Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 170-173

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XVII.
FRA TABERG TIL HUSKVARNA.

Fredag 15. April.

Drengen vaagede næsten hele Natten, men hen paa Morgenstunden faldt han i Søvn, og da drømte han om sin Fader og Moder. Han kunde knap kende dem. De havde begge to faaet graat Haar og gamle, rynkede Ansigtet. Han spurgte, hvad det kom af, og de svarede, at de var bleven saa gamle, fordi de havde længtes saa meget efter ham. Han blev baade rørt og forundret, for han havde aldrig tænkt andet, end at de vilde være glade ved at blive af med ham.

Da Drengen vaagnede, var Morgenen brudt frem med smukt og klart Vejr. Først spiste han selv et Stykke Brød, som han fandt i Stuen, derpaa gav han baade Gæssene og Koen deres Morgenfoder og lukkede Stalddøren op, saa Koen kunde gaa over til den nærmeste Gaard. Naar den kom gaaende alene, forstod Naboerne nok, at der var noget galt fat med dens Madmoder. De vilde skynde sig op til den ensomme Gaard for at se, hvordan den gamle havde det, og naar de saa fandt hendes døde Legeme, vilde de begrave hende.

Næppe var Drengen og Vildgæssene kommen op i Luften, før de fik Øje paa et højt Bjerg med næsten lodrette Vægge og en brat afskaaren Top, og de indsaa, at det maatte være Taberg. Og paa Toppen af Taberg stod Akka med Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi og alle seks Gæslinger og ventede paa dem. Der blev en Glæde og en Kaglen og en Basken og en Skrigen, som ikke er til at beskrive, da de saa, at det var lykkedes Gasen og Dunfin at finde Tommeltot.

Der groede Skov temmelig højt op ad Taberg, men den øverste Top var nøgen, og derfra kunde man se vidt omkring til alle Sider. Saa man mod Øst, mod Syd eller mod Vest, saa var der næsten ikke andet at se end et fattigt Højland med mørke Granskove, brune Moser, isdækte Søer og blaanende Bjergaase. Drengen maatte sande, at det ikke saa ud, som om den, der havde skabt det, havde gjort sig synderlig Umage med sit Arbejde, men havde hugget det groft til i en Fart. Men saa man imod Nord, var det noget ganske andet. Her saa Landet ud, som om det var formet med den største Kærlighed og Omhu. Til den Side saa man lutter smukke Bjerge, blide Dale og sølvblanke Aaer, helt ned til den store Sø Vettern, der laa isfri og blinkende klar og skinnede, som om den ikke var fyldt med Vand, men med blaat Lys.

Det var netop Vettern, der gjorde det saa smukt at se imod Nord, fordi den saa ud, som om et blaat Skær havde hævet sig fra Søen og ogsaa bredt sig over Landet. Lunde og Høje og Tagene og Spirene i Jönkøping, der kiggede frem paa Vetterns Bred, laa ligesom indsvøbt i et lyseblaat Skær, der frydede Øjet. Var der Lande i Himlen, saa maatte de vist ogsaa være saadan blaa, tænkte Drengen og syntes, han havde faaet en lille Anelse om, hvordan der saa ud i Paradiset.

Da Gæssene op ad Dagen drog videre paa deres Træk, fløj de op ad den blaa Dal. De var i deres allerbedste Humør, skreg og støjede, saa ingen, der havde Øren, kunde undgaa at lægge Mærke til dem.

Det traf sig saadan, at det var den første rigtig smukke Foraarsdag der paa Egnen. Hidtil havde Foraaret gjort sit Arbejde i Regn og Slud, og da det nu pludselig var blevet smukt Vejr, blev Menneskene nede paa Jorden grebne af en saadan Længsel efter Sommer, Varme og grønne Skove, at de havde ondt ved at blive ved deres Arbejde. Og da Vildgæssene drog forbi, fri og glade, højt oppe over Jorden, var der ikke en eneste, som ikke lod det Arbejde, han havde for, hvile et Øjeblik for at se efter dem.

De første, der den Dag saa Vildgæssene, var Grubearbejderne paa Taberg, der brød Malm helt oppe ved Bjergets Overflade. Da de hørte dem gække, holdt de op at bore deres Sprænghuller, og en af dem raabte til Fuglene: „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ Gæssene forstod ikke, hvad han sagde, men Drengen bøjede sig ud over Gaaseryggen og svarede for dem: „Derhen hvor der hverken er Hakke eller Hammer.” Da Grubearbejderne hørte Ordene, tænkte de, det var deres Længsel, der havde bragt Gæssenes Gækken til at lyde som Mennesketale. „Lad os følge med! Lad os følge med!“ raabte de. — „Ikke i Aar,” skreg Drengen. „Ikke i Aar!“

Vildgæssene fulgte Tabergsaaen nedad mod Munkesøen, og stadig holdt de det samme Spektakel. Her paa den smalle Strimmel Land imellem Munkesøen og Vettern laa Jönköping med sine store Fabriksanlæg. Først fløj Vildgæssene over Munkesø Papirfabrik. Middagshvilen var netop forbi, og de store Arbejderskarer strømmede henimod Fabriksporten. Da de hørte Vildgæssene, stod de et Øjeblik stille for at lytte efter. „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?” raabte en Arbejder. Vildgæssene forstod ikke, hvad han sagde, men Drengen svarede for dem: „Derhen, hvor der hverken er Maskiner eller Dampkedler.” Da Arbejderne hørte Svaret, troede de, det var deres egen Længsel, der fik Gaasegækken til at lyde som Mennesketale. „Lad os følge med!” raabte en hel Mængde af dem. „Lad os følge med!“ — „Ikke i Aar,” svarede Drengen. „Ikke i Aar!“

Derpaa fløj Gæssene hen over den vidtberømte Tændstikfabrik, der ligger paa Vetterns Bred, saa stor som en Fæstning, og strækker sine høje Skorstene op imod Himlen. Der rørte sig ikke et Menneske i Gaardene, men i en stor Sal sad der unge Arbejdersker og fyldte Tændstikæsker. De havde lukket et Vindue op, fordi det var saa dejligt Vejr, og Vildgæssenes Raab naaede ind til dem. Den, der sad nærmest ved Vinduet, bøjede sig ud med en Tændstikæske i Haanden og raabte: „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ — „Til det Land, hvor de hverken behøver Lys eller Tændstikker,“ sagde Drengen. Den unge Pige troede jo nok, at det, hun havde hørt, ikke var andet end Gaasegækken, men da hun alligevel syntes, hun kunde skelne et Par Ord, raabte hun til Svar: „Lad mig følge med! Lad mig følge med!” — „Ikke i Aar,” svarede Drengen. „Ikke i Aar!“

Øst for Fabrikkerne hæver sig Jönköping paa det skønneste Sted, nogen By kan ønske sig. Den smalle Vettern har høje, stejle Sandskrænter baade paa den østlige og vestlige Bred, men lige mod Syd er Sandmurene brudt ned som for at give Plads for en stor Port, gennem hvilken man naar ud til Søen. Og midt i Porten, med Bjerge til højre og Bjerge til venstre, med Munkesøen bag sig og Vettern foran sig, ligger Jönköping.

Gæssene fløj hen over den lange, smalle By og gjorde ligesaa meget Spektakel her som ude paa Landet. Men i Byen var der ingen, der svarede dem. Det var ikke til at vente, at Folk i Byen skulde blive staaende paa Gaden og raabe til Vildgæssene.

Videre gik Rejsen langs Vetterns Bred, og efter en Tids Forløb kom Gæssene til Sanna Sygehjem. Nogle af de syge var gaaet ud paa en Veranda for at nyde Foraarsluften og kom derved til at høre Gæssenes Gækken. „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ spurgte en af dem med saa svag Stemme, at det knap var til at høre. „Til det Land, hvor der hverken er Sorg eller Sygdom,“ svarede Drengen. „Lad os følge med!” sagde de syge. — „Ikke i Aar,” svarede Drengen. „Ikke i Aar!”

Da de var fløjet et Stykke endnu, kom de til Huskvarna. Det laa i en Dal. Rundt omkring stod Bjergene, stejle og skønt formede. En Aa kom styrtende ned fra Højderne i lange, smalle Fald. Store Værksteder og Fabrikker laa under Bjergvæggene; Dalbunden var oversaaet med Arbejderboliger med Smaahaver omkring, og midt i Dalen laa Skolen. Lige idet Vildgæssene kom flyvende, ringede en Klokke, og en Mængde Børn kom marcherende ud i en lang Række. De var saa mange, at de fyldte hele Skolegaarden. „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ raabte Børnene, da de hørte Vildgæssene. — „Derhen, hvor der hverken er Bøger eller Lektier,“ svarede Drengen. — „Tag os med!” raabte Børnene. „Tag os med!” — „Ikke i Aar, men ad Aare,“ raabte Drengen. „Ikke i Aar, men ad Aare!“