Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 320-330

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXXII.
OVERSVØMMELSEN.

1—4. Maj.

I flere Dage rasede der et forfærdeligt Vejr i Egnen nord for Mälaren. Himlen var helt overtrukken, Vinden peb, og Regnen strømmede ned. Baade Mennesker og Dyr vidste, at det skulde til, for at det kunde blive Foraar, men alligevel syntes de næsten ikke, det var til at udholde.

Da det havde regnet en Dag, begyndte Snemasserne i Granskoven for Alvor at smelte, og Vaarbækkene fik Fart. Alle Vandpytter i Gaardene, det stillestaaende Vand i Grøfterne, det Vand, der piblede frem mellem Tuerne i Moser og Kær, det kom altsammen i Bevægelse og søgte at finde Vej ud til Bækkene for at blive taget med ud i Havet.

Bækkene løb saa hurtig de kunde ned til Mälaraaerne, og Aaerne gjorde deres Bedste for at bringe Vandmasserne ud i Mälaren. Men saa kastede alle smaa Søer i Uppland og Bergslagerne paa selv samme Dag Istæppet af sig, saa Aaerne blev fulde af Isflager og pludselig steg helt op til deres Bredder. Og ligesaa store som Aaerne nu var bleven, styrtede de sig ud i Mälaren, og det varede ikke længe, før der var løbet saa meget Vand i den, som den paa nogen Maade kunde rumme. Strømmen blev stærk nede ved Udløbet, men Norrström er et snævert Farvand, og den kunde ikke lade Vandet slippe igennem saa hurtig som nødvendigt. Ovenikøbet var det Østenstorm, saa Havets Bølger stod i en stærk Brænding ind paa Land og stemmede for Strømmen, der vilde føre Ferskvandet ud i Østersøen. Og da Aaerne ustandselig førte nyt Vand til Mälaren, og Strømmen ikke kunde naa at føre det bort, var der ikke andet at gøre for den store Sø end at stige over sine Bredder.

Den steg meget langsomt, ret som den var uvillig til at gøre sine smukke Bredder Skade. Men da disse næsten alle Vegne er lave og svagt skraanende, varede det ikke længe, før Vandet var naaet mange Alen ind paa Land, og mere skulde der ikke til for at volde den største Forvirring.

Mälaren er noget for sig selv. Den bestaar af lutter snævre Fjorde, Vige og Sunde: ingen Steder breder den sig til store, stormpiskede Flader, det er, som om den kun var skabt til Fornøjelsesrejser og Lystsejladser og muntre Fisketure. Og den har saa mange skønne, træbevoksede Øer, Holme og Odder: ingen Steder viser den os nøgne, bare forblæste Bredder; det er, som om den aldrig havde tænkt sig, at de skulde bære andet end Lystslotte, Landsteder, Herregaarde og Forlystelsessteder. Men maaske det er, fordi den i Reglen viser sig saa mild og venlig, at der bliver saadant et Spektakel, naar den engang imellem om Foraaret lægger sit smilende Ansigt af og viser, at den for Alvor kan være farlig.

Da det nu lod til, den vilde lave Oversvømmelse, blev alle Baade og Pramme, der Vinteren igennem havde ligget trukket op paa Land, i største Hast tættede og tjærede for at kunne sættes i Søen saa hurtig som muligt. Vaskebroerne blev trukket op paa Land, og Broerne paa Landevejen blev udbedret. De Banevogtere, der havde Tilsyn med Jernbanestrækningerne langs Søen, gik uafbrudt frem og tilbage paa Banen og turde ikke sove hverken Nat eller Dag.

Bønder, der havde Hø eller tørt Løv opbevaret i Lader paa de lave Holme, skyndte sig at bringe det i Land. Fiskerne tog deres Ruser og Garn ind, for at de ikke skulde blive skyllet bort af Oversvømmelsen. Ved Færgestederne myldrede det med Rejsende: alle, der skulde ud eller hjem, vilde skynde sig, mens de endnu kunde være sikre paa, at Overfarten ikke var standset.

I Nærheden af Stockholm, hvor der paa Bredden ligger det ene Landsted ved Siden af det andet, var Travlheden størst. De fleste Villaer laa ganske vist saa højt oppe paa Land, at der ikke var nogen Fare for dem, men der var jo Baadebro og Badehus ved hver eneste Villa, og de maatte bringes i Sikkerhed.

Men det var ikke alene Menneskene, der blev urolige, da Mälaren begyndte at gaa over sine Bredder. Ænderne, der havde lagt deres Æg inde imellem Buskene paa Strandbredden, Vandrotter og Spidsmus, der boede ved Stranden og havde smaa, hjælpeløse Unger i Reden, var i stor Kvide. Selv de stolte Svaner blev ængstelige for, at deres Reder og Æg skulde blive ødelagt.

Og det var ikke unødige Bekymringer, thi for hver Time, der gik, steg Mälaren.

Pilene og Elletræerne, der voksede i Strandkanten, havde allerede Vandet højt op ad Stammerne. I Haverne var Vandet trængt ind og rumsterede om i Køkkenhaven paa sin egen Maade, og i de Rugmarker, der laa saadan, at det kunde komme til, gjorde det stor Skade.

Flere Dage igennem blev Søen ved at stige. De side Enge rundt om Gripsholm stod under Vand, saa at det store Slot ikke alene var adskilt fra Land ved en smal Grav, men ved brede Sunde. I Strängnäs forvandledes den smukke Strandpromenade til en brusende Flod, og i Vesterås beredte man sig paa at sejle i Baade i Gaderne. Et Par Elsdyr, der havde overvintret paa en Holm i Mälaren, havde faaet deres Stade sat under Vand og kom svømmende ind til Land. Hele Brændeoplag, Masser af Planker og Brædder, en Mængde Bryggekar og Vandtønder var kommen i Drift, og alle Vegne var Folk ude i deres Baade for at bjerge.

I denne besværlige Tid listede Mikkel Ræv en Dag om i en Birkelund, der laa et Stykke nord for Mälaren. Som sædvanlig gik han og tænkte paa Vildgæssene og Tommeltot og spekulerede paa, hvordan han skulde bære sig ad med at finde dem, for han havde helt tabt Sporet.

Mens han gik og var allermest modløs, fik han Øje paa Agar Buddue, der sad paa en Birkegren. „Det var rigtignok godt, jeg traf dig, Agar,” sagde Mikkel. „Du kan maaske sige mig, hvor Akka fra Kebnekajse og hendes Flok for Tiden holder til.” — „Det er jo ikke umuligt, jeg ved, hvor de er,” sagde Agar, „men det har jeg da ikke i Sinde at fortælle dig.” — „Det kan ogsaa være det samme,” sagde Mikkel, „hvis du bare vil bringe dem en Hilsen, som jeg har til dem. Du ved nok, hvor slemt det staar til ved Mälaren i disse Dage. Der er en vældig Oversvømmelse, og det store Svanefolk, der bor i Hjälstaviken, er ved at faa deres Reder og Æg ødelagt. Men Svanekongen Dagklar har hørt Tale om den Mandsling, der følger med Vildgæssene, og som ved Raad for alting, og han har sendt mig herhen for at spørge Akka, om hun vil komme ned til Hjälstaviken med Tommeltot.“

„Den Hilsen kan jeg jo nok bringe,” sagde Agar. „Men jeg begriber rigtignok ikke, hvordan det lille Pus skulde kunne hjælpe Svanerne.” — „Det gør jeg heller ikke,” sagde Mikkel. „Men han tager sig jo alle Slags Ting paa.” — „Det undrer mig ogsaa, at Dagklar sender sine Hilsener til Gæssene med en Ræv,” indvendte Agar. — „Du har ganske Ret i, at vi ellers er Fjender,” sagde Mikkel med blid Stemme. „Men naar Nøden er saa stor, maa man hjælpe hinanden. Alligevel maa du vist helst lade være at fortælle Akka, at du har faaet den Hilsen med en Ræv, for det er ikke frit for, at hun er noget mistænksom af sig.“

SVANERNE I HJÄLSTAVIKEN.

Det tryggeste Tilflugtssted for Svømmefugle ved hele Mälaren er Hjälstaviken, som er den inderste Del af Ekolsundsviken, der igen er en Udvidelse af Norra Björköfjorden, som er den næststørste af de lange Bugter, Mälaren sender ind i Uppland.

Hjälstaviken har flade Bredder, lavt Vand og en Mængde Siv ganske som Tåkern. Den er ikke nær saa stor som den berømte Fuglesø, men alligevel er den et godt Hjemsted for Fugle, fordi den har været fredlyst i mange Aar. Den er nemlig Tilholdssted for et stort Svanefolk, og Ejeren af den gamle Kongsgaard Ekolsund, der ligger i Nærheden, har forbudt al Jagt paa Bugten, for at Svanerne ikke skal blive forstyrret og skræmt.

Saasnart Akka havde faaet Bud om, at Svanefolket trængte til hendes Hjælp, skyndte hun sig afsted til Hjälstaviken. Hun naaede derhen med sin Flok en Aftenstund og saa' straks, at der var sket store Ulykker. De store Svanereder var revet løs og drev i den stærke Blæst ud over Bugten. Nogle var allerede faldet fra hinanden, et Par Stykker var væltede, og de Æg, der havde været i dem, laa og skinnede paa Bunden af Søen.

Da Akka slog ned i Vigen, var alle de Svaner, der boede der, samlede henne ved den østlige Bred, hvor de var bedst beskyttede imod Vinden. Skønt de havde lidt meget ved Oversvømmelsen, var de altfor stolte til at vise nogen Sorg. „Det er ikke værd at sørge,” sagde de. „Der er rigeligt med Rodtrevler og Stilke. Vi kan snart faa bygget os ny Reder.” Ingen af dem havde drømt om at kalde en fremmed til Hjælp og havde ingen Anelse om, at Mikkel havde sendt Bud efter Vildgæssene.

De var flere Hundrede, og de havde lagt sig efter Rang og Stilling: de unge og uerfarne yderst i Kredsen, de gamle og kloge længere ind. Allerinderst laa Dagklar, Svanekongen, og Snefrid, Svanedronningen, der var ældre end alle de andre, saa de fleste af Svanefolket var deres Børn og Børnebørn.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 324 - Svanerne i Hjälstaviken.png

Svanerne i Hjälstaviken

Dagklar og Snefrid kunde fortælle om de Dage, da Svaner af deres Stamme ikke levede vildt nogetsteds i Sverige, men kun fandtes i tam Tilstand i Slotsgrave og Damme. Men saa var et Par Svaner sluppet ud af Fangenskabet og havde slaaet sig ned i Hjälstaviken, og fra de to nedstammede alle de Svaner, der boede der. Nu var der vilde Svaner i mange af Mälarfjordene ligesom i Tåkern og Hornborgasøen. Alle disse Nybyggere var kommen fra Hjälstaviken, og de Svaner, som boede der, var meget stolte af, at deres Slægt saaledes bredte sig fra Sø til Sø.

Vildgæssene var tilfældigvis slaaet ned ved den vestlige Bred, men da Akka saa, hvor Svanerne laa, gav hun sig straks til at svømme hen imod dem. Hun var selv meget forundret over, at de havde sendt Bud efter hende, men hun betragtede det som en Ære og vilde ikke spilde et Øjeblik, naar det gjaldt at hjælpe dem.

Da Akka kom hen i Nærheden af Svanerne, standsede hun for at se efter, om Gæssene, der fulgte efter hende, svømmede i lige Linie og med lige store Mellemrum. „Svøm nu rask og pænt!” sagde hun. „Stir nu ikke paa Svanerne, som om I aldrig før havde set noget kønt, og bryd jer ikke om, hvad de siger til jer!“

Det var ikke første Gang, Akka besøgte det gamle Svaneherskab, og de havde altid modtaget hende med den Opmærksomhed, som en saa vidtberejst og anset Fugl kunde gøre Krav paa. Men hun holdt ikke af at svømme ind imellem alle de Svaner, der laa rundtom dem. Hun følte sig aldrig saa lille og saa graa, som naar hun kom ind blandt Svanerne, og det kunde ogsaa ske, at en eller anden af dem lod falde et Par Ord om visse Folk, der var baade graa og grimme. Men det klogeste var at lade, som man ikke hørte det, og bare skynde sig forbi.

Denne Gang lod det til, at alt skulde gaa usædvanlig godt. Svanerne gled ganske stille til Side, og Vildgæssene svømmede ligesom gennem en Gade med de store, hvidtskinnende Fugle paa begge Sider. Det var meget smukt at se dem ligge der og spænde Vingerne ud som Sejl for at tage sig godt ud for de fremmede. De kom ikke med en eneste Skose, og Akka var ganske forbavset. „Dagklar er sagtens kommen under Vejr med deres Unoder og har sagt til dem, at de skal opføre sig som dannede Dyr,” tænkte Førergaasen.

Men allerbedst som Svanerne saadan anstrengte sig for at vise god Levemaade, fik de Øje paa den hvide Gase, der kom svømmende bagest i Gæssenes lange Række. Da gik der en Brusen af Forundring og Harme gennem Flokken, og lige med eet var det forbi med det fine Væsen.

„Hvad er det for noget?” raabte en af dem. „Vil nu Vildgæssene have hvide Fjer?“

„De bilder sig da ikke ind, at de bliver Svaner for det,” skreg de fra alle Sider.

De gav sig til at raabe i Munden paa hverandre med deres klangfulde, stærke Stemmer. Det var ikke muligt at faa forklaret dem, at det var en tam Gase, der var fulgt med Vildgæssene.

„Det er vist Gaasekongen selv, der kommer,” spottede de.

„De er da mageløs uforskammede!”

„Det er ikke nogen Gaas, det er kun en tam And.”

Den store, hvide huskede Akkas Befaling ikke at bryde sig noget om det, hvad han saa fik at høre. Han tav ganske stille og svømmede saa hurtig han kunde, men lige meget hjalp det. Svanerne blev mere og mere nærgaaende. „Hvad er det for en Skruptudse, han har paa Ryggen?” spurgte en. „De tror nok ikke, vi kan se, det er en Skruptudse, fordi han er klædt paa som et Menneske.”

Svanerne, der før havde ligget i saadan en nydelig Orden, svømmede nu om imellem hverandre i den vildeste Forvirring. Alle trængte paa for at faa den hvide Vildgaas at se.

„Saadan en hvid Gase skulde da ialtfald skamme sig for at vise sig for os Svaner.“

„Han er saamænd ligesaa graa som de andre. Han har kun dyppet sig i en Mælkebøtte i en Bondegaard.“

Akka var netop naaet hen til Dagklar og skulde lige til at spørge ham, hvad hun kunde hjælpe ham med, da han blev opmærksom paa det Røre, der var blandt Svanefolket. „Hvad er der nu paa Færde? Har jeg ikke befalet, at de skal være høflige mod fremmede?” sagde han og saa misfornøjet ud.

Snefrid, Svanedronningen, svømmede hen for at holde Orden paa sit Folk, og Dagklar vendte sig igen til Akka. Da kom Snefrid tilbage og saa meget ophidset ud. „Kan du ikke faa dem til at tie?” raabte Svanekongen hende i Møde. — „Der er en hvid Vildgaas derhenne,” svarede Snefrid. „Det er dog virkelig skammeligt. Det undrer mig ikke, de er bleven vrede.” — „En hvid Vildgaas!” sagde Dagklar. „Det er for galt. Det eksisterer jo slet ikke. Du maa have set fejl!“

Trængslen omkring Morten Gase blev større og større. Akka og de andre Vildgæs prøvede at svømme hen til ham, men de blev puffet frem og tilbage og kunde ikke naa ham.

Den gamle Svanekonge, der var den stærkeste af dem alle, satte sig nu hurtig i Bevægelse, skød alle de andre til Side og banede sig Vej hen til den hvide. Men da han saa, at det virkelig var en hvid Gaas, der laa paa Vandet, blev han ligesaa vred som alle de andre. Han hvæsede af Arrigskab, gik lige løs paa Morten Gase og rev et Par Fjer af ham. „Jeg skal lære dig, din Vildgaas, at komme saadan udmajet til os Svaner,” sagde han.

„Flyv, Morten Gase, flyv, flyv!” raabte Akka, for hun indsaa, at Svanerne vilde rive hver eneste Fjer af den store, hvide, og „Flyv, flyv!” raabte Tommeltot med. Men Gasen laa saadan klemt inde mellem Svanerne, at han ikke kunde faa Plads til at løfte Vingerne. Og fra alle Sider strakte Svanerne deres stærke Næb frem for at rive Fjerene af ham.

Morten Gase forsvarede sig imod dem efter bedste Evne, bed og huggede, og de andre Vildgæs gik ogsaa løs paa Svanerne. Men det var klart, hvordan Enden maatte være bleven, hvis de ikke ganske uventet havde faaet Hjælp.

Der var en Blodstjert, som havde set, at Vildgæssene var ilde stedt blandt Svanerne, og han udstødte straks det skarpe Varselskrig, som Smaafuglene bruger, naar det gælder at jage en Høg eller en Falk paa Flugt. Og næppe havde Raabet lydt tre Gange, før alle Egnens Smaafugle paa lynsnare Vinger i en stor, larmende Sværm pilede ned imod Hjälstaviken.

Og disse smaa, svage Stakler kastede sig over Svanerne. De hvinede i deres Øren, de spærrede Udsigten for dem med deres Vinger, de gjorde dem tummelumske i Hovedet med deres Flagren, de bragte dem ud af sig selv ved at raabe: „Skam jer, skam jer, Svaner! Skam jer, skam jer, Svaner!”

Smaafuglenes Overfald varede kun nogle faa Øjeblikke, men da de var borte, og Svanerne igen kom til Sans og Samling, saa de, at Vildgæssene havde lettet og var fløjet over til den anden Side af Vigen.

DEN NY LÆNKEHUND.

Der var ialtfald det gode ved Svanerne, at da de saa, at Vildgæssene var undsluppen, var de for stolte til at jage efter dem. Vildgæssene kunde altsaa i Ro og Mag stille sig hen og sove paa en Sivø.

Hvad Niels Holgersen angaar, saa var han for sulten til at falde i Søvn. „Jeg bliver nødt til at se at komme ind i et Hus og faa mig lidt Mad,“ tænkte han.

I de Dage, da der drev saa mange forskellige Ting om paa Søen, var det ikke svært for saadan en som Niels Holgersen at finde et Befordringsmiddel. Han betænkte sig ikke længe, sprang ned paa et Stykke Brædt, der var drevet ind mellem Sivene, fiskede en lille Kæp op og gav sig til at stage sig ind til Bredden genem det lave Vand.

Næppe var han kommen i Land, før han hørte en Plasken i Vandet ved Siden af sig. Han blev staaende uden at røre sig og saa' da for det første en Svanehun, der laa og sov i sin store Rede nogle faa Alen fra ham, og dernæst saa han en Ræv, der var gaaet et Par Skridt ud i Vandet for at liste sig hen til Svanereden. „Hallo, hallo! Staa op! Staa op!“ raabte Drengen og slog i Vandet med sin Stok. Svanehunnen rejste sig, men ikke hurtigere, end at Ræven kunde kastet sig over hende, hvis han havde villet. Men det opgav han og foer i Stedet for lige henimod Drengen.

Drengen saa Ræven komme og skyndte sig ind mod Land. Foran ham laa udstrakte, flade Enge. Der var ikke et Træ, han kunde klatre op i, ikke et Hul, han kunde skjule sig i. Der var ikke andet for end at løbe sin Vej. Niels var en god Løber, men det var klart, at han ikke kunde kappes i Hurtighed med en Ræv, naar denne var løs og ledig og ikke havde noget at slæbe paa.

Et Stykke fra Søen laa der nogle smaa Husmandshuse, hvor der var Lys i Vinduerne. Drengen løb naturligvis til den Side, men han kunde sige sig selv, at inden han naaede Husene, kunde Ræven naa ham mange Gange.

Mikkel var een Gang saa nær, at han troede sig sikker paa Fangsten, men da sprang Drengen hurtig til Side og løb igen ned mod Bugten. Den Vending tog lidt Tid for Ræven, og før han paa ny havde indhentet Drengen, havde denne skyndt sig hen til et Par Mænd, som hele Dagen havde været ude paa Søen for at bjerge omkringdrivende Gods og nu var paa Hjemvejen.

Mændene var trætte og søvnige. De havde hverken set Drengen eller Ræven, skønt de begge to var løbet lige forbi dem. Drengen havde heller ikke Lyst til at tale til dem og bede om Hjælp, men nøjedes med at liste sig tæt hen til dem. „Ræven tør da ikke vove sig helt hen til Mennesker,” tænkte han.

Men snart hørte han Ræven komme listende. Han vovede sig helt hen til dem, for han stolede paa, at de vilde tage ham for en Hund. „Hvad er det for en Hund, der sniger sig efter os?“ sagde ganske rigtig den ene af Mændene. „Den er saa nær, som om den vilde bide os.” Den anden stod stille og saa sig om. „Væk med dig! Hvad vil du her?” sagde han og sparkede til Ræven, saa den fløj over paa den anden Side af Vejen. Saa holdt Ræven sig i et Par Skridts Afstand, men han fulgte dem hele Tiden.

De to Mænd var snart henne ved Husene og gik begge ind i et af dem. Drengen havde haft i Sinde at gaa med dem ind, men da han var i Bislaget, saa han en prægtig, langhaaret Lænkehund komme farende ud af sit Hus for at tage imod sin Herre. Da bestemte Drengen sig hurtig om og blev udenfor.

„Hør du, Lænkehund!” sagde Drengen sagte, saasnart Mændene havde lukket Døren. „Du vil vel ikke hjælpe mig at fange en Ræv i Nat?“

Lænkehunden saa ikke godt, og hidsig og arrig var han bleven af at staa bunden. „Skal jeg fange en Ræv?” gøede han vredt. „Hvad er du for en, der kommer her og gør Nar af mig? Kom du mig bare saa nær, at jeg kan naa dig, saa skal jeg lære dig at drive Gæk med mig. ”

„Du tror da ikke, jeg er bange for at komme dig nær?“ sagde Drengen og løb hen til Hunden. Da denne saa ham, blev han saa forbavset, at han ikke kunde sige et Ord.

„Det er mig, der hedder Tommeltot, og som rejser om med Vildgæssene,“ sagde Drengen. „Har du ikke hørt Tale om mig?” — „Spurvene har jo nok sommetider kvidret om dig,” sagde Hunden. „Du har nok udrettet store Ting af at være saa lille.” — „Hidtil er det gaaet mig ret godt,” sagde Drengen, „men nu ser det ud til, at det er ude med mig, hvis du ikke vil hjælpe mig. Jeg har en Ræv lige i Hælene paa mig. Han staar og lurer henne bag Hjørnet.” — „Ja, saa sandelig kan jeg lugte ham,” sagde Lænkehunden. „Ham skal vi snart blive af med.” Og Lænkehunden foer ud, saa langt han kunde for Lænken, og gøede og bjæffede en ordentlig Tid.

„Nu tror jeg ikke, han kommer mere igen i Nat,” sagde Lænkehunden. — „Der skal mere end et Bjæf til at skræmme den Ræv,” sagde Drengen. „Han er her snart igen, og det er det allerbedste, for jeg har nu bestemt mig til, at du skal tage ham til Fange.” — „Begynder du nu igen at gøre Nar af mig?” sagde Hunden. — „Kom bare ind i Hundehuset, saa Ræven ikke kan høre os,” sagde Drengen, „saa skal jeg sige dig, hvordan du skal bære dig ad.”

Drengen og Hunden krøb ind i Hundehuset og laa der og hviskede.

Lidt efter stak Ræven Snuden frem bag Hjørnet, og da alt var stille, listede han sig ind i Gaarden. Han kunde spore Drengen helt hen til Hundehuset og satte sig i passende Afstand for at udpønse, hvordan han skulde lokke ham ud. Pludselig stak Lænkehunden Hovedet ud og knurrede af ham. „Gaa din Vej! Ellers kommer jeg og tager dig.“ — „Jeg sidder her, saa længe jeg vil!” sagde Ræven. — „Gaa din Vej!” sagde Hunden endnu en Gang i en truende Tone. „Ellers har du i Nat jaget for sidste Gang.” Men Ræven grinte ham lige op i Øjnene og rørte sig ikke af Pletten. „Jeg ved jo, hvor langt din Lænke kan naa,“ sagde han. — „Jeg har advaret dig to Gange,” sagde Hunden og kom farende ud af Hundehuset. „Nu kan du tage Følgerne.”

I det samme kastede han sig med et langt Spring over Ræven og naaede ham uden mindste Vanskelighed, for han var løs. Drengen havde lukket hans Halsbaand op.

Der fulgte nogle Øjeblikkes Kamp, men den var snart endt. Hunden stod som Sejrherre, Ræven laa paa Jorden og vovede ikke at røre sig. „Ja, lig nu rolig!” sagde Hunden. „Ellers bider jeg dig ihjel.” Han tog Ræven i Nakken og slæbte ham ind i Hundehuset, og der kom Drengen med Lænken, gav ham Halsbaandet to Gange om Halsen og spændte det saa fast, at han var forsvarlig bunden. Og under det hele maatte Ræven ligge stille og vovede ikke at røre sig.

„Se saa, Mikkel Ræv, jeg haaber, du bliver en god Lænkehund,” sagde Niels, da han var færdig.