Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 21-35

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

II.
AKKA FRA KEBNEKAJSE.

AFTENEN.

Den store tamme Gase, der var fulgt med op i Luften, følte sig meget stolt af at flyve frem og tilbage over Skaane sammen med Vildgæssene og gøre Løjer med de tamme Fugle. Men hvor lykkelig den end var, kunde det ikke være andet, end at den hen paa Eftermiddagen begyndte at blive træt. Den prøvede at trække Vejret dybere og slaa stærkere med Vingerne, men alligevel blev den flere Gaaselængder tilbage for de andre.

Da de Vildgæs, der fløj bagest, mærkede, at den tamme ikke kunde følge med, gav de sig til at raabe til den Gaas, der fløj i Spidsen af Vinklen og anførte Toget: „Akka fra Kebnekajse! Akka fra Kebnekajse!” — „Hvad vil I mig?” spurgte saa Førergaasen. — „Den hvide sakker agterud. Den hvide sakker agterud.” — „Sig til den, at det er lettere at flyve hurtigt end langsomt!” raabte Førergaasen og strakte ud som før.

Gaasen prøvede paa at følge Raadet og forøge Hastigheden, men deraf blev den saa udmattet, at den sank helt ned mod de stynede Piletræer, der indhegnede Agre og Enge.

„Akka! Akka! Akka fra Kebnekajse!” raabte saa de, der fløj bagest og saa, hvor svært det var for den. — „Hvad vil I nu igen?” spurgte Førergaasen og lod meget gnaven. — „Den hvide synker til Jorden. Den hvide synker til Jorden.” — „Sig til den, at det er lettere at flyve højt end lavt!” raabte Førergaasen. Og den sagtnede ikke Farten det mindste, men strakte ud som før.

Gasen prøvede ogsaa dette Raad, men da den vilde stige i Højden, blev den saa forpustet, at det var, som om dens Bryst skulde sprænges.

„Akka! Akka!“ raabte saa de, der fløj bagest. — „Kan I ikke lade mig flyve i Fred?” spurgte Førergaasen og lod endnu mere utaalmodig end før. — „Den hvide er nærved at styrte. Den hvide er nærved at styrte.” — „Sig til den, at den, der ikke kan følge med Flokken, kan vende hjem!” raabte Førergaasen. Og det faldt den slet ikke i mindste Maade ind at sagtne Farten, men den strakte ud som før.

„Naa, staar det saadan til,” sagde Gasen. Det gik pludselig op for den, at Vildgæssene aldrig havde tænkt paa at tage den med op til Lapland. De havde kun lokket den med for Løjers Skyld.

Uh, hvor han ærgrede sig over, at Kræfterne nu svigtede ham, saa han ikke kunde vise de Landstrygere, at en tam Gaas ogsaa kunde du til noget. Og det allerharmeligste var, at han var kommen i Flok med Akka fra Kebnekajse. For om ogsaa han var en tam Gaas, havde han dog hørt Tale om en Førergaas, der hed Akka og var næsten hundrede Aar gammel. Hun var saa anset, at de bedste Vildgæs, der var, plejede at slutte sig til hende. Men der var ingen, der foragtede tamme Gæs saa meget som Akka og hendes Flok, og han vilde gerne have vist dem, at han var deres Lige.

Han fløj langsomt bag ved de andre, mens han beraadte sig med sig selv, om han skulde vende eller flyve videre. Da sagde pludselig den lille Fyr, han havde paa Ryggen: „Kære Morten Gase, du kan da nok begribe, det er umuligt for dig, der aldrig har fløjet, at følge med Vildgæssene helt op til Lapland. Vil du ikke vende hjem, inden du bliver helt ødelagt?“

Men Gasen vidste ikke noget værre end den Husmandsdreng, og aldrig saasnart gik det op for ham, at den sølle Knægt ikke tiltroede ham at kunne gøre Rejsen, før han bestemte sig til at holde ud. „Siger du et Ord til om det, smider jeg dig i den første Mergelgrav, vi flyver over,“ sagde han, og med det samme gav Vreden ham saadanne Kræfter, at han begyndte at flyve næsten ligesaa godt som nogen af de andre.

Han havde dog næppe kunnet blive ved paa den Maade, men det behøvedes heller ikke, for nu sank Solen hurtigt, og lige i Solnedgangen satte Gæssene Kursen nedefter. Og inden Drengen og Gasen vidste et Ord af det, var de dalet ned paa Bredden af Vombsøen.

„Det er vel Meningen, vi skal blive her i Nat,” tænkte Drengen og hoppede ned af Gasens Ryg.

Han stod paa en smal Sandbred, og foran ham laa en temmelig stor Sø. Den var grim at se paa, for den var næsten helt dækket af en Isskorpe, der var snavset og ujævn og fuld af Revner og Huller, som Isen er om Foraaret. Isen havde nok ikke langt igen. Inde ved Land havde den allerede løsnet sig, og rundt om havde den et bredt Bælte af sort, blankt Vand. Men endnu laa den der og udbredte Kulde og vinterlig Uhygge omkring sig.

Paa den anden Side af Søen saa der ud til at være lyst og frit og bebygget, men der, hvor Gæssene havde slaaet sig ned, var der en stor Granplantage. Og det saa ud, som om Granskoven var i Stand til at holde paa Vinteren. Alle andre Steder var Jorden fri for Sne, men under de tætte Grangrene laa der Sne, som var smeltet og igen frosset, smeltet og frosset, saa den var haard som Is.

Drengen syntes, han var kommen til et Vildmarksland og et Vinterland, og han blev saa uhyggelig til Mode, at han gerne kunde have skreget højt.

Han var sulten. Han havde ikke faaet noget at spise hele Dagen. Men hvor skulde han faa Mad fra? Der vokser ikke noget spiseligt hverken paa Jorden eller paa Træerne i Marts Maaned.

Ja, hvor skulde han faa Mad fra, og hvem skulde give ham Tag over Hovedet, og hvem skulde rede hans Seng, og hvem skulde varme ham ved sin Ild, og hvem skulde beskytte ham mod de vilde Dyr?

For nu var Solen borte, og Kulden steg op fra Søen, og Mørket sænkede sig ned fra Himlen, og Angsten kom listende i Skumringens Spor, og i Skoven begyndte det at pusle og rasle.

Nu var det forbi med det friske Mod, som Drengen havde haft, mens han var oppe i Luften, og i sin Ængstelse saa han sig om efter sine Rejsekammerater. Han havde jo ingen andre at holde sig til.

Da opdagede han, at Gasen havde det endnu værre end han. Han var bleven liggende paa samme Sted, hvor han var dalet ned, og det saa ud, som om han var ved at dø. Halsen laa slap henad Jorden, Øjnene var lukkede, og hans Aandedrag var kun som en svag Gispen.

„Kære Morten Gase,” sagde Drengen, „du maa prøve at faa dig en Drik Vand! Der er ikke to Skridt ned til Søen.”

Men Gasen rørte sig ikke.

Drengen havde jo før været haard imod alle Dyr, ogsaa imod Gasen, men nu syntes han, Morten var den eneste Støtte, han havde, og han blev gruelig bange for at miste ham. Han gav sig straks til at skubbe og skyde til ham for at faa ham ned til Vandet. Gasen var stor og tung, saa det var et svært Stykke Arbejde for Drengen, men tilsidst lykkedes det.

Gasen kom paa Hovedet ned i Søen. Et Øjeblik laa han stille i Dyndet, men snart stak han Hovedet op, rystede Vandet af Øjnene og prustede. Derpaa svømmede han stolt ind imellem Siv og Dunhammere.

Vildgæssene laa ude i Søen før han. De havde hverken set sig om efter Gasen eller Gaserytteren, men straks styrtet sig ud i Vandet. De havde badet og pudset sig, og nu laa de og slubrede halvraadden Andemad i sig.

Den hvide Gase var saa heldig at faa Øje paa en lille Aborre. Han snappede den hurtig, svømmede ind til Bredden med den og lagde den foran Drengen. „Den skal du have til Tak for, at du hjalp mig ned i Vandet,” sagde han.

Det var første Gang hele den Dag, at Drengen hørte et venligt Ord. Han blev saa glad, at han havde Lyst til at falde Gasen om Halsen, men han kunde dog ikke faa sig til det. Og Gaven blev han ogsaa glad over. Først syntes han, det var umuligt at spise raa Fisk, men saa fik han alligevel Lyst at prøve.

Han følte efter, om han havde faaet sin Tollekniv med, og heldigvis, den hang endnu bag paa Bukseknappen, men den var rigtignok bleven saa lille, at den ikke var større end en Tændstik. Naa, den kunde da ialtfald bruges til at rense Fisken og tage Skællene af den, og Aborren var snart spist.

Da Drengen vel var mæt, følte han sig ganske skamfuld over, at han havde kunnet spise noget, der var raat. „Det lader til, jeg ikke længer er et Menneske, men en rigtig Nisse,“ tænkte han.

Hele Tiden, mens Drengen spiste, blev Gasen staaende ved Siden af ham, og da han havde sunket den sidste Mundfuld, sagde han med sagte Stemme: „Ja, vi er jo kommen i Lag med et vildt Gaasefolk, der foragter alle tamme Fugle.“ — „Ja, det har jeg rigtignok mærket,” sagde Drengen. — „Det vilde være meget ærefuldt for mig, hvis jeg kunde følge med dem helt op til Lapland og vise dem, at en tam Gaas ogsaa kan du til noget.” — ,Ja-a,” sagde Drengen og trak paa det, for han troede ikke, Gasen kunde føre det igennem, men han vilde ikke sige ham imod. — „Men jeg tror ikke, jeg kan klare mig alene paa en saadan Rejse,” sagde Gasen, „saa jeg vilde gerne vide, om du ikke vil følge med og hjælpe mig.“

Drengen havde naturligvis ikke tænkt andet, end at han vilde vende hjem saa snart som muligt, og han blev saa overrasket, at han ikke vidste, hvad han skulde svare. „Jeg troede ikke, vi to var gode Venner,“ sagde han. Men det lod det til, at Gasen helt havde glemt. Det eneste, han huskede, var, at Drengen for et Øjeblik siden havde reddet hans Liv.

„Jeg skulde vist hjem til Fader og Moder,” sagde Drengen. — „Ja, jeg skal nok bringe dig tilbage til dem til Efteraaret,” sagde Gasen. „Jeg skal ikke forlade dig, før jeg har sat dig af paa Dørtrinnet derhjemme.”

Drengen tænkte, at det maaske ikke var saa galt at slippe for at vise sig for Forældrene endnu en Tid. Han syntes ikke ilde om Forslaget og skulde netop til at sige, at han gik ind paa det, da de hørte en stærk Larm bagved sig. Det var Vildgæssene, der var kommen op af Søen alle paa een Gang og stod og rystede Vandet af sig. Saa stillede de sig op i en lang Række med Førergaasen i Spidsen og kom hen til dem.

Da den hvide Gase nu saa nærmere paa Vildgæssene, følte han sig ikke rigtig hyggelig til Mode. Han havde troet, de lignede de tamme Gæs mere, og at han havde følt sig mere i Slægt med dem. De var meget mindre end han, og ingen af dem var hvid, men de var alle graa med en brun Schattering. Og deres Øjne blev han næsten bange for. De var gule og skinnede, som om der brændte Ild bag dem. Gasen havde altid lært, at det var det pæneste at gaa langsomt og vraltende, men disse Gæs gik ikke, de løb næsten. Men mest urolig blev han, da han saa paa deres Fødder. De var store, slidte og sønderrevne. Man kunde se, at Vildgæssene aldrig brød sig om, hvad de traadte paa. De gik ingen Omveje. Ellers var de meget pyntelige og velplejede, men paa deres Fødder kunde man se, at de var fattige Folk fra Vildmarken.

Gasen fik lige Tid til at hviske til Drengen: „Svar nu flinkt, men fortæl ikke, hvem du er!” saa var de der.

Da Vildgæssene stod foran dem, nejede de mange Gange med Halsene, og Gasen gjorde det samme, endnu flere Gange end de. Saasnart der var hilst tilstrækkeligt, sagde Førergaasen: „Nu kan vi vel faa at vide, hvad I er for nogle?“

„Der er ikke meget at sige om mig,“ sagde Gasen. „Jeg er født i Skanör sidste Foraar. I Efteraaret blev jeg solgt til Holger Nielsen i Vester Vemmenhög, og der har jeg været siden.“ — „Det lader ikke til, du har nogen Slægt at prale af,” sagde Førergaasen. „Hvad er det da, der gør dig saa stor paa det, at du vil holde til med Vildgæs?” — „Det kunde jo være, fordi jeg vilde vise jer Vildgæs, at ogsaa vi tamme Gæs duer til noget,“ sagde Gasen. — „Ja, det var rart, hvis du kunde vise os det,” sagde Førergaasen. „Vi har nu allerede set, hvor godt du flyver, men maaske du er dygtigere i andre Idrætter. Du er maaske øvet i at svømme langt?“ — „Nej, det kan jeg ikke rose mig af,” sagde Gasen. Han syntes, han kunde mærke, at Førergaasen allerede havde bestemt sig til at sende ham hjem, og han brød sig ikke om, hvad han svarede. „Jeg har aldrig svømmet længere end tværsover en Mergelgrav,” vedblev han. — „Saa venter jeg mig, at du er en Mester i at løbe,“ sagde Gaasen. — „Aldrig har jeg set en tam Gaas løbe, og jeg har heller aldrig selv gjort det,” sagde Gasen og gjorde sig endnu ringere, end han var.

Den store, hvide var nu sikker paa, at Førergaasen vilde sige, hun paa ingen Maade kunde tage ham med. Han blev meget overrasket, da hun sagde: „Du svarer modigt, naar man spørger dig, og den, der har Mod, kan blive en god Rejsekammerat, om ogsaa han ikke er dygtig i Begyndelsen. Hvad siger du til at blive hos os et Par Dage, til vi har set, hvad du duer til?” — „Det er jeg meget tilfreds med,” sagde Gasen og var helt fornøjet.

Derpaa pegede Førergaasen med Næbbet og sagde: ,Men hvem er det, du har med dig? Saadan en har jeg aldrig før set.” — „Det er min Kammerat,“ sagde Gasen. „Han har været Gaasedreng hele sit Liv. Han kan sikkert være til Nytte paa Rejsen.“ — „Ja, det kan jo være godt nok for en tam Gaas,” svarede den vilde. „Hvad hedder han?“ — „Han har flere Navne,” sagde Gasen tøvende og vidste ikke, hvad han i en Hast skulde finde paa, for han vilde ikke røbe, at Drengen havde et Menneskenavn. „Ja, han hedder Tommeltot,“ sagde han endelig. — „Er han af Nisseslægt?“ sagde Førergaasen. — „Hvad Tid er I Vildgæs vant til at sætte jer hen at sove?” sagde Gasen hurtigt og søgte at slippe for at svare paa det sidste Spørgsmaal. „Mine Øjne falder i af sig selv paa denne Tid af Dagen.”

Det var let at se, at den Gaas, der talte med Gasen, var meget gammel. Hele Fjerdragten var isgraa uden mørke Striber. Hovedet var større, Benene grovere og Fødderne mere slidte end nogen af de andres. Fjerene var stive, Vingebenene knoklede, og Halsen var tynd. Alt dette var Alderens Værk. Kun Øjnene havde Tiden ikke faaet Bugt med. De skinnede klarere, ligesom yngre end nogen af de andres.

Den vendte sig nu med Værdighed til Gasen. „Nu skal du vide, Gase, at jeg er Akka fra Kebnekajse, og at den Gaas, der flyver mig nærmest til højre, er Yksi fra Vassijaure, og den til venstre er Kaksi fra Nuolja! Du skal ogsaa vide, at den anden Højregaas er Kolme fra Sarjektjokko, og den anden Venstregaas er Neljä fra Svappavara, og bag dem flyver Viisi fra Oviksfjeldene og Kuusi fra Sjangeli! Og du skal vide, at disse, ligesom de seks Gæslinger, der flyver bagest, tre til højre og tre til venstre, alle er Højfjeldsgæs af bedste Stamme. Du maa ikke holde os for Landstrygere, der slaar Følgeskab med hvemsomhelst, og du maa ikke tro, vi lader nogen dele vor Soveplads, som ikke vil sige, af hvad Slægt han er kommen.”

Da Førergaasen, Akka, talte saadan, gik Drengen hurtig hen til hende. Det havde gjort ham ondt, at Gasen, der havde svaret saa flinkt for sig selv, gav saa undvigende Svar, da det gjaldt ham. „Jeg vil ikke holde hemmeligt, hvem jeg er,” sagde han. „Jeg hedder Niels Holgersen og er Søn af en Husmand, og lige til den Dag i Dag har jeg været et Menneske, men i Formiddags …“

Længere kom Drengen ikke. Næppe havde han sagt, at han var et Menneske, før Førergaasen veg tre Skridt tilbage og de andre endnu længere. Og de strakte alle Hals og hvæsede vredt af ham.

„Dette har jeg haft en Mistanke om lige fra det første Øjeblik, jeg saa dig her paa Søens Bred,“ sagde Akka. „Og nu maa du straks forføje dig bort. Vi taaler ingen Mennesker iblandt os.“

„Det er da ikke muligt,“ sagde Gasen mæglende, „at I Vildgæs kan være bange for en, der er saa lille. I Morgen skal han nok rejse hjem, men i Nat maa I da lade ham blive her hos os. Ingen af os kan forsvare at lade saadan en lille Stakkel klare sig paa egen Haand med Væseler og Ræve nu ved Nattetid.”

Vildgaasen kom nu nærmere, men det var let at se, at hun havde ondt ved at beherske sin Frygt. „Jeg har lært at være bange for alt, der bærer Menneskenavn, hvad enten det er stort eller smaat,” sagde hun. „Men hvis du, Gase, vil svare for denne her, at han ingen Fortræd gør os, saa maa han vel have Lov til at blive hos os i Nat. Men jeg er bange for, at vort Nattekvarter hverken behager dig eller ham, for vi agter at sætte os til at sove paa Isflagen herude.”

Den tænkte vist, at Gasen vilde blive betænkelig ved det. Men han lod sig ikke gaa paa. „I er rigtignok kloge, som forstaar at vælge saa sikker en Soveplads,” sagde han.

„Men du svarer for, at han i Morgen forføjer sig hjem til sig selv.” — „Ja, saa er der ikke andet for, end at jeg ogsaa maa forlade jer,” sagde Gasen. ,Jeg har lovet, at jeg ikke vil lade ham i Stikken.“ — „Der staar dig frit for at flyve, hvorhen du vil,” sagde Førergaasen.

Dermed hævede hun Vingerne og fløj ud over Isen, og den ene efter den anden af Vildgæssene fulgte hende.

Drengen var forknyt over, at hans Laplandsrejse ikke blev til noget, og for Resten var han bange for det kolde Nattekvarter. „Det bliver jo længer jo værre, Gase,” sagde han. „For det første fryser vi ihjel ude paa Isen.”

Men Gasen var ved godt Mod. „Det har ingen Nød,” sagde han. „Nu vil jeg blot bede dig hurtigst muligt samle saa meget Halm og Græs sammen, som du kan bære.”

Da Drengen havde Favnen fuld af vissent Græs, tog Gasen et Tag i hans Skjortelinning, løftede ham op og fløj ud paa Isen, hvor Vildgæssene allerede stod og sov med Næbbet under Vingen.

„Bred nu Græsset ud paa Isen, saa jeg har noget at staa paa og ikke fryser fast! Hjælp du mig, saa skal jeg hjælpe dig,” sagde Gasen.

Det gjorde Drengen, og saasnart han var færdig, tog Gasen ham endnu engang i Skjortelinningen og puttede ham ind under sin Vinge. „Der tænker jeg, du skal ligge godt og varmt,” sagde han og klemte til med Vingen.

Drengen laa saadan pakket ind i Dun, at han ikke kunde svare, men dejlig varmt laa han, og træt var han, og sove gjorde han i samme Øjeblik.

NATTEN.

Det er en gammel Sandhed, at Is altid er svigefuld og ikke at stole paa. Midt om Natten flyttede Isflagen paa Vombsøen sig, saa den paa et enkelt Sted stødte imod Bredden. Og nu hændte det, at Mikkel Ræv, som paa den Tid boede paa den østlige Side af Søen i Parken ved Övedskloster, opdagede dette, da han var ude paa sin Nattejagt. Mikkel havde allerede om Aftenen set Vildgæssene, men han havde ikke ventet at faa fat paa nogen af dem. Han begav sig nu straks ud paa Isen.

Da Mikkel var ganske tæt ved Vildgæssene, gled han, saa hans Kløer skrabede imod Isen. Gæssene vaagnede og baskede med Vingerne for at kaste sig ud i Luften. Men Mikkel var dem for rap. Han kom farende som skudt ud af en Kanon, snuppede en Gaas ved Vingebenet og styrtede op paa Land igen.

Men denne Nat var Vildgæssene ikke alene ude paa Isen; de havde et Menneske iblandt sig, hvor lille han end var. Drengen var vaagnet ved, at Gasen baskede med Vingerne. Han var faldet ned paa Isen og sad der lysvaagen. Han havde ikke forstaaet noget af det Spektakel, før han saa en lille lavbenet Hund løbe sin; Vej over Isen med en Gaas i Munden.

Drengen løb straks efter for at tage Gaasen fra Hunden. Han hørte nok Gasen raabe efter ham: „Tag dig i Vare, Tommeltot! Tag dig i Vare!“ — „Men saadan en lille Hund behøver jeg da ikke at være bange for,” tænkte Drengen og stormede afsted.

Vildgaasen, som Mikkel Ræv havde taget, hørte Larmen af Drengens Træsko, der klaprede mod Isen, og hun vilde næsten ikke tro sine egne Øren. „Tror den Purk, at han kan tage mig fra Ræven?” tænkte hun. Og hvor ilde hun end var stedt, begyndte det at klukke muntert nede i Struben paa hende, næsten som om hun lo.

„Det første, der sker, er, at han falder i en Revne i Isen,“ tænkte hun.

Men hvor mørk end Natten var, saa Drengen tydeligt alle de Revner og Huller, der var i Isen, og sprang dristig over dem. Det kom af, at han nu havde Nissernes gode Natteøjne og kunde se i Mørke. Han saa baade Søen og Bredden ligesaa tydeligt, som om det var Dag.

Mikkel Ræv løb op paa Isen, der hvor den stødte til Land, og lige idet han arbejdede sig opad skrænten, raabte Drengen til ham: „Slip Gaasen, din Slyngel!” Mikkel vidste ikke, hvem det var, der raabte, og gav sig ikke Tid til at se sig om, satte kun stærkere Fart paa.

Ræven løb nu ind i en Skov med store prægtige Bøgetræer, og Drengen fulgte efter uden nogen Tanke om, at der var Fare paa Færde. Derimod tænkte han hele Tiden paa, hvor foragteligt Vildgæssene havde behandlet ham den foregaaende Aften, og han havde nok Lyst til at vise dem, at et Menneske dog staar noget over alle andre Skabninger.

Han raabte den ene Gang efter den anden ad Hunden for at faa den til at slippe Byttet. „Sikken en Hund, der ikke skammer sig for at stjæle en hel Gaas!” sagde han. „Slip den straks, ellers kan du tro, jeg skal prygle dig. Slip den, siger jeg; ellers skal jeg fortælle din Herre, hvordan du opfører dig.”

Da Mikkel Ræv mærkede, at man tog ham for en Hund, der er bange for Prygl, fandt han det saa komisk, at han var nærved at tabe Gaasen. Mikkel var en stor Røver, der ikke lod sig nøje med at jage efter Mus og Jordrotter paa Markerne, men ogsaa vovede sig ind i Gaardene for at stjæle Høns og Gæs. Han vidste, at han var frygtet over hele Egnen. Noget saa taabeligt havde han ikke hørt, siden han var en lille Unge.

Men Drengen løb saadan, at han syntes, de tykke Bøgetræer gled baglæns forbi ham, og han vandt ind paa Mikkel. Tilsidst var han saa nær ved ham, at han fik fat i Halen. „Nu tager jeg alligevel Gaasen fra dig,” raabte han og holdt igen, saa meget han kunde. Men han var ikke stærk nok til at standse Mikkel. Ræven trak ham med sig, saa de visne Bøgeblade føg omkring ham.

Men nu lod det til, at Mikkel var kommen under Vejr med, hvor lidt farlig Forfølgeren var. Han stod stille, lagde Gaasen ned paa Jorden og satte Forpoterne paa den, for at den ikke. skulde flyve sin Vej. Han skulde lige til at bide Struben over, men han kunde ikke dy sig for først at drille Purken lidt. „Skynd dig nu hjem, og klag til Husbonden, for nu bider jeg Gaasen ihjel!” sagde han.

Hvem der blev forbavset, da han saa, hvad for en spids Næse, og hørte, hvad for en hæs og styg Stemme den Hund havde, som han havde forfulgt, det var Drengen. Men han blev nu ogsaa saa vred over, at Ræven gjorde Nar af ham, at han ikke tænkte paa at blive bange. Han tog et fastere Tag om Halen, stemmede Fødderne imod en Bøgerod, og i samme Øjeblik, som Ræven havde sit aabne Gab over Gaasens Strube, trak han til, alt, hvad han kunde. Mikkel blev saa overrasket, at han lod sig trække et Par Skridt baglæns, og Vildgaasen slap fri. Hun hævede sig med Besvær op i Luften. Hendes ene Vinge var saaret, saa hun knap kunde bruge den, og desuden kunde hun ingenting se i Skoven i den mørke Nat, men var saa hjælpeløs som en blind. Hun kunde derfor ikke hjælpe Drengen paa nogen Maade, men søgte op imod en Aabning i Løvtaget og fløj ned til Søen igen.

Men Mikkel kastede sig over Drengen. „Faar jeg ikke den ene, saa vil jeg have den anden,” sagde han, og man kunde høre paa hans Stemme, hvor vred han var. „Nej, du kan tro nej,“ sagde Drengen og var helt vigtig, fordi han havde reddet Gaasen. Han holdt sig stadig fast i Rævehalen og svang sig i den over til den anden Side, naar Ræven prøvede at fange ham.

Der blev en Dans i Skoven, saa Bøgebladene hvirvlede. Mikkel svingede ustandselig rundt, men Halen svingede med, og Drengen holdt fast i den, saa Ræven ikke kunde faa ham fat.

Drengen var saa glad over sit Held, at han i Begyndelsen kun lo og gjorde Nar af Ræven, men Mikkel var ihærdig, som gamle Jægere jo plejer at være, og Drengen begyndte at blive bange for, at det vilde ende med, han blev nappet.

Da fik han Øje paa en lille Ungbøg, der var skudt i Vejret saa tynd som en Pind for snart at naa op i den fri Luft ovenover det Løvtag, som de gamle Bøgetræer byggede over den. Hurtig slap han sit Tag i Rævehalen og klatrede op i Bøgetræet. Mikkel Ræv var saa ivrig, at han blev ved at danse rundt efter Halen i lang Tid. „Nu skal du ikke ulejlige dig med at danse længer,” sagde Drengen.

Men Ræven kunde ikke bære den Tort, at han ikke skulde faa Bugt med saadan en lille Purk, og han lagde sig under Træet og holdt Vagt.

Drengen havde det ikke hyggeligt, som han sad der og red paa en tynd Gren. Det lille Bøgetræ naaede ikke endnu op til det høje Løvtag. Han kunde ikke komme over til et andet Træ, og han turde ikke hoppe ned af Træet.

Han frøs, saa han blev ganske stiv, og var nær ved at slippe sit Tag om Grenen, og han var forfærdelig søvnig, men han turde ikke sætte sig til at sove af Frygt for at falde ned.

Det var ikke til at tænke sig, hvor uhyggeligt det var at sidde saadan ude i Skoven ved Nattetid. Han havde aldrig før vidst, hvad det vilde sige, at det var Nat. Det var, som om hele Verden var bleven forstenet og aldrig mere kunde komme til Live.

Saa begyndte det at dages, og Drengen blev glad, for nu kom alting igen til at ligne sig selv, men han syntes, det var endnu mere bitterlig koldt, end det havde været om Natten.

Da Solen omsider stod op, var den ikke gul, men rød. Drengen syntes, det saa ud, som den var vred, og han spekulerede paa, hvad den var vred over. Det var maaske, fordi Natten havde gjort det saa koldt og saa mørkt paa Jorden, mens Solen var borte.

Solstraalerne kom farende frem i store Bundter for at se, hvad ondt Natten havde gjort, og det saa ud, som om alle Ting rødmede, som om de havde en ond Samvittighed. Skyerne paa Himlen, de silkeglatte Bøgestammer, Løvtagets smaa sammenflettede Grene, Rimen, der dækkede Bøgeløvet paa Jorden, alt blussede og blev rødt.

Men der kom flere og flere Straalebundter farende gennem Luften, og snart var al Nattens Uhygge jaget paa Flugt. Forstenelsen var borte, og der kom saa forbavsende meget levende frem. Sortspætten med den røde Nakke gav sig til at pikke med Næbbet paa en Træstamme. Egernet kom farende ud af sin Rede med en Nød, satte sig paa en Gren og gav sig til at knække Nødden. Stæren kom flyvende med en Rodtrevl, og Bogfinken sang i Træets Top.

Da forstod Drengen, at Solen havde sagt til disse Smaaskabninger: „Nu kan I vaagne og komme ud af jeres Reder! Nu er jeg her, nu behøver I ikke at være bange for noget.”

Fra Søen kunde man høre Vildgæssenes Skrig, mens de ordnede sig til Flugt. Straks efter kom alle fjorten Gæs flyvende over Skoven. Drengen prøvede at kalde paa dem, men de fløj saa højt oppe, at hans Stemme ikke kunde naa dem. De troede sagtens, at Ræven for længe siden havde ædt ham. De syntes ikke engang, det var Umagen værd at lede efter ham.

Drengen var nærved at græde af Angst, men nu stod Solen paa Himlen, guldgul og munter og satte Mod i hele Verden. „Det er aldrig værd, Niels Holgersen, at du er bange eller urolig for noget, saa længe jeg er her,” sagde Solen.

GAASELEGEN.

Mandag 21. Marts.

Alting blev ved det samme i Skoven omtrent saa lang Tid, som en Gaas behøver til at spise Frokost, men netop da Morgenen var ved at gaa over til Formiddag, kom en ensom Vildgaas flyvende hen under det tætte Løvtag. Den famlede sig frem mellem Stammer og Grene og fløj ganske langsomt. Saa snart Mikkel Ræv saa den, forlod han sin Plads under det lille Bøgetræ og listede henimod den. Vildgaasen flygtede ikke for Ræven, men fløj ganske tæt forbi ham. Mikkel sprang højt i Vejret efter den, men fik den ikke fat, og Gaasen fløj videre ned imod Søen.

Det varede ikke længe, før en ny Vildgaas kom flyvende. Den kom samme Vej som den første og fløj endnu lavere og langsommere. Ogsaa den fløj tæt forbi Mikkel Ræv, og han sprang saa højt efter den, at hans Øren rørte ved dens Fødder, men den undslap dog uskadt og fortsatte sin Vej ned mod Søen tavs som en Skygge.

Der gik en lille Tid, saa kom der igen en Vildgaas. Den fløj endnu lavere og langsommere, den syntes at have endnu mere ondt ved at finde Vej mellem Bøgestammerne. Mikkel gjorde et vældigt Spring, og der manglede kun et Haarsbred i, at han havde faaet den fat, men ogsaa denne Gaas undslap.

Straks efter at den var forsvunden, kom der en fjerde Vildgaas. Skønt den fløj saa langsomt og saa daarligt, at Mikkel mente, han kunde fange den uden videre Besvær, var han nu bange for at have Uheld med sig og vilde lade den flyve urørt forbi. Men den fløj samme Vej som de andre, og netop da den var kommen lige over Mikkel, dalede den saa dybt, at han lod sig forlede til at springe op efter den. Han naaede saa højt, at han rørte ved den med Poten, men den kastede sig hurtig til Side og reddede Livet.

Inden Mikkel havde faaet sit Vejr igen, kom der tre Gæs paa Rad. De kom flyvende ganske som de andre, og Mikkel sprang højt i Vejret efter dem alle, men det lykkedes ham ikke at fange nogen af dem.

Derefter kom der fem Gæs, men de fløj bedre end de foregaaende, og skønt ogsaa de saa ud, som om de vilde lokke Mikkel til at springe, modstod han Fristelsen.

Temmelig længe efter kom en enlig Gaas. Det var den trettende. Det var en, der var saa gammel, at den var ganske graa og ikke havde en eneste brun Streg paa hele sin Krop. Det saa ud, som om den ikke rigtig kunde bruge den ene Vinge, den fløj saa elendigt og saa skævt, at den næsten rørte Jorden. Mikkel nøjedes ikke med at springe højt op efter den, han forfulgte den løbende helt ned imod Søen, men heller ikke den Gang blev hans Anstrengelser belønnet.

Da den fjortende Gaas kom, saa det meget smukt ud; den var hvid, og det skinnede som en Lysning i den mørke Skov, naar den svingede sine store Vinger. Da Mikkel saa den, opbød han alle sine Kræfter og hoppede halvvejs op til Løvtaget, men den hvide fløj ganske uskadt forbi ligesom de andre.

Nu blev der en Tidlang stille under Bøgetræerne. Det lod til, at hele Vildgæsflokken var draget forbi.

Pludselig huskede Mikkel paa sin Fange og saa op i det lille Bøgetræ. Som det var at vente, var Purken væk.

Men Mikkel fik ikke megen Tid til at tænke paa ham, for nu kom den første Gaas tilbage fra Søen og fløj langsomt som før hen under Løvtaget. Trods alt Uheld var Mikkel glad over, at den kom tilbage, og han styrtede efter den med et højt Spring. Men han havde været for hastig og ikke givet sig Tid til at beregne Springet, saa han kom paa Siden af den.

Efter den Gaas kom der en til og saa en tredje, en fjerde, en femte, lige til det igen havde gaaet Rækken rundt og endte med den gamle isgraa og den store hvide.

De fløj alle langsomt og lavt. Lige naar de svævede hen over Mikkel Ræv, dalede de, ret som om de vilde opfordre ham til at fange dem. Og Mikkel forfulgte dem og gjorde Spring, der var et Par Favne høje, men var ikke i Stand til at faa fat paa en eneste af dem.

Det var den værste Dag, Mikkel Ræv havde oplevet. Vildgæssene fløj uophørlig over Hovedet paa ham, kom og forsvandt, kom og forsvandt. Store, dejlige Gæs, der havde ædt sig fede paa de tyske Marker og paa Hederne, fløj hele Dagen om i Skoven saa nær ved ham, at han mange Gange rørte ved dem, og han fik ikke stillet sin Sult paa en eneste af dem.

Vinteren var knap forbi endnu, og Mikkel huskede Dage og Nætter, da han havde drevet ledig om uden at have et Stykke Vildt at jage, da Trækfuglene var borte, da Musene gemte sig under den frosne Jordskorpe, og da Hønsene var lukket inde. Men al Vinterens Sult havde ikke været saa haard at døje som denne Dags Skuffelse.

Mikkel var ikke nogen ung Ræv. Han havde mange Gange haft Hundene efter sig og hørt Kuglerne pibe sig om Ørene. Han havde ligget gemt dybt inde i Hulen, mens Grævlingehundene krøb om i Gangene og var lige ved at finde ham. Men al den Angst, Mikkel havde udstaaet ved den hidsigste Jagt, var for intenting at regne mod den, han følte, hver Gang det ikke lykkedes ham at snappe en af Vildgæssene.

Om Morgenen, da Legen begyndte, var Mikkel saa fin, at Gæssene blev forbavsede, da de saa ham. Mikkel elskede Pragt, og hans Pels var skinnende rød, Brystet hvidt, Snuden sort og Halen fyldig som en Fjerbusk. Men da det blev Aften paa denne Dag, sad Mikkels Pels i Totter, han var badet i Sved, hans Øjne var glansløse, Tungen hang ham langt ud af det gispende Gab, og der flød Skum ud af Munden.

Om Eftermiddagen var Mikkel saa træt, at han var rent fra Sans og Samling. Han saa ikke andet for sine Øjne end flyvende Gæs. Han sprang efter Solpletter, som han saa paa Jorden, og efter en stakkels Sommerfugl, der var krøbet for tidlig ud af Puppen.

Vildgæssene fløj og fløj utrætteligt. De blev ved at pine Mikkel hele Dagen. Det bevægede dem ikke til Medlidenhed, at Mikkel var ødelagt, ophidset, vanvittig. De blev ubønhørlig ved, skønt de godt forstod, at han næppe saa dem, at han sprang efter deres Skygger.

Først da Mikkel Ræv ganske kraftesløs og mat sank om paa en Bunke visne Blade, lige ved at opgive Aanden, holdt de op at drive deres Spil med ham.

„Nu ved du, Ræv, hvordan det gaar den, der vover at binde an med Akka fra Kebnekajse,” raabte de ham saa ind i Øret, og dermed lod de ham i Ro.