Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/36
XXXVI.
STOCKHOLM.
Lørdag 7. Maj.
For nogle Aar siden var der paa Skansen, den store Park udenfor Stockholm, hvor man har samlet saa mange mærkelige Ting, en lille, gammel Mand ved Navn Klement Larsson. Han var fra Helsingland og var kommen til Skansen for at spille Folkedanse og andre gamle Melodier paa sin Violin. Men det var naturligvis mest om Eftermiddagen, han optraadte som Spillemand. Om Formiddagen havde han gerne Opsyn i et eller andet af de morsomme Bønderhuse, der fra alle Dele af Landet er flyttet til Skansen.
I Begyndelsen syntes Klement, at han havde faaet det bedre paa sine gamle Dage, end han nogensinde havde drømt om, men efter en Tids Forløb begyndte han at kede sig aldeles forfærdeligt, især naar han havde Opsyn. Det kunde endda gaa an, naar der kom Folk ind i Huset for at se det, men det kunde ske, at Klement i mange Timer sad der ganske alene. Da længtes han i den Grad hjem, at han var bange for, han blev nødt til at sige sin Plads op. Han var meget fattig og vidste, at hjemme vilde han komme paa Fattigvæsenet. Derfor søgte han at holde ud saa længe som muligt, skønt han blev mere og mere ulykkelig for hver Dag, der gik.
En smuk Eftermiddag i Begyndelsen af Maj havde Klement faaet fri et Par Timer og var paa Vej ned ad den stejle Bakke, der fører ned fra Skansen, da han mødte en Skærgaardsfisker, der kom gaaende med en Kasse paa Ryggen. Det var en ung, rask Mand, der plejede at komme op til Skansen og falbyde Søfugle, som han havde haft Held til at fange levende, og Klement havde mange Gange før talt med ham.
Fiskeren standsede Klement for at spørge ham, om Forstanderen paa Skansen var hjemme, og da Klement havde svaret herpaa, spurgte han til Gengæld, hvad det var for mærkelige Ting, Fiskeren havde i sin Kasse. „Du skal faa Lov at se, hvad jeg har, Klement,” svarede saa Fiskeren, „dersom du til Gengæld vil give mig et godt Raad og sige mig, hvad jeg kan forlange for det.“
Han rakte Kassen henimod Klement. Denne kiggede først een Gang ned i den, saa en Gang til og trak sig derpaa hurtig et Par Skridt tilbage. „Hvad i al Verden er det, Åsbjørn!“ sagde han. „Hvordan har du faaet fat i saadan en?”
Han kom til at tænke paa, at da han var lille, havde hans Moder tit fortalt ham om de Smaa, der boede under Logulvet. Han maatte ikke græde og ikke være uartig, for saa blev de Smaa vrede. Da han blev voksen, troede han, at det med de Smaa havde været et Paafund af hans Moder for at holde ham i Ave. Men det havde altsaa ikke været noget, hans Moder havde hittet paa, for der i Åsbjørns Kasse laa en af de Smaa.
Der var noget af Barnets Angst tilbage hos Klement, og det løb ham koldt ned ad Ryggen, naar han saa hen paa Kassen. Åsbjørn mærkede, at han var bange, og gav sig til at le, men Klement tog Sagen meget alvorligt. „Fortæl mig dog, hvor du har fundet ham, Åsbjørn!“ sagde han. — „Jeg har ikke ligget paa Lur efter ham,“ sagde Åsbjørn. „Det var ham, der kom til mig. Jeg sejlede ud i god Tid i Morges og tog Bøssen med i Baaden. Knap var jeg kommen klar af Land, før jeg fik Øje paa nogle Vildgæs, der kom østfra og skreg i vilden Sky. Jeg sendte et Skud efter dem, men ramte ingen. I Stedet for kom denne lille Fyr styrtende ned og faldt i Vandet saa nærved Baaden, at jeg kun behøvede at række Haanden ud for at faa fat i ham.” — „Du har da ikke ramt ham, Åsbjørn?” — „Slet ikke, han er rask og sund. Men straks, da han kom flyvende, var han ikke rigtig ved sig selv, og da tog jeg Tiden i Agt og surrede en Stump Sejlgarn om Hænder og Fødder paa ham, for at han ikke skulde flygte. For jeg tænkte jo straks, at det vilde være noget for Skansen.”
Altsom Fiskeren fortalte, blev Klement underlig urolig. Alt, hvad han havde hørt i sin Barndom om de Smaa, om deres Hævnlyst mod Fjender og Hjælpsomhed mod Venner, faldt ham igen ind. Det var aldrig gaaet dem godt, der havde forsøgt at holde nogen af dem fangen. „Du skulde straks have sluppet ham løs, Åsbjørn,“ sagde han.
„Det var ikke langt fra, jeg var bleven nødt til at lade ham løbe,” sagde Fiskeren. „For du kan tænke dig, Klement, Vildgæssene fulgte mig helt hjem, og bagefter fløj de frem og tilbage over Skæret hele Morgenen og skreg, som om de forlangte at faa ham igen. Og ikke nok med det, men hele Fuglekommersen ude hos os, Maager og Terner og og de andre, som ikke er et ærligt Skud Krudt værd, kom og slog ned paa Skæret og holdt et Hus, og naar jeg gik ud, flagrede de rundt om mig, saa jeg maatte vende om igen. Min Kone bad mig om at lade ham løbe, men jeg havde sat mig i Hovedet, at han skulde herop til Skansen. Og saa stillede jeg en af Børnenes Dukker i Vinduet, skjulte den lille allernederst i Kassen og begav mig paa Vej. Og Fuglene troede sagtens, det var ham, der stod i Vinduet, for de lod mig slippe afsted uden at forfølge mig.”
„Siger han ikke noget?“ spurgte Klement. — „Jo, i Begyndelsen prøvede han paa at raabe til Fuglene, men det vilde jeg ikke vide af; saa satte jeg en Knebel i Munden paa ham.” — „Men Åsbjørn,“ sagde Klement, „at du tør handle saadan med ham! Forstaar du da ikke, at han er noget overnaturligt?“ — „Jeg ved ikke, hvad Slags han er,“ sagde Åsbjørn rolig. „Det overlader jeg til andre at spekulere ud. Jeg er tilfreds, naar jeg blot faar ham godt betalt. Og sig mig nu, Klement, hvad tror du, Doktoren paa Skansen vil give mig for ham?”
Klement betænkte sig længe, inden han svarede. Men der var kommen saadan en Uro over ham for den smaas Skyld. Det var akkurat, som om hans Moder stod ved Siden af ham og sagde til ham, at han altid skulde være god imod de Smaa. „Jeg ved ikke, hvad Doktoren deroppe kan faa i Sinde at betale dig, Åsbjørn,“ sagde han. „Men hvis du vil lade mig faa ham, vil jeg give dig tyve Kroner for ham.”
Da Spillemanden nævnte den store Sum, saa Asbjørn paa ham med grænseløs Forbavselse. Han tænkte, Klement maatte mene, at den lille raadede over en hemmelig Magt og kunde være ham til Nytte. Han var ingenlunde sikker paa, at Doktoren havde saa høje Tanker om ham og vilde betale ham saa høj en Pris. Og saa tog han imod Klements Tilbud.
Spillemanden stak sit Indkøb ned i en af sine rummelige Lommer, vendte tilbage til Skansen og gik ind i en af Sæterhytterne, hvor der hverken var Besøgende eller Opsyn. Han trak Døren til efter sig, tog den lille frem og lagde ham forsigtig paa en Bænk; han var endnu bunden paa Hænder og Fødder, og hans Mund var tilstoppet.
„Hør nu efter, hvad jeg siger,” sagde Klement. „Jeg ved nok, at Folk af din Slags ikke holder af at ses af Mennesker, men helst vil gaa og pusle og lempe Tingene paa egen Haand. Derfor har jeg tænkt at give dig fri, men kun paa den Betingelse, at du bliver her i Parken, til jeg giver dig Lov at tage herfra. Gaar du ind paa det, saa nik tre Gange med Hovedet.”
Klement saa forventningsfuldt paa den lille, men denne rørte sig ikke.
„Du skal nok faa det godt,” sagde Klement. „Jeg skal sætte Mad frem til dig hver Dag, og jeg tror, du faar saa meget at bestille her, at Tiden ikke vil falde dig lang. Men du maa ikke rejse andre Steder hen, før du faar Lov af mig. Vi kan aftale et Tegn. Saa længe jeg sætter Mad frem til dig i en hvid Skaal, skal du blive her. Naar jeg sætter den frem i en blaa, maa du have Lov at rejse.“
Igen tav Klement og ventede, at den lille skulde give Tegnet, men han rørte sig ikke.
„Ja, ja,” sagde Klement, „saa er der vel ingen anden Raad, end at jeg viser dig til Husbonden her paa Stedet. Og saa bliver du sat i Glasskab, og alle Mennesker i hele Stockholm kommer ud for at se dig.”
Men dette lod til at gøre den lille forskrækket, og næppe havde Klement talt ud, før han gav Tegnet.
„Det var ret,” sagde Klement, tog sin Kniv op og skar Snoren over, som den lilles Hænder var bunden med. Derpaa gik han hurtig hen imod Døren.
Drengen løste Baandene om sine Ankler og tog Kneblen ud af Munden, inden han tænkte paa nogetsomhelst andet. Da han saa vendte sig om til Klement Larsson for at takke ham, var denne allerede borte.
Klement var ikke mere end akkurat kommen udenfor Døren, da han mødte en smuk og fornem, gammel Herre, der lod til at være paa Vejen hen til et kønt Udsigtspunkt der i Nærheden. Klement kunde ikke huske, at han før havde set den fornemme, gamle Herre, men denne havde sagtens lagt Mærke til Klement en Gang, da han havde spillet Violin, for han standsede og gav sig i Samtale med ham. ham.
„God Dag, Klement!“ sagde han. „Hvordan har du det? Du er da ikke syg? Jeg synes, du er bleven mager i den sidste Tid.”
Der var noget saa ubeskrivelig venligt ved den gamle Herre, at Klement tog Mod til sig og fortalte ham, hvor drøjt det var for ham med den Hjemve.
„Hvadfornoget?” sagde den fornemme, gamle Herre. „Længes du hjem, naar du er i Stockholm? Det kan da ikke være muligt?“
Og den fornemme, gamle Herre saa' næsten fornærmet ud. Men saa huskede han vel, at den, han talte med, ikke var andet end en uvidende, gammel Bondemand fra Helsingland, og saa blev han igen som før.
„Du har vist aldrig hørt, hvordan Stockholm er bleven til, Klement. Havde du det, saa vilde du forstaa, at det ikke er andet end en Indbildning af dig, at du længes herfra. Følg med mig hen til den Bænk, saa skal jeg fortælle dig lidt om Stockholm.”
Da den fornemme, gamle Herre havde sat sig paa Bænken, saa han først nogle Øjeblikke ud over Stockholm, der i al sin Pragt laa udbredt under ham, og han trak Vejret dybt, som om han vilde indaande al Stedets Skønhed. Derpaa vendte han sig til Spillemanden.
„Se nu, Klement!“ sagde han, og mens han talte, gav han sig til at tegne et lille Kort paa Grusgangen foran dem. „Her ligger nu Uppland, og her skyder det mod Syd en Odde ned, der er indskaaret af en Mængde Vige. Og her kommer Sörmland med en anden Odde, der er lige saa indskaaret og gaar stik imod Nord. Og her kommer en Sø fra Vest, den er fuld af Øer: det er Mälaren. Og her kommer østfra et andet Vand, der knap kan komme frem for Øer og Skær, det er Østersøen. Og her, Klement, hvor Uppland møder Sörmland og Mälaren møder Østersøen, løber der en lille Aa, der hedder Norrström, og midt i Norrström ligger tre smaa Holme.
Fra Begyndelsen var de Holme ikke andet end almindelige Holme med lidt Træer paa, af den Slags, som der er saa mange af i Mälaren den Dag i Dag, og de laa i lange Tider ganske ubeboede hen. Det er jo sikkert nok, at de havde en god Beliggenhed, siden de laa midt imellem to Vande og to Landskaber, men det var der ingen, der lagde Mærke til. Aar gik efter Aar. Folk bosatte sig baade paa Mälarøerne og ude i Skærgaarden, men de tre Holme i Strømmen fik ingen Indbyggere. En enkelt Gang kunde det ske, at en søfarende lagde sig ved en af dem og slog Telt der Natten over.
Men ingen blev der for Alvor.
En Dag havde en Fisker, der boede paa Lidingø ude i Saltsøen, styret sin Baad ind i Mälaren, og der havde han gjort saa god Fangst, at han havde glemt at sejle hjem i rette Tid. Han var ikke kommet længer end til de tre Holme, før det allerede var ganske mørkt, og da syntes han, det bedste han kunde gøre var at gaa i Land paa en af dem og vente der til længere hen paa Natten, naar det blev Maaneskin, for det vidste han, det blev.
Det var langt hen paa Sommeren, og Vejret var endnu smukt, skønt Aftenerne var begyndt at blive mørke. Fiskeren trak sin Baad op paa Land, lagde sig ved Siden af den med Hovedet paa en Sten og faldt i Søvn. Da han vaagnede, var Maanen for længe siden oppe. Den stod lige over hans Hoved og skinnede saa pragtfuldt, at det næsten var ganske lyst.
Manden foer op og skulde lige til at sætte Baaden i Søen, da han saa en Mængde store Punkter bevæge sig ude i Havet. Det var en stor Stime Sæler, der i fuld Fart kom ind imod Holmen. Da Fiskeren saa', at Sælerne lod til at ville krybe op paa Land, bukkede han sig ned for at lede efter sit Spyd, som han altid havde med i Baaden. Men da han rejste sig igen, var der ingen Sæler at se; i Stedet for stod der paa Søens Bred de skønneste unge Kvinder i grønne Silkeklæder, der slæbte efter dem, og med Perlekroner paa deres Hoveder. Da forstod Fiskeren, at det var Havfruer, der boede paa de øde Skær langt ude i Havet, og som nu havde taget Sælhamme paa for at svømme ind til Land og forlyste sig i Maaneskinnet paa de grønne Holme.
Ganske stille lagde han Spydet ned igen, og da Havfruerne gik op paa Holmen for at lege, listede han sig bagefter og betragtede dem. Han havde hørt, at Havfruerne skulde være saa skønne og yndige, at ingen kunde se dem uden at blive betagen af deres Skønhed, og han maatte tilstaa, at det ikke var for meget sagt.
Da han en Tid havde set paa deres Dans under Træerne, gik han ned til Stranden, tog en af de Sælhamme, som laa der, og gemte den under en Sten. Derpaa vendte han tilbage til sin Baad, lagde sig ned ved Siden af den og lod, som han sov.
Snart saa han de unge Havfruer komme ned til Stranden for at iføre sig Sælhammene. I Begyndelsen var alt Leg og Munterhed, men snart blev det til Jammer og Klage, fordi en af dem ikke kunde finde sin Sælham. De løb allesammen frem og tilbage paa Strandbredden og hjalp hende at lede, men ingenting fandt de. Allerbedst som de løb og ledte, saa de, at Himlen begyndte at lysne, og Dagen var nær. Da lod det til, de ikke kunde blive længer, men de svømmede allesammen deres Vej undtagen hun, der ingen Sælham havde. Hun blev siddende paa Stranden og græd.
Fiskeren syntes jo nok, det var Synd for hende, men han tvang sig til at blive liggende stille, til det blev højlys Dag. Da stod han op og satte Baaden i Søen, og da han allerede havde løftet Aarerne, lod han, som om han ganske tilfældig fik Øje paa hende. „Hvad er du for en?” raabte han. „Er du en Skibbrudden?”
Hun styrtede hen til ham og spurgte, om han havde set hendes Sælham, men Fiskeren lod, som om han ikke engang forstod, hvad det var, hun spurgte om. Da satte hun sig igen ned og græd, men nu foreslog han, at hun skulde følge med ham i Baaden. „Kom med hjem til min Hytte,” sagde han, „saa kan min Moder tage sig af dig. Du kan da ikke blive siddende her paa Holmen, hvor du hverken kan faa en Seng eller et Maaltid Mad!” Og han føjede sine Ord saa godt, at hun lod sig overtale til at følge med i Baaden.
Baade Fiskeren og hans Moder var mageløs gode imod den stakkels Havfrue, og hun lod til at befinde sig vel hos dem. Dag for Dag blev hun mere fornøjet, hjalp den gamle med hendes Arbejde og var ganske som en anden Skærgaardspige paa det nær, at hun var meget smukkere end nogen af de andre. En Dag spurgte Fiskeren hende, om hun vilde være hans Hustru, og det havde hun ikke noget imod, men sagde straks Ja.
Saa lavede man til Bryllup, og da Havfruen skulde pyntes til Brud, tog hun den grønne, side Klædning paa og den skinnende Perlekrone, som hun var iført, da Fiskeren saa hende første Gang. I de Tider var der hverken Præst eller Kirke i Skærgaarden, men Brudefolkene satte sig i Baadene for at ro ind i Mälaren og lade sig vie i den første Kirke, de kom til.
Fiskeren havde Bruden og sin Moder i sin Baad, og han sejlede saa godt, at han kom forud for alle de andre. Da han var naaet saa langt, at han kunde se den Holm i Strømmen, hvor han havde vundet sin Brud, der nu sad stolt og smykket ved Siden af ham, kunde han ikke lade være at le ved sig selv. „Hvad ler du af?“ spurgte hun. — „Aa, jeg tænker paa den Nat, da jeg gemte Sælhammen for dig,” svarede Fiskeren, for nu følte han sig saa sikker paa hende, at han ikke længer troede, han behøvede at skjule noget. — „Hvad er det, du siger?” sagde Bruden. „Jeg har da aldrig haft en Sælham.” Det var, som om hun havde glemt det altsammen. „Husker du ikke, hvordan du dansede med Havfruerne?” spurgte han. — „Jeg ved ikke, hvad du mener,” sagde Bruden. „Jeg tror, du maa have haft en underlig Drøm i Nat.“
„Naar jeg nu viser dig din Sælham, vil du saa tro mig?” sagde Fiskeren og styrede i det samme sin Baad ind imod Holmen. De gik i Land, og han fandt Sælhammen under Stenen, hvor han havde gemt den.
Men aldrig saa snart saa Bruden Sælhammen, før hun rev den fra ham og kastede den over sit Hoved. Den lukkede sig om hende, som om den var levende, og hun kastede sig øjeblikkelig ud i Strømmen.
Brudgommen saa hende svømme bort; han sprang ud i Vandet efter hende, men kunde ikke naa hende. Da han saa', at han ikke paa anden Maade kunde standse hende, greb han i sin Fortvivlelse Spydet og kastede det efter hende. Han ramte nok bedre, end han havde villet, for den stakkels Havfrue udstødte et klagende Skrig og forsvandt i Dybet.
Fiskeren blev staaende ved Stranden og ventede paa, at hun igen skulde komme til Syne. Men da saa' han, at der bredte sig et mildt Skær over Vandet rundt om. Det fik en Skønhed, som han aldrig før havde set Mage til. Det skinnede og blinkede blegrødt og hvidt, ligesom Farverne spiller i det indvendige af en Muslingskal.
Da de blinkende Bølger slog mod Kysten, syntes Fiskeren, at ogsaa de blev forandrede. De blev fulde af Blomster og Duft. Der lagde sig en mild Glans over dem, saa de fik en Skønhed, de ikke før havde haft.
Og han forstod, hvad alt dette kom af. For det er saadan med Havfruerne, at hvem der ser dem, kan ikke andet end finde dem skønnere end alle andre, og da nu Havfruens Blod blandede sig med Vandet og skyllede op paa Kysterne, gik hendes Skønhed over paa dem, og det blev deres Arvelod, at alle, der saa' dem, maatte elske dem og drages til dem i Længsel.
Da den fornemme, gamle Herre var kommen saa langt i sin Fortælling, vendte han sig om til Klement og saa' paa ham, og Klement nikkede alvorligt til ham, men han sagde ikke noget for ikke at afbryde Fortællingen.
„Nu maa du lægge Mærke til, Klement,” vedblev den gamle Herre, og der kom med eet et lille skælmsk Glimt i hans Øjne, „at fra den Tid begyndte Folk at bosætte sig paa Holmene. Først var der ikke andre end Fiskere og Bønder, der slog sig ned derude, men en skøn Dag kom Kongen og hans Jarl sejlende op igennem Strømmen. De gav sig straks til at tale om de tre Holme, og de gjorde hinanden opmærksom paa, at hvert eneste Skib, som vilde sejle ind i Mälaren, maatte forbi dem. Og Jarlen sagde, at her burde man sætte en Laas for Farvandet, som man kunde aabne og lukke efter Behag: slippe Handelsskibene ind og lukke Sørøverflaaderne ude.
„Og ser du, det blev til Alvor,” sagde den gamle Herre og rejste sig og gav sig igen til at tegne i Sandet med sin Stok. „Paa den største af Øerne her, kan du se, byggede Jarlen en Borg med et stærkt Hovedtaarn, der kaldtes Kärnan. Og rundt paa Holmen byggede han Mure, saadan. Og her imod Syd satte han en Port i Muren og et stærkt Taarn ovenover. Han byggede Broer over til de andre Holme og forsynede ogsaa dem med høje Taarne. Og ude i Vandet, rundt om det altsammen, satte han en Kreds af Pæle med Bomme, der kunde aabnes og lukkes, saa at ingen Skibe kunde sejle forbi uden hans Tilladelse.
Du ser altsaa Klement, at de tre Holme, der saa længe havde ligget uænsede hen, i en Fart blev en stærk Fæstning. Men ikke nok med det. Disse Kyster og Sunde, de drager Mennesker til sig, og snart kom der Folk alle Vegne fra og nedsatte sig paa Holmene. For disse Menneskers Skyld byggede Jarlen en Kirke, der senere fik Navnet Storkirken. Her laa den, lige ved Siden af Borgen, og her, indenfor Murene, laa de smaa Hytter, som Nybyggerne tømrede sig. Der var ikke stor Stads ved dem, men mere behøvedes der ikke paa den Tid. for at det skulde regnes for en By. Og Byen blev kaldt Stockholm, og det hedder den endnu den Dag i Dag.
Der kom den Tid, Klement, da Jarlen maatte gaa til Hvile efter sit store Arbejde, men alligevel kom Stockholm ikke til at mangle Bygmestere. Her kom Munke til Landet — Sortebrødre kaldtes de — og Stockholm trak dem til sig, saa de bad om Lov til at bygge et Kloster der. Det blev ogsaa bygget paa Stadsholmen, lidt paa den anden Side af Storkirken. Og der kom andre Munke, der kaldtes Graabrødre. De søgte ogsaa Tilladelse til at bygge i Stockholm, men der var sagtens ikke Plads til deres Kloster paa den store Holm. Det blev derfor rejst paa en af de mindre, den, der vender ud imod Mälaren, og som fra den Tid kaldtes Graamunkeholmen. Den tredje Holm blev bebygget af fromme Mænd, der kaldtes Helligaandsbrødre og især gav sig af med at pleje syge. De byggede et Sygehus her, og efter dem hedder Holmen Helligaandsholmen.
Se, nu var de tre smaa Holme allerede fulde af Huse, Klement, men Folk blev ved at strømme til, for disse Kyster og Sunde er, som du ved, saadan, at de drager Mennesker til sig. Der kom fromme Kvinder af Sankta Klara Ordenen og bad om Byggegrund. For dem var der ikke andet at gøre end at fæste Bo paa den nordlige Bred, paa Norrmalm, som den kaldtes. De var sikkert ikke videre tilfredse hermed, for henover Norrmalm løber der en høj Aas, og der havde Byen sin Galgebakke, saa det var et foragtet Sted. Alligevel byggede Klarasøstrene deres Kirke og deres store Klosterbygning ved Kysten lige under Aasen. Og da først de havde nedsat sig paa disse Kanter, fik de snart Efterfølgere. Her et godt Stykke nord for Byen, oppe paa selve Aasen, byggede man et Sygehus med en Kirke, der blev indviet til Sankt Jørgen, og lige nedenunder Aasen rejstes der en Kirke for Sankt Jakob.
Ogsaa paa Södermalm, hvor Klippen hæver sig stejlt op fra Søen, begyndte man at bygge. Der opførte man en Kirke til Ære for Jomfru Maria.
Men du maa ikke tro, at det kun var Klosterfolk, der flyttede til Stockholm, Klement. Der var ogsaa mange andre. Fremfor alt var der en Mængde tyske Købmænd og Haandværkere. De var dygtigere end de svenske og blev godt modtaget. De bosatte sig i Byen indenfor Murene, rev de usle, smaa Huse ned, som var der i Forvejen, og byggede høje, prægtige Stenhuse. Men der var kun daarlig Plads derinde. De maatte lægge Husene tæt ved Siden af hinanden med Gavlene ud imod de smalle Gyder.
Ja, du ser, Klement, at Stockholm kunde trække Mennesker til sig.“
Nu viste der sig en anden Herre, der hurtig kom gaaende ned ad Gangen henimod dem. Men den Herre, der talte med Klement, vinkede med Haanden, og den anden blev staaende paa Afstand. Den fornemme, gamle Herre kom saa igen hen og satte sig paa Bænken ved Siden af Spillemanden.
„Nu skal du gøre mig en Tjeneste, Klement,” sagde han. „Jeg har ikke Tid til at tale længere med dig, men jeg skal sørge for, at der bliver sendt dig en Bog om Stockholm, og den skal du læse igennem fra Ende til anden. Nu har jeg saa at sige lagt Grunden til Stockholm for dig, Klement. Studer nu videre selv, og sæt dig ind i, hvordan Byen har levet og forandret sig! Læs om, hvordan den lille trange, muromgivne By paa Holmene bredte sig ud til dette store Hav af Huse, som vi ser under os! Læs om, hvordan det mørke Taarn Kärnan er blevet til det smukke, lyse Slot hernede, og hvordan Graamunkenes Kirke er bleven til de svenske Kongers Gravsted! Læs om, hvordan den ene Holm efter den anden er bleven fyldt med Bygninger! Læs om, hvordan Kaalhaverne paa Södermalm og Norrmalm er bleven til Parker eller bebyggede Kvarterer! Læs om, hvordan Aasene er jævnet og Sundene udfyldt! Læs om, hvordan Kongernes afspærrede Dyrehave er bleven Folkets kæreste Tilflugtssted! Du maa se at blive fortrolig med Stockholm, Klement. Denne By er ikke alene Stockholmernes By. Den er din og hele Sveriges.
Og naar du saa læser om Stockholm, Klement, husk saa paa, at jeg har talt Sandhed, og at den har Magt til at drage alle til sig! Først flyttede Kongen hertil, saa byggede de fornemme Herrer deres Paladser her. Derpaa droges den ene efter den anden hertil, saa nu, ser du, er Stockholm ikke en By for sig selv eller for den nærmeste Omegn. Den er bleven en By for hele Landet.
Du ved jo, Klement, at der i hvert Sogn holdes Sogneraad, men i Stockholm holdes der Rigsdag for hele Folket. Du ved, at der er Dommere i hvert eneste Herred Landet over, men i Stockholm er der en Domstol, der dømmer over alle de andre. Du ved, at der er Kaserner og Tropper alle Vegne i Landet, men i Stockholm sidder de, der har Befalingen over hele Hæren. Overalt i Landet gaar der Jernbaner, men fra Stockholm ledes det altsammen. Her er Styrelsen for Præster, for Læger, for Lærere, for Herredsfogder og Sognefogder. Her er dette Lands Midtpunkt, Klement. Herfra kommer de Penge, du har i din Lomme, og de Frimærker, vi sætter paa vore Breve. Herfra kommer der noget til alle Svenske. Og her har alle Svenske noget at gøre. Her behøver ingen at føle sig fremmed og længes hjem. Her er alle Svenske hjemme.
Og naar du læser om alt, hvad der er samlet her i Stockholm, Klement, saa glem ikke det sidste, det har draget til sig. Det er disse gamle Bønderhuse paa Skansen. Det er gamle Danse, gamle Dragter og gammelt Bohave. Det er Spillemænd og Eventyrfortællere. Alt, hvad der er gammelt og godt, har det draget herop til Skansen for at ære det, og for at det skal komme til Ære igen ude i Folket.
Men først og fremmest skal du huske paa, Klement, at naar du læser om Stockholm, skal du sidde her paa denne Plads. Du skal se paa Bølgernes muntre, blinkende Leg og paa de straalende, grønne Kyster. Du maa sørge for, at du kommer ind under Fortryllelsen, Klement!”
Den smukke, gamle Herre havde hævet Stemmen, saa at den lød stærkt og myndigt bydende, og hans Øjne lynede. Nu rejste han sig, slog ud med Haanden og forlod Klement. Og i det samme gik det op for Klement, at den, der havde talt med ham, maatte være en meget fornem Herre, og han bukkede, saa dybt han kunde.
Næste Dag kom der en kongelig Lakaj med en stor, rød Bog og et Brev til Klement, og i Brevet stod der, at Bogen var fra Kongen.
Fra det Øjeblik var den lille, gamle Klement Larsson helt tummelumsk i mange Dage, og det var næsten umuligt at faa et fornuftigt Ord ud af ham. Da der var gaaet en Uge, gik han hen til Dr. Hazelius og sagde sin Plads op. Han var nødt til at rejse hjem. „Hvad skal du hjem efter? Bliver du ved at længes?“ sagde Doktoren. — „Aa nej,“ sagde Klement, „nu er der ikke mere noget i Vejen med den Ting, men jeg maa alligevel hjem.“
Klement havde været svært i Beraad med sig selv, for Kongen havde sagt, at han skulde gøre sig fortrolig med Stockholm og se at finde sig til Rette der, men Klement kunde ikke holde det ud, før han havde fortalt dem derhjemme, at Kongen havde sagt dette til ham. Han kunde ikke lade være, han maatte staa paa Kirkebakken derhjemme og fortælle høje og lave, at Kongen havde været saa god imod ham, at han havde siddet ved Siden af ham paa den samme Bænk og sendt ham en Bog, og at han havde givet sig Tid til at tale med ham, en fattig, gammel Spillemand, i en hel Time for at kurere ham for hans Hjemve. Det var stort at fortælle det her paa Skansen til Lapperne og Dalpigerne, men det var jo ikke noget imod at fortælle det derhjemme!
Om ogsaa Klement skulde havne paa Fattighuset, saa blev det ikke saa trangt efter dette. Han var nu en helt anden Mand end før og vilde blive agtet og æret paa en helt anden Maade.
Og denne ny Længsel blev Klement for stærk. Han maatte op til Doktoren og sige, at han var nødt til at rejse hjem.