Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/21

by Selma Lagerlöf

XXI.
KARRS OG GRAAFELDS SAGA.

KOLMÅRDEN.

Nord for Bråviken, lige paa Grænsen mellem Østergøtland og Sørmland, hæver der sig et Bjerg, der er flere Mil langt og over en Mil bredt. Havde det en Højde, der svarede til dets Længde og Bredde, vilde det være det skønneste Bjerg, man kunde tænke sig, men det har det ikke.

Det kan undertiden hænde, at man støder paa en Bygning, der er saa stort anlagt fra Begyndelsen, at Ejeren ikke har naaet at faa den færdig. Naar man kommer helt hen til den, ser man tykke Grundmure, stærke, hvælvede Buer og dybe Kældere, men der er hverken Mure eller Tag; det hele hæver sig kun nogle Fod op over Jorden. Det er ikke frit for, at dette Grænsebjerg bringer en til at tænke paa saadan en forladt Bygning, for det ser næsten ud, som om det ikke var et færdigt Bjerg, men kun Grundvolden til et Bjerg. Det hæver sig op fra Sletten med stejle Vægge, og alle Vegne er der optaarnet stolte Klippemasser, der ser ud, som om de var bestemte til at bære vældige, høje Bjerghaller. Alt er mægtigt og vildt og stort anlagt, men det har ingen rigtig Højde eller Rejsning. Bygmesteren er bleven træt og har opgivet Arbejdet, inden han har naaet at opføre de stejle Klipper og spidse Toppe og skarpe Aase, der ellers staar som Mure og Tag paa de færdigbyggede Bjerge.

Men som til Erstatning for Klipper og Kuller har det store Bjerg til alle Tider været dækket af høje, vældige Træer. Ege og Linde i Udkanterne og i Dalførerne, Birke og Elle omkring Søerne, Fyrretræer oppe paa de stejle Afsatser og Graner alle Vegne, hvor de kan finde en Haandfuld Jord at gro i. Alle disse Træer i Forening dannede den store Skov Kolmården, der i gamle Dage var saa frygtet, at enhver, der nødvendigvis skulde igennem den, gav sig Gud i Vold og forberedte sig paa, at hans sidste Time var kommen.

Kolmården nord for Bråviken

Det er nu saa længe siden Kolmården blev Skov, at det er umuligt at sige, hvoraf det kom, at den blev, som den blev. Den havde sagtens en vanskelig Tid i Begyndelsen paa den haarde Bjerggrund, og den blev hærdet, fordi den var nødt til at skaffe sig Fodfæste blandt nøgne Klippeblokke og Føde af magert Grus. Det gik med den som med mangen en, der maa døje ondt i de unge Dage, men bliver stor og stærk, naar han vokser til. Da Skoven var fuldvoksen, havde den Træer, der var tre Favne i Omkreds, Træernes Grene var flettet sammen til et uigennemtrængeligt Net, og jorden var gennemvævet af haarde, glatte Trærødder. Den var et udmærket Tilholdssted for vilde Dyr og Røvere, der vidste, hvordan man skulde kravle og klatre og sno sig for at bane sig Vej gennem den. Men for andre havde den ingen synderlig Tillokkelse. Den var mørk og kold, vejløs og vildsom, tæt og stikkende, og de gamle Træer med deres skæggede Grene og mosgroede Stammer lignede Trolde.

I den første Tid, da Folk begyndte at nedsætte sig i Sørmland og Østergøtland, var der Skov næsten overalt, men i de frugtbare Dale og paa Sletterne blev den snart ryddet. Kolmården derimod, der voksede paa mager Bjerggrund, var der ingen, der brød sig om at fælde. Men jo længere den fik Lov at staa urørt, jo stærkere blev den. Den var som en Fæstning, hvis Mure Dag for Dag blev tykkere, og den, der vilde igennem Skovmuren, maatte tage Øksen til Hjælp.

Andre Skove er tit bange for Mennesker, men for Kolmården maatte Menneskene være bange. Den var saa mørk og tæt, at Jægere og Kostebindere den ene Gang efter den anden gik vild derinde og var nærved at omkomme, inden de fik arbejdet sig ud af Vildnisset. Og for de rejsende, som var nødt til at drage fra Østergøtland til Sørmland, eller omvendt, var den ligefrem livsfarlig. De maatte møjsommelig arbejde sig frem ad smalle Dyrestier, for Grænsebefolkningen formaaede ikke engang at vedligeholde en banet Vej gennem Skoven. Der var hverken Bro over Aaer eller Færge over Søer eller Vase over Moser. Og i hele Skoven var der ikke en Hytte, hvor der boede fredelige Folk, mens der var nok af Røverkuler og Huler med vilde Dyr. Der var ikke mange, der slap uskadt gennem Skoven, men desto flere var der, som styrtede i Afgrunde eller sank i Sumpe, blev plyndret af Røvere eller jaget af vilde Dyr. Men ogsaa de, der boede udenfor Skoven og aldrig vovede sig ind i den, havde Fortræd af den, idet Bjørne og Ulve stadig kom ned fra Kolmården og tog deres Kvæg. Og det var umuligt at udrydde de vilde Dyr, saa længe de kunde skjule sig i den tætte Skov.

Der er ikke Tvivl om, at baade Østgøter og Sørmlændinger gerne vilde af med Kolmården, men det gik det langsomt med, saa længe der andensteds var brugbar Jord. Lidt efter lidt begyndte man dog at faa Bugt med den. Paa Bjergskrænterne rundt om selve Storskoven voksede der Gaarde og Landsbyer op. Skoven blev nogenlunde farbar, og ved Krokek, midt iden værste Vildmark, byggede nogle Munke et Kloster, hvor de vejfarende fandt et trygt Tilflugtssted.

Skoven blev dog ved at være mægtig og farlig, lige til en Vandringsmand, der var trængt langt ind i den dybe Skov, en skøn Dag tilfældigvis opdagede, at der var Malm i Bjerget, som den groede paa. Og saasnart dette rygtedes, ilede Grubearbejdere og Bjergmænd op i Skoven for at finde disse Skatte.

Og nu kom det, som knækkede Skovens Vælde. Menneskene gravede Gruber, de byggede Smelteovne og Bjergværker i den gamle Skov. Men det havde ikke behøvet at gøre Skoven alvorlig Skade, hvis det ikke var, fordi der gik en uhyre Masse Brænde og Kul med til Bjergværksdriften. Kulsviere og Brændehuggere holdt deres Indtog i den gamle, skumle Urskov og gjorde omtrent Ende paa den. Rundt omkring Bjergværkerne blev den helt hugget om, og der udlagde man Jorden til Agerland. Mange Nybyggere flyttede derop, og snart var der flere nye Landsbyer med Kirke og Præstegaard, hvor før kun Bjørnen havde haft sit Hi.

Selv der, hvor de ikke helt ryddede Skoven, fældede de alle gamle Træer og huggede Vej gennem det tætte Vildnis. Alle Vegne blev der anlagt Veje, og vilde Dyr og Røvere blev forjagede. Da Menneskene omsider blev Herre over Skoven, handlede de forfærdelig ilde med den: huggede og brændte Kul og ødelagde aldeles hensynsløst. De havde ikke glemt deres gamle Had til Skoven, og nu lod det til, de vilde ødelægge den helt.

Det var et Held for Skoven, at der ikke var saa overmaade meget Malm i Kolmårdengruberne, saa Grubearbejdet og Værksdriften snart tog af. Saa ophørte ogsaa Kulbrændingen, og Skoven fik lidt Pusterum. Mange, der havde nedsat sig i Kolmårdensbyerne, blev arbejdsløse og havde ondt ved at klare sig, men Skoven begyndte paa ny at vokse og brede sig, saa Gaarde og Bjergværker laa i den ligesom Øer i Havet. Kolmårdens Beboere forsøgte Agerbrug, men uden synderligt Udbytte. Den gamle Skovjord vilde hellere frembringe Kongeege og Kæmpefyrrer end Roer og Korn.

Og nu gik Menneskene og saa med mørke Blikke paa Skoven, der lod til at blive kraftigere og frodigere, mens de blev fattigere og fattigere, men tilsidst faldt det dem ind, om der ikke ogsaa kunde være noget godt ved Skoven. Maaske de kunde faa deres Udkomme af Skoven? Det var ialtfald værd at prøve at gøre noget ud af den.

Saa gav de sig til at hente Tømmer og Træ i Skoven og solgte det til de Sletteboere, der allerede havde hugget deres Skov. Det gik snart op for dem, at hvis de kun bar sig fornuftigt ad, kunde de leve af Skoven lige saa godt som af Marken og af Gruberne. Og saa kom de til at se anderledes paa den end før. De lærte at tage Vare paa den og elske den. De glemte helt det gamle Fjendskab og betragtede Skoven som deres bedste Ven.

KARR.

Omtrent tolv Aar før Niels Holgersen var begyndt at rejse om med Vildgæssene, skete det, at en Bjergværksejer paa Kolmården vilde skille sig af med en af sine Jagthunde. Han sendte Bud efter sin Skovløber, fortalte ham, at det var umuligt at beholde den Hund, fordi man ikke kunde faa den vænnet af med at jage efter alle de Faar og Høns, den fik Øje paa, og bad Skovløberen tage Hunden med ud i Skoven og skyde den.

Skovløberen slog et Reb om Halsen paa Hunden for at trække den ud i Skoven til et Sted, hvor de plejede at skyde de gamle Hunde fra Herregaarden og grave dem ned. Han var en skikkelig Mand, men alligevel var han helt glad over, at han skulde skyde den Hund, for han vidste nok, at det ikke alene var Faar og Høns, den jagede. Tit og mange Gange var den inde i Skoven og kneb en Hare eller en Urfugleunge.

Hunden var lille og sort, gul paa Brystet og med gule Forpoter. Den hed Karr og var saa klog, at den kunde forstaa alt, hvad Mennesker sagde. Da Skovløberen trak afsted med den gennem Skoven, vidste den meget godt, hvad der ventede den. Men det skulde ingen se paa den. Den hang ikke med Hovedet og stak heller ikke Halen mellem Benene, men saa lige saa fornøjet ud, som den plejede.

Vi skal straks faa at vide, hvorfor Hunden tog sig saadan i Vare for at vise, at den var bange. Til alle Sider rundt om det gamle Bjergværk strakte der sig nemlig en stor, vældig Skov, og den Skov var bekendt baade blandt Dyr og Mennesker, fordi Ejerne i en Række af Aar havde været saa ømme over den, at de ikke engang havde ladet fælde Træer til Brændsel. De havde heller ikke nænnet at udtynde eller kappe den, men havde ladet Skoven vokse, som den vilde. Men det fulgte af sig selv, at en Skov, der var saadan fredet, maatte blive et kært Tilflugtssted for Dyrene, og de fandtes der ogsaa i store Masser. Indbyrdes kaldte de den Fredskoven, og de betragtede den som det bedste Tilholdssted, de havde i hele Landet.

Mens Hunden blev trukken igennem Skoven, tænkte han paa, at han havde været en Skræk for alle de smaa Dyr, som boede dér. „Der vilde rigtignok være Glæde rundt omkring i Krattet, dersom de vidste, hvad der venter dig, Karr,” tænkte han. Men han viftede med Halen og satte i med en glad Gøen, for at ingen skulde tro, han var ængstelig eller forknyt.

„Hvad Fornøjelse var der ved Livet, hvis jeg ikke kunde jage engang imellem?” sagde han. „Lad dem angre, der har Lyst; mig bliver det ikke.”

Men i det samme Hunden sagde dette, foregik der en underlig Forandring med ham. Han strakte Hoved og Hals i Vejret, som om han havde Lyst til at hyle. Han løb ikke længer ved Siden af Skovløberen, men holdt sig bagved ham. Han var aabenbart kommen til at tænke paa noget ubehageligt.

Det var lige i Begyndelsen af Sommeren. Elgkøerne havde nylig født deres Unger til Verden, og Aftenen i Forvejen havde Hunden haft Held til at skille en Elgkalv, der næppe var mer end fem Dage gammel, fra dens Moder og drive den ud i en Mose. Der havde han jaget Kalven frem og tilbage mellem Tuerne, egentlig ikke for at fange den, men kun for at more sig over dens Forskrækkelse. Elgkoen vidste, at Mosen var bundløs nu saa nylig efter Tøbruddet og endnu ikke kunde bære saa stort et Dyr som den, og den blev staaende ved Bredden, saa længe den kunde holde det ud. Men da Karr jagede Kalven længer og længer ud, gik Elgkoen pludselig ud paa Mosen, jog Hunden bort, tog Kalven med sig og gik igen ind imod Land. Elsdyr er dygtigere end andre Dyr til at gaa paa sid og gyngende Grund, og det saa ud til, at det skulde lykkes den at slippe i Land. Men da den var naaet tæt ind til Bredden, sank en Tue, som den havde sat Foden paa, pludselig ned i Dyndet, og den fulgte med i Dybet. Den anstrængte sig for at komme op, men kunde ikke finde Fodfæste og sank dybere og dybere. Karr stod og saa til og turde næsten ikke trække Vejret, men da det gik op for ham, at Elgkoen ikke kunde klare sig, løb han sin Vej saa hurtig hans Ben kunde bære ham. Han var kommen til at tænke paa alle de Prygl, han vilde faa, hvis det blev opdaget, at han havde lokket en Elgko ud i Mosen, og han blev saa bange, at han ikke turde staa stille, før han var hjemme.

Det var det, Hunden var kommen til at tænke paa, og det pinte ham paa en helt anden Maade end alle de andre gale Streger, han havde bedrevet. Det var maaske, fordi han slet ikke havde haft i Sinde at dræbe hverken Elgkoen eller dens Kalv, men var kommen til at dræbe dem uforvarende.

„Ja, men de er maaske endnu i Live,” tænkte Hunden pludselig. „De var jo ikke døde, da jeg løb fra dem. Maaske de har klaret sig.”

Han fik en uimodstaaelig Lyst til at faa noget at vide om dette, mens der endnu var Tid for ham til at faa noget at vide. Han mærkede, at Skovløberen ikke holdt synderlig fast i Rebet, gjorde et rask Spring til Siden og kom virkelig løs. Derpaa foer han afsted gennem Skoven og nedad Mosen til i saadan en Fart, at Skovløberen ikke naaede at lægge Bøssen til Kinden, før han var væk.

Skovløberen havde ikke andet at gøre end at løbe bag efter, og da han kom til Mosen, saa han Hunden staa ude paa en Tue nogle Alen fra Land og hyle af alle Kræfter. Skovløberen syntes, han maatte da se efter, hvad det vel kunde betyde, satte Bøssen fra sig og krøb paa alle fire ud paa Mosen. Han havde ikke krøbet langt, før han saa' en Elgko, der laa i Mosen og var død. Lige ved Siden af Elgkoen laa der en lille Kalv. Den var endnu i Live, men var saa udmattet, at den ikke kunde røre sig. Karr stod ved Siden af Kalven. Snart bøjede han sig ned og slikkede den, snart udstødte han høje Hyl for at tilkalde Hjælp.

Nu løftede Skovløberen Kalven op og gav sig til at slæbe den ind imod Land. Da det gik op for Hunden, at Kalven vilde blive frelst, blev han ude af sig selv af Glæde. Han sprang rundt om Skovløberen, slikkede hans Hænder og bjæffede af Henrykkelse.

Skovløberen bar Kalven hjem og satte den ind i en Baas i Stalden. Saa var han nødt til at hente Hjælp for at faa trukket den døde Elgko op af Mosen, og først da alt det var gjort, kom han i Tanker om, at han jo skulde skyde Karr. Han kaldte paa Hunden, der havde fulgt ham hele Tiden, og gik paa ny ind i Skoven med ham.

Skovløberen gik straks lige henimod Hundegraven, men paa Vejen derhen lod det til, han kom paa andre Tanker, for pludselig vendte han om og gik op ad Herregaarden til.

Karr havde fulgt ham ganske stille, men da Skovløberen vendte om og gik op til hans gamle Hjem, blev han urolig. Skovløberen havde sagtens udfundet, at det var ham, der havde taget Elgkoen af Dage, og nu skulde han op paa Herregaarden og have sin Straf, inden han døde.

Men at faa Prygl, det var det værste, Karr vidste, og med det i Udsigt formaaede han ikke at holde Modet oppe. Han gik og hang med Hovedet, og da han kom op paa Herregaarden, saa han ikke op, men lod, som om han ikke kendte nogen.

Herremanden stod paa Trappen, da Skovløberen kom gaaende. „Hvad i Alverden er det for en Hund, De dér kommer med, Skovløber?” sagde han. „Det er da vel ikke Karr? Han maa da være skudt for længe siden.” Skovløberen gav sig saa til at fortælle om Elsdyrene, og Karr gjorde sig saa lille, han kunde, og krøb sammen bag Skovløberens Ben som for at skjule sig.

Men Skovløberen fortalte ikke Historien saadan, som Karr var forberedt paa. Han havde ikke Ord nok til Ros for Karr. Han sagde, at Hunden aabenbart havde vidst, at Elsdyrene var i Nød, og vilde redde dem. „Herren maa jo gøre, hvad De vil, men den Hund kan jeg ikke skyde,“ sagde Skovløberen tilsidst.

Hunden rejste sig og spidsede Øren. Han vilde knap tro, at han hørte rigtig. Skønt han nødig vilde røbe, hvor bange han havde været, kunde han ikke dy sig for at bjæffe lidt. Var det virkelig muligt, at han fik Lov at beholde Livet, blot fordi han havde været bekymret for Elsdyrene.

Herremanden syntes ogsaa, at Karr havde opført sig godt, men da han under ingen omstændigheder vilde have ham tilbage, vidste han ikke straks, hvad han skulde sige. „Ja, dersom De vil tage Dem af ham, Skovløber, og svare for, at han skikker sig bedre end før, saa lad ham leve,” sagde han tilsidst. Det var Skovløberen villig til, og saadan gik det til, at Karr kom til Skovløberen.

GRAAFELDS FLUGT.

Fra den Dag, Karr kom til Skovløberen, holdt han helt op med at drive ulovlig Jagt i Skoven. Det var ikke saa meget, fordi han var bleven forskrækket, som fordi han ikke vilde have, at Skovløberen skulde blive vred paa ham. For siden Skovløberen havde frelst hans Liv, elskede han ham over alt i Verden. Han havde ikke anden Tanke end at følge ham og passe paa ham. Gik han ud, saa løb Karr i Forvejen og undersøgte Vejen, og sad han hjemme, laa Karr udenfor Døren og holdt Øje med enhver, der kom og gik.

Naar alt var stille i Skovløberhuset, naar man ingen Skridt hørte paa Vejen, og Karrs Herre gik og puslede med de smaa Træer, som han opelskede i sin Køkkenhave, forslog Karr Tiden med at lege med Elgkalven.

I Begyndelsen havde Karr slet ikke Lyst til at give sig af med den. Men da han fulgte sin Herre alle Vegne, gik han ogsaa med ham ud i Stalden, naar han gav Elgkalven Mælk, og sad gerne udenfor Baasen og saa paa den. Skovløberen kaldte Kalven Graafeld, for han syntes ikke, den fortjente et finere Navn, og det var Karr enig med ham i. Hver Gang han saa Kalven, syntes han, at han aldrig havde set noget, der var saa grimt og var saa daarligt sat sammen. Den havde lange, ledeløse Ben, der sad under Kroppen som et Par løse Stylter. Hovedet var stort og gammelagtigt og rynket, og altid hang det til den ene Side. Skindet sad i Rynker og Folder, som om den havde faaet en Pels paa, der ikke var lavet til den. Den saa altid forknyt og mismodig ud, men, underligt nok, rejste den sig hurtig op, saa snart den saa Karr udenfor Baasen, som om den blev glad ved at se Hunden.

Elgkalven blev uslere for hver Dag der gik, den voksede ikke, og tilsidst kunde den ikke engang rejse sig, naar den saa Karr. Saa sprang Hunden op i Baasen til den, og da lyste det op i Staklens Øjne, som om den havde faaet et inderligt Ønske opfyldt. Fra den Tid af kom Karr hver Dag og besøgte Elgkalven og tilbragte hele Timer hos den med at slikke dens Pels, lege og tumle med den og lære den et og andet, som et Skovdyr bør vide Besked om.

Og underligt var det, men fra den Dag, da Karr havde fundet paa at løbe ind til Elgkalven, begyndte den at trives og vokse. Og da den først var kommen i Gang med det, voksede den paa nogle faa Uger saa stærkt, at den ikke længer kunde faa Plads i den lille Baas, men maatte flyttes ud i et Indelukke. Men da den havde gaaet i indelukket et Par Maaneder, var dens Ben bleven saa lange, at den kunde springe over Gærdet, naar den lystede. Da fik Skovløberen Tilladelse af Herremanden til at rejse et højt og stort Hegn til den. Der levede Elgen i adskillige Aar og voksede op til et stort, stateligt Dyr. Karr holdt den med Selskab, saa tit han kunde, men nu var det ikke af Medlidenhed, men fordi der var opstaaet et varmt Venskab imellem de to. Elgen var stadig nedslaaet og lod til at være sløv og sløj, men Karr forstod den Kunst at faa den munter og livlig.

Graafeld havde været fem Somre i Skovløberhuset, da Herremanden fik Brev fra en zoologisk Have i Udlandet med Spørgsmaal,om han vilde sælge dem Elgen. Det vilde han gerne. Skovløberen blev bedrøvet, men det kunde jo ikke nytte, han sagde nej, og saa blev det da bestemt, at Elgen skulde sælges. Karr fik snart Nys om, hvad der forestod, og skyndte sig ud til Elgen for at fortælle ham, at de havde i Sinde at sende ham væk. Hunden var ulykkelig over at skulle miste Graafeld, men Elgen tog det ganske roligt og lod hverken til at blive glad eller bedrøvet, „Vil du ikke sætte dig imod at blive sendt bort?” spurgte Karr. — „Hvad kunde det nytte, at jeg satte mig imod det?“ sagde Graafeld. „Jeg vilde helst blive, hvor jeg er, men har de solgt mig, maa jeg vel herfra.” Karr stod og saa paa Graafeld, maalte ham ligefrem med Øjnene. Man kunde nok se, at Elgen endnu ikke var helt udvokset. Hans Takker var ikke saa brede og hans Pukkel ikke saa høj og hans Manke ikke saa strid som paa de fuldvoksne Elgtyre, men dog var han stærk nok til at kæmpe for sin Frihed. „Man kan nok mærke, at han har levet i Fangenskab hele sit Liv,” tænkte Karr, men sagde ikke noget.

Hunden vendte ikke tilbage til Elggaarden før efter Midnat, da han vidste, at Graafeld havde udsovet og var ved sit første Maaltid. „Det er vist fornuftigt af dig, at du Finder dig i at blive sendt bort, Graafeld,“ sagde Karr, der nu lod til at være rolig og tilfreds. „Du bliver holdt indespærret i en stor Have og kommer til at føre et sorgfrit Liv. Jeg synes blot, det er Synd, at du kommer til at rejse herfra uden at have set Skoven. Du ved, at dine Stammefrænder har det Valgsprog, at Elgene er ét med Skoven, men du har ikke engang været inde i en Skov.“

Graafeld saa op fra Kløveren, som han stod og tyggede paa. „Jeg havde nok Lyst til at se Skoven, men hvordan skal jeg komme over Hegnet?“ sagde han med sin sædvanlige Sløvhed, — „Nej, det er vel ganske umuligt for en, der har saa korte Ben,” sagde Karr. Elgen skævede hen til Karr, der flere Gange om Dagen sprang over Hegnet, saa lille han var. Han gik hen til Gærdet, gjorde et Spring og var ude i det Fri, næsten uden at han vidste, hvordan det var gaaet til.

Karr og Graafeld begav sig nu ind i Skoven. Det var en dejlig, maaneklar Nat henimod Slutningen af Sommeren, men inde under Træerne var der mørkt, og Elgen bevægede sig fremad med stor Forsigtighed. „Det er maaske bedst, vi vender om,” sagde Karr. „Du har jo aldrig før gaaet ude i den vilde Skov, og du kunde let brække dine Ben.” Da gav Graafeld sig til at gaa hurtigere og dristigere fremad.

Karr førte Elgen til en Del af Skoven, hvor der voksede vældige Graner, der stod saa tæt, at aldrig et Vindpust trængte ind imellem dem. „Herinde plejer dine Stammefrænder at søge Læ for Storm og Kulde,” sagde Karr. „Her staar de under aaben Himmel hele Vinteren igennem. Men du faar det meget bedre dér, hvor du kommer hen. Du faar Tag over Hovedet og kommer til at staa i Stald ligesom en Ko.“ Graafeld svarede ikke noget; han stod kun og inddrak den stærke Granduft. „Har du mer at vise mig, eller har jeg nu set hele Skoven?” spurgte han.

Saa gik Karr med ham hen til en stor Mose og lod ham se ud over Tuer og Hængedynd. „Den Mose plejer Elgene at flygte ud over, naar de er i Fare,“ sagde Karr. „Jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad, men saa store og tunge de er, kan de gaa her uden at synke i. Du kunde vist ikke klare dig paa saa gyngende Grund, men det behøver du heller ikke, for du vil jo aldrig blive efterstræbt af Jægere.” Graafeld svarede ikke, men med et langt Spring var han ude paa Mosen. Det var en Fryd for ham at føle Tuerne gynge under sig, og han foer ud over Mosen og kom tilbage til Karr uden at være sunket i en eneste Gang. „Har vi nu set hele Skoven?“ spurgte han. — „Nej, endnu ikke,” sagde Karr.

Han gik nu med Elgen til Udkanten af Skoven, hvor der voksede vældige Løvtræer: Eg og Asp og Lind. „Her plejer dine Stammefrænder at æde Løv og Bark,“ sagde Karr. „Det regner de for den bedste Føde, men udenlands faar du sagtens bedre Mad.” Graafeld saa med Undren paa de pragtfulde Løvtræer, der hvælvede deres grønne Kupler over ham. Den smagte baade paa Egeløv og Aspebark. „Dette smager besk og godt,” sagde han. „Det er bedre end Kløver.” — „Saa var det jo rart, du engang fik det at smage,“ sagde Hunden.

Derpaa tog han Elgen med til en lille Skovsø. Søen laa ganske blank og stille, og Bredderne spejlede sig i den, indhyllede i tynde, lette Taager. Da Graafeld saa Søen, blev han staaende ubevægelig. „Hvad er det, Karr?” spurgte han. Det var første Gang, han saa en Sø. — „Det er et stort Vand, det er en Sø,” sagde Karr. „Din Slægt plejer at svømme over den fra Bred til Bred. Man kan jo ikke forlange, at du skal kunne gøre det, men du skulde da ialtfald gaa ned og tage dig et Bad.” Karr gik selv ned i Vandet og svømmede ud. Graafeld blev temmelig længe staaende paa Bredden. Tilsidst gik han med. Han tabte Vejret af Velbehag, da Vandet, blødt og køligt, sluttede sig om hans Legeme. Han vilde ogsaa gerne have det over Ryggen, gik længere ud, mærkede, at Vandet bar ham, og gav sig til at svømme. Han svømmede rundt om Karr og var som hjemme i Vandet. Da de kom op paa Bredden igen, spurgte Hunden, om de nu skulde gaa hjem. „Der er længe til Morgen. Lad os gaa omkring i Skoven en Stund endnu,” sagde Graafeld.

De gik paa ny op i Naaleskoven. Snart naaede de en lille, aaben Plet, der laa ganske lys i Maaneskinnet, med Græs og Blomster tindrende af Dug. Midt paa Skovsletten gik nogle store Dyr og græssede. Det var en Elgtyr, nogle Elgkøer og adskillige Kvier og Kalve. Da Graafeld fik Øje paa dem, standsede han med et Sæt. Han saa knap til Køerne og Ungkvæget. Han stirrede kun paa den gamle Elgtyr, der havde brede, skovldannede Takker med mange Grene, en høj Pukkel over Bovene og en langhaaret Skindlap hængende ned fra Halsen. „Hvad er det for en?” spurgte Graafeld, og hans Stemme dirrede af Sindsbevægelse. — „Han hedder Hornkrone,” sagde Karr, „og han er din Frænde. Du faar ogsaa nok engang saadan nogle brede Takker og Mage til Manke, og dersom du blev i Skoven, fik du sagtens ogsaa en Hjord at være Fører for.” — „Hvis han derhenne er min Frænde, vil jeg gaa nærmere og se paa ham,“ sagde Graafeld. „Aldrig har jeg tænkt mig, at et Dyr kunde være saa vældigt.”

Graafeld gik hen til Elgene, men kom straks efter tilbage til Karr, der var bleven staaende i Skovbrynet. „Du blev nok ikke godt modtagen?” sagde Karr. — „Jeg fortalte ham, at det var første Gang, jeg havde mødt Frænder, og jeg bad, om jeg maatte gaa paa Engen hos dem, men han viste mig bort og truede ad mig med Takkerne.” — „Det var godt, du veg for ham,“ sagde Karr. „En ung Tyr, der endnu ikke har faaet skovlformede Takker, maa tage sig i Vare for at slaas med gamle Elge. Hvis det var en anden, der var veget uden Modstand, havde han faaet et daarligt Navn paa sig over hele Skoven, men du, der skal rejse til Udlandet, behøver jo ikke at bryde dig om den Slags Ting.”

Karr havde næppe talt ud, før Graafeld vendte om og gik ud paa Engen. Den gamle Elg gik imod ham, og de kom straks i Kamp. De satte Takkerne mod hinanden og stangedes, og det endte med, at Graafeld blev dreven tilbage over hele Engen, Han forstod aabenbart ikke at bruge sine Kræfter. Men da han kom til Skovbrynet, satte han Klovene fastere i Jorden, brød voldsomt paa med Takkerne og begyndte at drive Hornkrone tilbage. Graafeld kæmpede tavs, men Hornkrone prustede og hvæsede. Nu var det den gamle Elgs Tur at blive dreven tilbage over Engen. Pludselig hørtes et stærkt Brag. Det var en af den gamle Elgs Takker, der knækkede. Han rev sig voldsomt løs fra Graafeld og løb til Skovs.

Karr stod endnu i Skovbrynet, da Graafeld kom tilbage til ham. „Nu har du set, hvad der er i Skoven,” sagde Karr. „Vil du nu gaa med hjem?” — „Ja, det er nok paa Tiden,” sagde Elgen.

Paa Hjemvejen talte ingen af dem. Karr sukkede flere Gange, som om han var skuffet over noget, men Graafeld skred afsted med højt løftet Hoved og lod til at være glad over sit Eventyr. Han gik hele Vejen uden mindste Tøven, lige til han kom til Hegnet, men der standsede han. Han kastede et Blik paa det snevre Indelukke, hvor han hidtil havde levet, saa den nedtrampede jord, det visne Foder, det lille Trug, han havde drukket Vand af, og det mørke Skur, hvor han havde sovet. „Elgene er ét med Skoven,” raabte han, kastede Hovedet tilbage, saa hans Nakke berørte Ryggen og stormede i den vildeste Flugt ind i Skoven.

HJÆLPELØS.

I en Grantykning dybt inde i den store Fredskov viste der sig hvert Aar i August Maaned nogle graahvide Natsommerfugle af den Slags, der hedder Nonner. De var faa og smaa, og der var næsten ingen, der lagde Mærke til dem. Naar de havde fløjet om dybt inde i Skoven et Par Nætter, lagde de nogle tusende Æg paa Træstammerne, og kort efter sank de livløse til Jorden.

Naar det blev Foraar, kom der nogle smaa, prikkede Larver ud af Æggene og gav sig til at æde Grannaale. De havde god Appetit, men de kom aldrig til at gøre Træerne synderlig Skade, for de var stærkt efterstræbt af Fuglene. Der var sjælden mer end nogle hundrede Larver, der undgik Forfølgerne.

De faa Larver, der naaede at blive fuldvoksne, krøb ud paa Grenene, spandt sig ind i hvide Traade og sad nogle Uger som ubevægelige Pupper. I Løbet af denne Tid blev i Reglen over Halvdelen af dem snappet bort. Hvis der i August kom hundrede vingede og fuldvoksne Nonner ud af Pupperne, maatte det kaldes et godt Aar for dem.

Saadan en usikker og ubemærket Tilværelse førte Nonnerne gennem mange Aar i Fredskoven. Der var ikke noget Insektfolk i hele Egnen, der var saa faatalligt. Og de vilde bleven ved at være lige magtesløse og skadelige, hvis de ikke ganske uventet havde faaet en Hjælper.

Men at Nonnerne Fik en Hjælper, det hang sammen med, at Elgen havde forladt Skovløberhuset. Graafeld var nemlig hele Dagen efter sin Flugt gaaet om i Skoven for at gøre sig fortrolig med den. Henad Eftermiddagen brød han sig Vej gennem en Tykning, og paa den anden Side af den kom han til en aaben Plads, hvor Jordbunden bestod af Dynd og løst Mudder. I Midten var der et Vandhul med sort Vand, og rundt omkring det hele stod høje Graner, der var næsten nøgne af Alder og Vantrivsel. Graafeld syntes ilde om Stedet og vilde straks have forladt det igen, hvis han ikke havde faaet Øje paa nogle lysegrønne Kallablade, der voksede ved Vandhullet.

Idet han nu bøjede Hovedet ned over Kallabladene, kom han til at vække en stor, sort Snog, der laa og sov under dem. Elgen havde hørt Kari tale om de giftige Hugorme, der levede i Skoven, og da Snogen løftede Hovedet, rakte sin kløftede Tunge ud og hvæsede ad ham, troede han, det var et meget farligt Dyr, han stod overfor. Han blev forskrækket, løftede Benet, slog til med Kloven og knuste Snogens Hoved. Derpaa ilede han bort i vild Flugt.

Saasnart Graafeld var borte, dukkede en Snog til, der var lige saa lang og sort som den første, op af Vandhullet. Den krøb hen til den dræbte og lod sin Tunge glide hen over dens knuste Hoved.

„Er du virkelig død, gamle Harmløs?” hvæsede Snogen. „Og vi to, der har levet sammen i saa mange Aar! Vi, der har været saa glade for hinanden og haft det saa godt her i Kæret, at vi er bleven ældre end alle andre Snoge i Skoven! Det var den største Sorg, der kunde ramme mig.”

Snogen var saa bedrøvet, at hans lange Krop ringlede sig, som om han var saaret. Om det saa var Frøerne, der levede i stadig Angst for ham, havde de ondt af ham.

„Hvor den maa være ond, som dræber en stakkels Snog, der ikke kan forsvare sig!“ hvæsede Snogen. „Den, der har gjort det, fortjener sandelig en haard Straf.” Han laa lidt og vred sig i Smerte, men pludselig løftede han Hovedet. „Saa sandt jeg hedder Hjælpeløs og er den ældste Snog i Skoven, skal dette hævnes. Jeg skal ikke hvile, før den Elg ligger død paa jorden ligesom min gamle Hunsnog.“

Da Snogen havde givet dette Løfte, rullede han sig sammen som et Nøgle og lagde sig til at grunde. Men man kan næppe tænke sig noget, der er vanskeligere for en stakkels Snog end at tage Hævn over en stor, stærk Elg, og den gamle Hjælpeløs laa der og grundede i Dage og Nætter uden at finde paa Raad.

Men en Nat, da Snogen saadan laa med sine Hævntanker og ikke kunde sove, hørte han en svag Raslen ovenover sig. Han saa op og fik Øje paa nogle hvide Nonnesommerfugle, der legede mellem Træerne. Han fulgte dem længe med Øjnene, og saa gav han sig til at hvæse højt for sig selv, men omsider faldt han i Søvn, og da lod han til at være tilfreds med det, han havde fundet paa.

Næste Formiddag begav Snogen sig til Kryle, Hugormen, der boede i en højtliggende og stenet Del af Fredskoven. Ham fortalte han om den gamle Hunsnogs Død og bad, om ikke han, hvis Bid kunde bringe Døden, vilde tage Hævnen paa sig. Men Kryle var ingenlunde tilbøjelig til at give sig i Kast med Elgene. „Dersom jeg angreb en Elg,“ sagde han, „vilde den øjeblikkelig slaa mig ihjel. Gamle Harmløs er død, og vi kan ikke bringe hende til Live igen. Hvorfor skulde jeg styrte mig selv i Ulykke for hendes Skyld?”

Da Snogen fik dette Svar, løftede han sit Hoved en hel Fod fra Jorden og hvæsede forfærdeligt. „Visch, vasch! Visch, vasch!“ sagde han. „Det er Skade, du, der har faaet saa gode Vaaben, skal være saa fejg, at du ikke tør bruge dem.“ Da Hugormen hørte dette, blev han ogsaa vred. „Kryb din Vej, gamle Hjælpeløs!” hvæsede han. „Giften løber mig ned i Tænderne, men jeg vil helst spare en, som gælder for at være min Slægtning.”

Men Snogen rørte sig ikke af Pletten, og en lang Tid laa Dyrene der og hvæsede hinanden Grovheder i Ansigtet. Da Kryle var bleven saa vred, at han ikke længer kunde hvæse, men kun hvisle, slog Snogen hurtig om og gav sig til at tale i en helt anden Tone.

„Egentlig havde jeg eet Ærinde til, Kryle,” sagde han og sænkede Stemmen til en blid Hvisken, „men nu har jeg sagtens gjort dig saa vred, at du ikke mer vil hjælpe mig?” — „Naar du blot ikke forlanger Galskaber af mig, vil jeg gerne være dig til Tjeneste.” — „Der bor et Sommerfuglefolk i Granerne lige ved mit Kær,“ sagde Snogen, „nogle, der flyver om Natten sidst paa Sommeren.” — „Ja, jeg ved nok, hvad det er for nogle, du mener,“ sagde Kryle, „hvad er der med dem?“ — „Det er det mindste Insektfolk i Skoven,“ sagde Hjælpeløs, „og det uskadeligste af dem alle, for Larverne æder ikke andet end Grannaale.” — „Ja, det ved jeg,” sagde Kryle. — »Jeg er bange for, at det Sommerfuglefolk snart vil blive helt udryddet,” sagde Snogen. „Der er saa mange, der tager Larverne om Foraaret.“ Nu troede Kryle, det var Meningen, at Snogen gerne vilde beholde Larverne for sig selv, og han svarede venligt: „Vil du have, jeg skal sige til Uglerne, at de skal lade de Granlarver være i Fred?” — „Ja, det var rart, hvis du, der har noget at sige i Skoven, kunde udvirke det,” sagde Hjælpeløs. „Skal jeg maaske ogsaa lægge et godt Ord ind for de Granædere hos Droslerne?” sagde Hugormen. „Jeg vil gerne tjene dig, naar du ikke forlanger Urimeligheder.” — „Saa siger jeg Tak for dit gode Løfte, Kryle,“ sagde Hjælpeløs, „og jeg er glad, jeg henvendte mig til dig.”

NONNERNE.

Flere Aar efter denne Tildragelse laa Karr en Morgenstund og sov ude i Bislaget. Det var i Forsommeren, i de lyse Nætters Tid, og skønt Solen ikke var staaet op, var det højlys Dag. Da vaagnede Karr ved, at en raabte hans Navn. „Er det dig, Graafeld?“ spurgte Karr, for han var vant til, at Elgen næsten hver Nat kom og besøgte ham. Han fik intet Svar. men hørte igen, at der var en, der kaldte paa ham. Han syntes, han kendte Graafelds Stemme, og løb efter Lyden.

Karr kunde høre Elgen løbe foran sig, men kunde ikke indhente ham. Han styrtede ind i den tætteste Granskov midt igennem Tykningen uden at følge Vej eller Sti. Karr var flere Gange nær ved at tabe Sporet. Men saa lød det igen: „Karr, Karr!” og Stemmen var Graafelds, skønt den havde en Klang, som Hunden aldrig før havde hørt. „Jeg kommer, jeg kommer. Hvor er du?” svarede Hunden. — „Karr, Karr, ser du ikke, hvor det drysser og drysser?” spurgte Graafeld. Karr saa da, at der ustandselig dryssede Naale ned fra Granerne, ligesom en fin Regn. „Jo, jeg ser, det drysser,“ raabte han, men løb i det samme dybere ind i Skoven for at Finde Elgen.

Graafeld løb i Forvejen, tværs igennem Tykningen, og Karr var paa ny ved at tabe Sporet. „Karr, Karr!” skreg Graafeld, og det lød som et Brøl. „Kan du ikke mærke, hvordan her lugter i Skoven?” Karr blev staaende og vejrede. Han havde ikke tænkt over det før, men nu kunde han godt mærke, at Granerne udbredte en meget stærkere Duft end sædvanlig. „Jo, jeg kan mærke, her lugter stærkt,” sagde han, gav sig dog ikke Tid til at se efter, hvad det kom af, men skyndte sig afsted efter Graafeld.

Elgen løb endnu engang sin Vej i saadan en Fart, at Hunden ikke kunde indhente ham. „Karr, Karr,” raabte han lidt efter, „kan du ikke høre, hvor det knirker i Granerne?” Nu var Stemmen saa sørgmodig, at den maatte røre en Sten. Karr stod stille for at høre efter og hørte en svag, men tydelig Knirken oppe i Træerne. Det lød som et Urs Dikken. „Jo, jeg kan høre det dikke!” raabte Karr og løb nu ikke længer. Han forstod nok, at Elgen ikke vilde have, han skulde følge ham, men at han skulde lægge Mærke til noget, der gik for sig i Skoven.

Karr stod lige under en Gran, der havde buskede, nedhængende Grene og grove, mørkegrønne Naale. Han saa nøje paa Træet og syntes da, det saa ud, som om dets Naale rørte sig. Da han gik nærmere, opdagede han en Masse graahvide Larver, der kravlede om paa Grenene og aad af Naalene. Hver eneste Gren var fuld af dem; de gnavede og aad. Det dikkede og dikkede i Træerne af alle deres smaa arbejdende Kæber. Ustandselig faldt afgnavede Grannaale til Jorden, og fra de stakkels Grantræer udstrømmede der saa stærk en Duft, at Hunden næsten ikke kunde udholde den.

„Den Gran faar nok ikke Lov at beholde ret mange af sine Naale,” tænkte han og saa opmærksomt paa Træet ved Siden af. Det var ogsaa en stor, høj Gran, men den saa ligedan ud. „Hvad kan det dog være?” tænkte Karr. „Det er Synd for de dejlige Træer. Der er snart ikke noget kønt ved dem mer.” Han gik fra Træ til Træ og søgte at opdage, hvad der var i Vejen med dem. „Der staar en Fyr. Den har de vel ikke turdet røre,” tænkte han. Men de havde ogsaa angrebet Fyrren. „Og dér en Birk. Jo, ogsaa dér, ogsaa dér. Det vil Skovløberen ikke blive glad ved,“ tænkte Karr.

Han løb længere ind i Tykningen for at se hvor langt Ødelæggelsen var naaet. Hvor han kom, hørte han samme Dikken, mærkede samme Lugt, saa samme Naaleregn. Han behøvede ikke at staa stille for at se det. Disse Tegn sagde ham, hvordan det stod til. De smaa Larver var alle Vegne. Hele Skoven stod i Fare for at blive ædt nøgen af dem.

Pludselig kom han til et Sted, hvor han ikke kunde mærke den stærke Granduft, og hvor der var stille og roligt. „2Her er det forbi med deres Herredømme,” tænkte Hunden, stod stille og saa sig om. Men her var det værre endnu; her havde Larverne allerede endt deres Arbejde, og Træerne stod uden Naale. De var som døde, og det eneste, der dækkede dem, var en Mængde sammenfiltrede Traade, som Larverne havde spundet og brugt til Broer og Veje.

Herinde mellem de døende Træer stod Graafeld og ventede paa Karr. Men han var ikke alene; ved Siden af ham stod der fire gamle Elsdyr, de mest ansete i Skoven. Karr kendte dem. Der var Krogryg, som var en lille Elg, men hvis Pukkel var større end alle andres, Hornkrone, der var den største af hele Elgfolket, Stridmanke med den tætte Pels og en gammel højbenet en, der hed Storstærke, og som havde været forfærdelig hidsig og kamplysten, lige til den ved sidste Efteraarsjagt havde faaet en Kugle i Laaret.

„Hvad i Alverden er der i Vejen med Skoven?” spurgte Karr, da han kom hen til Elsdyrene, der stod med hængende Hoveder og fremskudt Overlæbe og saa meget tankefulde ud. — „Det er der ingen, der ved,” svarede Graafeld. „Det Insektfolk har været det svageste i hele Skoven og har aldrig før gjort nogen Skade, men i de senere Aar er det pludselig taget til i Antal, og nu ser det ud til, at det vil ødelægge hele Skoven.” — „Ja, det ser slemt ud,“ sagde Karr, „men jeg ser, at de klogeste i Skoven har samlet sig for at raadslaa, og de har maaske fundet paa Hjælp.”

Da Hunden talte saadan, løftede Krogryg meget højtidelig sit tunge Hoved, slog med de lange Øren og sagde: „Vi har stævnet dig herhen, Karr, for at faa at vide, om Menneskene ved Besked om denne ødelæggelse.” — „Nej,” sagde Karr, „saa langt ind i Tykningen kommer der jo aldrig Mennesker undtagen i Jagttiden. De ved ikke noget om Ulykken.” — „Vi, der er gamle i Skoven,” sagde saa Hornkrone, „tror ikke, at vi Dyr kan klare os alene imod det Insektfolk.” — „Vi synes, det ene er næsten ligesaa stor en Ulykke som det andet,“ sagde Stridmanke. „Nu er det nok forbi med Freden i Skoven.” — „Men vi kan ikke lade hele Skoven ødelægge,” sagde Storstærke. „Vi har ikke noget Valg.”

Karr forstod, at Elgene havde ondt ved at faa sagt, hvad de vilde, og søgte at hjælpe dem. „Det er maaske jeres Mening, at jeg skal lade Menneskene vide, hvordan det staar til her?” Da nikkede alle de gamle flere Gange. „Det er haardt for os at være nødt til at bede Menneskene om Hjælp, men vi ved ikke vort levende Raad.”

Lidt efter var Karr paa Hjemvejen. Allerbedst som han kom løbende i største Bekymring over, hvad han havde hørt, mødte han en stor, sort Snog. „Vel mødt i Skoven!“ hvæsede Snogen. — „Vel mødt igen!“ bjæffede Karr og vilde skynde sig forbi uden at standse. Men Snogen vendte om og prøvede at indhente ham. „Det kan jo være, den ogsaa er bekymret for Skoven,“ tænkte Karr og blev staaende. Snogen gav sig øjeblikkelig til at tale om den store Ødelæggelse. „Nu er det nok forbi med Fred og Ro her i Skoven, naar der bliver sendt Bud efter Menneskene,” sagde han. — „Det er jeg ogsaa bange for,” sagde Karr, „men de gamle i Skoven ved vel, hvad de gør.“ — „Jeg tror nok, jeg kunde finde paa bedre Raad,” sagde Snogen, hvis jeg blot fik den Løn, jeg vil have.” — Er det ikke dig, de kalder Hjælpeløs?“ sagde Hunden haanlig. — „Jeg er gammel i Skoven,“ sagde Snogen. „Jeg ved nok, hvordan man bliver af med den Slags Utøj.” — „Kan du bare skaffe os af med det.“ sagde Karr, „er der vist ingen, der vil nægte dig, hvad du forlanger.”

Idet Karr sagde dette, smuttede Snogen ind under en Trærod og fortsatte ikke Samtalen, før han laa vel forvaret i et snævert Hul. „Saa kan du hilse Graafeld og sige,“ hvæsede han, „at, hvis han vil drage bort fra Fredskoven og ikke slaa sig til Ro, før han kommer saa langt imod Nord, at der ikke vokser en Eg i Skoven, og ikke komme her tilbage, saa længe Snogen Hjælpeløs lever, saa skal jeg sende Sygdom og Død over alle dem, der kryber og gnaver paa Granerne!” — „Hvad er det, du siger?” spurgte Karr og begyndte at rejse Børster. „Hvad ondt har Graafeld gjort dig?” — „Han har dræbt den, jeg elskede højest i Verden,” sagde Snogen, „og jeg vil have Hævn over ham.” Inden Snogen havde talt ud, fo'r Karr henimod ham, men Snogen laa godt gemt under Træroden. „Lig du dér, saalænge du lyster!“ sagde Karr. „Vi skal nok faa Bugt med Granlarverne uden din Hjælp.”

Næste Dag gik Herremanden og Skovløberen henad en Skovvej. Først løb Karr ved Siden af dem, men snart var han borte, og kort efter hørtes en høj Gøen inde fra Skoven. „Det er Karr, der jager,” sagde Herremanden. Skovløberen kunde ikke tro det. „Karr har ikke drevet ulovlig Jagt i mange Aar,” sagde han. Han løb ind i Skoven for at se, hvad det var for en Hund, og Herremanden fulgte ham.

De gik efter Hundeglammet helt ind i den tætteste Del af Skoven, men der hørte det op. De stod stille for at lytte, og dér, i Stilheden, hørte de Larvernes Kæber arbejde, saa hvor Naalene regnede ned og mærkede den stærke Duft. Og da opdagede de ogsaa, at alle Træerne var bedækkede af Nonnesommerfuglens Larver, de smaa Træfjender, der kan ødelægge Skove i Milevis.

DEN STORE NONNEKRIG.

Næste Foraar kom Karr en Morgen løbende gennem Skoven. „Karr, Karr!” var der en, der raabte efter ham. Karr vendte sig om. Han hørte ikke fejl. Det var en gammel Ræv, der stod udenfor sin Hule og kaldte paa ham. „Du maa endelig sige mig, om Menneskene gør noget for Skoven,” sagde Ræven. — „Ja, det kan du være vis paa!” sagde Karr. „De arbejder alt, hvad de kan.“ — „De har taget Livet af hele min Slægt, og de faar ogsaa nok Livet af mig,“ sagde Ræven. „Men det skal være dem tilgivet, naar blot de hjælper Skoven.”

Karr kom aldrig gennem Krattet det Aar, uden der var en eller anden, der spurgte ham, om Menneskene kunde hjælpe Skoven. Det var ikke saa let for Karr at svare, for Menneskene vidste ikke selv, om det vilde lykkes dem at faa Bugt med Nonnerne.

Naar man tænker paa, hvor hadet og frygtet det gamle Kolmården engang var, maatte man undre sig ved at se, at der hver Dag gik over hundrede Mand dybt inde i Skoven og arbejdede paa at redde den fra Ødelæggelse. De fældede de Træer, der havde taget mest Skade, ryddede Underskoven og huggede de nederste Grene af, for at Larverne ikke skulde have saa let ved at krybe fra Træ til Træ. De huggede brede Bælter ud rundt om den ødelagte Skov, og dér lagde de Limstænger for at lukke Larverne inde og hindre dem i at brede sig til andre Omraader. Da det var gjort, lagde de Limringe og Fangbælter om Træstammerne. Det var Meningen, at de derved vilde forhindre Larverne i at komme ned af de Træer, de allerede havde ædt bare, og tvinge dem til at blive, hvor de var, og sulte ihjel.

Menneskene fortsatte disse Arbejder langt hen paa Foraaret. De gjorde sig store Forhaabninger og ventede næsten med Utaalmodighed paa, at Larverne skulde komme ud af Æggene. De var sikre paa, at de havde lukket dem saa godt inde, at de allerfleste maatte dø af Sult.

Saa kom Larverne tidlig paa Sommeren, og der var mange Gange flere, end der havde været det foregaaende Aar. Men det gjorde jo ikke noget, naar blot de var lukket inde og ikke kunde skaffe sig nok at spise.

Men det gik nu ikke rigtig saadan, som man havde haabet. Ganske vist var der Larver, der blev hængende paa Limstængerne, og der var en hel Mængde, som Fangbælterne hindrede i at komme ned fra Træerne, men indespærrede kunde man ikke sige, de var. De var udenfor Hegnet, og de var indenfor. De var alle Vegne. De krøb paa Landevejene, paa Gærderne, opad Husenes Vægge. De gik fra Fredskovens Omraade ind i andre Dele af Kolmården.

„De holder ikke op, før hele Skoven er ødelagt,“ sagde Menneskene. De var i den største Vaande og kunde ikke komme i Skoven uden at faa Taarer i Øjnene.

Karr var saa led ved alt det, der krøb og gnavede, at han knap kunde overvinde sig til at gaa udenfor en Dør. Men en Dag syntes han, at han maatte ud og se, hvordan Graafeld havde det. Han gik den korteste Vej til Elgens Enemærker og løb rask med Snuden mod Jorden. Da han kom til Træroden, hvor han sidste Sommer havde talt med Hjælpeløs, laa denne igen dernede og kaldte paa Karr. „Har du fortalt Graafeld det, jeg sagde til dig, sidste Gang vi saas?“ spurgte Snogen. Karr bjæffede kun og søgte at komme ham nærmere ind paa Livet. „Det skulde du alligevel gøre!” sagde Snogen. „Du ser jo, at Menneskene ikke ved Raad for Ødelæggelsen.” — „Og du heller ikke,” svarede Karr og løb sin Vej.

Karr traf Graafeld, men Elgen var saa nedslaaet, at han knap sagde Goddag. Han gav sig straks til at tale om Skoven. „Jeg ved ikke, hvad jeg vilde give for at faa en Ende paa denne Elendighed,” sagde han.

„Saa vil jeg fortælle dig, at de siger, du kan redde Skoven,” sagde Karr og overbragte Snogens Hilsen. — „Hvis det var en anden end Hjælpeløs, der gav dette Løfte, vilde jeg øjeblikkelig gaa i Landflygtighed,” sagde Elgen. „Men hvor kan en ussel Snog have den Magt?“ — „Det er naturligvis ikke andet end Praleri,” sagde Karr. „Snoge lader altid, som om de er klogere end andre Dyr.“

Da Karr gik hjemad, fulgte Graafeld ham paa Vej. Saa hørte Karr, at en Drossel, der sad i Toppen af et Grantræ, gav sig til at raabe: „Der gaar Graafeld, som har ødelagt Skoven! Der gaar Graafeld, som har ødelagt Skoven!”

Karr troede, han maatte have hørt fejl, men et Øjeblik efter kom en Hare løbende over Stien. Da Haren fik Øje paa dem, stod den stille, viftede med Ørene og raabte: „Der kommer Graafeld, som har ødelagt Skoven!” Og saa tog den Benene paa Nakken og fo'r afsted.

„Hvad mener de med det?” spurgte Karr. — „Jeg ved det ikke rigtig,“ sagde Graafeld. „Jeg tror, Smaafolk her i Skoven er vrede paa mig, fordi det var mig, der raadede til at søge Hjælp hos Menneskene. Da Underskoven blev fældet, fik de alle deres Smuthuller og Reder ødelagt.”

De gik endnu et Stykke sammen, og Karr hørte, hvordan der fra alle Sider blev raabt: „Der gaar Graafeld, som har ødelagt Skoven!“ Graafeld lod, som han ikke hørte det, men Karr forstod nu, hvorfor han var saa nedslaaet.

„Sig mig, Graafeld,” spurgte Karr pludselig, „hvad mener Snogen med, at du har dræbt den, som han elskede højest i hele Verden?” — „Hvor kan jeg vide det?” sagde Graafeld. „Du ved nok, jeg ikke har for Skik at dræbe nogen.“

Kort efter mødte de de fire gamle Elge: Krogryg, Hornkrone, Stridmanke og Storstærke. De kom gaaende langsomt og tankefulde, en for en. „Vel mødt i Skoven!” raabte Graafeld dem i Møde. — „Vel mødt igen!” svarede Elgene. „Vi var netop paa Vej til dig, Graafeld, for at raadføre os med dig om Skoven.”

„Tingen er,“ sagde Krogryg, „det er kommet os for Øre, at der er sket en Udaad her i Skoven, og det er, fordi den ikke er bleven straffet, at hele Skoven bliver ødelagt.” — „Hvad er det for en Udaad?” — „Der er en, der har dræbt et uskadeligt Dyr, som han ikke kunde spise. Sligt regnes for en Udaad her i Fredskoven.” — „Hvem har øvet en saadan Niddingsdaad?“ sagde Graafeld. — „Det skal være en Elg, og vi vilde nu spørge dig, om du ved, hvem det kan være.” — „Nej,“ sagde Graafeld, „jeg har aldrig hørt Tale om en Elg, der har dræbt et uskadeligt Dyr.”

Graafeld forlod de gamle og gik videre med Karr. Han var endnu tavsere end før og gik med Hovedet dybt bøjet. Saa kom de forbi Hugormen Kryle, der laa paa sin Sten. „Der gaar Graafeld, som har ødelagt Skoven!“ hvæsede Kryle ligesom alle de andre. Nu var det forbi med Graafelds Taalmodighed. Han gik hen til Hugormen og løftede det ene Forben. „Har du i Sinde at slaa mig ihjel, ligesom du slog den gamle Hunsnog ihjel?” sagde Kryle. — „Har jeg slaaet en Hunsnog ihjel?“ spurgte Graafeld. — „Den første Dag, du kom herud i Skoven, slog du Snogen Hjælpeløs' Kone ihjel,“ sagde Kryle.

Graafeld forlod hurtig Kryle og gik videre ved Siden af Karr. Pludselig stod han stille. „Karr, det er mig, der har øvet den Udaad. Jeg har dræbt et uskadeligt Dyr. Det er min Skyld, at Skoven bliver ødelagt.“ — „Hvad er det, du siger?“ afbrød Karr ham. — „Sig til Snogen Hjælpeløs, at Graafeld gaar i Landflygtighed endnu i denne Nat!” — „Aldrig vil jeg sige saadan noget,” sagde Karr. „Der er en farlig Egn for Elge deroppe mod Nord.” —— „Tror du, jeg vil blive her, naar jeg har voldet en saadan Ulykke?” sagde Graafeld. — „Forhast dig nu ikke! Vent med at foretage noget til i Morgen!” — „Du har selv lært mig, at Elgene er ét med Skoven,“ sagde Graafeld, og med disse Ord skiltes han fra Karr.

Karr gik hjem, men denne Samtale havde gjort ham urolig, og allerede næste Dag gik han igen ud i Skoven for at træffe Elgen. Men Graafeld var intetsteds at finde, og Hunden ledte heller ikke længe efter ham. Han forstod straks, at Graafeld havde taget Snogen paa Ordet og var gaaet i Landflygtighed.

Paa Hjemvejen var Karr i et Humør, som ikke er til at beskrive. Han kunde ikke forstaa, at Graafeld vilde lade sig drive væk af den sølle Snog. Han havde aldrig kendt Mage. Hvad Magt havde vel saadan en Hjælpeløs?

Da Karr korn gaaende i disse Tanker, fik han Øje paa Skovløberen, der stod og pegede op imod et Træ. „Hvad ser du efter?” spurgte en Mand, der stod ved Siden af ham. — „Der er kommet Sygdom blandt Larverne,” sagde Skovløberen.

Karr blev uhyre forbavset, men han blev næsten endnu mere ærgerlig over, at Snogen havde formaaet at holde Ord. Nu blev Graafeld sagtens nødt til at blive borte en evig Tid, for den Snog døde saamænd aldrig.

Men midt i Karrs allerstørste Bedrøvelse faldt der ham noget ind, som trøstede ham lidt. „Maaske den Snog alligevel ikke bliver gammel,” tænkte han. „Altid kan han da ikke ligge gemt under en Trærod. Saasnart han blot har skaffet os af med Larverne, ved jeg nok en, der vil bide ham ihjel.”

Der var virkelig udbrudt Sygdom mellem Larverne, men den første Sommer greb den ikke synderlig om sig. Den havde knap vist sig, før det var Tiden for Larverne at blive til Pupper. Og ud af Pupperne kom der Millioner af Sommerfugle. Hver Nat fløj de om som et Snefog mellem Træerne og lagde en utallig Masse Æg. Næste Aar maatte man være forberedt paa endnu større Ødelæggelse.

Ødelæggelsen kom, dog ikke alene over Skoven, men ogsaa over Larverne selv. Sygdommen bredte sig hurtig fra den ene Del af Skoven til den anden. De syge Larver holdt op at spise, krøb op i Toppen af Træerne og døde. Der blev stor Glæde blandt Menneskene, da de saa dem dø, men endnu større blandt Dyrene i Skoven.

Karr, Hunden, gik hver Dag og tænkte med barsk Glæde paa den Dag, da han kunde forsvare at bide Hjælpeløs ihjel.

Men Larverne havde bredt sig milevidt til de omliggende Skove, og heller ikke denne Sommer naaede Sygdommen dem alle, men mange levede, til de blev Pupper og Sommerfugle.

Med Trækfugle fik Karr Hilsener fra Graafeld, at han var i Live og havde det godt. Men Fuglene betroede Karr, at Graafeld flere Gange havde været stærkt efterstræbt af Krybskytter, og at han kun med Nød og næppe var undsluppen.

Karr levede i Uro og Sorg og Længsel. Og to Somre endnu maatte han gaa og vente. Da først var det forbi med Larverne.

Aldrig saasnart hørte Karr Skovløberen sige, at Skoven var udenfor Fare, før han begyndte at gaa paa Jagt efter Hjælpeløs. Men da han kom ind i Krattet, gjorde han en frygtelig Opdagelse. Han kunde ikke jage længer, han kunde ikke løbe, han kunde ikke spore sin Fjende op, han kunde ikke engang se. I den lange Ventetid havde Alderdommen lukket sig over Karr. Han var bleven gammel, uden at han havde mærket det. Han var ikke engang i Stand til at bide en Snog ihjel. Han formaaede ikke at befri sin Ven Graafeld fra hans Fjende.

HÆVNEN.

En Eftermiddag slog Akka fra Kebnekajse og hendes Flok ned ved Bredden af en Skovsø. De var endnu paa Kolmården, men de havde forladt Østergötland og opholdt sig nu i Jönåkers Herred i Sörmland.

Foraaret kom sent, som sædvanlig i Bjergegne, og hele Søen var dækket af Is paa nær en Kant aabent Vand inde ved Land. Gæssene styrtede sig straks i Vandet for at bade og søge Føde, men Niels Holgersen havde en Morgen tabt sin ene Træsko, og han gik ind mellem Elletræerne og Birkene, der voksede paa Bredden, for at se at finde noget, han kunde vikle om sin Fod.

Drengen gik et godt Stykke, før han fandt noget, han kunde bruge, og han saa sig uroligt om, for han følte sig uhyggelig til Mode i Skoven. „Nej, saa holder jeg mere af Sletten eller Søen,” tænkte han. „Der kan man da se, hvor man gaar hen. Var det endda en Bøgeskov! det kan til Nød gaa an, for der er næsten ingen Underskov, men saadan nogle Birkeskove og Granskove, der er saa uvejsomme og vilde, dem begriber jeg ikke, Folk kan finde sig i. Var det mig, der ejede dette her, huggede jeg det hele om.”

Tilsidst fik han Øje paa et Stykke Birkebark og stod netop og passede det til paa Foden, da han hørte en raslende Lyd bagved sig. Han vendte sig om og saa en Snog komme glidende gennem Krattet lige hen imod ham. Den var usædvanlig lang og tyk, men Drengen saa straks, at den havde to hvide Nakkepletter, og blev staaende. „Det er jo ikke andet end en Snog,” tænkte han. „Den kan da ikke gøre mig noget.”

Men i samme Øjeblik gav Snogen ham saa kraftigt et Stød for Brystet, at han faldt om. Han kom hurtig paa Benene igen og gav sig til at løbe, men Snogen forfulgte ham. Jorden var stenet og kratbevokset, saa det gik kun langsomt, og han havde Snogen lige i Hælene paa sig.

Paa en Gang saa Drengen lige foran sig en stor Sten med bratte Sider, og han gav sig til at klatre opad den. „Her kan Snogen da ikke komme efter mig,” tænkte han, men da han vel var kommen op og vendte sig om, saa han, at Snogen prøvede paa at komme bagefter.

Lige ved Siden af Drengen oppe paa Stenblokken laa der en Sten til, der var næsten rund og saa stor som et Menneskehoved. Den laa ganske løs helt ude ved Randen. Det var ufatteligt, at den kunde ligge der. Da Snogen kom nærmere, løb Drengen om bagved den runde Sten og gav den et Skub. Den trillede lige ned paa Snogen, saa denne faldt til Jorden, og Stenen ramte dens Hoved og blev liggende over det.

„Den Sten gjorde sine Sager godt,” tænkte Drengen og drog et Lettelsens Suk, da han saa, at der gik et Par Trækninger gennem Snogen, som derpaa laa ganske stille: „Jeg tror knap, jeg har været i større Fare paa hele Rejsen.“

Næppe havde han faaet Tid til at samle sig lidt, før han hørte en Susen i Luften og saa en Fugl slaa ned paa Jorden lige ved Siden af Snogen. Den lignede en Krage i Størrelse og Bygning, men den havde en smuk Dragt af sorte, metalglinsende Fjer. Drengen skjulte sig forsigtig i en Revne i Stenen. Han huskede kun altfor godt, hvordan det gik ham, da han blev bortført af Kragerne, og agtede ikke at komme frem, naar det ikke var nødvendigt.

Den sorte Fugl gik med lange Skridt frem og tilbage ved Siden af den døde Snog og rørte ved den med Næbbet. Til sidst slog han med Vingerne og raabte med saa skingrende Stemme, at det gjorde ondt i Ørene: „Det maa være Snogen Hjælpeløs, der ligger død her!” Endnu engang gik han langs med Snogen i hele dens Længde, og saa blev han staaende i dybe Tanker og kløede sig i Hovedet med Foden. „Der kan umulig være to saa store Snoge her i Skoven,“ sagde han. „Det er ganske sikkert ham.”

Det saa ud, som om han i det samme vilde sætte Næbbet i Snogen, men pludselig holdt han inde. „Vær nu ingen Dumrian, Bataki,“ sagde han. „Det kan da ikke falde dig ind at æde Snogen, før du har hentet Karr. Han vil aldrig tro, at Hjælpeløs er død, hvis han ikke selv faar ham at se.”

Drengen gjorde sit Bedste for at være stille, men Fuglen var saa morsom højtidelig, som han gik der og snakkede med sig selv, at han ikke kunde lade være at le.

Fuglen hørte ham, og med et eneste Vingeslag var han oppe paa Stenen. Drengen rejste sig hurtigt og gik ham i Møde. „Er du ikke den Ravn, de kalder Bataki, og som er gode Venner med Akka fra Kebnekajse?” spurgte Drengen. Fuglen saa nøje paa ham, og derpaa nikkede han langsomt tre Gange. „Det skulde vel aldrig være dig, der flyver om med Vildgæssene, og som de kalder Tommeltot?” — „Jo, det er nok ikke saa langt fra,” sagde Drengen.

„Det var da et Held, jeg traf dig. Du kan maaske sige mig, hvem der har slaaet Snogen her ihjel?“ — „Det var den Sten, jeg trillede ned paa ham, der slog ham ihjel,“ sagde Drengen og fortalte, hvordan det altsammen var gaaet til. — „Det var flinkt gjort af saadan en lille en som dig,” sagde Ravnen. „Jeg har en Ven her paa Egnen, der vil blive glad over, at den Snog er død, og jeg vilde ønske, jeg kunde gøre noget for dig til Gengæld.“ — „Saa fortæl mig, hvorfor I er saa glad over, at Snogen er død!” sagde Drengen. — „Aa,” sagde Ravnen, „det er en lang Historie. Den har du ikke Taalmodighed til at høre.”

Men det paastod Drengen, han havde, og saa fortalte Ravnen hele Historien om Karr og Graafeld og Snogen Hjælpeløs. Da den var færdig, sad Drengen en Tid tavs og stirrede ud i Luften. „Nu skal du have Tak,” sagde han. „Jeg synes, jeg forstaar Skoven bedre, efterat jeg har hørt alt dette. Jeg gad vidst, om der nu er noget tilbage af den store Fredskov?” — „Det meste er vel nok ødelagt. Træerne ser ud, som om en Skovbrand havde hærget dem. De maa fældes, og der vil gaa mange Aar, før den Skov bliver, hvad den var.“ — „Den Snog havde ærlig fortjent Døden,” sagde Drengen, „men hvordan kunde den dog være saa klog, at den kunde bringe Sygdom over Larverne?” — „Den vidste maaske, at de plejer at blive saadan syge,” sagde Bataki. — „Ja, det kan jo være, men jeg maa sige, den var alligevel et klogt Dyr.“

Drengen tav, for Ravnen havde ikke hørt efter, han sad med bortvendt Hoved og lyttede. „Hør!” sagde han. „Karr er her i Nærheden. Nu bliver han glad, naar han ser, at Hjælpeløs er død.” Drengen drejede Hovedet til den Side, hvor Lyden kom fra. „Han taler med Vildgæssene,“ sagde han. — „Ja, han har nok slæbt sig ned til Søen for at spørge Nyt fra Graafeld.”

Baade Drengen og Ravnen hoppede ned af Stenen og skyndte sig ned til Søen. Alle Gæssene var gaaet op af Vandet og stod og talte med en gammel Hund, der var saa svag og ussel, at han saa ud, som han kunde falde død om paa Stedet.

„Der er Karr,” sagde Bataki til Drengen. „Lad ham nu først høre, hvad Vildgæssene har at sige ham! Saa kan vi bagefter fortælle ham, at Snogen er død.”

Snart var de saa nær, at de kunde høre, hvad Akka fortalte Karr. „Det var sidste Aar, da vi gjorde vor Foraarsrejse,” sagde Førergaasen. „En Morgen var vi fløjet ud, Yksi og Kaksi og jeg, fra Siljan i Dalarna, og fløj over de store Grænseskove mellem Dalarna og Helsingland. Vi saa ikke andet under os end den sortegrønne Naaleskov. Sneen laa endnu høj inde imellem Træerne, Aaerne var tilfrosne med en mørk Vaage hist og her, og paa Aabredderne var Sneen tildels borte. Vi saa næsten ingen Landsbyer eller Gaarde, kun graa Sæterhytter, der stod ubeboede Vinteren over. Hist og her snoede der sig en smal bugtet Skovvej, hvor Folk i Vinterens Løb havde kørt Tømmer. Nede ved Aaerne laa der store Tømmerstabler.

Allerbedst som vi fløj, saa vi tre Jægere nede i Skoven. De fo'r afsted paa Ski, de havde Hunde i Baand og Kniv i Bæltet, men ingen Bøsser. Der var en haard Isskorpe over Sneen, og de brød sig ikke om at følge de bugtede Skovveje, men gik lige frem. Det saa ud, som om de med Sikkerhed vidste, hvor de skulde gaa hen for at finde det, de søgte.

Vi Vildgæs fløj højt oppe, og hele Skoven laa aaben for vort Blik. Da vi havde faaet Øje paa jægerne, fik vi ogsaa Lyst til at se, hvor Vildtet var. Vi gav os til at flyve frem og tilbage og spejde ned mellem Træerne. Og da saa vi i en tæt Tykning noget, der lignede store, mosgroede Stene. Men Stene kunde det dog ikke være, for der laa ingen Sne paa dem.

Vi dalede nu hurtigt og slog ned midt i Tykningen. Da rørte de tre Stenblokke sig. Det var tre Elsdyr, som laa der i Skovens Mørke: en Elgtyr og to Køer. Tyren rejste sig, da vi slog ned, og kom henimod os. Det var det største og smukkeste Dyr, vi nogen Sinde har set. Men da han saa, det ikke var andet end nogle usle Vildgæs, der havde vækket ham, lagde han sig ned igen.

‚Nej, Far Elg, læg jer ikke til at sove!’ sagde jeg saa til ham. ‚Fly saa rask I kan! Der er Jægere i Skoven, og de stiler lige her henimod.’

‚Tak skal I have, Gaasemor,” sagde Elgen, og det saa ud, som om han var nærved at falde i Søvn, mens han talte, ‚men I ved vel nok, at vi Elsdyr er fredede paa denne Aarsens Tid. De Jægere er vist gaaet ud for at jage Ræve.’

‚Der var fuldt op af Rævespor i Skoven, men dem saa jægerne ikke efter. Tro I mig! De ved, I ligger her. Og nu kommer de for at fælde jer. De er gaaet ud uden Bøsse, kun med Spyd og Kniv, fordi de ikke tør løsne Skud i Skoven paa denne Tid af Aaret.’

Elgtyren blev ganske rolig liggende, men Køerne blev ængstelige. ‚Maaske det dog er, som Gæssene siger,’ sagde de og vilde til at rejse sig. — ‚Bliv I bare liggende? sagde Tyren. ‚Her i Tykningen kommer der ingen Jægere. Det kan I stole paa!’

Det var der ikke noget at gøre ved, og vi Vildgæs steg igen op i Luften. Men vi vedblev at flyve henover det samme Sted for at se, hvordan det vilde gaa Elgene.

Aldrig saasnart var vi kommen op i almindelig Flyvehøjde, før vi saa Elgtyren komme ud af Tykningen. Den vejrede til alle Sider og gik saa lige imod jægerne. Idet den gik, traadte den paa tørre Kviste, som knækkede med et Smæld. En stor, nøgen Mose laa foran den. Dér gik den ud og stillede sig midt paa den aabne Mose, hvor der ikke var noget, der beskyttede den.

Der blev Elgtyren staaende, lige til Jægerne kom til Syne i Skovbrynet. Saa vendte han brat om løb i en anden Retning end den, han var kommen fra. Jægerne slap Hundene løs, og selv satte de efter ham paa deres Skier saa hurtigt, som det var dem muligt.

Elgen kastede Hovedet tilbage og satte afsted i vild Fart. Han sparkede Sneen i Vejret, saa den stod som et Snefog om ham. Hverken Hunde eller Jægere kunde følge ham. Saa blev han staaende, som for at vente paa dem, og naar de igen var indenfor Synsvidde, stormede han afsted paa ny. Vi forstod, det var hans Mening at lokke Jægerne bort fra det Sted, hvor Køerne laa. Vi syntes, han var tapper, at han selv gik Faren i Møde, for at de, der hørte ham til, kunde være i Fred. Ingen af os var i Stand til at flyve bort fra Stedet, før vi havde set, hvad Enden blev.

Jagten fortsattes et Par Timer paa samme Maade. Vi kunde ikke forstaa, at Jægerne indlod sig paa at jage Elgen, naar de ikke var bevæbnede med Bøsser. De kunde da aldrig vente, det skulde lykkes at trætte saadan en Løber.

Men saa saa' vi, at Elgen ikke mere løb saa hurtigt. Han traadte forsigtigere i Sneen. Og naar han igen løftede Benene, var der Blod i Sporene.

Da forstod vi, hvorfor Jægerne havde været saa udholdende. De stolede paa, at Sneen skulde hjælpe dem. Elgen var tung, og for hvert Skridt han gjorde, sank han helt ned til Bunden af Driven. Men derved gnavede den haarde Sneskorpe hans Ben itu. Den sled Haarene af og kradsede Hul paa Skindet, saa det var ham en Pine, hver Gang han satte Foden paa Jorden.

Jægerne og Hundene, der var saa lette, at de kunde gaa paa Isskorpen, blev ved at forfølge ham. Han løb og løb, men hans Skridt blev mere og mere usikre og snublende. Han pustede voldsomt. Han var ikke blot i stor Pine, han blev ogsaa træt af at vade gennem den dybe Sne.

Endelig tabte han Taalmodigheden. Han stod stille og lod Hunde og Jægere komme sig helt ind paa Livet for at tage Kampen op med dem. Mens han stod der og ventede, saa han i Vejret, og da han fik Øje paa os Vildgæs, der svævede over ham, raabte han: ‚Bliv nu her, Vildgæs, til det hele er forbi! Og naar I næste Gang flyver over Kolmården, opsøg saa Hunden Karr og fortæl ham, at hans Ven Graafeld fik en god Død!’“

Da Akka var naaet saa langt, rejste den gamle Hund sig op og gik nogle Skridt nærmere hen til hende. „Graafeld har levet et ædelt Liv,” sagde han. „Han kender mig. Han ved, jeg er en modig Hund, og at jeg vil blive glad ved at høre, at han har faaet en god Død. Fortæl mig nu…”

Han løftede Halen og hævede Hovedet som for at indtage en kæk og stolt Holdning, men sank igen sammen.

„Karr, Karr!” raabte en Menneskestemme inde fra Skoven.

Den gamle Hund rejste sig straks. „Det er Husbond, der kalder,” sagde han, „og jeg vil ikke lade ham vente. Jeg saa ham for lidt siden lade Bøssen, og vi to gaar nu sammen ud i Skoven for sidste Gang. Tak skal du have, Vildgaas! Nu ved jeg alt, hvad jeg trængte til at vide for at gaa glad i Døden.”

---