Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 160-169

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XVI.
DEN GAMLE BONDEKONE.

Torsdag 14. April.

Tre trætte rejsende var i den sene Aftenstund ude at søge Nattely. De drog igennem en fattig og svagt bebygget Del af det nordlige Smaaland, men en Hvileplads som den, de ønskede, skulde man dog tro, de kunde finde, for de var ikke forvænte Folk, der forlangte bløde Senge og fine Stuer. „Havde bare en af disse lange Bjergrygge en Top, der var saa stejl og høj, at en Ræv ikke kunde klatre op ad nogen af Siderne, saa havde vi en god Soveplads,” sagde en af dem. — „Var der bare ingen Is paa en af de store Moser, og var den bare saa sumpet og vaad, at ingen Ræv turde vove sig ud paa den, saa var det ogsaa et godt Nattekvarter,” sagde den anden. — „Havde bare Isen paa en af de store Søer, som vi rejser forbi, løsnet sig fra Land, saa en Ræv ikke kunde komme ud paa den, saa havde vi fundet, hvad vi søger,” sagde den tredje.

Det værste var, at, naar Solen først var nede, blev to af de rejsende saa søvnige, at de hvert Øjeblik var ved at styrte. Den tredje, der nok kunde holde sig vaagen, blev mere og mere urolig, altsom Natten nærmede sig. „Det er da en Ulykke,” tænkte han, „at vi er kommen til et Land, hvor Søer og Moser er tilfrosne, saa Ræven kan komme til alle Vegne. Andre Steder er Isen jo tøet, men nu er vi sagtens oppe i det allerkoldeste Smaaland, hvor Foraaret endnu ikke er naaet hen. Jeg begriber ikke, hvad jeg skal gøre for at Finde en god Soveplads. Finder jeg ikke et Sted, der er godt beskyttet, saa har vi Mikkel Ræv over os inden Morgen.”

Han saa sig om til alle Sider, men han saa ikke noget Sted, hvor de kunde tage ind. Og en mørk og raakold Aften var det med Blæst og Støvregn. For hvert Øjeblik der gik, blev der uhyggeligere og fælere omkring ham.

Det kan jo synes underligt, men de rejsende havde aabenbart slet ikke Lyst til at bede om Husly i en Gaard. De var allerede kommen forbi mange Landsbyer uden at banke paa en eneste Dør. Ikke engang de smaa Indsidderhuse i Skovbrynet, som fattige Vandringsmænd ellers er glade ved at træffe paa, vilde de have noget at gøre med. Man kunde næsten fristes til at sige, at det var godt nok til dem at have det slemt, naar de ikke vilde bede om Hjælp der, hvor den var at faa.

Men langt om længe, da det var saa mørkt, at den lyse Stribe i Synsranden næsten var helt forsvunden, og de to, der trængte til at sove, bevægede sig som i Halvsøvne, kom de til en Bondegaard, der laa ganske alene, langt borte fra alle Naboer. Og ikke nok med, at den laa saa ensomt, den saa ogsaa ud til at være fuldstændig ubeboet. Ingen Røg steg op fra Skorstenen, intet Lys trængte ud fra Vinduerne, intet Menneske var at se paa Gaardspladsen. Da den af de tre, der kunde holde sig vaagen, saa Stedet, tænkte han: „Nu maa det gaa, som det kan, men vi maa prøve at komme i Hus her paa Gaarden. Vi finder vist ikke noget bedre.”

Straks efter stod de alle tre inde i Gaarden. De to faldt i Søvn i samme Øjeblik, som de kom til at staa, men den tredje saa sig ivrig om for at opdage, hvor han kunde komme under Tag. Det var ikke nogen lille Gaard. Foruden Stuehus og Hestestald og Kostald var der lange Længer med Lader og Loer og Forraadskamre og Redskabsskure. Men det saa altsammen forskrækkelig usselt og forfaldent ud. Murene var graa og mosbevoksede og saa ud, som om de skulde styrte sammen. I Taget var der gabende Huller, og Dørene hang skævt paa knækkede Hængsler. Det var aabenbart længe siden, nogen der paa Stedet havde været betænkt paa saa meget som at slaa et Søm i en Væg.

Imidlertid havde han, der var vaagen, fundet ud af, hvad for et af Husene der var Kostalden. Han ruskede sine Rejsekammerater vaagne og førte dem hen til Stalddøren. Den var heldigvis kun lukket med en Krog, som han let kunde løfte af med en Pind. Han drog allerede et Lettelsens Suk ved Tanken om, at de snart var i Sikkerhed. Men da Stalddøren sprang op med en høj Piben, hørte han en Ko brøle. „Kommer I nu endelig, Madmoder?” sagde Koen. „Jeg troede ikke, I havde i Sinde at give mig nogen Mad i Aften.”

Den vaagne blev forskrækket staaende i Døren, da han mærkede, at Kostalden ikke var tom. Men han saa snart, at der kun var en eneste Ko og en tre, fire Høns, og saa fattede han Mod paa ny. „Vi er tre fattige rejsende, der gerne vil i Hus et Sted, hvor ingen Ræv kan overfalde os og ingen Mennesker fange os,” sagde han. „Vi vilde gerne vide, om dette Sted kunde passe for os.” — „Jeg kan ikke tænke mig andet,” svarede Koen. „Væggene er jo nok ringe, men endnu gaar Ræven da ikke igennem dem, og her boer ingen andre end en gammel Kone, der saamænd ikke har Kræfter til at tage nogen til Fange. Men hvad er I for nogle?” vedblev hun, idet hun drejede sig i Baasen for at se paa de nyankomne. — „Ja, jeg er Niels Holgersen fra Vester Vemmenhög; jeg er bleven forvandlet til Nisse,” svarede den første af de indtrædende, „og jeg har en tam Gaas med, som jeg plejer at ride paa, og en Graagaas.” — Saa sjældne fremmede har aldrig før været indenfor mine Døre,” sagde Koen, „og velkommen skal I være, om ogsaa jeg hellere vilde haft, det skulde været min Madmoder, der kom for at give mig Nadver.”

Drengen hjalp nu Gæssene ind i Kostalden, der var temmelig stor, og stillede dem ind i en tom Baas, hvor de øjeblikkelig faldt i Søvn. Til sig selv redte han en lille Seng af Halm og haabede, at han snart skulde gøre det samme.

Men det blev der nu ikke noget af, for den stakkels Ko, der ikke havde faaet sit Aftenfoder, kunde ikke være rolig et Øjeblik. Den ruskede i Halslænken, flyttede sig i Baasen og klagede over, at den var saa sulten. Drengen kunde ikke lukke et Øje, men laa og gennemgik i Tankerne alt, hvad der var hændt ham i de sidste Dage.

Han tænkte paa Aase Gaasepige og lille Mads, som han saa uventet havde mødt, og han blev klar over, at det lille Hus, som han var kommen til at stikke Ild paa, maatte være deres gamle Hjem i Smaaland. Han kunde jo ogsaa nok huske, at de havde fortalt ham om akkurat saadan et Hus og om den store Lynghede rundt omkring. Nu var de kommen vandrende for at se deres Hjem igen, og da de saa naaede derhen, stod det i lys Lue! Det var jo en stor Sorg, han havde forvoldt dem, og det gjorde ham meget ondt. Blev han nogensinde Menneske mere, maatte han prøve paa at give dem Erstatning for Svie og Smerte.

Saa vandrede hans Tanker til Kragerne, og da han tænkte paa Fumle-Drumle, der havde frelst hans Liv og maatte lide Døden saa kort efter, at han var valgt til Høvding, blev han saa bedrøvet, at han fik Taarer i Øjnene.

Det havde været nogle strenge Dage, de sidste. Men en stor Lykke var det da, at Gasen og Dunfin havde faaet ham opsporet.

Gasen fortalte, at saasnart Vildgæssene havde mærket, at Tommeltot var forsvunden, spurgte de alle de smaa Dyr i Skoven efter ham. De fik snart at vide, at det var en Flok Smaalandskrager, der havde bortført ham. Men Kragerne var allerede af Syne, og ingen kunde sige, hvor de havde sat Kursen hen. For at finde Drengen saa snart som muligt, havde Akka da befalet Vildgæssene at flyve ud to og to, hver til sin Side, og lede efter ham. Men enten de saa fandt ham eller ej, skulde de efter to Dages Søgen mødes i det nordvestlige Smaaland paa en høj Bjergtop, der lignede et kullet Taarn, og som hed Taberg. Og efterat Akka havde lært dem de bedste Vejmærker og nøje beskrevet dem, hvordan de skulde finde Taberg, skiltes de.

Den hvide Gase havde valgt Dunfin til Rejsefælle, og de fløj fra Sted til Sted i største Angst for Tommeltot. Mens de strejfede saadan om, hørte de en Drossel, der sad i en Trætop og skældte og smældte over, at en, der kaldte sig Kragerøvet, havde gjort Nar af ham. De havde givet sig i Samtale med Droslen, og han havde vist dem, til hvilken Side denne Kragerøvet var fløjet. Lidt efter traf de en Durik, en Stær og en Stokand, der alle beklagede sig over en ondskabsfuld en, der havde forstyrret dem i deres Sang, og som hed Kragesnappet, Kragefanget og Kragestjaalet. Paa den Maade kunde de følge Tommeltots Spor helt ned til Lyngheden i Sunnerbo Herred.

Saa snart Gasen og Dunfin havde fundet Tommeltot, drog de afsted nordpaa for at komme til Taberg. Men det var en lang Vej at flyve, og Mørket overraskede dem, inden de havde faaet Bjergtoppen i Sigte. „Men naar vi blot derhen i Morgen, saa er vel al Sorg slukt,” tænkte Drengen og borede sig dybt ned i Halmen for at have det varmere.

Koen havde hele Tiden staaet og larmet i Baasen. Nu gav den sig pludselig til at tale til Drengen: „Jeg synes, en af dem, der kom herind, sagde, han var en Nisse. Er det rigtigt, saa maa han vel forstaa sig paa at passe en Ko.“ — „Hvad er der i Vejen med dig?” spurgte Drengen. — „Der er alt muligt i Vejen,” sagde Koen. „Jeg er hverken malket eller ordentlig passet. Jeg har ikke faaet Natfoder i Krybben, og der er ikke muget under mig. I Skumringen kom Madmoder herind, som hun plejer, for at gøre i Stand hos mig, men hun var saa syg, at hun straks maatte gaa ind igen, og hun er ikke kommen tilbage.“ „Det er sørgeligt, at jeg er saa lille og ingen Kræfter har,” sagde Drengen. „Jeg tror ikke, jeg er i Stand til at hjælpe dig.“ —— „Du skal ikke faa mig til at tro, at du ingen Kræfter har, fordi du kun er lille,” sagde Koen. „Alle de Nisser, jeg har hørt Tale om, har været saa stærke, at de kunde trække et helt Læs Hø og slaa en Ko ihjel med et Slag af en knyttet Næve.” Drengen kunde ikke lade være at le af den. „Det var nok Nisser af en anden Slags end jeg,” sagde han. „Men jeg skal løsne din Halslænke og lukke Døren op for dig, saa du kan gaa ud og drikke af en af Vandpytterne ude i Gaarden, og saa skal jeg prøve paa at kravle op paa Høstænget og kaste noget Hø ned i din Krybbe.” — „Ja, det var jo altid en Hjælp,” sagde Koen.

Drengen gjorde, som han havde sagt, og da Koen stod med den fyldte Krybbe foran sig, tænkte han, at han omsider skulde faa Lov at sove. Men næppe var han krøben i Seng igen, før den paa ny begyndte at tale til ham.

„Du bliver vel led og ked af mig, naar jeg nu beder dig om een Ting til,” sagde Koen. — „Nej, jeg gør ikke, hvis det bare er noget, jeg kan,” sagde Drengen. — „Saa vil jeg bede dig, om du ikke vil gaa ind i Stuen her ligeoverfor og se, hvordan det staar til med min Madmoder. Jeg er bange for, der skal være hændt hende en Ulykke.“ — „Nej, det kan jeg ikke,“ sagde Drengen. „Jeg tør ikke komme Mennesker for Øjne.“ — „Du er da ikke bange for en syg, gammel Kone?” sagde Koen. „Men du behøver heller ikke at gaa ind i Huset. Stil dig kun udenfor Døren og kig ind ad Dørsprækken!” — „Ja, er det ikke andet, du forlanger af mig, saa maa jeg vel gøre det,” sagde Drengen.

Dermed lukkede han Stalddøren op og gik ud paa Gaardspladsen. Det var en forfærdelig Nat at komme ud i. Der var hverken Maane eller Stjerner paa Himlen, Stormen hylede, og Regnen skyllede ned. Men det værste var, at der sad syv store Ugler paa Rad paa Tagryggen af Stuehuset. Det var frygteligt bare at høre paa dem, som de sad der og hylede over Vejret, men endnu værre var det at tænke paa, at fik blot en eneste af dem Øje paa ham, saa var det ude med ham.

„Stakkels den, som er lille!” tænkte Drengen, da han løb ud paa Gaardspladsen. Og det havde han Grund til at sige. To Gange blæste han om, inden han naaede over til Stuehuset, og den ene Gang fejede Vinden ham ned i en Vandpyt, der var saa dyb, at han nær var druknet. Men han naaede dog derover.

Han kravlede op ad et Par Trappetrin, krøb over et Dørtrin og kom ind i Forstuen. Stuedøren var lukket, men nede i det ene Hjørne var der taget et stort Stykke ud af den, for at Katten kunde gaa ud og ind. Det var altsaa let nok for Drengen at se efter, hvordan det stod til i Stuen.

Næppe havde han kastet et Blik derind, før det gav et Sæt i ham, og han trak Hovedet til sig. Paa Gulvet inde i Stuen laa en gammel, graahaaret Kone udstrakt. Hun rørte sig ikke og klagede sig ikke, og hendes Ansigt skinnede underlig hvidt. Det saa ud, som om en usynlig Maane kastede et blegt Lys henover det.

Drengen kom til at tænke paa, at da hans Morfader var død, blev ogsaa hans Ansigt saa underlig hvidt. Og han forstod, at den gamle Kone, der laa paa Stuegulvet, var død. Døden var vel kommen saa pludselig over hende, at hun ikke engang havde naaet at lægge sig paa sin Seng.

Han blev forfærdelig bange, da det gik op for ham, at han midt i den mørke Nat var alene med en død. Han styrtede over Hals og Hoved ned ad Trappen og ind i Kostalden igen.

Da han fortalte Koen, hvad han havde set i Stuen, holdt den op at spise. „Ja, saa er da Madmoder død,” sagde hun. „Saa er det vel ogsaa snart forbi med mig.” — „Der er jo nok nogen, der vil tage sig af dig,“ sagde Drengen trøstende. — „Aa, du ved jo ikke,“ sagde Koen, „at jeg allerede er dobbelt saa gammel som en Ko plejer at være, inden den kommer paa Slagterbænken. Men jeg bryder mig heller ikke om at leve længer, naar hun derinde ikke mere kan komme og pusle om mig.“

Saa tav den lidt stille, men Drengen kunde nok mærke, at den hverken sov eller spiste. Det varede ikke længe, før den igen gav sig til at tale. „Ligger hun paa Gulvet?“ spurgte den. — „Ja, det gør hun,“ sagde Drengen. — „Hun havde for Skik at komme her ned i Kostalden og snakke med mig om alt, hvad hun var bekymret over. Jeg forstod, hvad hun sagde, skønt jeg ikke kunde svare hende. I de sidste Dage gik hun nu og talte om, at hun var bange for, at der ikke skulde være nogen hos hende, naar hun døde. Hun ængstede sig for, at ingen vilde trykke hendes Øjne til eller lægge hendes Hænder overkors paa Brystet, naar hun var død. Du vil vel ikke gaa ind og gøre det?“ Drengen betænkte sig. Han kunde godt huske, da hans Morfader var død; da havde hans Moder været meget omhyggelig med at lægge ham til Rette. Han vidste, at det var noget, der skulde gøres. Men paa den anden Side vidste han, at han ikke i denne frygtelige Nat turde gaa ind til den døde. Han sagde ikke nej, men rørte sig heller ikke af Stedet.

Den gamle Ko tav lidt, som om den ventede paa Svar. Men da Drengen ikke sagde noget, gentog den ikke sin Bøn. Den gav sig derimod til at tale med ham om sin Madmoder.

Der var meget at tale om. Først og fremmest var der at fortælle om alle de Børn, hun havde opdraget. De kom jo hver Dag i Stalden, og om Sommeren vogtede de Køerne paa Mosen og i Engene, saa den gamle Ko vidste god Besked med dem. De var allesammen udmærkede Børn, og flittige og fornøjede. En Ko vidste nok, hvad dens Vogtere duede til.

Og der var ogsaa meget at fortælle om Gaarden. Den havde ikke altid været saa ussel, som den nu var. Der var meget Jord til den, selv om Størstedelen var moser og stenet. Kornmarker var der ikke mange af, men der var alle Vegne udmærket Græsgang. Der var de Tider, hvor der stod en Ko i hver eneste Baas i Kostalden, og da Studestalden, der nu stod ganske tom, var fuld af Stude. Og da herskede der Glæde og Munterhed baade i Stue og Stald. Naar Husmoderen lukkede Stalddøren op, sang og trallede hun, og alle Køerne brølede af Glæde, naar de hørte hende komme.

Men Husbonden døde, mens Børnene var saa smaa, at de endnu ikke kunde gøre Nytte, og Husmoderen maatte overtage Gaarden og alt Arbejde og Omsorg. Hun var stærk som en Mand, og hun baade pløjede og høstede. Om Aftenen, naar hun kom ind i Stalden for at malke, var hun sommetider saa træt, at hun græd. Men naar hun tænkte paa sine Børn, blev hun glad igen. Da viskede hun Taarerne af Øjnene og sagde: „Det gør ikke noget. Jeg skal ogsaa nok faa gode Dage, naar først mine Børn bliver voksne. Ja, naar først de bliver voksne!”

Men saasnart Børnene var voksne, kom der en underlig Længsel over dem. De havde ikke Ro paa sig hjemme, men rejste bort til fremmede Lande. Deres Moder fik aldrig nogen Hjælp af dem. Et Par af Børnene var allerede gift, da de rejste, og de lod deres smaa Børn blive i det gamle Hjem. Og nu løb disse Børn med Madmoderen i Kostalden, ligesom hendes egne havde gjort. De vogtede Køerne, og de var rare og flinke Børn. Og om Aftenen, naar Madmoderen var saa træt, at hun kunde falde i Søvn, bedst som hun sad og malkede, kvikkede hun sig op igen og fik nyt Mod ved at tænke paa dem. „Jeg skal ogsaa nok faa gode Dage,” sagde hun og rystede Søvnen af sig, „naar først de bliver voksne.”

Men da disse Børn blev voksne, rejste de over til Forældrene i det fremmede Land. Ingen kom tilbage, ingen blev hjemme. Den gamle Husmoder blev alene tilbage paa Gaarden.

Hun bad dem heller aldrig om at blive hos hende. „Du mener da ikke, Rødlinna, at jeg skulde bede dem blive her hos mig, naar de kan rejse ud i Verden og faa det godt?“ sagde hun tit, naar hun stod i Baasen hos den gamle Ko. „Her i Smaaland venter der dem jo ikke andet end Fattigdom.”

Men da det sidste Barnebarn var rejst, kunde Husmoderen ikke mere. Lige paa en Gang blev hun graahaaret og bøjet, hendes Gang blev vaklende, det var, som om hun ikke længer havde Kræfter til at røre sig. Og hun holdt op at arbejde. Hun gad ikke passe Garden, men lod alting forfalde. Hun satte ikke længer Husene i Stand, og hun solgte baade Stude og Køer. Den eneste, hun beholdt, var den gamle Ko, som Tommeltot nu talte med. Den lod hun leve, fordi alle Børnene havde været i Marken med den.

Hun kunde jo nok have taget Piger og Karle i sin Tjeneste til at hjælpe sig med Arbejdet, men hun kunde ikke holde ud at se fremmede om sig, nu da hendes egne havde forladt hende. Og maaske saa hun ogsaa helst, at Gaarden forfaldt, naar ingen af Børnene korn til at overtage den. Hun brød sig ikke noget om, at hun selv blev fattig, fordi hun ikke skøttede det, der var hendes. Men hun var bange for, at Børnene skulde faa Nys om, hvor ondt hun havde det. „Bare ikke Børnene faar det at vide! Bare ikke Børnene faar det at vide!” sukkede hun, naar hun rokkede om i Stalden.

Børnene skrev stadig til hende og bad hende komme over til dem, men det vilde hun ikke. Hun vilde ikke se det Land, der havde taget dem fra hende. Hun var vred paa det. „Det er sagtens dumt af mig, at jeg ikke kan lide det Land, der har været saa godt for dem,” sagde hun. „Men jeg vil ikke se det.”

Hun tænkte aldrig paa andet end Børnene og paa, at de var rejst. Naar det blev Sommer, trak hun Koen ud, saa den kunde komme til at græsse paa den store Mose. Selv sad hun hele Dagen ved Mosen med Hænderne i Skødet, og naar hun gik hjem, sagde hun: „Se, Rødlinna, havde her været store, fede Agre istedetfor denne ufrugtbare Mose, saa havde de ikke behøvet at rejse.“

Hun kunde ligefrem se sig vred paa Mosen, der bredte sig saa stor og vid og ingen Nytte gjorde. Og hun kunde sidde og tale om, at det var Mosens Skyld, at Børnene var rejst fra hende.

Denne sidste Aften havde hun været mere ussel og rystende end nogensinde før. Hun havde ikke engang kunnet overkomme at malke. Hun havde staaet og støttet sig til Baasen og fortalt, at der havde været to Bønder hos hende og spurgt, om hun vilde sælge Mosen. De vilde dræne den og saa og høste paa den. Det havde gjort hende baade urolig og glad. „Tænk dig, Rødlinna,” sagde hun, „tænk dig, de sagde, der kan gro Rug paa Mosen! Nu skriver jeg til Børnene, at de skal komme hjem. Nu behøver de ikke at blive borte længer, nu kan de faa Brødet herhjemme.”

Det var det Brev, hun var gaaet ind i Stuen for at skrive.

— — —

Drengen hørte ikke mere af, hvad den gamle Ko fortalte. Ha-n lukkede Stalddøren op og gik ind i Stuen til den døde, som han for lidt siden var saa bange for.

Allerførst stod han et Øjeblik stille og saa sig om.

Stuen saa ikke saa fattig ud, som han havde tænkt sig. Den var rigelig forsynet med den Slags Ting, som man plejer at træffe hos Folk, der har Slægtninge i Amerika. I et Hjørne stod en amerikansk Gyngestol, paa Bordet ved Vinduet laa et broget Plysses Bordtæppe, der var bredt et smukt Tæppe over Sengen, paa Væggene hang de fraværende Børns og Børnebørns Fotografier i pyntelige, udskaarne Rammer, paa Dragkisten stod der høje Vaser og et Par Stager med tykke, snoede Lys.

Drengen fandt en Æske Tændstikker og tændte Lysene, ikke fordi han trængte til at se bedre, end han gjorde i Forvejen, men fordi han syntes, han paa den Maade viste den døde Ære.

Derpaa gik han hen til hende, trykkede hendes Øjne til, lagde hendes Hænder overkors paa Brystet og strøg det tynde, graa Haar bort fra hendes Ansigt.

Det faldt ham ikke mere ind at være bange for hende. Han var saa inderlig bedrøvet over, at hun var kommen til at henleve sin Alderdom i Ensomhed og Længsel. Nu vilde han idetmindste i denne Nat vaage hos hendes døde Legeme.

Han ledte efter Salmebogen, og da han fandt den, satte han sig til at læse et Par Salmer halvhøjt. Men han holdt inde midt i Læsningen, fordi han kom til at tænke paa sin egen Moder og Fader.

Tænk, at Forældre kan længes saadan efter deres Børn! Det havde han aldrig anet. Tænk, om de derhjemme længtes efter ham, som den gamle Kone havde længtes!

Den Tanke gjorde ham glad, men han turde ikke tro paa den. Han havde ikke været saadan, at nogen kunde længes efter ham.

Men hvad han ikke havde været, kunde han blive.

Rundt omkring sig saa han de bortrejstes Portrætter. Det var store, stærke Mænd og Kvinder med alvorlige Ansigtet. Der var Brude med lange Slør og Herrer med Fine Klæder, og der var Børn, som havde krøllet Haar og smukke, hvide Kjoler. Og han syntes, de allesammen stirrede blinde ud i Luften og ikke vilde se.

„I Stakler!” sagde Drengen til Portrætterne. „Jeres Moder er død. I kan ikke mere gøre det godt igen, at I rejste fra hende. Men min Moder lever.“

Her holdt han inde og nikkede og smilede ved sig selv. „Min Moder lever!” sagde han. „Baade min Fader og min Moder lever.“