Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 336-350

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXXIV.
I UPPSALA.

STUDENTEN.

Torsdag 5. Maj.

Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste gennem Landet med Vildgæssene, var der i Uppsala en prægtig, ung Student. Han boede paa et lille Kvistkammer og var saa sparsommelig, at Folk sagde, han levede af næsten ingenting. Sine Studier drev han med Liv og Lyst, saa han blev hurtigere færdig med dem end nogen af de andre. Men derfor var han alligevel ikke nogen Bogorm eller Dødbider; han kunde godt gøre sig lystig med sine Kammerater. Han var netop saadan, som en Student skal være. Han havde ikke Fejl skabt, hvis man da ikke kan kalde det en Fejl, at han var noget forkælet af Medgang. Men det kan hænde den bedste. Lykken er ikke saa let at bære, især ikke i Ungdommen.

En Morgenstund, lige da Studenten var vaagnet, laa han og tænkte paa, hvor godt han dog havde det. „Alle Mennesker holder af mig, baade Kammerater og Lærere,” sagde han til sig selv. „Og saa udmærket som det er gaaet mig med Studeringerne! I Dag skal jeg for sidste Gang op til Tentamen, og saa er jeg snart færdig. Og bliver jeg blot færdig i rette Tid, faar jeg straks en Plads med god Løn. Det er mærkværdigt, saa heldig jeg har været. Men jeg passer jo ogsaa mine Sager, saa det kan ikke andet end gaa mig godt.“

Studenterne i Uppsala sidder ikke i Skolestuer og læser mange sammen som Skolebørn, men de sidder og studerer hver for sig hjemme paa deres Værelser. Naar de er færdige med et Fag, gaar de til deres Professorer og bliver overhørt i hele Faget paa een Gang. Saadan en Overhøring kaldes en Tentamen, og det var netop den sidste og sværeste, Studenten den Dag skulde op til.

Saasnart han havde klædt sig paa og drukket Kaffe, satte han sig ved sit Skrivebord for at kaste et sidste Blik i sine Bøger. „Jeg tror for Resten, det er ganske overflødigt, saa godt forberedt som jeg er,” tænkte Studenten, „men det er vel bedst, jeg hænger i saa længe som muligt, saa jeg ikke har noget at bebrejde mig.”

Han havde ikke læst mere end et Øjeblik, før det bankede paa Døren, og en Student traadte ind til ham med en tyk Bog under Armen. Det var en Student af en hel anden Slags end han, der sad ved Skrivebordet. Han var undselig og forknyt og saa' forslidt og fattig ud. Det var en af dem, der forstod sig paa Bøger, men heller ikke paa nogetsomhelst andet. Det hed sig, at han var meget lærd, men han var saa sky og undselig, at han aldrig havde vovet sig op til en Tentamen. Alle troede, han vilde blive „Overligger”, det vil sige en, der bliver i Uppsala det ene Aar efter det andet og læser og læser, men aldrig bliver til noget.

Han korn nu for at bede Kammeraten- læse en Bog, han havde skrevet. Den var ikke trykt, men kun haandskreven. „Du vilde gøre mig en stor Tjeneste,” sagde han, „hvis du vilde kigge lidt paa dette her og sige mig, om det duer.”

Den Student, der havde Held med sig i alting, tænkte ved sig selv: „Er det ikke, som jeg siger, at mig kan alle godt lide? Her kommer nu ogsaa den Særling, der ikke har kunnet overvinde sig til at vise sit Arbejde til nogen andre, og beder mig om at bedømme det.“

Han lovede at læse Haandskriftet saa snart som muligt, og den anden lagde det paa Skrivebordet ved Siden af ham. „Du maa passe godt paa det,“ sagde han. „Jeg har arbejdet paa det i fem Aar, og skulde det blive borte, kan jeg ikke gøre det om.” — „Saa længe det er hos mig, skal det ikke komme noget til,” sagde Studenten, og dermed gik den fremmede.

Studenten trak den tykke Bog hen til sig. „Jeg gad nok vidst, hvad han der har siddet og lavet sammen,” sagde han. „Ja saa, Uppsala Bys Historie! Det lyder jo ikke saa galt!”

Nu elskede denne Student Uppsala over alle andre Steder, og han blev nysgerrig efter at læse, hvad den gamle Student havde skrevet om Byen. „Naar jeg tænker rigtig over det, kan jeg lige saa godt læse hans Historie med det samme,“ mumlede han. „Det kan jo dog ikke nytte noget at sidde her og terpe i sidste Øjeblik. Det gaar ikke bedre for det, naar man kommer til Professoren.“

Studenten læste og løftede ikke sine Øjne fra Papirerne, før han var kommen til det sidste. Da han var færdig, var han meget fornøjet. „Ser man det!” sagde han. „Det var da en forskrækkelig Lærdom! Naar den Bog kommer ud, er hans Lykke gjort. Hvor jeg glæder mig til at fortælle ham, hvor god den er!”

Han samlede alle de løse Blade sammen, hvoraf Haandskriftet bestod, og lagde dem til Rette paa Bordet. Mens han var i Færd med det, hørte han Klokken slaa.

„Naa da, nu er det nok paa Tiden at gaa til Professoren,” sagde han og skyndte sig ud for at hente sit sorte Tøj, der hang i et Pulterkammer ude paa Loftet. Som det ofte gaar, naar man har travlt, var baade Laas og Nøgle drilagtige, og der gik lidt Tid, inden han kom tilbage.

Da han kom i Døren, udstødte han et Raab. I sit Hastværk havde han ladet Døren staa aaben, da han gik, og Vinduet, hvor Skrivebordet stod, var ogsaa aabent. Der var blevet Gennemtræk, og nu saa Studenten de løse Blade fra Haandskriftet hvirvle ud gennem Vinduet. Han tog Gulvet i et eneste vældigt Skridt og lagde sin Haand paa Papirerne, men der var ikke meget tilbage at redde. Kun ti eller tolv Blade laa endnu paa Skrivebordet. Alt det andet dansede med Vinden hen over Gaarde og Tage.

Studenten hældede sig ud af Vinduet og saa efter Papirerne. Paa Taget udenfor Kvistvinduet sad der en sort Fugl og saa' paa ham med haanlig Overlegenhed. „Er det ikke en Ravn?” tænkte Studenten. „Man siger jo, at Ravne varsler Ulykke.” Han saa, at der endnu laa nogle af Papirerne rundt om paa Tagene, og han havde nok kunnet redde idetmindste en Del af det tabte, hvis han ikke havde haft sin Tentamen at tænke paa. Men han syntes, han var nødt til først og fremmest at passe sine egne Sager. „Det gælder jo hele min Fremtid,” tænkte han.

Han klædte sig hurtig paa og styrtede hen til Professoren. Hele Tiden var det tabte Haandskrift i hans Tanker. „Det er en slem Historie,” tænkte han. „Det var ligefrem en Ulykke, at jeg havde saa travlt.”

Professoren begyndte Overhøringen, men Studenten kunde ikke faa sine Tanker fra Haandskriftet. „Hvad var det, den stakkels Fyr sagde!” tænkte han. „Sagde han ikke, at han havde arbejdet paa Bogen i fem Aar og ikke havde Kræfter til at skrive den om? jeg ved ikke, hvordan jeg skal faa Mod til at fortælle ham, at den er borte.”

Han var saa betaget og ulykkelig over det, der var sket, at han ikke kunde holde sine Tanker samlede. Alle hans Kundskaber var som blæst bort. Han hørte ikke, hvad Professoren spurgte om, og anede ikke, hvad han selv svarede. Professoren blev helt forfærdet over en saadan Uvidenhed og kunde ikke andet end lade ham falde igennem.

Da Studenten kom ud paa Gaden igen, var han meget ulykkelig. „Nu gaar jeg Glip af min Plads,” tænkte han, „og det er den gamle Fyrs Skyld. Hvorfor skulde han ogsaa netop komme med sit Haandskrift idag? Men saadan gaar det, naar man er tjenstvillig.”

I det samme saa' Studenten den, han tænkte paa, komme sig i Møde. Han vilde ikke fortælle ham, at Haandskriftet var gaaet tabt, før han havde gjort Forsøg paa at faa det igen, og gjorde Mine til at gaa ham forbi uden at sige noget. Men den anden gik der saa bekymret og urolig og tænkte ikke paa andet, end hvad Studenten vilde sige om hans Bog, og da han saa ham skynde sig forbi med et uvenligt Nik, blev han grænseløs angst. Han greb fat i Studentens Arm og spurgte, om han havde læst noget i Bogen. „Jeg har været til Tentamen,” sagde Studenten og vilde hurtig gaa videre. Men den anden troede, han undgik ham for at blive fri for at sige, at han ikke syntes om Bogen. Han fik en Fornemmelse, som om hans Hjerte skulde briste ved Tanken om, at det Værk, han havde arbejdet paa i fem lange Aar, ikke duede noget, og han sagde til Studenten i sin store Sorg: „Husk paa, hvad jeg har sagt dig! Duer Bogen ikke, vil jeg ikke se den mere. Læs den saa hurtig, du kan, og sig mig, hvad du synes om den! Men duer den ikke, maa du gerne brænde den. Saa vil jeg ikke se den mere.”

Han gik hurtig sin Vej. Studenten saa efter ham, som om han vilde kalde ham tilbage, men han betænkte sig og gik hjem.

Der skyndte han sig at tage sit Hverdagstøj paa og løb saa ud at lede efter Haandskriftet. Han søgte i Gaderne, paa Torvene og i Anlæggene. Han gik ind i Gaardene, ja han vandrede endog helt ud paa Landet. Men han fandt ikke et eneste Blad.

Da han havde løbet saadan om et Par Timer, var han saa sulten, at han maatte have nogen Middagsmad. Men der, hvor han spiste til Middag, traf han igen den gamle Student, der straks kom hen til ham for at faa noget at vide om Bogen. „Jeg kommer hen til dig i Aften for at tale med dig om den,“ sagde Studenten temmelig afvisende. Han vilde ikke tilstaa, at den var bleven borte, før han var vis paa, at den ikke var til at finde. Den anden blev ganske bleg. „Husk bare paa, at du skal ødelægge den, hvis den ikke duer!” sagde han og gik sin Vej og var nu fuldkommen sikker paa, at Studenten ikke syntes om Bogen.

Studenten skyndte sig igen ud i Byen og blev ved at lede, lige til det blev mørkt, men uden at Finde noget. Paa Hjemvejen mødte han et Par Kammerater. „Hvor har du slaaet dine Folder, siden du ikke kom til Vaarfesten?“ — „Aa, har der været Vaarfest?“ sagde Studenten. „Det havde jeg rent glemt.“

Mens han stod og talte med Kammeraterne, kom en ung Pige, som han holdt af, gaaende forbi. Hun saa ikke til ham, men gik og talte med en anden Student og smilede umaadelig venligt til ham. Da huskede Studenten, at han havde bedt hende komme til Vaarfesten, for at han kunde træffe hende der, og nu var han ikke kommen selv. Hvad maatte hun dog tro om ham?

Han følte et Stik i Hjertet og vilde skynde sig efter hende, men da sagde en af hans Venner: „Det er nok meget daarligt med Steenberg, ham, Overliggeren, du ved. Han er bleven syg i Aften.“ — „Det er da vel ikke noget farligt?” sagde Studenten hurtig. — „Det var noget med Hjertet. Det var et slemt Anfald, han havde, og det kan komme igen naarsomhelst. Doktoren troede, der maatte være en eller anden Sorg, der trykkede ham. Om han kunde komme sig, beroede paa, om den Sorg kunde tages fra ham.”

Kort efter traadte Studenten ind til Overliggeren. Han laa i sin Seng, bleg og mat og var knap helt klar efter det haarde Anfald. „Jeg kommer for at tale med dig om din Bog,” sagde Studenten. „Det var et udmærket Arbejde, maa jeg sige dig. Jeg har sjælden læst noget saa godt.”

Overliggeren rejste sig op i Sengen og stirrede paa Studenten. „Hvorfor var du da saa underlig i Eftermiddags?“ — „Jeg var i daarligt Humør, fordi jeg var falden igennem til Tentamen. Jeg troede ikke, du brød dig saa meget om min Mening. Jeg var saa glad over din Bog.“

Den syge saa forskende paa ham og følte sig mere og mere sikker paa, at Studenten vilde skjule noget for ham. „Det er bare noget, du siger, fordi du har hørt, jeg var syg, og vil trøste mig.” — „Paa ingen Maade. Det var et udmærket Arbejde, det forsikrer jeg. dig.“ — „Har du virkelig ikke ødelagt det, som jeg bad dig?” — „Jeg er da ikke gal.” — „Saa hent det! Vis mig, at du ikke har ødelagt det, saa vil jeg tro dig!” sagde den syge og sank tilbage i Puderne saa svag og mat, at Studenten blev bange for, at Anfaldet skulde komme igen.

Det var et frygteligt Øjeblik for Studenten. Han tog den syges Hænder mellem sine, fortalte ham, at hans Haandskrift var blæst ud af Vinduet og sagde, hvor ulykkelig han havde været hele Dagen, fordi han havde voldt ham saa stor Skade.

Da han tav, tog den syge hans Haand og klappede den. „Du er god mod mig, rigtig god. Men bryd dig aldrig om at lave Historier for at spare mig! Jeg forstaar jo, at du har gjort, som jeg sagde, og ødelagt Haandskriftet, fordi det ikke duede noget, og det vil du nu ikke vedgaa. Du tror ikke, jeg kan bære det.”

Studenten forsikrede ham højt og dyrt, at han talte Sandhed, men den anden blev ved sit og vilde ikke tro ham.

„Kunde du give mig Haandskriftet tilbage, vilde jeg tro dig,” sagde han.

Han blev stadig daarligere, og Studenten var tilsidst nødt til at gaa sin Vej, for han saa, at han kun gjorde den anden sygere.

Da han kom hjem, var der en saadan Tunghed og Træthed over ham, at han knap kunde holde sig oppe. Han lavede Te, og saa gik han i Seng. Da han trak Tæppet op over sig, tænkte han paa, hvor lykkelig han havde været om Morgenen. Nu var meget gaaet i Stykker for ham selv, men det kunde han jo bære. „Det værste er, at jeg aldrig i Livet vil kunne glemme, at jeg har voldt et Menneskes Ulykke,” sagde han.

Han troede slet ikke, han kunde sove den Nat. Men underligt nok faldt han i Søvn, saasnart han havde lagt Hovedet paa Puden. Han havde ikke engang faaet Tid til at slukke Lampen, der brændte paa Natbordet ved Siden af hans Seng.

VAARFESTEN.

Men nu vilde Tilfældet, at da Studenten lagde sig til at sove, stod der en lille Fyr med gule Skindbukser, grøn Vest og hvid Tophue paa Taget udenfor hans Kvistvindue og tænkte, at var han i hans Sted, som nu laa derinde i sin Seng, vilde han være meget lykkelig.

At Niels Holgersen, der for et Par Timer siden havde ligget og drevet i en Busk Kabbelejer ved Ekolsundsviken, nu var i Uppsala, det var Ravnen Batakis Skyld; det var ham, der havde lokket Niels med paa Eventyr.

Drengen selv havde mindst af alt drømt om dette. Han laa i Busken og stirrede op imod Himlen, da han saa Bataki komme flyvende oppe imellem de borttrækkende Skyer. Drengen vilde helst skjult sig for ham, men Bataki havde allerede set ham, og et Øjeblik efter stod han midt imellem Kabbelejerne og talte, som om han og Tommeltot var de bedste Venner.

Hvor mørk og højtidelig Bataki end saa ud, havde Niels dog lagt Mærke til, at han havde en Skælm i Øjet. Han havde en Fornemmelse af, at Ravnen var kommen for paa en eller anden Maade at gøre sig lystig over ham, og han havde besluttet ikke at bryde sig noget om, hvad han sagde.

Ravnen begyndte saa med at sige, at han jo nok syntes, han skyldte Tommeltot nogen Erstatning, fordi han ikke kunde fortælle ham, hvor Broderlodden var, og derfor kom han nu for at betro ham en anden Hemmelighed. Bataki vidste nemlig, hvordan en, der var bleven forvandlet saadan som han, kunde blive Menneske igen.

Ravnen havde ganske sikkert troet, at Drengen straks vilde bide paa Krogen, naar han kastede saadan en Madding ud. Men i Stedet svarede Niels meget afvisende, at han vidste, han kunde blive Menneske igen, naar han kunde bringe den hvide Gase i god Behold først op til Lapland og saa tilbage til Skaane.

„Du ved, det ikke er saa let at føre en Gase i god Behold gennem Landet,” sagde Bataki. „Det var ikke af Vejen, om du kendte een Udvej til, hvis denne skulde glippe for dig. Men bryder du dig ikke om at vide det, saa skal jeg nok holde min Mund.“ Og saa svarede Drengen, at han havde ikke noget imod, at Bataki fortalte ham Hemmeligheden. „Det vil jeg ogsaa gøre,“ sagde Bataki, „men ikke før i det rette Øjeblik. Sæt dig op paa min Ryg, og følg med paa en Rejse, saa skal vi se, om der ikke kan tilbyde sig en passende Lejlighed!” Saa blev Drengen igen betænkelig, for han vidste aldrig, hvor han havde Bataki. „Du tør nok ikke betro dig til mig,” sagde saa Ravnen. Men Niels kunde ikke taale at høre, at der skulde være den Ting, han var bange for, og i næste Øjeblik sad han paa Ravnens Ryg.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 343 - Uppsala Domkirke.png

Uppsala Domkirke

Derpaa fløj Ravnen med ham til Uppsala. Han satte ham paa et Tag, bad ham se sig om og spurgte ham saa, hvem han troede det var, der boede og regerede i denne By.

Drengen saa ud over Byen. Den var temmelig stor og laa henrivende midt paa en stor, veldyrket Slette. Der var mange Huse, der saa anselige og fornemme ud, og oppe paa en Højde laa et solidt bygget Slot med to svære Taarne. „Det er maaske Kongen og hans Mænd, der bor her?” sagde han.

„Det er ikke saa daarligt gættet,“ svarede Ravnen. „I gamle Dage har Kongen haft sit Sæde her, men nu er den Herlighed forbi.“

Drengen saa sig endnu engang om, og da lagde han først og fremmest Mærke til den store Domkirke, der laa og skinnede i Aftensolen med sine tre høje Spir, sine skønne Portaler og rigt prydede Mure. „Maaske det er en Biskop og hans Præster, der bor her?“ sagde han.

„Det er ikke saa daarligt gættet,” svarede Ravnen. „Her har engang boet Ærkebiskopper, der var lige saa mægtige som Konger, og endnu den Dag i Dag bor her en Ærkebiskop, men det er ikke ham, der regerer her nu.”

„Saa ved jeg ikke, hvad jeg skal finde paa,” sagde Drengen. — „Jo, det er Lærdommen, der bor og regerer her i Byen,” sagde Ravnen, „og de store Bygninger, du ser alle Vegne, er rejst til Ære for den og dens Folk.”

Det vilde Niels knap tro. „Kom du kun med, saa skal du se!“ sagde Ravnen, og saa fløj de hen og saa paa de store Huse. Flere Steder stod Vinduerne aabne. Drengen kunde kigge ind baade hist og her, og han saa, at Ravnen havde Ret.

Bataki viste ham det store Bibliotek, der var fuldt af Bøger fra Kælder til Loft. Han førte ham til den stolte Universitetsbygning og viste ham de prægtige Forelæsningssale. Han fløj forbi den gamle Bygning, der kaldtes Gustavianum, og gennem Vinduerne saa Drengen udstoppede Dyr. De fløj hen over de store Drivhuse med de mange fremmede Planter, og de kiggede ned paa Observatoriet, hvor den store Kikkert stod rettet op imod Himlen.

De svævede ogsaa forbi mange Vinduer og saa gamle Herrer med Briller paa Næsen; de sad og skrev eller læste i Stuer, hvor Væggene var dækkede af Bøger, og de fløj forbi Kvistkamre, hvor Studenterne laa saa lange de var paa deres Sofaer og svedte over tykke Bøger.

Omsider slog Ravnen ned paa et Tag. „Kan du nu se, det er sandt, hvad jeg sagde: det er Lærdommen, der er Herre her i Byen?” sagde han, og Drengen maatte indrømme, at han havde Ret. „Var jeg ikke en Ravn,” sagde Bataki videre, „men et Menneske som du, saa vilde jeg slaa mig ned her. Jeg vilde sidde Dag ud og Dag ind i saadan en Stue fuld af Bøger og lære alt, hvad der stod i dem. Kunde du ikke ogsaa have Lyst til det?” — „Nej, saa tror jeg hellere, jeg vilde rejse om med Vildgæssene,” svarede Drengen. — „Kunde du ikke have Lyst til at blive en af dem, der kan helbrede Sygdomme?” spurgte Ravnen. — „Aa jo, maaske.” „Kunde du ikke have Lyst til at blive en af dem, der ved alt, hvad der er sket i Verden, der taler alle Sprog og kan sige, hvad for Baner Sol og Maane og Stjerner gaar i over Himlen?” sagde Ravnen. — „Jo, det kunde jo være morsomt nok.” — „Kunde du ikke have Lyst til at lære at kende Forskel paa godt og ondt, Ret og Uret?” — „Det kunde være nyttigt nok,” sagde Drengen, „det har jeg mange Gange mærket.“ — „Og kunde du ikke have Lyst til at læse til Præst og prædike i Kirken derhjemme?“ — „Fader og Moder vilde blive gruelig glade, hvis jeg kunde naa saa vidt,“ svarede Drengen.

Paa den Maade gjorde Ravnen det begribeligt for Niels, at det var nogle lykkelige Mennesker, der kunde ligge i Uppsala og studere, men endnu havde Tommeltot da ikke ønsket at være en af dem.

Men saa traf det sig saadan, at den store Fest til Ære for Foraaret, som hvert Aar fejres i Uppsala, netop fandt Sted denne Aften. Den skulde egentlig været holdt den første Maj, men da skylregnede det, og Festen var bleven opsat til en anden Dag.

Og saaledes gik det til, at Niels Holgersen fik Studenterne at se, da de drog ud til Botanisk Have, hvor Festen skulde holdes. De kom gaaende i et stort, bredt Tog med hvide Huer paa Hovedet, og hele Gaden var som en mørk Flod fuld af hvide Aakander. Foran Toget bar de hvide Silkefaner broderede med Guld, og paa hele Marchen sang de Foraarssange. Men Niels syntes ikke, det var dem selv, der sang, men Sangen fulgte dem, svævende hen over deres Hoveder. For ham var det, som om det ikke var Studenterne, der sang for Foraaret, men som om Foraaret selv sad gemt et eller andet Sted og sang for Studenterne. Han havde aldrig tænkt sig, at Menneskesang kunde lyde saaledes. Det var som Sus i Grantoppe, som Klang af Staal, som vilde Svaners Sang ved Strandbredden.

Da Studenterne kom ind i Haven, hvor Plænerne var dækket af Foraarets første, fine, lysegrønne Græs, og Træernes Blade var lige ved at sprænge Knopperne, stillede de sig op foran en Talerstol, og en gammel Mand besteg denne og talte til dem.

Talerstolen var rejst paa Trappen udenfor de store Drivhuse, og Ravnen satte Drengen paa Drivhustaget. Der sad han i god Ro og saa og hørte. Den gamle Mand paa Talerstolen sagde, at det bedste i Livet var at være ung og tilbringe sine Ungdomsaar i Uppsala. Han talte om det gode, fredelige Arbejde ved Bogen og den rige, lyse Ungdomsglæde, der aldrig kunde nydes saadan som der i den store Kammeratkreds. Den ene Gang efter den anden kom han tilbage til at tale om den store Lykke, det var at leve mellem muntre, højsindede Kammerater. Det var det, der gjorde Arbejdet saa fornøjeligt og Sorgen saa let at glemme og Forhaabningerne saa lyse.

Drengen sad og saa ned paa studenterne, der stod i en Halvkreds omkring Talerstolen, og det begyndte at gaa op for ham, at det bedste af alt var at høre til deres Kreds. Det var en stor Ære og Lykke. Hver enkelt blev til noget mere, end han ellers vilde have været, naar han hørte til saadan en Skare.

Efter Talen blev der igen sunget, og efter Sangen fulgte nye Taler. Drengen havde aldrig tænkt sig eller forstaaet, at Ord kunde sættes saadan sammen, at de fik Magt til at røre og glæde og begejstre saadan som disse.

Niels havde set mest paa Studenterne, men han lagde dog Mærke til, at de ikke var de eneste i Haven. Der var ogsaa unge Piger i lyse Kjoler og line Foraarshatte og mange andre Folk. Men det gik dem, som det gik Drengen, det lod til, de var kommen der blot for at se paa Studenterne.

Engang imellem var der et Ophold imellem Talerne og Sangene, og da spredte Skarerne sig over hele Haven. Men snart stod en ny Taler paa Talerstolen, og straks flokkedes Tilhørerne igen om ham. Og saadan blev det ved, lige til Natten faldt paa.

Da det hele var forbi, trak Drengen Vejret dybt og gned sine Øjne, som naar man vaagner op af Søvne. Han havde været i et Land, som han aldrig før havde gæstet. Alle disse unge Mennesker, der var glade ved Livet og saa Fremtiden sejrsstolt i Møde, spredte Munterhed og Glæde omkring sig som en Smitte, og Drengen havde ligesaavel som de været inde i Glædens Rige. Men da Tonerne af den sidste Sang døde hen, følte Drengen, hvor trist hans eget Liv var, og han kunde efter dette næsten ikke overvinde sig til at vende tilbage til sine Rejsekammerater.

Ravnen havde siddet ved Siden af Drengen, og nu gav han sig til at hviske ham ind i Øret: „Nu skal jeg fortælle dig, Tommeltot, hvordan du skal blive Menneske. Du skal vente, til du træffer en, der siger til dig, at han gerne vilde være i dit Sted og rejse om med Vildgæssene. Saa skal du gribe Øjeblikket og sige til ham: …“ Og nu lærte Bataki Drengen nogle Ord, der var saa kraftige og farlige, at man ikke maatte sige dem højt, men kun hviske dem, indtil den Tid kom, da man vilde bruge dem for Alvor. „Ja, mere skal der ikke til, for at du kan blive Menneske,” sagde Bataki tilsidst.

„Nej, det vil jeg nok tro,” sagde Drengen. „For jeg træffer naturligvis aldrig nogen, der vilde ønske sig i mit Sted.”

„Aa, det er da ikke saa umuligt,” sagde Ravnen, og saa fløj han ind til Byen med Drengen og satte ham paa Taget udenfor et Kvistvindue. Inde i Stuen brændte der en Lampe, Vinduet stod paa Klem, og Niels stod længe og tænkte paa, hvor lykkelig den Student maatte være, som laa og sov derinde.

PRØVEN.

Studenten foer op af Søvne og saa', at Lampen stod og brændte paa Natbordet. „Se saa, nu har jeg glemt at slukke Lampen,” tænkte han og rejste sig op paa Albuen for at skrue den ned. Men inden han fik den slukket, opdagede han, at der var noget, der rørte sig henne paa Skrivebordet.

Værelset var ganske lille. Der var ikke langtfra Sengen til Bordet, og han kunde tydelig se det med alle de Bøger, Papirer, Skrivesager og Fotografier, der bedækkede det. Spritapparatet og Tebakken havde han ogsaa ladet staa, og dem saa han ogsaa. Men det mærkelige var, at ligesaa tydeligt, som han saa alt det andet, saa han en lille Purk, der stod bøjet over Smørkanden og var i Færd med at smøre sig et Stykke Smørrebrød.

Studenten havde oplevet saa meget den Dag, at han næsten var bleven ligegyldig for, hvad der hændte ham. Han blev hverken forundret eller bange, men syntes, at det var en ganske naturlig Ting, at den lille Mand var kommen ind for at faa sig en Bid Mad.

Han lagde sig ned uden at slukke Lampen og laa med halvtlukkede Øjne og saa paa den lille. Denne havde nu sat sig paa en Brevpresser og sad der sjæleglad og gjorde sig tilgode med Levningerne af Studentens Aftensmad. Det var godt at mærke, at han trak Maaltidet ud saa længe som muligt. Han sad med himmelvendte Øjne og smækkede med Tungen mellem hver Mundfuld. De tørre Brødskiver og den gamle Osteskorpe var aabenbart en sjælden Lækkerbidsken for ham.

Studenten vilde ikke forstyrre ham, saalænge han spiste men da det lod til, han ikke kunde mer, talte han til ham.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 348 - Uppsala Højene.png

Uppsala Højene

„Halløj du!“ sagde han. „Hvad er du for en?”

Det gav et Sæt i Drengen, og han løb henimod Vinduet, men da han saa, at Studenten blev liggende rolig i sin Seng og ikke løb efter ham, blev han staaende. „Jeg er Niels Holgersen fra Vester Vemmenhög,” sagde han, „og jeg er et Menneske ligesom du, men jeg er bleven forvandlet til en Nisse, og fra den Tid rejser jeg om med Vildgæssene.”

„Det var da en løjerlig Historie,” sagde Studenten og gav sig til at spørge og udfritte Niels, til han havde faaet Besked om næsten alt, hvad han havde oplevet, siden han rejste hjemmefra.

„Du har det min Tro godt,“ sagde Studenten. „Hvem der var i dit Sted og kunde rejse sin Vej fra alle Bekymringer!”

Ravnen stod udenfor Vinduet, og da Studenten sagde disse Ord, bankede han med Næbbet paa Ruden. Drengen forstod nok, at han vilde minde ham om at passe sit Snit, dersom Studenten skulde sige de rigtige Ord. „Du skal ikke bilde mig ind, at du vilde bytte med mig,“ sagde Drengen. „Den, der er Student, kan da ikke ønske at være noget andet.“

„Det samme tænkte jeg i Morges, da jeg vaagnede,” sagde Studenten. „Men du skulde bare vide, hvad der er hændet mig i Dag. For mig er alting forbi. Det var sandelig det bedste for mig, hvis jeg kunde rejse min Vej med Vildgæssene.”

Igen hørte Niels Bataki banke paa Ruden, og selv blev han helt svimmel og fik Hjertebanken, for det lod jo næsten til, at Studenten kunde komme til at sige de rigtige Ord.

„Jeg har fortalt dig, hvordan jeg har det,” sagde han til Studenten. „Fortæl du nu mig, hvordan du har det!” Og Studenten var sagtens glad over at faa en at betro sig til og fortalte ærligt, hvad der var hændet ham. „Det andet fik nu være, hvad det vil,” sagde Studenten tilsidst. „Men hvad jeg ikke kan udholde, det er, at jeg har bragt en Kammerat i Ulykke. Det var meget bedre for mig, om jeg var i dine Klæder og rejste om med Vildgæssene.”

Bataki bankede ivrig paa Ruden, men Drengen sad længe stille og tavs og stirrede blot lige ud for sig.

„Bi lidt! Du skal snart høre fra mig,“ sagde han med sagte Stemme til Studenten, og derpaa gik han med tøvende Skridt over Skrivebordet og ud ad Vinduet. Lige idet han kom ud paa Taget, stod Solen op, og Uppsala laa badet i Morgenrødens Lys. Det tindrede og blinkede fra alle Tinder og Taarne, og Drengen maatte endnu engang sige til sig selv, at dette var en sand Glædens By.

„Hvad gik der af dig?” sagde Ravnen. „Nu er du gaaet Glip af at blive Menneske.“ — „Jeg har ikke Lyst til at bytte med den Student,“ sagde Drengen. „Jeg fik jo ikke andet end Kedsommeligheder for de bortblæste Papirers Skyld.”

„Dem skal du ikke ængste dig for,” sagde Ravnen. „Dem kan jeg skaffe til Veje.” — „Jeg tvivler ikke om, at du kan,” sagde Drengen, „men jeg er ikke sikker paa, at du gør det. Jeg maa først have den Ting paa det rene.”

Bataki sagde ikke et Ord. Han slog bare sine Vinger ud, fløj sin Vej og kom snart tilbage med nogle Blade Papir. Saadan fløj han nu en hel Time frem og tilbage, ligesaa flittig som en Svale, naar den henter Ler til sin Rede, og bragte Drengen det ene Stykke Papir efter det andet. „Se saa, nu tror jeg næsten, du har faaet det altsammen,” sagde han tilsidst og satte sig forpustet paa Vinduesbrættet.

„Tak skal du have!” sagde Drengen. „Nu gaar jeg ind og taler med Studenten.” I det samme kastede Bataki et Blik ind i Værelset og saa Studenten staa og ordne og glatte Papirerne. „Du er da det største Fæ, jeg nogensinde har truffet paa,” foer Bataki løs paa Drengen. „Har du givet Studenten Haandskriftet? Saa kan du ligesaa godt spare dig at gaa ind til ham. Nu siger han aldrig mer, at han gerne vilde være i dit Sted.”

Drengen stod ogsaa og stirrede paa Studenten, der var saa glad, at han i bar Skjorte dansede rundt i sit lille Værelse, og saa vendte han sig til Ravnen. „Jeg forstaar nok, Bataki, at du vilde sætte mig paa Prøve,” sagde han. „Du troede nok, at saasnart jeg selv kunde faa det godt, vilde jeg lade Morten Gase klare sig, som han kunde, paa denne besværlige Rejse. Men da Studenten fortalte sin Historie, kom jeg til at tænke paa, hvor grimt det var at svigte en Kammerat, saa det vil jeg ikke gøre.”

Bataki kløede sig med Foden i Nakken og saa næsten flov ud. Han kunde ikke finde paa noget at sige, men fløj kun den lige Vej tilbage til Vildgæssene med Drengen.