Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/22
XXII.
DEN DEJLIGE HAVE.
Søndag 24. April.
Næste Dag fløj Vildgæssene nordpaa over Sørmland. Drengen sad og saa ned paa Egnen og tænkte ved sig selv, at den ikke lignede nogen af de Egne, han før havde set. Der var ingen store Sletter som i Skaane og Østergøtland og ingen store sammenhængende Skove som i Smaaland, men der var en Blanding af alt muligt. „Her har de taget en stor Sø og en stor Elv og en stor Skov og et stort Bjerg, hakket dem i Stumper og Stykker og blandet dem sammen og bredt dem ud paa Jorden mellem hinanden,” tænkte Drengen, for han saa ikke andet end smaa Dale og smaa Søer og smaa Bjerge og smaa Skove. Ingenting fik Lov til at brede sig rigtig. Saasnart en Slette var i Færd med at vokse sig stor, kom der en Kulle og stillede sig i Vejen, og naar Kullen vilde strække sig ud til en Aas, saa begyndte Sletten igen. Saasnart en Sø blev saa stor, at den tog sig ud af noget, snævredes den ind til en Aa, og Aaen fik heller ikke Lov at løbe ret langt, før den udvidede sig til en Sø. Vildgæssene fløj saa nær ved Kysten, at Drengen kunde se ud over Havet, og han lagde Mærke til, at Havet heller ikke fik Lov at brede sin store Flade ud, men den blev brudt af en Mængde Øer, og Øerne blev heller ikke videre store, før Havet tog fat igen. Der var en bestandig Skiften, Naaleskov skiftede med Løvskov, Marker med Moser og Herregaarde med Husmandshuse.
Der var slet ingen Mennesker i Arbejde ude paa Markerne, men i Stedet for gik de paa Veje og Stier. De kom gaaende ud fra de smaa Skovhuse paa Kolmårdens Skraaning i sorte Klæder, med Salmebog og Lommetørklæde i Haanden. „Det er nok Søndag i Dag,” tænkte Drengen og sad og saa ned paa Kirkegængerne. Nogle Steder saa han et Brudepar, der kørte til Kirke med et stort Følge, og et andet Sted kom et Ligtog langsomt kørende henad Vejen. Han saa store Herskabsvogne og smaa Bondekærrer, og han saa Baade ude i Søen, allesammen paa Vej til Kirke.
Drengen fløj over Bjørkviks Kirke og over Bettna og Blacksta og Vadsbro og derpaa henimod Skøldinge og Floda. Alle Vegne hørte han Klokkerne ringe. Det lød vidunderlig dejligt oppe i Luften. Det var, som om hele den klare Luft var bleven til Lyd og Toner.
„Een Ting er da sikker nok,” sagde Drengen, „og det er, at hvor jeg saa kommer hen her i Landet, vil der altid være Kirker med kimende Klokker.” Og han følte en vis Tryghed ved den Tanke, for skønt han nu levede i en anden Verden, var det alligevel, som om han ikke kunde fare helt vild, saa længe Kirkeklokkernes dybe Stemmer kunde kalde ham tilbage.
De var kommen et godt Stykke ind over Sørmland, da Drengen fik Øje paa en mørk Plet, der bevægede sig paa Jorden under dem. Først troede han, det var en Hund, og han havde vist ikke ænset den videre, hvis han ikke havde lagt Mærke til, at den gjorde sig Umage for at holde samme Kurs som de. Den fo'r afsted over det aabne Land og gennem Smaaskove, sprang over Grøfter, satte over Gærder og lod sig ikke standse af noget.
„Det lader næsten til, at Mikkel Ræv er paa Færde igen,” sagde Drengen, „men vi skal nu alligevel nok flyve fra ham.”
Straks efter satte Vildgæssene den stærkeste Fart paa, som de overhovedet var i Stand til, og holdt ud dermed, saalænge Ræven var i Syne. Da den ikke kunde se dem længer, vendte de og fløj i en stor Bue mod Vest og Syd, næsten som om de havde i Sinde at flyve tilbage til Østergøtland. „Det har nok alligevel været Mikkel,” tænkte Drengen, „siden Akka saadan drejer af og flyver en anden Vej.”
Henad Aften den Dag kom Vildgæssene flyvende henover et gammelt sørmlandsk Gods, der hedder Store Djulø. Den store, hvide Hovedbygning laa med en Park af Løvtræer bag sig og Store Djulø Sø foran med dens fremspringende Odder og bakkede Bredder. Der saa gammeldags og hyggeligt ud, og det var ikke frit for, at Drengen blev lidt tung om Hjertet, da de fløj over Gaarden, og tænkte paa, hvordan det vilde være at komme ind paa saadan en Gaard efter endt Dagsrejse i Stedet for at blive sat af i en sid Mose eller paa en kold Isflade.
Men det kunde der naturligvis ikke være Tale om. Vildgæssene slog derimod ned et Stykke nord for Gaarden paa en Skoveng, der var saa oversvømmet af Vand, at der kun hist og her stak nogle Tuer i Vejret. Det var noget nær det ringeste Natteleje, Drengen havde haft paa hele Rejsen.
Han blev siddende paa Gasens Ryg og vidste ikke rigtig, hvordan han skulde indrette sig. Saa gav han sig til at hoppe fra Tue til Tue med lange Spring, lige til han havde faaet fast Grund under Fødderne, og saa løb han hurtigt til den Side, hvor den gamle Gaard laa.
Nu traf det sig saadan, at i et Hus, der hørte under Store Djulø, sad der netop den Aften nogle Mennesker omkring Ildstedet og snakkede sammen. De havde talt om Prædikenen og om Foraarsarbejdet og om Vejret, og da det saa begyndte at knibe med Samtalestof, bad de en gammel Kone, Husmandens Moder, fortælle dem Spøgelsehistorier.
Nu er det en bekendt Sag, at der ingen Steder i Landet er saadan en Rigdom paa Herregaarde og Spøgelsehistorier som i Sørmland. Den gamle havde i sine unge Dage tjent paa mange store Gaarde, og hun vidste Besked om saa mange underlige Ting, at hun kunde bleven ved at fortælle til den lyse Morgen. Hun fortalte saa godt og saa troværdigt, at de, der sad og hørte efter, var nær ved at tro det altsammen. Det gav næsten et Sæt i dem, da den gamle Kone et Par Gange pludselig holdt inde med sin Fortælling og spurgte, om de ikke hørte noget pusle. „Kan I dog ikke høre, at der er noget, der lister om herinde!” sagde hun. Men de andre kunde ingenting høre.
Da den gamle Kone havde fortalt Historier fra Eriksberg og Vibyholm og Julita og Lagmansø og flere andre Steder, var der en, der spurgte, om der aldrig var foregaaet noget af den Slags paa Store Djulø. „Ja, det var nok ikke helt frit,“ sagde den gamle. Og saa vilde de jo allesammen høre de Sagn, der var om deres egen Gaard.
Saa fortalte den gamle, at der en Gang skulde have ligget et Slot nord for Store Djulø paa en Bakke, hvor der nu ikke var andet end Skov, og ved det Slot var der en dejlig Have. Saa skete det engang, at en, der hed Hr. Karl, og som paa de Tider regerede over hele Sørmland, kom rejsende til Slottet. Og da han havde spist og drukket, gik han ud i Haven og stod længe og saa ud over Store Djulø Sø med dens smukke Bredder. Og som han stod der og glædede sig over, hvad han saa, og tænkte ved sig selv, at et skønnere Land end Sørmland var der da ikke i Verden, hørte han en sukke dybt lige bagved sig, Saa vendte han sig om og saa en gammel Daglejer, der stod bøjet over sin Spade. „Er det dig, der sukker saa dybt?” sagde saa Hr. Karl. „Hvad har du at sukke for?” — „Jeg maa nok sukke, at jeg skal gaa her og arbejde Dag ud og Dag ind,” svarede Daglejeren. Men Hr. Karl havde et heftigt Sind og kunde ikke lide, at Folk klagede. „Har du ikke andet at klage over?“ raabte han. „Jeg siger dig, jeg vilde være tilfreds, om jeg alle mine Dage kunde gaa og grave i Sørmlands Jord.” — „Gid det da maatte gaa Eders Naade, som I ønsker!” svarede Daglejeren.
Men senere sagde man, at Hr. Karl for de Ords Skyld ikke fandt Ro i sin Grav, da han var død, men hver Nat kom han til Store Djulø og gravede i sin Have. Ja, nu var der jo hverken Slot eller Have længer; der, hvor den en Gang havde ligget, var der kun en ganske almindelig Skovbakke. Men det kan ske for den, der gaar igennem Skoven en mørk Nat, at han faar Øje paa den.
Her standsede den gamle og skottede hen til en mørk Krog i Stuen. „Var der ikke noget, der rørte sig?” spurgte hun.
„Vist ikke, Moder, fortæl I bare videre!“ sagde Sønnekonen. „Jeg saa i Gaar, at Musene havde gnavet et stort Hul henne i Krogen, men jeg havde saa meget andet at bestille, at jeg glemte at stoppe det. Fortæl os nu bare, om nogen har set den Have!”
„Ja,” sagde den gamle Kone. „I maa vide, at min egen Fader engang har set den. En Sommernat kom han gaaende gennem Skoven, og pludselig saa han ved Siden af sig en høj Havemur, og over den kunde han skimte de dejligste Træer, der var saa fulde af Blomster og Frugter, at Grenene hang langt ud over Muren. Min Fader gik ganske stille nærmere og kunde ikke begribe, hvor den Have var kommen fra. Da blev der pludselig lukket en Port op i Muren, og en Gartner kom ud og spurgte min Fader, om han ikke vilde se hans Have. Manden havde Spade i Haanden og gik med et stort Forklæde ligesom andre Gartnere, og Fader vilde lige til at gaa med ham, da han kom til at kaste et Blik paa hans Ansigt. I det samme genkendte min Fader den spidse Pandelok og Fipskægget. Det var Hr. Karl op ad Dage, saadan som Fader havde set ham afmalet paa Billeder paa alle de Herregaarde, hvor Fader havde …”
Her blev Historien afbrudt paa ny. Nu var det et Stykke Brænde, der spruttede, saa der fløj Gløder og Gnister ud paa Gulvet. Et Øjeblik blev der lyst i alle Stuens mørke Kroge, og den gamle Kone syntes, hun saa et Glimt af en lille Pusling, der sad ved Siden af Musehullet og hørte paa Historien, men nu fik travlt med at komme afsted.
Sønnekonen hentede Kost og Fejespaan, fejede Gløderne sammen og satte sig ned igen. „Fortæl saa videre, Moder,” sagde hun. Men den gamle Kone vilde ikke. „Nu maa det være nok for i Aften,” sagde hun, og hendes Stemme lød saa underlig. De andre blev ved at bede hende, men Sønnekonen saa, at den gamle var bleven bleg, og at hendes Hænder rystede. „Nej, nu er Moder træt og maa i Seng,” sagde hun.
Lidt efter kom Drengen igen op i Skoven til Vildgæssene. Han gik og gnavede paa en Gulerod, som han havde fundet udenfor Kælderen, syntes, han havde faaet en udmærket Aftensmad, og var glad over, at han havde siddet flere Timer inde i den varme Stue. „Havde jeg nu blot et godt Nattekvarter!“ tænkte han.
Saa faldt det ham ind, at det bedste, han kunde gøre, var at søge sit Natteleje i en busket Gran, der stod ved Vejen. Han svang sig op i den og flettede et Par Kviste sammen, saa han fik en Seng at ligge i.
Der laa han saa lidt og tænkte paa alt, hvad han havde hørt i Bondehuset og fremfor alt paa den Hr. Karl, som man sagde gik om her i Djulø Skov, men han faldt snart i Søvn fra det altsammen og havde sagtens sovet lige til den lyse Morgen, hvis han ikke var vaagnet ved, at en pibende Jernport blev slaaet op lige under ham.
Drengen er øjeblikkelig lysvaagen, gnider Søvnen af Øjnene og ser sig om. Tæt ved ham er der en Mur saa høj som en Mand, og ovenover Muren ser man Træer, der bugner af Frugter.
Straks synes han, dette er meget underligt. Da han lagde sig til at sove, var der ingen Frugttræer. Men saasnart han faar tænkt sig om, forstaar han, hvad det er for en Have.
Men det underligste af det hele er maaske, at han slet ikke bliver bange, men tværtimod føler den ubeskriveligste Lyst til at gaa ind i Haven. Oppe i Granen, hvor han ligger, er der mørkt og koldt, men inde i Haven er der lyst, og han synes, han kan se Frugter og Roser gløde i det stærke Solskin. Det vilde gøre godt at føle Solen skinne paa sig igen efter al den Kulde og Blæst og Regn, han har maattet døje.
Det lader heller ikke til, der er det mindste i Vejen for at komme ind i Haven. Tæt ved Granen, hvor Drengen ligger, er der en Port i den høje Mur, og en gammel Gartner har netop lukket de store Jerndøre op. Nu staar han i Porten og ser ufravendt ind i Skoven, ganske som om han ventede nogen.
Øjeblikkelig er Drengen nede af Træet. Han gaar hen til Gartneren med Huen i Haanden, bukker og spørger,om det er tilladt at se Haven.
„Ja, Værsgod,” svarer Gartneren med barsk Stemme. „Træd du kun ind!“
Saa trækker han Portene til og lukker dem med en tung Nøgle, som han putter i sit Bælte. Imidlertid staar Drengen og ser paa ham. Han har et stift, ubevægeligt Ansigt med store Knebelsbarter, Fipskæg og Ørnenæse. Havde han ikke haft et blaat Gartnerforklæde paa og en tung Spade i Haanden, vilde Drengen antaget ham for en gammel Soldat.
Gartneren gaar ind i Haven med saa lange Skridt, at Drengen maa løbe for at følge med. De gaar paa en smal Gang, og Drengen kommer til at træde i Græsset. Men straks faar han en Advarsel imod at træde Græsset ned, og saa løber han bagefter sin Fører.
Drengen har en Fornemmelse af, at Gartneren egentlig holder sig for god til at vise Haven frem for saadan en Skifting som ham, og han tør ikke spørge ham om noget, men løber blot bagefter. Nu og da henkaster Gartneren et Ord til ham. Lige indenfor Muren er der en tæt Hæk, og idet de gaar igennem den, siger han, at han kalder den Kolmården. „Ja, den er stor nok til at svare til det Navn,” siger Drengen, men Gartneren bryder sig ikke en Smule om at høre paa, hvad han siger.
Saa kommer de ud af Buskadset, og Drengen kan overse et stort Stykke af Haven. Han opdager straks, at den ikke er videre stor, ikke mer end et Par Tønder Land. Den høje Mur beskytter den mod Syd og Vest, men mod Nord og Øst er den omgiven af Vand, saa dér behøves ingen Hegn.
Gartneren staar stille for at binde en Ranke op, og imens faar Drengen Tid at se sig om. Han har ikke set mange Haver i sit Liv, men han har en Fornemmelse af, at denne er forskellig fra alle andre. Den maa være anlagt i en eller anden gammeldags Manér, for saadan en mylrende Masse smaa Høje og smaa Blomsterbede og smaa Hække og smaa Græsplæner og smaa Lysthuse ser man ikke nutildags. Og heller ikke saadan en Vrimmel af smaa Damme og bugtede Kanaler, som han her ser til alle Sider.
Overalt staar der de prægtigste Træer og de yndigste Blomster, og Vandet i de smaa Kanaler er mørkegrønt og klart, saa alting spejler sig i det. Og Drengen synes, det hele er som et Paradis. Han slaar Hænderne sammen og udbryder: „Aldrig i mit Liv har jeg set noget saa smukt. Hvad er dog det for en Have?“
Det raaber han ganske højt, og Gartneren vender sig straks om til ham og siger med sin barske Stemme: „Denne Have heddder Sørmland. Hvad er du for en, at du ikke engang véd det? Den er altid bleven regnet for en af de bedste Haver i Landet.”
Drengen bliver jo nok lidt underlig ved det Svar, men han har saa travlt med at se sig om, at han ikke har Tid at spekulere paa, hvad det betyder. Saa smukt som der er med alle de mange Blomster og med Aaerne, der slynger sig imellem dem, saa er der dog noget, der er endnu morsommere, og det er alle de smaa Lysthuse og Dukkehuse, som Haven er fuld af. De er alle Vegne, men allermest ved Bredden af de smaa Damme og Kanaler. Det er ikke rigtige Huse. De er saa smaa, som om de var bygget til Folk, der ikke var større end han, men de er allesammen overordentlig fine og nydelige. Der er alle mulige Slags: nogle ligner Slotte med Taarne og Fløje, andre ser ud som Kirker, og andre igen som Møller eller Bønderhuse.
De er saa nydelige, at Drengen helst var bleven staaende for at se nærmere paa hvert eneste et, men han tør ikke andet end gaa lige i Hælene paa Gartneren. Men snart kommer de til en Gaard, der er større og smukkere end nogen af dem, de før er kommen forbi. Den er i tre Etager med Portal og fremspringende Fløje. Den ligger paa en Bakke midt i et Blomsterparti, og Vejen dertil fører over den ene Kanal efter den anden paa smaa, pyntelige Broer.
Drengen tør ikke andet end gaa lige bagefter Gartneren. men da han maa gaa alt dette forbi, sukker han saa dybt, at den strenge Mand hører det og bliver staaende. „Denne Gaard kalder jeg Eriksberg,” siger han. „Vil du derind, saa Værsgod, men vogt dig for Pintorpa-Fruen!”
Hvem der ikke lader sig det sige to Gange, det er Niels. Han løber nedad Alléen, over de smaa Broer, op gennem Blomsterhaven, ind ad Porten. Det hele synes netop at være afpasset efter saadan en som ham. Trappetrinnene er tilpas høje, og han kan naa at lukke hver eneste Laas op. Men aldrig har han tænkt sig, han skulde faa saa meget smukt at se. De Egetræs Gulve skinner, bonede og blanke. Lofterne er gipsede og fulde af malede Billeder. Paa Væggene hænger det ene Maleri ved Siden af det andet, Træværket paa Møblerne er forgyldt, og de er betrukken med Silke. Han ser Værelser, hvor Væggene er helt dækket af Bøger, og han ser Værelser, hvor Borde og Skabe ligger fulde af Kostbarheder.
Hvor meget han end skynder sig, naar han ikke at se det halve af Huset, før Gartneren kalder paa ham, og da han kommer udenfor, staar den gamle og tygger paa sin Knebelsbart af Utaalmodighed.
„Naa, hvordan gik det?“ spørger Gartneren. „Saa du Pintorpa-Fruen?”
Men Drengen har ikke set noget levende Væsen, og da han siger det, fortrækker Gartnerens Ansigt sig. „Har Pintorpa-Fruen fundet Hvile og jeg ikke?” siger han, og Drengen havde aldrig tænkt sig, der kunde skælve saa stor Fortvivlelse i en Menneskestemme.
Derpaa gaar Gartneren igen foran med lange Skridt, og Drengen løber bagefter og gør sig Umage for at se saa meget som muligt af alle de mærkelige Ting. De gaar rundt om en Dam, der er noget større end de øvrige. Lange, hvide Pavilloner, der ligner Herregaarde, titter frem alle Vegne mellem Buskadser og Blomstergrupper. Gartneren standser ikke, men henkaster i Farten nu og da et Ord til Drengen. „Den Dam kalder jeg Yngaren. Her ser du Danbyholm. Her er Hagbyberga. Her er Hovsta. Her er Åkerø.”
Kort efter naar Gartneren med et Par vældige Skridt hen til en ny, lille Dam, som han kalder Båven, men her hører han Drengen udstøde et Forundringsraab, og saa standser han. Drengen er bleven staaende ved en lille Bro, der fører ud til et Slot, som ligger i Dammen.
„Har du Lyst, kan du gerne løbe ud til Vibyholm og se dig om!” siger han. „Men tag dig i Agt for den hvide Dame!”
Og Drengen er afsted, næsten inden Gartneren har talt ud. Derinde er der saa mange Portrætter paa Væggene, at han synes, det er som en stor Billedbog. Han morer sig saa dejligt, at han gerne vil blive gaaende der hele Natten, men det varer ikke længe, før han hører Gartneren kalde.
„Kom nu! Kom nu!” raaber han. „Tror du ikke, jeg har andet at bestille end at staa her og vente paa saadan en Hvalp som dig?”
Da Drengen kommer løbende over Broen, raaber han ham i Møde: „Naa, hvordan gik det? Saa du noget til den hvide Dame?“
Drengen har ikke set noget levende Væsen, og det siger han. Da hugger den gamle Spaden saa voldsomt mod en Sten, at Stenen kløves, og siger med en Stemme, der kommer dybt nede fra den allerfrygteligste Fortvivlelse: „Har den hvide Dame paa Vibyholm fundet Hvile og jeg ikke?”
Hidtil har de holdt sig til den sydlige Del af Haven, men nu gaar Gartneren henimod den vestlige Del. Den er anlagt anderledes. Der er store, jævne Græsplæner afvekslende med Jordbærbede, Kaalhaver og Frugtbuske. Her er ogsaa mange af de smaa Lysthuse, men de fleste er rødmalede; de ligner mest Bøndergaarde og er omgivne af Humlehaver og Kirsebærtræer.
Her standser Gartneren ikke for at lade Drengen gaa nogen Steder ind. Han siger kun flygtigt: „Denne Egn kalder jeg Vingåker.”
Straks efter bliver han staaende udenfor en lille Bygning, som er meget tarveligere end alle de andre og mest af alt ligner en Smedje. „Det er et stort Værksted,” siger han. „Det kalder jeg Eskilstuna. Har du Lyst, kan du gerne gaa ind og se dig om!”
Drengen gaar derind og ser en utrolig Mængde Hjul, der snurrer rundt, Hamre, der smeder, og Drejeskiver, der hviner. Der var saa meget at se, at han godt kunde have gaaet om derinde hele Natten, hvis Gartneren ikke havde kaldt paa ham.
Derpaa gik de langs med Søen paa Havens nordre Side. Bredden bugter sig ud og ind: Odde og Bugt, Odde og Bugt langs hele Haven. Udenfor Odderne ligger der smaa Øer, der er adskilt fra Landet ved smalle Sunde. De smaa Øer hører ogsaa med til Haven. De er beplantede ligesaa omhyggeligt som alt det andet.
Drengen gaar forbi den ene smukke Gaard efter den anden, men han staar ikke stille, før han kommer til en prægtig, rød Kirke. Den ser meget anselig ud, som den ligger der paa en Odde overskygget af bugnende Frugttræer. Gartneren vil som sædvanlig gaa forbi, men Drengen tager Mod til sig og beder om Lov til at gaa derind. „Ja, ja, saa gaa derind da!” svarer han, „men tag dig i Agt for Biskop Rogge! Det er ikke umuligt, at han holder til her i Strängnäs den Dag i Dag.”
Saa løber Drengen ind i Kirken og ser paa gamle Gravmæler og smukke Altertavler. Fremfor alt beundrer han en Rytter i forgyldt Rustning, som han opdager i et Kapel ved Siden af Vaabenhuset. Her er ogsaa saa meget at se, at han gerne vilde være bleven der hele Natten, men han maa afsted igen for ikke at lade Gartneren vente.
 Gripsholm |
Da han kommer ud igen, ser han Gartneren staa og betragte en Ugle, der jager efter en Blodstjert oppe i Luften. Den gamle fløjter ad Blodstjerten; den lyder hans Kalden og sætter sig trygt paa hans Skulder, og da Uglen i sin Jagtiver flyver efter den, jager han den bort med Spaden. „Han er nok ikke saa slem, som han ser ud til,” tænker Drengen, da han ser, hvor ømt Gartneren beskytter den stakkels Sangfugl.
Men saasnart han faar Øje paa Drengen, vender han sig om til ham og spørger, om han saa Biskop Rogge. Og da Drengen svarer nej, siger han med den største Græmmelse: „Har Biskop Rogge fundet Hvile og jeg ikke?”
Kort efter kommer de til det største af de mange Dukkehuse. Det er en grundmuret Borg med tre solide, runde Taarne, forbundne ved lange Længer.
„Har du Lyst, kan du godt gaa ind og se dig om!” siger Gartneren. „Det er Gripsholm, og her skal du tage dig i Agt, at du ikke møder Kong Erik.“
Drengen gaar igennem en dyb Porthvælving og kommer ind i en stor, trekantet Gaard, omgiven af lave Huse. De er ikke videre anselige, og Drengen bryder sig ikke om at gaa derind. Han springer kun et Par Gange Buk over to lange Kanoner, som staar der, og løber saa videre. Han gaar igennem en dyb Porthvælving til og kommer igen ud i en Borggaard, der er omgiven af prægtige Bygninger, og dér gaar han ind. Han kommer ind i store, gammeldags Værelser med Tværbjælker i Loftet og alle Vægge bedækkede med høje, mørke Malerier, hvor alvorlige Herrer og Damer er afbildede i underlige, stive Dragter.
I Etagen ovenover er Værelserne lysere og venligere. Nu kan han rigtignok mærke, han er paa et kongeligt Slot, for paa Væggene ser han ikke andet end straalende Portrætter af Konger og Dronninger. Men i den øverste Etage er der et stort Loft, og rundt om det ligger der mange forskellige Værelser. Der er lyse Værelser med smukke, hvide Møbler, og der er et lille Teater og lige ved Siden af et rigtigt Fængsel: et Rum med nøgne Stenvægge og tilgitrede Vinduer og et Gulv, der er slidt af Fangernes tunge Trin.
Der er saa meget at se, at Drengen gerne vilde være bleven der i mange Dage, men Gartneren kalder paa ham, og han tør ikke andet end komme.
„Saa du noget til Kong Erik?” spørger han, da Drengen kommer ud. Men Drengen har ikke set noget, og da siger Gartneren som før, men i endnu dybere Fortvivlelse: „Har Kong Erik fundet Hvile og jeg ikke?”
Saa gaar de hen i den østlige Del af Haven. De gaar forbi et Badehus, som Gartneren kalder Södertelje, og et gammelt Slot, som han kalder Hörningsholm. Her er for Resten ikke saa meget at se. Der er fuldt af Klipper og Skær, som bliver mere og mere øde og nøgne, jo længere ude de ligger.
Nu drejer de mod Syd, og Drengen genkender den Hæk, der hedder Kolmården, og kan se, at de nærmer sig Udgangen.
Han er glad over, at han har faaet alt det at se, og da han nu er nær ved den store Gitterport, vil han gerne takke Gartneren. Men den gamle hører slet ikke paa, hvad han siger, men gaar lige hen til Porten. Der vender han sig om til Drengen og rækker ham sin Spade. „Se her,” siger han, „hold den for mig, mens jeg lukker Porten op!”
Men Drengen er allerede saa ked af det Besvær, han har voldt den gamle, barske Mand, at han vil spare ham al videre Ulejlighed. „I behøver ikke at lukke den tunge Port op for min Skyld,“ siger han, og i det samme smutter han ud mellem Jernstængerne. Det er den letteste Sag af Verden for ham.
Han gør det i den allerbedste Mening, og han bliver meget forundret, da han hører Gartneren udstøde et Vredesudraab bag hans Ryg, stampe i Jorden og ruske i Jerngitteret.
„Hvad er der? Hvad er der?” siger Drengen. „Jeg vilde blot spare jer Ulejlighed. Hvorfor er I saa vred?”
„Skulde jeg ikke være vred!” siger den gamle. „Der skulde ikke andet til, end at du havde taget min Spade, saa maatte du have gaaet her og passet Haven, og jeg var bleven afløst. Nu ved jeg ikke, hvor længe jeg kommer til at gaa her.”
Og saa staar han og rusker i Gitteret og ser forfærdelig vred ud, men Drengen kan ikke lade være at have ondt af ham og prøver paa at trøste ham.
„I maa ikke være saa bedrøvet over det, Hr. Karl af Södermanland,“ siger han, „for der er ingen, der vilde passe jeres Have saa godt som I.”
Da Drengen siger det, bliver den gamle Gartner ganske stille og tavs, og Drengen synes, at der gaar ligesom en Lysning over de haarde Træk. Men han kan ikke rigtig se det, for i det samme blegner hele Skikkelsen og forsvinder som en Taage. Og ikke han alene, men hele Haven blegner og forsvinder med Blomster og Frugter og Solskin, og der hvor den laa, er ikke andet at se end den vilde Skov.