Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 126-137

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XIII.
TO BYER.

PAA HAVSENS BUND.

Lørdag 9. April.

Det blev en stille, klar Nat. Vildgæssene brød sig ikke om at søge Ly i nogen af Grotterne, men stod og sov oppe paa Klippefladen, og Drengen havde lagt sig i det korte, tørre Græs ved Siden af Gæssene.

Det var klart Maaneskin den Nat, saa klart, at Drengen havde ondt ved at falde i Søvn. Han laa og tænkte paa, hvor længe han havde været hjemmefra, og han regnede ud, at det var tre Uger siden Rejsen begyndte. Tillige kom han i Tanker om, at det i Aften var Paaskeaften.

„I Nat er det altsaa, at Heksene kommer hjem fra Blåkulla,” tænkte han og lo ved sig selv. Thi baade Nissen og Nøkken var han lidt bange for, men Hekse og Troldmænd troede han slet ikke paa.

Havde der været Hekse i Luften den Aften, maatte han saa vist have set dem. Himlen var saa lys og klar, at ikke det mindste sorte Punkt kunde bevæge sig i Luften, uden at han opdagede det.

Medens han laa der med Næsen i Vejret og tænkte paa dette, fik han Øje paa noget smukt. Maaneskiven stod hel og rund højt oppe, og foran den kom en stor Fugl flyvende. Den fløj ikke forbi Maanen, men det saa ud, som om den kom flyvende ud af den. Imod den lyse Himmel tog Fuglen sig kulsort ud, og Vingerne naaede fra den ene Kant af Maaneskiven til den anden. Den holdt Retningen saa nøjagtig, at det saa ud for Drengen, som om den var tegnet paa Maaneskiven. Kroppen var lille, Halsen lang og tynd, og et Par lange, tynde Ben strakte den bagud. Drengen saa straks, at det maatte være en Stork.

Et Øjeblik efter slog Hr. Langeben, Storken, ned ved Siden af ham. Den bøjede sig hen over Drengen og stødte til ham med Næbbet for at faa ham vaagen.

Drengen satte sig straks over Ende. „Jeg sover ikke, Hr. Langeben,“ sagde han. „Hvor kan det være, at De er ude at flyve midt om Natten? Og hvordan staar det til paa Glimmingehus? Vil De tale med Mor Akka?”

„Det er for lyst til at sove i Nat,“ svarede Hr. Langeben. „Derfor tog jeg mig over at rejse herop til Karlsø og opsøge dig, min Ven Tommeltot. Jeg fik at vide af en Fiskemaage, at du var her i Nat. Jeg er endnu ikke flyttet op til Glimmingehus; jeg boer endnu i Pommern.”

Drengen blev forfærdelig glad over, at Hr. Langeben var kommen for at se til ham. De talte sammen om alt muligt som gamle Venner. Tilsidst spurgte Storken, om Drengen ikke havde Lyst til at ride en Tur i det smukke Maaneskin.

Jo, det vilde Drengen heller end gerne, naar kun Storken vilde sørge for, at han kom tilbage til Vildgæssene inden Solopgang. Det lovede Storken, og saa gik det afsted.

Hr. Langeben fløj paany lige op mod Maanen. De steg og steg, Havet sank dybt ned, men Flugten gik saa vidunderlig let, det var næsten, som om de laa stille i Luften.

Drengen syntes, det var en urimelig kort Tid, Rejsen havde varet, da de atter sænkede sig ned imod Jorden.

De landede paa en ensom Strandbred, der var bedækket med fint, hvidt Sand. Langs med Kysten løb der en Række Flyvesandsklitter med Marehalm paa Toppen. Synderlig høje var de ikke, men de hindrede dog Drengen i at se ind over Landet.

Hr. Langeben stillede sig paa en Sandbanke, trak det ene Ben op under sig og bøjede Halsen tilbage for at stikke Næbbet under Vingen. „Nu kan du spasere lidt om her paa Stranden,” sagde han til Tommeltot, „medens jeg hviler mig. Men gaa ikke længere bort, end du kan finde tilbage til mig!“

Drengen vilde nu først klavre op paa en af Klitterne for at se, hvordan der saa ud indenfor. Men da han havde gaaet et Par Skridt, var der noget, der klirrede mod hans Træsko. Han bøjede sig ned og saa, at der i Sandet laa en lille Kobbermønt, der var saa fortæret af Ir, at den var næsten gennemsigtig. Den var saa lille og daarlig, at han ikke engang gad tage den op, men sparkede den af Vejen.

Men da han atter rejste sig op, blev han helt forskrækket, thi ikke mere end to Skridt fra ham hævede der sig en høj Mur med en stor Port med Taarne over.

Lige kort før, dengang Drengen bøjede sig ned, havde Havet ligget der, blankt og tindrende, og nu var det skjult af en lang Mur med Tinder og Taarne. Og lige foran ham, hvor der før laa en Bunke Tang, gabede nu den store Port.

Drengen begreb nok, at det maatte være et Slags Spøgeri. Men det var ikke noget at blive bange for, syntes han. Der var ingen Trolde eller andet Djævelskab af den Slags, som han altid var bange for at møde om Natten. Baade Muren og Porten var saa prægtige, at han kun fik Lyst til at se, hvad der kunde være bagved dem, „Jeg maa virkelig undersøge, hvordan dette hænger sammen,” tænkte han og begav sig ind ad Porten.

I den dybe Porthvælving sad Vagtmandskabet i brogede Dragter med store, puffede Ærmer og med langskaftede Hellebarder ved Siden af sig og spillede Tærninger. De tænkte bare paa Spillet og lagde ikke Mærke til Drengen, der skyndte sig forbi dem.

Indenfor Porten kom han til en aaben Plads, belagt med store glatte Stenfliser. Høje, prægtige Huse omgav den, og lange, smalle Gader løb ud fra den.

Paa denne Plads vrimlede det af Mennesker. Mændene bar lange, pelsværksforede Kapper over kostbare Underdragter af Silke, Baretter med Strudsfjer sad paa Snur paa deres Hoved, og paa Brystet hang brede Guldkæder. De var alle klædt saa pragtfuldt, som om de kunde være Konger.

Kvinderne havde høje, toppede Sæt paa Hovedet og lange Kjoler med snævre Ærmer. De var ogsaa prægtigt klædte, men langtfra som Mændene.

Det var jo aldeles som i den gamle Eventyrbog, hans Moder sommetider tog op af Kisten og viste ham. Drengen vilde ikke tro sine egne Øjne.

Men hvad der var endnu mærkeligere at se paa end baade Mændene og Kvinderne, det var Byen selv. Hvert eneste Hus var bygget saadan, at det vendte Gavlen ud imod Gaden, og disse Gavle var saa udpyntede, at man skulde tro, de vilde kappes med hverandre om, hvem der var den Bneste.

Den, der paa een Gang faar saa meget nyt at se, kan ikke bevare det altsammen i sin Hukommelse. Men Drengen kunde alligevel siden efter huske, at han havde set takkede Gavle, hvor der stod Billedstøtter af Kristus og hans Apostle paa hver eneste Afsats, Gavle, hvor der var den ene Niche ved Siden af den anden helt op til Toppen, alle med udskaarne Figurer i, Gavle, der var indlagt med brogede Glasstykker, og Gavle, der var stribede og tærnede af hvidt og sort Marmor.

Medens Drengen gik og beundrede alt dette, fik han pludselig forfærdelig travlt. „Saadan noget har jeg aldrig i mine livfødte Dage set, og saadan noget faar jeg aldrig mere at se,” sagde han til sig selv. Og han gav sig til at løbe hele Byen igennem, Gade op og Gade ned.

Gaderne var snævre, men ikke mørke og tomme som i de Byer, han havde set paa sin Rejse. Der var fuldt af Mennesker alle Vegne. Gamle Koner sad udenfor deres Døre og spandt, uden Spinderok, bare med en Ten. Købmændenes Butikker var ligesom Markedsboder aabne ud imod Gaden. Alle Haandværkere stod med deres Arbejde ude under aaben Himmel. Et Sted blev der kogt Tran, et andet Sted blev der garvet Huder, paa et tredje Sted var der en lang Reberbane.

Havde Drengen bare haft Tid, kunde han have lært alle mulige Haandværk. Her saa han, hvordan Vaabensmeden bar sig ad med at hamre et Brystharnisk ud, hvorledes Guldsmeden indfattede ædle Stene i Ringe og Armbaand, hvorledes Drejeren førte sine Jern, hvorledes Skomageren forsaalede sine fine, røde Sko, hvorledes Guldtrækkeren tvandt Guldtraad, hvorledes Væverne slog Islæt af Guld og Sølv i deres Væv.

Men Drengen havde ikke Tid til at staa stille. Han fo'r afsted for at naa at se saa meget som muligt, inden det altsammen forsvandt igen.

Den høje Mur løb rundt om hele Byen og lukkede for den som et Gærde for en Mark. For Enden af hver Gade saa han den med sine Taarne og Tinder. Oppe paa Muren gik Krigsmænd med blinkende Hjælme og Harnisker.

Da han havde løbet tværs igennem hele Byen, kom han til en anden Port i Muren. Der udenfor laa Havet og Havnen. Drengen saa gammeldags Skibe med Rorbænke tværs over og høje Overbygninger for og agter. Nogle laa og indtog Last, andre kastede netop Anker. Lastdragere og Købmænd færdedes imellem hverandre. Overalt var der Travlhed og Liv.

Men heller ikke her syntes han, han havde Tid til at standse. Han skyndte sig igen ind i Byen, og nu kom han op til Stortorvet. Der laa Domkirken med tre høje Taarne og en dyb, hvælvet Portindgang. Væggene var saa udsmykkede med Billedhuggerarbejde, at der ikke var en Sten, uden at den havde sit Sirat. Og hvilken Pragt skimtede man ikke gennem den aabne Dør: gyldne Kors og guldbeslaaede Altere og Præster i gyldent Skrud! Lige overfor Kirken laa der et Hus med Tinder og et eneste skyhøjt Taarn. Det var sagtens Raadhuset. Og mellem Kirken og Raadhuset, hele Torvet rundt, knejsede de smukke Gavlhuse med den mangfoldigste Udsmykning.

Drengen havde løbet sig baade varm og træt. Han mente, han nu havde set det mærkeligste, og begyndte derfor at gaa langsommere. Den Gade, han nu var drejet ind i, var vist den, hvor Byfolkene købte deres prægtige Klæder. Der stod fuldt af Folk foran de smaa Boder, mens Købmændene ud over Disken bredte stift, blomstret Silketøj, tykt Guldmor, broget Fløjl, lette Florsshawler og Kniplinger som Spindelvæv.

Før, mens Drengen løb gennem Gaderne, havde ingen lagt Mærke til ham. Menneskene havde vist troet, at det bare var en lille, graa Mus, der pilede forbi dem. Men nu, da han gik langsomt op ad Gaden, fik en af Købmændene Øje paa ham og vinkede ad ham.

Drengen blev først bange og vilde løbe forbi, men Købmanden vinkede og smilede og bredte et dejligt Stykke Silkedamask ud paa Disken for at lokke ham.

Drengen rystede paa Hovedet. „Jeg bliver aldrig saa rig, at jeg kan købe een Alen af det Tøj,” tænkte han.

Men nu havde de faaet Øje paa ham i hver eneste Butik hele Gaden ned. Hvor han saa vendte Hovedet hen, stod der en Kræmmer og vinkede ad ham. De lod deres rige Kunder staa og tænkte kun paa ham. Han saa, at de løb ind i Butikkernes inderste Kroge for at hente det bedste frem, de havde at sælge, og at deres Hænder ligefrem rystede af Iver, mens de lagde det frem paa Disken.

Da Drengen blev ved at gaa, sprang en af Købmændene over Disken, løb efter ham og udbredte foran ham et Stykke Sølvmor og et vævet Tapet, der straalede af Farver. Drengen kunde ikke lade være at le af ham; Kræmmeren kunde da nok begribe, at en fattig Stakkel som han ikke kunde købe saadanne Ting. Han stod stille og rakte sine to tomme Hænder ud, for at de skulde se, at han ingenting ejede, og saa lade ham i Fred.

Men Købmanden rakte en Finger i Vejret, nikkede og skød hele den dejlige Bunke Varer hen til ham.

„Mon det er hans Mening, at han vil sælge alt det for et Guldstykke?” tænkte Drengen.

Købmanden tog en lille, slidt og daarlig Mønt frem, den usleste, man kunde se, og viste ham den. Og han var saa ivrig efter at sælge, at han lagde et Par tunge Sølvbægre ovenpaa Bunken.

Da gav Drengen sig til at rode i sine Lommer. Han vidste nok, at han ikke ejede en Skilling, men han kunde ikke lade være at føle efter.

Alle de andre Købmænd stod rundt omkring for at se, hvad det blev til med Handelen, og da de saa, at Drengen gav sig til at rode i sine Lommer, løb de alle hen til deres Disk, tog Hænderne fulde af Sølv- og Guldsmykker og tilbød ham dem. Og alle gjorde de ham begribeligt, at de ikke forlangte andet i Betaling end en eneste lille Skilling.

Men Drengen vendte baade sine Trøjelommer og sine Bukselommer, for at de skulde se, at han ingenting ejede. Da fik de Taarer i Øjnene, alle disse fornemme Købmænd, der var saa meget rigere end han. Han blev tilsidst rørt over, at de saa saa bekymrede ud, og han spekulerede paa, om han ikke kunde hjælpe dem paa en eller anden Maade. Og saa kom han i Tanker om den lille, irrede Mønt, han nylig havde set ligge paa Stranden.

Han vendte om og løb af alle Kræfter ned ad Gaden, og Lykken var ham god, saa han kom til den samme Port, han var kommen ind ad. Han styrtede igennem den og gav sig til at lede efter den lille, irrede Kobbermønt, der havde ligget paa Stranden for en halv Time siden.

Han fandt den ogsaa ganske rigtigt, men da han havde taget den op og vilde løbe tilbage til Byen med den, saa han ikke andet end Havet foran sig. Ingen Mur, ingen Port, ingen Vægtere, ingen Gader, ingen Huse, intet andet end det bare Hav.

Drengen kunde ikke gøre ved, at han fik Taarer i Øjnene. Først havde han troet, at det, han saa, ikke var andet end Øjenforblændelse, men det havde han glemt igen. Han havde kun tænkt paa, hvor smukt det var altsammen. Han sørgede ligefrem over, at Byen var forsvunden.

I samme Øjeblik vaagnede Hr. Langeben og kom hen til ham. Men han hørte ham ikke, Storken maatte puffe til ham med Næbbet for at gøre sig bemærket. „Du staar nok ogsaa her og sover,“ sagde Hr. Langeben.

„Kære Hr. Langeben!“ sagde Drengen. „Hvad var det for en By, som laa her lige nu?“

„Har du set en By?“ sagde Storken. „Du har sovet og drømt, det er det, jeg siger.“

„Nej, jeg har ikke drømt,” sagde Tommeltot, og han fortalte Storken alt, hvad han havde oplevet.

Da sagde Hr. Langeben: „Min Mening er, at du er falden i Søvn her paa Strandbredden, Tommeltot, og har drømt det altsammen. Men jeg vil ikke skjule for dig, at Bataki, Ravnen, der er den lærdeste Fugl i Verden, engang har fortalt mig, at der her ved Kysten i gamle Dage laa en By, der hed Vineta. Den var saa rig og lykkelig, at der aldrig har været en prægtigere By, men dens Indbyggere hengav sig desværre til Stolthed og Pragtlyst. Til Straf herfor, siger Bataki, blev Byen Vineta oversvømmet af en Stormflod og sank i Havet. Men Indbyggerne kan ikke dø, og deres By gaar heller ikke til Grunde. Og een Nat hvert hundrede Aar stiger den op af Havet igen i al sin Herlighed og ligger paajordens Overflade nøjagtig en Time.“

„Ja, det maa være rigtigt,“ sagde Tommeltot, „for det har jeg set.”

„Men naar Timen er gaaet synker den i Havet igen, hvis ikke en Købmand i Vineta imidlertid har faaet solgt noget til et levende Væsen. Havde nu blot du, Tommeltot, haft aldrig saa lille en Kobberskilling at give Købmanden, saa laa Vineta endnu her ved Kysten, og Menneskene dér kunde leve og dø som andre Mennesker.“

„Hr. Langeben.” sagde Drengen, „nu kan jeg forstaa, hvorfor De kom og hentede mig om Natten. Det var, fordi De troede, jeg kunde frelse den gamle By. Jeg er saa bedrøvet over, at det ikke gik, som De vilde, Hr. Langeben.”

Han holdt Hænderne for Øjnene og græd. Det var ikke let at afgøre, hvem der saa mest bedrøvet ud, Drengen eller Hr. Langeben.

DEN LEVENDE BY.

Mandag 11. April.

Anden Paaskedag om Eftermiddagen var Vildgæssene og Tommeltot ude at flyve. De fløj henover Gulland.

Den store Ø laa jævn og flad under dem. Jorden var tærnet, ganske som i Skaane, og der var fuldt op baade af Kirker og Gaarde. Men der var den Forskel, at der laa flere Lunde mellem Markerne her, og saa var Gaardene ikke sammenbyggede. Og der var slet ingen store Herregaarde med Taarne paa og udstrakte Parker.

Vildgæssene havde lagt Vejen over Gulland for Tommeltots Skyld. I to Dage havde han nu slet ikke lignet sig selv og næsten ikke lukket sin Mund op. Det kom af, at han ikke kunde tænke paa andet end den By, der paa saadan en mærkelig Maade havde vist sig for ham. Han havde aldrig set noget saa skønt og prægtigt, og han kunde ikke forsone sig med, at det ikke var lykkedes ham at frelse den. Han var ellers ikke sentimental af sig, men han sørgede ligefrem over de smukke Bygninger og de høje, stolte Mennesker.

Baade Akka og Gasen havde søgt at overbevise Tommeltot om, at det havde været Drøm eller Øjenforblændelse, men Drengen vilde ikke lade sig sige. Han var sikker paa, at hvad han havde set, det havde han set, og ingen kunde rokke denne Overbevisning. Han gik saa bedrøvet omkring, at hans Rejsekammerater blev urolige for ham.

Netop da Drengen var mest forknyt, kom den gamle Kaksi tilbage til Flokken. Stormen havde forslaaet hende til Gulland, og hun havde været hele Øen rundt, før hun havde hørt af nogle Krager, at hendes Rejsekammerater var paa Lille Karlsø. Da Kaksi hørte, hvad der var i Vejen med Tommeltot, sagde hun pludselig:

„Naar det er en gammel By, Tommeltot sørger over, saa skal vi snart faa ham trøstet. Kom bare med, saa skal jeg føre jer hen til et Sted, jeg saa i Gaar! Han skal nok snart blive glad igen!“

Derpaa sagde Gæssene Farvel til Faarene, og nu var de paa Vej til det Sted, som Kaksi vilde vise Tommeltot. Saa bedrøvet han var, kunde han ikke lade være som sædvanlig at kigge ned paa det Land, han fløj hen over.

For hans Øjne saa det ud, som om hele Øen fra Begyndelsen af havde været saadan en høj, stejl Klippe som Karlsø, men naturligvis meget større. Men saa var den paa en eller anden Maade gjort flad. Der var en, der havde taget en stor Kagerulle og rullet hen over den, som om den var et Stykke Dejg. Ikke saadan at forstaa, at den var bleven lige saa jævn som et Fladbrød, det var den ikke. Da de fløj langs Kysten, havde han paa flere Steder set høje, hvide Kalkvægge med Grotter og Klippesøjler, men de fleste Steder var de jævnet med jorden, og Kysten skraanede ganske svagt ned imod Havet.

Paa Gulland havde de en smuk og fredelig Søndageftermiddag. Det var mildt Foraarsvejr, Træerne havde store Knopper, Foraarsblomster dækkede Engene, Poplernes lange, tynde, nedhængende Grene viftede, og i de smaa Haver, der var ved hvert eneste Hus, stod Stikkelsbærbuskene helt grønne.

Varmen og Grødevejret havde lokket Folk ud paa Veje og Gaardspladser, og hvor der var flere samlede, legede de. Og det var ikke alene Børnene, der legede, men ogsaa de voksne. De kastede til Maals med Stene og sendte deres Bolde op i Luften med saa vældige Sving, at de var nær ved at naa op til Vildgæssene. Det saa fornøjeligt og muntert ud, at de voksne saadan legede, og Drengen vilde ogsaa have moret sig over det, hvis han havde kunnet glemme sin Sorg over, at han ikke havde kunnet frelse den gamle By.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 134 - Den nordlige Del af Visby Ringmur.png

Den nordlige Del af Visby Ringmur

Men han maatte jo indrømme, at det var en smuk Tur. Der var saadan en Sang og Klang i Luften. Smaabørn legede en Danseleg og sang til. Og Frelsens Hær var ude. Han saa en hel Mængde Mennesker i sorte og røde Dragter sidde paa en Skovbakke og spille paa Guitarer og Messinginstrumenter. Paa en af Vejene kom der en stor Skare Mennesker. Det var Good-Templare, der havde været paa Landtur. Han kunde kende dem paa de store Faner med Guldindskrifter, som vajede over dem. Og de sang den ene Sang efter den anden, saa længe han kunde høre dem.

Drengen kunde aldrig senere høre Navnet Gulland uden straks at komme til at tænke paa Leg og Sang.

Længe havde han siddet og set ned, men nu løftede han tilfældigvis Øjnene. Det er ikke til at sige, hvor forbavset han blev. Uden at han havde lagt Mærke til det, havde Gæssene forladt det Indre af Øen og var fløjet vestpaa ud imod Kysten. Nu laa det aabne, blaa Hav foran ham. Men det var ikke Havet, der var mærkeligt, men en By, der hævede sig paa Kysten.

Drengen kom østfra, og Solen stod allerede lavt i Vest. Da han nærmede sig Byen, stod dens Mure og Taarne og høje Gavlhuse og Kirker ganske sorte imod den lyse Aftenhimmel. Derfor kunde han ikke se, hvordan det egentlig hang sammen med dem, og nogle Øjeblikke troede han, at den By var lige saa prægtig som den, han havde set Paaskenat.

Da han kom helt hen til Byen, saa han, at den baade lignede og ikke lignede den By fra Havsens Bund. Der var den samme Forskel, som om man den ene Dag saa en Mand klædt i Purpur og kostelige Linklæder og den næste Dag i Pjalter.

Men den By havde nok alligevel lignet den, han sad og tænkte paa. Den var ogsaa omgiven af en Mur med Taarne og Porte. Men Taarnene i denne By, der var bleven oppe paa Jorden, stod uden Tag, hule og tomme. Portene var uden Dørfløje, Vægtere og Krigsfolk var forsvundne. Al den straalende Pragt var borte. Kun det nøgne graa Stenskelet var tilbage.

Da Drengen kom længere ind over Byen, saa han, at den for Størstedelen bestod af smaa, lave Huse, men hist og her var der bevaret nogle høje Gavlhuse og nogle Kirker fra den gamle Tid. Gavlhusenes Mure var hvidkalkede og uden mindste Prydelse, men da Drengen saa nylig havde set den sunkne By, kunde han tænke sig, hvordan de havde været udsmykkede: nogle med Billedstøtter og andre med sort og hvidt Marmor. Og ligesaa var det med de gamle Kirker. De fleste af dem var uden Tag og deres Indre bart og tomt. Vinduesaabningerne var uden Ruder, Gulvene var græsbevoksede, og der klatrede Vedbend op ad Væggene. Men nu vidste han, hvordan de eengang havde set ud, at de havde været dækket med Billedstøtter og Malerier, at der i Koret havde hævet sig et rigt smykket Alter og gyldne Kors, og at Præster i gyldent Skrud havde gaaet om derinde.

Drengen saa ogsaa de smalle Gader, der var næsten tomme saadan en Søndag Eftermiddag. Men han vidste, hvad for en Strøm af smukke, stolte Mennesker der engang havde bølget frem og tilbage. Han vidste, at Gaderne havde været som store Værksteder, fulde af alle Slags Arbejdere.

Men hvad Niels Holgersen ikke saa, det var, at Byen den Dag i Dag var baade mærkelig og smuk. Han saa hverken de hyggelige Smaahuse i Baggaderne, med sorte Mure, hvidmalede Bjælkeender og røde Pelargonier bag de blanke Ruder eller de mange dejlige Haver og Alleer eller de vedbendklædte Ruiners Skønhed. Hans Øjne var saa fulde af det svundnes Herlighed, at han ikke kunde se noget godt i det, der var.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 136 - Sct Katarinakirkens Ruin.png

Sct. Katarinakirkens Ruin

Vildgæssene fløj et Par Gange frem og tilbage over Byen, for at Tommeltot rigtig skulde faa alting at se. Tilsidst dalede de ned paa det græsbevoksede Gulv i en Ruinkirke for at blive der Natten over.

De havde allerede sat sig til at sove, men Tommeltot var vaagen endnu og saa gennem de knuste Hvælvinger op imod den blegrøde Aftenhimmel. Da han havde siddet saadan en Tid, tænkte han, at nu vilde han holde op at sørge over, at han ikke havde kunnet frelse den sunkne By.

Ja, det vilde han, nu da han havde set denne. Hvis den By, han havde set, ikke igen var sunken ned paa Havsens Bund, saa var den maaske inden ret længe bleven ligesaa forfalden som denne. Den vilde maaske ikke have modstaaet Tiden og Forgængeligheden, men snart staaet med Kirker uden Tag og Huse uden Prydelser og øde, tomme Gader ligesom denne. Saa var det dog bedre, den endnu var bevaret i al sin Herlighed nede i det skjulte.

„Det var godt, at det gik, som det gik,” tænkte han. „Havde jeg Magt til at frelse Byen, tror jeg ikke, jeg vilde gøre det.“ Og saa sørgede han ikke mere over den Ting.

Og der er vist mange blandt de unge, der tænker saadan. Men naar man bliver gammel og har maattet vænne sig til at være tilfreds med lidt, da glæder man sig mere over det Visby, der er, end over et skønt Vineta paa Havsens Bund.