Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/29

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 294-307

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXIX.
BRODERLODDEN.

DEN GAMLE GRUBEBY.

Fredag 29. April.

Der var ingen Steder i Sverige, hvor Bataki, Ravnen, holdt saa meget af at være som i Falun. Saasnart man om Foraaret igen begyndte at kunne se den sorte Jord, rejste han derop og blev i mange Uger i Nærheden af den gamle Grubeby.

Falun ligger i en Dalsænkning, der gennemstrømmes af en kort Aa. Ved Dalens nordlige Ende ligger en smuk, klar lille Sø med grønne, indskaarne Bredder, der hedder Varpan. Ved den sydlige Ende ligger en sølignende Bugt af Runn, der har lavt, grumset Vand og grimme, sumpede Bredder oversavaede med al Slags Affald; den hedder Tisken. Øst for Dalen strækker der sig et smukt Højdedrag, paa hvis Top der vokser pragtfuld Fyrreskov og løvrige Birke, og hele Skraaningen er dækket af skyggefulde Haver. Vest for Byen strækker der sig ogsaa en Aas. Øverst oppe er den bevokset med sparsom Granskov, og hele Skraaningen er bar og nøgen uden Træer og Græs, som en hel Ørken. Det eneste, der dækker Jorden, er store, runde Stenblokke, der ligger strøet alle Vegne.

Falun By, der ligger i Dalsænkningen paa begge Sider af Aaen, ser ud, som om den havde taget Skikkelse efter den Jord, den er bygget paa. Paa den grønne Side af Dalen ligger alle de Bygninger, der har et pynteligt eller anseligt Ydre. Der ligger to Kirker, Raadhuset, Landshøvdingens Bolig, Bjergværkskontoret, Bankerne, Hotellerne, de mange Skoler, Sygehuset, alle smukke Villaer og Huse. Paa den sorte Side derimod ligger der Gade op og Gade ned smaa, rødmalede, enetages Huse, lange, triste Plankeværker og store, tunge Fabrikbygninger. Og paa den anden Side Gaderne, midt i den store Stenørken, ligger Faluns Grube med Grubespil og Kraner og Pumpeværker, med gammeldags Bygninger, der staar og hælder paa det undergravede Jordsmon, med sorte stejle Slakkebjerge og lange Rækker af Røstovne.

Bataki plejede nu aldrig at kaste et Blik paa den østlige Del af Byen og heller aldrig paa den smukke Sø Varpan. Men saa meget højere elskede han den vestlige Del og den lille Sø Tisken.

Ravnen elskede alt, hvad der var hemmelighedsfuldt, alt hvad der gav ham Lejlighed til at gruble og grunde og satte Tankerne i Bevægelse, og paa Byens sorte Side fandt han nok af det. Det havde saaledes været en stor Fornøjelse for ham at prøve paa at spekulere ud, hvorfor denne gamle, røde Træby ikke var brændt ligesom alle andre røde Træbyer i Landet. Ligeledes havde han spurgt sig selv, hvorlænge mon de hældende Huse paa Randen af Gruben kunde blive staaende. Han havde grundet over „Støten”, den vældige Aabning i Jorden midt paa Grubefeltet, og var fløjet helt ned til Bunden af den for at undersøge, hvordan dette uhyre, tomme Rum var opstaaet. Han var falden i Forundring over de høje Bunker af Slakker, der laa rundt om „Støten” og Grubebygningerne og omgav dem som Mure. Han havde søgt at udfinde, hvad den lille Signalklokke, der slaar et kort, uhyggeligt Klemteslag med bestemte Mellemrum hele Aaret rundt, havde at betyde, og først og sidst havde han spekuleret paa, hvordan der vel saa ud nede under Jorden, der hvor man i mange Hundrede Aar havde brudt Kobbermalm, og hvor Jorden var saa fuld af Gange som en Myretue. Da det omsider var lykkedes Bataki at komme nogenlunde til Klarhed over alt dette, svævede han hen over den uhyggelige Stenørken for at tænke over, hvorfor der ikke groede Græs mellem Kampestenene, eller ogsaa fløj han ned til Tisken. Denne Sø syntes han var den vidunderligste, han nogensinde havde set. Hvor kunde det være, at den var ganske uden Fisk, og at dens Vand undertiden, naar det var oprørt af Storm, blev ganske rødt? Det var saa meget underligere, som en stor Grubebæk, der faldt ud i Søen, havde skinnende gult Vand. Han spekulerede over Ruinerne af de ødelagte Bygninger, der endnu laa paa Bredden, og over den lille Gaard Tiskmøllen, der laa omgiven af grønne Haver og i Skygge af store Træer imellem den øde Stenørken og den mærkelige Sø.

Det Aar, Niels Holgersen rejste gennem Landet med Vildgæssene, laa der endnu paa Bredden af Tisken et Stykke udenfor Byen et gammelt Hus, der kaldtes Svovlkogeriet, fordi der blev kogt Svovl dér i et Par Maaneder hvert andet Aar. Det var en gammel Rønne, der eengang havde været rød, men efterhaanden var bleven graabrun. Det havde ingen Vinduer, men kun en Række Luger med sorte Skodder for, og det stod næsten altid tæt tillukket. Aldrig havde Bataki kunnet kaste et Blik ind i dette Hus, og der var derfor ingenting, han spekulerede saa meget over. Han hoppede om paa Taget for at finde et Hul, han kunde kigge ned igennem, og han sad ofte oppe paa den høje Skorsten og tittede ned igennem den snævre Aabning.

En Dag kom Bataki meget galt afsted. Det havde været stærk Blæst. Der var blæst en Luge op i det gamle Svovlkogeri, og Bataki havde set sit Snit og var fløjet ind ad Lugen for at se sig om i Huset. Men næppe var han sluppet ind, før Lugen smækkede i bag ham, og Bataki var lukket inde. Han haabede, Vinden skulde blæse Lugen op igen, men det lod det slet ikke til, den vilde.

Der faldt ikke saa lidt Lys ind i Bygningen fra Sprækker i Væggene, og Bataki havde idetmindste den Fornøjelse at faa at vide, hvordan der saa ud derinde. Der var ikke andet end en stor Ovn med nogle indmurede Kedler, og det saa han sig snart mæt paa. Men da han vilde ud igen, viste det sig, at det stadig var umuligt. Vinden vilde ikke blæse Lugen op. Ikke en eneste Luge eller Dør stod aaben. Ravnen var ganske simpelt i Fængsel.

Bataki gav sig til at skrige om Hjælp og blev ved med det hele Dagen. Der er vist ingen Dyr, der kan holde saa ustandseligt Spektakel som Ravne, og det rygtedes snart i Omegnen, at han var bleven fangen. Den graastribede Kat fra Tiskmøllen var den første, der hørte om Ulykken. Han fortalte det til Hønsene, og de raabte det ud til forbiflyvende Fugle. Snart vidste alle Alliker og Duer og Krager og Spurve i hele Falun, hvad der var sket. De fløj straks hen til det gamle Svovlkogeri for nærmere at undersøge Sagen. De havde stor Medlidenhed med Ravnen, men ingen af dem kunde finde paa, hvad der var at gøre for at hjælpe ham.

Men pludselig raabte Bataki med sin skarpe, arrige Stemme: „Ti stille derude og hør paa mig! Siden I siger, at I gerne vil hjælpe mig, saa flyv ud og find den gamle Vildgaas, Akka fra Kebnekajse, og hendes Flok. Jeg antager, de maa være i Dalarna paa denne Tid af Aaret. Fortæl Akka, hvordan det staar til med mig. Jeg tror, den eneste, der kan hjælpe mig, er i hendes Flok.”

Agar Brevdue, der var den bedste Budbringer i hele Landet, traf Vildgæssene ved Bredden af Dalelven, og da Tusmørket faldt paa, kom hun og Akka flyvende og slog ned paa Taget af Svovlkogeriet. Tommeltot sad paa Akkas Ryg, men de andre Rejsekammerater var efterladt paa en Holm i Runn, da Akka mente, de vilde gøre mere Skade end Gavn, dersom de kom med til Falun.

Da Akka havde raadført sig lidt med Bataki, tog hun Tommeltot paa Ryggen og fløj hen til en Gaard, der laa tæt ved Svovlkogeriet. Hun fløj ganske langsomt hen over Haven og Birkelundene, der omgav den lille Gaard, og baade hun og Drengen stirrede ned mod Jorden. Det var let at se, at her var Børn, der legede i det Fri, og det varede ikke længe, før de fandt, hvad de havde Brug for. I en lille, munter Bæk klaprede en Række smaa Mølleværker, og i Nærheden deraf fandt Drengen et Stemmejern. Paa to Bukke laa en halvfærdig Kano, og ved Siden af den fandt han et lille Nøgle Sejlgarn.

Med disse Ting fløj de tilbage til Svovlkogeriet. Drengen gjorde Sejlgarnet fast til Skorstenen, lod det falde ned i det dybe Hul og entrede nedad det. Da han havde sagt Goddag til Bataki, der med mange pæne Ord takkede ham, fordi han var kommen, begyndte han at hugge et Hul i Væggen med Stemmejernet.

Der var ikke tykke Vægge i Svovlkogeriet, men med hvert Hug fik Drengen ikke mer løs end en Spaan, der var saa lille og tynd, at en Mus ligesaagodt kunde have gnavet den af med sine Fortænder. Det var aabenbart, at han kom til at arbejde hele Natten og maaske længer endnu, inden han kunde faa Hullet stort nok til, at Ravnen kunde slippe igennem det.

Bataki var saa længselsfuld efter at komme ud, at han ikke kunde sove, men sad ved Siden af Tommeltot, mens han arbejdede. I Begyndelsen var Drengen meget flittig, men da der var gaaet en lille Tid, lagde Ravnen Mærke til, at Huggene kom med længere og længere Mellemrum, og tilsidst holdt de helt op.

„Du er vist træt,” sagde Ravnen. „Du kan maaske ikke holde ud at arbejde længer?” — „Nej, træt er jeg ikke,” sagde Drengen og tog igen fat med jernet, „men jeg ved ikke, hvorlænge det er, siden jeg har sovet ordentligt en Nat. Jeg forstaar ikke, hvordan jeg skal holde mig vaagen.”

Nu gik Arbejdet en Tid rask fra Haanden, men saa blev der paa ny længere og længere imellem Huggene. Ravnen vækkede igen Drengen, men han indsaa nok, at kunde han ikke finde paa noget, det holdt ham vaagen, kom han til at blive, hvor han var, ikke alene den Nat, men ogsaa hele den næste Dag.

„Maaske dit Arbejde gaar bedre fra Haanden, naar jeg fortæller dig en Historie,“ sagde han. — „Ja, det er jo ikke umuligt,” sagde Drengen, men i det samme gabede han og var saa søvnig, at han knap kunde holde paa Værktøjet.

HISTORIEN OM FALUN GRUBE.

„Jeg skal sige dig, Tommeltot,“ sagde Bataki, „jeg har levet længe paa Jorden. Jeg har fristet baade gode og onde Dage, og flere Gange er det sket, at Menneskene har holdt mig fangen. Derved har jeg ikke alene lært at forstaa deres Sprog, men jeg har ogsaa nemmet meget af deres Lærdom. Og jeg tør nok sige, at der er ikke den Fugl i Landet, der ved saa god Besked med dine Stammefrænder som jeg.

Engang sad jeg i mange Aar i Træk i Bur hos en Bjergmester her i Falun, og det var i hans Hus, jeg hørte det, jeg nu vil fortælle dig.

Langt tilbage i Tiden boede der her i Dalarna en Jætte, der havde to Døtre. Da Jætten blev gammel og følte, han skulde til at dø, kaldte han Døtrene til sig for at dele sine Ejendomme imellem dem.

Hans største Rigdom var nogle Bjerge, fulde af Kobber, og dem vilde han give Døtrene. „Men inden jeg efterlader jer denne Arv,” sagde han, „maa I love mig, at dersom en Fremmed skulde opdage jeres Kobberbjerge, vil I slaa ham ihjel, inden han kan naa at vise sit Fund til nogen.” Den ældste af Jættens Døtre var vild og grusom, og hun lovede uden Betænkning at adlyde Faderen. Den anden havde et blidere Sind, og Faderen saa', hun betænkte sig, før hun gav ham sit Løfte. Derfor efterlod han hende kun en Tredjedel af Arven, mens den ældste Fik akkurat dobbelt saa meget som hun. „Dig ved jeg, jeg kan stole paa, som om du var en Mand,” sagde Jætten, „og derfor skal du have en Broderlod.”

Kort efter døde den gamle Jætte, og i lang Tid holdt de to Døtre lige samvittighedsfuldt deres Løfte. Det hændte mere end een fattig Brændehugger eller Jæger, at han fik Øje paa Kobbermalmen, der paa flere Steder laa oppe ved Bjergets Overflade, men næppe var han kommen hjem og havde fortalt, hvad han havde set, før en Ulykke ramte ham. Enten styrtede en udgaaet Fyr ned over ham, eller ogsaa blev han begravet under et Bjergskred. Han fik aldrig Tid til at vise nogen, hvor Skatten i Vildmarken var til at finde.

Paa den Tid var det Skik og Brug alle Steder i Landet, at Bønderne om Sommeren sendte deres Kreaturer paa Græs dybt inde i Skovene. Hyrdepigerne fulgte med for at malke og lave Smør og Ost. For at skaffe Folk og Fæ et Tilflugtssted i Vildmarken ryddede Bønderne en lille Plet i Skoven, og der byggede de nogle smaa Huse, som de kaldte Sæterhytter.

Nu skete det, at en Bonde, der boede ved Dalelven i Torsång Sogn, havde sine Sæterhytter ved Søen Runn, hvor Jorden var saa stenet, at ingen havde forsøgt at dyrke den. Et Efteraar drog Bonden med et Par Pakheste op til Sæteren for at hjælpe til med at bringe Kreaturerne, Smørbøtterne og Ostene hjem. Da han talte Hjorden, opdagede han, at en af Bukkene var ganske rød paa Hornene. „Hvad er det for nogle Horn, Kåre Gedebuk har?“ sagde Bonden til Sæterpigen. — „Det ved jeg ikke,“ svarede Pigen. „Han er kommen hjem med røde Horn hver eneste Aften hele Sommeren. Han syntes vist, det er kønt.“ — „Tror du?” sagde Bonden. — „Han har sin egen Vilje, den Buk, og jeg kan skure det røde af Hornene saa meget, jeg vil, han løber straks hen og faar dem røde igen.” — „Skur du kun den røde Farve af engang endnu,” sagde Bonden, „saa vil jeg se, hvordan han bærer sig ad!”

Aldrig saasnart havde Gedebukken faaet sine Horn skuret, før den løb til Skovs. Bonden fulgte efter den, og da han indhentede Bukken, stod den og gned Hornene mod nogle Sten, der var røde. Bonden tog Stenene i Haanden, slikkede dem og lugtede til dem. Han troede sikkert, det var Malm, han havde fundet.

Som han stod der og faldt i Tanker, kom et Klippestykke rullende ned ad en Skrænt lige ved ham. Bonden sprang til Side og frelste Livet, men Kåre Gedebuk fik Blokken lige over sig og blev dræbt. Da Bonden saa op ad Skrænten, fik han Øje paa en stor, stærk Jættekvinde, der var i Færd med at trille endnu et Klippestykke ned imod ham. „Hvad er det, du har for?“ raabte Bonden. „Jeg har aldrig gjort dig eller nogen af din Slægt Fortræd.” — „Nej, det ved jeg nok,“ sagde Jættekvinden. „Men jeg er nødt til at slaa dig ihjel, fordi du har opdaget mit Kobberbjerg.” Disse Ord sagde hun med sorgfuld Stemme, som om det var meget imod sin Vilje, hun gik til at dræbe ham, og derved fik Bonden Mod til at give sig i Samtale med hende. Saa fortalte hun ham om den gamle Jætte, om det Løfte, hun havde givet, og om Søsteren, der havde faaet Broderlodden. „Jeg er saa led og ked af at dræbe alle de stakkels, uskyldige Mennesker, der opdager mit Kobberbjerg,” sagde hun, „at jeg vilde ønske, jeg aldrig havde taget imod Arven. Men hvad jeg har lovet, maa jeg holde!” Og saa gav hun sig igen til at bryde løs paa Klippestykket. „Forhast dig ikke!” sagde Bonden. „Du behøver ikke at slaa mig ihjel for det Løftes Skyld. Det var jo ikke mig, der fandt Kobberet, det var Gedebukken, og den har du allerede slaaet ihjel.” — „Tror du, jeg kan nøjes med det?” sagde Jættekvinden tvivlraadig. — „Ja, det tror jeg bestemt!” sagde Bonden. „Du har holdt dit Løfte saa trofast, som nogen kan forlange.” Og han talte saa fornuftigt med hende, at hun lod ham beholde Livet.

Bonden drog nu allerførst hjem med Køerne. Saa gik han ned til Bergslagerne og lejede Karle, der forstod sig paa Bjergværksarbejdet. De hjalp ham at bryde en Grube paa det Sted, hvor Gedebukken havde sat Livet til. I Begyndelsen var han bange for at blive slaaet ihjel, men Sagen var nok, at Jættekvinden var bleven træt af at bevogte sit Kobberbjerg. Hun gjorde ham aldrig nogen Fortræd.

Den Malmaare, Bonden havde opdaget, naaede helt op til Bjergets Overflade, saa det hverken var besværligt eller tungt at bryde Malmen. Han og Karlene hentede Brænde i Skoven, byggede store Baal paa Malmbjerget og tændte dem. Da sprængtes Klippen af Varmen, saa de kunde komme til Malmen. Derpaa lod de Malmstykkerne gaa igennem den ene Ild efter den anden, indtil de fik det rene Kobber ud og Slakkerne helt skilt fra.

I gamle Dage benyttede Folk næsten endnu mere Kobber til daglig Brug, end de gør nu til Dags. Det var en efterspurgt og nyttig Vare, og Bonden, der ejede Gruben, blev snart hovedrig. Han byggede sig en stor, prægtig Gaard i Nærheden af Gruben og kaldte den Kårearv efter Gedebukken. Naar han red til Kirke i Torsång, var hans Hest skoet med Sølv, og da hans Datter skulde have Bryllup, lod han brygge Øl af tyve Tønder Malt og stege ti store Okser paa Spid.

I de Tider sad Folk for det meste rolig hjemme hver i sin Del af Landet, og Nyheder kom ikke saa let i Omløb som nu. Men Rygtet om, at der var fundet en stor Kobbergrube, naaede alligevel mange Mennesker, og de, der ikke havde noget bedre at tage sig for, begav sig paa Vej op til Dalarna. Paa Kårearv blev alle fattige Vandringsmænd vel modtagne. Bonden tog dem i sin Tjeneste, gav dem god Løn og lod dem bryde Malm for sig. Der var Malm nok og mere end nok, og jo flere Folk han kunde sætte i Arbejde, jo rigere blev han.

Men en Aften skete det, at fire raske Mænd med Bjergmandshakken paa Ryggen kom vandrende til Kårearv. De blev godt modtagne som alle andre, men da Bonden spurgte, om de vilde arbejde hos ham, svarede de rent ud Nej. „Vi har i Sinde at bryde Malm for egen Regning,” sagde de. — „I ved vel, at det Malmbjerg er mit?“ sagde Bonden. — „Det er ikke vor Mening at bryde Malm i jeres Grube,” svarede de fremmede. „Bjerget er stort, og hvad der ligger aabent og uhegnent i Vildmarken, har vi ligesaa megen Ret til at tage som du.”

Mer blev der ikke sagt om den Ting, og Bonden blev ved at vise de nyankomne Gæstfrihed. Tidlig næste Morgen gik de ud paa Arbejde, fandt Kobbermalm et Stykke længere borte og gav sig til at bryde den. Da de havde arbejdet nogle Dage, kom Bonden ud til dem. „Der er megen Malm her i Bjerget,” sagde han. — „Ja, der skal mange Menneskers Arbejde til, før denne Skat er hævet,” svarede en af de fremmede. — „Det ved jeg nok,“ sagde Bonden, „men jeg synes alligevel, I skulde svare mig Skat af den Malm, I bryder, siden det er min Fortjeneste, at der kan arbejdes her i Bjerget.” — „Vi ved ikke, hvad du mener,” sagde Mændene. — „Jo, jeg har udløst Bjerget ved min Klogskab,” sagde Bonden og fortalte dem om de to Jættekvinder og om Broderlodden.

Mændene hørte meget opmærksomt efter, men det i Fortællingen, de bed Mærke i, var aabenbart noget helt andet, end Bonden havde ventet. „Er det sikkert, at den anden Jættekvinde er værre end hun, du traf?“ sagde de. — „Jeg tror ikke, hun skaanede jer,“ sagde Bonden.

Dermed forlod han dem, men han holdt Øje med dem, og lidt efter saa han, at de holdt op at arbejde og gik ind i Skoven.

Da de den Dag sad og spiste Nadver paa Kårearv, hørtes der en forfærdelig Ulvetuden fra Skoven. Og ind imellem de vilde Dyrs Tuden lød Menneskeskrig. Bonden stod straks fra Bordet, men Karlene lod ikke til at have Lyst til at følge ham. „Det er godt nok til det Tyvepak at blive revet ihjel af Ulvene,” sagde Folkene. — „Vi maa hjælpe dem, der er i Nød,” sagde Bonden og gik ud i Skoven med alle sine halvtredsindstyve Karle.

De fik straks Øje paa en frygtelig stor Flok Ulve, der tumlede imellem hinanden og reves og sledes om et Bytte. Karlene drev dem paa Flugt og fandt saa paa Jorden fire Menneskelegemer, der var saa ilde tilredte, at de ikke havde kunnet kende dem, hvis de ikke havde set fire Grubehakker ligge ved Siden af.

Derefter blev Kobberbjerget i een Mands Eje lige til Bondens Død, da hans Sønner overtog det. De arbejdede sammen i Gruben, men al den Malm, de havde hentet op i Løbet af et Aar, lagde de i Bunker, kastede Lod om dem og smeltede saa Kobberet ud hver i sin Ovn. De blev alle mægtige Bjergmænd og byggede sig store, anselige Gaarde. Og efter dem gav deres Arvinger sig i Lag med Arbejdet, aabnede ny Grubeskakter, og brød endnu mere Malmø. Aar for Aar voksede Gruben i Omfang, og flere og flere Bjergmænd fik Part i den. Nogle boede lige i Nærheden, andre havde deres Gaarde og Smelteovne rundt om paa Egnen. Der rejste sig en hel Klynge Landsbyer, og Egnen fik Navnet Stora Kopparbergs Bergslag.

Nu maa man vide, at det snart var forbi med den Malm, der laa saadan, at den kunde brydes ovenfra, som man bryder Sten i et Stenbrud, og Grubearbejderne var nødt til at søge Malmen dybt nede under Jorden. Gennem snævre Skakter og lange, bugtede Gange maatte de arbejde sig ind i Jordens mørke Indre for at tænde deres Baal og sprænge Bjerget. Det er altid et tungt og vanskeligt Arbejde at bryde Sten, men dertil kom den Plage, de havde af Røgen, der ikke kunde slippe ud i det Fri, og Besværet med paa stejle Stiger at føre Malmen op til Jordens Overflade. Og jo længere ned i Dybet de kom, jo farligere blev Arbejdet. Stundom brød store Strømme brusende frem inde i Gruben, stundom skete det, at Loftet i Grubegangen styrtede ned over Arbejderne. Dette bevirkede, at Arbejdet i den store Grube blev saa frygtet, at ingen gik til det med sin gode Vilje. Da tilbød man dødsdømte Forbrydere og Mænd, der drog fredløse om i Skovene, at de skulde faa Tilgivelse for deres Brøde, hvis de vilde være Grubearbejdere i Falun.

I lange Tider var der ingen, der havde tænkt paa at søge efter Broderlodden. Men blandt de lovløse Mænd, der kom til Stora Kopparberget, var der flere, der satte mere Pris paa Eventyr end paa deres Liv, og de gav sig til at gennemstrejfe Egnen i Haab om at finde den.

Hvordan det gik alle de søgende, er der ingen, der ved, men vi har en Fortælling om to Grubearbejdere, der en Aften sent kom hjem til deres Husbond og fortalte, at de havde fundet en vældig stor Malmaare i Skoven. De havde afmærket Vejen til den, og næste Dag vilde de vise deres Husbond den. Men næste Dag var en Søndag, og Husbonden vilde ikke gaa i Skoven og lede efter Malm den Dag, men istedetfor gik han i Kirke med alle sine Husfolk. Det var Vinter, og de gik i Kirke over Søen Varpan. Paa Henvejen gik alt godt, men paa Hjemvejen faldt de to Karle i en Vaage og druknede. Da kom Folk igen til at tænke paa det gamle Sagn om Broderlodden og sagde, at det nok var den, Karlene havde fundet.

For at raade Bod paa alle Vanskeligheder ved Gruben fandt Bjergmændene paa at indkalde Udlændinge, der var kyndige i Grubearbejdet, og disse udenlandske Mestere lærte dem at bygge Grubespil, der pumpede Vandet ud og hejsede Malmen op. De fremmede fæstede ikke synderlig Lid til Sagnet om Jættekvinderne, men de fandt det meget sandsynligt, at der var en vældig Malmaare et eller andet Sted i Nærheden, og de søgte ivrigt efter den. Og en Aften kom en tysk Grubefoged ind i Værtshuset ved Gruben og fortalte, at han havde fundet Broderlodden. Men Tanken om de store Rigdomme, der nu vilde blive hans, gjorde ham fuldstændig ør og vild. Samme Aften gjorde han et stort Gæstebud, drak og dansede og spillede Tærninger; tilsidst kom han i Klammeri og Slagsmaal, og en af hans Svirebrødre jog ham en Kniv i Livet.

I Stora Kopparberget blev der stadig gravet saa meget Malm, at Gruben regnedes for den rigeste Kobbergrube i alle Verdens Lande. Ikke alene den nærmeste Omegn nød godt af dens store Rigdomme, men de Skatte, man hentede der, blev i trykkede Tider til stor Hjælp for Sveriges Land. Det var Grubens Skyld, at hele Falun By blev bygget, og man betragter den som saa mærkelig og til saa stor Gavn, at det var Skik og Brug, at Kongerne rejste til Falun for at se den, og de kaldte den Sveriges Lykke og Sveas Riges Skatkammer.

Naar man tænker paa, hvor store Rigdomme den gamle Grube havde bragt for Dagen, kan det ikke undre nogen, at de, der troede, at der i Nærheden fandtes en dobbelt saa stor Kobberskat, maatte græmme sig over, at den ikke var til at faa fat paa. Mangen satte Livet paa Spil for at søge efter den, men vandt ikke noget derved.

En af de sidste, der saa Skatten, var en ung Bjergmand fra Falun af god og rig Slægt, der ejede Gaard og Smelteovn i Byen. Han forelskede sig i en smuk Bondepige fra Leksand og gik derhen for at fri til hende, men hun afslog at gifte sig med ham, fordi hun ikke vilde bo i Falun, hvor Røgen fra Røstovne og Smeltehytter laa saa tung og trykkende over Byen, at hun blev uhyggelig til Mode blot ved at tænke paa den.

Bjergmanden elskede hende højt, og da han vendte hjem, var han dybt bedrøvet. Han havde boet i Falun hele sit Liv, og det var aldrig faldet ham ind, at dér kunde være trangt at leve. Men da han nu nærmede sig Byen, blev han forskrækket. Fra den store Grubeaabning, fra de hundrede Røstovne rundt om den hævede sig den tunge, kvælende Svovlrøg og hyllede hele Byen i Taage. Røgen hindrede Planterne i at trives, saa Jorden laa bar og nøgen langt omkring. Smeltehytter, hvor Ilden blussede, og som var omgivne af sorte Slakkedynger, saa han alle Vegne, ikke alene i Byen og dens nærmeste Omegn, men hele Egnen over. De laa ved Grycksbo, ved Bengtsarv, ved Bjerggaarden, ved Stennässet, ved Korsnäs, i Vika og helt hen til Aspeboda. Han indsaa, at en, der var vant til at bo ved den blanke Siljan, i Solskin og mellem grønne Træer, kunde ikke trives hernede.

Synet af Byen gjorde ham endnu tungere om Hjertet, end han var i Forvejen. Han havde ikke Lyst til at gaa hjem med det samme, men bøjede af fra Vejen og gik ind i Skoven. Der vandrede han om hele Dagen uden at lægge Mærke til, hvor han kom hen.

Da det lakkede ad Aften, fik han pludselig Øje paa et Bjerg, der skinnede som Guld. Da han saa nøjere til, opdagede han, at det var en vældig Aare af Kobbermalm. Først blev han glad over sin Opdagelse, men saa faldt det ham ind, at det maaske var Broderlodden, der havde styrtet saa mange i Fordærvelse, og saa blev han bange. „Idag er jeg sandelig forfulgt af Ulykken,“ tænkte han. „Maaske det nu skal koste mig Livet, at jeg har fundet denne Rigdom.” Han vendte straks om og begav sig paa Hjemvejen. Da han havde gaaet lidt, mødte han en høj, svær Kvinde. Hun lignede en myndig Bjergmandskone, men han kunde ikke huske, han havde set hende før.

„Jeg gad nok vidst, hvad du har taget dig til i Skoven,” sagde Kvinden. „Jeg har set dig strejfe om her hele Dagen.” — „Jeg har gaaet og set mig om efter en Byggeplads,“ sagde Bjergmanden, „for den Pige, jeg holder af, vil ikke bo i Falun.” — „Er det ikke din Mening at bryde Malm i Kobberbjerget, som du fandt for lidt siden?” spurgte hun videre. — „Nej,“ sagde Bjergmanden, „jeg bliver nødt til at opgive Bjerghaandteringen, ellers kan jeg ikke faa den, jeg holder af.” — „Ja, hold kun fast ved det,” sagde Kvinden, „saa skal der ikke ske dig noget ondt.”

Med disse Ord forlod hun ham. Men han skyndte sig at gøre det til Sandhed, som han havde sagt af Nødvendighed. Han opgav Bjergværksarbejdet og byggede sig en Gaard langt fra Falun. Og saa havde hun, han holdt af, ikke noget imod at flytte hjem til ham.”

Hermed endte Ravnen sin Historie. Drengen havde virkelig holdt sig vaagen hele Tiden, men han havde ikke brugt Værktøjet synderlig flittig.

„Og hvordan gik det saa siden?” spurgte han, da Ravnen holdt op at tale. „Ja, fra den Tid af gik det tilbage med Kobberværket. Falun By, den er der jo. Men alle de gamle Smelteovne er borte. Hele Egnen er oversaaet med gamle Bjergmandsgaarde, men de, der bor paa dem, er nødt til at være Landmænd eller Skovbrugere. I Falun Grube er der snart ikke mere Malm. Det kunde gøres mere nødig end nogensinde, at man fandt Broderlodden.”

„Jeg gad vidst, om den Bjergmand var den sidste, der saa den,” sagde Drengen.

„Saasnart du har hugget Hul i Væggen og lukket mig ud, skal jeg fortælle dig, hvem der har set den sidst,” sagde Bataki.

Det gav et Sæt i Drengen, og med det samme tog han raskere fat. Han syntes, Bataki havde sagt det i en underlig, betydningsfuld Tone. Det lød næsten, som om han vilde give Drengen at forstaa, at han, Ravnen, havde set den store Malmaare. Kunde der stikke noget under, at han havde fortalt ham den Historie?

„Du har vist rejst meget om her paa Egnen,” sagde Drengen for at faa lidt Klarhed i Tingene. „Du har sagtens fundet baade det ene og det andet, naar du saadan har svævet henover Skovene og Bjergene her.“

„Ja, det kan nok være, jeg kunde vise dig mærkelige Ting, saasnart du er færdig med dit Arbejde,” sagde Ravnen.

Drengen gav sig til at hugge saa ivrigt, at Spaanerne fløj omkring ham. Nu var han ganske sikker paa, at Ravnen havde fundet Broderlodden. „Det er rigtignok Synd, at en Ravn som du ikke kan faa nogen Glæde af den Rigdom, du har fundet,” sagde han.

„Jeg vil ikke tale mer om den Ting, før jeg ser, at du kan hugge Hul i Væggen og hjælpe mig ud,” sagde Ravnen.

Drengen arbejdede, saa Jernet blev brændende hedt. Batakis Mening var ikke til at tage fejl af. Ravnen kunde jo ikke selv bryde Malm, og derfor var det ganske vist hans Hensigt at overlade Niels Holgersen Opdagelsen. Det var jo baade det sandsynligste og rimeligste. Men naar han nu fik Hemmeligheden at vide, saa vilde han, saa snart han blev Menneske igen, komme tilbage hertil og hæve den store Skat. Og naar han havde tjent Penge nok, vilde han købe hele Vestre Vemmenhögs Sogn, og der vilde han bygge et Slot, ligesaa stort som Vittskövle, og saa vilde han en Dag sende Husmand Holger Nielsen og hans Kone en Indbydelse til at komme og se Slottet. Og naar de saa kom gaaende, vilde han staa paa Trappen og sige: „Værs'god, kom ind og lad, som I er hjemme!” Og de kendte ham naturligvis ikke, men de undrede sig over, hvad det kunde være for en fin Herre, der havde indbudt dem. „Kunde I ikke nok lide at bo paa saadan en Gaard?” vilde han saa sige. — „Jo, naturligvis, men det er ikke noget for os,” vilde de svare. — „Jo, saamænd er det saa! Det er Meningen, at I skal have denne Gaard i Betaling for den store, hvide Gase, der fløj sin Vej forleden Aar,” vilde han saa sige. Drengen brugte Jernet flinkere og flinkere. Det næste, han vilde bruge sine Penge til, var at bygge et nyt Hus paa Lyngheden i Sunnerbo til Aase Gaasepige og lille Mads. Meget større og smukkere end det gamle, naturligvis. Og saa vilde han købe hele Tåkern og give Ænderne den, og saa…

„Nu maa jeg sige, det gaar rask fra Haanden,“ sagde Ravnen. „Jeg tror, Hullet allerede er stort nok.“

Det lykkedes virkelig Ravnen at klemme sig igennem.

Drengen fulgte ham og saa da Bataki sidde paa en Sten nogle Skridt borte.

„Nu skal jeg holde mit Løfte til dig, Tommeltot,” sagde Bataki meget højtideligt, „og fortælle dig, at jeg har set Broderlodden. Men jeg vil ikke raade dig til at begynde at lede efter den, for det kostede mig mange Aars Arbejde, inden jeg opdagede den.”

„Jeg troede, du vilde fortælle mig, hvor den var, til Løn for, at jeg har hjulpet dig ud af Fangenskabet,“ sagde Drengen.

„Du maa have været meget søvnig, mens jeg fortalte om Broderlodden,” sagde Bataki. „Ellers kunde du ikke have ventet noget i den Retning. Lagde du ikke Mærke til, at alle de, der sagde noget om, hvor Broderlodden var at finde, kom i Ulykke? Nej, min Ven! Bataki har levet saa længe paa Jorden, at han har lært at holde sin Mund.”

Dermed løftede han Vingerne og fløj sin Vej.

Akka stod og sov paa Marken tæt ved Svovlkogeriet, men det varede temmelig længe, inden Drengen raabte, at hun skulde komme og hente ham. Han var mismodig og forknyt, fordi han var gaaet Glip af den store Rigdom, og syntes, at han slet ikke havde noget at være glad over. „Jeg tror ikke, det er sandt med de Jættekvinder,” sagde han ved sig selv, „og jeg tror ikke paa Ulve og Vaager, men jeg tror, at naar fattige Grubearbejdere fandt den store Malmaare midt i den vilde Skov, blev de saa fortumlede af Glæde, at de bagefter ikke kunde finde den igen. Og jeg tror, at Skuffelsen har været saa tung for dem, at de ikke kunde holde ud at leve. For saadan synes jeg, det er.”