var grønne i Midten med en Kant af brunt; det var Haverne, hvor Græsplænerne allerede begyndte at grønnes, skønt Buskene og Træerne omkring dem endnu stod med den nøgne, brune Bark.
Drengen kunde ikke lade være at le, da han saa, hvor tærnet alting var.
Men da Vildgæssene hørte, at han lo, raabte de ligesom irettesættende: „Frugtbart og godt Land. Frugtbart og godt Land.”
Drengen var allerede bleven alvorlig igen. „At du kan le,” tænkte han, „du, hvem der er hændet det allerforfærdeligste, der kan hænde et Menneske!“
Han holdt sig alvorlig en Tidlang, men snart kom han igen til at le.
Efterhaanden som han blev vant til Sædet og Farten, saa han kunde tænke paa andet end at holde sig fast paa Gasens Ryg, begyndte han at lægge Mærke til, hvor fuld Luften var af Fugleflokke, der fløj nordpaa. Og der var en Hujen og Raaben fra Flok til Flok. „Naa, saa I er ogsaa kommet over Vandet i Dag,” raabte nogle. — „Ja, vi er,” svarede Gæssene. „Hvordan tror I, det har sig med Foraaret?” — „Ikke et Blad paa Træerne og koldt Vand i Søerne,“ var Svaret.
Naar Gæssene fløj hen over et Sted, hvor der var tamt Fjerkræ ude, raabte de: „Hvad hedder Gaarden? Hvad hedder Gaarden?” Og Hanen, rakte Hals og svarede: „Gaarden hedder Lillegærde, i Aar som i Fjor, i Aar som i Fjor.”
De fleste Huse havde jo nok Navn efter deres Ejer, som Skik og Brug er i Skaane, men istedetfor at svare, at det var Per Matsons eller Ola Bossons Hus, gav Hanerne dem andre Navne, som de syntes passede. De, der boede paa fattige Boelsteder eller Husmandslodder, raabte: „Denne Gaard hedder Grynløse.” Og de, der hørte til paa de allerfattigste Steder, skreg: „Denne Gaard hedder Tyggelidt, Tyggelidt, Tyggelidt.”
De store velhavende Bøndergaarde fik fine Navne af Hanerne, som Lykkemark, Æggebjerg og Pengeby.
Men Hanerne paa Herregaardene var altfor hovmodige til at finde paa noget morsomt. En af dem galede og skreg med en Kraft, som om den vilde have, man skulde høre den helt op til Solen: „Dette er Dybeck Herregaard. I Aar som i Fjor. I Aar som i Fjor.”
Og lidt længere borte stod der en og raabte: „Dette er Svaneholm. Det maa da Gud og Hvermand vide.”
Drengen lagde Mærke til, at Gæssene ikke fløj ligeud. De svævede hid og did over hele den skaanske Slette, som om de var glade over at være der igen og havde mest Lyst til at besøge hver eneste Gaard.
De kom til et Sted, hvor der laa nogle svære Bygninger med høje Skorstene, og rundt omkring dem en hel Del mindre Huse. „Det er Jordberga Sukkerfabrik,” raabte Hanerne. „Det er Jordberga Sukkerfabrik.”
Det gav et Sæt i Drengen. Det Sted skulde han da kende. Det laa ikke langt fra hans Hjem, og sidste Aar havde han tjent der som Vogterdreng. Men det lod til, at ingenting rigtig lignede sig selv, naar man saa det saadan ovenfra.
Og tænk dog, tænk! Aase Gaasepige og lille Mads, der var hans Kammerater i Fjor! Drengen gad nok vidst, om de var der endnu. Hvad vilde de dog sige, hvis de anede, at han fløj afsted højt oppe over deres Hoved?
Saa tabte de Jordberga af Syne og fløj henimod Svedala og Skabersjö og tilbage over Börringe Kloster og Häckeberga. Drengen fik mere at se af Skaane den ene Dag, end han havde set i alle de Aar, han havde levet.
Naar Vildgæssene traf paa tamme Gæs, morede de sig allerbedst. Da fløj de ganske langsomt og raabte ned: „Nu gaar det til Fjelds. Vil I med? Vil I med?”
Men de tamme Gæs svarede: „Det er Vinter endnu. I er for tidlig ude. Vend om! Vend om!”
Vildgæssene fløj lavere ned, saa man bedre kunde høre dem, og raabte: „Kom med, saa skal vi lære jer at flyve og svømme!“
Saa blev de tamme Gæs vrede og svarede ikke med et eneste Gæk.
Men Vildgæssene fløj lavere endnu, saa at de næsten strejfede Jorden, og saa steg de igen langsomt, som om de var bleven meget bange. „Uha, uha!“ raabte de. „Det var ikke Gæs. Det var bare Faar. Det var bare Faar.”
Gæssene paa Marken blev helt ude af sig selv og skreg: „Gid I maa blive skudt, saa mange som I er, saa mange som I er!”
Naar Drengen hørte alle disse Løjer, lo han. Men saa kom han til at tænke paa, hvilken Ulykke han havde bragt over sig selv, og saa græd han. Men lidt efter lo han igen.
Aldrig før var han kommen afsted i saadan en Fart, og han havde altid holdt af at ride hurtigt og vildt. Og han havde naturligvis aldrig tænkt paa, at der kunde være saa frisk, som der var, oppe i Luften, og at der steg saadan en dejlig Lugt af Muld og Harpiks op fra Jorden. Og han havde heller ikke tænkt paa, hvordan det maatte være at færdes saa højt oppe i Luften. Men det var som at flyve bort fra alle de Sorger og Bekymringer og Fortrædeligheder, som tænkes kunde.