Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/14
XIV
SAGNET OM SMAALAND.
Tirsdag 12. April.
Vildgæssene havde haft en god Rejse over Havet og var slaaet ned i Tjust Herred i det nordlige Smaaland. Det Herred saa ud, som om det ikke kunde bestemme sig til, om det vilde være Land eller Hav. Alle Vegne gik Havbugterne ind og skar Landet itu i Øer og Halvøer, i Odder og Næs. Havet var saa paatrængende, at det eneste, der kunde holde sig oppe, var Høje og Klipper. Alt Lavland var skjult under Havfladen.
Det var Aften, da Vildgæssene kom ind fra Havet, og det bakkede Land laa smukt imellem de blinkende Fjorde. Hist og her paa Øerne saa Drengen Huse og Hytter, og jo længere han kom ind imod Land, jo større og bedre blev Husene. Tilsidst voksede de til store, hvide Herregaarde. Langs Kysten stod der som oftest en Krans af Træer, indenfor den laa der Marker, og oppe paa Toppen af de smaa Høje tog Træerne fat igen. Han kunde ikke lade være at tænke paa Bleking. Her var igen et Sted, hvor Land og Hav mødtes paa saadan en stille, smuk Maade og ligesom søgte at vise hinanden det bedste og smukkeste, de havde.
Vildgæssene slog ned paa en nøgen Holm langt inde i Gaasefjorden. Ved første Blik ind mod Kysten saa de, at Foraaret havde gjort store Fremskridt, mens de var ude paa Øerne. De store, prægtige Træer var endnu ikke udsprungne, men Jorden under dem var broget af Guldstjerner og blaa og hvide Anemoner.
Da Vildgæssene saa Blomstertæppet, blev de bange for, at de var bleven for længe i den sydlige Del af Landet. Akka sagde straks, at der var ikke Tid til at opsøge nogen af deres Hvilepladser i Smaaland. Allerede næste Morgen maatte de drage nordpaa over Ostergötland.
Drengen vilde altsaa ikke faa noget af Smaaland at se, og det kunde han ikke lade være at ærgre sig over. Der var ikke nogen af de andre Landsdele, han havde hørt saa megen Tale om som Smaaland, og han vilde saa gerne have set det med sine egne Øjne.
Sidste Sommer, da han tjente som Gaasedreng hos en Bonde i Nærheden af Jordberga, var han næsten hver Dag kommen sammen med et Par fattige Smaalandsbørn, der ogsaa vogtede Gæs. De Børn havde drillet ham saa rent forskrækkeligt med deres Smaaland.
Det var nu for Resten Synd at sige, at Aase Gaasepige havde drillet ham. Hun var altfor klog til det. Men den, der kunde drille, saa det forslog noget, det var hendes Broder, lille Mads.
„Har du hørt, hvordan det gik til, da Smaaland og Skaane blev skabt, Niels Gaasedreng?“ spurgte han for Eksempel, og da Niels Holgersen sagde nej, gav han sig straks til at fortælle det gamle Skæmtesagn.
„Ja, ser du, det var dengang Vorherre var i Færd med at skabe Verden. Bedst som han sad og arbejdede, kom Sankt Peter forbi. Han blev staaende og saa til, og saa spurgte han, om det var et svært Stykke Arbejde. ‚Aa ja, helt let er det ikke,’ sagde Vorherre. Sankt Peter blev staaende lidt endnu, og da han saa, hvor let det gik at gøre det ene Land færdigt efter det andet, fik han ogsaa Lyst at prøve. ‚Trænger du ikke til at hvile dig lidt?’ sagde Sankt Peter, ‚saa kunde jeg besørge Arbejdet for dig imens.’ Men det vilde Vorherre ikke. ‚Jeg ved ikke, om du er saa dreven. i Kunsten, at jeg tør betro dig at tage fat, hvor jeg holder op,’ svarede han. Da blev Sankt Peter fornærmet og sagde, at han troede da nok, han kunde skabe ligesaa gode Lande som Vorherre selv.
Nu traf det sig saadan, at Vorherre lige var i Færd med at skabe Smaaland. Det var ikke engang halvfærdigt, men det saa ud til at blive et aldeles dejligt og frugtbart Land. Vorherre havde ondt ved at sige nej til Sankt Peter, og han tænkte vel for Resten, at det, der var saa godt begyndt, kunde vist ingen ødelægge. Derfor sagde han: ‚Vil du som jeg, saa skal vi se, hvem af os der forstaar sig bedst paa denne Slags Arbejde. Du, der kun er Begynder, skal gøre det færdigt, som jeg har begyndt paa, og jeg skal skabe et nyt Land.’ Det gik Sankt Peter straks ind paa, og saa gav de sig til at arbejde hver paa sit Sted.
Vorherre flyttede sig lidt ned imod Syd, og der tog han sig over at skabe Skaane. Det varede ikke længe, før han var færdig, og saa spurgte han Sankt Peter, om han var færdig og vilde komme og se paa hans Arbejde. ‚Jeg har mit i Orden for længe siden,’ sagde Sankt Peter, og man kunde høre paa hans Stemme, hvor tilfreds han var med, hvad han havde udrettet.
Da Sankt Peter saa Skaane, maatte han indrømme, at det Land var der ikke andet end godt at sige om. Det var et frugtbart Land, let at dyrke, med store Sletter, hvor han saa hen, og knap et Tilløb til Bjerge. Man kunde se, at Vorherre havde ment at lave det saadan, at der var godt at være. ‚Ja, det er et rigtig godt Land,’ sagde Sankt Peter, ‚men jeg tror dog nok, at mit er bedre.’ — ‚Lad os saa gaa hen og se paa det,’ sagde Vorherre.
Da Sankt Peter begyndte paa Arbejdet, var Landet allerede færdigt mod Nord og Øst, men den sydlige og vestlige Del og hele det Indre af Landet havde han faaet Lov at skabe paa egen Haand. Da nu Vorherre kom derop, hvor Sankt Peter havde arbejdet, blev han saa forskrækket, at han pludselig stod stille og sagde: ‚Hvordan i Alverden har du baaret dig ad med det Land, Sankt Peter?’
Sankt Peter stod ogsaa og saa sig forundret om. Han havde haft den Tanke, at der ikke var noget saa godt for et Land som megen Varme. Derfor havde han samlet en umaadelig Masse Stene og Klipper sammen og muret et Højland op, og det havde han gjort, for at det skulde komme tæt op til Solen og faa rigtig godt af Solvarmen. Ovenpaa Stenmasserne havde han bredt et tyndt Lag Muldjord, og saa havde han troet, det hele var klappet og klart.
Men mens han var nede i Skaane, var der faldet et Par stærke Regnbyger, og mere behøvedes der ikke for at vise, hvad hans Arbejde duede til. Da Vorherre kom for at tage Landet i Øjesyn, var al Muldjorden skyllet bort, og den nøgne Klippegrund stak frem overalt. Hvor det var bedst, laa der Ler og tungt Grus ovenpaa Klippen, men det saa' saa magert ud, at ethvert Barn kunde begribe, der knap kunde gro andet end Gran og Enebær og en Smule Mos og Lyng. Hvad der var rigeligt med, det var Vand. Det fyldte alle Kløfter i Klippen, og Søer, Aaer og Bække saa man alle Vegne, for ikke at tale om Moser og Kær, der bredte sig over store Strækninger. Og det harmeligste var, at mens nogle Egne havde Overflod af Vand, var der andre Steder saa smaat med det, at store Stykker Jord laa hen som golde Heder, hvor Jord og Sand ved mindste Vindpust hvirvlede i Vejret.
‚Hvad har du dog ment med at skabe saadan et Land?’ sagde Vorherre, og Sankt Peter undskyldte sig og sagde, at han havde bygget Landet saa højt i Vejret, for at det skulde faa godt af Solvaarmnen. ‚Men saa faar det jo ogsaa des mere af Nattekulden,’ sagde Vorherre, ‚for den kommer ogsaa fra Himlen. Jeg er bange for, at den Smule, der kan gro her, fryser væk.’
Det havde Sankt Peter naturligvis ikke tænkt paa.
‚Ja, det bliver et fattigt Land, hvor Frosten binder Jorden,’ sagde Vorherre, ‚det er der ikke noget at gøre ved.’
Da lille Mads var kommen hertil i Historien, afbrød Aase Gaasepige ham. „Jeg kan ikke lide, du siger, der er saa usselt i Smaaland, lille Mads,” sagde hun. „Du glemmer rent, hvor megen god Jord der er. Tænk bare paa Møre Herred ovre ved Kalmar Sund! Jeg gad nok vidst, hvor der er en bedre Kornegn. Der ligger Ager ved Ager ganske som her i Skaane. Der er Jorden saa god, at jeg ikke ved, hvad der ikke skulde kunne vokse der.“
„Det kan jeg ikke gøre ved,” sagde lille Mads. „Jeg fortæller det kun saadan, som jeg har hørt det.”
„Og jeg har hørt mange sige, at et smukkere Kystland end Tjust gives der ikke. Tænk paa alle de Bugter og Øer og alle de Herregaarde og alle de Smaaskove!” sagde Aase. „Ja, det er sandt nok,“ indrømmede lille Mads. — „Og kan du ikke huske,“ vedblev Aase, „at Lærerinden sagde, at saa smuk og afvekslende en Egn som det Stykke af Smaaland, der ligger syd for Vettern, er der ikke i hele Sverige? Husk paa den dejlige Sø og de gule Kystbjerge og paa Grenna og Jönköping med Tændstikfabriken og Munksjö, og husk paa Huskvarna og alle de store Anlæg der.“ — „Ja, det er sandt nok,“ sagde lille Mads endnu engang. — „Og husk paa Visingsø, lille Mads, med Ruinerne og Egeskoven og alle de Sagn! Husk paa den Dal, som Emaaen løber igennem, med alle Byerne og Møllerne og Træmassefabrikkerne og Savværkerne og Snedkerierne.“ — „Ja, det er jo sandt nok,“ sagde lille Mads ogsaa helt betænkelig ud.
Men pludselig saa han op. „Vi er godt dumme,” sagde han. „Alt det, du der nævner, ligger jo i Vorherres Smaaland, i den Del af Landet, der allerede var færdig, inden Sankt Peter kom til. Det er jo ganske rigtigt, at der skulde være godt og smukt. Men i Sankt Peters Smaaland ser det jo saadan ud, som der staar i Historien. Og det var intet Under, at Vorherre blev bedrøvet, da han saa det,“ vedblev lille Mads, idet han fortsatte sin Historie. „Sankt Peder tabte alligevel ikke Modet, men prøvede paa at trøste Vorherre. ‚Du skal ikke tage dig det nær!’ sagde han. ‚Vent blot, til jeg faar skabt Folk, der kan opdyrke Moserne og rydde sig Agre paa Klippeskrænterne.’
Men da brast Vorherres Taalmodighed, og han sagde: ‚Nej, du kommer til at gaa ned til Skaane, som er et godt Land og let at dyrke, og skabe Skaaningen, men Smaalændingen vil jeg selv skabe.’ Og saa skabte han Smaalændingen og gjorde ham opvakt og nøjsom og glad og flittig og driftig og dygtig, saa han kunde skaffe sig Føden i sit fattige Land.”
Saa tav lille Mads, og havde nu Niels Holgersen ogsaa tiet, saa var alt gaaet godt, men det var ham umuligt at dy sig for at spørge, hvordan Sankt Peter havde skilt sig fra at skabe Skaaningen.
„Ja, hvad synes du selv?” sagde lille Mads og saa' saa spydig ud, at Niels Holgersen fo'r løs paa ham for at banke ham. Men Mads var kun en lille Knægt, og Aase Gaasepige, der var et Aar ældre, løb ham straks til Hjælp. Saa godmodig som hun ellers var, saasnart nogen rørte Broderen, fo'r hun op som en Løve. Og Niels Holgersen holdt sig for god til at slaas med en Tøs; han vendte dem Ryggen og gik sin Vej, og hele den Dag saa han ikke til den Side, hvor de to smaa Smaalændinge var.