Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/3
III.
VILDFUGLELIV.
I BONDEGAARDEN.
Torsdag 24. Marts.
Netop i de Dage tildrog der sig i Skaane en Begivenhed, som blev meget omtalt, ja endog kom i Avisen, men som mange ansaa for Opspind, fordi de ikke var i Stand til at forklare den.
Der var nemlig sket det, at en Egernhun var bleven fanget i et Nøddekrat ved Bredden af Vombsøen og bragt til en Bondegaard i Nærheden. Alle i Bondegaarden, baade unge og gamle, fornøjede sig over det kønne, lille Dyr med den store Hale, de kloge, nysgerrige Øjne og de nydelige, smaa Ben. De tænkte, at de hele Sommeren. skulde more sig med at se paa dets vævre Bevægelser, dets morsomme Maade at knække Nødder paa og dets muntre Leg. De satte straks et gammelt Egernbur i Stand; det bestod af et lille, grønmalet Hus og et Staaltraadshjul. Det lille Hus, der havde baade Dør og Vindue, skulde Egernet have til Spisestue og Sovekammer; derfor redte de en Seng af visne Blade til det og satte en Skaal Mælk og nogle Nødder derind. Men Staaltraadshjulet skulde det have til Legestue, hvor det kunde løbe og klatre og dreje rundt.
Folkene syntes, de havde indrettet det meget rart for Egernet, og undrede sig over, at det ikke lod til at trives. Det sad tværtimod forknyt og vranten i en Krog af sin Stue, og fra Tid til anden udstødte det et højt Klageskrig. Det rørte ikke Maden og drejede ikke Hjulet rundt en eneste Gang. „Det er nok, fordi det er bange,” sagde Folkene i Bondegaarden. „I Morgen, naar det føler sig mere hjemme, vil det nok baade spise og lege.”
Nu traf det sig saadan, at Kvinderne i Bondegaarden var i Færd med at lave til Gilde, og netop den Dag, Egernet blev fanget, havde de stor Bagning. Og enten havde de haft Uheld med Dejgen, saa den ikke vilde hæve sig, eller ogsaa var de sene til deres Arbejde, for de maatte blive ved, længe efter at det var blevet mørkt.
Der herskede naturligvis stor Iver og Travlhed i Køkkenet, og der var der ingen, som gav sig Tid til at tænke paa, hvordan Egernet havde det. Men der var en gammel Kone der i Huset, som var for gammel til at være med at bage. Det forstod hun godt selv, men hun holdt alligevel ikke af at være udenfor. Hun var bedrøvet, og derfor gik hun ikke i Seng, men satte sig ved Vinduet i Stuen og saa ud. I Køkkenet havde de for Hedens Skyld lukket Døren op, saa der strømmede et klart Lysskær ud i Gaarden. Det var en Gaardsplads med Længer paa alle Sider, og den blev saa lys, at den gamle Kone kunde se Revner og Huller i Kalkpudset paa Muren ligeoverfor. Hun saa ogsaa Egernburet, der hang lige paa det Sted, hvor Lysskæret faldt allerstærkest, og hun lagde Mærke til, at Egernet hele Natten sprang fra sin Stue ud i Hjulet og fra Hjulet ind i Stuen uden at hvile et Øjeblik. Hun syntes, der var en underlig Rastløshed over Dyret, men hun tænkte naturligvis, det var det skarpe Lysskær, der holdt det vaagent.
Imellem Kostalden og Hestestalden var der i den Gaard en bred, overdækket Indkørselsport, og den laa saadan, at den ogsaa blev oplyst. Og da det allerede var noget ud paa Natten, saa den gamle Kone en lille Purk, der ikke var højere end en Haandsbred, men gik med Træsko og Skindbukser som en anden Arbejdsmand, sagte og forsigtigt komme listende ud af Porthvælvingen og ind i Gaarden. Den gamle Kone begreb straks, at det var Nissen, og hun blev ikke det mindste bange. Hun havde altid hørt, at han holdt til der paa Gaarden, skønt hun aldrig før havde set ham, og en Nisse bragte jo Lykke med sig, hvor han viste sig.
Saasnart Nissen kom ind i den brolagte Gaard, løb han lige hen til Egernburet, og da det hang saa højt, at han ikke kunde naa det, gik han hen i Redskabshuset efter en Stang, stillede den op til Buret og klatrede derpaa op ad den paa samme Maade, som en Sømand entrer op ad et Tov. Da han kom op til Buret, ruskede han i Døren til det lille grønne Hus, som om han vilde lukke den op, men den gamle Kone var ganske rolig, for hun vidste, at Børnene havde sat Hængelaas for Døren af Frygt for, at Naboens Drenge skulde prøve paa at stjæle Egernet. Den gamle Kone saa, at da Nissen ikke kunde faa Døren op, kom Egernet ud i Staaltraadshjulet. Der holdt det og Nissen en lang Raadaslagning med hinanden. Og da Nissen havde hørt alt, hvad det fangne Dyr havde at fortælle, rutschede han ned af Stangen igen og løb ud af Porten.
Den gamle Kone tænkte ikke, hun skulde se mer til Nissen den Nat, men hun blev alligevel siddende ved Vinduet. Da der var gaaet en lille Tid, kom han tilbage. Han løb saa hastig, at hun knap kunde se, hans Fødder rørte ved Jorden, og han skyndte sig hen til Egernburet. Den gamle Kone med sine langsynede Øjne kunde tydelig se ham, og hun kunde ogsaa se, at han bar noget i Hænderne, men hvad det var, kunde hun ikke begribe. Det, han havde i den venstre Haand, lagde han fra sig paa Stenbroen, men det, han havde i den højre, tog han med op til Buret. Her sparkede han med sin Træsko til det lille Vindue, saa Ruden gik itu, og saa stak han det, han havde i Haanden, ind gennem Hullet til Egernet. Saa lod han sig glide ned igen, tog det, han havde lagt paa Jorden, og klatrede ogsaa op til Buret med det. Og da det var gjort, styrtede han igen saa hastig afsted, at den gamle Kone knap kunde følge ham med Øjnene.
Men nu var det Morlillen, der ikke længer kunde sidde stille i Stuen, men ganske sagte gik ud paa Gaardspladsen og stillede sig i Skygge af Posten for at vente paa Nissen. Og der var en til, der havde opdaget ham og var bleven nysgerrig. Det var Huskatten. Den kom sagte listende og stillede sig opad Muren akkurat et Par Skridt udenfor den klareste Lysstribe.
De stod begge to og ventede syv lange og syv brede i den kolde Martsnat, og den gamle Kone begyndte at tænke paa at gaa ind igen, da hun hørte noget klapre mod Stenbroen og saa, at den lille Purk kom traskende endnu en Gang. Ligesom før bar han noget i hver Haand, og det, han bar, peb og sprællede. Og nu gik der et Lys op for Morlillen. Hun forstod, at Nissen havde været henne i Nøddekrattet og hentet Egernets Unger, og at han bragte dem til Moderen, for at de ikke skulde sulte ihjel.
Morlillen stod ganske stille for ikke at forstyrre, og det lod heller ikke til, at Nissen havde lagt Mærke til hende. Han skulde lige til at lægge den ene Unge paa Jorden for at entre op til Buret med den anden, da han saa Kattens grønne Øjne gnistre lige ved Siden af sig. Han blev staaende ganske raadvild med en Unge i hver Haand.
Han vendte sig om, saa sig om til alle Sider og fik nu Øje paa Morlillen. Da betænkte han sig ikke længe, men gik hen og rakte en af Egernungerne op til hende.
Og Morlille vilde ikke vise sig uværdig til hans Tillid, men bukkede sig ned og tog imod Egernungen og stod og holdt den, til Nissen var klatret op til Buret med den anden og kom og hentede den, han havde betroet hende.
Næste Morgen, da Folkene i Bondegaarden samledes til Davre, kunde den gamle Kone jo ikke bare sig for at fortælle, hvad hun havde set om Natten. Og de lo naturligvis allesammen af hende og sagde, at det var noget, hun havde drømt. Der var saamænd ingen Egernunger saa tidlig paa Aaret.
Men hun var sikker i sin Sag og bad dem se efter i Egernburet, og det gjorde de. Og da laa der paa Løvsengen i Stuen fire smaa halvnøgne og halvblinde Unger, der var idetmindste et Par Dage gamle.
Da vor Far i Gaarden saa Ungerne, sagde han: „Det maa nu være, hvordan det vil, med dette her, men vist er det, at vi her paa Gaarden har baaret os saadan ad, at vi maa skamme os baade for Dyr og Mennesker.“ Og saa tog han Egernet og alle Ungerne ud af Buret og lagde dem i Morlillens Forklæde. „Gaa du ud i, Nøddekrattet med dem,“ sagde han, „og lad dem faa deres Frihed tilbage!“
Det var denne Begivenhed, der blev talt saa meget om, og som endog kom i Avisen, men som de fleste ikke vilde tro paa, fordi de ikke kunde forklare, hvordan saadan noget kunde ske.
VITTSKÖVLE.
Lørdag 26. Marts.
Et Par Dage efter tildrog der sig igen en lignende mærkelig Begivenhed. En Flok Vildgæs kom en Morgenstund og slog ned paa en Mark ovre i det østlige Skaane ikke langt fra den store Gaard Vittskövle. I Flokken var der tretten Gæs af den sædvanlige graa Farve og en hvid Gase, der paa Ryggen havde en lille Purk, som var iført gule Skindbukser, grøn Vest og hvid Tophue.
De var nu temmelig nær ved Østersøen, og paa den Mark, hvor Gæssene var slaaet ned, var Jorden sandet, som den gerne er ved Kysten. I den Egn havde der rimeligvis før været Flyvesand, for flere Steder var der store Granplantager, sagtens for at binde Sandet.
Da Vildgæssene havde græsset en Tid, kom der gaaende nogle Børn i Agerrenen. Den Gaas, der stod paa Vagt, kastede sig hurtig op i Luften med smældende Vingeslag, for at hele Flokken skulde høre, at der var Fare paa Færde. Alle Vildgæssene fløj op, men den hvide blev ganske rolig gaaende paa Marken. Da den saa de andre flygte, løftede den Hovedet og raabte efter dem: „I behøver ikke at flyve jeres Vej for dem der. Det er jo kun et Par Børn.”
Den lille Purk, som den havde haft paa Ryggen, sad paa en Tue i Skovbrynet og pillede en Grankogle itu for at faa Frøene. Børnene var saa nær ved ham, at han ikke turde løbe over Marken hen til den hvide. Han skjulte sig hurtigt under et stort vissent Tidselblad og udstødte med det samme et advarende Raab.
Men den hvide havde aabenbart besluttet ikke at lade sig skræmme. Han blev rolig gaaende paa Marken og lagde ikke engang Mærke til, hvor Børnene gik hen.
De drejede imidlertid af fra Vejen, gik over Marken og nærmede sig Gasen. Da den omsider saa op, var de ganske tæt ved den, og nu blev den saa forskrækket og forvirret, at den glemte, den kunde flyve, og gav sig til at løbe for at slippe bort fra dem. Børnene fulgte efter, jagede den ned i en Grøft og fangede den der. Det største af dem stak den under Armen og gik sin Vej med den.
Da Purken, der laa under Tidselbladet, saa dette, fo'r han op, som om han vilde tage Gasen fra Børnene. Men saa huskede han paa, hvor lille og magtesløs han var, og kastede sig istedetfor ned paa Tuen og slog i Jorden med knyttede Hænder, helt ude af sig selv.
Gasen raabte om Hjælp af alle Kræfter: „Tommeltot, kom og hjælp mig! Tommeltot, kom og hjælp mig!” Men det kom Drengen til at le af midt i sin Sorg. »Ja, jeg er nok den rette til at hjælpe nogen,“ sagde han.
Men han stod alligevel op og gik bagefter Gasen. „Hjælpe ham kan jeg jo ikke.“ sagde han, „men jeg vil da ialtfald se, hvor de gør af ham.”
Børnene havde et stort Forspring, men Drengen havde ingen Vanskelighed ved at beholde dem i Sigte, før han kom til en Fordybning i Jorden, hvor en Bæk kom brusende. Den var hverken bred eller dyb, men han var alligevel nødt til at løbe langsmed Bredden, til han fandt et Sted, hvor han kunde springe over.
Da han kom op af den lille Kløft, var Børnene forsvundne. Men han kunde se deres Spor paa en smal Sti, der førte ind i Skoven, og han blev ved at følge efter dem.
Men snart kom han til en Korsvej, og her maatte Børnene være skiltes ad, for der var Spor i to Retninger. Nu var Purken lige ved at tabe Modet.
Men i det samme saa han paa en Lyngtue et lille, hvidt Dun. Han forstod nu, at Gasen havde ladet det falde ved Vejkanten for at vise ham, til hvilken Side den var bleven bragt, og han fortsatte derfor sin Vej. Og saa fulgte han efter Børnene hele Skoven igennem. Gasen saa han ikke noget til, men alle Steder, hvor han kunde tage fejl af Vejen, laa der et lille, hvidt Dun og viste ham til Rette.
 Vittskövle |
Purken blev trofast ved at følge Dunene. De førte ham ud af Skoven, over et Par Marker, op paa en Vej og til sidst opad en Allé til en Herregaard. For Enden af Alléen kunde man se et Glimt af Gavle og Taarne af røde Sten, prydede med lyse Striber og Ornamenter. Da Purken saa, at der laa en Herregaard, kunde han nok tænke sig, hvad der var blevet af Gasen. Børnene er nok gaaet op paa Herregaarden med Gasen og har solgt den, og saa er den sagtens allerede slagtet,“ sagde han ved sig selv. Men han vilde ikke slaa sig til Taals uden at faa rigtig Besked og løb endnu ivrigere afsted. Han mødte ikke nogen i Alléen, og det var jo heldigt, for de, der er af hans Slags, plejer at være bange for at ses af Mennesker.
Den Herregaard, han kom til, var en prægtig, gammeldags Bygning, der bestod af fire Fløje med en Borggaard i Midten. Paa den østlige Side var der en dyb Porthvælving, der førte ind til Borggaarden. Saa langt løb Purken uden at betænke sig, men da han var kommen dertil, standsede han. Han turde ikke vove sig længere, men blev staaende her og spekulerede paa, hvad han nu skulde gøre.
Han stod endnu med Fingeren paa Næsen, da han hørte Skridt bag sig, og da han vendte sig om, saa han en hel Skare Mennesker komme op ad Alléen. Hurtig smuttede han bag en Vandtønde, der tilfældigvis stod lige ved Porten, og skjulte sig.
Det, der havde forskrækket ham, var en Snes unge Mænd fra en Højskole; de var ude paa Fodtur og ledsagedes af en Lærer, og da de havde naaet Porten, bad han dem vente lidt der, mens han gik ind og spurgte, om de maatte bese den gamle Borg Vittskövle.
De nyankomne var varme og trætte, som om de havde gaaet langt. En af dem var saa tørstig, at han gik hen til Vandtønden og bøjede sig ned for at drikke. Han havde en Botaniserkasse paa Ryggen, og han syntes aabenbart, den generede ham, for han kastede den af sig. Derved gik Laaget op, saa man kunde se, at der laa nogle Foraarsblomster i den.
Botaniserkassen faldt lige for Fødderne af Purken, og nu syntes han, at der tilbød sig en udmærket Lejlighed til at slippe ind i Slottet og opdage, hvor Gasen var bleven af. Han smuttede hurtigt ned i Botaniserkassen og gemte sig saa godt han kunde under Anemoner og Følfod.
Han havde knap naaet at gemme sig, før den unge Mand tog Botaniserkassen op, hængte den paa Ryggen og smækkede Laaget i.
Læreren kom nu tilbage og sagde, at de havde faaet Tilladelse til at komme ind i Slottet. Til at begynde med førte han dem dog kun ind i Borggaarden. Der blev han staaende og gav sig til at fortælle dem om den gamle Bygning.
Omsider gik hele Selskabet ind i Slottet, men hvis Purken havde haabet, at han skulde faa Lejlighed til at smutte ud af Botaniserkassen, saa blev han skuffet, for Eleven beholdt Botaniserkassen paa, og Purken maatte følge med alle Stuerne igennem.
Det blev en langsommelig Tur. Hvert Øjeblik blev Læreren staaende for at forklare og fortælle. Han skyndte sig sandelig ikke. Men han vidste jo heller ikke, at der laa en lille Stakkel lukket inde i en Botaniserkasse og bare længtes efter, at han skulde holde op.
Langt om længe gik Læreren da igen ud i Borggaarden og blev paa ny staaende og talte til Eleverne.
Men den Tale blev da Purken fri for at høre paa, for den Elev, der bar ham, var igen bleven tørstig og listede sig ind i Køkkenet for at bede om en Drik Vand. Da de kom derind, faldt det Purken ind, at her maatte Gasen vist være. Han begyndte at røre sig, og derved kom han til at trykke for stærkt paa Laaget, saa det sprang op. Men Botaniserkasselaag springer jo altid op, og Eleven tænkte ikke videre ved det og trykkede det kun til igen, men saa spurgte Kokkepigen, om han havde en Snog i sin Botaniserkasse. „Nej, jeg har kun nogle Planter,” svarede Eleven. „Jamen, der var noget, der rørte sig,“ paastod Kokkepigen. Eleven lukkede da Laaget helt op for at vise hende, at hun tog fejl. „Der kan De selv se, at …“
Men videre kom han ikke, for nu turde Purken ikke blive længer i Botaniserkassen, men stod i eet Spring nede paa Gulvet og styrtede ud af Køkkenet. Pigerne havde knap set, hvad det var der løb, men de løb naturligvis efter.
Læreren stod endnu og talte, da han blev afbrudt af høje Raab: „Fang ham, fang ham!“ raabte de, der kom fra Køkkenet, og alle de unge Mænd fo'r efter Purken, der løb hurtigere end en Mus. De prøvede paa at fange ham ved at løbe ind i Porten fra den anden Side, men det var ikke saa nemt at faa fat i en, der var saa lille, og han slap lykkelig og vel ud i det fri.
Purken turde ikke løbe nedad den aabne Allé, men drejede til en anden Side. Han fo'r gennem Haven ind i Baggaarden. Hele Tiden jagede de efter ham under Latter og Raab. Den lille Stakkel løb alt det, han kunde, men alligevel saa det ud til, at de skulde indhente ham.
Lige idet han løb forbi en lille Arbejderbolig, hørte han en Gaas gække og saa et lille hvidt Dun ligge paa Trappen. Dèr var den, der var Gasen. Han havde været paa Vildspor. Han tænkte ikke længer paa Piger og Karle, der jagede efter ham selv, men han kravlede opad Trappen og ind i Forstuen. Længere kunde han ikke komme, for Døren var lukket. Han kunde høre Gasen skrige og jamre derinde, men han kunde ikke faa Døren op. Den vilde Jagt, der var efter ham, kom nærmere og nærmere, og inde i Stuen skreg Gasen ynkeligere og ynkeligere. I denne den yderste Nød tog Purken omsider Mod til sig og dundrede paa Døren af alle Kræfter.
Et Barn korn og lukkede op, og Purken saa sig om i Stuen. Midt paa Gulvet sad en Kone, der holdt paa Gasen for at klippe Svingfjerene af den. Det var hendes Børn, der havde fundet Gasen, og hun vilde ikke gøre den Fortræd. Hun vilde blot lukke den ud til sine egne Gæs, saasnart hun havde klippet dens Vinger, for at den ikke skulde flyve sin Vej. Men der kunde jo ikke hænde Gasen nogen større Ulykke, og den skreg og jamrede af alle Kræfter.
Og en Lykke var det, at Konen ikke havde begyndt at klippe før. Nu var der kun faldet to Fjer for Saksen, da Døren gik op, og den lille Purk stod paa Dørtrinnet. Men saadan en havde Konen aldrig i sit Liv set. Hun kunde ikke tænke andet, end at det var Nissefar selv, og hun tabte Saksen af Forskrækkelse, slog Hænderne sammen og glemte at holde fast paa Gasen.
Saasnart den følte sig fri, løb den hen til Døren. Den gav sig ikke Tid til at staa stille, men i Farten greb den Purken i Halslinningen og tog ham med. Og paa Trappen bredte den Vingerne ud og hævede sig op i Luften. Med det samme gjorde den et flot Sving med Halsen og satte Purken op paa sin dunglatte Ryg.
Saa bar det afsted med dem op i Luften, og hele Vittskövle stod og stirrede efter dem.
I ÖVEDSKLOSTERS PARK.
Hele den Dag, da Gæssene legede med Ræven, laa Drengen og sov i en tom Egernrede. Da han ud paa Aftenen vaagnede, var han meget bekymret. „Nu bliver jeg snart sendt hjem, og da kan det jo ikke undgaas, at jeg viser mig for Fader og Moder,” tænkte han.
Men da han fandt Vildgæssene, der laa og svømmede i Vombsøen, var der ingen af dem, der talte et Ord om, at han skulde rejse. „De synes maaske, den hvide er for træt til at flyve hjem med mig i Aften,” tænkte Drengen.
Næste Morgen vaagnede Gæssene ved det første Daggry, længe før Solopgang. Nu var Drengen ganske sikker paa, at Hjemrejsen skulde gaa for sig, men mærkeligt nok fik baade han og den hvide Gase Lov at følge med Vildgæssene paa deres Morgentur. Drengen kunde slet ikke begribe, hvad Grunden var til Opsættelsen, men saa faldt det ham ind, at Vildgæssene ikke vilde sende Gasen ud paa saa lang en Rejse, før den havde spist sig rigtig mæt. Hvad end Grunden var, saa var han kun glad for hver Time, der gik, inden han var nødt til at se sine Forældre igen.
 Övedsklosters Park |
Vildgæssene fløj hen over Herregaarden Övedskloster, der laa i en dejlig Park øst for Søen og tog sig prægtig ud med sit store Slot, sin smukke brolagte Borggaard, omgiven af lave Mure og Pavilloner, og sin fine gammeldags Have med klippede Hække, lukkede Alleer, Damme, Vandspring, skønne Træer og retliniede Græsplæner, kantede med brogede Foraarsblomster.
Da Vildgæssene i den tidlige Morgenstund fløj over Herregaarden, var der endnu ingen Mennesker paa Benene. Efterat de omhyggelig havde forsikret sig herom, lod de sig dale ned over Hundehuset og raabte: „Hvad er det for en lille Hytte? Hvad er det for en lille Hytte?“
Øjeblikkelig kom Lænkehunden ud af sit Hus, vred og arrig, og gøede op i Luften.
„Kalder I det for en Hytte, I Landstrygere? Ser I ikke, det er et højt Slot af Sten? Ser I ikke, hvad for nogle smukke Mure det har, ser I ikke, hvor mange Vinduer det har, og store Porte, og en pragtfuld Terrasse, vov, vov, vov? Naa, saa det kalder I for en Hytte? Ser I ikke Gaarden, ser I ikke Haven, ser I ikke Drivhusene, ser I ikke Marmorstøtterne? Kalder I det for en Hytte? Plejer Hytter at have en Park, hvor der er baade Bøgeskove og Nøddekrat og Skovenge og Egelunde og Granplantager og en Dyrehave, der er fuld af Raadyr, vov, vov, vov? Kalder I det for en Hytte? Har I nogensinde set Hytter, der har saa mange Udhuse omkring sig, at det ser ud som en hel By? Kender I mange Hytter, der har egen Kirke og egen Præstegaard, og som raader over Herregaarde og Bøndergaarde og Forpagtergaarde og Husmandshuse, vov, vov, vov? Kalder I det for en Hytte? Til denne Hytte hører det største Gods i Skaane, I Tiggere. Der, hvor I hænger i Skyerne, kan I ikke se en Plet Jord, der ikke staar under denne Hytte, vov, vov, vov.“
Alt dette raabte Hunden i eet Aandedrag, og Gæssene fløj frem og tilbage over Gaarden og hørte paa den, til den var nødt til at trække Vejret. Men saa skreg de: „Hvad bliver du saa vred for? Vi spurgte ikke om Slottet, vi spurgte kun om dit Hundehus.”
Da Drengen hørte disse Løjer, lo han først, men saa blev han greben af en Tanke, der pludselig gjorde ham alvorlig. „Tænk, hvor meget morsomt du vilde faa at høre, hvis du fik Lov at følge med Vildgæssene hele Landet igennem lige op til Lapland,” sagde han til sig selv. „Naar du dog er kommen i den Ulykke, saa var saadan en Rejse det bedste, du kunde finde paa.”
Vildgæssene fløj hen paa en af de store Marker øst for Herregaarden for at æde Græsrødder, og det blev de ved med i Timevis. Imidlertid gik Drengen ind i den store Park, der stødte op til Marken, fik fat paa en Nøddekrog og gav sig til at kigge op i Buskene for at se, om der ikke skulde være blevet et Par Nødder hængende fra om Efteraaret. Men igen og igen, mens han gik der i Parken, kom den samme Tanke tilbage. Han udmalede sig, hvor morsomt han vilde faa det, dersom han fulgte med Vildgæssene. Sulte og fryse, det vilde han nok komme til mange Gange, men saa blev han til Gengæld fri baade for at arbejde og læse.
Mens han gik der, kom den gamle, graa Førergaas hen til ham og spurgte, om han havde fundet noget at spise. Nej, sagde han, det havde han ikke, og saa søgte hun at hjælpe ham. Nødder kunde heller ikke hun finde, men hun opdagede et Par Hyben, der hang paa en vild Rosenbusk. Drengen spiste dem med god Appetit, men kunde ikke lade være at tænke paa, hvad hans Moder vilde sige, om hun vidste, at han nu levede af raa Fisk og gamle, overvintrede Hyben.
Da Vildgæssene omsider havde spist sig mætte, drog de igen ned til Søen, og der morede de sig med at lege til henimod Middag. Vildgæssene udæskede den hvide Gase til Væddestrid i alle mulige Idrætter. De svømmede omkap, løb omkap og fløj omkap med ham. Den store tamme gjorde sit Bedste, men blev altid slaaet af de hurtige Vildgæs. Drengen sad hele Tiden paa Ryggen af Gasen og opmuntrede den og morede sig ligesaa godt som de andre. Der var en Skrigen og en Leen og en Gækken, saa det var ubegribeligt, at Folkene paa Herregaarden ikke hørte dem.
Da Vildgæssene var trætte af at lege, fløj de ud paa Isen og hvilede et Par Timer. Eftermiddagen tilbragte de omtrent paa samme Maade som Formiddagen. Først et Par Timers Græsning, saa Badning og Leg i Vandet ved Iskanten lige til Solnedgang, hvorpaa de straks satte sig til at sove.
„Det var netop et Liv, der vilde passe for mig,” tænkte Drengen, da han krøb ind under Vingen paa Gasen. „Men i Morgen bliver jeg nok sendt hjem.”
Inden han faldt i Søvn, laa han og tænkte paa, at dersom han fik Lov til at følge med Vildgæssene, slap han for Skænd, fordi han var saa doven. Saa kunde han drive hele Dagen og havde ikke andet at bekymre sig om end at skaffe sig noget at spise. Men han trængte jo til saa lidt for øjeblikket, saa det klarede sig nok.
Og saa udmalede han sig alt, hvad han vilde faa at se, og de mange Eventyr, han skulde opleve. Ja, det var noget andet end alt det Slid og Slæb derhjemme. „Fik jeg blot Lov til at følge med Vildgæssene paa deres Rejse, vilde jeg ikke sørge over, at jeg er bleven forhekset,“ tænkte Drengen.
Det eneste, han var bange for, var, at han skulde blive sendt hjem, men heller ikke om Onsdagen sagde Gæssene noget om, at han skulde rejse. Den Dag gik paa samme Maade som Tirsdagen, og Drengen syntes bedre og bedre om Livet i Vildmarken. Han syntes, han havde den, ensomme Park ved Övedskloster, der var saa stor som en Skov, ganske for sig selv, og han længtes ikke tilbage til det snevre Hus og de smaa Marker derhjemme.
Om Onsdagen troede han, at Vildgæssene havde i Sinde at beholde ham hos sig, men om Torsdagen opgav han igen Haabet.
Torsdagen begyndte paa samme Maade som de andre Dage. Gæssene græssede paa de store Marker, og Drengen søgte efter Føde inde i Parken. Da han havde været der lidt, kom Akka hen til ham og spurgte, om han havde fundet noget at spise. Nej, det havde han ikke, og saa fandt hun ham en vissen Kommenplante, der stod med alle sine smaa Frugter i Behold.
Da Drengen havde spist, sagde Akka, at hun syntes, han løb altfor dristig om i Parken. Mon han vidste, hvor mange Fjender han havde at tage sig i Agt for, han, der var saa lille? Nej, det vidste han slet ikke, og saa gav Akka sig til at regne dem op for ham.
Naar han gik i Skoven, sagde hun, skulde han tage sig i Agt for Ræven og Maaren; naar han kom ned til Søen, skulde han tænke paa Odderne; sad han paa Stengærdet, maatte han ikke glemme Væselen, der kunde krybe igennem de mindste Huller, og hvis han vilde lægge sig til at sove i en Bunke visne Blade, skulde han først se efter, om ikke Hugormen sov sin Vintersøvn i den samme Bunke. Saa snart han kom ud paa aaben Mark, maatte han holde Øje med Høg og Musvaage, med Ørn og Falk, der svævede oppe i Skyerne. I Nøddekrattet kunde han blive fanget af Spurvehøgen; Skader og Krager var der allevegne, og dem skulde han ikke tro for godt, og saasnart Skumringen faldt paa, skulde han lukke Ørene godt op og lytte efter de store Ugler, der kom flyvende med saa lydløse Vingeslag, at de kunde komme ham ganske nær, inden han lagde Mærke til dem.
Da Drengen hørte, at der var saa mange, der stræbte ham efter Livet, kunde han nok indse, at det var ganske umuligt, han kunde faa Lov at beholde det. Han var ikke saa forskrækkelig bange for at dø, men han havde ikke Lyst til at blive ædt, og derfor spurgte han Akka, hvad han kunde gøre for at beskytte sig imod Rovdyrene.
Akka svarede straks, at Drengen skulde se at gøre sig gode Venner med de smaa Dyrefolk i Skov og Mark, med Egernfolket og Harefolket, med Finker og Mejser og Spætter og Lærker. Blev han Venner med dem, saa kunde de advare ham imod Farer, skaffe ham skjulesteder, og i overhængende Fare kunde de slaa sig sammen og forsvare ham.
Men da Drengen senere paa Dagen vilde følge Raadet og henvendte sig til Sirle, Egernet, for at bede ham om Hjælp, viste det sig, at Egernet ikke vilde hjælpe ham. „Nej, saamænd om du maa vente dig noget godt af mig eller af de andre Smaadyr,“ sagde Sirle. „Tror du ikke, vi ved, at du er Niels Gaasedreng, som i Fjor rev Svalereder ned, slog Stæreæg i Stykker, kastede Krageunger i Mergelgraven, fangede Drosler i Doner og satte Egern i Bur? Du kommer til at hjælpe dig selv saa godt du kan, og du maa være glad, at vi ikke rotter os sammen imod dig og jager dig hjem til dine egne.“
Dette Svar var netop af den Slags, som Drengen i gamle Dage, da han var Niels Gaasedreng, aldrig vilde have ladet ustraffet, men nu blev han bange for, at ogsaa Vildgæssene havde faaet at vide, hvor slem han havde været. Han havde været saa bange for ikke at faa Lov til at blive hos Vildgæssene, at han slet ikke havde turdet gøre Spilopper, efterat han var kommen sammen med dem. Det var jo sandt nok, at han ikke kunde gøre megen Fortræd, saa lille som han var, men han kunde dog alligevel have ødelagt mange Fuglereder og slaaet mange Æg i Stykker, hvis han havde haft Lyst. Men nu havde han været saa skikkelig; han havde ikke trukket en eneste Fjer ud af en Gaasevinge, ikke givet nogen et uhøfligt Svar, og hver Morgen, naar han sagde Goddag til Akka, havde han taget Huen af og bukket.
Hele Torsdagen gik han og tænkte paa, at det nok var for hans Ondskabs Skyld, at Vildgæssene ikke vilde tage ham med op til Lapland. Og da han om Aftenen hørte, at Sirle Egerns Kone var røvet, og hans Børn var nærved at sulte ihjel, besluttede han sig til at hjælpe dem, og det er allerede fortalt, hvor godt dette lykkedes for ham.
Da Drengen om Fredagen kom ind i Parken, hørte han i hvert eneste Buskads Bogfinkerne synge om, hvordan Sirle Egerns Kone af onde Røvere var bleven bortført fra sine nyfødte Unger, og hvordan Niels Gaasedreng havde vovet sig ind imellem Menneskene og bragt hende de smaa Egernbørn.
„Hvem gør man nu saa meget af i Övedsklosters Park,” sang Bogfinkerne, „som af Tommeltot, ham, som alle var bange for, den Gang han var Niels Gaasedreng? Egernet vil give ham Nødder, Harerne vil lege med ham, Raadyrene vil tage ham paa Ryggen og løbe deres Vej med ham, naar Mikkel Ræv nærmer sig, Mejserne vil advare ham for Spurvehøgen, og Finker og Lærker vil synge om hans Heltegerning.”
Drengen var ganske vis paa, at baade Akka og Vildgæssene hørte alt dette, men alligevel gik hele Fredagen, uden at de sagde noget om, at han maatte blive hos dem.
Lige til om Lørdagen græssede Gæssene paa Markerne omkring Öved, uforstyrrede af Mikkel Ræv. Men Lørdagmorgen, da de kom ud paa Ageren, laa han paa Lur og forfulgte dem fra den ene Mark til den anden, saa de ikke kunde faa Madro. Da det blev Akka klart, at han ikke havde i Sinde at lade dem i Fred, tog han hurtigt sin Beslutning, hævede sig i Luften og fløj med Flokken flere Mil bort og slog ikke ned før i Nærheden af Vittskövle.
Men her ved Vittskövle var det, at Gasen blev stjaalen, som allerede er fortalt. Havde ikke Drengen sat alle sine Kræfter ind paa at hjælpe ham, var han aldrig kommen til Veje igen.
Da Drengen Lørdagaften kom tilbage til Vombsøen med Gasen, syntes han, han havde gjort et godt Dagværk, og var meget nysgerrig efter, hvad Akka og Vildgæssene vilde sige. Og Vildgæssene sparede ingenlunde paa Ros, men det Ord, han længtes efter at høre, sagde de ikke.
Saa blev det Søndag igen. Der var gaaet en hel Uge, siden Drengen var bleven forhekset, og han var endnu lige lille.
Men det lod ikke til, at han tog sig den Ting nær. Søndag Eftermiddag sad han helt inde i en stor tæt Pilebusk nede ved Søen og blæste paa Rørfløjte. Rundt omkring ham sad der saa mange Mejser og Bogfinker og Stære, som Busken kunde rumme, og kvidrede Sange, som han prøvede paa at spille efter. Men Drengen var ikke synderlig dreven i Kunsten. Han blæste saa falsk, at Fjerene rejste sig paa alle de smaa Læremestre, og de skreg og baskede fortvivlet med Vingerne. Drengen lo saa hjertelig ad deres Ivrighed, at han tabte Fløjten.
Han begyndte forfra igen, og lige daarligt gik det, saa alle de smaa Fugle jamrede: „I Dag spiller du endnu daarligere, end du plejer, Tommeltot. Du tager ikke en ren Tone. Hvor har du dine Tanker, Tommeltot?”
„De er andre Steder,” sagde Drengen, og det var sandt. Han sad og tænkte paa, hvor længe han mon fik Lov at blive hos Vildgæssene, — om han maaske blev sendt hjem endnu den Dag i Dag.
Pludselig kastede Drengen Fløjten fra sig og sprang ned af Busken. Han havde set Akka og alle Gæssene komme hen imod sig i en lang Række. De gik saa usædvanlig langsomt og højtideligt, at Drengen straks tænkte sig, at nu skulde han faa at vide, hvad de agtede at gøre med ham.
Da de omsider stod stille, sagde Akka: „Du kan have al mulig Grund til at undre dig over mig, Tommeltot, at jeg ikke har takket dig, fordi du frelste mig fra Mikkel Ræv. Men jeg er af dem, der heller takker med Gerning end med Ord. Og nu tror jeg, det er lykkedes mig at gøre dig en stor Tjeneste, Tommeltot. Jeg har sendt Bud til den Nisse, der har forhekset dig. I Begyndelsen vilde han ikke høre Tale om at hjælpe dig, men jeg har sendt ham det ene Bud efter det andet og ladet ham vide, hvor godt du har opført dig iblandt os. Han lader dig nu hilse, at saa snart du vender hjem, skal du blive Menneske igen.”
Men tænk! lige saa glad som Drengen var, da Vildgaasen begyndte at tale, ligesaa bedrøvet var han, da hun var færdig. Han sagde ikke et Ord, men vendte sig bort og græd.
„Hvad i Alverden er det?“ sagde Akka. „Det lader til, du havde ønsket dig mer af mig, end jeg nu har tilbudt dig.”
Men Drengen tænkte paa sorgfri Dage og munter Spøg, paa Eventyr og Frihed og Rejser højt oppe over Jorden, som han vilde gaa Glip af, og han græd ligefrem af Sorg. „Jeg bryder mig ikke om at blive Menneske,“ sagde han. „Jeg vil med jer op til Lapland.” — „Nu skal jeg sige dig noget,” sagde Akka. „Den Nisse bliver let fornærmet, og jeg er bange for, at hvis du ikke tager imod hans Tilbud nu, saa vil det ikke blive nemt for dig at komme til ham en anden Gang.”
Det var underligt med den Dreng — i hele sit Liv havde han aldrig brudt sig om nogen. Han havde ikke brudt sig om sin Fader og Moder, ikke om sin Lærer, ikke om sine Skolekammerater, ikke om Drengene i Nabogaardene. Og alt, hvad de vilde have ham til at gøre, hvad enten det var Leg eller Arbejde, syntes han kun var kedeligt. Derfor var der nu ingen, han savnede eller længtes efter.
De eneste, som han nogenlunde havde kunnet enes med, var Aase Gaasepige og lille Mads, et Par Børn, der vogtede Gæs paa Marken ligesom han selv. Men han holdt heller ikke rigtig af dem. Nej, egentlig slet ikke.
„Jeg vil ikke være Menneske,“ hylede Drengen. „Jeg vil med jer til Lapland. Derfor er det, jeg har været artig en hel Uge.” — „Jeg vil ikke nægte dig at følge med os saa langt, du vil,“ sagde Akka, „men betænk dig dog først, om du ikke hellere vil vende hjem! Der kan komme den Dag, da du fortryder det.”
„Nej,“ sagde Drengen, „der er ikke noget at fortryde. Jeg har aldrig haft det saa godt som her hos jer.“
„Ja, saa skal det blive, som du vil,“ sagde Akka.
„Tak!“ sagde Drengen og følte sig saa lykkelig, at han maatte græde af Glæde, ligesom han før havde grædt af Sorg.