Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 351-361

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXXV.
DUNFIN.

BYEN, DER SVØMMER PAA VANDET.

Fredag 6. Maj.

Ingen kunde være mildere og sødere end den lille Graagaas Dunfin. Alle Vildgæssene holdt meget af hende, og den hvide Gase vilde gerne gaa i Døden for hende. Naar Dunfin bad om noget, kunde ikke engang Akka sige Nej. Saasnart Dunfin kom til Mälaren, kunde hun kende Egnen igen. Udenfor laa Havet med en stor Skærgaard, og der boede hendes Forældre og Søskende paa en lille Holm. Hun bad Vildgæssene flyve med til hendes Hjem, inden de rejste videre nordpaa, saa hun kunde vise sin Familie, at hun endnu var i Live. Det vilde være saadan en stor Glæde for dem.

Akka sagde rent ud, at hun. syntes ikke, Dunfins Forældre og Søskende havde været videre kærlige imod hende, dengang de forlod hende paa Öland. Men det vilde Dunfin ikke give hende Ret i. „Hvad andet skulde de vel gøre, naar de saa, jeg ikke kunde flyve?” sagde hun. „De kunde da ikke blive paa Öland for min Skyld.”

For at faa Vildgæssene til at gøre Rejsen gav Dunfin sig til at fortælle dem om sit Hjem ude i Skærgaarden. Det var en Klippeholm. Saa' man den i det Fjerne, kunde det se ud, som om der ikke var andet end Sten, men naar man kom derhen, opdagede man det dejligste Græs i Kløfter og Fordybninger. Og bedre Rugepladser end de, der fandtes i Fjeldkløfterne dér eller mellem Vidiebuskene, skulde man lede længe efter. Men det bedste af det hele var den gamle Fisker, der boede derude. Dunfin havde hørt, at han i sine unge Dage havde været en ivrig Jæger, der altid laa ude i Skærgaarden og skød Fugle. Men nu paa de gamle Dage, da hans Hustru var død og Børnene taget hjemmefra, saa han var alene tilbage i Reden, var han begyndt at frede om Fuglene ude paa sit Skær. Han løsnede aldrig et Skud paa dem og tillod heller ikke, at andre gjorde det. Han gik om til Fuglerederne, og naar Hunnerne laa paa Æg, hentede han Mad til dem. Ingen var bange for ham. Dunfin havde mange Gange været inde i hans Hytte og var bleven madet med Brødkrummer. Men da nu Fiskeren var saa god imod Fuglene, drog de ud til Skæret i saadanne Masser, at der begyndte at blive knapt med Plads. Kom man et Foraar for sent derud, kunde det ske, at alle Rugepladser var optagne. Derfor var det, Dunfins Forældre og Søskende havde været nødt til at rejse fra hende.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 352 - Kystparti ved Stockholm.png

Kystparti ved Stockholm

Dunfin tiggede saa længe, til hun fik sin Vilje, skønt Vildgæssene vidste med sig selv, at de var forsinkede og hellere skulde have rejst lige imod Nord. Men saadan en Tur ud i Skærgaarden behøvede jo ikke at forsinke Rejsen mer end en eneste Dag.

De brød op en Morgenstund efterat have styrket sig med et godt Maaltid og fløj imod Øst over Mälaren. Drengen var ikke klar over, hvor de nu kom hen, men han lagde Mærke til, at jo længere de kom mod Øst, desto livligere blev der paa Søen, og desto tættere var Kysten bebygget.

Fuldt lastede Pramme og Skuder, Baade og Fiskekvaser var paa Vej østpaa, og en Mængde kønne, hvide Dampskibe kom dem i Møde eller sejlede dem forbi. Inde paa Land løb Landeveje og Jernveje alle mod det samme Maal. Der maatte være et eller andet Sted derude i Øst, hvor alle vilde hen nu i den tidlige Morgenstund.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 353 - Stockholm paa Mälarsiden.png

Stockholm paa Mälarsiden

Paa en af Øerne saa han et stort, hvidt Slot, og et Stykke øst for det begyndte Villaer at dække Bredderne. I Begyndelsen var der lange Mellemrum imellem dem, lidt efter lidt blev de tættere, og tilsidst laa der Villa ved Villa langs hele Bredden. De var af alle mulige Slags. Her laa et Slot og der en Hytte. Her hævede sig en lang Herregaardsbygning og der en Villa med mange smaa Taarne. Nogle var omgivne af Haver, men de fleste laa uden Haver i den Løvskov, der kransede Bredden. Men hvor forskellige de end var, eet var dog ens, de var ikke jævne og alvorlige og dagligdags som andre Huse, men de var malede med smukke, stærke Farver, grønne og blaa og hvide og røde som Dukkestuer.

Drengen sad og saa ned paa de morsomme Villaer ved Søen, da Dunfin udstødte et Raab. „Nu ved jeg, hvor vi er! Derhenne ligger Byen, der svømmer paa Vandet.”

Da saa' Niels fremad, og lige straks opdagede han ikke andet end lyse Taager og Dampe, der bølgede henover Vandet. Men snart kunde han skimte høje Spir og hist og her et Hus med mange Vinduer. De dukkede op og blev borte igen, alt som Taagerne drev hid og did. Men han saa ingen Strandbred. Det syntes altsammen at hvile paa Vandet.

Da Drengen nærmede sig Byen, saa han ikke mere de morsomme Dukkestuer inde paa Land. I Stedet for var Bredderne bedækkede med sodede Fabrikbygninger. Bagved høje Plankeværker strakte der sig store Oplag af Kul og Brædder, og ved sorte, snavsede Broer laa klodsede Fragtdampere. Men over det hele bredte de skinnende, gennemsigtige Taager sig, og de gjorde, at alt saa' saa stort og vældigt og fremmed ud, at det næsten blev smukt.

Vildgæssene fløj forbi Fabrikker og Fragtdampere og nærmede sig de taageomhyllede Spir. Da sank pludselig alle Taager ned mod Vandet paa nær nogle lette, tynde, fint lyserøde og lyseblaa, der svævede over deres Hoveder. De andre laa og bølgede henover Land og Vand. De skjulte helt Husenes Grundvold og nederste Del, mens man tydelig saa de øverste Etager, Tage, Taarne, Gavle og Frontespicer. Nogle Huse blev derved saa høje, at man kom til at tænke paa Babelstaarnet. Drengen kunde jo nok begribe, at de var byggede paa Høje og Bakkedrag, men dem saa han ikke, han saa kun Husene, der svævede ovenover Taagerne. Taagerne var skinnende hvide, og Husene laa sorte og mørke, thi Solen stod i Øst og skinnede ikke paa dem.

Niels forstod, at han fløj hen over en stor By, for alle Vegne saa han Tage og Spir hæve sig op af Taagen. Undertiden fremkom der en Aabning i de bølgende Taager, og han saa ned i en rindende, brusende Strøm, men Land kunde han ingen Steder faa Øje paa. Det var altsammen smukt at se, men han følte sig næsten beklemt, som man gør, naar man møder Ting, man ikke forstaar.

Saasnart han havde Byen bag sig, var Jorden ikke længer skjult af Taager, men man kunde igen tydelig skelne Strandbred, Vand og Øer. Han vendte sig da om for om muligt at faa Byen bedre at se, men det lykkedes ham ikke. Nu saa den endnu mere trolddomsagtig ud. Nu farvede Solskinnet Taagerne, saa de kom svævende ganske fint lyserøde, blaa og gule. Husene var saa hvide, som om de var byggede af Lys, men Vinduer og Spir blinkede som Ild. Og det flød altsammen paa Vandet ligesom før.

Vildgæssene fløj stik imod Øst. I Begyndelsen saa der næsten ud som ved Mälaren. Først fløj de hen over Fabrikker og Værksteder. Saa var der igen Villaer langs Kysten. Der vrimlede af Dampskibe og Sejlbaade, men nu kom de østfra og gik mod Vest ind til Byen.

De fløj videre, og i Stedet for de smalle Mälarfjorde og de smaa Øer strakte der sig en videre Vandflade og større Øer under dem. Fastlandet veg tilbage, snart var der ikke mere at se. Plantevæksten blev sparsommere, Løvtræerne sjældnere, Fyrretræerne tog Magten. Villaerne ophørte, og i Stedet saa man Bønderhuse og Fiskerhytter.

Endnu længere fløj de, og nu var der ikke flere af de store, beboede Øer, kun en Uendelighed af smaa Skær var strøet ud over Vandet. Landet indsnævrede ikke længer Fjordene. Havet laa foran dem stort og ubegrænset.

Herude slog Vildgæssene ned paa en Klippeholm, og da de havde fast Land under Fødderne, vendte Drengen sig til Dunfin. „Hvad var det for en stor By, vi fløj over?” sagde han.

„Jeg ved ikke, hvad den hedder blandt Menneskene,” sagde Dunfin. „Vi Graagæs kalder den Byen, der svømmer paa Vandet.”

SØSTRENE.

Dunfin havde to Søstre, Vingeskøn og Guldøje. De var stærke og kloge Fugle, men deres Fjerdragt var ikke saa blød og glinsende som Dunfins, og deres Sind var ikke saa mildt og blidt. Ligefra de var smaa, gule Gæslinger, havde ogsaa Forældre og Slægtninge, ja endog den gamle Fisker, tydelig ladet dem føle, at de holdt mere af Dunfin end af dem, og derfor havde Søstrene altid hadet hende. Da Vildgæssene landede paa Skæret, gik Vingeskøn og Guldøje og græssede paa en lille grøn Plet et Stykke fra Stranden og fik straks Øje paa de fremmede.

„Ser du de prægtige Vildgæs, der slaar ned paa Øen, Søster Guldøje?” sagde Vingeskøn. „Jeg har sjælden set Fugle med saa stolt en Holdning. Og se bare! De har en hvid Gase med! Har du nogensinde set saa smuk en Fugl? Man skulde næsten tro, det var en Svane.”

Guldøje holdt med Søsteren i, at det vist var meget fornemme Fremmede, der var kommen til Øen. Men pludselig afbrød hun sig selv og raabte: „Søster Vingeskøn, Søster Vingeskøn! Ser du ikke, hvem de har med?”

I det samme fik ogsaa Vingeskøn Øje paa Dunfin og blev saa forbavset, at hun længe stod med aabent Næb og ikke gjorde andet end hvæse. „Det kan da umulig være hende! Hvor skulde hun komme i Lag med saadanne Folk? Vi overlod hende jo til at sulte ihjel paa Öland.”

„Det værste er, at hun nok sladrer til Fader og Moder og fortæller, at det var os, der stødte saadan til hende, at hendes Vinge gik af Led,” sagde Guldøje. „Du skal se, det ender med, at vi bliver jaget bort fra Skæret.“

„Ja, der kommer ikke andet end Kedsommelighed ud af at faa den forkælede Unge hjem,“ sagde Vingeskøn. „Men nu tror jeg, det er det klogeste, at vi til at begynde med lader, som vi er uhyre glade over, at hun er kommen tilbage. Hun er saa dum, at hun maaske ikke engang mærkede, vi stødte til hende med Vilje.“

Mens Vingeskøn og Guldøje talte saadan, stod Vildgæssene nede ved Stranden og lagde deres Fjer til Rette efter Rejsen. Saa vandrede de i en lang Række opad Klipperne hen til den Kløft, hvor Dunfin vidste, hendes Forældre plejede at bo.

Dunfins Forældre var udmærkede Folk. De havde boet længere paa Øen end nogen af de andre, og de plejede at raade og hjælpe alle ny Beboere. De havde ogsaa set Vildgæssene komme, men de havde ikke genkendt Dunfin i Flokken. „Det var da mærkeligt at se Vildgæs gaa i Land her paa Skæret,“ sagde Graagasen. „Det er en prægtig Flok. Det kan man straks se paa Flugten. Men det bliver ikke let at finde Redeplads til saa mange.“ — „Endnu er her da ikke saa overfyldt, at vi ikke kan tage imod dem, der kommer,“ sagde hans Hustru. Hun var mild og god af Sind ligesom Dunfin.

Da Akka kom gaaende, gik Dunfins Forældre hende i Møde og skulde lige til at byde hende velkommen. til Øen, da Dunfin fløj op fra sin Plads sidst i Toget og slog ned midt imellem Forældrene. „Fader! Moder! Det er mig! Kender I ikke Dunfin?” raabte hun. Først vilde de gamle ikke rigtig tro deres egne Øjne, men saa kendte de Datteren og blev naturligvis umaadelig glade.

Allerbedst som Vildgæssene og Morten Gase og Dunfin selv kækkede i Munden paa hverandre for at fortælle, hvordan Dunfin var bleven reddet, kom Vingeskøn og Guldøje løbende. Allerede i lang Afstand raabte de velkommen og lod saa glade over, at Dunfin var kommen hjem, at hun blev ganske rørt.

Vildgæssene befandt sig vel paa Skæret, og det blev bestemt, at de ikke skulde rejse videre før næste Morgen. Kort efter spurgte Søstrene Dunfin, om hun ikke havde Lyst til at gaa med hen at se, hvor de havde i Sinde at bygge deres Reder, Hun fulgte straks med og saa, at de havde valgt godt skjulte og beskyttede Rugepladser. „Hvor vil du nu slaa dig ned, Dunfin?“ spurgte de. — „Jeg?“ sagde Dunfin. „Jeg har ikke i Sinde at slaa mig ned her paa Skæret. Jeg følger med Vildgæssene til Lappland.“ — „Det var da sørgeligt, at du vil forlade os,“ sagde Søstrene. — „Jeg blev gerne hos jer og vore Forældre,” sagde Dunfin. „Men jeg har allerede lovet den store, hvide …” — „Hvad?” raabte Vingeskøn. „Skal du have den smukke Gase? Det er da …” — Men nu puffede Guldøje ivrigt til hende, og hun sagde ikke mer.

De to onde Søstre gik hele Formiddagen og stak Hovederne sammen. De var ganske ude af sig selv over, at Dunfin havde saadan en Frier som den hvide Gase. De havde selv Friere, men det var ikke andet end almindelige Graagæs, og nu, da de havde set Morten Gase, fandt de dem saa grimme og tarvelige, at de ikke gad se til dem. „Jeg tror, jeg tager min Død af Ærgrelse,” sagde Guldøje. „Havde det idetmindste været dig, der havde faaet ham, Søster Vingeskøn!” — „Jeg vilde ønske, han var død; saa behøvede jeg da ikke at gaa her den hele Sommer og tænke paa, at Dunfin har faaet en hvid Gase,“ sagde Vingeskøn.

Søstrene blev dog ved at være meget venlige imod Dunfin, og om Eftermiddagen tog Guldøje hende med, for at hun skulde se den, som Guldøje tænkte paa at gifte sig med. „Han er ikke saa smuk som den, du skal have,” sagde Guldøje. „Men til Gengæld kan man da være vis paa, at han er den, han er.” — „Hvad mener du, Guldøje?“ sagde Dunfin. Guldøje vilde først ikke ud med Sproget, men tilsidst slap det da ud, at hun og Vingeskøn havde talt om, at det vist ikke hang rigtig sammen med den hvide Gase. „Vi har aldrig før set en hvid Gaas følge med Vildgæssene,” sagde Søsteren, „og vi har tænkt os, at han maaske er forhekset.” — „Er I tossede? Han er jo en tam Gase,“ sagde Dunfin krænket. — „Han har en med, der er forhekset,” sagde Guldøje, „og saa kan han ogsaa gerne selv være forhekset. Er du ikke bange for, at han skal være en sort Skarv?”

Hun belagde sine Ord godt og gjorde den stakkels Dunfin helt forskrækket. „Du mener ikke, hvad du siger,” sagde den lille Graagaas. „Du vil bare skræmme mig.” — „2Jeg vil dit Bedste, Dunfin,” sagde Guldøje. „Jeg kan ikke tænke mig noget værre end at se dig flyve bort med en sort Skarv. Men nu skal jeg sige dig noget. Prøv at faa ham til at æde nogle af de Rødder, jeg her har samlet! Er han forhekset. saa vil det straks vise sig. Er han det ikke, bliver han den, han er.“

Niels Holgersen sad midt iblandt Gæssene og hørte paa Akkas og den gamle Gases Samtale, da Dunfin kom flyvende. „Tommeltot! Tommeltot!“ raabte hun, „Morten Gase er ved at dø! Jeg har dræbt ham!“ — „Lad mig sidde op paa din Ryg, Dunfin, og bring mig til ham!“ raabte Drengen. De fløj, og Akka og Vildgæssene fulgte ogsaa med. Da de kom til Gasen, laa han paa Jorden. Han kunde ingenting sige, han snappede blot efter Vejret. „Kildre ham under Struben og dunk ham i Ryggen!“ sagde Akka. Det gjorde Drengen, og i samme Nu hostede den store, hvide en stor Rod op, der havde sat sig fast i Halsen paa ham. „Er det dem, du har spist af?“ sagde Akka og pegede paa nogle Rødder, der laa paa Jorden. „Ja,” sagde Gasen. — „Da var det heldigt, de blev siddende i Halsen paa dig,” sagde Akka. „De er giftige. Havde du sunket dem, var du sikkert død.” — „Det var Dunfin, der bad mig æde dem,” sagde Gasen. — „Jeg fik dem af min Søster,” sagde Dunfin og fortalte det hele. — „Du skal tage dig i Vare for din Søstre. Dunfin,” sagde Akka, „for de vil dig sikkert ikke noget godt.”

Men Dunfins Sind var af den Art, at hun ikke kunde tiltro nogen noget ondt, og da Vingeskøn lidt efter kom og vilde vise hende sin Kæreste, fulgte hun straks med. „Ja, han er ikke saa smuk som den, du faar, men meget mere tapper og forvoven.” — „Hvor ved du det?“ sagde Dunfin. — „Jo, der har været stor Jammer blandt Maager og Ænder her paa Skæret i den senere Tid, for hver Morgen ved Daggry kommer der en fremmed Rovfugl og tager en af dem.” — „Hvad er det for en Fugl?“ sagde Dunfin. — „Det ved vi ikke,” svarede Søsteren. „Vi har aldrig set Mage til den her paa Skæret, og det mærkelige er, at den aldrig anfalder nogen af os Gæs. Men nu har min Kæreste foresat sig i Morgen at kæmpe med ham og jage ham bort.” — „Gid det maa gaa godt!” sagde Dunfin. — „Det er jeg bange for, det ikke gør,” sagde Søsteren. „Var min Gase bare saa stor og stærk som din, saa kunde jeg have noget Haab om det.“ — „Bryder du dig om, at jeg skal bede Morten Gase om at gaa imod den fremmede Fugl?” sagde Dunfin. — „Ja, det gør jeg rigtignok,” sagde Vingeskøn. „Større Tjeneste kunde du ikke gøre mig.“

Næste Morgen var Gasen vaagen før Solen, stillede sig øverst oppe paa Skæret og spejdede til alle Sider. Snart saa han en stor, mørk Fugl komme fra Vest. Vingerne var umaadelig lange, og der hørte ikke meget til at begribe, at det var en Ørn.

Gasen havde ikke ventet sig farligere Fjende end en Ugle, og nu indsaa han, at han knap vilde slippe bort fra det med Livet. Men det faldt ham ikke et Øjeblik ind, at det var urimeligt at indlade sig i Kamp med en Fugl, der var mange Gange stærkere end han.

Ørnen skød ned paa en Maage og slog Kløerne i den. Inden han kunde stige igen, kom Morten Gase farende. „Slip den!” raabte han. „Og kom aldrig mere her, ellers skal du faa med mig at bestille!” — „Hvad er du for en Galfrands?“ sagde Ørnen. „Det er et Held for dig, at jeg ikke har for Skik at slaas med Gæs. Ellers vilde det snart være ude med dig.“

Morten Gase troede, at Ørnen holdt sig for god til at slaas med ham og foer rasende løs paa ham, bed ham i Struben og baskede ham med Vingerne. Det kunde Ørnen naturligvis ikke finde sig i, men huggede igen, dog ikke med fuld Styrke.

Drengen laa og sov paa samme Sted som Akka og Vildgæssene, da han hørte Dunfin raabe: Tommeltot! Tommeltot! Morten Gase er lige ved at blive revet ihjel af en Ørn!” — „Lad mig sidde op paa din Ryg, Dunfin, og bring mig hen til ham!“ sagde Drengen.

Da han kom til Stedet, var Morten Gase blodig og ilde tilredt, men endnu i fuld Kamp. Drengen kunde ikke kæmpe med Ørnen, og der var ikke andet at gøre end at skaffe bedre Hjælp. „Afsted, Dunfin! Hent Akka og Vildgæssene!” raabte han. I det samme han sagde det, holdt Ørnen op at kæmpe. „Hvem er det, der taler om Akka?” spurgte han. Og da han nu saa Tommeltot og hørte Vildgæssene kække, hævede han Vingerne. „Sig til Akka, at jeg ikke havde tænkt mig at træffe hende eller nogen af hendes Flok herude paa Havet!“ sagde han og svævede bort med skøn og hurtig Flugt. — „Det var jo den Ørn, der engang bar mig tilbage til Vildgæssene,” sagde Drengen og saa forundret efter ham.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 360 - De yderste Skær.png

De yderste Skær

Vildgæssene agtede at drage bort fra Skæret i god Tid, men først vilde de dog græsse lidt. Mens de gik og aad, kom en Fjeldand hen til Dunfin. „Jeg skulde hilse dig fra dine Søstre,” sagde hun. „De tør ikke vise sig iblandt Vildgæssene, men de bad mig huske dig paa, at du ikke maatte forlade Skæret, før du havde besøgt den gamle Fisker.” — „Ja, det er sandt,“ sagde Dunfin. Men hun var nu bleven saa ængstelig, at hun ikke turde gaa alene derhen, men bad Gasen og Tommeltot følge med op til Hytten.

Der stod Døren aaben. Dunfin gik ind, men de to andre blev udenfor. Straks efter hørte de Akka give Tegn til Opbrud, og de kaldte paa Dunfin. Graagaasen korn ud af Hytten og fløj bort fra Skæret med Vildgæssene.

De var naaet et temmelig langt Stykke ind i Skærgaarden, da Niels begyndte at se forundret paa den Graagaas, der var fulgt med dem. Dunfin fløj ellers let og lydløst. Men denne arbejdede sig fremad med tunge, brusende Vingeslag. „Vend om Akka!” raabte han straks. „Der er en fremmed i Flokken! Det er Vingeskøn, vi har faaet med!”

Næppe havde han talt ud, før Graagaasen udstødte et Skrig, saa stygt og arrigt, at ingen kunde tvivle om, hvem hun var. Akka og de andre vendte sig om imod hende, men Graagaasen flygtede ikke straks. I Stedet styrtede hun hen til den store, hvide, greb Tommeltot og fløj bort med ham i Næbbet.

Der fulgte en hidsig Jagt ind over Skærgaardshavet. Vingeskøn fløj rask, men Vildgæssene var lige i Hælene paa hende, og hun kunde ikke have mindste Haab om at undslippe.

Pludselig saa de en fin, hvid Røg stige op nedefra Havet, og der hørtes Knald af et Skud. I deres Iver havde de ikke lagt Mærke til, at de var lige over en Baad, hvori der sad en enlig Fisker.

Der blev dog ingen ramt af Skuddene, men lige midtover Baaden aabnede Vingeskøn Næbbet og lod Tommeltot falde ned i Havet.