Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 174-188

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XVIII.
DEN STORE FUGLESØ.

STOKANDEN JARRO.

Paa Venerns østlige Bred ligger Omberg, øst for Omberg ligger Dagsmosen, øst for Dagsmosen ligger Søen Tåkern. Rundt om Tåkern breder sig den store, flade östgötiske Slette.

Tåkern er en temmelig stor Sø, og i gamle Dage skal den have været endnu større. Men saa syntes Menneskene, at den optog en altfor stor Del af den frugtbare Slette, og de prøvede paa at lede Vandet bort fra den for at komme til at saa og høste paa Søens Bund. Det lykkedes dem dog ikke at tørlægge hele Søen, hvad der sagtens var Meningen; den dækker stadig over en hel Mængde Jord. Men efter Tørlægningen er Søen bleven saa grund, at den næsten ingensteds er mer end halvanden Alen dyb. Bredderne er bleven til side og sumpede Enge, og alle Vegne ude i Søen stikker der smaa Dyndholme op af Vandet.

Nu er der nogle, der holder af at staa med Fødderne i Vand, naar kun de kan have Kroppen og Hovedet oppe i Luften, og det er Sivene. De kan ikke finde noget bedre Sted at vokse end langs med Tåkerns lange, flade Bredder og rundt om de smaa Dyndholme. De trives saa godt, at de naar mer end Mandshøjde, og er saa tætte, at det er næsten umuligt at stage en Baad frem igennem dem. De danner en bred, grøn Indhegning rundt om hele Søen, saa den kun er tilgængelig paa enkelte Steder, hvor Menneskene har hugget Sivene bort.

Men lukker Sivene Menneskene ude, saa yder de til Gengæld en Mængde andre Væsner Ly og Beskyttelse. Inde mellem Sivene er der utallige smaa Damme og Kanaler med stillestaaende, grønt Vand, hvor der vokser fuldt op af Andemad og anden Grøde, og hvor Myglarver, Frø- og Fiskeyngel klækkes ud i talløs Mængde. Og ved Bredden af disse smaa Damme og Kanaler er der en Masse gode skjulesteder, hvor Søfuglene kan klække deres Æg ud og opføde deres Unger uden at forstyrres hverken af Fjender eller af Næringssorger.

Der bor ogsaa en urimelig Mængde Fugle i Tåkern-Sivene, og der kommer flere til Aar for Aar, eftersom det bliver bekendt, hvad det er for et herligt Opholdssted. De første, der satte Bo der, var Stokænderne, og de bor der endnu i tusendvis. De ejer dog ikke længer hele Søen, men har været nødt til at dele Pladsen med Svaner, Lappedykkere, Blishøns, Lommer, Skeænder og en hel Del andre.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 175 - Tåkern-Söen.png

Tåkern-Söen

Tåkern er ganske vist den største og bedste Fuglesø i hele Landet, og Fuglene maa prise sig lykkelige, saa længe de har et saadant Tilflugtssted. Men ingen ved, hvor længe de faar Lov at beholde Herredømmet over Sivskove og Dyndbredder, for Menneskene kan ikke glemme, at Søen dækker over en Mængde god og frugtbar Jord, og den ene Gang efter den anden fremkommer der Planer iblandt dem om at tørlægge den. Og blev disse Planer sat i Værk, blev alle de mange tusende Vandfugle nødt til at drage bort fra Egnen.

Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste med Vildgæssene, var der ved Tåkern en Stokand, der hed Jarro. Han var en ung Fugl og havde ikke levet mer end en Sommer, et Efteraar og en Vinter. Det var nu hans første Foraar. Han var nylig kommen hjem fra Nordafrika og havde naaet Tåkern i saa god Tid, at der endnu var Is paa Søen.

En Aften, da han og de andre unge Andrikker morede sig med at flyve frem og tilbage over Søen, løsnede en Jæger et Par Skud imod dem, og Jarro blev ramt i Brystet. Han troede, han skulde dø, men for ikke at falde i Hænderne paa den, der havde skudt ham, blev han ved at flyve, saa længe han paa nogen Maade kunde. Han tænkte ikke paa, hvor han satte Kursen hen, men anstrengte sig kun for at komme langt bort. Da Kræfterne svigtede ham, saa han ikke kunde flyve mere, var han ikke længere ude over Søen. Han var fløjet et Stykke ind over Land og sank nu ned udenfor en af de store Bøndergaarde, der ligger ved Bredden af Tåkern.

Kort efter gik en ung Karl over Gaarden. Han fik Øje paa Jarro og gik hen og tog ham op. Men Jarro, der ikke ønskede andet end at faa Lov at dø i Fred, samlede sine sidste Kræfter og bed Karlen haardt i Fingeren, for at han skulde give Slip paa ham.

Det lykkedes ikke Jarro at komme løs, men Angrebet gjorde dog den Gavn, at Karlen mærkede, der var Liv i Fuglen. Han bar ham varsomt ind i Stuen og viste ham til sin Madmoder, der var en ung Kone med et mildt Ansigt. Hun tog straks Jarro ud af Haanden paa Karlen, strøg ham ned ad Ryggen og tørrede det Blod af, der piblede frem mellem Halsdunene. Hun betragtede ham nøje, og da hun saa, hvor smuk han var med sit mørkegrønne, metalglinsende Hoved, sit hvide Halsbaand, sin rødbrune Ryg og sit blaa Vingespejl, syntes hun vist, det var Synd, han skulde dø. Hun gjorde hurtig en Kurv i Stand, og der lagde hun Fuglen.

Jarro havde hele Tiden slaaet med Vingerne og stridt for at komme løs, men da han nu begreb, at Menneskene ikke havde i Sinde at dræbe ham, lagde han sig med en Følelse af Velbehag til Rette i Kurven. Først nu mærkede han, hvor udmattet han var af Smerten og Blodtabet. Husmoderen bar Kurven hen i den anden Ende af Stuen og stillede den i Ovnkrogen, men allerede inden hun havde sat den ned, havde Jarro lukket Øjnene og var falden i Søvn.

Lidt efter vaagnede Jarro ved, at der blev puffet sagte til ham. Da han slog Øjnene op, blev han saa rædselslagen, at han næsten gik fra Sans og Samling. Nu var det altsaa ude med ham, for der stod den, der var farligere end baade Mennesker og Rovfugle. Det var ingen ringere end Cæsar selv, den langhaarede Hønsehund, der nysgerrig snusede til ham.

Hvor elendig bange havde Jarro ikke været i Fjor Sommer, mens han endnu var en lille, gul Ælling, hver Gang det lød over Sivskoven: „Der er Cæsar! Der er Cæsar!” Naar han saa den brun- og hvidspættede Hund med Gabet fuldt af skarpe Tænder komme vadende gennem Sivene, var det, som om han saa Døden selv. Han havde altid haabet, han aldrig skulde opleve den Stund, da han stod Ansigt til Ansigt med Cæsar.

Men han havde aabenbart været saa uheldig at falde ned i den Gaard, hvor Cæsar hørte til, for nu stod han der over ham. „Hvad er du for en?” brummede han. „Hvor er du kommen ind i Stuen? Hører du ikke hjemme nede i Sivskoven?“

Det var med Nød og næppe, Jarro fik Mod til at svare. „Du maa ikke være vred paa mig, Cæsar, fordi jeg er kommen ind i Stuen!“ sagde han. „Det er ikke min Skyld. Jeg er skadeskudt. Det er Menneskene selv, der har lagt mig her i Kurven.”

„Jasaa, det er Menneskene selv, der har lagt dig herind,“ sagde Cæsar. „Saa er det nok deres Mening at gøre dig rask, skønt jeg for min Part synes, det vilde være klogere at spise dig, nu du er i deres Magt. Men du er ialtfald fredlyst her i Stuen. Du skal ikke se saa forskrækket ud. Vi er ikke nede paa Tåkern nu.”

Dermed gik Cæsar og lagde sig til at sove foran den flammende Skorstensild. Saasnart Jarro var klar over, at denne skrækkelige Fare var overstaaet, kom den store Mathed igen over ham, og han faldt paa ny i Søvn.

Da Jarro vaagnede næste Gang, saa han, at der stod et Fad med Gryn og Vand foran ham. Han var endnu meget utilpas, men han var alligevel sulten og gav sig til at spise. Da Husmoderen saa, han spiste, gik hun hen og klappede ham og saa glad ud. Saa faldt Jarro igen i Søvn. I flere Dage bestilte han ikke andet end spise og sove.

En Morgen følte Jarro sig saa rask, at han stod op af sin Kurv og gik henad Gulvet. Men han var ikke kommen langt, før han faldt om og blev liggende. Da kom Cæsar, aabnede sit store Gab og greb ham. Jarro troede naturligvis, at Hunden vilde bide ham ihjel, men Cæsar bar ham hen i Kurven igen uden at gøre ham Fortræd. Derved fik Jarro saa stor Tillid til Cæsar, at han paa sin næste Tur ud i Stuen gik hen til Hunden og lagde sig ved Siden af ham. Og derefter blev Cæsar og han gode Venner, og Jarro laa hver Dag flere Timer og sov mellem Cæsars Poter.

Men endnu større Hengivenhed end for Cæsar følte Jarro for Husmoderen. Hende var han ikke det mindste bange for, men han strøg sit Hoved mod hendes Haand, naar hun korn og gav ham Mad. Naar hun gik ud af Stuen, sukkede han af Sorg, og naar hun kom ind igen, raabte han velkommen til hende paa sit eget Sprog.

Jarro glemte helt, hvor bange han før havde været baade for Hunde og Mennesker. Han syntes, de var milde og gode, og han elskede dem. Han vilde bare ønske, han var rask, saa han kunde flyve ned til Tåkern og fortælle Stokænderne, at deres gamle Fjender ikke var farlige, og at de slet ikke behøvede at være bange for dem.

Han havde lagt Mærke til, at baade Menneskene og Cæsar havde rolige Øjne, som det gjorde godt at se ind i. Den eneste i Stuen, hvis Blik han ikke holdt af at møde, var Klorina, Huskatten. Hun gjorde ham ingen Fortræd, men han kunde ikke rigtig faa Tillid til hende. Desuden drillede hun ham altid med, at han elskede Menneskene. „Du tror, de plejer dig, fordi de holder af dig,“ sagde Klorina. „Vent du bare, til du bliver tilpas fed! Saa drejer de Halsen om paa dig. Jeg kender dem, kan du tro!”

Jarro havde et ømt og kærligt Hjerte, som Fugle gerne har, og blev usigelig bedrøvet ved at høre dette. Han kunde ikke tænke sig, at Husmoderen vilde dreje Halsen om paa ham, og han kunde heller ikke tro saadan noget om hendes Søn, den lille Dreng, der kunde sidde i Timevis ved hans Kurv og pludre og smaasnakke med ham. Han syntes, han kunde mærke, at de holdt ligesaa meget af ham som han af dem.

En Dag da Jarro og Cæsar laa paa deres sædvanlige Plads foran Ilden, sad Klorina oppe paa Skorstenen og gav sig til at drille Stokanden.

„Jeg gad nok vidst, hvad I Stokænder vil gøre næste Aar, naar Tåkern bliver tørlagt og lavet om til Agerland,” sagde Klorina. — „Hvad er det, du siger, Klorina?“ raabte Jarro og fo'r op i Forfærdelse. — „Jeg glemmer altid, Jarro, at du ikke kan forstaa Menneskenes Sprog, saadan som Cæsar og jeg,“ svarede Katten. „Ellers maatte du jo have hørt, at de Mænd, som var inde i Stuen i Gaar, talte om, at alt Vandet skulde tappes ud af Tåkern, og at Søens Bund næste Aar skulde ligge saa tør som et Stuegulv. Og nu vil jeg nok vide, hvor I Græsænder saa vil gøre af jer selv.” Da Jarro hørte denne Tale, blev han saa vred, at han hvæsede som en Snog. „Du er ligesaa ondskabsfuld som en Blishøne,” skreg han til Klorina. „Du vil kun ægge mig op imod Menneskene. jeg tror ikke, de vil gøre saadan noget. De ved jo godt, at Tåkern er Stokændernes Ejendom. Hvorfor skulde de gøre saa mange Fugle hjemløse og ulykkelige? Du har bare hittet paa det for at gøre mig bange. Jeg vilde ønske, Ørnen Gorgo vilde rive dig i Stykker. Jeg vilde ønske, vor Madmoder vilde klippe Knurhaarene af dig.“

Men Jarro kunde ikke med dette Udfald bringe Klorina til Tavshed. „Naa, saa du tror, jeg lyver,” sagde hun. „Du kan jo spørge Cæsar! Han var ogsaa inde i Stuen i Gaar Aftes. Cæsar lyver aldrig.”

„Cæsar,“ sagde Jarro, „du forstaar Menneskenes Sprog meget bedre end Klorina. Sig, at hun ikke har hørt rigtig. Tænk, hvordan det vilde gaa, hvis Menneskene udtørrede Tåkern og omdannede Søens Bred til Agerland! Da var der ikke mere Andemad til de voksne Ænder og ingen Fiskeyngel eller Haletudser eller Myglarver til Ællingerne. Da vilde ogsaa Sivskovene forsvinde, hvor Ællingerne nu kan gemme sig, til de kan flyve. Alle Ænder vilde blive nødt til at rejse herfra og søge sig en anden Bolig. Men hvor skal de finde et Tilflugtssted som Tåkern? Cæsar, sig, at Klorina ikke har hørt rigtigt!“

Det var mærkeligt at lægge Mærke til, hvordan Cæsar opførte sig under deres Samtale. Han havde hele den øvrige Tid været lysvaagen, men da Jarro henvendte sig til ham, gabede han, lagde sin lange Snude paa Forpoterne og faldt øjeblikkelig i en dyb Søvn.

Katten saa ned paa Cæsar med et listigt Smil. „Jeg tror ikke, Cæsar har Lyst til at svare dig,” sagde hun til Jarro. „Han har det som alle Hunde: de vil aldrig indrømme, at Menneskene kan gøre noget urigtigt. Men du kan alligevel stole paa mit Ord. Jeg skal sige dig, hvorfor Menneskene vil tørlægge Søen netop nu. Saa længe Stokænderne havde Magten paa Tåkern, vilde de ikke tørlægge den, for jer havde de da nogen Gavn af. Men nu har jo Lappedykkere og Blishøns og mange andre Fugle, som ikke er til at spise, bemægtiget sig næsten alle Sivskovene, og Menneskene synes ikke, det er nødvendigt at holde Søen for deres Skyld.”

Jarro gad ikke svare Klorina, men han løftede Hovedet og raabte Cæsar ind i Øret: „Cæsar! du ved jo nok, at der paa Tåkern er saa mange Ænder, at de kan se ud som Skyer paa Himlen. Sig, at det ikke er sandt, at Menneskene har i Sinde at gøre alle dem hjemløse!”

Saa fo'r Cæsar op og gjorde et vældigt Udfald mod Klorina, saa den maatte flygte op paa en Hylde. „Jeg skal lære dig at snakke, naar jeg vil sove,” brølede Cæsar. „Jeg ved nok, der er Tale om at tørlægge Søen nu i Aar. Men det har der været talt om mange Gange før, uden at det er blevet til noget. Og den Tørlægning er en Ting, jeg ikke billiger. For hvordan skulde det gaa med Jagten, hvis Tåkern blev udtørret? Du er et Fæ, at du kan glæde dig over saadan noget. Hvad skal du og jeg faa at more os med, naar der ikke mer er Fugle paa Tåkern?”

LOKKEFUGLEN.

Søndag 17. April.

Et Par Dage efter var Jarro saa rask, at han kunde flyve hele Stuen over. Og da kælede Husmoderen for ham, og den lille Dreng løb ud i Gaarden og plukkede ham de første Græsstraa, der var kommet op. Naar Husmoderen klappede ham, tænkte Jarro, at skønt han nu var rask nok til at flyve ned til Tåkern, naar det skulde være, vilde han ikke skilles fra Menneskene. Han havde ikke noget imod at blive hos dem hele sit Liv.

Men en Morgen tidlig lagde Husmoderen en Løkke eller en Snare over Jarro, saa han ikke kunde bruge sine Vinger, og gav ham saa til den Karl, der havde fundet ham ude i Gaarden. Karlen stak ham under den ene Arm og gik ned til Tåkern med ham.

Isen var smeltet, mens Jarro var syg. De gamle, tørre Siv fra i Fjor stod endnu ved Bredden og rundt om Holmene, men alle Vandplanter havde begyndt at skyde friske Skud nede i Dybet, og de grønne Toppe naaede op til Vandspejlet. Og nu var næsten alle Trækfuglene kommen hjem. Regnspovernes krumme Næb tittede frem fra Sivene. Lappedykkerne sejlede om med ny Fjerkrave om Halsen, og Bekkasinerne var ved at samle Straa til deres Reder.

Karlen gik i en Pram, lagde Jarro paa Bunden og stagede sig ud paa Søen. Jarro, der nu havde vænnet sig til ikke at vente andet end godt af Menneskene, sagde til Cæsar, der ogsaa var med, at han var meget taknemmelig mod Karlen, fordi han havde taget ham med ud paa Søen. Men Karlen behøvede ikke at holde ham saa fast bundet, for han havde ikke i Sinde at flyve sin Vej. Herpaa svarede Cæsar ingenting. Han var meget ordknap den Morgenstund.

Det eneste, som Jarro fandt lidt underligt, var, at Karlen havde taget sin Bøsse med. Han kunde ikke tænke sig, at nogen af de rare Mennesker i Bondegaarden vilde skyde Fugle. Desuden havde Cæsar sagt ham, at Menneskene ikke jagede paa denne Aarstid. „Det er Fredningstid,” sagde Cæsar, „men det gælder naturligvis ikke for mig.“

Imidlertid roede Karlen. ud til en af de smaa, sivkransede Dyndholme. Der gik han af Baaden, samlede gamle Siv sammen i en stor Bunke og lagde sig bagved den. Med Snaren over Vingerne og tøjret til Baaden med en lang Snor maatte Jarro saa spadsere om ude paa Grunden.

Pludselig fik Jarro Øje paa nogle af de unge Andrikker, i hvis Selskab han i gamle Dage havde fløjet frem og tilbage over Søen. De var langt borte, men Jarro kaldte dem til sig med nogle høje Raab. De besvarede dem, og der nærmede sig en stor, smuk Flok. Allerede inden de var kommen helt derhen, gav Jarro sig til at fortælle dem om sin vidunderlige Redning og om Menneskenes Godhed. I det samme knaldede der to Skud bag ham. Tre Ænder sank døde ned i Sivene, og Cæsar plumpede ud og fangede dem ind.

Da gik der et Lys op for Jarro. Menneskene havde reddet ham for at bruge ham som Lokkefugl! Og det var lykkedes dem. Han var Skyld i, at tre Ænder var døde. Han var nærved at dø af Skam. Selv hans Ven Cæsar, syntes han, saa paa ham med Foragt, og da de kom hjem i Stuen, turde han ikke lægge sig til at sove ved Siden af Hunden.

Næste Morgen blev Jarro igen ført ud paa Grunden. Ogsaa denne Gang fik han snart Øje paa nogle Ænder. Men da han saa, de fløj hen imod ham, raabte han til dem: „Væk med jer, væk! Tag jer i Agt! Flyv et andet Sted hen! Der ligger en Jæger i Skjul bag Sivbunken. Jeg er ikke andet end en Lokkefugl!“ Og det lykkedes ham virkelig at hindre dem i at komme paa Skudvidde.

Jarro fik næppe Tid at smage et Græsstraa, saa optagen var han af at holde Vagt. Han raabte sin Advarsel, saasnart en Fugl nærmede sig. Han advarede endog Lappedykkerne, som han ellers ikke kunde udstaa, fordi de fortrængte Ænderne fra deres bedste Gemmesteder. Men han kunde ikke finde sig i at være Skyld i, at nogen Fugl kom i Ulykke. Og takket være Jarros Aarvaagenhed maatte Karlen ro hjem uden at have løsnet et eneste Skud.

Desuagtet saa Cæsar mindre gnaven ud end den foregaaende Dag, og da Aftenen kom, tog han Jarro i sit Gab, bar ham hen til Skorstenen og lod ham sove mellem sine Forpoter.

Men Jarro følte sig ikke længer vel tilpas i Stuen; han var meget ulykkelig. Det pinte hans Hjerte at tænke paa, at Menneskene aldrig havde elsket ham. Naar Husmoderen eller den lille Dreng kom hen og klappede ham, puttede han Næbbet under Vingen og lod, som om han sov.

Flere Dage havde Jarro maattet holde ud paa sin sørgelige Vagtpost, og han var allerede kendt over hele Tåkern. Saa skete det en Morgen, mens han som sædvanlig raabte: „Tag jer i Agt, Fugle! Kom mig ikke nær! Jeg er kun en Lokkefugl,” at der kom flydende en Lappedykkerrede hen imod Grunden, hvor han stod bunden. Dette var nu i og for sig ikke noget mærkeligt. Det var en Rede fra forrige Aar, og da Lappedykkerrederne er bygget saadan, at de kan flyde paa Vandet som en Baad, sker det ofte, at de kommer i Drift. Men Jarro blev dog staaende og kiggede paa Reden, fordi den styrede saa lige løs paa Holmen, at det saa ud, som om der var nogen, der ledede dens Kurs over Vandet.

Da Reden kom nærmere, saa Jarro, at et lille Menneske, det mindste, han nogensinde havde set, sad i Reden og roede den frem med et Par Pinde. Og dette lille Menneske raabte til ham: „Gaa saa tæt ned til Vandet, som du kan, Jarro, og hold dig rede til at flyve! Du skal snart blive befriet!”

Et Øjeblik efter laa Lappedykkerreden inde ved Land, men den lille Rorkarl gik ikke fra Borde, men sad ganske stille, skjult mellem Kviste og Straa. Jarro stod næsten ogsaa ganske ubevægelig. Han var fuldstændig lammet af Skræk for, at Redningsmanden skulde blive opdaget.

Det næste, der skete, var, at der kom en Flok Vildgæs flyvende. Jarro kom da til Besindelse og advarede dem med høje Raab, men desuagtet fløj de flere Gange frem og tilbage over Grunden. De holdt sig saa højt, at de var udenfor Skudvidde, men Karlen lod sig dog forlede til at skyde et Par Skud af efter dem. Aldrig saasnart var disse Skud løsnede, før den lille Purk sprang i Land, trak en lille Kniv af Skeden og skar Jarros Snare over med et Par raske Snit. „Flyv nu din Vej, Jarro, inden Karlen naar at faa ladet paa ny!” raabte han, idet han selv sprang ned i Lappedykkerreden og stødte fra Land.

Jægeren havde haft Blikket rettet paa Gæssene og havde ikke lagt Mærke til, at Jarro var bleven befriet, men Cæsar havde bedre fulgt med, hvad der gik for sig, og i samme Øjeblik som Jarro løftede Vingerne, styrtede han hen og tog ham i Nakken.

Jarro skreg ynkeligt, men Purken, der havde befriet ham, sagde med største Ro til Cæsar: „Er du saa skikkelig, som du ser ud til, saa vil du vel ikke tvinge en retskaffen Fugl til at sidde her og lokke andre i Ulykke.”

Da Cæsar hørte disse Ord, trak han paa Overlæben, men et Øjeblik efter slap han Jarro. „Flyv, Jarro!” sagde han. „Du er sandelig for god til at være Lokkefugl! Det var heller ikke derfor, jeg vilde holde paa dig, men fordi der bliver tomt i Stuen efter dig.”

SØENS UDTØRRING.

Onsdag 20. April.

Der blev virkelig meget tomt i Bondestuen efter Jarro. Hunden og Katten fandt Tiden lang, nu da de ikke havde ham at skændes om, og Husmoderen savnede den glade Rappen, der lød, hver Gang hun kom ind i Stuen. Men den, der længtes mest efter Jarro, var den lille Dreng, Per Ola. Per Ola var ikke mer end tre Aar og eneste Barn, og aldrig i sit Liv havde han haft saadan en Legekammerat som Jarro. Da Per Ola hørte, at Jarro var vendt tilbage til Tåkern og Ænderne, kunde han ikke slaa sig til Ro hermed, men tænkte bestandig paa, hvordan han skulde faa ham tilbage.

Per Ola havde talt meget med Jarro, mens han laa stille i sin Kurv, og han var jo vis paa, Anden forstod ham. Han bad sin Moder gaa med ham ned til Søen, saa han kunde finde Jarro og overtale ham til at vende tilbage til dem. Det vilde Moderen ikke, men Per Ola opgav dog ikke sin Plan.

Dagen efter at Jarro var forsvunden, løb Per Ola ude i Gaarden. Han legede med sig selv, som han plejede, men Cæsar laa paa Trappen, og da Moderen lukkede Drengen ud, sagde hun: „Pas paa Per Ola, Cæsar!”

Havde nu alt været i sin sædvanlige Orden, havde Cæsar ogsaa adlydt Befalingen, og der var blevet passet saa godt paa Drengen, at ingen Fare kunde hændt ham. Men Cæsar lignede ikke sig selv i de Dage. Han vidste, at de Bønder, der boede omkring Tåkern, holdt hyppige Møder om Søens Udtørring, og at de omtrent havde besluttet den. Ænderne skulde bort, og Cæsar kunde aldrig mer faa sig en ærlig Jagt. Han var saa optagen af at tænke paa denne Ulykke, at han glemte at passe paa Per Ola.

Og aldrig saasnart var den lille overladt til sig selv ude i Gaarden, før han indsaa, at nu var Øjeblikket der til at gaa ned til Tåkern og tale med Jarro. Han lukkede et Led op og gik ned imod Søen ad den smalle Sti over Engene. Saa længe man kunde se ham hjemmefra, gik han langsomt, men saa satte han stærkere Fart paa. Han var meget bange for, at hans Moder eller nogen anden skulde raabe til ham, at han ikke maatte gaa derned. Han vilde jo ikke gøre noget galt, kun overtale Jarro til at komme tilbage, men han havde det paa Fornemmelsen, at de derhjemme ikke vilde billige hans Forehavende.

Da Per Ola kom ned til Søen, kaldte han flere Gange paa Jarro. Saa stod han længe og ventede, men der kom ingen Jarro. Han saa adskillige Fugle, der lignede den, men de fløj forbi uden at lægge Mærke til ham, saa han begreb jo nok, at ingen af dem var den rigtige.

Da Jarro ikke kom, tænkte den lille Dreng, at det vist vilde være lettere at finde ham, hvis han begav sig ud paa Søen. Der laa flere gode Baade ved Bredden, men de var bunden fast. Den eneste, som laa der løs og ledig, var en gammel, læk Pram, der var saa daarlig, at det ikke faldt nogen ind at bruge den. Men Per Ola kravlede op i den uden at bryde sig om, at hele Bunden stod under Vand. Han kunde ikke magte Aarerne, men satte sig istedetfor til at vippe og gynge i Prammen. Det var rimeligvis aldrig lykkedes et voksent Menneske at faa en Pram ud paa Tåkern paa den Maade, men naar Vandstanden er høj og Ulykken vil det, har smaa Børn en mærkelig Evne til at komme til Søs. Per Ola drev snart om paa Tåkern og kaldte paa Jarro.

Da den gamle Pram laa og gyngede ude paa Søen, blev Revnerne i den endnu større, og Vandet ligefrem strømmede ind. Men det brød Per Ola sig ikke det mindste om. Han sad paa den lille Tofte i Forenden, raabte ad hver Fugl, han saa, og var forundret over, at Jarro ikke kom.

Tilsidst fik virkelig Jarro Øje paa Per Ola. Han hørte, der var nogen, der kaldte paa ham med det Navn, han havde haft iblandt Menneskene, og han begreb, at Drengen havde vovet sig ud paa Tåkern for at lede efter ham. Jarro blev usigelig glad ved at se, at et af Menneskene virkelig elskede ham. Han skød ned imod Per Ola som en Pil, satte sig ved Siden af ham og lod ham klappe sig. De var begge to meget glade ved at se hinanden igen.

Men pludselig mærkede Jarro, hvordan det stod til med Prammen. Den var halv fuld af Vand og meget nær ved at synke. Jarro prøvede paa at gøre Per Ola begribeligt, at han, der hverken kunde flyve eller svømme, maatte se at komme i Land, men Per Ola forstod ham ikke. Da betænkte Jarro sig ikke et Øjeblik, men skyndte sig afsted for at hente Hjælp.

Lidt efter kom Jarro tilbage og bar da paa sin Ryg en lille Purk, der var meget mindre end Per Ola. Havde han ikke kunnet baade tale og røre sig, vilde Drengen troet, det var en Dukke. Og den lille Purk befalede straks Per Ola at tage en lang Stang, der laa paa Bunden af Prammen, og prøve at stage den hen imod en af de smaa Sivholme. Per Ola adlød, og han og Purken hjalp hinanden at drive Prammen fremad. Med et Par Tag naaede de en lille, sivkranset Holm, og nu fik Per Ola Befaling til at gaa i Land. Og i samme Øjeblik, som Per Ola satte Foden paa Land, løb Prammen fuld af Vand og gik til Bunds.

Da Drengen saa dette, gik det op for ham, at hans Fader og Moder vilde blive meget vrede paa ham. Hvis han ikke straks havde faaet andet at tænke paa, havde han givet sig til at græde. Men der kom en Flok store, graa Fugle og slog ned paa Øen, og den lille Purk tog ham med hen til dem og fortalte ham, hvad de hed og hvad de sagde. Og det var saa morsomt, at Per Ola glemte alt andet.

Imidlertid havde Folkene i Bondegaarden opdaget, at Drengen var forsvunden, og havde givet sig til at lede efter ham. De søgte i Udhusene, kiggede ned i Brønden og saa efter i Kælderen. Derpaa gik de ud paa Veje og Stier, gik over til Nabogaarden og spurgte, om han havde forvildet sig derhen, og spejdede ogsaa efter ham nede ved Tåkern. Men hvormeget de saa søgte, han var ikke til at Ende.

Cæsar, Hunden, forstod godt, at hans Husbond og Madmoder ledte efter Per Ola, men han gjorde ikke noget for at hjælpe dem paa Spor. Han blev tværtimod ganske rolig liggende, som om det hele ikke vedkom ham.

Længere op ad Dagen fandt man Per Olas Fodspor nede ved Landingsstedet. Og saa faldt det dem ind, at den gamle utætte Pram ikke længer laa nede ved Bredden. Da stod det pludselig klart for dem, hvordan det altsammen var gaaet til.

Husbonden og hans Karle satte straks Baadene i Søen og roede ud for at lede efter Drengen. De blev ved at ro om paa Tåkern til sent paa Aftenen uden at se det mindste Spor af ham. De kunde ikke tro andet, end at den gamle Baad var gaaet til Bunds, og at den lille laa død paa Søens Bund.

Om Aftenen vankede Per Olas Moder om ved Bredden af Søen. Alle andre var overbevist om, at Drengen var druknet, hun alene kunde ikke faa sig selv til at tro det, men blev ved at lede efter ham. Hun ledte inde mellem Rør og Siv, hun gik og gik paa den sumpede Bred uden Tanke for, hvor dybt hun sank i, eller hvor vaad hun allerede var. Hun var usigelig fortvivlet. Det stak og gnavede i hendes Hjerte. Hun græd ikke, men vred sine Hænder og raabte paa sit Barn med høj, klagende Stemme.

Rundt omkring hørte hun Svaner og Ænder og Regnspover skrige. Hun syntes, de fulgte efter hende, og at ogsaa de klagede og jamrede. „De har vist ogsaa Sorg, siden de klager sig saadan,” tænkte hun. Men saa besindede hun sig. Det var jo kun Fugle, hun hørte. De havde nok ingen Bekymringer.

Det var underligt, at de ikke tav stille, nu Solen var gaaet ned. Men hun hørte alle de talløse Fugleskarer, der levede ved Tåkern, udstøde Skrig paa Skrig. Flere af dem fulgte efter hende, hvor hun gik; andre kom susende forbi med hastige Vingeslag. Hele Luften var fuld af Klage og Jammer.

Men den Angst, hun selv bar paa, aabnede hendes Hjerte. Hun syntes ikke, hun stod alle andre levende Væsener saa fjernt, som Menneskene ellers gør. Hun forstod meget bedre end nogensinde før, hvordan Fuglene havde det. De havde deres stadige Omsorg for Hjem og Børn ligesom hun. Der var nok ikke saa stor Forskel mellem dem og hende, som hun hidtil havde troet.

Saa kom hun til at tænke paa, at det var saagodtsom bestemt, at alle disse Tusender af Svaner og Ænder og Lommer skulde miste deres Hjem her ved Tåkern. „Det bliver svært nok for dem,” tænkte hun. „Hvor skal de saa opføde deres Unger?“

Hun blev staaende og faldt i Tanker. Det kunde se ud, som om det var en god og velbehagelig Gerning at forvandle en Sø til Ager og Eng, men det kunde vel være en anden Sø end Tåkern, en anden Sø, der ikke var Hjem for saa mange tusende Dyr.

Hun tænkte paa, at det var næste Dag, der skulde tages Beslutning om Søens Udtørring, og det faldt hende ind, om det var derfor, hendes lille Dreng var bleven borte netop i Dag. Om det var Guds Mening, at Sorgen skulde komme og aabne hendes Hjerte for Barmhjertighed netop i Dag, inden det var for sent at afværge den grusomme Handling?

Hun gik hurtig op til Gaarden og gav sig til at tale med sin Mand om alt dette. Hun talte om Søen og om Fuglene og sagde til ham, at hun troede, Per Olas Død var en Guds Straf over dem begge. Og hun mærkede snart, at han var af samme Mening som hun.

Den Gaard, de ejede, var stor i Forvejen, men blev der noget af Tørlægningen, vilde der tilfalde dem saa stort et Stykke af Søens Bund, at deres Ejendom vilde blive omtrent fordoblet. Derfor havde de været ivrigere for Foretagendet end nogen af de andre Lodsejere. De øvrige havde været ængstelige for Omkostningerne og ængstelige for, at Tørlægningen ikke skulde lykkes bedre end sidste Gang. Per Olas Fader vidste med sig selv, at det var ham, der havde formaaet dem til at være med i Foretagendet. Han havde anvendt al sin Overtalelsesevne for at kunne efterlade sin Søn en Gaard, der var dobbelt saa stor som den, hans Fader havde efterladt ham.

Han stod nu og tænkte paa, om Gud havde haft en Mening med, at Tåkern havde taget Sønnen fra ham, Dagen før han skulde skrive Kontrakt om dens Tørlægning. Hans Hustru havde ikke nødig at sige mange Ord til ham, før han svarede: „Maaske det ikke er Guds Vilje, at vi rokker ved hans Orden. I Morgen vil jeg tale med de andre om det, og jeg tænker, vi bestemmer, at alt skal blive, som det er.”

Mens Mand og Kone talte sammen, laa Cæsar foran Skorstenen. Han løftede Hovedet og hørte nøje efter. Da han mente, han kunde være sikker i sin Sag, gik han hen til sin Madmoder, tog fat i hendes Kjole og trak hende henimod Døren. „Men Cæsar dog!” sagde hun og vilde gøre sig fri. „Ved du, hvor Per Ola er?” udbrød hun derpaa. Cæsar gøede glad og sprang op ad Døren. Hun lukkede den op, og Cæsar styrtede afsted ned til Tåkern. Hans Madmoder var saa sikker paa, at han vidste, hvor Per Ola var, at hun løb lige efter ham. Og aldrig saasnart var de kommen ned til Bredden, før de hørte Barnegraad ude paa Søen.

Per Ola havde aldrig i sit Liv moret sig saa godt som denne Dag sammen med Tommeltot og Fuglene, men nu havde han givet sig til at græde, fordi han var sulten og bange for Mørket. Og han blev meget glad, da Fader og Moder og Cæsar kom og hentede ham.