Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/30

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 308-316

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXX.
VALBORG AFTEN.

Der er en Dag i Aaret, som alle Børn i Dalarna glæder sig næsten ligesaa meget til som til juleaften, og det er Valborg Aften, da de faar Lov at brænde Blus ude i det Fri.

Mange Uger i Forvejen tænker Drenge og Piger ikke paa andet end at samle Brændsel til Valborgblussene. De gaar ud i Skoven og sanker tørre Grene og Grankogler, de samler Spaaner hos Snedkeren og Pinde og Bark og Brændeknuder hos Brændehuggeren. De gaar hver Dag til Købmanden og tigger gamle Kasser, og har én været saa heldig at faa fat i en tom Tjæretønde, gemmer han den som sin bedste Skat og tør ikke komme frem med den før i sidste Øjeblik, lige inden Blussene skal tændes. De spinkle Ris, som man bruger til Støtte for Ærter og Bønner, er meget efterstræbte og ligesaa alle gamle, omblæste Gærdestaver, alle itubrækkede Redskaber og alle Hæssetræer, som er glemt ude i Marken.

Naar den store Aften kommer, har Børnene i hver eneste Landsby lagt en stor Bunke Kviste og Ris og alle mulige brændbare Ting til Rette enten paa en Høj eller ogsaa nede ved Bredden af en Sø. I enkelte Landsbyer er der ikke blot samlet sammen-til et, men til to, tre store Risbaal. Det kan jo ske, at Drenge og Piger ikke har kunnet enes om at samle Brændsel, eller ogsaa vil de Børn, der bor i den sydlige Ende af Byen, have Blusset hos sig, og det kan de, der bor i den nordlige Ende, ikke gaa ind paa, men maa have deres eget Blus.

Baalene er i Reglen færdige i god Tid om Eftermiddagen, og derefter gaar alle Børnene om med Tændstikæsker i Lommen og venter paa, det skal blive mørkt. Det er saa forskrækkelig længe lyst i Dalarna paa den Tid af Aaret. Naar Klokken er otte, er det knapt nok, det begynder at skumre. Det er koldt og uhyggeligt at gaa ude og vente, for det er halvt Vinter endnu. Sneen er tøet paa al ryddet og aaben Mark, og midt paa Dagen, naar Solen staar højt paa Himlen, føles det helt varmt, men i Skoven er der endnu store Driver, Isen dækker Søerne, og ved Nattetid er det stundom mange Graders Kulde. Derfor kan det ogsaa ske, at der hist og her bliver tændt et Blus, inden det er rigtig mørkt. Men det er kun de mindste og utaalmodigste Børn, der saadan forhaster sig. De store venter, til det er saa mørkt, at Blussene kan tage sig ordentligt ud.

Saa kommer endelig det rette Øjeblik. Hver eneste en, der har bidraget aldrig saa lille en Pind til Baalet, er paa Pletten, og den ældste af Drengene tænder Ild paa et Knippe Halm og stikker det ind under Risbunken. Straks begynder Ilden at arbejde; det knitrer og sprutter i Træet, de tyndeste Kviste bliver ildrøde, Røgen kommer bølgende, sort og truende. Og tilsidst slaar Flammen op fra Toppen af Risbaalet, høj og klar, hæver sig pludselig mange Alen i Vejret og kan ses hele Egnen over.

Naar Børnene i en Landsby har faaet deres eget Blus rigtig i Gang, giver de sig Tid til at se sig om. Jo, dér brænder et Blus, og dér et til, og nu tænder de et paa Højen og et helt oppe paa Bjerget. De haaber allesammen, at deres Ild maa være den største og klareste, og de er saa bange for, at den ikke skal overstraale alle andre, at de nu i sidste Øjeblik styrter hjem for at tigge endnu et Par Bræddestumper og lidt Brænde af Fader og Moder.

Naar Blussene har brændt en Tid, kommer de voksne og de gamle for at se paa dem. Men Blussene er ikke alene kønne og straalende, de udbreder ogsaa en liflig Varme, og det lokker dem til at sætte sig paa Stene og Tuer rundt omkring. Der sidder de og stirrer ind i Flammerne, til det falder en af dem ind, at de da kunde koge lidt Kaffe nu, de har saadan en dejlig Ild. Mens Kaffekedlen snurrer, kan det ske, at en eller anden giver sig til at fortælle en Historie, og naar den første er færdig, tager straks en anden fat.

De voksne tænker mest paa Kaffen og Historierne, Børnene tænker paa at faa Ilden til at brænde højt og brænde længe. Foraaret har haft rent forfærdelig ondt ved at faa Isen brudt op og Sneen smeltet. Det var rart, om de kunde hjælpe det lidt med deres Blus. Ellers kan Foraaret umulig naa i rette Tid at faa Frosten af Jorden og Løvspringet i Gang.

*

Vildgæssene havde stillet sig hen at sove paa Siljans Is, og da det trak fælt fra Nord, var Drengen nødt til at krybe ind under den hvide Gases Vinge. Men han havde ikke ligget der længe, før han vaagnede ved Knaldet af et Bøsseskud. Han lod sig straks glide ned paa Jorden og saa sig forskrækket om.

Ude paa Isen, der hvor Gæssene laa, var der ganske stille. Hvor meget han saa kiggede og spejdede, kunde han ingen Jæger se. Men da han saa ind mod Land, fik han Øje paa noget saa mærkværdigt, at han troede, det var et Slags Spøgeri, han saa, noget lignende som Vineta eller Spøgelsehaven ved Stora Djulö.

Om Eftermiddagen havde Vildgæssene fløjet flere Gange frem og tilbage over den store Sø, inden de kunde bestemme sig til, hvor de skulde slaa ned. Og i Flugten havde de vist ham de store Kirker og Landsbyer, der laa paa Bredden. Han havde set Leksand, Rättvik, Mora, Sollerøen. Kirkebyerne var saa store som smaa Byer, og han havde undret sig over, at der var saa stærkt bebygget her oppe imod Nord. Han fandt hele Egnen meget mere lys og smilende, end han havde tænkt sig, men han havde ikke faaet Øje paa noget uhyggeligt eller farligt.

Men nu i den mørke Nat flammede der paa disse samme Bredder en stor Krans af høje Blus. Han saa dem lyse i Mora ved den nordlige Ende af Søen, paa Toppen af Solleröen, i Vikarbyen, paa Bjergene ovenfor Sjurberg, paa Kirkepynten ved Rättvik og videre paa Odder og Høje helt ned imod Leksand. Han kunde tælle over hundrede Blus, og det var ham ganske umuligt at begribe, hvor de var kommet fra, hvis der da ikke var Trolddom eller Spøgeri med i Spillet.

Vildgæssene vaagnede ogsaa ved Skuddet, men saasnart Akka havde kastet et Blik ind paa Bredden, sagde hun: „Det er Menneskebørnene, der leger.” Og straks stak hun og de andre Gæs Hovedet under Vingen og faldt igen i Søvn.

Men Drengen stod og saa paa Blussene, der prydede Bredden som en lang Række Guldsmykker. Lys og Varme lokkede ham ligesaa meget, som de lokker en lille Myg, og han havde den største Lyst til at gaa nærmere, men han vidste ikke, om han turde forlade Gæssene. Han hørte Skud paa Skud, og da han nu forstod, der ingen Fare var paa Færde, lokkede det ham ogsaa. Det lod til, at de var saa muntre derhenne ved Blussene, at det ikke var nok for dem at le og raabe, men de maatte tage Bøsserne til Hjælp og skyde. Og henne ved et Blus, der brændte paa et Bjerg, sendte de nu Raketter i Vejret. Der havde de et stort Blus, og højt oppe laa det, men det var ikke nok. De vilde have det endnu smukkere. Helt op i Himlens Skyer skulde det ses, hvor glade de var.

Drengen nærmede sig ganske langsomt Bredden, men saa naaede der Sang ud til ham. Da gav han sig til at løbe ind imod Land. Dette maatte han virkelig være med til.

Helt inde i Rättvikbugten gaar der en uhyre lang Dampskibsbro ud i Vandet, og yderst ude paa den stod der en Flok Sangere og sang ud over Søen i den sene Nattetime. Det var, som om de troede, at Foraaret ligesom Vildgæssene sov ude paa Siljans Is, og de vilde vække det.

Sangerne begyndte med: „Jag vet ett land långt upp i höga nord”, og saa kom „Om sommaren sköna, när marken hon gläds vid Dala två älvarna Vida”, derpaa „Marschen går till Tuna”, „Mandom, mod och morske män” og tilsidst „I Dalarna bodde, i Dalarna bo”. Det var altsammen Sange om Dalarna. Paa Dampskibsbroen brændte der ingen Blus, og Sangerne kunde ikke se sig vidt om. Men med Tonerne steg Billedet af deres Land op for dem og for alle, der hørte dem, lysere og skønnere, end om det havde været lyst. Det var ligesom de vilde røre Foraaret: „Se dog, hvad for et Land der ligger og venter paa dig! Vil du dog ikke komme os til Hjælp? Vil du virkelig længe endnu lade Vinteren lægge sit Tryk over disse skønne Egne?”

Saa længe Sangen varede, stod Niels Holgersen og lyttede til den, men da den holdt op, skyndte han sig ind imod Land. Helt inde i Bugten var Isen borte, men der var fuldt af Sandbanker, saa han alligevel slap lykkeligt hen til et Blus, der laa paa selve Strandbredden. Med stor Forsigtighed listede han sig saa nær, at han kunde se de Mennesker, der sad og stod ved Ilden, og høre, hvad de sagde. Og igen maatte han undre sig over, hvad det vel kunde være, han saa, og han spurgte sig selv, om det var andet end et Syn. Aldrig før havde han set Mennesker klædt saadan paa. Kvinderne havde sorte Tophætter paa Hovedet, smaa, hvide Skindtrøjer, lyserøde Tørklæder om Halsen, grønne Silkeliv og sorte Skørter, hvis Forbredde var tværstribet: hvide, røde, grønne og sorte Striber. Mændene havde runde, lavpuldede Hatte, blaa Frakker med rødkantede Sømme, gule Skindbukser, der naaede til Knæene og var gjort fast med røde Strømpebaand med Kvaster. Han vidste ikke,om det var Dragternes Skyld alene, men han syntes, Folk saa helt anderledes ud her end andre Steder, meget stovtere og stateligere. Han hørte, de talte med hinanden, men længe kunde han ingenting forstaa. Han kom til at tænke paa de fine Dragter, hans Moder havde i sin Kiste, og som ingen havde villet gaa med i mange Herrens Tider, og det faldt ham ind, om det ikke var Folk fra Fortiden, han her saa for sig, Folk, der ikke havde gaaet levende om paa Jorden i de sidste hundrede Aar.

Men det var bare saadan en Tanke, der fløj ham gennem Hovedet og straks var borte igen, for han saa godt, det var levende Mennesker, han havde for sig. Det var, fordi Befolkningen omkring Siljan i Tale og i Dragt og i Væsen har bevaret mere af svundne Tider, end de har gjort andre Steder, at han kunde komme paa saadanne Tanker.

Drengen lagde snart Mærke til, at de, der sad ved Ilden, talte om gamle Dage. De fortalte om, hvordan de havde haft det i deres unge Aar, da de maatte vandre lange Veje til andre Landskaber for ved deres Arbejde at skaffe Hjemmet Brød. Han hørte flere Fortællinger, men det, han bagefter huskede bedst, var, hvad en gammel Kone havde oplevet.

MOSE-KIRSTENS HISTORIE.

„Fader og Moder havde en lille Gaard i Østbjörka, men vi var mange Søskende, og Tiderne var trange, saa da jeg var seksten Aar, var jeg nødt til at drage hjemmefra. Saa drog vi da afsted; en Snes unge Mennesker var vi her fra Rättvik. Det var i 1845, den fjortende April, jeg første Gang gik til Stockholm. I min Madpose havde jeg nogle Brød, en Kalvebov og lidt Ost. Fireogtyve Skilling var hele Rejsekassen. Den øvrige Mad, jeg fik med, havde jeg lagt i Skindsækken og sendte den og et Sæt Arbejdstøj i Forvejen med en Bondevogn.

Saa gik vi da alle tyve ad Vejen til Falun. Vi gik gerne fem, seks Mil om Dagen, og vi naaede Stockholm i syv Dage. Det var noget andet end at sætte sig i Toget, som Pigerne nu gør, og køre dertil saa urimelig bekvemt paa en otte, ni Timer.

Da vi kom ind i Stockholm, raabte Folk til hinanden: „Se der kommer Dalregimentet!” Det lød ogsaa, som om der kom et helt Regiment marcherende, naar vi gik paa Gaden med vore højhælede Sko, som Skomageren havde slaaet ikke mindre end femten store Søm i. Det var ikke saa sjældent, at flere af os snublede og faldt, fordi vi ikke var vant til at gaa paa de toppede Brosten.

Vi tog ind i et Dalværtshus, der hed „Hvide Hest” og som laa paa „Södermalm” i Stora Badstugatan. Folkene fra Mora boede i samme Gade i et Værtshus, der hed „Store Krone”. Nu hastede det, ser I, med at faa Arbejde, for der var ikke mer end atten Skilling tilbage af de fireogtyve, jeg havde med hjemmefra. En af de andre Piger sagde, jeg skulde gaa til en Ritmester, der boede ved Hornstull, og spørge om Arbejde. Der blev jeg i fire Dage; jeg skulde grave og plante i hans Have. Fireogtvve Skilling fik jeg i Dagløn; saa skulde jeg holde mig selv med Mad. Det var ikke meget, jeg fik at spise, men Herskabets smaa Piger, der saa, hvor smaat jeg havde det, løb ind i Køkkenet og bad om Mad til mig, saa jeg kunde da spise mig mæt.

Saa kom jeg til en Frue i Norrlandsgatan. Der Hk jeg et daarligt Kammer, og Musene tog baade Huen og Halstørklædet og bed Hul i min Skindpose, saa jeg maatte lappe den med et gammelt Støvleskaft, jeg fik. Der havde jeg ikke Arbejde mer end i fjorten Dage, og saa maatte jeg gaa hjem igen med to Daler i Behold.

Hjem gik jeg over Leksand og laa et Par Dage i en Landsby, der hed Rönnäs. Der kan jeg huske, at Folk kogte Vælling af Havremel, som de malede sammen med Avner og Klid. De havde ikke andet, og det maatte glide ned i Hungersnødens Dage.

Ja, det Aar var ikke noget at prale af, men jeg maatte døje endnu mere ondt næste Aar. Jeg var jo nødt til at tage bort igen, for ellers havde de derhjemme ikke haft noget at leve af. Jeg fulgtes med to Piger til Hudiksvall, og dertil var der femogtredive Mil. Hele Vejen maatte vi gaa med Skindsækken paa Ryggen, for denne Gang havde vi ingen Vogn at sende den med. Vi havde tænkt, vi kunde faa Havearbejde, men da vi kom dertil, laa der høj Sne alle Vegne, saa der var ingen Arbejde af den Slags. Saa gik jeg ud paa Landet og ind i Bøndergaardene og bad dem saa mindelig give mig noget at bestille. Aa, Herre Jesses, hvor var jeg træt og sulten tilsidst, inden jeg kom til en Gaard, hvor jeg fik Lov at blive og karte for otte Skilling om Dagen! Men længere hen paa Foraaret fik jeg Arbejde i Haverne inde i Byen, og der blev jeg til hen i Juli. Men da kom jeg til at længes saa meget efter mit Hjem, at jeg gav mig paa Vej til Rättvik. Jeg var jo kun sytten Aar, maa I huske. Mine Sko havde jeg slidt op, saa jeg maatte gaa femogtredive Mil paa bare Fødder. Men dog var jeg glad i mit Hjerte, for nu havde jeg skrabet hele femten Rigsdaler sammen, og til mine smaa Søskende havde jeg nogle haarde Hvedeboller med og et Kræmmerhus med hugget Sukker, som jeg havde sparet sammen. For naar nogen havde givet mig Kaffe med to Stykker Sukker til, gemte jeg altid det ene.

Her sidder nu I, Piger, og ved ikke, hvormeget I har at takke Gud for, at han har givet os bedre Tider. For dengang var det ikke anderledes, end at det ene Hungersaar fulgte efter det andet. Alle unge Mennesker i Dalarna var nødt til at rejse bort for at tjene Penge. Næste Aar — det var 1847 — gik jeg igen til Stockholm og fik Arbejde ved Stora Hornsbergs Have. Dér var vi flere Piger fra Dalarna, og nu fik vi noget højere Dagløn, men spare maatte vi alligevel. I Haverne samlede vi gamle Søm og Ben og solgte dem til Kludekræmmeren, og for Pengene købte vi en Slags stenhaarde Beskøjter, som de bagte til Soldaterne i Militærbageriet. I Slutningen af Juli gik jeg hjem igen for at hjælpe til med Høsten. Denne Gang havde jeg sparet tredive Daler sammen.

Næste Aar maatte jeg igen ud at tjene Penge. Da kom jeg til Staldmestergaarden udenfor Stockholm. Den Sommer var der Feltmanøvrer paa Lagårdsgärdet, og Marketenderen sendte mig hen at varte op ved et Køkken, som han havde i en stor Rustvogn. Om jeg saa blev hundrede Aar, glemmer jeg aldrig den Gang, jeg maatte blæse paa Lur derude i Lejren for Kong Oskar den første. Og han sendte mig en hel Specie til Belønning.

Derefter var jeg flere Somre i Rad Færgepige paa Brunnsviken og roede imellem Albano og Haga. Det var min bedste Tid. Vi havde en Lur med i Baaden, og somme Tider tog Passagererne selv Aarerne, for at vi skulde blæse for dem. Naar saa om Efteraaret Roningen hørte op, gik jeg op gennem Uppland og hjalp til med Tærskearbejde i Bøndergaardene. Henimod Jul kom jeg gerne hjem med en hundrede Rigsdaler. Og saa havde jeg fortjent Sæd ved Tærskearbejdet; den hentede Fader, saasnart det blev Slædeføre. Ja, ser I, dersom ikke jeg og mine Søskende var kommet hjem med vore Skillinger, saa havde de derhjemme ikke haft noget at leve af. For den Sæd, vi selv avlede, den var for det meste brugt op, naar jeg kom hjem, og Kartofler dyrkede Folk kun lidt af i de Tider. Saa var de nødt til at købe Korn hos Købmanden, og naar Rugen kostede fyrretyve Rigsdaler Tønden og Havren fireogtyve, saa var man nok nødt til at spare. Jeg kan huske, at vi flere Gange gav en Ko bort for en Tønde Havre. I de Tider bagte vi Havrebrød med fint hakket Halm i Brødet. Det var ikke let at faa saadan noget Halmbrød ned, kan I tro. Man maatte drikke Vand mellem hver Bid for at faa det til at glide.

Saadan blev jeg ved at gaa frem og tilbage til det Aar, jeg giftede mig, og det var 1856. Se, Jon og jeg, vi var bleven gode Venner i Stockholm. Og hvert Aar, naar jeg drog hjem, var jeg ligesom lidt forknyt i mit Sind, for at Stockholmspigerne skulde vende hans Tanker fra mig. De kaldte ham „den smukke Jon fra Mosen” og „den kønne Dalkarl”, det vidste jeg. Men der var ingen Falskhed i hans Hjerte, og da han havde sparet Penge nok sammen, stod Brylluppet.

Saa var der Glæde og ingen Sorg i nogle Aar, men det varede ikke længe. 1863 døde Jon, og jeg stod ene med fem smaa Børn. Men det gik os ikke saa daarligt endda, for nu var der begyndt at blive bedre Tider i Dalarna. Nu var der rigeligt med Kartofler og rigeligt med Korn. Der var stor Forskel mod i gamle Dage. Jeg passede selv den Smule Jord, jeg havde arvet, og jeg havde mit eget Hus. Saa gik det ene Aar efter det andet, og Børnene voksede til. De sidder godt i det, de af dem, der er i Live, Gudskelov! De kan ikke rigtig tænke sig, hvor knapt der var paa Brødet for Folk i Dalarna, da deres Moder var ung.”

Den gamle tav. Mens hun talte, var Blusset brændt ud, og nu rejste de sig alle og sagde, det var paa Tiden at gaa hjem. Drengen gik ud paa Isen for at lede efter sine Rejsekammerater, men som han løb der alene i Mørket, lød der for hans Øren et Vers, som han nylig havde hørt dem synge fra Broen: „I Dalarna bodde, i Dalarna bor bland armod än trohet och ära …” Saa kom der noget, han ikke kunde huske, men Slutningen af Visen huskede han: „De blandat med bark icke sällan sitt bröd, Men mäktiga herrar dock funna sitt stöd Hos fattiga männer i Dalom.”

Drengen havde ikke helt glemt alt, hvad han havde hørt om Sturerne og Gustav Vasa, og han havde aldrig rigtig kunnet begribe, hvorfor de netop skulde søge Hjælp hos Dalkarlene, men nu forstod han det. For i et Land, hvor der var saadanne Kvinder som den gamle deroppe ved Ilden, maatte Mændene jo være rent umulige at faa Bugt med.