Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 94-102

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

IX.
KARLSKRONA.

Lørdag 2. April.

Det var en Aften i Karlskrona, og det var Maaneskin. Der var stille og smukt, men før paa Dagen havde det stormet og regnet, og Folk troede sagtens, det var ondt Vejr endnu, for næppe et Menneske havde vovet sig ud paa Gaden.

Som Byen nu laa saa forladt, kom Vildgaasen Akka og hendes Flok flyvende over Vämmöen og Pantarholmen ned imod den. De var ude i den sene Aftenstund for at søge sig en sikker Soveplads i Skærgaarden. De kunde ikke blive paa Land, fordi Mikkel Ræv forstyrrede dem, hvorsomhelst de slog ned.

Da nu Drengen kom ridende højt oppe i Luften og saa paa Havet og Skærgaarden, der udbredte sig for ham, syntes han, alt saa' saa underligt og spøgelseagtigt ud. Himlen var ikke længer blaa; den hvælvede sig over ham som en Kuppel af grønt Glas. Havet var mælkehvidt. Saa langt han kunde se, kom der rullende smaa, hvide Bølger med Sølvglans paa Toppen. Midt i dette hvide laa de mangfoldige Skærgaardsøer ganske kulsorte. Enten de var store eller smaa, enten de var flade som Enge eller fulde af Klipper, var de lige sorte. Ja, selv Huse og Kirker og Vejrmøller, der ellers er hvide eller røde, tegnede sig sorte mod den grønne Himmel. Drengen syntes, det var, som om Jorden under ham var bleven forbyttet, og han var kommen til en anden Verden.

Han sagde til sig selv, at i Nat vilde han holde tappert ud og ikke være bange, men saa fik han straks Øje paa noget, der gjorde ham ordentlig forskrækket. Det var en høj Klippeø, der var bedækket med store, kantede Stenblokke, og mellem de sorte Stenblokke glimtede der Prikker af klart skinnende Guld. Han kunde ikke lade være at tænke paa Maglestenen ved Trolle-Ljungby, som Troldene engang imellem rejste paa høje Guldstøtter, og han tænkte, at dette maaske var noget af samme Slags.

Men det fik endda være med Stenene og Guldet, naar der blot ikke havde ligget saa meget Djævelskab i Vandet rundt omkring Øen. Det saa ud som Hvaler og Hajer og andre store Havdyr, men Drengen forstod jo nok, at det var Havtroldene, der havde samlet sig om Øen og vilde kravle derop og kæmpe med Landtroldene, som boede der. Og de deroppe paa Land var vist bange, for han kunde se en stor Kæmpe staa oppe paa Toppen af Øen og strække Armene i Vejret som i Fortvivlelse over al den Ulykke, der vilde overgaa ham og hans Ø.

Drengen blev ikke saa lidt forskrækket, da han mærkede, at Akka begyndte at dale, da de var lige over den Ø. „Uha, uha! Vi skal da vel ikke slaa ned der?” sagde han.

Men Gæssene blev ved at dale, og snart maatte Drengen forbavses over, at han havde set forkert. For det første var de store Stenblokke ikke andet end Huse. Hele Øen var en By, og de skinnende Guldprikker var Lygter og Rækker af oplyste Vinduer. Kæmpen, der stod oppe paa Toppen af Øen og strakte Armene i Vejret, var en Kirke med to firkantede Taarne, og alle Hav-Trolde og Uhyrer, som han troede, han saa, var Baade og Skibe af alle Slags, der laa fortøjede rundt om Øen. Paa den Side, der vendte imod Land, var der mest Robaade og Sejlbaade og smaa Kystdampere, men til den Side, der vendte ud imod Havet, laa der panserklædte Orlogsmænd, nogle brede med vældig tykke, bagud hældende Skorstene, andre lange og smalle og saadan dannede, at de maatte kunne glide gennem Vandet som Fiske.

Hvad i Alverden kunde dette være for en By? Jo, Drengen kunde nok finde ud af det, da han saa de mange Krigsskibe. Han havde elsket Skibe, fra han var lille, skønt han ikke havde haft noget at gøre med andre end de Galejer, han havde sat ud at sejle i Grøfterne. Han var ganske klar over, at den By, hvor der laa saa mange Krigsskibe, ikke kunde være nogen anden end Karlskrona.

Drengen havde haft en gammel Morfader, der var Orlogsmatros, og saa længe han levede, havde han hver Dag fortalt om Karlskrona, om det store Orlogsværft og om alt det andet, som var at se der i Byen. Her følte Drengen sig ganske som hjemme, og han blev glad over, at han nu fik alt det at se, som han havde hørt saa megen Tale om.

Men han naaede ikke at faa mere at se end et Glimt af Taarnene og Fæstningsværkerne, der spærrede Indløbet til Havnen, og af de mange Bygninger paa Værftet, før Akka slog ned paa det ene af de to flade Kirketaarne.

Det var jo rigtignok et sikkert Sted for den, der vilde undgaa en Ræv, og Drengen tænkte, at denne ene Nat turde han vist nok krybe ind under Gasens Vinge. Ja, det turde han ganske vist, det skulde gøre godt at sove lidt. Saasnart det blev lyst, vilde han prøve paa at faa lidt mere af Værftet og Skibene at se.

— — —

Drengen syntes selv, det var underligt, at han ikke kunde forholde sig rolig og vente med at se Skibene til næste Morgen. Han havde vist ikke sovet i fem Minutter, før han smuttede frem under Vingen og gled ned paa Gaden langsmed Lynaflederen og Tagrenderne.

Snart stod han paa et stort Torv, der laa udenfor Kirken. Det var brolagt med toppede Sten og var ligesaa besværligt for ham at gaa paa, som for voksne at gaa paa en Eng fuld af Tuer. De, der holder til i Vildmarken eller bor langt ude paa Landet, bliver altid uhyggelig til Mode, naar de kommer ind til en By, hvor Husene staar lige op og ned og Gaderne ligger aabne, saa enhver kan se dem, der gaar i dem. Og saadan gik det nu Drengen. Da han stod paa det store Karlskrona Torv og saa paa Tyske-Kirken og Raadhuset og Storkirken, som han nylig var steget ned fra, saa kunde han ikke lade være at ønske, at han var oppe igen i Taarnet hos Gæssene.

Et Held var det, at der var ganske tomt paa Torvet. Der var ikke et Menneske, hvis man da ikke vilde regne en Statue, der stod paa et højt Fodstykke. Drengen saa længe paa Statuen, der forestillede en stor, sværlemmet Mand med trekantet Hat, lang Frakke, Knæbukser og tykke Sko, og spekulerede paa, hvad det kunde være for en. Han havde en lang Stok i Haanden og saa ogsaa ud, som om han kunde bruge den, for han havde et gruelig strengt Ansigt med en stor, krum Næse og en grim Mund.

„Sikken en Langlæbe! hvad staar han der efter?” sagde Drengen tilsidst. Aldrig havde han selv følt sig saa lille og ussel som den Aften. Han prøvede at stive sig af ved at sige et rask Ord. Saa tænkte han ikke mere paa Statuen, men gik om ad en bred Gade, der førte ned til Søen.

Men han havde ikke gaaet langt, før han hørte, at der kom nogen efter ham. Der gik en bag efter ham og trampede med tunge Skridt og stødte haardt i Stenbroen med en jernbeslaaet Stok. Det lød, som om det var selve den store Broncemand deroppe paa Torvet, der havde begivet sig paa Vandring.

Drengen lyttede efter Skridtene, mens han løb ned ad Gaden, og han blev sikrere og sikrere paa, at det var Broncemanden. Jorden skælvede, og Husene rystede. Der var ingen andre end han, der kunde træde saa tungt, og Drengen blev bange, da han tænkte paa, hvad han nylig havde sagt til ham. Han turde ikke dreje Hovedet for at se, om det virkelig var ham.

„Maaske han kun er ude at spadsere for sin Fornøjelse,” tænkte Drengen. „Han kan da umulig være vred paa mig for det, jeg sagde. Jeg mente ikke noget ondt med det.”

Istedetfor at gaa ligefrem og prøve paa at naa ned til Værftet drejede Drengen om ad en Gade, der gik østpaa. Først og fremmest maatte han bort fra den, der fulgte efter ham.

Men straks efter hørte han Broncemanden dreje om ad den samme Gade, og Drengen blev saa bange, at han ikke vidste sine levende Raad. Og hvor svært det dog var at finde Skjulesteder i en By, hvor alle Porte var lukkede! Da saa han paa sin højre Haand en gammel Trækirke, der laa et Stykke fra Gaden i et stort Anlæg. Han betænkte sig ikke et Øjeblik, men styrtede henimod Kirken. „Slipper jeg blot derhen, saa er jeg beskyttet imod alt ondt,” tænkte han.

Som han nu løb afsted, fik han pludselig Øje paa en Mand, der stod midt i Grusgangen og vinkede ad ham. „Der er vist en, der vil hjælpe mig,” tænkte Drengen, blev meget glad og skyndte sig derhen. Han var virkelig saa bange, at Hjertet slog voldsomt i Brystet paa ham.

Men da han kom hen til Manden, der stod paa et lille Fodstykke ved Grusgangen, blev han helt betuttet. „Der kan da ikke være ham, der vinkede ad mig,” tænkte han, for han saa, at hele Manden var af Træ.

Han blev staaende og stirrede paa ham. Det var en Firskaaren, kortbenet Mand med et bredt, rødblisset Ansigt, blankt sort Haar og sort Fuldskæg. Paa Hovedet havde han en sort Træhat, paa Kroppen en brun Træfrakke, om Livet et sort Træbælte, paa Benene havde han vide, graa Træknæbukser og Træstrømper og paa Fødderne sorte Træstøvler. Han var nymalet og nyferniseret, saa han skinnede og blinkede i Maaneskinnet, og det gjorde maaske sit til at give ham et saa godmodigt Udtryk, at Drengen straks fattede Tillid til ham.

Han stod med en Trætavle i den venstre Haand, og paa Tavlen læste Drengen:

Saa bønlig jeg dig beder,
Skønt Stemmen kun er mat:
Læg her en Skilling neder,
Men tag først af min Hat!

Naa, saa Manden var ikke andet end en Fattigbøsse. Drengen var skuffet. Han havde ventet sig noget meget mærkeligt ud af dette. Og nu kom han i Tanker om, at Morfaderen ogsaa havde fortalt om den Træmand og sagt, at alle Børn i Karlskrona holdt saa meget af ham. Og det var aabenbart sandt, for ogsaa ham faldt det svært at skilles fra Træmanden. Han havde noget saa gammeldags ved sig, at man godt kunde tage ham for at være mange hundrede Aar, og alligevel saa han saa stærk og kæk og livsglad ud, netop som man forestiller sig, at Folk saa ud i gamle Dage.

Det morede Drengen saa meget at se paa Træmanden, at han rent glemte den anden, som han flygtede for. Men nu hørte han ham. Han drejede af fra Gaden og kom ind paa Kirkegaarden. Ogsaa der kom han bagefter. Hvor skulde dog Drengen gøre af sig selv?

I det samme saa han Træmanden bøje sig ned imod ham og række sin store brede Haand ud. Det var umuligt at tiltro ham noget ondt, og med et Spring stod Drengen oppe i Haanden. Og Træmanden førte ham op til sin Hat og puttede ham ind under den.

Knap var Drengen gemt, og knap havde Træmanden faaet sin Arm paa Plads igen, før Broncemanden standsede foran ham og stødte Stokken haardt mod Jorden, saa Træmanden rystede paa sit Fodstykke. Og saa sagde Broncemanden med stærk og skingrende Stemme: „Hvad er han for en?“

Træmandens Arm fo'r i Vejret, saa det knagede i det gamle Træværk, og han tog til Hatteskyggen, da han svarede: „Rosenbom, med Deres Majestæts Tilladelse. I sin Tid Højbaadsmand paa Linjeskibet Dristigheden, efter endt Krigstjeneste Kirkebetjent ved Admiralitetskirken, nu paa Sidstningen skaaret i Træ og stillet op paa Kirkegaarden som Fattigbøsse.“

Det gav et Sæt i Drengen, da han hørte Træmanden sige: „Deres Majestæt.“ For nu, da han tænkte sig om, vidste han godt, at Statuen paa Torvet forestillede ham, der havde grundlagt Byen. Det var saamænd ingen ringere end Karl den ellevte i egen Person, han var kommen i Lag med.

„Han gi'er klar Besked,” sagde Broncemanden. „Kan han nu ogsaa sige mig, om han har set noget til en lille Knægt, der løber om i Byen i Nat? Det er en næsvis Kanalje, og kan jeg bare faa fat i ham, skal jeg lære ham Mores.” Og saa stødte han endnu engang Stokken imod Jorden og saa forfærdelig vred ud.

„Jeg har set ham, med Deres Majestæts Tilladelse,” sagde Træmanden, og Drengen blev saa bange, at han sad og rystede i sit Skjulested inde under Hatten, hvor han kunde se Broncemanden gennem en Revne i Træet. Men han blev rolig igen, da Træmanden vedblev: „Deres Majestæt er paa Vildspor. Knægten havde ganske vist i Sinde at løbe ind og gemme sig paa Værftet.”

„Siger han det, Rosenbom? Men saa maa han ikke længer staa rolig paa sin Forhøjning; kom hellere med og hjælp mig at finde ham! Fire Øjne ser mere end to, Rosenbom.”

Men Træmanden svarede med ynkelig Stemme: „Jeg beder underdanigst, om jeg maa blive staaende, hvor jeg staar. Jeg er nymalet, og derfor ser jeg frisk og skinnende ud, men jeg er gammel og skør og kan ikke taale at røre mig.“

Broncemanden var nok ikke af dem, der holdt af Modsigelse. „Hvad er det for Krumbugter? Vil han straks komme med, Rosenbom!” Og han løftede sin lange Stok og gav den anden et Slag over Ryggen, saa det drønede. „Kan han se, han holder, Rosenbom?”

Dermed begav de sig paa Vej og gik store og vældige hen ad Karlskronas Gader, til de naaede en høj Port, der førte ind til Værftet. Udenfor gik en Matros af Flaaden paa Vagt, men Broncemanden skred kun forbi ham og sparkede Porten op, uden at det lod til, Matrosen saa det.

Saasnart de var kommen ind paa Værftet, saa de foran sig en stor og bred Havn, afdelt med Bolværker. I de forskellige Havnebassiner laa Krigsskibene og saa større og mere frygtindgydende ud her paa nært Hold end før, da Drengen saa dem ovenfra. „Det var slet ikke saa tosset at tro, det var Havtrolde,“ tænkte han.

„Hvor tror han, det er fornuftigst, at vi begynder vor Søgen, Rosenbom?“ sagde Broncemanden.

„Saadan en lille en kunde vel allersnarest komme til at skjule sig i Modelsalen,“ svarede Træmanden.

Paa en smal Strimmel Land, der til højre for Porten strakte sig ud langs med hele Havnen, laa nogle gammeldags Bygninger. Broncemanden gik hen til et Hus med lave Mure, smaa Vinduer og et højt Tag. Han stødte til Døren med sin Stok, saa den sprang op, og trampede opad en Trappe med slidte Trin. Derpaa kom de ind i en stor Sal, der var fuld af taklede og fuldriggede Smaaskibe. Drengen forstod, uden at nogen sagde ham det, at det var Modeller til de Skibe, der var byggede til den svenske Flaade.

Der var Skibe af mange forskellige Slags. Der var gamle Linjeskibe med Siderne spækkede med Kanoner, med høje Overbygninger for og agter og med Master, der tyngedes af et Virvar af Sejl og Tovværk. Der var smaa Skærgaardsfartøjer med Rorbænke langs Skibssiderne, der var Kanonbaade uden Dæk og rigt forgyldte Fregatter, som var Modeller til dem, Kongerne havde benyttet paa deres Rejser. Endelig var der ogsaa de tunge, brede Panserskibe med Taarne og Kanoner paa Dækket, der bruges nu til Dags, og smalle, blanke Torpedobaade, der lignede lange, tynde Fisk.

Da Drengen blev baaret om imellem alt dette, blev han meget forundret.

„Tænk, at vi har bygget saa store og smukke Skibe her i Sverige!” tænkte han ved sig selv.

Han havde god Tid til at se paa alt, hvad der var derinde, for da Broncemanden saa Modellerne, glemte han alt andet. Han saa paa dem alle fra de første til de sidste og gjorde Spørgsmaal om dem. Og Rosenbom, Højbaadsmand paa Dristigheden, fortalte alt, hvad han vidste om Skibenes Bygmestre og om dem, der havde ført dem, og hvad Skæbne de havde haft. Han fortalte om Chapman og Puke og Trolle, om Hogland og Svensksund lige ned til 1809, for efter den Tid havde han ikke været med.

Baade han og Broncemanden syntes bedst om de smukke, gamle Træskibe. De ny Panserskibe forstod de sig aabenbart ikke rigtig paa.

„Jeg mærker, at Rosenbom ikke ved noget om disse nye Tingester,” sagde Broncemanden. „Lad os derfor gaa hen og se paa noget andet, for dette interesserer mig, Rosenbom!”

Det lod til, han helt havde glemt Drengen, og denne sad ganske rolig og tryg oppe i Træhatten.

Derpaa vandrede de to Mænd igennem de store Værkstedsrum: Sejlmagerværkstedet og Ankersmedjen, Maskin- og Snedkerværkstederne. De saa Mastekranerne og Dokkerne, de store Forraadshuse, Artillerigaarden, Tøjhuset, den lange Reberbane og den store, forladte Dok, der var sprængt ind i Klippen. De gik ud paa Bolværkerne, hvor Orlogsmændene laa fortøjede, gik om Bord paa dem og besaa dem som to gamle Søulke, forundrede sig og forkastede, og beundrede og ærgrede sig.

Drengen sad ganske rolig under Træhatten og hørte tale om, hvordan man havde stridt og arbejdet paa dette Sted for at udruste alle de Flaader, der var gaaet ud herfra. Han hørte, hvordan man havde vovet Liv og Blod, hvordan man havde ofret sin sidste Skærv for at bygge Krigsskibe, hvordan kloge Mænd havde sat alle deres Kræfter ind paa at forbedre og fuldkommengøre disse Skibe, der var Fædrelandets Værn. Det var ikke langtfra, at Drengen et Par Gange fik Taarer i Øjnene, naar han hørte tale om alt dette. Og han var glad over, at han fik saa god Besked om det.

Til allersidst gik de ud i en aaben Gaard, hvor Gallionsfigurerne fra de gamle Linjeskibe stod opstillet. Og mærkeligere Syn havde Drengen aldrig set, for disse Figurer havde vældige, skrækindjagende Ansigter. De var store, dristige og vilde, fyldt af samme stolte Aand, der havde udrustet de store Skibe. De var fra en anden Tid end hans. Han følte sig saa lille overfor dem.

Men da de kom derud, sagde Broncemanden til Træmanden: „Tag nu Hatten af, Rosenbom, for dem, her staar! De har alle været i Kamp for Fædrelandet!”

Og Rosenbom havde ligesom Broncemanden glemt, hvorfor de var kommen ud paa den Vandring. Uden at tænke sig om tog han Træhatten af Hovedet og raabte:

„Jeg tager Hatten af for den, der valgte Havnen og grundlagde Værftet og genskabte Flaaden, for den Konge, der vakte alt dette til Live!“

„Tak Rosenbom! Det var godt sagt. Rosenbom er en Hædersmand. Men hvad er dog det, Rosenbom?“

For der stod Niels Holgersen midt oppe paa Rosenboms skaldede Isse. Men nu var han ikke mere bange; han tog sin hvide Hue af og raabte: „Hurra for dig, Langlæbe!”

Broncemanden stødte Stokken haardt mod Jorden, men Drengen fik aldrig at vide, hvad han havde haft i Sinde at gøre, for nu stod Solen op, og i samme Øjeblik forsvandt baade Broncemand og Træmand, som om de var skabt af Taager. Mens han endnu stod og stirrede efter dem, fløj Vildgæssene op fra Kirketaarnet og svævede frem og tilbage over Byen. Pludselig fik de Øje paa Niels Holgersen, og den store, hvide skød ned fra Skyerne og hentede ham.