Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/24
XXIV.
ISBRUDDET.
Torsdag 28. April.
Næste Dag var det fint Vejr og klart Solskin. Der blæste ganske vist en temmelig stærk Vestenvind, men det var kun til at glæde sig over, for den tørrede Vejene, der var ganske opblødt af den voldsomme Regn den foregaaende Dag.
Tidlig om Morgenen kom de to Smaalandsbørn, Aase Gaasepige og lille Mads, gaaende henad en Landevej, der fører fra Sörmland ind i Närke. Vejen fulgte Hjelmarens sydlige Bred, og Børnene gik og saa paa Isen, der endnu bedækkede Størstedelen af Søen. Morgensolen kastede sit klare Skin over Isen, og den saa ikke mørk og uhyggelig ud, som Foraarsis ellers gør, men skinnede hvid og fristende. Saa langt de kunde se henover den, laa den fast og tør. Regnvandet var allerede løbet ned i Huller og Sprækker, eller ogsaa var det opsuget af selve Isen. De saa ikke andet end den dejligste Isflade.
Aase Gaasepige og lille Mads var paa Vandring nordpaa, og de kunde ikke lade være at tænke paa, hvor mange Skridt det vilde spare dem, hvis de kunde gaa tværs over den store Sø i Stedet for at gaa rundt om den. De vidste nok, at Foraarsis er lumsk, men denne saa jo fuldstændig sikker ud. De kunde se, at den var flere Tommer tyk inde ved Land. Og de saa ogsaa en Vej, som de kunde følge, og den anden Bred syntes saa nær, at de maatte kunne gaa derover paa en Time.
„Kom, lad os prøve!“ sagde lille Mads. „Naar vi bare ser os for, saa vi ikke plumper i en Vaage, saa gaar det nok!”
Og dermed begav de sig ud paa Søen. Isen var ikke videre glat, men meget behagelig at gaa paa. Der var dog mere Vand ovenpaa den, end de kunde se fra Vejen, og hist og her var der Blærer i Isen, hvor Vandet piblede op og ned. De Steder maatte man tage sig i Agt for, men det var jo let nok midt paa Dagen i det klare Solskin.
Det gik hurtig og let fremad, og Børnene talte ikke om andet end om, hvor klogt det havde været af dem at gaa ud paa Isen i Stedet for at blive ved at gaa paa den opblødte Landevej.
Da de havde gaaet et Stykke, kom de i Nærheden af Vinøen. Der saa' en gammel Kone dem fra sit Vindue. Hun gik ud i Døren, vinkede ad dem og raabte noget, som de ikke kunde høre. De forstod meget godt, at hun advarede dem mod at fortsætte deres Vandring. Men de, der selv var ude paa Isen, kunde jo se, at der ingen Fare var paa Færde. Det vilde da være dumt at gaa i Land, naar alt gik saa udmærket.
De gik altsaa forbi Vinøen og havde nu en milevid Isflade foran sig. Herude var der flere Steder saa meget Vand paa Isen, at Børnene var nødt til at gøre store Omveje. Men det syntes de kun var morsomt. De kappedes om at finde, hvor Isen var bedst. De var hverken trætte eller sultne. De havde hele Dagen for sig, og de lo blot, naar de mødte ny Hindringer.
Engang imellem saa de over til den anden Bred. Den syntes endnu at være langt borte, skønt de havde gaaet en Time, godt og vel. De var lidt forundrede over, at Søen var saa bred. „Det er, ligesom Bredden løb fra os,” sagde lille Mads.
Herude var der ingen Læ mod Vestenvinden. Den blev voldsommere for hvert Øjeblik og svøbte deres Tøj saa tæt om dem, at de havde ondt ved at røre sig. Den stærke Blæst var den første virkelige Ubehagelighed, de havde mødt paa deres Vandring.
Hvad der forbavsede dem var, at Vinden drønede saa underlig stærkt, som om den havde taget Larmen med fra en stor Mølle eller Fabrik. Men den Slags Ting var der jo ingen af derude paa Isvidderne.
De var gaaet vesten om den store Ø Valen, og nu syntes de, de begyndte at mærke, at de nærmede sig den nordlige Bred. Men samtidig blev Vinden heftigere, og det voldsomme Bulder, der ledsagede den, tog saa stærkt til, at de begyndte at blive urolige.
Lige paa een Gang fik de en Tanke om, at den Larm, de hørte, kunde komme fra Bølger, der skummende og brusende slog imod en Kyst, men det var jo umuligt, da Søen endnu var dækket af Is.
Alligevel stod de stille og saa sig om. Helt ude mod Vest, henne ved Björnö og Göksholmslandet, fik de Øje paa en hvid Mur, der gik tværs over Søen. Først troede de, det var en Snekant langs med en Vej, men de begreb snart, at det var Skum fra Bølger, der slog mod Isen.
Da de saa dette, tog de hinanden i Hænderne og gav sig til at løbe uden at sige et Ord. Søen var aaben ovre mod Vest, og de syntes, de kunde se, at Skumkanten hurtig flyttede sig mod Øst. De vidste ikke, om Isen var ved at bryde op alle Vegne, eller hvad der kunde ske. Men de følte, at de nu var i Fare.
Pludselig syntes de, at Isen hævede sig netop paa det Sted, hvor de løb, hævede sig og sank igen, som om én havde stødt til den nedefra. Derpaa hørtes et dumpt Smæld i Isen, og lidt efter viste der sig Sprækker i den til alle Sider. Børnene kunde se, hvordan de løb hen gennem Isskorpen.
Nu blev der et Øjeblik stille paa Isen, men saa mærkede de igen den samme Hævning og Sænkning. Derefter begyndte Sprækkerne at udvide sig til Revner, gennem hvilke man kunde se Vandet pible frem. Straks efter blev Revnerne til Render, og Isskorpen begyndte at dele sig i store Flager.
„Aase,” sagde lille Mads, „det er vist Isbrud.”
„Ja, det er det, lille Mads,” sagde Aase, „men vi kan endnu naa Land. Løb bare, alt hvad du kan!”
I Virkeligheden havde Vinden og Bølgerne endnu nok at bestille med at faa Isen bort fra Søen. Det sværeste Arbejde var ganske vist gjort, naar først Isskorpen var gaaet i Stykker, men alle disse Stykker skulde deles paany og kastes imod hinanden og knuses, gnides itu og opløses. Der var endnu en Mængde haard og fast Is tilbage, der dannede store, hele Flager.
Men den største Fare for Børnene var, at de ikke havde noget Overblik over Isen. De kunde ikke se, hvor Revnerne var saa brede, at de ikke kunde komme over dem. De vidste ikke, hvor de skulde finde de store Isflager, der kunde bære dem. Derfor vankede de om paa maa og faa, frem og tilbage. De kom længere ud paa Søen istedetfor ind imod Land. De vidste ikke deres levende Raad derude paa den bristende Is og var saa angst, at de tilsidst kun stod stille og græd.
Da kom der en Flok Vildgæs i strakt Flugt susende over deres Hoveder. De skreg højt og stærkt, og det mærkelige var, at midt i deres Gækken hørte Børnene tydelig Ordene: „I skal gaa til højre, til højre, til højre!”
De begyndte straks at gaa og fulgte Raadet, men det varede ikke længe, førend de igen stod tøvende foran en bred Revne.
Igen hørte de Gæssene skrige over deres Hoveder, og i deres Gækken kunde de skelne nogle Ord: „Bliv hvor I er! Bliv hvor I er! Bliv hvor I er!”
Børnene sagde ikke et Ord til hinanden om det, de hørte, men de lystrede og stod stille. Lidt efter gled Isstykkerne sammen, saa de kunde komme over Revnen. Saa tog de igen hinanden i Haanden og løb. De var angst, ikke alene for Faren, men ogsaa for den Hjælp, de fik.
Snart stod de igen stille og betænkte sig, men øjeblikkelig hørte de en Stemme oppe fra Luften: „Lige frem! Lige frem! Lige frem!” sagde Stemmen.
Saadan blev det ved at gaa omtrent en halv Timestid, men da havde de naaet den lange Lungersodde og kunde forlade Isen og vade i Land. Det var tydeligt at se, hvor bange de havde været, for da de var kommen op paa Land, blev de ikke engang staaende for at se paa Søen, hvor Bølgerne nu tumlede voldsommere og voldsommere med Isblokkene, men skyndte sig blot videre. Men da de var kommen et Stykke op paa Odden, stod Aase pludselig stille. „Vent lidt, lille Mads,” sagde hun, „der er noget, jeg har glemt.“
Aase Gaasepige gik igen ned til Søen. Der gav hun sig til at rode i sin Pose og halede omsider en lille Træsko op; den stillede hun paa en Sten, hvor man ganske tydelig kunde se den. Saa gik hun tilbage til Mads uden at vende sig om en eneste Gang.
Men aldrig saasnart vendte hun Ryggen til, før en stor hvid Gaas slog ned fra Luften som et Lyn, snappede Træskoen og med samme Fart skød opad igen.