Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 103-106

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

X.
REJSEN TIL ØLAND.

Søndag 3. April.

Næste Morgen fløj Vildgæssene ud paa en Skærgaardsø for at græsse. Der traf de sammen med nogle Graagæs, der blev forbavsede over at se dem, for de vidste meget godt, at deres slægtninge, Vildgæssene, foretrækker at flyve henover det Indre af Landet. De var nysgerrige og spørgelystne og slog sig ikke til Ro, før Vildgæssene fortalte dem, hvordan Mikkel Ræv havde forfulgt dem. Da de tav, sagde en Graagaas, der saa ud til at være ligesaa gammel og ligesaa klog som Akka selv: „Det var en stor Ulykke for jer, at Ræven blev erklæret fredløs i sit eget Land. Han holder nok sit Ord og følger efter jer helt op til Lapland. Var jeg i jeres Sted, vilde jeg ikke rejse nordpaa over Smaaland, men hellere rejse ad Søvejen over Øland, saa han taber Sporet helt. For at bringe ham rigtig paa Vildspor skulde I blive et Par Dage paa Ølands Sydspids. Der er Mad nok og Selskab nok. Jeg tror ikke, I vil fortryde det, hvis I rejser derover.”

Det var nu virkelig et klogt Raad, og Vildgæssene besluttede at følge det. Saasnart de havde spist sig godt mætte, begav de sig paa Vej til Øland. Ingen af dem havde nogensinde været der før, men Graagaasen havde givet dem Anvisning paa gode Vejmærker. De skulde kun flyve lige sydpaa, til de mødte det store Fugletræk, der gik langs Kysten af Bleking. Alle de Fugle, der havde Bolig ved Vesterhavet og nu var paa Vej til Finland og Rusland, fløj den Vej, og de plejede alle i Forbifarten at slaa ned paa Øland for at hvile. Vildgæssene vilde ikke komme til at mangle Vejvisere.

Den Dag var det ganske varmt og stille som paa en Sommerdag, det bedste Vejr, som tænkes kunde, til en Sørejse. Det eneste betænkelige var, at det ikke var fuldstændig klart, men Himlen var graa og diset. Hist og her stod der vældige Skymasser, der hang helt ned imod Havfladen og dækkede for Udsigten.

Da de rejsende var kommen udenfor Skærene, laa Havet udbredt saa glat og spejlklart, at Drengen, der tilfældigvis kom til at se ned, troede, Vandet var forsvundet. Der var ikke længer en jord under ham. Han havde ikke andet end Skyer og Himmel om sig. Han blev ganske svimmel og klyngede sig mere ængsteligt til Gaaseryggen, end da han sad der for første Gang. Det var, som om han umulig kunde blive siddende; han maatte falde af til den ene eller den anden Side.

Endnu værre blev det, da de naaede det store Fugletræk, som Graagaasen havde talt om. Der kom virkelig Flok paa Flok flyvende ganske i samme Retning. De fulgte ligesom en afstukket Vej. Der var Vildænder og Graagæs, Fløjlsænder og Tejster, Lommer og Isænder, Fiskeænder og Krikænder, Lappedykkere og Strandskader. Men da nu Drengen bøjede sig forover og saa i den Retning, hvor Havet skulde ligge, saa han hele Fugletoget spejle sig i Vandet. Men han var saa omtaaget, at han ikke kunde begribe, hvordan dette gik til; han syntes, hele Fugleskaren fløj med Bugen opad. Han undrede sig dog ikke ret meget herover, for han vidste ikke selv, hvad der var op, og hvad der var ned.

Fuglene var udmattede og utaalmodige efter at naa over Vandet. Ingen af dem skreg eller sagde et fornøjeligt Ord, og det gjorde, at alt ligesom var saa underlig uvirkeligt.

„Sæt, vi er fløjet bort fra Jorden!” sagde han ved sig selv. „Sæt, vi er paa Vej op til Himlen!”

Han saa ikke andet end Skyer og Fugle til alle Sider og begyndte at finde det rimeligt, at de fløj op til Himlen. Han blev glad og gav sig til at tænke paa, hvad han mon vilde faa at se deroppe. Svimmelheden var forbi med det samme. Han var saa forfærdelig glad ved at tænke paa, at han fo'r op til Himlen og slap bort fra Jorden.

I det samme hørte han et Par Skud knalde og saa et Par smaa, hvide Røgsøjler stige i Vejret.

Der blev Røre og Forskrækkelse blandt Fuglene. „Skytter! Skytter! Skytter i Baadene!” raabte de. „Flyv højt! Flyv fra dem!”

Da saa' Drengen omsider, at de stadig fløj henover Havfladen og ingenlunde var i Himlen. Der laa en lang Række smaa Baade fulde af jægere, der affyrede Skud paa Skud. De forreste Fugleflokke havde ikke lagt Mærke til dem i Tide. De havde fløjet for lavt. Flere mørke Fuglekroppe sank ned imod Havet, og for hver en, der faldt, udstødte de levende høje Jammerskrig.

Det var underligt for en, der nylig troede, han var i Himlen, at vaagne til saadan Angst og Nød. Akka skød i Vejret, saa hurtig hun kunde, og saa fo'r Flokken afsted med den størst mulige Fart. Vildgæssene slap ogsaa uskadte fra det, men Drengen kunde ikke komme sig af sin Forundring. Tænk, at Mennesker kunne nænne at skyde paa saadan nogle som Akka og Yksi og Kaksi og Gasen og de andre! Menneskene vidste rigtignok ikke, hvad de gjorde!

Saa gik det igen fremad i den stille Luft, og alt var tavst som før, paa det nær, at nogle udmattede Fugle nu og da raabte: „Er vi der ikke snart? Er I vis paa, vi holder rigtig Kurs?” Herpaa svarede de, der fløj i Spidsen: „Vi styrer lige mod Øland, lige mod Øland!”

Stokænderne var trætte, og Lommerne fløj forbi dem. „Skynd jer ikke saa meget!” raabte saa Ænderne. „I spiser al Maden fra os.” — „Der er nok baade til jer og til os,” svarede Lommerne.

Inden de endnu var kommen saa langt, at de kunde se Øland, fik de ganske svag Modvind. Den førte noget med, der lignede vældige Masser af hvid Røg, ganske som om der et eller andet Sted var en stor Ildebrand.

Da Fuglene saa de første hvide Røghvirvler komme drivende, blev de ængstelige og satte Farten op. Men det, der lignede Røg, blev tættere og tættere, og tilsidst indhyllede det dem ganske. Der var ingen Lugt at spore, og Røgen var ikke mørk og tør, men hvid og fugtig. Det gik snart op for Drengen, at det ikke var andet end Taage.

Da Taagen blev saa tæt, at man ikke kunde se en Gaaselængde for sig, bar Fuglene sig ad som nogle rigtige, vilde Drenge. De, der før havde fløjet i den skønneste Orden, gav sig til at lege i Taagen. De fløj paa Kryds og paa tværs for at lede hinanden vild. „Vogt jer!” raabte de. „I flyver jo kun i Ring. Vend endelig om! Tro ikke, I kommer til Øland paa den Maade!“

De vidste allesammen meget godt, hvor de havde Øen, men de gjorde deres Bedste for at vildlede hverandre. „Se til Isænderne!“ lød det i Taagen. „De flyver tilbage til Nordsøen.” — „Tag jer i Agt, Graagæs!“ blev der raabt fra en anden Kant. „Bliver I saadan ved, kommer I helt ned til Rügen.“

Der var som sagt ingen Fare for, at de Fugle, som var vant til at drage denne Vej, skulde lade sig lokke andensteds hen. Men hvem det var svært for, det var Vildgæssene. Spektakelmagerne mærkede, at de ikke var sikre paa Vejen, og gjorde alt, hvad de kunde, for at forvirre dem.

„Hvor agter I jer hen, Godtfolk?“ raabte en Svane. Han fløj tæt hen til Akka og saa alvorlig og deltagende ud.

„Vi skal til Øland, men vi har aldrig været der før,” sagde Akka. Hun mente, det var en Fugl, man kunde stole paa.

„Det var slemt,” sagde Svanen. „De har jo ført jer vild. I er paa Vej til Bleking. Kom nu med mig, skal jeg vise jer Vej!”

Og saa fo'r han afsted med dem, og da han havde ført dem saa langt bort fra Alfarvej, at de ingen Raab hørte, forsvandt han i Taagen.

Nu fløj de en Tidlang om paa maa og faa. Næppe var det lykkedes dem at finde tilbage til Fuglene igen, før en Vildand kom hen til dem. „I gør bedst i at lægge jer ned paa Vandet, til Taagen gaar sin Vej,” sagde Anden. „Man kan nok mærke, I ikke er vant til at klare jer paa Rejser.”

Det var ikke frit for, at det lykkedes de Spilopmagere at gøre Akka rent tummelumsk. Saavidt Drengen kunde skønne, fløj Vildgæssene en lang Tid i Ring.

„Tag jer i Agt! Ser I ikke, at I flyver op og ned?” raabte en Lom, idet han brusede forbi. Drengen tog uvilkaarlig et fast Tag om Gasens Hals. Det var noget, han længe havde været bange for.

Det er umuligt at sige, hvornaar de vilde have naaet Øland, hvis der ikke havde lydt et dumpt drønende Skud langt borte.

Da strakte Akka Halsen frem, slog haardt med Vingerne og satte fuld Fart paa. Nu havde hun noget at rette sig efter. Graagaasen havde nemlig sagt hende, at hun ikke skulde slaa ned alleryderst paa Sydspidsen af Øland, for der stod en Kanon, som Menneskene plejede at skyde paa Taagen med. Nu kendte hun Retningen, og nu skulde ingen i Verden lede hende vild.