Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/38
XXXVIII.
OVER GÄSTRIKLAND.
DET KOSTBARE BÆLTE.
Onsdag 15. Juni.
Ørnen blev ved at flyve, til han var naaet et godt Stykke norden for Stockholm. Der lod han sig dale ned paa en Bakke og løsnede sit Tag i Drengen.
Men ikke saasnart følte denne sig fri, før han gav sig til at løbe, alt hvad han kunde, tilbage til Stockholm.
Ørnen gjorde da et langt Spring, indhentede Niels og lagde sin Fod over ham. „Er det din Mening at vende tilbage til Fængslet?“ spurgte han. — „Hvad kommer det dig ved? Jeg har vel Lov at gaa, hvorhen jeg vil for dig,“ sagde Drengen og prøvede at slippe væk. Da tog Ørnen fast og sikkert om ham med sine stærke Kløer, lettede og fløj igen nordpaa.
Nu fløj Ørnen med Drengen over hele Uppland og standsede ikke, før han kom til det store Vandfald ved Älvkarleby. Han slog ned paa en Sten, der laa midt i Elven lige nedenfor det brusende Vandfald, og slap igen sin Fange løs.
Niels saa straks, at det var ganske umuligt at slippe bort fra Ørnen her. Oven over dem kom Faldets hvide Skumvæg styrtende, og rundt om dem brusede Elven. Han var meget forbitret over saadan at gøres til Ordbryder. Han vendte Ryggen til Ørnen og vilde ikke tale et Ord til ham.
Men nu, da Ørnen havde sat Drengen paa et Sted, hvor han ikke kunde undslippe, fortalte han ham, at han var opdragen af Akka fra Kebnekajse, men at der nu var Fjendskab mellem ham og hans Plejemoder. „Og nu forstaar du maaske, Tommeltot, hvorfor jeg vil bringe dig tilbage til Vildgæssene,” sagde han tilsidst. „Jeg har hørt sige, at du staar højt i Gunst hos Akka, og jeg havde i Sinde at bede dig mægle Fred imellem os.“
Saasnart Drengen forstod, at det ikke blot var af Egensindighed, Ørnen havde bortført ham, blev han venlig imod ham. „Jeg vilde meget gerne hjælpe dig med det, du beder mig om,” sagde han, „men jeg er jo bunden af mit Løfte.” Og nu fortalte han til Gengæld Ørnen, hvordan han var bleven taget til Fange, og at Klement Larsson havde forladt Skansen uden at give ham fri.
 Älvkarlebyfaldet |
Men Ørnen vilde dog ikke opgive sine Planer. „Hør nu, hvad jeg vil sige dig, Tommeltot!” sagde han. „Mine Vinger kan bære dig, hvorhen du vil, og mine Øjne kan opdage, hvadsomhelst du søger. Fortæl mig, hvordan den Mand saa ud, som tog det Løfte af dig, og jeg skal lede ham op og bringe dig til ham! Derefter bliver det din Sag at formaa ham til at give dig fri.”
Det syntes Niels Holgersen var et godt Forslag. „Jeg kan nok mærke, at du har haft saa klog en Fugl som Akka til Plejemoder, Gorgo,” sagde han. Saa beskrev han Klement Larsson meget nøje, og han tilføjede, at han havde hørt sige paa Skansen, at den lille Spillemand var fra Helsingland.
„Godt, saa leder vi hele Helsingland igennem ligefra Lingbo til Mellansjö, ligefra Storberget til Hornslandet,” sagde Ørnen. „I Morgen inden Aften skal du faa den Mand i Tale. — „Nu lover du vist mer, end du kan holde,” sagde Drengen. — „Jeg var en daarlig Ørn, hvis jeg ikke duede til saa meget,” svarede Gorgo.
Da Gorgo og Tommeltot rejste fra Ålvkarleby, var de gode Venner, og Niels satte sig nu til at ride paa Ørnens Ryg. Derved fik han igen Lejlighed til at se noget af de Egne, han fløj henover. Saa længe Ørnen havde ham i sin Klo, havde han ikke kunnet se noget. Det var egentlig heldigt for ham, at han ikke rigtig havde vidst, hvor han var, for havde nogen fortalt ham, at han den Morgen var fløjet hen over saadanne Steder som Uppsala-Højene, det stor Østerby-Værk, Dannemora Grube og Örbyhus gamle Slot, havde han ganske vist sørget over, at han ikke havde faaet noget af alt det at se.
Ørnen bar ham nu i rask Fart hen over Gästrikland. I den sydlige Del var der ikke meget, der kunde fængsle hans Blik. Der strakte sig en Slette, næsten overalt dækket af Granskov. Men længer imod Nord bredte der sig tværs over Landet fra Dalarnas Grænse til den botniske Bugt en smuk Egn med skovbevoksede Høje, blanke Søer og brusende Floder. Her laa folkerige Sogne rundt om deres hvide Kirker, Landeveje og Jernveje krydsede hinanden, Husene laa hyggelig omgivet af grønne Træer, og blomstrende Haver sendte deres liflige Duft helt op i Luften.
Langs med Floderne var der flere store Jernværker, Mage til dem, Niels havde set i Bergslagerne. De laa omtrent med lige store Mellemrum i en Række helt ud til Havet, hvor en stor By bredte sig med sine hvide Husmasser. Norden for denne folkerige Egn tog de mørke Skove fat igen; dér var Landet ikke fladt, men hævede sig til Aase og sænkede sig til Dale som et oprørt Hav.
„Dette Land har Granskørt og Graastenstrøje paa,” tænkte Drengen ved sig selv. „Men om Livet har det et Bælte, der ikke har sin Lige i Kostbarhed, for det er broderet med blaanende Søer og blomstrende Enge, de store Jernværker smykker det som en Række ædle Stene, og til Spænde har det en hel By med Slotte og Kirker og store Husklynger.”
Da de rejsende var kommen et Stykke ind i Skovegnen mod Nord, slog Gorgo ned paa den øverste Top af et nøgent Fjeld, og saasnart Drengen var hoppet ned af hans Ryg, sagde Ørnen: „Der er Vildt her i Skoven, og jeg tror ikke, jeg kan glemme Fangenskabet og føle mig rigtig fri, før jeg har været paa Jagt. Du bliver vel ikke bange, naar jeg flyver fra dig?” — „Nej, det tror jeg ikke,” sagde Drengen. — „Du kan løbe om, som du vil, men du maa være tilbage her, naar det lakker ad solnedgang,” sagde Ørnen og fløj sin Vej.
 Sandvikens Jernværk |
Niels Holgersen følte sig temmelig ensom og forladt, mens han sad paa en Sten og saa ud over det nøgne Fjeld og de store Skove, der omgav det. Men han havde ikke siddet der ret længe, før han hørte Sang nede fra Skoven og saa noget lyst bevæge sig inde mellem Træerne. Han blev snart klar over, at det var en blaa og gul Fane, og af Sangen og den muntre Summen, som naaede ham, sluttede han, at Fanen blev baaret i Spidsen for et helt Tog af Mennesker, men det varede længe, inden han kunde se, hvad det var for nogen. Fanen blev baaret ad bugtede Stier, og han sad og blev meget nysgerrig efter at se, hvor den og de, der fulgte den, vilde tage Vejen hen. Han kunde da aldrig tænke sig, at de vilde komme op til den grimme, øde Bjergslette, hvor han sad. Men det gjorde de alligevel. Nu kom Fanen frem i Skovbrynet, og bagefter kom hele det Mylr af Mennesker, som den havde vist Vejen. Der blev Liv og Bevægelse paa hele Bjerget, og den Dag havde Drengen saa meget at se paa, at han ikke kedede sig et Øjeblik.
SKOVENS DAG.
Paa den brede Fjeldryg, hvor Gorgo havde efterladt Tommeltot, havde for en halv Snes Aar siden Skovbranden hærget. De forkullede Træer var fældet og kørt bort, og i Udkanterne, hvor den store Brandflade stødte op til den friske Skov, begyndte det igen at grønnes. Men Størstedelen af Fjeldet laa uhyggelig øde og bart hen. Sorte Træstubbe var bleven staaende mellem Stenene som Vidne om, at her havde været en stor, prægtig Skov, men der skød ingen unge Skud op af den Brandtomt.
Folk undrede sig over, at det gik saa smaat for Bjerget at blive klædt med Skov igen, men de tænkte ikke paa, at da Skovbranden rasede, havde Jorden netop savnet Fugtighed efter en lang Tørke. Derfor var det ikke nok med, at Træerne var brændt, og at alt, hvad der groede i Bunden: Lyng og Gederams og Mos og Tyttebærgrønt, ogsaa var forsvundet, men selve Muldjorden, der dækkede Stengrunden, var efter Branden bleven tør og løs som Aske. Hvert Vindpust, der kom, hvirvlede den op i Luften, og da Bjerget laa meget udsat for Blæsten, var den ene Stenflade efter den anden fejet ren. Regnvandet hjalp naturligvis til med at føre Muldjorden bort, og efter at nu Vind og Vand i ti Aar havde gjort deres Bedste for at feje Bjerget rent, saa' det saa nøgent ud, at man nærmest maatte tænke sig, det vilde komme til at ligge øde hen til Verdens sidste Dag.
Men en Dag først paa Sommeren samledes alle Børnene i det Sogn, hvor det afsvedne Bjerg laa, udenfor en af Skolerne. Hvert Barn havde Hakke eller Spade paa Skulderen og en Pakke Mad i Haanden. Saasnart alle var samlet, drog de i et langt Tog op til Skoven. I Spidsen bar de Fanen, Lærere og Lærerinder gik ved Siden af, og tilsidst korn et Par Skovløbere og en Hest, der trak et Læs Fyrreplanter og Granfrø.
Dette Tog standsede ikke i nogen af de Birkelunde, der laa nærmest Landsbyen, nej, det gik højt op i Skoven. Det fulgte gamle Sæterstier, og Rævene stak forundret Hovedet ud af Hulen og syntes, det var nogle underlige Sæterfolk. Toget drog forbi gamle Kulsvierpladser, hvor der før hvert Efteraar var bygget Miler, og Korsnæbbene vendte deres krumme Næb om imod dem og kunde ikke begribe, hvad det var for nogle Kulsviere, der nu trængte ind i Skoven.
Saa naaede Toget da tilsidst op til den store, afsvedne Bjergslette. Der var Stenene ganske nøgne uden de fine Linnæaranker, der en Gang havde dækket dem, Bjergfladerne var berøvet deres smukke, sølvhvide Mos og den Fine, nydelige Rensdyrlav. Ved de sorte Vandpytter, der havde samlet sig i Kløfter og Fordybninger, voksede der hverken Skovsyre eller Kallablade. I de smaa Pletter Jord, der endnu var tilbage mellem Stenene og i Revnerne, var der ingen Bregner, ingen Skovstierner, ingen hvid Pyrola, ikke noget af alt det grønne og røde og bløde og lette og fine, der ellers dækker Skovbunden.
Det var, som om der gik en Lysning henover den graa Bjergslette, da alle Landsbyens Børn spredte sig over den. Det var da igen noget muntert og fint, frisk og rosenrødt. Det var ungt, og det groede. Maaske de kunde skaffe den forladte Stakkel lidt Liv igen.
Da Børnene havde hvilet sig og spist, fik de fat paa Hakker og Spader og begyndte at arbejde. Skovløberne viste dem, hvordan de skulde bære sig ad, og de stak den ene lille Plante efter den anden ned i alle de smaa Pletter Jord, de kunde opdage.
Mens Børnene plantede, gik de og talte helt gammelklogt med hverandre om, hvordan de smaa Planter, som de stak ned i Jorden, skulde holde paa Mulden, saa den ikke kunde blæse væk. Og ikke nok med det, men der skulde dannes ny Muld under Træerne. Og i den faldt der Frø, og om nogle Aar kunde de plukke baade Hindbær og Blaabær her, hvor der nu ikke var andet end nøgne Stene. Og de smaa Planter, de satte, vilde jo lidt efter lidt blive til store Træer. Man kunde maaske bygge store Huse eller stolte Skibe af dem.
Men havde Børnene ikke gaaet heroppe og plantet, mens der endnu var lidt Jord i Revnerne, saa var al Muldjorden bleven ført bort af Vind og Vand, og der var aldrig mere kommet til at vokse Skov paa Bjerget.
„Ja, det var rigtignok godt, vi kom herop,” sagde Børnene. „Det var paa høje Tid.” Og de var umaadelig vigtige.
Mens Børnene var i Arbejde oppe paa Bjerget, gik Fader og Moder hjemme, og da der var gaaet en lille Tid, længtes de efter at vide, hvordan det gik Børnene. Det var jo ikke andet end Narrestreger, naturligvis, at saadan nogle skulde plante Skov, men det kunde da ialtfald være morsomt at se, hvordan det gik dem. Og lige med eet var baade Fader og Moder paa Vej til Skoven. Da de kom ind paa Sæterstien, mødte de flere af Naboerne. „Skal I op til Brandpladsen?” — „Ja, vi skal saamænd.” — „Op at se paa Børnene?” — „Ja, op og se, hvad det er, de laver.” — „Det bliver vel ikke til andet end Leg?” — „Det er ikke rimeligt, at de kan plante mange Træer.” — „Vi har taget Kaffekedlen med, saa de kan faa lidt varmt, nu de skal leve paa tør Kost hele Dagen.”
Saa kom Fader og Moder op paa Bjerget, og først tænkte de ikke paa andet, end hvor kønt det saa ud med alle de smaa, røde Kinder paa det graa Bjerg. Men saa begyndte de at lægge Mærke til, hvordan Børnene arbejdede, hvordan nogle satte Planter ned, mens andre trak Furer og saaede Frø, og nogle ruskede Lyng op, for at den ikke skulde kvæle de smaa Træer. Og de saa, at Børnene tog Arbejdet alvorligt og var saa ivrige, at de knap havde Tid at se op.
Fader stod lidt og saa til, saa begyndte han ogsaa at ruske Lyng op. Bare for Spøg, naturligvis! Børnene var Læremestre, for nu kunde de Kunsten, og de maatte vise Fader og Moder, hvordan de skulde bære sig ad.
Det endte med, at alle de voksne, der var kommen for at se paa Børnene, tog Del i Arbejdet. Nu blev det naturligvis endnu morsommere end før. Og snart efter fik Børnene endda mere Hjælp.
De trængte til flere Redskaber deroppe, og et Par Drenge med lange Ben blev sendt ned til Byen efter Hakker og Spader. Da de løb forbi Husene, kom de, der sad hjemme, ud og spurgte: „Hvad er der paa Færde? Er der sket en Ulykke?” — „Nej, nej, men hele Byen er oppe paa Brandpladsen og planter Skov.” — „Er hele Byen deroppe, saa vil vi da ikke sidde hjemme.”
Saa strømmede de allesammen op til det afsvedne Bjerg. Først stod de lidt stille og saa til, men saa kunde de ikke lade være at give sig til at arbejde med. For det kan være fornøjeligt at gaa og tilsaa sin Mark om Foraaret og tænke paa Sæden, der kommer op af Jorden, men dette var endnu mere tillokkende.
Det var ikke blot svage Straa, der skulde komme op af denne Udsæd, men det var stærke Træer med høje Stammer og mægtige Grene. Det var at frembringe ikke alene en Sommers Grøde, men Frodighed for mange Aar. Det var at vække Insektsummen og Drosselsang og Tjurleg og al Slags Liv paa den øde Brandtomt. Og saa var det ligesom et Mindesmærke, man rejste for de kommende Slægter. Man kunde have givet dem et bart, nøgent Bjerg i Arv, og nu fik de en stolt Skov i Stedet. Og naar det gik op for Efterkommerne, vilde de forstaa, at deres Forfædre havde været gode og kloge Folk, og de vilde tænke paa dem med Ærbødighed og Taknemmelighed.