Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 317-319

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXXI.
VED KIRKERNE.

Søndag 1. Maj.

Da Drengen næste Morgen vaagnede og lod sig glide ned paa Isen, kunde han ikke lade være at le. Der var faldet en Mængde Sne om Natten, og den blev ved at falde. Hele Luften var fuld af hvide Fnug, der var saa store, at man, inden de faldt, godt kunde tro, det var Vinger af ihjelfrosne Sommerfugle. Paa Søen laa Sneen mer end tommehøj, Bredderne var hvide, og Vildgæssene var saa tilsneede, at de saa ud som smaa Driver.

Nu og da flyttede Akka eller Yksi eller Kaksi sig lidt, men naar de saa, det blev ved at sne, skyndte de sig at putte Hovedet under Vingen igen. De mente sagtens, at i saadant et Vejr kunde de ikke tage sig noget bedre for end sove, og det maatte Drengen give dem Ret i.

Nogle Timer efter vaagnede han ved, at Kirkeklokkerne i Rättvik ringede til Kirke. Nu var Snevejret holdt op, men det blæste skarpt fra Nord, og ude paa Søen var det bidende koldt. Han blev glad, da Vildgæssene omsider rystede Sneen af sig og fløj ind imod Land for at skaffe sig Mad.

Den Dag var der Konfirmation i Rättvik Kirke, og Konfirmanderne, der var kommen i god Tid, stod i smaa Grupper udenfor Kirken og talte sammen. De var alle iført Egnens Dragt, og deres Klæder var saa ny og brogede, at det ligefrem skinnede af dem. „Kære Mor Akka, flyv langsomt her,” raabte Drengen, da Vildgæssene kom flyvende, „saa jeg kan faa de unge at se!” Det syntes vist Førergaasen var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa langt ned, hun kunde, og fløj tre Gange rundt om Kirken. Det er ikke saa nemt at sige, hvordan det i Virkeligheden forholdt sig, men da Niels Holgersen saa Drengene og Pigerne deroppe fra, syntes han aldrig, han havde set saadan en Skare prægtige unge Mennesker. „Jeg tror ikke, der er finere Prinser og Prinsesser i Kongens Slot,” sagde han ved sig selv.

Det var ikke lidt Sne, der var faldet. I Rättvik dækkede den alle Marker, og Akka var ikke i Stand til at opdage et eneste Sted, hvor hun kunde slaa ned. Da betænkte hun sig ikke længe, men fløj sydpaa, ned imod Leksand.

I Leksand var, som sædvanlig om Foraaret, de fleste af de unge rejst ud at søge Arbejde. Der var næsten ikke andre hjemme i Landsbyen end de gamle, og da Vildgæssene kom flyvende, vandrede en lang Række gamle Kvinder gennem den statelige Birkeallé, der fører op til Kirken. De kom gaaende paa den hvide Jord mellem de hvidstammede Birke i snehvide Faareskindstrøjer, hvide Skindkjoler, gule eller sort- og hvidstribede Forklæder og hvide Hætter, der sluttede tæt om det hvide Haar.

„Kære Mor Akka,“ sagde Drengen, „flyv langsomt her, saa jeg kan se paa de gamle Folk!“ Det syntes vist Førergaasen var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa dybt ned, hun turde, og fløj tre Gange frem og tilbage over Birkealleen. Det er ikke saa nemt at sige, hvordan det forholder sig i Virkeligheden, men Drengen syntes aldrig, han havde set gamle Kvinder se saa kloge og milde ud. „Disse gamle Kvinder ser ud, som om de havde Konger til Sønner og Dronninger til Døtre,” sagde Drengen ved sig selv.

Men i Leksand var der ikke bedre end i Rättvik. Der laa høj Sne overalt, og Akka saa ingen anden Udvej end at fortsætte sydpaa til Gagnef.

I Gagnef havde der den Dag været Begravelse før Kirketid. Ligtoget var kommet sent til Kirken, og bagefter var det trukket i Langdrag med Begravelsen. Da Vildgæssene kom flyvende, var endnu ikke alle gaaet ind i Kirken, men adskillige Kvinder gik endnu om paa Kirkegaarden og saa paa deres Grave. De havde grønne Liv paa med røde Ærmer, og paa Hovedet havde de kulørte Tørklæder med brogede Frynser.

„Kære Mor Akka, flyv langsomt her, saa jeg kan se paa Bønderkonerne!” sagde Drengen, og Vildgaasen syntes vist, det var et rimeligt Forlangende, for hun lod sig dale saa langt ned, som hun turde, og fløj tre Gange frem og tilbage over Kirkegaarden. Det er svært at sige, hvordan det i Virkeligheden forholdt sig, men da Drengen saa Kvinderne der oppefra imellem Kirkegaardens Træer, syntes han, de var som de yndeligste Blommer. „De ser allesammen ud, som om de var groet i et Bed i Kongens egen Have,” tænkte han.

Men heller ikke i Gagnef var der en eneste Plet, der var fri for Sne, og Vildgæssene vidste ikke bedre Raad end at fortsætte sydpaa til Floda.

I Floda sad Folk inde i Kirken, da Vildgæssene kom flyvende, men der skulde være Bryllup den Dag, naar Gudstjenesten var forbi, og Brudefølget stod opstillet ude paa Kirkebakken. Bruden stod med Guldkrone over det udslagne Haar og var saa behængt med Smykker og Blomster og brogede Baand, at det gjorde ondt i Øjnene, naar man saa paa hende. Brudgommen gik om i lang, blaa Frakke, Knæbukser og rød Hue. Brudepigerne havde Kjoler, der var broderede med Roser og Tulipaner baade paa Livet og rundt om Nederdelen. Forældre og Naboer gik med i Toget i deres brogede Dragter.

„Kære Mor Akka, flyv langsomt her, saa jeg kan faa Tid til at se paa Brudeparret!” bad Drengen, og Førergaasen lod sig dale saa langt ned, hun turde, og fløj tre Gange frem og tilbage over Kirkebakken. Det er svært at sige, hvordan det var i Virkeligheden, men saadan som Drengen saa dem oppefra, syntes han, at saa yndig en Brud og saa stolt en Brudgom og saa prægtigt et Brudefølge kunde der ikke være andre Steder. „Jeg gad vidst, om Kongen og Dronningen er finere paa deres høje Slot,“ tænkte han ved sig selv.

Men her i Floda fandt Vildgæssene endelig nøgne Marker, saa de behøvede ikke at flyve længer for at finde Mad.