Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/42

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 422-435

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XLII.
VÅSTERBOTTEN OG LAPLAND.

DE FEM SPEJDERE.

Mens Niels Holgersen var paa Skansen, sad han engang under Trappen op til Bollnäshuset og hørte Klement og den gamle Lap tale om Norrland. De var enige om, at det var den bedste Del af Sverige, men Klement Larsson syntes bedst om Landskaberne syd for Ångermanelven, mens Lappen paastod, at de, der laa Nord for denne Elv, var de vigtigste.

Bedst som de sad og talte om det, slap det ud, at Klement aldrig havde været længere nord paa end i Hernösand, og saa kunde Lappen ikke lade være at le af, at han udtalte sig med saa stor Sikkerhed om Egne, han aldrig havde set. „Jeg bliver vist nødt til at fortælle dig en Historie, Klement, saa du kan faa Besked om, hvordan der ser ud i Västerbotten og Lapland. i det store Sameland, hvor du aldrig har været,” sagde han. — „Det skal aldrig kunne siges mig paa, at jeg siger Nej til en Historie, ligesaa lidt som det skal kunne siges om dig, at du siger Nej til en Taar Kaffe,“ svarede Klement, og den gamle Lap begyndte sin Historie.

„Det skete en Gang, Klement, at de Fugle, der boede nede i Sverige, Syd for det store Sameland, syntes, de havde det for knapt med Husrum og tænkte paa at drage nordpaa.

De samledes og raadslog. De unge og ivrige vilde straks paa Træk, men de gamle og kloge satte igennem, at de først skulde sende Spejdere ud for at undersøge det fremmede Land. „Lad hvert af de fem store Fuglefolk udsende en Spejder,” sagde de kloge, „saa at vi alle kan faa at vide, om vi oppe mod Nord kan finde Redepladser, Føde og Skjulesteder!“

De fem store Fuglefolk valgte straks fem gode og kloge Fugle. Skovfuglene valgte en Tjur, Slettefuglene en Lærke, Havfuglene en Fiskemaage, Indsøfuglene en Lom og Fjeldfuglene en Snespurv.

Da disse fem skulde tiltræde Rejsen, sagde Tjuren, der var den største og myndigste: „Det er store Landstrækninger, der ligger for os. Rejser vi sammen, varer det længe, inden vi kan naa at flyve over alt det Land, vi skal udforske. Flyver vi derimod hver for sig og undersøger hver sin Del af Landet, kan hele vort Hverv være udført i et Par Dage.”

De Fire andre Spejdere syntes, at dette var et godt Forslag, og rettede sig efter det. De enedes om, at Tjuren skulde undersøge den midterste Del af Landet, Lærken skulde flyve et Stykke østligere og Fiskemaagen endnu længere mod Øst, der hvor Landet sænker sig i Havet. Lommen paatog sig at flyve et Stykke vestligere end Tjuren, og Snespurven skulde flyve allerlængst imod Vest, langs med Landegrænsen.

I denne Orden fløj de fem Fugle mod Nord, saa langt Landet naaede. Derefter vendte de tilbage og fortalte de forsamlede Fugle, hvad de havde set.

Fiskemaagen, der havde fløjet langs Stranden, tog først rdet.

„Det er et godt Land deroppe nordpaa,” sagde han. „Det bestaar ikke af andet end en eneste lang Skærgaard. Der er fuldt af fiskerige Sunde og skovklædte Odder og Øer. De fleste af Øerne er ubeboede, og Havfuglene vil der finde fuldt op af Redepladser. Menneskene driver en Smule Fiskeri og Søfart i Sundene, men ikke saa meget, at det kan forstyrre os Fugle. Hvis Havfuglenes Folk vil følge mit Raad, bør det straks drage mod Nord.”

Efter Fiskemaagen talte Lærken, der havde undersøgt Landet indenfor Kysten.

„Jeg kan ikke begribe, hvad Fiskemaagen mener med sine Øer og Odder,” sagde han. „Jeg har ikke set andet end store Marker og dejlige, blomstrende Enge. Aldrig i mit Liv har jeg set et Land, der var gennemskaaret af saa mange store Floder. Det var en Fryd at se dem strømme gennem den flade Slette, roligt og jævnt, i al deres brede Vælde. Paa Flodbredderne ligger Gaardene saa tæt som i en Købstadgade, og ved Elvenes Mundinger er der Byer, men ellers er Landet meget sparsomt bebygget. Vil Slettefuglenes Folk lyde mit Raad, skal de straks drage nordpaa.”

Efter Lærken kom Tjuren, der havde fløjet over den midterste Del af Landet.

„Jeg begriber hverken, hvad Lærken mener med sine Enge eller Fiskemaagen med sin Skærgaard,” sagde han. „Jeg har paa hele Rejsen ikke set andet end Fyrreskove og Granskove. En Mængde store Moser og mange brusende, stride Elve er der ogsaa, men alt, hvad der ikke er Mose eller Elv, er mørk Granskov. Ingen Marker, ingen Menneskeboliger har jeg set. Vil Skovfuglenes Folk lyde mit Raad, drager det straks nordpaa.”

Efter Tjuren kom Lommen, der havde undersøgt Landstrækningen paa den anden Side Skovegnen.

„Jeg begriber ikke, hvad Tjuren mener med sin Skov, og jeg ved heller ikke, hvor Lærken og Fiskemaagen har haft deres Øjne,” sagde Lommen. „Der er næsten slet ingen Land deroppe. Ikke andet end store Søer. Mørkeblaa Fjeldsøer, omgivet af skønne Bredder, og hist og her bliver Søen til et brusende Vandfald. Jeg saa Kirker og store Landsbyer ved nogle af Søerne, men andre laa ensomme og fredede hen. Vil Indsøfuglenes Folk lyde mit Raad, drager det straks nordpaa.“

Tilsidst talte Snespurven, der havde fløjet op langs med Landegrænsen.

„Jeg begriber ikke, hvad Lommen mener med sine Søer, og det er mig ogsaa umuligt at begribe, hvad det er for et Land, Tjuren og Lærken og Fiskemaagen har set,” sagde han. „Jeg fandt et stort Bjergland deroppe mod Nord. Ingen Sletter stødte jeg paa og ingen store Skove, men Bjergtop efter Bjergtop, Fjeldvidde efter Fjeldvidde. Jeg saa Ismarker og Sne og Bjergbække med Vand saa hvidt som Mælk. Ingen Marker, ingen Enge mødte mit Øje, men store Flader dækket af Pil, Dværgbirk og Rensdyrlav. Ingen Husdyr, ingen Bønder, ingen Gaarde traf jeg paa her, men Lapper, Rensdyr og Lappetelte. Vil Fjeldfuglenes Folk lyde mit Raad, skal de straks drage nordpaa.“

Da de fem Spejdere havde talt saadan, gav de sig til at skælde hverandre ud for Løgnere og skulde lige til at flyve i Fjerene paa hverandre og slaas for at bevise Sandheden af deres Ord. Men de gamle, kloge Fugle, der havde sendt dem ud, havde med Glæde hørt, hvad de fortalte, og beroligede de kamplystne. „Kives ikke,” sagde de. „Saa meget har vi faaet ud af jeres Ord, at oppe mod Nord er der baade et stort Bjergland og et stort Indsøland og et stort Skovland og et stort Sletteland og en stor Skærgaard. Det er mere, end vi havde ventet. Det er mere, end mange store Kongeriger kan rose sig af at eje inden for sine Grænser.”

DET VANDRENDE LAND.

Lørdag 18. Juni.

Nu da Niels Holgersen selv fløj henover det Land, som den gamle Lap havde fortalt om, kom han til at tænke paa hans Historie. Ørnen havde sagt ham, at den flade Kyststrækning, der laa udbredt under dem, var Västerbotten, og at de blaanende Aase langt imod Vest laa i Lapland.

Blot at sidde i god Behold paa Gorgos Ryg igen efter al den Angst, han havde udstaaet under Skovbranden, var en Lyksalighed, men selve Rejsen var ogsaa vidunderlig dejlig. Det havde været Nordenvind om Morgenen, men nu havde Vinden vendt sig, saa de havde Medvind, og der var ikke en Trækvind at mærke. Flugten gik saa jævnt, at det undertiden var, som om de stod stille i Luften. Drengen syntes, at Ørnen slog og slog med Vingerne uden at komme af Pletten. Men til Gengæld var alting under dem i Bevægelse. Hele Jorden og alt, hvad der var paa den, gled langsomt imod Syd. Skovene, Husene, Engene, Gærderne, Elvene, Byerne, Skærgaardsøerne, Savværkerne, alt var paa Vandring. Han spekulerede paa, hvor det mon altsammen vilde hen. Var det træt af at bo saa langt oppe imod Nord, og vilde det flytte sydpaa?

Imellem alt det, der bevægede sig og drog mod Syd, saa han kun een Ting, der stod stille, og det var et Jernbanetog. Det stod lige under dem, og det gik med Toget som med Gorgo, det kunde ikke komme af Pletten. Lokomotivet spyede Røg og Gnister fra sig; det kunde høres helt op til Drengen, hvordan Hjulene raslede henad Skinnerne, men Toget rørte sig ikke. Skovene gled forbi det, Vogterhusene gled forbi det, Led og Telegrafstænger gled forbi det, men Toget stod stille. En bred Elv med en lang Bro kom imod det, men Elven og Broen gled uden mindste Vanskelighed ind under Toget. Tilsidst kom en Jernbanestation farende. Stationsforstanderen stod paa Perronen med sit røde Flag i Haanden og gled ganske langsomt hen til Toget. Da han viftede med det lille Flag, sendte Lokomotivet nogle Røghvirvler i Vejret, der var endnu sortere end før, og peb ynkeligt ligesom for at beklage sig over, at det ingen Vegne kom. Men i det samme begyndte det at gaa. Ligesom Jernbanestationen og alt det øvrige gled det afsted sydpaa. Drengen saa Vogndøren blive slaaet op og de rejsende stige ud, mens baade Toget og de rejsende bevægede sig mod Syd. Men da løftede Niels Holgersen sine Øjne fra Jorden og prøvede at se ligeud. Han syntes, han blev helt tummelumsk af at se paa det underlige Jernbanetog.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 426 - Skovlandskab ved Lule-Elv.png

Skovlandskab ved Lule-Elv

Men da Drengen havde siddet lidt og stirret paa en lille hvid Sky, blev han ogsaa træt af det og saa ned igen. Stadig var det, som om han og Ørnen ikke rørte sig, mens alt andet fo'r afsted sydpaa. Som han sad der paa Ørnens Ryg og ikke havde andet at underholde sig med end sine egne Tanker, syntes han, det var morsomt at tænke sig, hvordan det vilde være, naar hele Västerbotten var i Bevægelse og drog imod Syd. Tænk, naar den Mark, der netop nu gled hen under ham, og som vel akkurat var tilsaaet, for han kunde ikke se et eneste grønt Straa paa den, fo'r afsted ned til Söderslätt i Skaane, hvor Rugen ved denne Tid allerede havde sat Aks!

Granskovene saa anderledes ud heroppe. Træerne stod langt fra hinanden, Grenene var korte, Naalene var næsten sorte, mange Træer var visne i Toppen og saa syge ud. Jorden under dem var dækket af gamle Stammer, som ingen havde brudt sig om at føre bort. Tænk, om saadan en Skov kom saa langt, at den fik Kolmården at se! Da vilde den rigtignok føle sig ringe.

Og den Have, som han lige nu saa under sig! Der var smukke Træer i den, men hverken Frugttræer eller ædle Linde og Kastanier, kun Rønnetræer og Birke. Der var kønne Buske i den, men ikke Guldregn og Hyld, kun Hæggebær og Syrener. Urtebede var der ogsaa, men de var endnu ikke gravede og tilplantede. Tænk, om saadan en Køkkenhave kom farende helt ned til en Herregaardshave i Sörmland! Da vilde den vist mene om sig selv, at den ikke var andet end en Vildmark.

Eller Engen der, som var bedækket med saa mange smaa, graa Lader, at man skulde tro, det halve af Jorden var gaaet med til Byggeplads! Hvis den drev ned til Ostgötasletten, da vilde alle Bønderne dernede rigtignok gøre store Øjne.

Men dersom den store Mose, som nu laa under ham, helt bevokset med Fyrretræer, der ikke stod stive og ret op og ned som i almindelige Skove, men havde buskede Grene og fyldige Kroner og havde spredt sig i yndefulde Grupper paa det skønneste Tæppe af hvid Rensdyrlav, dersom den tog Vejen ned til Övedsklosters Park, saa vilde den prægtige Park blive nødt til at indrømme, at den havde fundet sin Lige.

Tænk, om Trækirken neden under ham med Væggene dækket med rød Træspaan, med det broget malede Klokketaarn og med en hel lille By af graa „Kirkeboder“ ved Siden kom dragende ned forbi en af Gotlandskirkerne med deres tykke Murstensmure! De maatte rigtignok have meget at fortælle hinanden.

Men hele Landskabets Stolthed og Ære, det var de vældige, mørke Elve med deres prægtige Dale fulde af Gaarde, deres Masser af Tømmer, deres Savværker, deres Byer og deres Vrimmel af Dampskibe ved Udløbet. Viste saadan en Elv sig nede i Landet, vilde alle Aaer og Elve Syd for Dalelven gaa i Jorden af Undseelse.

Og tænk, om saadan en umaadelig stor Slette, saa godt beliggende, saa let at dyrke, kom glidende hen for Øjnene af de fattige Smålandsbønder! Da vilde de nok komme farende fra deres magre Jordpletter og smaa stenede Marker og give sig til at rydde og dyrke den.

Een Ting var der, som Landskabet her havde mere af end alle de andre, og det var Lys. Tranerne stod og sov paa Moserne, Natten maatte være kommen, men Lyset var der endnu. Solen var ikke gaaet sydpaa som alt det øvrige. I Stedet for var den nu gaaet saa langt mod Nord, at den stod og skinnede ham lige ind, i Ansigtet. Og den lod ikke til at have i Sinde at synke ned til Himmelranden den Nat. Tænk, om det Lys og den Sol skinnede over Vester Vemmenhög! Det vilde være noget for Husmand Holger Nielsen og hans Kone at faa en Arbejdsdag, der var fireogtyve Timer lang!

DRØMMEN.

Søndag 19. Juni.

Niels Holgersen løftede Hovedet og saa sig om, ganske lysvaagen. Det var da mærkeligt! Her laa han og sov paa et Sted, hvor han aldrig før havde været. Nej, han havde aldrig set den Dal, hvor han laa, og heller aldrig de Bjerge, der omgav den. Han kendte ikke den runde Sø, der laa midt i Dalen, og aldrig i sit Liv havde han set saadan nogle usle, vantrevne Birke som dem, han nu laa under.

Og hvor var Ørnen? Han kunde ikke se ham nogen Steder. Gorgo maatte have forladt ham. Sikken et Eventyr!

Drengen lagde sig igen ned paa Jorden, lukkede Øjnene og prøvede at besinde sig paa, hvordan det altsammen var, da han faldt i Søvn.

Han huskede, at al den Tid han fløj henover Västerbotten, syntes han, at han og Ørnen stod stille i Luften paa samme Sted, og at Landet under ham drog imod Syd. Men saa drejede Ørnen mod Nordvest, de Fik Sidevind, han kunde igen mærke Lufttrækket, og i det samme stod Landet dernede stille, og han følte, at Ørnen bar ham afsted i susende Fart.

„Nu flyver vi ind i Lapland,“ sagde Gorgo, og Drengen bøjede sig forover for at se det Landskab, som han havde hørt saa meget om.

Men han følte sig rigtignok temmelig skuffet, da han ikke saa andet end store Skove og udstrakte Moser. Det var Skov og Mose og Mose og Skov i det uendelige. Den store Ensformighed gjorde ham tilsidst saa søvnig, at han var nær ved at styrte ned.

Saa sagde han til Ørnen, at han ikke kunde holde ud at sidde længer paa Ørneryggen, men var nødt til at have lidt Søvn. Gorgo lod sig straks dale ned til Jorden, og Drengen kastede sig ned paa Mosset, men saa slog Gorgo Kløerne om ham og svang sig op i Luften med ham. „Sov du kun, Tommeltot!” raabte han. „Solskinnet holder mig vaagen, og jeg vil fortsætte Rejsen.”

Og skønt Drengen hang saa ubekvemt imellem Ørnens Kløer, faldt han virkelig i Søvn, og mens han sov, drømte han.

Han syntes, han var paa en bred Vej nede i det sydlige Sverige og løb saa hurtig, som hans smaa Ben kunde bære ham. Han var ikke alene, men en Mængde andre drog den samme Vej. Tæt ved Siden af ham kom Rugstraaene marcherende med tunge Aks i Toppen og Kornblomster imellem sig, Æbletræerne kom pustende tunge af Frugt, og efter dem fulgte Bønner og Ærter fulde af Bælge, store Buske af Præstekraver og hele Krat af Frugtbuske. Store Løvtræer, baade Bøg og Eg og Lind, gik i Ro og Mag midt ad Vejen, susede stolt med deres Kroner og gik ikke af Vejen for nogen. Mellem Benene paa ham kom Smaaplanterne løbende: Jordbærplanter, Anemoner, Fandens Mælkebøtter, Kløver og Forglemmigejer. Først syntes han ikke, det var andet end Planter, der saadan drog henad Vejen, men snart opdagede han, at baade Dyr og Mennesker fulgte med. Insekterne surrede rundt om de fremadilende Planter, i Grøfterne svømmede Fisk, Fuglene sad og sang i de vandrende Træer, tamme og vilde Dyr løb omkap, og midt imellem det altsammen gik der Mennesker, nogle med Spader og Leer, andre med Økser, atter andre med Bøsser og nogle med Fiskestænger.

Toget kom dragende med Glæde og Munterhed, og det undrede ham ikke, da han saa, hvem der anførte det. Det var ingen ringere end Solen selv. Den kom rullende henad Vejen som et stort, skinnende Hoved med Haar af mangefarvede Straaler og et Ansigt, der lyste af Munterhed og Godhed. „Fremad!” raabte den uafbrudt. „Ingen behøver at være bange, naar jeg er med! Fremad! Fremad!”

„Jeg gad vidst, hvor Solen vil føre os hen,” sagde Drengen ved sig selv. Men Rugstraaet, der gik ved Siden af ham, havde hørt, hvad han sagde, og det svarede straks: „Den vil føre os op til Lapland for at kæmpe mod den store Forstener.”

Niels Holgersen saa' snart, at flere af Fodgængerne blev betænkelige, sagtnede Farten og tilsidst blev tilbage. Han saa, at det store Bøgetræ standsede, Raadyret og Hveden blev tilbage ved Grøftekanten, og ligesaa Brombærbuskene, de store, gule Engblommer, Kastanietræerne og Agerhønsene.

Han saa sig om for at finde Grunden til, at saa mange blev tilbage. Da opdagede han, at han ikke længer var i det sydlige Sverige, men Vandringen var gaaet saa hurtig, at de allerede var i Svealand.

Heroppe begyndte Egen at sakke agterud. Den stod lidt stille, gjorde nogle tøvende Skridt og standsede saa helt. „Hvorfor følger Egen ikke længer med?“ spurgte Drengen. „Den er bange for den store Forstener,” sagde en ung, lys Birk, der gik saa glad og kæk henad Vejen, at det var en Lyst at se.

Men skønt mange var bleven tilbage, var der endnu en stor Flok, der med frisk Mod fortsatte Vandringen. Og Solhovedet rullede hele Tiden foran Toget, lo og raabte: „Fremad! Fremad! Ingen behøver at være bange, saa længe jeg er med.”

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 430 - Kebnekajse.png

Kebnekajse

Toget gik videre i samme Fart. Snart var de oppe i Norrland, og nu hjalp det ikke, hvor meget saa Solen tiggede og opmuntrede. Æbletræet vilde ikke videre, Kirsebærtræet heller ikke og Havren heller ikke. Fiskestimerne i Grøfterne blev tyndere. Drengen vendte sig om til dem, der blev tilbage. „Hvorfor vil I ikke med? Hvorfor forlader I Solen?” sagde han. — „Vi tør ikke. Vi er bange for den store Forstener, der bor oppe i Lapmarken,” svarede de.

Snart havde Drengen en Fornemmelse af, at de var kommen højt op i Lapland, og her blev den vandrende Skare bestandig tyndere. Rugen, Byggen, Jordbærret, Blaabærret, Ærterne, Ribsbusken var fulgt med lige her til; Elsdyret og Koen havde gaaet Side om Side, men nu blev alle disse tilbage. Menneskene fulgte med et Stykke endnu, men saa blev de ogsaa staaende. Solen vilde næsten være bleven ganske alene tilbage, hvis der ikke var kommet ny Rejsefæller. Pilebuske og en. Mængde andet Smaakrat sluttede sig til Toget. Lapper og Rensdyr, Bjergugler og Fjeldræve og Sneryper kom ogsaa med.

Nu hørte Drengen noget, der kom dem i Møde. Det var en Mængde Floder og Bække, der kom styrtende med vældig Susen og Brusen. „Hvorfor har de saa travlt?” spurgte han. — „De flygter for den store Forstener, der bor oppe i Fjeldene,“ svarede en Rypehun.

Lige med eet saa Niels Holgersen, at der foran dem hævede sig en høj, mørk Mur med takket Murkrone. Da de saa Muren, syntes de alle at vige tilbage, men straks vendte Solen sit straalende Aasyn imod den og udgød sit Lys over den. Da viste det sig, at det ikke var en Mur, der stod i Vejen for dem, men kun de allerskønneste Bjerge, der hævede sig, det ene bag det andet. Toppene blev røde i Solskinnet, Skraaningerne stod lyseblaa med Guldstriber. „Fremad! Fremad! Ingen Fare, saa længe jeg er med!” raabte Solen og rullede op ad Bjergets bratte Sider.

Men paa Vejen op ad Bjerget blev Solen forladt af den tapre Ungbirk, den stærke Fyr og den haardnakkede Gran. Her forlod Rensdyret, Lappen og Pilebusken den ogsaa. Tilsidst, da den var naaet op paa Bjergets Top, var der ikke andre med end den lille Niels Holgersen.

Solen rullede ind i en Kløft, hvor Væggene var dækket med Is, og Niels Holgersen vilde følge med derind, men han kom ikke længer end til Aabningen af Kløften, for der saa' han noget forfærdeligt. Allerinderst inde i Kløften sad en gammel Trold; hans Legeme var af Is, hans Haar af Istapper og hans Kappe af Sne. Foran Trolden laa nogle sorte Ulve, der rejste sig og spærrede deres Gab op, saasnart Solen viste sig. Og ud af det ene Ulvegab kom den bitre Kulde, ud af det andet kom den bidende Nordenvind, og ud af det tredje kom det sorte Mørke. „Der har vi nok den store Forstener,” tænkte Drengen. Han var klar over, at han gjorde klogest i at flygte, men han var saa nysgerrig efter at se, hvordan Mødet mellem Trolden og Solen vilde løbe af, at han blev staaende.

Trolden rørte sig ikke, men stirrede kun paa Solen med sit fæle Isansigt, og Solen stod ogsaa stille, gjorde ikke andet end le og straale. Saaledes blev det ved en Tid, og Drengen syntes, han kunde høre, at Trolden gav sig til at sukke og klage sig, Snekappen faldt til Jorden, og de tre frygtelige Ulve tudede ikke saa voldsomt. Men pludselig raabte Solen: „Nu er min Tid forbi!” og rullede baglænds ud af Kløften. Da slap Trolden sine tre Ulve løs, og paa een Gang kom Nordenvinden, Kulden og Mørket farende ud af Kløften og gav sig til at jage efter Solen. „Væk med den! Jag den bort!” raabte Trolden. „Jag den saadan bort, at den aldrig kommer tilbage! Vi skal lære den, at Lapland er mit!“

Men da Niels Holgersen hørte, at Solen skulde jages bort fra Lapland, blev han saa forskrækket, at han vaagnede med et Skrig.

Og da han kom lidt til sig selv, saa' han, at han laa paa Bunden af en stor Bjergdal. Men hvor var Gorgo, og hvor skulde han finde ud af, hvor han selv var?

Han rejste sig op og saa' sig om. Da faldt hans Blik paa en underlig Bygning af Fyrregrene, der laa paa en Klippeafsats. „Der har vi nok saadan en Ørnerede, som Gorgo…“

Han tænkte ikke Tanken til Ende. I Stedet for rev han sin Hue af Hovedet, svingede den i Luften og raabte Hurra. Han forstod nu, hvor Gorgo havde ført ham hen. Her var Dalen, hvor Ørnene boede paa Klippehylden og Vildgæssene paa Dalbunden. Han var ved Maalet! Om et Øjeblik skulde han møde Morten Gase og Akka og alle Rejsekammeraterne.

VED MAALET!

Niels Holgersen gik ganske sagte om og ledte efter sine Venner. Der var fuldkommen stille i hele Dalen. Solen var ikke naaet op paa Klippevæggene, og Drengen saa' nok, at det var saa tidligt paa Dagen, at Vildgæssene endnu ikke var vaagne. Han havde ikke gaaet langt, før han blev staaende og smilede, han saa' noget, der var saa kønt. Det var en Vildgaas, der laa og sov i en lille Rede paa Jorden, og ved Siden af hende stod Vildgasen. Han sov ogsaa, men det var aabenbart, at han havde stillet sig saa nær ved for at være ved Haanden, hvis der skulde vise sig nogen Fare.

Drengen gik videre uden at forstyrre dem og kiggede ind imellem de smaa' Pilebuske, der dækkede Jorden. Det varede ikke længe, før han fik Øje paa et nyt Par Gæs. De hørte ikke til hans Flok; de var fremmede, men han blev saa glad, at han gav sig til at nynne, blot fordi han havde truffet Vildgæs.

Han kiggede ind i et nyt Krat, og der saa' han omsider et Par, som han kendte. Det var ganske bestemt Neljä, som laa paa Æg der, og den Gase, der stod ved Siden af hende, var Kolme. Ja, det var det. Det var umuligt at tage fejl.

Drengen havde den største Lyst til at vække dem, men han lod dem sove og gik videre.

I det næste Krat saa' han Viisi og Kuusi, og ikke langt fra dem fandt han Yksi og Kaksi. De sov alle fire, og Drengen gik forbi dem uden at vække dem.

Da han kom i Nærheden af det næste Krat, syntes han, han kunde se noget hvidt titte frem mellem Buskene, og hans Hjerte gav sig til at banke højt af Glæde i Brystet paa ham. Ja, det var, som han havde ventet. Derinde laa Dunfin nok saa nydelig paa Æg, og ved Siden af hende stod den hvide Gase. Drengen syntes, at skønt han sov, kunde man se paa ham, hvor stolt han var over at staa der og holde Vagt for sin Kone oppe i de laplandske Fjelde.

Men Niels Holgersen vilde heller ikke vække den hvide Gase, han gik kun videre.

Han maatte lede temmelig længe, før han stødte paa flere Vildgæs. Men da opdagede han paa en lille Høj noget, der lignede en graa Tue. Og da han kom til Foden af Højen, saa' han, at den graa Tue var hverken mere eller mindre end Akka fra Kebnekajse, der stod ganske lysvaagen og saa' sig omkring, som om hun holdt Vagt over hele Dalen.

„God Dag, Mor Akka!” sagde Drengen. „Det var dejligt, I var vaagen. Vil I ikke nok vente lidt endnu med at vække de andre, for jeg vil gerne tale alene med jer?”

Den gamle Førergaas styrtede ned ad Højen hen til Drengen. Først tog hun fat i harm og ruskede ham, saa strøg hun ham med Næbbet op og ned ad hele Kroppen, og saa ruskede hun ham igen. Men hun sagde ingenting, for han havde jo bedt hende lade være at vække de andre.

Tommeltot kyssede gamle Mor Akka paa begge Kinder, og saa gav han sig til at fortælle hende, hvordan han var bleven bragt til Skansen og holdt fangen der.

„Og nu kan jeg fortælle jer, at Mikkel Ræv med det afbidte Øre sad fangen i Rævehulen paa Skansen,” sagde Drengen. „Og skønt han jo har været meget styg imod os, kunde jeg dog ikke lade være at have ondt af ham. Der var mange andre Ræve i den store Rævehule, og de lod til at befinde sig helt godt, men Mikkel sad altid og saa bedrøvet ud og længtes efter Friheden. Jeg havde faaet mange gode Venner deroppe, og en Dag hørte jeg af Lappehunden, at der var kommet en Mand til Skansen for at købe Ræve. Han var fra en Ø langt ude i Havet. De havde udryddet alle Rævene paa hans Ø, men Følgen var, at nu kunde de ikke være der for Rotter, saa de ønskede bare Rævene tilbage. Saasnart jeg havde faaet det at vide, gik jeg til Mikkels Bur og sagde til ham: „Mikkel, i Morgen kommer der Folk herud for at hente et Par Ræve. Kryb da ikke i Skjul, men bliv ude, og sørg for, at du bliver fanget, saa faar du din Frihed tilbage!” Og han fulgte mit Raad, og nu løber han fri om paa Øen. Hvad siger I til det, Mor Akka? Var det en Handling efter jeres Hoved?”

„Havde det været mig selv, kunde jeg ikke have gjort det bedre,” sagde Førergaasen.

„Det var da rart, I var tilfreds med det,“ sagde Niels. Holgersen. „Saa er den en Ting til, jeg maa spørge jer om. En Dag saa' jeg, at Gorgo, Ørnen, han, der kæmpede med Morten Gase, blev ført som Fange til Skansen og sat ind i Ørneburet. Han saa ussel og elendig ud, og sommetider syntes jeg, jeg burde file Hul paa Staaltraadstaget over hans Hoved og lade ham flyve. Men saa tænkte jeg igen, at han var jo en farlig Røver og Fugleæder. Jeg vidste ikke, om det var rigtigt at slippe saadan en Ugerningsmand løs, og jeg tænkte, det maaske var bedst at lade ham blive, hvor han var. Hvad siger I, Mor Akka? Tænkte jeg rigtigt?”

„Nej, der tænkte du ikke rigtigt,” sagde Akka. „Man maa mene, hvad man vil, om Ørnene, men de er stoltere og mere frihedselskende end andre Dyr, og det er stor Synd at holde dem i Fangenskab. Ved du, hvad jeg vil foreslaa dig? At ligesaa snart du er udhvilet, rejser vi to ned til det store Fuglefængsel og befrier Gorgo.”

„De Ord ventede jeg af jer, Mor Akka,” sagde Drengen. „Der er dem, som siger, at I ikke mer har nogen Kærlighed til den, I har opfødt med saa stor Møje, fordi han lever saadan, som Ørne er nødt til at leve. Men nu hører jeg, at det ikke er sandt. Nu vil jeg gaa hen og se, om Morten Gase ikke er vaagen, og vil I imidlertid sige et Ord til Tak til den, der har baaret mig tilbage til jer, saa tror jeg nok, I finder ham oppe paa Klippehylden, der hvor I en Gang fandt en hjælpeløs Ørneunge.”