Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/12
XII.
LILLE KARLSØ.
STORMEN.
Fredag 8. April.
Vildgæssene havde overnattet paa Nordspidsen af Øland og var nu paa Vej til Fastlandet. Der blæste en temmelig stærk Søndenvind over Kalmar Sund, saa de var bleven drevet mod Nord. Alligevel arbejdede de sig med god Fart ind mod Land. Men da de nærmede sig de første Skær, hørte de et vældigt Drøn, som om en Mængde vingestærke Fugle kom susende, og Vandet under dem blev paa een Gang aldeles sort. Akka standsede sit Vingeslag saa pludselig, at hun næsten blev staaende stille i Luften. Derpaa dalede hun for at komme ned paa Havfladen. Men inden Gæssene endnu havde naaet Vandet, indhentede Vestenstormen dem. Allerede jog den foran sig Støvskyer, Saltskum og Smaafugle; nu rev den ogsaa Vildgæssene med sig, vendte op og ned paa dem og drev dem ud imod Havet.
Det blev en uhyggelig Storm. Atter og atter forsøgte Vildgæssene at vende om, men de havde ikke Kraft til det, de blev drevet ud imod Østersøen. Stormen havde allerede drevet dem over Øland, og nu laa det store, tomme Hav for dem. Der var ikke andet for end at lænse for Vinden, saa godt de kunde.
Da Akka mærkede, at de ikke var i Stand til at vende om, mente hun, det var nødvendigt at lade Stormen drive dem over hele Østersøen. Hun dalede derfor ned paa Vandet. Søgangen var allerede voldsom, og den voksede for hvert Øjeblik. Bølgerne kom rullende mørkegrønne med sydende Skum paa Kammen. Den ene rejste sig højere end den anden; det var, som kappedes de om, hvem der kunde knejse højest og skumme vildest. Men Bølgegangen var Vildgæssene ikke bange for. Den var dem tværtimod en stor Fornøjelse. De anstrengte sig ikke med at svømme, men lod sig skylle op paa Bølgeryggen og ned i Bølgedalen og morede sig lige saa godt som Børn i en Gynge. Deres eneste Frygt var, at Flokken skulde blive splittet ad. De stakkels Landfugle, der drev forbi oppe i Stormen, raabte misundeligt: „Ja, I kan sagtens, I kan svømme!”
Men derfor var Vildgæssene sandelig ikke udenfor al Fare. For det første gjorde denne Gyngen dem saa uimodstaaelig søvnige. Hvert Øjeblik følte de Lyst til at vende Hovedet bagud, stikke Næbbet under Vingen og sove. Nu er ingenting farligere end at falde i Søvn under saadanne Omstændigheder, og Akka raabte uophørlig: „Fald ikke i Søvn, Vildgæs! Den, der falder i Søvn, kommer bort fra Flokken. Den, der kommer bort fra Flokken, er fortabt!”
Trods alle Forsøg paa at staa imod faldt den ene efter den anden i Søvn, og selveste Mor Akka var ikke langt fra at slumre ind, da hun pludselig saa en mørk, rund Genstand hæve sig op af Vandet. „Sæler! Sæler! Sæler!” raabte Akka med stærk og skingrende Stemme og hævede sig op i Luften med smældende Vingeslag. Det var i den ellevte Time. Inden den sidste Vildgaas var sluppen op af Vandet, var Sælerne saa nær, at de snappede efter dens Fødder.
Saa var Vildgæssene atter oppe i Stormen, der drev dem foran sig ud mod Havet. Den undte hverken dem eller sig selv nogen Hvile. Og intet Land saa de, bare, bare Hav.
De slog ned paa Vandet igen, saasnart de turde. Men da de havde gynget en Tid paa Bølgerne, blev de søvnige paa ny. Og saa snart de faldt i Søvn, kom Sælerne svømmende. Havde ikke den gamle Akka været saa aarvaagen, var ikke en eneste af dem undsluppen.
Stormen blev ved hele Dagen, og den hærgede forfærdeligt blandt de Skarer af Maager og Trækfugle, der ved denne Aarsens Tid er paa Træk. Nogle blev slaaet ud af deres Kurs til fjerne Lande, hvor de døde af Sult, andre blev saa udmattede, at de sank ned i Havet og druknede. Mange knustes mod Klippevæggene, og mange blev et Rov for Sælerne.
Hele Dagen varede Stormen, og tilsidst begyndte Akka at tvivle paa, at hun og hendes Flok vilde komme levende fra det. De var dødsens trætte, og ingensteds øjnede hun en Plet, hvor de kunde hvile. Ved Aftentid vovede hun ikke mer at lægge sig ned paa Havet, fordi dette nu pludselig var opfyldt af Isflager, der tørnede mod hverandre, og hun var bange for, at de skulde blive knust imellem dem. Et Par Gange forsøgte Vildgæssene at stille sig paa Isflagerne. Men en Gang fejede den vilde Storm dem ned i Vandet. En anden Gang kom de ubarmhjertige Sæler krybende op paa Isen.
Ved Solbjergslag var Gæssene endnu en Gang oppe i Luften. De fløj fremad, ængstelige for Natten. De syntes, at Mørket kom altfor hurtig over dem i denne Aften, der var saa fuld af Farer.
Det var skrækkeligt, at de endnu ikke saa Land. Hvordan skulde det gaa dem, hvis de nødtes til at blive ude paa Havet hele Natten. De vilde enten blive knust af Isflagerne eller ædt af Sælerne eller splittede ad af Stormen.
Himlen var skjult af Skyer, Maanen gemte sig bag dem, og Mørket kom tidlig. Da det kom, fyldtes hele Naturen af en Gru og Uhygge, der bragte selv de modigste Hjerter til at bæve. Hele Dagen havde man hen over Havet hørt Skrig af Trækfugle i Nød, men nu, da man ikke mere kunde se, hvor Skrigene kom fra, lød de uhyggeligt og skræmmende. Nede paa Havet stødte Isflagerne sammen med vældige Brag. Sælerne opstemte deres vilde Jagtsange. Det var, som Himmel og Jord skulde styrte sammen.
FAARENE.
Drengen havde siddet nogen Tid og set ned i Havet. Pludselig syntes han, at det begyndte at bruse stærkere end før. Han saa op. Lige foran ham, kun en tre, fire Alen borte, hævede der sig en nøgen og ru Bjergvæg. Ved dens Fod knustes Bølgerne til det vildeste Skumsprøjt. Vildgæssene fløj lige imod Klippen, og Drengen kunde ikke tænke sig andet, end at de maatte knuses imod den.
Men ligesom han begyndte at undre sig over, at Akka ikke i Tide havde set denne Fare, naaede de Bjerget. Da opdagede han ogsaa lige foran dem den halvrunde Aabning til en Grotte. Den styrede Gæssene ind i, og i næste Øjeblik var de i Sikkerhed.
Det første, de rejsende tænkte paa, inden de gav sig Tid til at glæde sig over deres Redning, var at se efter, om ogsaa alle deres Kammerater var i Behold. Der var da Akka, Yksi, Kolme, Neljæ, Viisi, Kuusi og alle seks Gæslinger, Gasen, Dunfin og Tommeltot, men Kaksi fra Nuolja, den første Gaas paa venstre Fløj var forsvunden, og ingen vidste noget om hendes Skæbne.
Da Vildgæssene opdagede, at ingen anden end Kaksi var bleven skilt fra Flokken, tog de det med Ro. Kaksi var gammel og klog. Hun kendte alle deres Veje og Vaner, og hun vilde nok finde tilbage til dem igen.
Saa begyndte Vildgæssene at se sig om inde i Hulen. Der kom endnu saa meget Lys ind igennem Aabningen, at de kunde se, at Grotten var baade bred og dyb. De glædede sig over at have fundet saadan et prægtigt Nattekvarter, da en af dem pludselig fik Øje paa nogle skinnende grønne Punkter, der lyste frem fra en mørk Krog. „Det er Øjne,” raabte Akka; „der er store Dyr herinde.“ De styrtede imod Udgangen, men Tommeltot, der saa bedre i Mørke end Vildgæssene, raabte til dem: „Det er ikke noget at være bange for. Det er bare nogle Faar, der ligger langs med Grottens Væg.”
Da Vildgæssene havde vænnet sig til Grottens Halvmørke, kunde de ogsaa tydelig se Faarene. De voksne Faar kunde vel være ligesaa mange som de selv, men desuden var der nogle smaa Lam. En stor Vædder med lange, snoede Horn lod til at være den fornemste i Flokken. Vildgæssene gik hen foran ham og nejede dybt. „Vel mødt i Vildmarken!” hilste de, men Vædderen laa ganske stille og sagde ikke et eneste Ord til Velkomst.
Vildgæssene troede nu, at Faarene var misfornøjede med, at de var taget ind i deres Grotte. „Det er maaske ikke rigtig belejligt, at vi er taget ind her i Huset,” sagde Akka. „Men vi kan ikke gøre for det, det er Vindens Skyld. Stormen har pisket os om hele Dagen, og vi vil være meget taknemmelige for at blive her Natten over.” Det varede meget længe, før noget af Faarene svarede et Ord, men man kunde tydelig høre, at et Par af dem sukkede dybt. Akka vidste nok, at Faar altid er nogle underlige, undselige Dyr, men det lod da til, at disse ikke havde det fjerneste Begreb om dannet Opførsel. Endelig var der et gammelt Hunfaar med langt og bedrøvet Ansigt, som med klagende Stemme svarede: „Der er ikke nogen af os, der vil forbyde jer at blive her, men det er et Sorgens Hus, I er kommen til, og vi kan ikke tage imod Gæster som i gamle Dage.” — „Det skal I ikke tage jer nær,” sagde Akka. „Vidste I, hvad vi har maattet gaa igennem i Dag, vilde I forstaa, at vi er tilfreds, bare vi faar en sikker Plet at sove paa.”
Da Akka sagde dette, rejste det gamle Faar sig op. „Jeg tror nok, at det vilde være bedre for jer at flyve om i den værste Storm end at blive her. Men nu skal I dog ikke rejse herfra, inden vi har budt jer det Traktemente, som Huset formaar.”
Saa førte hun dem hen til et Hul i Jorden, der var fuldt af Vand. Ved Siden af laa der en Bunke Avner og gammelt Halm, og det bad hun dem tage til Takke med. „Vi har haft en streng Snevinter i Aar her paa Øen,“ sagde hun. „Bønderne, som ejer os, kom herud til os med Hø og Halm, for at vi ikke skulde sulte ihjel. Og det er alt, hvad vi har tilbage.”
Gæssene styrtede sig straks over Maden. De syntes, de havde været umaadelig heldige og kom i det bedste Humør. De mærkede nok, at Faarene var bekymrede, men de vidste jo, at Faar bliver bange for ingenting, og de troede ikke, der var nogen Fare paa Færde. Saa snart de havde spist, vilde de som sædvanlig sætte sig til at sove. Men da rejste den store Vædder sig op og kom hen til dem. Gæssene syntes, de havde aldrig i deres Liv set en Vædder med saa lange og tykke Horn. Ogsaa i andre Henseender var han mærkelig. Han havde en stor, knudret Pande, kloge Øjne og holdt sig saa rank, som om han var et stolt og modigt Dyr.
„Jeg kan ikke forsvare at lade jer sove her uden at fortælle, hvor usikkert her er,” sagde han. „Vi kan ikke tage mod Nattegæster nu for Tiden.“ Nu først begyndte Akka at forstaa, at det var Alvor. „Vi skal nok rejse bort igen, siden I saa bestemt ønsker det,” sagde hun. „Men vil I ikke først fortælle os, hvad det er, der piner jer? Vi ved ingenting, vi ved ikke engang, hvad dette Sted hedder.“ — „Det hedder Lille Karlsø,” svarede Vædderen. „Øen ligger nær ved Gulland, og her bor ingen andre end Faar og Havfugle.” — „I er maaske vilde Faar?” sagde Akka. — „Det er ikke langtfra,” svarede Vædderen. „Vi har ikke meget med Mennesker at gøre. Det er en gammel Overenskomst mellem os og Bønderne i en Gaard ovre paa Gulland, at de skal forsyne os med Foder, hvis det falder i med Snevinter, og til Gengæld har de Lov til at tage dem af os, der er overtallige. Øen er lille, saa den kan ikke føde ret mange Faar. Men ellers passer vi os selv Aaret om, og vi bor ikke i Huse med Dør og Laas for, men vi har vort Tilhold i Grotter som denne.”
„Bliver I ogsaa herude om Vinteren?“ spurgte Akka forbavset. — „Ja, det gør vi,“ svarede Vædderen. „Vi har god Græsning heroppe paa Bjerget hele Aaret.“ — „Jeg synes næsten, I har det bedre end andre Faar,” sagde Akka. „Men hvad er det for en Ulykke, der er overgaaet jer?” — „Det var en forfærdelig Kulde i Vinter. Havet frøs til, og da kom tre Ræve gaaende hertil over Isen, og de er bleven her lige siden. Ellers er der ikke et livsfarligt Dyr paa hele Øen.” — „Ja saa, vover Rævene sig ogsaa i Kast med saadan nogen som jer?” — „Aa nej, ikke om Dagen, da kan jeg nok forsvare mig og mine,” sagde Vædderen og rystede paa Hornene. „Men de lister sig over os om Natten, naar vi sover inde i Grotten. Vi gør, hvad vi kan, for at holde os vaagne, men en Gang imellem maa man jo sove, og da kommer de over os. De har allerede dræbt hvert eneste Faar i de andre Grotter, og der var Flokke, der var lige saa store som min.”
 Lille Karlsø |
„Det er ikke morsomt at skulle fortælle, hvor hjælpeløse vi er,” sagde det gamle Hunfaar. „Vi er ikke bedre stillet, end om vi var tamme Faar.“ — „Tror I ogsaa, Rævene kommer i Nat?“ spurgte Akka. — „Andet staar ikke til at vente,” svarede det gamle Faar. „Igaar Nat var de her og stjal et Lam fra os. De kommer nok igen, saa længe en af os er i Live. Det har de gjort de andre Steder.” — „Men bliver de saadan ved, bliver I jo rent ødelagt,” sagde Akka. — „Ja, det varer nok ikke længe, inden det er forbi med alle Faarene paa Lille Karlsø,” sagde Faaret.
Akka var stærkt i Beraad med sig selv. Det var ikke morsomt at skulle ud i Stormen igen, men det var heller ikke godt at blive i et Hus, hvor saadanne Gæster var i Vente. Da hun havde tænkt over Sagerne en Stund, vendte hun sig til Tommeltot. „Mon ikke du, der har hjulpet os saa mange Gange før, ogsaa vil hjælpe os nu?” spurgte hun. Jo, det vilde Drengen gerne. „Det er jo egentlig Synd for dig, at du ikke kan komme til at sove,” sagde Vildgaasen, „men tror du ikke, du kunde holde dig vaagen, til Ræven kommer, og saa vække os, at vi kan flyve vor Vej?” Drengen blev jo ikke synderlig glad ved dette Forslag, men alting var bedre end at skulle ud i Stormen igen, saa han lovede at holde sig vaagen.
Han gik hen til Hulens Aabning, krøb ned bag en Sten for at faa Læ for Stormen og satte sig til at holde Vagt.
Da han havde siddet der lidt, var det, som om Stormen tog af. Himlen blev klar, og Maaneskinnet legede paa Bølgerne. Drengen gik helt hen til Aabningen for at se ud. Grotten laa højt oppe paa Bjerget. En smal og stejl Sti førte op til den; ad den var det vel, han kunde vente Rævene.
Længe saa han ikke andet end Havet og Klipperne, der lignede Trolde og Havmænd, saa man kunde blive bange for dem. Men pludselig hørte han en Klo skrabe mod en Sten, og da glemte han Frygten for Troldene. Han kom i Tanke om, at det var Synd at vække Gæssene og overlade Faarene til deres Skæbne; mon han ikke kunde finde paa noget bedre?
Han løb i en Fart ind i Grotten, greb Vædderen i Hornene og rystede den vaagen, og saa satte han sig op paa dens Ryg. „Rejs jer, Far!“ sagde Drengen, „saa skal vi prøve, om vi ikke kan give Rævene en lille Forskrækkelse.”
Han havde gjort sig Umage for at være saa stille som muligt, men Rævene maatte alligevel have hørt noget. Da de kom op til Grottens Indgang, blev de staaende og betænkte sig. „Det var bestemt en af dem, der rørte sig derinde,“ sagde den ene. „Mon de skulde være vaagne?” — „Aa, gaa du bare ind!” sagde den anden; „de kan jo dog ikke gøre os noget.”
Da de var kommen længere ind i Grotten, blev de staaende og snusede. „Hvem skal vi tage i Aften?” hviskede den, der gik forrest. — „I Aften skal vi tage den store Vædder,” sagde den bageste, „derefter faar vi let Spil med de andre.“
Drengen sad paa den gamle Vædders Ryg og saa dem komme listende. „Stød nu bare til, lige frem!” hviskede Drengen. Vædderen stødte til, og den forreste Ræv fik et Stød, saa den slog en baglænds Kolbøtte og trillede hen mod Udgangen. „Stød nu til venstre!“ sagde Drengen og vendte Vædderens Hoved i den Retning. Vædderen stødte til af alle Kræfter og ramte den anden Ræv i Siden. Den trillede rundt flere Gange, inden den kom paa Benene og kunde flygte. Drengen ønskede bare, at den tredje Ræv ogsaa havde faaet et Stød, men den var allerede stukken af.
„Nu tænker jeg, at de har faaet nok for i Nat,” sagde Drengen. — „Det tænker jeg med,“ sagde den store Vædder. „Læg dig nu paa min Ryg og kryb ned i Ulden! Du kan nok fortjene at faa det godt og varmt efter al den Blæst, du har været ude!”
HELVEDESHULLET.
Lørdag 9. April.
Næste Dag gik den gamle Vædder omkring med Drengen paa Ryggen og viste ham Øen. Den bestod af en eneste vældig Klippeblok. Den var som et stort Hus med lodrette Vægge og fladt Tag. Vædderen gik først op paa Taget og viste Drengen de gode Græsmarker der, og Drengen maatte indrømme, at Øen var som skabt for Faar. Der voksede ikke stort andet deroppe end Faaresvingel og saadanne smaa, tørre, krydrede Urter, som Faarene holder af.
Men der var sandelig andet end Faaremad at se paa for den, der var kommen lidt til Vejrs. Da saa man for det første hele Havet, der nu laa blaat og solbelyst og rullede i blanke Dønninger; kun hist og her ved en Klippespids sprøjtede det Skummet op i Luften. Lige for laa Gulland med sin lange og lige Kyst, og i Sydvest laa Store Karlsø, der var bygget ganske som Lille Karlsø. Da Vædderen gik helt hen til Kanten af Klippetaget, saa Drengen kunde se ned ad Klippevæggene, opdagede han, at de var helt fulde af Fuglereder, og i det blaa Hav under ham laa Krikænder og Fløjlsænder og Edderfugle og Tejster og Alker stille og fredeligt og morede sig med at fiske Sild.
„Det er da et velsignet Land, dette her,” sagde Drengen. „I bor rigtignok smukt, I Faar.“ — „Ja, smukt er her nok,” sagde den gamle Vædder. Det var, som om han vilde have sagt noget mere, men han sukkede bare. „Men gaar du her alene, maa du tage dig i Agt for alle de Revner, der løber igennem Bjerget,“ tilføjede han lidt efter. Den Advarsel kom tilpas, for der var flere Steder dybe og brede Revner. Den største af dem hed Helvedeshullet. Den var mange Favne dyb og næsten en Favn bred. „Falder man ned i den, er det forbi med en med det samme,” sagde Vædderen. Det lød for Drengen, som om han havde en Mening med de Ord.
Derefter førte han Drengen ned paa Strandbredden. Nu fik han de Trolde at se paa nært Hold, som han nær var bleven bange for om Natten; det var ikke andet end store Klippeblokke. Drengen kunde ikke se sig mæt paa dem; han tænkte, at havde der nogensinde været Trolde, der var bleven forvandlet til Sten, saa maatte de have set saadan ud.
Men der var noget andet nede paa Strandbredden, der var endnu uhyggeligere. Der laa alle Vegne døde Faar. Det lod til, at det var her, Rævene havde holdt deres Maaltider. Han saa Skeletter, der var helt afpillede, men ogsaa Faarekroppe, der bare var halvspist, og nogle, som de knap havde smagt paa og derefter ladet ligge. Det var ligefrem hjerteskærende at se, at Rovdyrene havde kastet sig over Lammene blot for Morskabs Skyld, blot for at jage og rive ihjel.
Vædderen gik stille forbi de døde Kroppe, men Drengen kunde ikke undgaa at se alt det sørgelige.
Nu gik Vædderen atter op paa Klippehøjden, men da han var kommen helt op, blev han staaende og sagde: „Hvis nogen, der var klog og tapper, fik al den Elendighed at se, der hersker her, vilde han sikkert ikke slaa sig til Ro, førend de Ræve havde faaet deres velfortjente Straf.” — „Rævene skal vel ogsaa leve,” sagde Drengen. — „Ja,” sagde Vædderen, „de, der ikke slaar flere Dyr ihjel, end de behøver til deres Underhold, de skulde have Lov at leve. Men saadan nogle Misdædere!” — „Kunde Bønderne, der ejer Øen, ikke komme herover og hjælpe jer?“ spurgte Drengen. — „De har været her flere Gange,“ svarede Vædderen, „men Rævene gemmer sig i Huler og Revner, saa de ikke kan komme til at skyde dem.” — „Du mener da vel ikke, at saadan en lille Stakkel som jeg kan gøre det af med de Dyr, som hverken I eller Bønderne kan faa Bugt med?“ — „En lille og forvoven er bedre end en stor og doven,” sagde den gamle Vædder.
Nu talte de ikke mere om den Ting, men Drengen løb hen og satte sig hos Vildgæssene, der gik og græssede. Skønt han ikke vilde lade Vædderen se det, var han dog meget bedrøvet for de stakkels Faars Skyld og ønskede inderlig, han kunde hjælpe dem. „Jeg vil tale med Akka og Morten Gase om det,” tænkte han, „kanske de dog kan finde paa et godt Raad.”
Lidt efter tog den hvide Gase Drengen paa Ryggen og gik hen over Sletten ad Helvedeshullet til.
Den gik ganske sorgløst hen over den aabne Højslette, og det lod slet ikke til, at den tænkte paa, hvor hvid og stor den var. Den skjulte sig ikke bag Tuer eller Stene, men gik lige frem. Det var underligt, at den ikke var mere forsigtig, for det lod dog til, at den var kommen til Skade i Stormen Dagen før; den haltede paa det højre Ben og slæbte den venstre Vinge efter sig, som om den var knækket.
Den gik, som om der var Fred og ingen Fare, nappede et Græsstraa her og et andet hist og saa hverken til højre eller til venstre. Drengen laa magelig henslængt paa dens Ryg og saa op i den blaa Himmel. Han var nu saa vant til at ride, at han kunde baade staa og ligge paa Gaaseryggen.
Da baade Drengen og Gasen var saa ubekymrede, mærkede de slet ikke, at de tre Ræve var kommen frem af Klipperevnen. Og Rævene, der vidste, at det næsten var umuligt at komme en Gaas til Livs paa aaben Mark, tænkte i Begyndelsen slet ikke paa at jage efter Gasen. Men da de ikke havde andet at bestille, gemte de sig dog tilsidst snart i en, snart i en anden Klipperevne for at lure paa Gasen, der aabenbart aldeles ikke havde mærket dem.
Da Gasen var temmelig nær ved den Revne, hvor de sad, gjorde den et Forsøg paa at hæve sig op i Luften. Den slog ud med Vingerne, men den kunde ikke komme til Vejrs. Nu kunde Rævene forstaa, at den var ude af Stand til at flyve, og de listede sig nu ind paa den med endnu større Iver. De holdt sig ikke længer skjult i Klipperevnerne, men kom ud paa den aabne Højslette. De gemte sig, saa godt de kunde, bag Tuer og Stene og kom nærmere og nærmere ind paa Gasen, uden at det lod til, den mærkede, at der var nogen efter den. Tilsidst var Rævene saa nær, at de kunde gøre Springet. De kastede sig alle paa een Gang med et vældigt Spring over den.
I sidste Øjeblik maatte Gasen alligevel have mærket, at der var noget paa Færde, for den sprang til Side, saa Rævene forfejlede Springet. Det hjalp den nu ikke synderlig, for den havde jo kun et Par Favnes Forspring, og saa haltede den jo desuden. Den Stakkel for afsted, saa godt den kunde. Og Gæs kan jo løbe forfærdelig hurtigt, saa at endog en Ræv kan have ondt ved at indhente den.
Drengen sad baglænds paa Gaaseryggen og raabte og skreg til Rævene: „I har ædt jer altfor tykke i Faarekød! I kan ikke engang indhente en Gaas!“ Han drillede dem, saa de blev helt rasende af Arrigskab og ikke tænkte paa andet end at styrte efter ham.
Den hvide Gase løb lige hen imod den store Kløft. Da han naaede den, gjorde han et Slag med Vingerne, saa han kom over paa den anden Side. Da var Rævene lige i Hælene paa ham.
Gasen blev ved at fare afsted med samme Hast, ogsaa efter at han var kommen paa den anden Side af Helvedeshullet. Men da han havde løbet en halv Snes Alen, klappede Drengen ham paa Halsen og sagde: „Nu kan du godt blive staaende, Morten!“
I det samme hørte de bagved sig nogle vilde Hyl, en voldsom Kradsen af Kløer og nogle tunge Bump. Men Rævene saa de ingenting til.
Næste Morgen fandt Fyrmesteren paa Store Karlsø et Stykke Bark, der var stukket ind under Døren, og hvorpaa der med skæve, klodsede Bogstaver var kradset: „Rævene paa Lille Karlsø er falden ned i Helvedeshullet. Se efter dem!”
Og det gjorde Fyrmesteren.