Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 331-335

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXXIII.
SAGNET OM UPPLAND.

Torsdag 5. Maj.

Næste Dag var Regnen ophørt, men Stormen blev ved hele Formiddagen, og Oversvømmelsen bredte sig stadig videre. Men straks efter Middag kom der et Omslag. Lige paa een Gang blev det det dejligste Vejr, varmt og stille og lifligt.

Niels Holgersen laa nok saa fornøjet midt i en stor Busk dejlige, blomstrende Kabbelejer og stirrede op mod Himlen, da der paa en lille Sti, der løb langs Søen, kom gaaende to smaa Skolebørn med Bøger og Madkasser. De gik langsomt og saa meget bedrøvede ud. Da de var kommen lige ud for Drengen, satte de sig paa nogle Sten og gav sig til at tale om deres Sorger.

„Moder bliver saa vred paa os, naar hun faar at vide, at vi heller ikke i Dag kunde vores Lektie,” sagde det ene af Børnene. — „Ja, og Fader med!” sagde det andet, og Sorgen blev saa overvældende, at de gav sig til at græde.

Drengen laa netop og tænkte paa, om han kunde finde paa noget at trøste dem med, da en lille, krumbøjet, gammel Kone med et mildt og godt Ansigt kom gaaende henad Stien og standsede foran dem.

„Hvad græder I for, lille Børn?” spurgte den gamle, og saa fortalte de smaa, at de ikke havde kunnet deres Lektie i Skolen, og nu skammede de sig saadan, at de ikke vilde gaa hjem.

„Hvad kan det dog være, der var saa svært, at I ikke kunde lære det?“ sagde den gamle, og Børnene fortalte, at det, de havde haft for, var hele Uppland.

„Ja, det er maaske ikke saa let at lære efter Bog,“ sagde den gamle Kone, „men nu skal I høre, hvad min Moder engang fortalte mig om det Land. Jeg har aldrig gaaet i Skole, saa jeg har ikke faaet mere at vide om det, men det, Moder fortalte, har jeg husket hele mit Liv.”

„Se, min Moder,“ begyndte den gamle og satte sig ned paa Stenen ved Siden af Børnene, „hun sagde nu, at i gamle, gamle Dage var Uppland det fattigste og ubetydeligste af alle Landskaber i hele Sverige. Det bestod kun af magre Lerjorder, der var oversaaet med smaa, lave Stenbakker, og den Slags er der nok adskillige af mange Steder i Landskabet endnu den Dag i Dag, om ogsaa vi, der bor hernede ved Mälaren, ikke ser meget til dem.

Naa ja, hvad det end kom af, sikkert er det, at det var fattigt og trist altsammen. Uppland syntes, de andre Landskaber behandlede det som et Udskud, og det bliver man i Længden træt af. En skøn Dag blev det saa led og ked af al den Usselhed, at det tog Pose paa Ryg og Stav i Haand og begav sig ud paa Tiggergang til dem, der sad bedre i det.

Først gik Uppland sydpaa helt ned til Skaane, og da det kom der, beklagede det sig over sin Fattigdom og bad om Land. „Det er ikke godt at vide, hvad man skal finde paa at give alle dem, der kommer og tigger,” sagde Skaane, „Men lad mig se! Jeg har lige gravet et Par Mergelgrave op. Har du Brug for nogle Græstørv, kan du gerne tage et Par Stykker af dem, jeg har smidt op paa Kanten.“

Uppland sagde Tak og tog imod Gaven og gik saa videre til Vestergötland. Der beklagede det sig ogsaa over, at det var saa fattigt og bad om Land. „Jord vil jeg ikke give dig,“ sagde Vestergötland. „Jeg under ikke en Tigger den mindste Stump af mine fede Marker. Men har du Brug for en af disse smaa Aaer, som løber hen over Sletten, saa værs'god.”

Uppland sagde Tak og tog imod Gaven og drejede nu af til Halland. Der gav det sig igen til at beklage sig over, at det var saa fattigt, og bad om Jord. „Jeg er ikke rigere end du,” sagde Halland, „saa jeg har ingen Grund til at give dig noget. Men synes du, det er Umagen værd, kan du gerne bryde nogle Stenbakker op af jorden og tage med hjem.”

Uppland takkede og tog imod Gaven og kilede saa afsted til Bohuslän. Der fik det Lov at putte saa mange nøgne, smaa Skær, det lystede, i sin Pose. „De ser ikke ud af meget, men de er gode at have til Læ mod Blæsten,” sagde Bohuslän. „Du kan nok have Gavn af dem, siden du bor ved Kysten ligesom jeg.”

Uppland tog med Taknemmelighed imod alt, hvad det fik, og sagde ikke Nej til noget, endskønt det næsten alle Vegne fik det, som de andre syntes, de bedst kunde undvære. Värmland smed en Stump Bjerg til det. Vestmanland gav det en Række af sine Aase. Østergötland forærede det et Stykke af det vilde Kolmården, og Småland stoppede næsten hele Sækken fuld af Moser og Sten og Lyngbakker.

Sörmland vilde ikke give det andet end et Par Mälarfjorde, og Dalarna syntes heller ikke, det vilde afstaa noget af sin Jord, men spurgte, om Uppland vilde tage til Takke med et Stykke af Dalelven.

Tilsidst fik det af Närke nogle af de side Enge ved Hjälmaren, og saa havde det faaet sin Pose saa fuld, at det ikke syntes, det behøvede at gaa længer. Da Uppland kom hjem til sig selv igen og samlede alt det sammen, det havde faaet, kunde det jo ikke andet end synes, det var en forfærdelig Bunke Skrammel, det kom hjem med, og det sukkede og var meget i Beraad med sig selv om, hvordan det skulde bære sig ad med at faa noget ud af de Gaver.

Det ene Aar svandt nu efter det andet, og Uppland gik hjemme og ordnede sine Sager, og tilsidst havde det faaet det, som det vilde.

Paa den Tid begyndte man at tale om, hvor i Sverige Kongen skulde bo og Hovedstaden bygges, og alle Landskaber kom sammen for at raadslaa herom. Det var klart, at hvert eneste et vilde have Kongen hos sig, og de stredes længe. „Jeg synes, Kongen skulde bo i det Landskab, der er det klogeste og dygtigste,” sagde Uppland, og det syntes de alle var et klogt Raad. De skiltes ad med den Beslutning, at det Landskab, der kunde bevise, at det var det klogeste og dygtigste, skulde have Kongen og Hovedstaden hos sig.

Knap var alle Landskaberne naaet hjem til sig selv igen, før der kom Bud fra Uppland, om de vilde komme til Gilde hos det. „Hvad kan det fattige Land have at byde os?” sagde Landskaberne, men de kom allesammen.

Da de kom, blev de meget forbavsede over, hvad de saa. Der laa Uppland helt bebygget med store Gaarde i det Indre af Landet, med Byer ved Kysterne og med alle de Vande, der omgav det, fulde af Skibe.

„Det er en Skam at gaa om og tigge, naar man har det saa godt,” sagde de andre Landskaber.

„Jeg har bedt jer herhen for at takke jer for jeres Gaver,“ sagde Uppland, „for dem skylder jeg, at jeg nu har det, saa jeg kan klare mig.”

„Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem,” vedblev det, „var at lede Dalelven ind i mit Land, og jeg indrettede det saadan, at den maatte gøre to store Fald: et ved Söderfors og et ved Älvkarleby. Syd for Elven, ved Dannemora, lagde jeg det Bjerg, som jeg havde faaet af Värmland, og da opdagede jeg, at Värmland ikke rigtig havde set efter, hvad det var, det gav fra sig, for Bjerget bestod af den bedste Jernmalm. Rundt om plantede jeg den Skov, jeg havde faaet af Østergötland, og da der nu paa samme Sted fandtes baade Malm og Skov til Kulbrænding og Vandkraft, saa var det jo givet, at der vilde blive rige Bjergværker.

Da jeg nu havde faaet det saa godt indrettet oppe mod Nord, stillede jeg de vestmanlandske Aase op, men jeg rakte og strakte dem, saa de naaede helt hen til Mälaren og dannede Odder og Øer, der klædte sig med Grønt og er skønne som Haver. Men de Fjorde, som Sörmland gav mig, trak jeg langt ind i Landet, saa det blev aabent for Skibe og kunde komme i Samkvem med Verden.

Da jeg havde det færdigt imod Nord og imod Syd, gik jeg over paa Østkysten, og nu samlede jeg alle de nøgne Skær og Stenbakker og Lyngheder og bare Marker, som I havde givet mig, og kastede dem ud i Havet. Og det blev til alle mine Holme og Øer, der har været mig til saa stor Nytte baade til Fiskeri og Skibsfart, og som jeg anser for min vigtigste Ejendom.

Saa havde jeg ikke andet tilovers af Gaverne end de Græstørv, jeg havde faaet af Skaane, og dem bredte jeg ud midt i Landet til den frugtbare Vaksalaslette. Og den dovne Aa, som jeg havde faaet af Vestergötland, den ledte jeg hen igennem Sletten, for at den skulde have god Forbindelse med Mälarfjordene.”

Nu forstod de andre Landskaber, hvordan det hele var gaaet til, og skønt de var lidt ærgerlige, kunde de ikke andet end finde, at Uppland havde gjort sine Sager godt. „Du har udrettet meget med smaa Midler,” sagde alle Landskaberne. „Du er rigtignok den klogeste og dygtigste af os.”

„Tak skal I have for det Ord!” sagde Uppland. „Naar I siger det, bliver det jo ogsaa mig, der faar Kongen og Hovedstaden hos mig.”

De andre Landskaber blev igen lidt ærgerlige, men et Ord er et Ord, og derved blev det.

Og Uppland fik Kongen og Hovedstaden og blev det første af alle Landskaberne, og det var ikke mer end billigt, for Klogskab og Dygtighed er det, som endnu den Dag i Dag gør Tiggere til Fyrster.”