Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 241-255

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXIII.
I NÄRKE.

YSÄTTERS-KAJSA.

I Närke havde de i gamle Dage noget, som de ikke havde Mage til andre Steder, og det var en Trold, som hed Ysätters-Kajsa.

Navnet havde hun faaet, fordi hun havde meget at gøre med Vind og Blæst, og den Slags Vindtrolde plejer man altid at kalde Kajsa, og Tilnavnet havde hun faaet, fordi det hed sig, hun var kommen fra Ysätterskæret i Askers Sogn.

Det lader til, at hun havde sit egentlige Hjem i Asker, men man saa hende ogsaa andre Steder. Ingen Steder i hele Närke kunde man være sikker for hende.

Hun var ikke en trist og uhyggelig Trold, men lystig og glad, og det, hun bedst kunde lide af alting, det var et ordentlig Blæstvejr. Saa snart der var Vind nok, fo'r hun afsted for at faa sig en Dans paa Närkesletten.

Närke bestaar egentlig ikke af andet end en Slette, der paa alle Sider er omgiven af skovklædte Bjerge. Kun i det nordøstlige Hjørne, der hvor Hjelmaren gaar ud af Landskabet, er der en Aabning i det lange Hegn af Bjerge.

Naar Vinden nu en Morgenstund har samlet Kræfter ude paa Østersøen og kommer farende ind imod Land, gaar den ganske uhindret ind imellem Sörmlandshøjene og slipper uden synderlig Ulejlighed ind i Närke henne ved Hjelmaren. Derefter farer den afsted tværs over Närkesletten; men lige stik imod Vest støder den paa Kilsbjergenes høje Fjeldvæg og bliver kastet tilbage. Saa krummer Vinden sig som en Slange og farer afsted mod Syd. Men der støder den paa Tiveden og faar et Skub, saa den styrter mod Øst. Naa, der østerude ligger Tyløskov, og den sender Vinden nordpaa op mod Käglan. Og fra Käglan farer Vinden endnu engang afsted mod Kilsbjergene og Tiveden og Tyløskov. Den svinger rundt og rundt i stadig mindre Kredse, til den omsider bliver staaende som en Snurretop midt paa Sletten og svinger rundt ustandselig. Men paa saadanne Dage, naar Hvirvelvindene fo'r henover Sletten, da morede Ysätters-Kajsa sig. Da stod hun midt i Hvirvlen og snurrede. Det lange Haar flagrede oppe mellem Himlens Skyer, Kjoleslæbet fejede henad Jorden som en Støvsky, og hele Sletten laa under hende som et stort Dansegulv.

Om Morgenen sad Ysätters-Kajsa gerne oppe i en høj Gran paa Toppen af en Bjergskrænt og saa udover Sletten. Var det saa om Vinteren og godt Føre, og hun saa' mange komme kørende paa Vejene, skyndte hun sig at blæse op til en Snestorm og fejede Sneen sammen til Driver saa høje, at Folk med Nød og næppe kunde naa hjem om Aftenen. Var det Sommer og godt Høstvejr, da sad Ysätters-Kajsa ganske stille, lige til de første Hølæs var læsset færdige. Saa kom hun farende med et Par Tordenbyger, der gjorde Ende paa Arbejdet for den Dag.

Det kan nu ikke nægtes, at hun sjælden tænkte paa andet end at gøre Fortræd. Kulsvierne oppe i Kilsbjergene turde næsten ikke lukke et Øje, for aldrig saasnart saa hun en ubevogtet Mile, før hun kom listende og pustede til den, saa den pludselig stod i lys Lue. Og hændte det, at Malmkørerne fra Laxå og Svartå en Aften var sent ude, indhyllede Ysätters-Kajsa Vejen og Egnen i saa tæt en Taage, at baade Mennesker og Heste fo'r vild og kørte de tunge Slæder ud i Moser og Kær.

Havde Provstinden i Glanshammer en Sommersøndag dækket Kaffebordet ude i sin Have og der korn et Vindstød, der løftede Dugen fra Bordet og væltede baade Kopper og Tallerkener, da vidste man, hvem man havde at takke for de Løjer. Blæste Hatten af Borgmesteren i Örebro, saa han maatte løbe efter den hele Torvet over, stødte Folk fra Vinøen paa Grund i Hjelmaren med deres Grøntbaade, blæste Vasketøj, der var hængt til Tørre, ned og blev snavset, slog Røgen en Aften ned i Stuen og kunde slet ikke finde Vej ud gennem Skorstenen, da var der ingen Tvivl om, hvem der var ude at more sig.

Men om ogsaa Ysätters-Kajsa holdt af al Slags drilagtige Spilopper, saa var der alligevel ikke noget virkelig ondt i hende. Man kunde godt mærke, at hun var værst mod dem, der var trættekære og gerrige og ondskabsfulde, men skikkelige Folk og smaa fattige Børn tog hun ofte i Beskyttelse. Og gamle Folk fortæller, at en Gang, da Askers Kirke var nær ved at brænde, kom Ysätters-Kajsa farende og slog ned midt i Ilden og Røgen paa Kirketaget og afværgede Faren.

Alligevel var Folk i Närke ofte temmelig trætte af Ysätters-Kajsa, men hun blev aldrig træt af at have dem til Bedste. Naar hun sad oppe paa Randen af en Sky og saa ned paa Närke, der laa venligt og velhavende under hende med anselige Bøndergaarde paa Sletten og rige Gruber og Bjergværker oppe i Bjergegnene, med den dvaske Svartå og de lavvandede, fiskerige Slettesøer, med den gode Stad Örebro, der strakte sig rundt om det alvorlige Slot med de solide Hjørnetaarne, saa tænkte hun vist: „Her vilde Folk have det altfor godt, hvis de ikke havde mig. De vilde blive sløve og kedsommelige. De trænger til saadan en som mig, der kan sætte Liv i dem og holde dem i Humør.”

Og saa lo hun vildt og skrattende som en Skade og fo'r afsted, dansende og hvirvlende fra det ene Hjørne af Sletten til det andet. Og naar Närkeboeren saa, hvordan hun lod sit Støvslæb feje henover Sletten, kunde han ikke lade være at smile. For styg og drilagtig, det var hun, men godt Humør havde hun. Det var ligesaa oplivende for Bønderne at omgaas Ysätters-Kajsa som for Sletten at blive pisket af Stormvinden.

Nu til Dags paastaar man, at Ysätters-Kajsa er død og borte ligesom alle andre Trolde. Men det er ikke rigtig til at tro. Det er, som man vilde komme og fortælle, at for Fremtiden skal Luften altid staa stille over Sletten, og Vinden aldrig mer danse hen over den med Susen og Brusen og frisk Luft og Tordenbyger.

De, der mener, at Ysätters-Kajsa er død og borte, skal nu faa at høre, hvad der gik for sig i Närke i det Aar, da Niels Holgersen fløj hen over Egnen, saa maa de selv sige, hvad de tror.

MARKEDSAFTENEN.

Onsdag 27. April.

Det var Dagen før et stort Kreaturmarked i Örebro, og det regnede, saa Himmel og Jord stod i eet. Det var en Regn, som der ingen Mening var i. Den styrtede ned fra Skyerne i stride Strømme, og mangen en tænkte ved sig selv: „Det er ganske som i Ysätters-Kajsas Tid. Aldrig havde hun saa mange Spilopper for, som naar der skulde være Marked. Det kunde rigtig ligne hende at lave saadan et Regnvejr Aftenen før Markedet.”

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 244 - Örebro Slot.png

Örebro Slot.

Jo længere Dagen led, jo værre blev Regnen. Henimod Aften var det ligefrem Skybrud. Vejene var ganske bundløse, og de Folk, der var gaaet hjemmefra med deres Kreaturer for at naa Örebro i god Tid næste Morgen, var ilde farne. Køer og Stude blev saa lede og kede af det, at de ikke vilde flytte en Fod, og mange af de stakkels Dyr kastede sig ned midt paa Vejen for at vise, at de ikke vilde gaa længere. Alle Folk, der boede ved Vejen, maatte lukke deres Huse op for Markedsgæsterne og give dem Nattely, saa godt de kunde. Der blev overfyldt ikke alene i Stuerne, men ogsaa i Stalde og Lader.

Hvem der kunde, prøvede alligevel at kæmpe sig frem til Gæstgivergaarden, men naar de kom saa langt, fortrød de næsten, at de ikke var bleven i et af Husene ved Vejen. Enhver Baas i Kostalden og ethvert Spiltov i Hestestalden Var forlængst optaget. Der var ikke andet at gøre end lade Heste og Køer staa ude i Regnen. Det var med Nød og næppe, at deres Ejere kunde faa Tag over Hovedet.

Den Væde og det Søle og den Trængsel, der var paa Gaardspladsen, er ikke til at beskrive. Nogle af Dyrene stod ligefrem i en Pøl og kunde ikke en Gang lægge sig ned. Der var jo nok de Husbonder, der skaffede deres Dyr Halm at ligge paa, og som bredte Dækkener over dem, men der var ogsaa dem, der sad inde paa Gæstgivergaarden og drak og spillede og ganske glemte dem, de skulde have sørget for.

Den Aften havde Drengen og Vildgæssene naaet en Holm i Hjelmaren. Den var kun adskilt fra Land ved et lavt og smalt Sund, saa det kunde nok lade sig gøre at komme tørskoet over det, naar det var Lavvande.

Det regnede ligesaa slemt ude paa Holmen som alle andre Steder. Drengen kunde ikke sove for Regndraaberne, der ustandselig piskede ned paa ham. Tilsidst gav han sig til at gaa omkring paa Holmen. Han syntes ikke, han mærkede Regnen saa meget, naar han rørte sig.

Næppe var han gaaet Holmen rundt, før han hørte en Plasken i Vandet mellem Holmen og Land og straks efter saa han en enlig Hest komme gaaende mellem Buskene. Det var et gammelt Helmis, saa elendigt og usselt, at han aldrig havde set Mage. Den var brudt i Ryggen og stivbenet og saa mager, at man kunde tælle dens Ribben. Den havde hverken Tømme eller Sadel, kun en gammel Grime, hvorfra der hang en halvraadden Tovende ned. Den havde aabenbart ikke haft nogen Vanskelighed ved at rive sig løs.

Hesten gik lige hen til det Sted, hvor Vildgæssene stod og sov, og Drengen blev bange for, at den skulde træde paa dem. „Hvor vil du hen? Se dig for!” raabte han. — „Naa, dér er du,” sagde Hesten og gik hen til Drengen. „Jeg har gaaet en hel Mil for at finde dig.” — „Har du hørt tale om mig?“ spurgte Drengen forbavset. — „Øren har jeg da, om ogsaa jeg er gammel. Der er mange, der taler om dig i denne Tid.”

Han bøjede Hovedet, mens han talte, for at se bedre, og Drengen lagde Mærke til, at han havde et lille Hoved med kønne Øjne og en fin, blød Snude. „Det har været en god Hest i sin Tid, om ogsaa det er gaaet til Agters med den paa de gamle Dage,” tænkte han.

„Jeg vilde bede dig gaa med mig og hjælpe mig med noget,“ sagde Hesten. Drengen havde ikke megen Lyst til at gaa nogen Steder hen med en, der saa' saa ussel ud, og undskyldte sig med det daarlige Vejr. „Det er ikke værre for dig at sidde paa min Ryg end at ligge her,” sagde Hesten. „Men du tør maaske ikke følges med saadan en sølle Krikke som mig.” — „Aajo, det tør jeg da nok,” sagde Drengen. — „Saa væk Gæssene, at vi kan faa aftalt med dem, hvor de skal hente dig i Morgen!” sagde Hesten.

Straks efter sad Drengen paa Hestens Ryg. Den gamle Hest strakte bedre ud, end Drengen havde tiltroet den, men alligevel var det et langt Ridt i Natten og Regnen, inden de standsede udenfor en stor Gæstgivergaard. Der saa slemt uhyggeligt ud. Hjulsporene i Vejen var saa dybe, at Drengen var vis paa, han druknede, hvis han faldt i. Ved Stakittet, der omgav Gaarden, var der bundet en tredive, fyrretyve Heste og Køer uden nogensomhelst Beskyttelse mod Regnen, og inde i Gaarden stod Kærrer med høje Kasser, hvor Faar og Kalve, Grise og Høns var lukket inde.

Hesten gik hen og stillede sig ved Stakittet, Drengen blev siddende paa Ryggen af den, og med sine gode Natteøjne kunde han tydelig se, hvor ondt Dyrene havde det.

„Hvor kan det være, I staar herude i Regnen?” spurgte han. — „Vi er paa Vej til et Marked i Örebro, men vi var nødt til at tage ind her for Regnen. Det er en Gæstgivergaard, men her er saa mange rejsende, at der ikke er Plads til os inde.”

Drengen svarede ikke, men sad blot og saa sig om. Der var ikke mange af Dyrene, der sov, men fra alle Sider hørte han Klager og Misfornøjelse. De havde al god Grund til at jamre, for Vejret var blevet endnu værre end tidligere paa Dagen. Der blæste en isnende kold Vind, og Regnen, der nu piskede, saa det sved, var blandet med Sne. Det var let nok at forstaa, hvad det var, Hesten vilde have, Drengen skulde hjælpe ham med.

„Kan du se, der ligger en stor Bondegaard her ligeoverfor Gæstgivergaarden?” spurgte Hesten. — „Ja,” sagde Drengen, „det ser jeg, og jeg kan ikke forstaa, de ikke har bedt om Husly til jer dér. Men der er maaske ogsaa fuldt allerede?“ — „Nej, dér er ingen Fremmede,“ sagde Hesten. „De, der ejer den Gaard, er saa gerrige og utjenstvillige, at det ikke kan nytte at bede dem om Husly.” — „Naa, hænger det saadan sammen. Ja, saa kommer I jo til at blive, hvor I er.” — „Men jeg er født og vokset op i den Gaard,” sagde Hesten. „Jeg ved, at der er en stor Hestestald og en stor Kostald med mange tomme Spiltove og Baase, og jeg gad vidst, om du dog ikke kunde mage det saadan, at vi kom derind.” — „Det tror jeg knap, jeg tør vove,“ sagde Drengen. Men saa gjorde det ham saa ondt for Dyrene, at han alligevel vilde se, hvad han kunde gøre.

Han løb ind i den fremmede Gaard og saa lige straks, at alle Udhusene var lukket og alle Nøgler taget af. Han stod hjælpeløs og raadvild, da han uventet fik Hjælp. Det var et Vindstød, der kom susende i vældig Fart og blæste Døren op til en stor Lade ligefor.

Drengen var naturligvis ikke sen til at vende tilbage til Hesten. „Det var umuligt at komme ind i Hestestalden eller Kostalden,“ sagde han, „men der er en stor, tom Hølade, som de har glemt at lukke for, og der vil jeg gaa ind med jer.” — „Tak,” sagde Hesten. „Det skal gøre godt at sove paa det gamle Sted een Gang endnu. Det er den eneste Glæde, der er tilbage for mig i denne Verden.”

I den velhavende Bondegaard, der laa ligeoverfor Gæstgivergaarden, var de imidlertid den Aften kommen til at sidde meget længere oppe, end de plejede.

Husbonden dér var en Mand paa en femogtredive Aar. Han var høj og rank med et smukt, men temmelig mørkt Ansigt. Han havde hele Dagen været ude i Regnen og var bleven vaad ligesom alle andre, og da de spiste til Aften, bad han sin gamle Moder, der endnu var Husmoder paa Gaarden, om at gøre Ild paa, saa han kunde faa sine Klæder tørret. og saa havde Moderen tændt et usselt, lille Baal paa Ildstedet, for der i Huset plejede de ikke at ødsle med Brændselet, og Manden hængte sin Frakke paa en Stol og stillede den hen foran Ilden. Saa satte han den ene Fod op paa Ildstedet og støttede Armen mod sit Knæ, og saadan blev han staaende og saa ind i Ilden. Der havde han nu staaet i flere Timer og ikke rørt sig, uden naar han engang imellem kastede et Stykke Brænde paa Ilden.

Hans Moder havde taget af Bordet og gjort hans Seng istand, og saa gik hun ind og satte sig i Lillestuen. Nu og da gik hun hen til Døren og saa forundret paa ham, der blev staaende ved Ilden og ikke gik i Seng. „Det er ikke noget, Moder. Jeg er bare kommen til at tænke paa gamle Ting,” sagde han.

Sagen var, at da han for lidt siden gik forbi Gæstgivergaarden, kom en Hestehandler og spurgte, om han vilde købe en Hest, og viste ham en gammel Krikke, der var saa ilde tilredt, at han ikke kunde andet end spørge Manden, om han var rigtig klog, at han troede, han kunde prakke ham saadan en Rallike paa. „Aa nej, men jeg tænkte blot, at da I har ejet den Hest engang, saa havde I maaske Lyst til at give den Naadsens Brød paa de gamle Dage, for det kan den nok trænge til,“ svarede Hestehandleren.

Han saa paa Hesten og kendte den. Ja, den Hest havde han selv opfødt og kørt til. Men derfor kunde det da ikke falde ham ind at købe saadan et gammelt, ubrugeligt Dyr. Ikke Tale om det! Han var ikke af dem, der ødte sine Penge.

Men alligevel havde Synet af Hesten vakt mange Minder hos ham, og det var Minderne, der holdt ham saa vaagen, at han ikke kunde gaa i Seng.

Ja, den Hest havde været et godt og et flot Dyr. Hans Fader havde ladet ham passe den lige fra Begyndelsen. Han havde kørt den til, og han havde holdt mere af den end af noget andet i Verden. Hans Fader havde klaget over, at han fodrede den for godt, og han havde ofte maattet liste sig til at give den Havre.

Mens han havde den Hest, vilde han aldrig gaa til Kirke, men kørte altid. Det var ikke for andet end for at vise Plagen frem. Selv var han i hjemmegjort og hjemmesyet Tøj, og Kærren var tarvelig og umalet, men Hesten var det kønneste Dyr, der kørte op ad Kirkebakken.

Engang havde han taget Mod til sig og talt med sin Fader om at købe sig Klædes Klæder og at male Kærren. Faderen blev som forstenet. Sønnen troede, den gamle var ved at faa et Slagtilfælde. Senere prøvede han paa at gøre sin Fader begribeligt, at naar han kørte saadan en flot Hest, maatte han da ogsaa selv se lidt ordentlig ud.

Faderen svarede ingenting, men et Par Dage efter rejste han til Örebro med Hesten og solgte den.

Det var grusomt af Faderen, men han havde aabenbart været bange for, at den Hest skulde lokke ham til Forfængelighed og Ødselhed, og nu saa længe efter maatte han erkende, at hans Fader havde haft Ret. Saadan en Hest kunde nok bleven en Fristelse. Men den Gang havde han i Begyndelsen taget sig det rent forskrækkelig nær. Han tog somme Tider ind til Örebro blot for at staa paa et Gadehjørne og se Hesten køre forbi eller for at liste sig ind til den i Stalden med et Stykke Sukker.

„Naar Fader dør, og jeg faar Gaarden,” tænkte han, „skal det første, jeg gør, være at købe min Hest tilbage.”

Nu var Faderen død, og han havde siddet med Gaarden allerede et Par Aar, men han havde ikke gjort det mindste Forsøg paa at købe Hesten tilbage. Han havde ikke tænkt paa den i mange Tider før nu i Aften.

Det var underligt, at han havde kunnet glemme den saa fuldstændig. Men hans Fader var en meget myndig og viljestærk Mand, og da han blev voksen, og de to stadig gik sammen ved Arbejdet, fik hans Fader stor Magt over ham. Tilsidst syntes han, at alt, hvad hans Fader gjorde, var rigtigt. Og da han selv fik Gaarden, gjorde han sig kun Umage for i alle Ting at handle saadan, som hans Fader vilde have handlet.

Han vidste nok, at Folk sagde, hans Fader var gerrig, men det var jo da rigtigt at holde paa Pungen og ikke unødvendigt kaste Penge bort. Man skulde da ikke forøde det Gods, der var blevet en betroet. Det var bedre at blive kaldt gerrig og sidde paa en gældfri Gaard end at have store Laan at trækkes med som de andre Gaardmænd.

Saa langt var han kommen i sine Tanker, da det gav et Sæt i ham, for han hørte noget underligt. Det var, som om en høj, spottende Stemme gentog netop det, han tænkte: „Det er bedst at lukke Pungen godt i. Det er bedre at blive kaldt gerrig og sidde paa en gældfri Gaard end at trækkes med Laan som de andre Gaardmænd.”

Det lød, som om der var nogen, der gjorde sig lystig over hans Klogskab, og han skulde lige til at blive vred, da han opdagede, at det hele var en Fejltagelse. Det havde begyndt at blæse, og her havde han staaet og var bleven saa søvnig, at han tog Vindens Tuden i Skorstenen for en Menneskestemme.

Han vendte sig om og saa paa Stueuret, og det slog i det samme elleve dybe Slag. Det var da forskrækkeligt, saa sent det var blevet. „Det er nok paa Tide, du kommer i Seng,” tænkte han. Han kom i Tanker om, at han endnu ikke havde gaaet Gaarden rundt, som han plejede at gøre hver Aften for at se efter, om alle Døre og Luger var lukkede og alle Lys slukkede. Det havde han aldrig forsømt, siden han var bleven Herre paa Gaarden. Han tog hurtig Frakken paa og gik ud i Uvejret.

Han fandt alt, som det skulde være, paa det nær at Døren til den tomme Hølade var revet op af Blæsten. Han gik ind efter Nøglen, lukkede Laden og puttede Nøglen i Frakkelommen. Saa gik han igen ind i Storstuen, tog Frakken af og hængte den ved Ilden. Men heller ikke nu gik han i Seng; i Stedet for gav han sig til at gaa frem og tilbage i Stuen. Det var et Herrens Vejr udenfor med den bidende kolde Blæst og den sneblandede Regn. Og det stod hans gamle Hest ude i uden at have saa meget som et Dækken over sig. Han skulde dog vist alligevel have givet den Tag over Hovedet, naar den var kommen her til Egnen.

I Gæstgivergaarden ligeoverfor hørte Drengen et gammelt Stueur med en sprukken Klang slaa elleve Slag. Da var han netop i Færd med at løse Kreaturerne for at bringe dem hen til Laden i Bondegaarden. Det tog nogen Tid at faa dem vækket og stillet op, men omsider var det i Orden, og i en lang Række, med Drengen til Vejviser, kom de dragende ind i den gerrige Bondes Gaard.

Mens Drengen havde travlt med alt dette, var Husbonden gaaet Gaarden rundt og havde lukket for Laden, saa da han kom med Dyrene, var Døren lukket i Laas. Drengen blev helt bestyrtet staaende. Nej, han kunde ikke lade Dyrene staa dér. Han maatte ind i Huset og faa fat i Nøglen.

„Sørg for, at de er rolige, mens jeg henter Nøglen!” sagde han til den gamle Hest, og dermed løb han.

Midt i Gaarden blev han staaende og spekulerede paa, hvordan han skulde komme ind i Huset. Mens han stod der, saa han to smaa Fodgængere komme henad Vejen og standse udenfor Gæstgivergaarden.

Drengen saa straks, at det var to smaa Piger, og han løb nærmere, for han tænkte, de maaske kunde hjælpe ham.

„Saa, Birte Marie,” sagde den ene, „nu maa du ikke græde mer. Nu er vi ved Gæstgivergaarden. Her kan vi nok faa Husly.”

Knap havde den lille Pige sagt dette, før Drengen raabte til hende: „Nej, det kan ikke nytte, I prøver at faa Husly i Gæstgivergaarden. Det er ganske umuligt. Men her i Bondegaarden har de ingen Gæster. Der skulde I gaa ind!”

De smaa Piger hørte Ordene ganske tydeligt, men de kunde ikke se den, der talte. Men det undrede de sig ikke saa meget over, for det var jo bælgmørkt. Den største af dem svarede straks: „Nej, den Gaard vil vi ikke gaa ind i, for de, der bor dér, er onde og gerrige. Det er deres Skyld, at vi to er nødt til at gaa og tigge paa Landevejen.”

„Det kan gerne være,” sagde Drengen, „men I skal alligevel gaa derind. I skal se, det gaar nok!”

„Ja, saa lad os da prøve, men I skal se, vi kommer ikke engang indenfor,” sagde de to smaa Piger og gik op til Stuehuset og bankede paa.

Husbonden stod endnu foran Ilden og tænkte paa Hesten, da der blev banket paa Døren. Han gik ud for at se, hvad det var, og tænkte i det samme ved sig selv, at han skulde ikke lade sig overtale til at lukke nogen vejfarende ind. Men lige idet han aabnede Døren paa Klem, var der et Vindstød, der passede sit Snit. Det rev Døren ud af Haanden paa ham og slog den tilbage mod Væggen. Han maatte ud paa Trappen for at trække Døren til, og da han kom ind i Stuen igen, stod de smaa Piger allerede derinde.

Det var et Par stakkels Tiggerunger, pjaltede og snavsede og sultne, et Par smaa Tøse, der gik bøjede under Poser, som var lige saa lange som de selv.

„Hvad er I for nogen, der løber om paa Vejene saa sent paa Natten?” sagde Husbonden med streng Stemme.

De to Børn svarede ikke straks, men satte først deres Poser fra sig. Derpaa gik de hen til ham og rakte ham deres smaa Hænder til Hilsen. „Vi er Anna og Birte Marie fra Engärdet,” sagde den ældste, „og vi vilde gerne bede om Nattely.”

Han tog ikke de fremrakte Hænder og skulde lige til at sætte Tiggerungerne paa Døren, da et nyt Minde steg frem for ham. Engärdet, var det ikke et lille Hus, hvor der havde boet en fattig Enke med sine fem Børn? Men Enken skyldte hans Fader nogle hundrede Kroner, og Faderen solgte hendes Hus for at faa sine Penge. Enken rejste saa til Norrland med de ældste Børn for at søge Arbejde, men de to yngste var kommet paa Fattigvæsenet.

Han blev bitter i sit Sind ved at mindes det. Han vidste, at hans Fader havde maattet høre meget ondt, fordi han havde inddrevet de Penge, der dog var hans med Rette.

„Hvad tager I jer nu for?” sagde han med streng Stemme til Børnene. „Tager Fattigvæsenet sig ikke af jer? Hvorfor løber I om og tigger?”

„Det kan vi ikke gøre ved,” svarede den ældste af Børnene. „Det er de Folk, vi er hos, der har sendt os ud at tigge.”

„Ja, saa har I da ogsaa faaet Poserne fulde, saa I har ikke noget at beklage jer over,“ sagde Bonden. „Nu er det bedst, I tager noget frem af det, I har med, og spiser jer mætte, for her er ingen Mad at faa. Alle Kvindfolkene er allerede gaaet i Seng. Og saa kan I lægge jer i Ovnkrogen, saa kommer I ikke til at fryse.”

Han slog ud med Haanden som for at vise dem fra sig, og hans Øjne fik næsten et haardt Udtryk. Han maatte jo være glad, at han havde haft en Fader, der havde holdt sammen paa sin Ejendom. Ellers havde han maaske ogsaa, da han var lille, maattet løbe om med Tiggerposen ligesom disse to.

Næppe havde han tænkt Tanken ud, før den skarpe, spottende Stemme, som han havde hørt engang før i Aften, gentog den Ord for Ord. Han lyttede og forstod straks, at det ikke var noget: ikke andet end Vinden, der holdt Hus i skorstenen. Men det underlige var, at, da Vinden saadan gentog Ordene, forekom de ham saa mærkelig dumme og haarde og falske.

Børnene havde imidlertid lagt sig ved Siden af hinanden paa det haarde Gulv. De var ikke faldet til Ro, men laa og mumlede.

„Ti stille, siger jeg!” sagde han. Han var saa pirrelig, at han gerne kunde have slaaet dem.

Men de blev ved at mumle, skønt han endnu engang raabte til dem, at de skulde tie stille.

„Da Moder gik fra mig,” sagde en klar, lille Stemme, „tog hun det Løfte af mig, at jeg hver Aften skulde bede min Aftenbøn. Og det er jeg nødt til at gøre og Birte Marie ogsaa. Saasnart vi har sagt: „Nu lukker sig mit Øje”, skal vi nok være stille.”

Husbonden sad uden at røre sig og hørte de smaa sige deres Bøn. Saa gav han sig til at gaa frem og tilbage, frem og tilbage med lange Skridt, og alt imens vred han sine Hænder, som om han var i stor Vaande.

Hesten opslidt og ødelagt og disse to Børn gjort til omstrejfende Tiggere! Og begge Dele Faderens Værk! Hvad hans Fader gjorde, havde maaske alligevel ikke været helt rigtigt.

Han satte sig ned paa en Stol og støttede Hovedet i Hænderne. Pludselig begyndte det at dirre og bæve i hans Ansigt, og han fik Taarer i Øjnene. Han skyndte sig at tørre dem af; men der kom ny Taarer, og han fik ligesaa travlt med at faa dem væk. Men ligemeget hjalp det, der kom flere efter dem.

Nu lukkede hans Moder Døren op fra Lillestuen, og han skyndte sig at dreje Stolen saadan, at han vendte Ryggen til hende. Men hun maatte alligevel have mærket noget usædvanligt, for hun blev længe staaende stille bagved ham, som om hun ventede, han skulde sige noget til hende. Men saa kom hun til at tænke paa, hvor svært det altid er for Mænd at tale om de Ting, der gaar dem mest til Hjerte. Hun maatte vel se at hjælpe ham!

Hun havde fra Lillestuen set, hvad der var foregaaet i Stuen, saa hun havde ikke nødig at spørge om noget. Hun gik kun ganske stille hen til de sovende Børn, tog dem paa sine Arme og bar dem ind i sin egen Seng i Lillestuen. Derpaa gik hun igen ud til Sønnen.

„Hør, Lars,” sagde hun og lod, som. om hun ikke saa, at han græd, „de Børn maa du lade mig beholde.” — „Hvad er det, du siger, Moder?“ sagde han og prøvede paa at holde op at græde. — „Jeg har haft ondt af dem i flere Aar, lige siden din Fader tog Huset fra deres Moder. Og det har du med.” — „Hm.“ — „Jeg vil beholde dem her og gøre ordentlige Mennesker ud af dem. De er for gode til at løbe om og tigge.”

Han kunde ikke svare, for nu kom Taarerne styrtende, men han tog sin Moders gamle, visne Haand og klappede den.

Men saa fo'r han pludselig op, som om han var bleven bange for noget. „Hvad vilde Fader sige?“ — „Fader har haft sin Tid at styre,” sagde Moderen, „nu er det din. Saa længe Fader levede, var vi nødt til at lyde ham. Nu er det dig, der skal vise dig, som du er.“ Sønnen blev saa overrasket ved disse Ord, at han holdt op at græde. „Jeg viser mig jo da, som jeg er,“ sagde han. — „Nej,“ sagde hans Moder, „det gør du ikke. Du gør dig kun Umage for at ligne din Fader. Han havde levet i trange Tider, og det havde gjort ham angst for at blive fattig. Han syntes, han var forpligtet til først og fremmest at tænke paa sig selv. Men du har aldrig oplevet noget, der kunde gøre dig haard. Du har mer, end du behøver, og det vilde være unaturligt, om du ikke tænkte paa andre.”

Drengen var gaaet bagefter de smaa Piger ind i Stuen og havde gemt sig i en mørk Krog. Han var ikke sen til at opdage Ladenøglen, der stak op af Frakkelommen. „Naar Bonden nu sætter Børnene paa Døren, tager jeg Nøglen og løber med den,” tænkte han.

Men Børnene blev altsaa ikke sat paa Døren, og Drengen sad i Krogen og kunde ikke finde paa, hvad han skulde gøre. Moderen talte længe med sin Søn, og alt som hun talte, stilnede Graaden af, og tilsidst sad han med saadan et kønt Udtryk i sit Ansigt og saa ud som et andet Menneske. Og hele Tiden sad han og klappede den gamle, visne Haand.

„Ja, nu maa vi vel i Seng,” sagde den gamle, da hun saa, at han var bleven rolig igen. — „Nej,” sagde han og rejste sig hurtig, „jeg kan ikke gaa i Seng endnu. Der er een Fremmed til, som jeg maa give Husly i Nat.”

Mer sagde han ikke, men trak hurtig i Frakken, tændte en Lygte og gik ud. Der var den samme Storm og Kulde udenfor, men da han kom ud paa Trappen, gav han sig til at nynne. Han tænkte paa, om Hesten vilde kende ham, om den vilde blive glad ved at komme ind i sin gamle Stald.

Da han gik over Gaardspladsen, hørte han, at der stod en Dør og klaprede i Vinden. „Det er den Ladedør, der er blæst op igen,” tænkte han og gik hen for at lukke den.

Et Øjeblik efter stod han udenfor Laden og skulde lige til at lukke Døren, da han syntes, han hørte noget pusle derinde.

Det var nu saadan, at Drengen havde passet sit Snit og var gaaet ud sammen med ham, og han var straks løbet ned til Laden, hvor Kreaturerne var. Men de stod ikke længer udenfor i Regnen. Et stærkt Vindstød havde for længe siden revet Ladedøren op og hjulpet dem til Tag over Hovedet. Men det, Bonden havde hørt pusle, var Drengen, der løb inde i Laden.

Nu lyste han med Lygten ind i Laden og saa, at der laa sovende Kreaturer hele Gulvet over. Der var ikke et Menneske at se. Dyrene var ikke bundne, men havde lagt sig i Halmen, hvor de kunde komme til.

Han blev vred, da han saa alle disse ubudne Gæster, og gav sig til at raabe og skælde for at vække de sovende og jage dem ud. Men Dyrene blev liggende uden at røre sig, som om de ikke vilde lade sig forstyrre. Den eneste, der rejste sig, var en gammel Hest, der ganske stilfærdig kom hen til ham.

Bonden blev pludselig tavs. Han kendte Hesten allerede paa Gangen. Han lod Lygteskæret falde paa den, og Hesten kom hen og lagde sit Hoved paa hans Skulder.

Saa gav Bonden sig til at klappe den. „Min gamle Hest, min gamle Hest!” sagde han. „Hvad har de gjort dig? Ja, gamle Dreng, jeg skal nok købe dig tilbage. Du skal aldrig mere bort fra denne Gaard. Du skal faa det, som du vil, gamle Dreng. De andre, som du har taget med, maa blive her, men du skal følge med mig ind i Stalden. Nu kan jeg give dig saa megen Havre, du kan æde, uden at jeg behøver at luske mig til den. Helt ødelagt er du maaske heller ikke. Den kønneste Hest paa Kirkebakken, det skal du blive endnu en Gang. Saa, saa! Saa, saa!”