Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/15
XV
KRAGERNE.
LERKRUKKEN.
I det sydvestlige Hjørne af Smaaland ligger et Herred, der hedder Sunnerbo. Det er et ganske fladt og jævnt Land, og den, der ser det om Vinteren, naar det er dækket med Sne, kan ikke tænke andet, end at der under Sneen ligger pløjede Brakmarker, grønne Rugmarker og slaaede Kløverenge som ellers i Sletteegne. Men naar omsider Sneen tøer i Sunnerbo i Begyndelsen af April, viser det sig, at det, der ligger gemt under den, ikke er andet end golde Sandheder, nøgne Klipper og store, side Moser. Agre er der nok hist og her, men de er saa smaa, at man knap lægger Mærke til dem, og smaa, graa eller røde Bønderhuse er der ogsaa, men de ligger gerne skjult i en Birkelund, næsten som om de var bange for at vise sig.
Hvor Sunnerbo Herred støder op til Hallands Grænse, er der en saa vældig Sandhede, at den, der staar ved den ene Ende, ikke kan se over til den modsatte Side. Paa hele Heden vokser der ikke andet end Lyng, og det vilde heller ikke være let at faa andre Planter til at trives der. Allerførst maatte man da rydde Lyngen, for den har det saadan, at skønt den kun har en lille, forkrøblet Stamme, smaa, forkrøblede Grene og tørre, forkrøblede Blade, bilder den sig dog ind, at den er et Træ. Derfor bærer den sig ligesaadan ad som de rigtige Træer, breder sig ud som Skove over store Strækninger, holder trofast sammen og bringer alle fremmede Planter, der vil trænge ind paa dens Omraade, til at uddø.
Det eneste Sted paa Heden, hvor Lyngen ikke er Enehersker, er en lav, stenet Aas, der gaar midt henover den. Dér vokser baade Enebærbuske, Rønnebærtræer og nogle store smukke Birke. Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, laa der ogsaa et Hus med en lille, ryddet Plet Jord omkring, men de Folk, der engang havde boet der, var af en eller anden Grund flyttet derfra. Det lille Hus stod tomt, og Ageren laa udyrket hen.
Da Folkene havde forladt Huset, havde de lukket Spjældet, sat Vindueskrogene paa og laaset Døren. Men de havde ikke tænkt paa, at der var slaaet en Rude ud i Vinduet og en Klud stoppet i Hullet. Et Par Somres Regn havde skørnet Kluden, til den faldt fra hinanden, og tilsidst var det lykkedes en Krage at pille den ud.
 Husmandshytte i Smaaland |
Aasen paa Lyngheden var nemlig ikke saa folketom, som man skulde tro; den var beboet af et stort Kragefolk. Kragerne boede der naturligvis ikke hele Aaret rundt. De rejste udenlands om Vinteren, om Efteraaret fløj de fra den ene Ager til den anden i hele Götaland og hakkede Korn op, om Sommeren spredte de sig over Gaardene i Sunnerbo Herred, og levede af Æg, Bær og Fugleunger, men hvert Foraar, naar de skulde bygge Rede og lægge Æg, vendte de tilbage til Lyngheden.
Den Krage, der pillede Kluden ud af Vinduet, hed Garm Hvidfjer, men blev aldrig kaldt andet end Fumle eller Drumle eller endog Fumle-Drumle, fordi han altid bar sig dumt og klodset ad og ikke duede til andet end at gøre Nar af. Fumle-Drumle var større og stærkere end nogen af de andre Krager; men det hjalp ham ikke det mindste; han var og blev kun til Latter for de andre. Det nyttede ham heller ikke, at han var af en udmærket Slægt. Havde det gaaet rigtigt til, skulde han egentlig have været Anfører for hele Flokken; thi den Værdighed havde fra Arilds Tid tilhørt den ældste af Hvidfjerene. Men længe inden Fumle-Drumle var født, var Magten veget fra hans Slægt og var nu i Hænderne paa en vild og grusom Krage, der hed Vind-Ile.
Dette Herskerskifte kom af, at Kragerne paa Krageaasen havde faaet Lyst til at forandre Levevis. Der er vel nok dem, der tror, at alt, hvad Krage hedder, lever paa samme Maade, men dette er ganske forkert. Der er hele Kragefolk, som fører et hæderligt Liv, det vil sige, de æder kun Frø, Orme, Larver og døde Dyr, men saa er der andre, der fører et fuldstændigt Røverliv, overfalder Harekillinger og Smaafugle og plyndrer hver eneste Rede, de faar Øje paa.
De gamle Hvidfjere havde været strenge og tarvelige, og saa længe de havde anført Flokken, havde de tvunget Kragerne til at opføre sig saadan, at andre Fugle ikke havde noget at sige dem paa. Men Kragerne var talrige, og Fattigdommen iblandt dem var stor. I Længden kunde de ikke udholde en saa streng Levevis, men gjorde Oprør imod Hvidfjerene og lod Vind-Ile komme til Magten; han var den værste Redeplyndrer og Røver, som tænkes kunde, hvis da ikke hans Hustru, Vind-Kaara, var endnu værre. Under deres Styrelse havde Kragerne begyndt at føre et saadant Levned, at de nu var mere frygtede end Duehøge og Bjergugler.
Fumle-Drumle havde naturligvis ingenting at sige i Flokken. Alle var enige om, at han ikke i mindste Maade slægtede sine Forfædre paa, og at han ikke duede til Anfører. Ingen vilde have lagt Mærke til ham, hvis han ikke bestandig havde gjort nye Dumheder. Nogle, der var meget kloge, sagde sommetider, at det var vist en Lykke for Fumle-Drumle, at han var saadan en stakkels Tosse, for ellers turde Vind-Ile og Kaara ikke have ladet ham, der var af den gamle Høvdingeslægt, blive ved Flokken.
Nu var de derimod ganske venlige imod ham og tog ham gerne med paa deres Jagter. For saa kunde alle se, hvor meget dygtigere og modigere de var end han.
Ingen af Kragerne vidste, at det var Fumle-Drumle, der havde pillet Kluden ud af Vinduet, og havde de vidst det, vilde de være bleven grænseløs forbavsede. De havde ikke tiltroet ham saa stort Mod, at han turde nærme sig en Menneskebolig. Selv skulde han nok passe paa at tie med den Ting; det havde han sine gode Grunde til. Ile og Kaara behandlede ham altid godt om Dagen, og naar de andre var tilstede, men en meget mørk Nat, da deres Kammerater allerede sad paa Sovepinden, blev han overfaldet af et Par Krager og næsten hugget ihjel. Fra den Tid flyttede han sig hver Aften, naar det var blevet mørkt, fra sin sædvanlige Soveplads ind i det tomme Hus.
Nu skete det en Eftermiddag, da Kragerne allerede havde faaet deres Reder paa Krageaasen i Stand, at de gjorde et mærkeligt Fund. Vind-Ile, Fumle-Drumle og et Par andre var fløjet ned i en stor Fordybning i et Hjørne af Heden. Fordybningen var ikke andet end en Grusgrav, men Kragerne kunde ikke slaa sig til Ro med en saa simpel Forklaring; de blev ved at flyve ned i den og vende og dreje hvert Sandskorn for at komme under Vejr med, hvorfor Menneskene havde gravet den. Allebedst som nu Kragerne gik der, styrtede der en hel Del Grus ned fra den ene Side. De skyndte sig derhen og var saa heldige mellem nedstyrtede Stene og Tuer at finde en temmelig stor Lerkrukke, der var lukket med et Trælaag. De var naturligvis nysgerrige efter at se, om der var noget i den, og de prøvede baade at hugge Hul paa Krukken og at brække Laaget op, men ingen af Delene lykkedes.
De stod ganske raadvilde og saa paa Krukken, da de hørte en sige: „Skal jeg komme ned og hjælpe jer, Krager?” De kiggede op. Paa Randen af Grusgraven sad en Ræv og saa ned paa dem. Han var den smukkeste Ræv, de nogensinde havde set, baade af Farve og Skabning. Den eneste Fejl paa ham var, at han kun havde eet Øre.
„Har du Lyst til at gøre os en Tjeneste,” sagde Vind-Ile, „saa siger vi ikke nej.” Og med det samme fløj baade han og de andre op af Graven. Istedetfor hoppede Ræven derned, bed i Krukken og rev i Laaget, men han kunde heller ikke faa den op.
„Kan du begribe, hvad der er i den?” sagde Vind-Ile. Ræven rullede Krukken frem og tilbage og lyttede. „Det kan ikke være andet end Sølvpenge,” sagde han.
Dette var mer, end Kragerne havde drømt om. „Tror du, det kan være Sølv?” sagde de, og Øjnene var nærved at springe ud af Hovedet paa dem af Begærlighed, for saa underligt det lyder, er der ikke den Ting i Verden, Krager holder saa meget af som Sølvpenge.
„Hør, hvor de rasler!” sagde Ræven og rullede endnu engang Krukken rundt. „Men jeg ved blot ikke, hvordan vi skal faa fat paa dem.” — „Nej, det er vel umuligt,“ sagde Kragerne. Ræven stod og kløede sig bag Øret med det venstre Ben og spekulerede. Maaske han nu kunde faa Held til med Kragernes Hjælp at faa fat paa den Knægt, der altid slap fra ham. „Jeg ved nok en, der kunde lukke Krukken op for jer,” sagde Ræven. — „Sig det! Sig det!” raabte Kragerne og var saa ivrige, at de flagrede ned i Graven. — „Ja, det skal jeg, men først maa I love at gaa ind paa mine Betingelser,” sagde han.
Ræven fortalte nu Kragerne om Tommeltot og sagde, at hvis de kunde faa ham med ud paa Heden, var han Mand for at lukke Krukken op for dem. Men til Belønning for dette Raad forlangte han, at de skulde udlevere ham Tommeltot, saasnart han havde skaffet dem Sølvpengene. Kragerne havde ingen Grund til at spare Tommeltot, saa de slog straks til.
Alt det var det let nok at blive enige om, men værre var det at opdage, hvor Tommeltot og Vildgæssene var henne.
Vind-Ile fløj selv afsted med halvtredsindstyve Krager og sagde, han skulde nok snart være tilbage igen. Men den ene Dag gik efter den anden, uden at Kragerne paa Krageaasen saa saameget som en Fjer af ham.
KRAGERØVET.
Onsdag 13. April.
Vildgæssene var oppe ved Daggry for at faa Tid til at skaffe sig lidt Mad, inden de tiltraadte Rejsen op gennem Östergötland. Holmen i Gaasefjorden, hvor de havde sovet, var lille og nøgen, men i Vandet rundt omkring var der Planter, som de kunde spise sig mætte i. Værre var det for Drengen. Han kunde slet ikke finde noget at spise.
Som han stod der ved Daggry, sulten og forkommen, og saa sig om til alle Sider, faldt hans Blik paa nogle Egern, der legede paa en skovbevokset Odde lige ud for Klippeholmen. Det faldt ham ind, at disse Egern maaske endnu havde lidt tilbage af deres Vinterforraad, og han bad den hvide Gase føre ham over til Odden, saa han kunde tigge et Par Nødder af dem.
Den store, hvide svømmede straks over Fjorden med ham, men Ulykken vilde, at de to Egern legede saadan en morsom Leg med at jage hinanden fra Træ til Træ, saa de ikke havde Tanke for Drengen. Han løb bagefter, og Gasen, der blev liggende ved Stranden, tabte ham snart af Sigte.
Drengen gik og vadede mellem nogle hvide Anemoner, der var saa høje, at de naaede ham helt op til Hagen, da han mærkede, at nogen tog fat i ham bagfra og prøvede paa at løfte ham i Vejret. Han vendte sig om og saa, at en Krage havde slaaet sin Klo i hans Skjortelinning. Han søgte at rive sig løs, men før det var lykkedes ham, kom der een Krage til, bed sig fast i hans ene Strømpe og rev ham omkuld.
Havde Niels Holgersen nu straks raabt om Hjælp, kunde den hvide Gase ganske sikkert have reddet ham, men Drengen mente sagtens, at han maatte kunne klare sig paa egen Haand overfor et Par Krager. Han sparkede og slog, men Kragerne slap ikke Taget, og det lykkedes dem at hæve sig op i Luften med ham. Men de var saa uforsigtige, at hans Hoved stødte mod en Gren. Han fik et haardt Slag lige over Issen, det sortnede for hans Øjne, og han tabte Bevidstheden.
Da han igen slog Øjnene op, var han højt oppe over Jorden. Hans Bevidsthed vendte langsomt tilbage, og i Begyndelsen vidste han hverken, hvor han var, eller hvad han saa. Naar han vendte Blikket nedad, saa det ud, som om der nedenunder ham bredte sig et uhyre, uldent Tæppe, der var vævet af grønt og brunt i store, uregelmæssige Mønstre. Tæppet var tykt og dejligt, men han syntes, det var Synd, der var holdt saa daarligt Hus med det. Det var ligefrem pjaltet, der var lange Revner tværs over det, og paa sine Steder var der revet store Stykker af. Og det mærkeligste var, at det saa ud, som om det var bredt over et Spejlgulv, for gennem Hullerne og Revnerne i Tæppet glimtede der blankt og skinnende Glas.
Det næste, Drengen lagde Mærke til, var, at Solen kom rullende op paa Himlen. Straks begyndte Spejlglasset under Hullerne og Revnerne i Tæppet at skinne i rødt og Guld. Det saa dejligt ud, og Drengen glædede sig over de smukke Farvetoner, skønt han ikke rigtig kunde forstaa, hvad det var, han saa. Men nu dalede Kragerne, og pludselig gik det op for ham, at det store Tæppe under ham var Jorden, der var dækket af grøn Naaleskov og brun, nøgen Lovskov, og at Hullerne og Revnerne var blinkende Fjorde og Smaasøer.
Han kom til at tænke paa, at første Gang han fløj gennem Luften, syntes han, det skaanske Land saa ud som et tærnet Tørklæde. Men dette, som lignede et pjaltet Tæppe, hvad kunde det være for et Land?
Han spurgte sig selv om en hel Mængde Ting. Hvorfor sad han ikke paa Ryggen af den hvide Gase? Hvorfor fløj der en stor Kragesværm rundt om ham? Og hvorfor blev der revet og slidt saadan i ham, at han var nærved at gaa af Led?
Pludselig stod det altsammen klart for ham. Han var bleven bortført af et Par Krager. Den hvide Gase laa endnu og ventede ved Stranden, og Vildgæssene skulde i Dag rejse op igennem Ostergötland. Selv blev han ført mod Sydvest, det kunde han vide deraf, at han havde Solskiven bag sig. Og det store Skovtæppe, der laa under ham, var ganske sikkert Smaaland.
„Hvordan skal det nu gaa den hvide Gase, naar jeg ikke kan passe paa ham?“ tænkte Drengen og raabte med det samme til Kragerne, at de øjeblikkelig skulde bringe ham tilbage til Vildgæssene. For sit eget Vedkommende var han slet ikke bange. Han troede, det kun var af ren Kaadhed, de havde bortført ham.
Kragerne brød sig ikke det mindste om hans Forlangende, men fløj afsted saa hurtig, de kunde. Da de havde fløjet lidt, smældede en af dem med Vingerne paa den Maade, der betyder: „Giv Agt! Fare!“ Straks efter dukkede de ned i en Granskov, trængte gennem de tætte Grene helt ned til Skovbunden og satte Drengen under en stor Gran, hvor han var saa godt gemt, at ikke engang en Falk kunde have faaet Øje paa ham.
Halvtredsindstyve Krager stillede sig i Kreds om Drengen med Næbbene rettede imod ham for at bevogte ham. „Naa, Krager, nu kan jeg maaske faa at vide, hvad I mener med at bortføre mig,“ sagde han. Men knap havde han talt ud, før en stor Krage hvæsede: „Ti stille, siger jeg! Ellers hakker jeg Øjnene ud paa dig.”
Kragen mente aabenbart, hvad han sagde, og der var ikke andet for Drengen at gøre end at lyde. Saa sad han og stirrede paa Kragerne, og Kragerne stirrede paa ham.
Jo længere han saa paa dem, jo mindre syntes han om dem. Det var forskrækkeligt, saa støvede og ilde tilredte deres Fjerdragter var, ganske som om de hverken kendte noget til Bade eller til Smørelse. Tæerne og Kløerne var snavsede af størknet Ler, og der sad fuldt af Madrester i Mundvigene paa dem. Det var rigtignok en anden Slags Fugle end Vildgæssene, tænkte han. Han syntes, de havde et grusomt, begærligt, spejdende og frækt Udtryk, ganske som Skurke og Landstrygere.
„Det er nok noget rigtigt Røverpak, jeg er kommen i Lag med,“ tænkte han. I det samme hørte han Vildgæssenes Lokkeraab over sig. „Hvor er du? Her er jeg. Hvor er du? Her er jeg.”
Han begreb, at Akka og de andre var fløjet ud for at lede efter ham, men inden han fik svaret dem, hvæsede den store Krage, der saa ud, som om den var Anfører for Banden, ind i Øret paa ham: „Tænk paa dine Øjne!“ Og der var ikke andet for ham at gøre end at tie.
Vildgæssene vidste aabenbart ikke, at han var dem saa nær, men var kun ved et Tilfælde kommen til at flyve over den Skov. Han hørte deres Raab endnu et Par Gange, saa døde det hen. „Ja, nu kommer du til at klare dig paa egen Haand, Niels Holgersen,“ sagde han til sig selv. „Nu skal det vise sig, om du har lært noget i disse Uger i Vildmarken.“
Noget efter gjorde Kragerne Mine til at bryde op, og da det lod til, at de ogsaa nu havde i Sinde at føre ham med paa den Maade, at en holdt ham i Skjortelinningen og en i Strømpen, sagde Drengen: „Er der ingen af jer Krager, der er saa stærk, at han kan bære mig paa sin Ryg? I har allerede handlet saa ilde med mig, at jeg er til Mode, som om jeg var gaaet i Stykker. Lad mig blot ride! Jeg skal ikke styrte mig ned fra Krageryggen, det lover jeg jer.”
„Du tror da ikke, vi bryder os noget om, hvordan du har det,“ sagde Anføreren, men nu traadte den største af Kragerne, en tjavset og klodset en med en hvid Fjer i Vingen, frem og sagde: „Vi er dog allesammen bedst tjent med at faa en hel Tommeltot i Stedet for en halv hjem med os, saa jeg vil gerne prøve at bære ham paa Ryggen.” — „Ja, kan du det, Fumle-Drumle, saa har jeg ikke noget imod det,“ sagde Vind-Ile. „Men tab ham ikke!”
Hermed var allerede meget vundet, og Drengen var igen frisk til Mode. „Det kan ikke nytte, at jeg taber Humøret, fordi jeg er bleven stjaalet af Kragerne,” tænkte han. „Jeg maa da nok kunde klare mig med de Stoddere.“
Kragerne fløj stadig henover Smaaland i sydvestlig Retning. Det var en dejlig Morgen, solvarm og stille, og Fuglene nede paa Jorden havde travlt med at synge deres Frierviser. I en mørk, højstammet Skov sad selve Droslen med hængende Vinger og svulmende Strube oppe i en Grantop og slog sin klare Trille. „Hvor du er smuk! Hvor du er smuk! Hvor du er smuk!“ sang han. „Ingen er saa smuk. Ingen er saa smuk. Ingen er saa smuk.” Og saa snart han havde sunget Visen til Ende, begyndte han forfra.
Men Drengen fløj netop henover Skoven, og da han havde hørt Visen et Par Gange og mærkede, at Droslen ikke kunde flere, satte han Hænderne for Munden som en Lur og raabte ned: „Det har vi hørt før. Det har vi hørt før.” — „Hvem er det? Hvem er det? Hvem er det? Hvem gør Nar af mig?” spurgte Droslen og prøvede paa at faa Øje paa den, der raabte. — „Det er Kragerøvet, der gør Nar af din Vise,” svarede Drengen. I det samme drejede Kragehøvdingen Hovedet og sagde: „Pas paa dine Øjne, Tommeltot!“ Men Drengen tænkte: „Nej, det bryder jeg mig ikke noget om. Jeg vil netop vise, at jeg ikke er bange for dig.“
De fløj længere og længere ind i Landet, og alle Vegne var der Skove og Søer. I en lille Birkeskov sad Skovduen paa en nøgen Gren, og foran den stod Durikken. Han pustede Fjerene op, krummede Nakken, hævede og sænkede Kroppen, saa Brystfjerene brusede imod Grenen. Og hele Tiden kurrede han: „Du, du, du er den smukkeste i Skoven. Ingen i Skoven er saa smuk som du, du, du.”
Men oppe i Luften fløj Drengen forbi, og da han hørte Durikken, kunde han ikke holde sig i Skindet. „Tro ham ikke! Tro ham ikke!“ raabte han.
„Hvem, hvem, hvem er det, der lyver mig paa?” kurrede Durikken og anstrengte sig for at faa Øje paa den, der raabte til ham. — „Det er Kragesnappet, der lyver dig paa,“ svarede Drengen. Atter vendte Vind-Ile Hovedet om imod Drengen og befalede ham at tie, men Fumle-Drumle, der bar ham, sagde: „Lad ham bare snakke, saa tror Smaafuglene, at vi Krager er bleven opvakte og vittige Fugle!” — „Saa dumme er de vel ikke,” sagde Vind-Ile, men det var tydeligt, at han syntes godt om Tanken, for nu lod han Drengen raabe, saa meget han vilde.
Det var mest Skov og Krat, de fløj hen over, men der var naturligvis ogsaa baade Kirker og Landsbyer og Smaahytter i Skovbrynet. Eet Sted saa de en hyggelig, gammel Herregaard. Den laa med Skoven bag sig og Søen foran, havde røde Mure og takkede Gavle, vældige Ahorntræer rundt om Gaardspladsen og store, tætte Stikkelsbærbuske i Haven. Øverst oppe paa Vejrhanen sad Stæren og sang, saa hver eneste Tone naaede ind til Hunnen, der laa paa Æg i Stærekassen i Pæretræet. „Vi har fire smaa, kønne Æg,” sang Stæren. „Vi har fire smaa, kønne, runde Æg. Vi har hele Reden fuld af dejlige Æg.”
Da Stæren sang den Vise for tusende Gang, fløj Drengen over Gaarden. Han holdt Hænderne for Munden som et Rør og raabte: „Skaderne ta'r dem. Skaderne ta'r dem.”
„Hvem er det, der vil skræmme mig?“ spurgte Stæren og flagrede uroligt med Vingerne. — „Det er Kragefangen, der skræmmer dig,” sagde Drengen. Denne Gang tyssede Kragehøvdingen ikke paa Drengen. Tværtimod morede baade han og hele Flokken sig saa godt, at de skrattede af Fornøjelse.
Jo længere de korn ind i Landet, jo større blev Søerne, og jo rigere blev de paa Øer og Holme. Og paa Bredden af en Sø stod Vildandrikken og gjorde Komplimenter for Vildandene. „Jeg skal være dig tro alle mine Dage. Jeg skal være dig tro alle mine Dage,” sagde Andrikken. — „Varer ikke Sommeren ud,” raabte Drengen, der fløj forbi. — „Hvad er du for en?” raabte Andrikken. — „Jeg hedder Kragestjaalen,” skreg Drengen.
Ved Middagstid slog Kragerne ned paa en Eng. De fløj om og skaffede sig Føde, men der var ingen af dem, der tænkte paa at give Drengen noget. Saa kom Fumle-Drumle flyvende hen til Høvdingen med en vild Rosenkvist, hvorpaa der sad nogle Hyben. „Her er noget til dig, Vind-Ile,” sagde han. „Det er dejlig Mad, som du kan have godt af.” Vind-Ile fnøs foragteligt. „Tror du, jeg spiser gamle, tørre Hyben?” sagde han. — „Og jeg, som troede, du vilde blive saa glad over dem,“ sagde Fumle-Drumle og kastede Hybengrenen bort ligesom i Ærgrelse. Men den faldt lige for Fødderne af Drengen, og han var ikke sen til at snappe den og spise sig mæt.
Da Kragerne havde spist, gav de sig til at snakke. „Hvad tænker du paa, Vind-Ile? Du er saa stille i Dag,” sagde en af dem til Anføreren. — „Aa, jeg tænker saamænd paa, at her paa Egnen var der engang en Høne, der holdt saa meget af sin Madmoder, og for rigtig at fornøje hende gik den og lagde en Redefuld Æg og gemte dem under Staldgulvet. I al den Tid hun rugede, laa hun og frydede sig ved at tænke paa, hvor glad Husmoderen vilde blive over Kyllingerne. Husmoderen kunde slet ikke begribe, hvor Hønen var henne i al den Tid. Hun ledte efter den, men kunde ikke finde den. Kan du gætte, Langnæb, hvem der fandt den og Æggene?“
»Det er ikke umuligt, at jeg kan gætte det, Vind-Ile, men naar du fortæller det, saa vil jeg ogsaa fortælle noget. Kan I huske den store, sorte Kat i Hinneryd Præstegaard? Hun var vred paa Familien, fordi de altid tog de nyfødte Killinger fra hende og druknede dem. Kun en eneste Gang lykkedes det hende at gemme dem, og det var, da hun havde lagt dem i en Halmstak ude i Marken. Hun var saa glad over sine Killinger, men jeg tror nok, jeg fik mere Glæde af dem end hun.”
Nu blev de allesammen saa ivrige, at de talte i Munden paa hinanden. „Skal det kaldes en Kunst at stjæle Æg og Kattekillinger?“ sagde en. „Jeg har engang jaget en Harekilling, der næsten var voksen. Jeg maatte flyve efter den fra Busk til Busk.” Længere kom hun ikke, før en faldt hende i Talen. „Ja, det kan jo være godt nok at drille Høns og Katte, men jeg synes dog, det er endnu mærkeligere, at en Krage kan volde et Menneske Fortræd. Jeg stjal engang en Sølvske …”
Men nu syntes Drengen dog, han var for god til at sidde og høre paa den Snak. „Nej, hør nu, Krager,“ sagde han, „skamme jer skulde I for at fortælle alle jeres slemme Streger. Nu har jeg levet iblandt Vildgæs i tre Uger, og af dem har jeg hverken set eller hørt andet end godt. I maa have en daarlig Høvding, at han saadan lader jer røve og myrde. I skulde lægge jer efter at leve paa en anden Maade, for jeg kan fortælle jer, at Menneskene er saa lede og kede af jeres Ondskab, at de af alle Kræfter søger at udrydde jer. Og saa tager det en Ende med Forskrækkelse.”
Da Vind-Ile og de andre Krager hørte dette, blev de saa vrede, at de vilde styrte sig over Drengen og sønderrive ham. Men Fumle-Drumle lo og skrattede og stillede sig foran ham. „Nej, nej, nej,” sagde han og lod, som om han blev forskrækket. „Hvad tror I, Vind-Kaara vil sige, hvis I sønderriver Tommeltot, inden han har skaffet os Sølvpengene?” — „Naa, saa du er bange for Kvindfolk, Fumle-Drumle,“ sagde Ile, men baade han og de andre lod da Tommeltot i Fred.
Kort efter drog Kragerne videre. Hidtil havde Drengen tænkt ved sig selv, at Smaaland dog ikke var saa fattigt et Land, som han havde hørt. Det var nok skovrigt og fuldt af Bjergaase, men langs Aaerne og Søerne laa der dyrkede Marker, og rigtige Ødemarker havde han endnu ikke truffet paa. Men jo længere de kom ind i Landet, jo sparsommere blev det med Landsbyer og Huse. Tilsidst syntes han, det var et helt Ørkenland, han fløj henover, hvor han ikke saa andet end Moser og Heder og Enebærbakker.
Solen var gaaet ned, men det var endnu lys Dag, da Kragerne naaede den store Lynghede. Vind-Ile sendte en Krage i Forvejen for at melde, at han kom hjem med Sejr, og da det spurgtes, drog Vind-Kaara med flere hundrede Krager fra Krageaasen de hjemvendende i Møde. Midt under den bedøvende Skratten, som Kragerne istemte, da de mødtes, sagde Fumle-Drumle til Drengen: „Du har været saa munter og glad paa hele Turen, at jeg godt kan lide dig. Derfor vil jeg give dig et Raad. Saasnart vi slaa ned, beder de dig om at gøre et Arbejde, som du maaske finder meget let. Men vogt dig for at gøre det!“
Straks efter satte Fumle-Drumle Niels Holgersen ned paa Bunden af en Sandgrav. Drengen kastede sig ned og blev liggende, som om han var helt ødelagt af Træthed. Der flagrede saa mange Krager rundt om ham, at det brusede i Luften som en Storm, men han saa ikke i Vejret.
„Tommeltot,“ sagde Vind-Ile, „rejs dig nu! Du skal hjælpe os med noget, der er meget nemt for dig.”
Men Drengen rørte sig ikke; han lod, som han sov. Saa tog Vind-Ile ham ved Armen og slæbte ham henad Sandet til en Lerkrukke af en gammeldags Form, der stod midt i Graven. „Rejs dig, Tommeltot,” sagde han, „og luk denne Krukke op!“ — „Hvorfor kan jeg ikke faa Lov at sove?” sagde Drengen. „Jeg er for træt til at gøre noget i Aften. Vent til i Morgen!“
„Luk Krukken op!” sagde Vind-Ile og ruskede i ham. Saa rejste Drengen sig op og mønstrede Krukken. „Hvor tror I, jeg stakkels Barn kan lukke saadan en Krukke op? Den er jo ligesaa stor som jeg selv.“ — „Luk den op!“ kommanderede Vind-Ile endnu engang, „Ellers gaar det dig ilde.“ Drengen rejste sig, vaklede hen til Krukken, følte paa Laaget og lod Armene synke. „Jeg har ellers ikke saa daarlige Kræfter,” sagde han. „Vil I bare lade mig sove til i Morgen, tror jeg nok, jeg kan faa Bugt med det Laag.”
Men Vind-Ile var utaalmodig og fo'r hen og nappede Drengen i Benet. Den Behandling vilde Drengen dog ikke finde sig i af en Krage. Han rev sig hurtig løs, gik et Par Skridt baglænds, trak sin Kniv af Skeden og holdt den udstrakt foran sig. „Tag dig i Vare!” raabte han til Vind-Ile.
Men denne var saa opbragt, at han ikke lod sig skræmme af Faren. Blind af Raseri styrtede han løs paa Drengen og fo'r lige imod Kniven, saa den gennem Øjet trængte ham ind i Hjernen. Drengen trak hurtigt Kniven til sig, men Vind-Ile slog kun ud med Vingerne. Saa sank han om og var død.
„Vind-Ile er død! Den fremmede har dræbt vor Høvding, Vind-Ile!“ raabte de Krager, der stod nærmest, og saa rejste der sig et forfærdeligt Spektakel. Nogle jamrede, andre raabte paa Hævn. Alle løb de eller flagrede hen imod Drengen med Fumle-Drumle i Spidsen. Men han bar sig som sædvanlig tosset ad. Han flagrede kun med udbredte Vinger over Drengen og forhindrede de andre i at komme til at bore Næbbene i ham.
Nu syntes Drengen jo nok, han var i en slem Knibe. Han kunde ikke løbe sin Vej fra Kragerne, og der var ikke noget Sted, hvor han kunde skjule sig. Men saa kom han i Tanker om Lerkrukken. Han tog et rask Tag i Laaget og rev det af. Saa sprang han op i Krukken for at skjule sig i den. Men det var et daarligt Skjulested, for den var næsten fyldt til Randen med smaa tynde Sølvmønter: Drengen kunde ikke komme dybt nok ned i den. Saa bukkede han sig ned og gav sig til at kaste Sølvmønterne ud.
I al den Tid havde Kragerne flagret om ham i en tæt Sværm og hugget efter ham, men saasnart han begyndte at kaste Sølvpengene ud, glemte de øjeblikkelig deres Hævnlyst og skyndte sig at snappe dem. Drengen slængte Pengene ud i Haandfuldevis, og alle Kragerne, ja selv Vind-Kaara, løb efter dem. Og saasnart en var saa heldig at faa fat i en Mønt, fløj han saa hurtig som muligt hjem til sin Rede for at gemme den.
Da Drengen havde kastet alle Sølvpengene ud af Krukken, saa han op. Der var kun en eneste Krage tilbage i Sandgraven. Det var Fumle-Drumle med den hvide Fjer i Vingen, han, der havde baaret ham. „Du har gjort mig en større Tjeneste, Tommeltot, end du selv ved af,“ sagde Kragen med en helt anden Stemme og et helt andet Tonefald end før, „og jeg vil frelse dit Liv. Sæt dig op paa min Ryg, saa skal jeg bringe dig hen til et Skjulested, hvor du kan være sikker Natten over. I Morgen skal jeg nok sørge for, at du kommer tilbage til Vildgæssene.“
HYTTEN.
Torsdag 14. April.
Da Drengen vaagnede næste Morgen, laa han paa en Seng. Da han saa, at han var inden Døre med Fire Vægge om sig og Tag over Hovedet, troede han, han var hjemme. „Nu kommer Moder nok snart med Kaffe,” mumlede han halvt i Søvne. Men saa huskede han, at han var i en tom Hytte paa Krageaasen, og at Fumle-Drumle med den hvide Fjer havde bragt ham derhen Aftenen i Forvejen.
Drengen var øm i hele Kroppen efter den Rejse, han havde gjort den foregaaende Dag, og han syntes, det var rart at ligge stille, mens han ventede paa Fumle-Drumle, der havde lovet at komme og hente ham.
Der var Gardiner af tærnet Bomuldstøj for Sengen, og han skød dem til Side for at se ud i Stuen. Han var straks klar over, at et Hus som dette havde han aldrig set Mage til. Væggene bestod kun af et Par Rækker Bjælker; saa begyndte Taget. Der var ikke noget Loft, saa han kunde se helt op til Tagryggen. Hele Huset var saa lille, at det snarere saa ud til at være bygget til Folk af hans Slags end til rigtige Mennesker, men alligevel var Ildstedet og Muren derom gjort saa store, at han aldrig syntes, han havde set dem større. Indgangsdøren var paa den ene Gavlvæg ved Siden af Ildstedet og var saa smal, at den nærmest lignede en Luge. Paa den anden Gavlvæg saa han et lavt og bredt Vindue med mange smaa Ruder. Der var næsten ingen rørlige Møbler i Stuen. Bænken ved den ene Langside og Bordet under Vinduet var vægfaste, og det var ogsaa den store Seng, hvor han laa, og Vægskabet med de brogede Blomster.
Drengen kunde ikke lade være at spekulere paa, hvem der ejede det Hus, og hvorfor det stod tomt. Det saa egentlig ud, som om de Folk, der havde boet der, havde haft i Sinde at komme tilbage. Kaffekedlen og Grødgryden stod endnu paa Ildstedet, og der laa lidt Brænde i Ovnkrogen. Ildragen og Brødspaden stod i en Krog, Spinderokken var stillet op paa en Bænk, paa Hylden over Vinduet laa der Blaar og Hør, et Par Fed Garn, et Tællelys og et Bundt Tændstikker.
Ja, det saa rigtignok ud, som om de, der ejede Huset, havde haft i Sinde at komme tilbage. Der var Sengklæder i Sengen, og paa Væggen sad der endnu lange Tøjstrimler, hvor der var malet tre Mænd til Hest, der hed Kaspar, Melkior og Baltasar. De samme Heste og de samme Ryttere var afbildede mangfoldige Gange. De red hele Stuen rundt og fortsatte deres Ridt helt op ad Tagbjælkerne.
Men pludselig fik Drengen Øje paa noget oppe i Loftet, der bragte ham paa Benene i en Fart. Det var et Par tørre Fladbrød, der hang paa en Stang. De saa jo nok noget gamle og muldne ud, men Brød var det da. Han slog til dem med Brødspaden, saa der faldt et Stykke ned. Han spiste og stoppede sin Pose fuld. Det var alligevel forbavsende, hvor Brød smagte godt.
Han saa sig endnu en Gang om i Hytten for at opdage, om der ikke skulde være andet, han kunde have Gavn af at tage med. „Jeg maa da have Lov at tage, hvad jeg trænger til, naar ingen anden bryder sig om det,” tænkte han. Men det meste var for stort og tungt. Det eneste, han kunde føre med sig, skulde da være et Par Tændstikker.
Han kravlede op paa Bordet og svang sig saa ved Hjælp af Gardinerne op paa Vindueshylden. Mens han stod der og stoppede Tændstikkerne i sin Pose, kom Kragen med den hvide Fjer ind ad Vinduet.
„Ja, her er jeg,“ sagde Fumle-Drumle og slog ned paa Bordet. „Jeg kunde ikke komme før, fordi vi Krager i Dag har valgt en ny Høvding i Stedet for Vind-Ile.” — „Hvem har I saa valgt?“ sagde Drengen. — „Aa, vi har valgt en, der ikke vil tillade Røveri og Uretfærdighed. Vi har valgt Garm Hvidfjer, der før blev kaldt Fumle-Drumle,“ svarede han og knejsede, saa han saa helt majestætisk ud. — „Det var et godt Valg,” sagde Drengen og ønskede ham til Lykke. — „Ja, du kan nok ønske mig til Lykke,“ sagde Garm og gav sig til at fortælle Drengen om alt, hvad han havde maattet døje af Vind-Ile og Kaara.
Midt under dette hørte Drengen udenfor Vinduet en Stemme, som han syntes, han skulde kende. „Er det her, han er?“ spurgte Mikkel Ræv. — „Ja, her er han gemt,” svarede en Kragestemme. — „Tag dig i Agt, Tommeltot!” raabte Garm. „Vind-Kaara staar udenfor med den Ræv, der vil æde dig.“ Mer fik han ikke sagt, før Mikkel sprang imod Vinduet. De gamle raadne Vinduessprosser gav efter, og et Øjeblik efter stod Mikkel paa Bordet under Vinduet. Garm Hvidfjer, der ikke fik Tid til at flygte, blev bidt ihjel paa Stedet. Saa sprang Mikkel ned paa Gulvet og saa sig om efter Drengen.
Denne prøvede at skjule sig bag ved en stor Tot Blaar, men Mikkel havde allerede set ham og krummede sig sammen for at sætte i Spring. Og Stuen var saa lille og lav, at det var Drengen klart, at Ræven uden mindste Vanskelighed kunde naa ham. Men i dette Øjeblik var Drengen ikke uden Forsvarsvaaben. Hurtig strøg han en Tændstik, stak den hen til Blaarene, og da de blussede op, kastede han dem ned paa Mikkel Ræv. Da Ræven Fik Ilden over sig, blev han greben af en vanvittig Angst. Han glemte Drengen og styrtede sanseløs ud af Hytten.
Men det kunde næsten se ud, som om Drengen kun havde undgaaet een Fare ved at styrte sig i en endnu større. Fra Blaartotten, som han kastede i Hovedet paa Mikkel, bredte Ilden sig til Sengeomhænget. Han sprang ned og søgte at kvæle den, men den havde allerede taget for stærkt fat. Stuen fyldtes hurtig af Røg, og Mikkel Ræv, der stod udenfor Vinduet, mærkede snart, hvordan det stod til derinde. „Naa, Tommeltot,” raabte han, „hvad vælger du nu, at lade dig stege eller komme ud til mig? Jeg havde jo nok mest Lyst til at æde dig, men jeg skal være glad, hvordan saa Døden faar Ram paa dig.“
Drengen kunde ikke tro andet, end at Ræven maatte faa Ret, for Ilden tog til med forfærdelig Hurtighed. Hele Sengen stod allerede i Flammer, Røg slog op fra Gulvet, og langs de malede Tøjlister krøb Ilden fra Rytter til Rytter. Drengen var sprungen op paa Ildstedet og stod og arbejdede paa at faa Laagen til Bagerovnen op, da han hørte en Nøgle blive stukket i Laasen og langsomt drejet om. Det maatte være Mennesker, der kom, og midt i sin store Nød blev han ikke bange, men kun glad. Han stod allerede paa Dørtrinnet, da Døren omsider gik op. Foran ham stod et Par Børn, men hvad Ansigt de satte op, da de saa hele Stuen i lys Lue, det gav han sig ikke Tid til at lægge Mærke til, men styrtede kun forbi dem ud i det fri.
Han turde ikke løbe langt. Han var vis paa, at Mikkel Ræv laa paa Lur, og han indsaa, han var nødt til at holde sig i Nærheden af Børnene. Han vendte sig om for at se, hvad det var for Folk, men han havde ikke set paa dem et Sekund, før han styrtede hen til dem og raabte: „Se Goddag, Aase Gaasepige! Se Goddag, lille Mads!”
For da Drengen saa Børnene, glemte han helt, hvor han var. Kragerne og det brændende Hus og Dyrene, der kunde tale, forsvandt af hans Bevidsthed. Han gik paa en Stubmark i Vester Vemmenhög og vogtede en Flok Gæs, og paa Marken ved Siden af gik de to Smaalandsbørn med deres Gæs. Og saasnart han saa dem, sprang han op paa Stengærdet og raabte: „Se Goddag, Aase Gaasepige! Se Goddag, lille Mads!”
Men da de to Børn saa saadan en lille Purk komme henimod dem med udstrakt Haand, tog de hinanden i Hænderne, gik et Par Skridt baglænds og saa ud, som om de var dødsens angst
Da Drengen saa deres Forskrækkelse, kom han til sig selv og huskede, hvem han var. Og saa syntes han, at det var da det værste, der kunde hænde ham, at det netop skulde være de Børn, der fik at se, at han var bleven forhekset. Han blev overvældet af Sorg og Skam over, at han ikke længer var Menneske. Han vendte sig om og flygtede. Hvorhen vidste han ikke selv.
Men da Drengen kom ned paa Heden, havde han et lykkeligt Møde. For midt i Lyngen saa han noget hvidt, og hvem skulde komme hen imod ham uden den hvide Gase i Selskab med Dunfin! Da den hvide saa Drengen komme løbende i den Fart, troede han, at Fjenderne var i Hælene paa ham. Han slængte ham hurtig op paa sin Ryg og fløj sin Vej med ham.