Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 375-384

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XXXVII.
ØRNEN GORGO.

I FJELDDALEN.

Højt oppe mellem Laplands Fjelde laa en gammel Ørnerede paa en Afsats, der sprang frem fra en stejl Bjergvæg. Den var lavet af Grangrene, der var lagt lagvis paa tværs over hinanden. Aar efter Aar var den bleven udvidet og forhøjet og laa nu paa sin Klippehylde flere Alen bred og næsten lige saa høj som en Lappehytte.

Den Klippe, hvorpaa Ørnereden laa, overtaarnede en temmelig stor Dal, der om Sommeren var beboet af en Flok Vildgæs. Dalen var et fortræffeligt Tilflugtssted for dem. Den laa saa godt gemt mellem Bjergene, at der ikke var mange, der kendte den, ikke engang blandt Lapperne. Midt i Dalen laa en lille, rund Sø, hvor der var rigelig Føde for Gæslingerne, og paa Bredderne, der var fulde af Tuer og bevoksede med lave Pilebuske og forkrøblede Birke, var der de bedste Rugepladser, Gæssene kunde ønske sig.

I umindelige Tider havde der boet Ørne oppe paa Klippen og Vildgæs nede i Dalen. Hvert Aar røvede Ørnen nogle af Vildgæssene, men de tog sig vel i Vare for at røve saa mange, at Vildgæssene blev skræmmet bort fra Dalen. Vildgæssene havde paa deres Side ikke saa lidt Nytte af Ørnene. Røvere var de ganske vist, men de holdt andre Røvere paa Afstand.

Et Par Aar før den Tid, da Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, stod den gamle Førergaas Akka fra Kebnekajse en Morgen nede i Fjelddalen og saa op til Ørnereden. Ørnene plejede at drage ud paa Jagt lidt efter Solopgang, og i alle de Somre, Akka havde boet i Dalen, havde hun hver Morgen stillet sig hen og holdt Øje med, om de vilde blive i Dalen og jage der, eller de vilde flyve bort til andre Jagtmarker.

Hun behøvede ikke at vente længe, før de to statelige Fugle forlod Klippeafsatsen. Skønne, men skrækindjagende, svævede de ud i Luften. De satte Kursen ad Slettelandet til, og Akka udstødte et Lettelsens Suk.

Den gamle Førergaas var nu for gammel til at lægge Æg og ruge Unger ud, og hun plejede om Sommeren at fordrive Tiden med at gaa fra den ene Gaaserede til den anden og give Raad med Hensyn til Rugningen og Ungernes Pasning. Hun holdt desuden Udkig ikke blot med Ørnene, men ogsaa med Fjeldræve, Ugler og alle andre Fjender, der kunde tænkes at ville efterstræbe Vildgæssene og deres Yngel.

Ved Middagstid begyndte Akka paa ny at spejde efter Ørnene. Saadan havde hun nu gjort hver Dag i alle de Somre, hun havde boet i Dalen. Hun kunde straks se paa deres Flugt, om de havde haft en god Jagt, og da følte hun sig sikker for dem, der hørte hende til. Men i Dag saa' hun ikke Ørnene vende tilbage. „Jeg maa være bleven gammel og sløv,” tænkte hun, da hun havde ventet en Stund. „Nu maa Ørnene jo være kommen hjem for længe siden.”

Hen paa Eftermiddagen saa' hun igen op imod Klippevæggen og ventede at se Ørnene paa det skarpe Fremspring, hvor de plejede at sidde og tage deres Middagshvile, og om Aftenen spejdede hun igen efter dem paa den Tid, da de plejede at tage sig et Bad i Fjeldsøen, men det lykkedes hende ikke at faa dem at se. Atter jamrede hun over, at hun blev gammel. Hun var saa vant til, at Ørnene holdt til paa Klippen over hende, at hun slet ikke kunde tænke sig Muligheden af, at de var kommen tilbage igen.

Næste Morgen var Akka vaagen i god Tid for at spejde efter Ørnene. Men heller ikke nu saa' hun dem. Derimod hørte hun i Morgenstilheden et Skrig, der lød baade arrigt og klynkende, og som syntes at komme fra Ørnereden. „Mon der virkelig skulde være noget galt paa Færde deroppe i Ørnereden?“ tænkte hun. Hun lettede Vingerne og steg saa højt, at hun kunde se ned i Ørnereden.

Deroppe saa' hun hverken Hanørnen eller Hunørnen. I hele Reden var der ikke andre end en halvnøgen Unge, der laa og skreg paa Mad.

Akka sænkede sig langsomt og tøvende ned imod Ørnereden. Det var ikke noget hyggeligt Sted at komme til. Det var let at se, hvad det var for nogle Røvere, der holdt til der. I Reden og paa Klippeafsatsen laa der blegede Ben, blodige Fjer, Harehoveder, Fuglenæb og fjerklædte Rypefødder. Ogsaa Ørneungen, der laa midt i alt dette, var modbydelig at se med sit store, gabende Næb, sin klodsede, dunklædte Krop og sine ufærdige Vinger.

Tilsidst overvandt Akka sin Modbydelighed og slog ned paa Kanten af Reden, men samtidig saa' hun sig urolig omkring til alle Sider, for hun ventede hvert Øjeblik, at de gamle Ørne skulde vende hjem.

„Det var da godt, at der endelig kom nogen,” raabte Ørneungen. „Skaf mig straks noget Mad!“

„Naa naa, det haster vel ikke,” sagde Akka. „Fortæl mig først, hvor din Fader og Moder er henne.”

„Ja, vidste jeg bare det! De fløj deres Vej i Gaar Morges uden at give mig andet end en Lemming at leve af, medens de var borte. Du kan da begribe, at den er ædt for længe siden. Det er uforskammet af Moder at lade mig ligge saadan og sulte.“

Akka begyndte nu at tro, at de gamle Ørne virkelig var bleven skudt, og hun tænkte ved sig selv, at lod hun nu Ørneungen sulte ihjel, saa vilde hun maaske for Fremtiden blive helt fri for dette Røverpak. Men hun kunde alligevel ikke faa sig selv til at lade en forladt Unge ligge saadan og omkomme, naar det stod i hendes Magt at hjælpe den.

„Hvad sidder du der og glor efter?” sagde Ørneungen. „Hører du ikke, at jeg vil have Mad?”

Akka bredte Vingerne ud og skød ned til den lille Sø nede paa Dalens Bund. Lidt efter kom hun igen op til Ørnereden med en Ørred i Næbet.

Ørneungen blev helt ude af sig selv af Raseri, da hun lagde Fisken hen til den. „Tror du, jeg æder saadan noget?” skreg den, skød Fisken til Side og huggede efter Akka med sit skarpe Næb. „Skaf mig en Rype eller en Lemming, hører du!“

Men nu strakte Akka Hovedet frem og gav Ørneungen et ordentligt Nap i Nakkeskindet. „Jeg vil lade dig vide,” sagde den gamle, „at skal jeg skaffe dig Mad, maa du være tilfreds med, hvad jeg kan give dig. Din Fader og Moder er døde, saa af dem faar du ikke nogen Hjælp, men har du Lyst at ligge her og sulte ihjel, imens du venter paa Ryper og Lemminger, saa for mig gerne!“

Da Akka havde sagt det, fløj hun straks sin Vej og lod sig ikke se i Ørnereden før en god Stund senere. Da havde Ørneungen ædt Fisken, og da Akka lagde en ny Fisk hen til den, slugte den den straks, skønt det var let at se, at den fandt, det smagte afskyeligt.

Det blev et drøjt Stykke Arbejde for Akka. De gamle Ørne viste sig aldrig mere, og hun maatte nu alene skaffe Ørneungen al den Mad, den skulde have. Hun gav den Fisk og Frøer, og det lod ikke til, at den Kost bekom ham ilde, for han blev stor og kraftig. Han glemte snart sine Forældre, Ørnene, og troede, at Akka var hans rigtige Moder. Akka paa sin Side elskede ham, som om han var hendet eget Barn. Hun gav ham en god Opdragelse og gjorde sig Umage for at vænne ham af med hans vilde Sind og hans Indbildskhed.

Da der var gaaet et Par Uger, mærkede Akka, at den Tid nærmede sig, da hun skulde fælde Fjer og vilde blive ude af Stand til at flyve. I en hel Maaned vilde hun ikke kunne bære Mad op til Ørneungen, og saa vilde han jo sulte ihjel.

„Hør nu, Gorgo,” sagde Akka en Dag til Ørneungen, „nu kan jeg ikke mere komme op til dig med Fisk. Det kommer nu an paa, om du tør vove dig ned til Dalen, saa jeg kan blive ved at skaffe dig Mad. Nu kan du vælge, om du vil sulte ihjel heroppe eller kaste dig ned i Dalen, men det kan jo ogsaa koste dig Livet.”

Uden at betænke sig et Øjeblik steg Ørneungen op paa Redens Kant; den gjorde sig næppe nok den Ulejlighed at maale Afstanden med Blikket, men bredte sine smaa Vinger ud og fo'r ned. Den rullede rundt i Luften et Par Gange, men gjorde alligevel saa god Brug af sine Vinger, at den kom temmelig uskadt ned til Jorden.

Hernede kom nu Gorgo til at tilbringe sin Sommer sammen med de smaa Gæslinger og blev snart en god Kammerat for dem. Da han ansaa sig selv for en Gæsling, gjorde han sig al Umage for at leve paa samme Maade som de, og naar de svømmede ud i Søen, gik han efter, lige til han var nær ved at drukne. Det var ham en skrækkelig Flovhed, at han ikke kunde lære at svømme, og han gik til Akka og beklagede sig. „Hvorfor kan jeg ikke lige saa vel lære at svømme som de andre?” spurgte han. — „Du har faaet for krogede Tæer og for store Kløer, mens du laa deroppe paa Klippeafsatsen,” sagde Akka, „men det skal du ikke bryde dig om, du bliver nok en flink Fugl alligevel!“

Ørneungens Vinger blev snart saa store, at de kunde bære ham, men det varede lige til Efteraaret, da de andre Gæslinger skulde lære at flyve, inden det faldt ham ind, at han kunde bruge dem til at flyve med. Men saa kom der en stolt Tid for ham, thi i denne Idræt blev han snart den ypperste. Hans Kammerater dvælede aldrig længere oppe i Luften, end de var nødt til, men han opholdt sig der næsten hele Dagen og øvede sin Flyveevne. Endnu var det ikke gaaet op for ham, at han var af en anden Art end Gæssene, men han kunde ikke undgaa at lægge Mærke til mange Ting, der forbavsede ham, og han kom med idelige Spørgsmaal til Akka. „Hvorfor løber Ryper og Lemminger deres Vej, saa snart min Skygge viser sig over Fjeldet?“ spurgte han. „De har jo aldrig saadan en Skræk for de andre unge Gæs.” — „Dine Vinger er bleven for store, mens du laa deroppe paa Klippeafsatsen,” sagde Akka. „Det er det, der forskrækker Smaadyrene. Men det skal du ikke være ked af, du bliver nok en flink Fugl alligevel!”

Efter at Ørnen havde lært at flyve, lærte han ogsaa sig selv at fiske og fange Frøer, men snart begyndte han ogsaa at gruble over dette. „Hvoraf kommer det, at jeg lever af Fisk og Frøer?“ spurgte han. „Det gør jo ingen af mine Søskende.” — „Det kommer af, at jeg ikke havde anden Mad at give dig, da du laa deroppe paa Klippehylden,“ sagde Akka. „Men det skal du ikke være ked af! Du bliver nok en flink Fugl alligevel!”

Da Vildgæssene begyndte deres Efteraarstræk, fløj Gorgo med i deres Flok. Han betragtede sig bestandig som hørende til dem. Men Luften var fuld af Fugle paa Vej til Syden, og der blev stor Bevægelse iblandt dem, da Akka viste sig med en Ørn i sit Følge. Vildgæssenes Fylking omkredsedes idelig af Sværme af nysgerrige, der lydeligt gav deres Forbavselse tilkende. Akka bad dem tie, men det var ikke muligt at binde saa mange onde Tunger. „Hvorfor kalder de mig en Ørn?“ spurgte Gorgo uophørlig og blev mere og mere fornærmet. „Kan de da ikke se, at jeg er en Vildgaas? Jeg er ingen Fugleæder, der fortærer mine Lige. Hvor kan det falde dem ind at give mig saadant et grimt Navn?”

En Dag fløj de henover en Bondegaard, hvor der gik en hel Del Høns og skrabede paa Møddingen. „En Ørn! en Ørn!” raabte alle Hønsene og løb afsted for at søge Beskyttelse. Men Gorgo, der altid havde hørt Ørnene omtale som vilde Ugerningsmænd, kunde ikke styre sin Vrede. Han foldede sine Vinger sammen, skød med Lynets Fart ned og slog Kløerne i en af Hønsene. „Jeg skal lære dig, at jeg ikke er en Ørn!” raabte han hidsig og huggede løs paa den med Næbbet.

I det samme hørte han Akka raabe paa ham oppe fra Luften; han adlød øjeblikkelig og fløj til Vejrs. Den gamle Vildgaas fløj imod ham og gav sig straks til at revse ham. „Hvad er det, du gør?“ raabte hun og huggede til ham med Næbbet. „Er det din Mening at rive den stakkels Høne ihjel? Du skulde skamme dig!” Men da Ørnen uden at gøre Modstand tog imod Revselse af Vildgaasen, hævede der sig en Storm af Haan og Spottegloser fra de store Fugleskarer, der omgav dem. Ørnen hørte det og vendte sig imod Akka med et vredt Blik, som om han vilde anfalde hende. Men han ændrede hurtigt sin Hensigt, kastede sig med stærke Vingeslag op i Luften, steg saa højt, at intet Raab kunde naa ham, og sejlede om deroppe, saa længe Vildgæssene kunde øjne ham.

Tre Dage derefter viste han sig igen i Vildgæssenes Flok.

„Nu ved jeg, hvem jeg er,” sagde han til Akka. „Og er jeg en Ørn, saa maa jeg leve, som det sømmer sig en Ørn, men jeg mener, at derfor kan vi alligevel være Venner. Dig eller nogen af dine vil jeg aldrig angribe.”

Men Akka havde sat sin Stolthed i, at det skulde lykkes hende at opdrage en Ørn til at blive en from og fredelig Fugl, og hun kunde ikke finde sig i, at han vilde leve paa sin egen Maner. „Tror du, jeg vil være Ven med en Fugleæder?” sagde hun. „Lev, som jeg har lært dig at leve, saa skal du faa Lov at følge med i min Fylking som før!“

De var begge stolte og ubøjelige, og ingen af dem vilde give efter. Det endte da med, at Akka forbød Ørnen at vise sig i hendes Nærhed, og saa vred var hun paa ham, at ingen vovede at nævne hans Navn i hendes Nærværelse.

Fra den Stund drog Gorgo Landet rundt, ensom og skyet af alle, som store Røvere er. Han var ofte mørk i Hu, og han længtes sikkert mangen Gang tilbage til den Tid, da han troede, han var en Vildgaas, og legede med de muntre Gæslinger. Blandt Dyrene havde han stort Ry paa sig for Mod og Dristighed. De plejede at sige, at der var ingen, han frygtede, uden sin Plejemoder, Akka. De vidste ogsaa at fortælle om ham, at han aldrig havde forgrebet sig paa en Vildgaas.

I FANGENSKAB.

Gorgo var ikke mer end tre Aar gammel og havde endnu ikke tænkt paa at tage sig en Kone og sætte Bo, da han en Dag blev fanget af en Jæger og solgt til Skansen. Der var allerede et Par Ørne i Forvejen. De holdtes fangne i et Bur, der var bygget af Jernstænger og Staaltraad. Det stod i fri Luft og var saa stort, at man havde plantet et Par Træer derinde og bygget en temmelig stor Stenhøj, for at Ørnene skulde føle sig som hjemme. Men trods alt dette trivedes Fuglene ikke. De sad næsten hele Dagen ubevægelige paa een og samme Plet. Deres smukke, mørke Fjerdragt blev forpjusket og glansløs, og deres Øjne stirrede ud i Luften som i haabløs Længsel.

Den første Uge efter at Gorgo var kommen i Fangenskab, var han endnu kraftig og livlig, men efterhaanden faldt der en tung Sløvhed over ham. Han blev siddende stille paa een og samme Plet som de andre Ørne, stirrede lige ud i Luften uden at se noget og vidste ikke af, at Dagene gik.

En Morgen, da Gorgo sad i sin sædvanlige Dvale, hørte han, at nogen kaldte paa ham udenfor Buret. Han var saa sløv, at han næppe kunde overkomme at vende Øjnene derhen, hvor Lyden kom fra. „Hvem er det, der kalder paa mig?” spurgte han. — „Men Gorgo, kender du mig ikke? Det er jo Tommeltot, der fløj omkring med Vildgæssene.” — „Er Akka ogsaa bleven fanget?” spurgte Gorgo i en Tone, som om han anstrengte sig for at klare Tankerne efter en lang Søvn. — „Nej, Akka og den hvide Gase og hele Flokken flyver nok nu velbeholden om oppe i Lapland,” svarede Drengen. „Det er bare mig, der er fangen her.”

Mens Drengen talede, saa han, at Gorgo vendte Blikket og begyndte at stirre ud i Luften ligesom før. „Kongeørn!” raabte Drengen. „Jeg har ikke glemt, at det var dig, der engang bar mig tilbage til Vildgæssene, og at du sparede den hvide Gases Liv. Sig mig, om jeg ikke kan hjælpe dig paa en eller anden Maade!” Gorgo løftede næppe Hovedet. „Forstyr mig ikke, Tommeltot!” sagde han. „Jeg sidder og drømmer, at jeg svæver frit omkring højt oppe i Luften. Jeg bryder mig ikke om at vaagne.” — „Du skulde røre lidt paa dig og se paa, hvad der sker omkring dig,” formanede Drengen, „ellers er jeg bange for, du snart bliver ligesaa elendig at se til som de andre Ørne.” — „Jeg vilde ønske, jeg var som de. De gaar saadan op i deres Drømme, at intet mere nu kan forstyrre dem,” sagde Gorgo.

Da Natten kom, og alle Ørnene sov, hørtes der en Skraben oppe i Staaltraadsnettet, der dækkede over Buret. De to gamle og sløve Fanger lod sig ikke forstyrre af Lyden, men Gorgo vaagnede. „Hvem der? Hvem er det, der er oppe paa Taget?“ spurgte han.

„Det er Tommeltot, Gorgo!“ svarede Drengen. „Jeg sidder her og filer Staaltraaden over, for at du skal kunne flyve din Vej.”

Ørnen løftede Hovedet og kunde i den lyse Nat se, at Drengen sad og filede paa Nettet, der var spændt over Buret. Et Øjeblik kom der et Glimt af Haab i hans Aasyn, men saa Fik Modløsheden atter Overhaand. „Jeg er en stor Fugl, Tommeltot,” sagde han, „hvor tror du, du kan file saa mange Traade over, at jeg kan komme ud? Det er bedst, du holder op med det og lader mig være i Fred.” — „Sov du bare videre, og bryd dig ikke om mig!” svarede Drengen. „Jeg bliver hverken færdig i Nat eller i Morgen Nat, men jeg vil alligevel prøve paa at befri dig, for her gaar du jo rent til Grunde.”

Gorgo faldt igen i Søvn, men da han vaagnede næste Morgen, saa han straks, at en Mængde Traade var filet over. Den Dag følte han sig ikke saa døsig som de foregaaende. Han slog med Vingerne og hoppede op paa Trægrenene for at faa Stivheden ud af Lemmerne.

En tidlig Morgen, lige idet det første Morgengry tændtes paa Himlen, vækkede Tommeltot Ørnen. „Prøv nu, Gorgo!” sagde han.

Ørnen saa op. Tommeltot havde virkelig faaet saa mange Traade filet over, at der var et stort Hul i Staaltraadsnettet. Gorgo slog med Vingerne og svang sig til Vejrs. Et Par Gange mislykkedes det, og han faldt tilbage i Buret, men tilsidst slap han lykkelig ud i det fri.

I stolt Flugt steg han op over Skyerne. Den lille Tommeltot sad og saa efter ham med vemodig Mine og ønskede, at der ogsaa vilde komme nogen og give ham hans Frihed.

Niels Holgersen var nu helt hjemme paa Skansen. Han var bleven bekendt med alle de Dyr, der var der, og havde faaet mange Venner iblandt dem. Og det maatte han jo indrømme, at der var saa meget at se og lære, at han ikke havde ondt ved at faa Tiden til at gaa. Men alligevel gik hans Tanker hver Dag med Længsel til Morten Gase og de andre Rejsekammerater. „Var jeg bare ikke bunden ved mit Løfte,” tænkte han, „saa skulde jeg nok finde en Fugl, der vilde bære mig op til dem.”

Det ser maaske underligt ud, at Klement Larsson ikke havde givet Drengen hans Frihed, men man maa huske paa, hvor fortumlet den lille Spillemand var, da han forlod Skansen. Den Morgen, han skulde rejse, havde han alligevel tænkt paa at sætte Drengens Mad frem til ham i en blaa Skaal, men til alt Uheld kunde han ikke faa fat i en. Saa kom alle Folkene paa Skansen, Lapperne, Dalkullorne, Tømrerne og Gartnerne for at sige ham Farvel, og saa naaede han ikke at skaffe den blaa Skaal tilveje. Afrejsens Time nærmede sig, og tilsidst vidste han ikke anden Udvej end at bede en af Lapperne om at hjælpe ham. „Jeg vil sige dig, at der er en af de Smaa, der bor her paa Skansen,“ sagde Klement, „og jeg plejer at sætte Mad frem til ham hver Morgen. Her har du et Par Skilling; vil du gøre mig den Tjeneste at købe en blaa Skaal for dem og sætte den hen under Trappen til Bollnæshuset i Morgen med lidt Grød og Mælk.” Lappen saa forbavset ud, men der var ikke Tid for Klement til at forklare Sagen nærmere, for han maatte afsted til Stationen.

Lappen gik ganske rigtig ned til Byen for at købe Skaalen, men da han ikke fandt nogen blaa Skaal, som han syntes passede til det Brug, købte han en hvid. Og i den hvide Skaal satte han samvittighedsfuldt hver Morgen Mælk og Grød.

Saaledes gik det til, at Niels Holgersen ikke blev løst fra sit Løfte. Han vidste, at Klement var borte, men han selv havde ikke faaet Lov at rejse.

Den Nat længtes han endnu mer end ellers efter Friheden, og det hang sammen med, at det nu var blevet Sommer for Alvor. Paa Rejsen havde han tidt og mange Gange haft det strengt med Regn og Rusk, og i den første Tid, han var paa Skansen, havde han tænkt, at det maaske ikke var saa galt, at Rejsen var bleven afbrudt, for han vilde vist være frosset ihjel, dersom han var kommen op til Lapland i Maj Maaned. Men nu var der kommet Varme i Luften, Jorden var dækket med Grønt, Birke og Popler stod klædt i silkebløde Blade, Kirsebærtræerne, ja alle mulige Frugttræer stod fulde af Blomster, Stikkelsbærbuskene havde allerede smaa, grønne Bær, Egetræerne viklede med stor Forsigtighed deres Blade ud, Ærter, Kaal og Bønner stod nok saa frodigt i Urtebedene paa Skansen. „Nu er der vist varmt og godt ogsaa oppe i Lapland,“ tænkte Drengen. „Jeg vilde nok ønske, at jeg sad paa Morten Gases Ryg saadan en smuk Morgenstund som denne. Det vilde være dejligt at ride omkring i den varme, stille Luft og se ned paa jorden, saa fin og pyntet som den nu ligger med grønt Græs og brogede Blomster.”

Det sad han og tænkte paa, da Ørnen pludselig skød ned fra Luften og satte sig ved Siden af ham paa Taget af Buret. „Jeg vilde prøve mine Vinger for at se, om de endnu duede til noget,“ sagde Gorgo. „Du troede vel ikke, jeg havde i Sinde at lade dig blive her i Fangenskabet? Sæt dig nu op paa min Ryg, saa skal jeg føre dig tilbage til dine Rejsekammerater.”

„Nej, det er umuligt,” sagde Drengen. „Jeg har givet mit Ord paa at blive her, til jeg bliver givet fri.”

„Hvad er det for nogen Dumheder?” sagde Gorgo. „Først har de ført dig herhen imod din Vilje, og saa har de tvunget dig til at blive her! Du kan da begribe, at saadant et Løfte behøver man ikke at holde.” — „Jo, det er jeg alligevel nødt til,” sagde Drengen. „Du skal have Tak, fordi du mener mig det godt, men hjælpe mig kan du ikke.“

„Kan jeg ikke?“ sagde Gorgo. „Det skal jeg snart vise dig.” Og i det samme greb han fat i Niels Holgersen med sin store Klo, svang sig med ham op over Skyerne og forsvandt i nordlig Retning.