Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/43

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 436-450

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XLIII.
AASE GAASEPIGE OG LILLE MADS.

SYGDOMMEN.

Det Aar, Niels Holgersen fløj om med Vildgæssene, var der megen Tale om et Par Børn, en Dreng og en Pige, der gik igennem Landet. De var fra Småland, fra Sunnerbo Herred, og de havde en Gang boet med deres Forældre og fire Søskende i et lille Hus ude paa en stor Lynghede. Mens Børnene endnu var ganske smaa, kom der en Gang en sen Aften en fattig Kone og bankede paa og bad om Husly. Skønt Stuen knap kunde rumme de Mennesker, der hørte hjemme der, lukkede de hende ind, og deres Moder redte en Seng til hende paa Gulvet. Natten igennem laa hun og hostede, saa Børnene syntes, hele Huset rystede, og om Morgenen blev hun saa syg, at hun ikke var i Stand til at fortsætte sin Vandring.

Manden og Konen var saa gode imod hende som vel muligt. De gav hende deres egen Seng at ligge i og laa selv paa Gulvet, og Manden gik til Doktoren og hentede Draaber til hende. De første Dage var den syge som helt fra sig selv, gjorde ikke andet end fordre og forlange og sagde ikke et Ord til Tak, men lidt efter lidt tøede hun op og blev ydmyg og taknemmelig. Tilsidst laa hun hele Tiden og tiggede og bad dem bære hende ud af Huset, ud paa Heden, saa hun kunde ligge og dø der. Da Folkene ikke vilde føje hende heri, fortalte hun dem, at hun i de sidste Aar var draget om med en Flok Tatere. Selv var hun ikke af Taterslægt, hun var Datter af en Gaardmand, men hun var løben hjemmefra og havde rejst om med Natmandsfolkene. Og nu troede hun, at en Taterkvinde, der var bleven vred paa hende, havde sendt denne Sygdom over hende. Men ikke nok med det: Taterkvinden havde truet hende og sagt, at ligesaa ilde, som det gik hende selv, skulde det gaa alle dem, der tog imod hende under deres Tag og var gode imod hende. Det troede hun paa, og det var derfor, hun nu bad dem jage hende ud af Huset og aldrig se til den Side, hvor hun var. Hun vilde ikke bringe Ulykke over saadanne gode Mennesker. Men Forældrene havde ikke gjort, som hun bad dem. Det var ikke umuligt, at de var bleven lidt bange, men de var ikke de Folk, der kunde jage et fattigt, dødssygt Menneske paa Porten.

Kort efter døde hun, og saa begyndte Ulykkerne. Før havde de aldrig kendt til andet end Glæde der i Huset. Fattige var de ganske vist, men helt forarmede var de da ikke. Deres Fader lavede Væverkamme, og Moderen og Børnene hjalp ham med Arbejdet. Faderen snittede selv Kammene, og Moderen og den store Søster bandt dem. De mindre Børn høvlede Tænderne til og skar dem ud. De arbejdede fra Morgen til Aften, men de havde det altid hyggeligt og muntert, især naar Faderen fortalte om den Tid, da han havde vandret om i fjerne Lande og solgt Væverkamme. Faderen havde et velsignet Humør og havde tit fortalt saadan, at Moderen og alle Børnene var nær ved at le sig ihjel.

Tiden efter den fattige Kones Død stod for Børnene som en ond Drøm. De vidste ikke, om den havde været kort eller lang; de huskede kun, at der havde været den ene Begravelse efter den anden derhjemme. Det var deres Søskende, der døde og blev baaret til Graven, den ene efter den anden. De havde jo ikke haft mer end fire Søskende, saa mer end fire Begravelser kunde der ikke have været, men for Børnene stod det, som om der havde været mange flere. Tilsidst var der blevet saa stille og trykket derhjemme i Stuen. Det var, som om der hver Dag blev holdt Gravøl.

Moderen holdt nogenlunde Modet oppe, men Faderen blev en helt anden. Han kunde hverken spøge eller arbejde mere, men sad fra Morgen til Aften med Hovedet i Hænderne og grublede.

En Gang — det var efter den tredje Begravelse — brød han ud i vilde, fortvivlede Ord, som gjorde Børnene bange. Han kunde ikke forstaa, sagde han, hvorfor saadan en Ulykke skulde komme over dem. De havde jo gjort en god Gerning, da de hjalp den Syge. Var da det onde mægtigere end det gode her i Verden? Moderen havde prøvet at tale ham til Fornuft, men hun kunde ikke faa ham rolig og hengiven i sin Skæbne, som hun selv var.

Et Par Dage efter mistede de Faderen. Men han døde ikke; han gik sin Vej. Det gik saadan til, at den ældste Søster blev syg, og hende havde Faderen altid holdt mest af. Og da han saa, at hun ogsaa skulde dø, flygtede han fra al den Elendighed. Moderen sagde kun, at det var bedst for Fader, han var borte. Hun var bange for, han ellers havde mistet sin Forstand. Han grublede sig Vid og Sans fra ved at tænke paa, at Gud kunde tillade et ondt Menneske at bringe al den Ulykke over dem.

Da Faderen var gaaet sin Vej, blev de meget fattige. I Begyndelsen sendte han dem Penge, men saa var det vel gaaet ham daarligt, og han hørte op at sende noget. Og den Dag, den ældste Søster blev begravet, lukkede Moderen Huset og gik hjemmefra med de to Børn, hun havde tilbage. Hun gik til Skaane for at faa Arbejde i Roemarkerne, og hun fik Plads paa Jordberga Sukkerfabrik. Moderen var en dygtig Arbejderske, og hun havde et muntert og frimodigt Væsen. Alle syntes godt om hende. Mange undrede sig over, at hun kunde være saa rolig efter alt, hvad hun havde gaaet igennem. Men hun var meget stærk og taalmodig. Naar nogen talte til hende om de to prægtige Børn, hun havde, sagde hun kun: „De dør ogsaa snart.” Det sagde hun, uden at hendes Stemme skælvede og uden at faa Taarer i Øjnene. Hun havde vænnet sig til ikke at vente andet.

Men det gik ikke, som hun ventede. I Stedet for var det hende selv, der blev syg. Det gik hurtigt med hende, endnu hurtigere end med de smaa Søskende. Hun var kommen til Skaane i Begyndelsen af Sommeren, og da Efteraaret kom, var Børnene alene.

Mens Moderen laa syg, sagde hun ofte til Børnene, at de skulde huske paa, hun aldrig havde fortrudt, at hun havde ladet den syge Kone bo hos dem. For det var ikke svært at dø, sagde hun, naar man havde handlet ret. Alle Mennesker maatte dø, det kunde man ikke undgaa. Men man kunde selv bestemme, om man vilde dø med en god Samvittighed eller med en daarlig.

Inden Moderen døde, søgte hun at indrette det lidt for sine Børn. Hun bad, om Børnene maatte blive i det Kammer, hvor de alle tre havde boet den Sommer. Naar blot Børnene havde et Sted at bo, vilde de ikke falde nogen til Byrde. De kunde forsørge sig selv, det vidste hun. Børnene fik Lov at beholde Kammeret, imod at de lovede at vogte Gæssene, for det er altid vanskeligt at finde Børn, der vil paatage sig det Arbejde. Det gik virkelig, som Moderen havde sagt, at de forsørgede sig selv. Den lille Pige kunde koge Brystsukker, og Drengen kunde lave alt Slags Legetøj af Træ, som han solgte omkring i Gaardene. De havde Anlæg for Handel, og snart begyndte de hos Bønderne at købe Æg og Smør, som de solgte til Arbejderne paa Sukkerfabrikken. De var saa ordentlige og paalidelige, at man kunde betro dem, hvad det skulde være. Pigen var den ældste, og da hun var tretten Aar, var hun allerede saa paalidelig som et voksent Menneske. Hun var stille og alvorlig, men Drengen var snaksom og munter, Søsteren sagde altid om ham, at han kækkede omkap med Gæssene ude paa Marken.

Da Børnene havde boet et Par Aar paa Jordberga, blev der en Aften holdt et Foredrag paa Skolen. Foredraget var nok egentlig bestemt for voksne, men de to Smålandsbørn sad ogsaa blandt Tilhørerne. De regnede ikke sig selv for Børn, og det var knap nok, de voksne gjorde det. Foredragsholderen talte om den sørgelige Sygdom, Tuberkulosen, der hvert Aar dræber saa mange Mennesker i Sverige. Han talte meget klart og let fatteligt, og Børnene forstod hvert eneste Ord.

Efter Foredraget blev de staaende udenfor Skolen og ventede. Da Foredragsholderen kom, tog de hinanden i Haanden, gik meget højtideligt hen til ham og bad, om de maatte tale med ham.

Foredragsholderen saa jo nok lidt forundret paa de to, som stod med runde og rødmossede Barneansigter og talte med en Alvor, der kunde have passet, selv om de havde været tre Gange saa gamle, men han hørte meget venligt paa dem.

Børnene fortalte, hvad de havde oplevet hjemme hos sig, og de spurgte nu Foredragsholderen, om han troede, at deres Moder og Søskende var døde af den Sygdom, han havde beskrevet. Det var rimeligt nok, sagde Foredragsholderen. Det kunde næppe have været nogen anden Sygdom.

Men dersom nu deres Moder og Fader havde vidst det, som Børnene havde hørt i Aften, saa kunde de have taget sig i Vare, dersom de havde brændt den syge Kones Tøj, dersom de havde skuret Huset rigtig godt og ikke brugt Sengklæderne mere, havde de saa maaske levet, alle de, som Børnene nu sørgede over? Og Foredragsholderen sagde, at det kunde ingen svare paa ganske bestemt, men det var rimeligt nok, at ingen af deres nærmeste havde behøvet at dø, dersom de havde forstaaet at vogte sig for Smitten.

Nu betænkte Børnene sig lidt paa det næste Spørgsmaal, men de rørte sig ikke af Pletten, for det, de nu skulde have Svar paa, var det allervigtigste. Var det da ikke sandt, at Taterkvinden havde sendt Sygdommen over dem, fordi de havde hjulpet den, hun var vred paa? Var det ikke noget særligt, der ikke havde ramt andre end dem? — Nej, det kunde Foredragsholderen rolig forsikre dem, at det ikke var. Intet Menneske havde Magt til paa den Maade at bringe Sygdom over en anden. Og de vidste jo, at den Sygdom fandtes i hele Landet. Den havde gjort Besøg i næsten alle Hjem, skønt den ikke alle Vegne havde bortrevet saa mange som hos dem.

Og saa takkede Børnene og gik hjem. Den Aften talte de meget længe sammen.

Næste Dag gik de hen og sagde deres Plads op. De kunde ikke vogte Gæssene det Aar, de maatte et andet Sted hen. Hvor skulde de da hen? — Ja, de vilde ud at lede efter deres Fader. De maatte sige ham, at deres Moder og Søskende var døde af en almindelig Sygdom, og at det ikke var noget særligt, der var bragt over dem af et ondt Menneske. De var saa glade over, at de havde faaet det at vide. Og nu syntes de, det var deres Pligt at fortælle deres Fader det, for han gik vist endnu den Dag i Dag og grublede over det.

Først gik Børnene til deres lille Hjem paa Lyngheden i Sunnerbo, og til deres store Forundring fandt de Huset i lys Lue.

Derpaa gik de til Præstegaarden, og der hørte de, at en Mand, som var Arbejder ved Jernbanen, havde set deres Fader ved Malmberget højt oppe i Lapland. Han arbejdede den Gang i Gruben, og det gjorde han maaske endnu, men det kunde man jo ikke være sikker paa. Da Præsten hørte, at Børnene vilde ud at lede efter deres Fader, tog han et Kort frem, viste dem, hvor langt der var til Malmberget, og raadede dem fra den Rejse. Men Børnene sagde, det var ganske nødvendigt, at de prøvede paa at finde deres Fader. Han var gaaet hjemmefra, fordi han troede noget, der ikke var sandt. De maatte ud at sige ham, at han havde taget fejl.

Børnene havde fortjent lidt Penge ved deres Handel; dem vilde de dog ikke bruge til at købe Jernbanebilletter for, men bestemte sig til at gaa hele Vejen til Fods. Og det fortrød de ikke. De havde saadan en vidunderlig dejlig Vandring.

Inden de endnu var ude af Småland, gik de en Dag ind i en Bondegaard for at købe lidt Mad. Husmoderen var munter og snaksom. Hun spurgte Børnene, hvem de var, og hvor de kom fra, og Børnene fortalte hende hele deres Historie. „Aa nej da! Aa nej da!” sagde Konen flere Gange, mens de fortalte. Derpaa trakterede hun dem med megen og god Mad, og de fik paa ingen Maade Lov at betale noget for den. Da de rejste sig for at sige Tak og gaa, spurgte Konen, om de ikke i næste Sogn vilde tage ind hos hendes Broder, og hun sagde dem, hvad han hed, og hvor han boede. Jo, det vilde Børnene naturligvis gerne. „I skal hilse fra mig og fortælle, hvad I har oplevet,” sagde Bondekonen.

Det gjorde Børnene, og Broderen tog sig venligt af dem. Han kørte dem til en Gaard i næste Sogn, og der fik de ogsaa en god Modtagelse. Hver Gang de nu gik bort fra en Gaard, hed det altid: „Kommer I paa de eller de Kanter, saa skal I gaa der og der ind og fortælle, hvad I har oplevet.“

I de Gaarde, hvor Børnene blev vist hen, var der altid en, der var brystsyg. Og uden at de selv vidste af det, gik de to Børn igennem Landet og belærte Folk om, hvad det var for en farlig Sygdom, der havde stjaalet sig ind i Hjemmene, og hvordan de bedst skulde bekæmpe den.

I gamle Dage, da den store Pest, som kaldtes den sorte Død, hærgede Landet, fortælles det, at man saa en Dreng og en Pige gaa fra Gaard til Gaard.

Drengen havde en Rive i Haanden, og kom han og rev udenfor et Hus, saa betød det, at mange skulde dø derinde, men ikke alle, for Tænderne paa Riven sidder langt fra hinanden og tager ikke alting med sig. Pigen havde en Kost i Haanden, og kom hun og fejede udenfor en Dør, saa betød det, at alle, der boede indenfor Døren, maatte dø, for Kosten er et Redskab, der gør rent Bord.

Var det dog ikke mærkeligt, at i vore Dage et Par Børn skulde komme til at gaa igennem Landet for en svær og farlig Sygdoms Skyld? Men de Børn skræmte ikke Folk med Riven og Kosten; de sagde tværtimod: „I skal ikke lade jer nøje med blot at rive Gaarden og feje Gulvet. I skal ogsaa bruge Skurevisken og Børsten og Sæben. Vi skal holde rent udenfor vor Dør, rent indenfor den, og vi skal selv være rene. Paa den Maade bliver vi tilsidst Herre over Sygdommen.”

LILLE MADS'S BEGRAVELSE.

Lille Mads var død. Det syntes utroligt for alle dem, der havde set ham frisk og glad for kun et Par Timer siden, men saadan var det alligevel. Lille Mads var død og skulde begraves.

Lille Mads døde tidlig en Morgenstund, og ingen andre end hans Søster Aase var inde i Stuen og saa' ham dø. „Gaa ikke efter nogen!” sagde lille Mads, da det led mod Enden, og Søsteren gjorde, som han bad. „Jeg er glad over, at jeg ikke dør af „Sygdommen“, Aase”, sagde lille Mads. „Er du ikke ogsaa?” Og da Aase ingenting svarede, vedblev han: „Jeg synes ikke, det gør noget, jeg dør, naar jeg blot ikke skal dø paa samme Maade som Moder og vore Søskende. Havde jeg gjort det, tror jeg aldrig, det var lykkedes dig at overbevise Fader om, at det kun var en almindelig Sygdom, der rev dem bort, men nu skal du se, nu gaar det nok.”

Da alt var forbi, sad Aase længe og tænkte paa, hvad hendes Broder, lille Mads, havde haft at gaa igennem, mens han levede i denne Verden. Hun syntes, han havde baaret alle Ulykker med samme Mod som en voksen. Hun tænkte paa hans sidste Ord. Saa tapper havde han altid været. Og det stod klart for hende, at naar lille Mads nu skulde i Jorden, saa burde han begraves med samme Ære som et voksent Menneske.

Hun indsaa nok, at det vilde blive svært at sætte igennem, men hun vilde saa gerne have det. Hun maatte gøre sit yderste for lille Mads's Skyld.

Aase Gaasepige var paa den Tid højt oppe i Lapland ved det store Grubefelt, der hedder Malmberget. Det var et underligt Sted, men det var maaske godt nok for hende, at det var, som det var.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 443 - Grubegang i Gellivare Malmberg.png

Grubegang i Gellivare Malmberg

Inden de var naaet saa vidt, var hun og lille Mads gaaet igennem store, endeløse Skovegne. I flere Dage havde de hverken set Marker eller Gaarde, kun smaa, usle Skydsstationer, indtil de lige med eet kom til den store Landsby Gellivare. Den laa med Kirke og Jernbanestation og Tinghus og Bank og Apotek og Hoteller under et højt Bjerg, der var stribet af Sne endnu ved Midsommerstid, da Børnene kom vandrende. Næsten alle Huse i Gellivare var ny, men de var godt og solidt byggede, og var det ikke for Snepletterne oppe paa Bjergene, og fordi Birkene endnu ikke var udsprungne, saa vilde Børnene ikke have tænkt paa, at det laa højt oppe i Lapland. Det var imidlertid ikke i Gellivare, de skulde lede efter deres Fader, men i Malmberget, der laa et Stykke længer nordpaa, og dér saa' ikke saa ordentligt ud.

Tingen var, at skønt Folk længe havde vidst, at der var meget Jernmalm at Finde i Nærheden af Gellivare, var det først, da Jernbanen for et Par Aar siden var færdig, at man kom rigtig i Gang med at udnytte det. Da strømmede flere tusinde Mennesker derop paa een Gang, og der var Arbejde nok til dem, men ingen Huse; dem maatte de saa skaffe sig selv, saa godt de kunde. Nogle tømrede sig Hytter af utilhugne Bjælker, andre boede i Skure, som de havde lavet sig af Kasser og tomme Dynamitbeholdere, som de lagde ovenpaa hinanden som Teglsten. Nu havde man efterhaanden faaet bygget en hel Del ordentlige Huse, men hele Stedet saa' alligevel meget underligt ud. Der var store Kvarterer med smukke, lyse Huse, men midt inde imellem dem stødte man paa den uryddede Skovjord med Træstubbe og Stene. Der var store, smukke Villaer til Inspektøren og Ingeniørerne, og der var lave, løjerlige Rønner, som var bleven staaende fra den første Tid. Der var Jernbane og og elektrisk Lys og store Maskinhuse; man kunde køre paa Sporvej helt ind i Bjergene gennem en Tunnel, der var oplyst af Glødelamper. Alle Vegne var der den vældigste Bevægelse, og det ene Tog efter det andet, belæsset med Malm, afgik fra Stationen. Men rundt omkring laa den store Vildmark, hvor der ikke blev pløjet Mark eller bygget Hus, hvor der ikke var andet end Lapper, der drev om med deres Rensdyr.

Nu sad Aase og tænkte paa, at Livet her var ligesom Stedet. For det meste gik det jo nok ordentligt og fredeligt til, men hun havde dog set baade det ene og det andet, der var vildt og underligt. Hun havde en Fornemmelse af, at det maaske vilde gaa lettere her end andre Steder at faa noget sat igennem, der var udenfor det sædvanlige.

Hun tænkte paa, hvordan det var gaaet dem, da de kom til Malmberget og spurgte efter en Arbejder, der hed Jon Assarson og havde sammenvoksede Øjenbryn. Disse sammenvoksede Øjenbryn var det, man lagde mest Mærke til i Faderens Ydre. De gjorde, at Folk havde let ved at huske ham. Børnene fik ogsaa straks at vide, at deres Fader havde arbejdet flere Aar i Malmberget, men at han nu var ude paa Vandring. Det skete tit, at han gik paa Vandring, naar Uroen kom over ham. Hvor han var gaaet hen, vidste ingen, men de var allesammen sikre paa, at han vilde komme tilbage om nogle Uger. Og da de var Jon Assarsons Børn, kunde de jo godt, mens de ventede paa ham, bo i den Hytte, han havde boet i. Saa var der en, der tog Dørnøglen frem under Dørtrinnet og lukkede Børnene ind. Ingen undrede sig over, at de var kommen, og ingen lod til at undre sig over, at deres Fader engang imellem gik ud i Vildmarken. Heroppe var de nok vant til, at enhver handlede efter sit eget Hoved.

Aase var hurtig klar over, hvordan hun ønskede Begravelsen. Sidste Søndag havde hun set en af Grubeformændene blive begravet. Han var bleven kørt til Kirken i Gellivare af Inspektørens egne Heste, og et langt Tog af Grubearbejdere havde fulgt Kisten. Ved Graven spillede et Musikkorps, og et Sangkor sang. Og efter Begravelsen blev alle, der havde været med i Kirken, bedt til Kaffe i Skolen. Det var noget lignende, Aase Gaasepige ønskede for sin Broder, lille Mads.

Hun havde allerede tænkt sig saa levende ind i det, at hun næsten saa' hele Ligtoget for sine Øjne, men saa sank hendes Mod igen, og hun sagde til sig selv, at det kunde vel ikke blive, som hun ønskede. Ikke fordi det blev for dyrt. De havde sparet saa mange Penge sammen, hun og lille Mads, at hun kunde give ham saa smuk en Begravelse, som hun kunde ønske sig. Vanskeligheden var, at voksne Mennesker — det vidste hun — aldrig vilde rette sig efter et Barn. Hun var ikke mer end et Aar ældre end lille Mads, der saa' saa lille og spinkel ud, som han laa død der ved Siden af hende. Og selv var hun jo ogsaa kun et Barn.

Den første, Aase talte med om Begravelsen, var Sygeplejersken. Søster Hilma kom lidt efter, at lille Mads var død, og hun vidste allerede, inden hun lukkede Døren op, at ved denne Tid maatte det være forbi. Den foregaaende Eftermiddag var lille Mads gaaet omkring henne ved Gruberne. Han var kommen for nær til en stor Lysaabning, da der blev foretaget en Sprængning, og var bleven ramt af nogle Sten. Han var ganske alene og blev liggende længe besvimet paa Jorden, uden at nogen vidste, hvad der var sket. Tilsidst fik nogle Mænd, der arbejdede under Lysaabningen, paa en underlig Maade Bud om det. De paastod, at en lille Pusling, der ikke var stort mere end en Haandsbred høj, var kommen hen til Randen af Gruben og havde raabt til dem, at de skulde skynde sig hen at hjælpe lille Mads, der laa ovenfor Gruben og var nær ved at forbløde. Derpaa blev lille Mads baaret hjem og forbunden, men det var allerede for sent. Han havde lidt saa stort et Blodtab, at han ikke kunde leve.

Da Sygeplejersken traadte ind i Stuen, tænkte hun ikke saa meget paa lille Mads som paa hans Søster. „Hvad skal jeg stille op med det stakkels Barn?” sagde hun ved sig selv. „Hun er vel helt utrøstelig.“

Men Søster Hilma saa', at Aase hverken græd eller klagede, hun hjalp hende ganske rolig med, hvad der skulde gøres. Sygeplejersken blev meget forundret, men hun fik Forklaringen, da Aase begyndte at tale med hende om Begravelsen.

„Naar man har været sammen med en som lille Mads,” sagde Aase, der gerne udtrykte sig lidt gammelklogt og højtideligt, „saa maa man først og fremmest tænke paa at hædre ham, mens man endnu kan. Bagefter bliver der Tid nok til at sørge.”

Og saa bad hun Sygeplejersken hjælpe hende at skaffe lille Mads en ærefuld Begravelse. Der var ingen, der kunde fortjene det bedre end han.

Sygeplejersken syntes, at kunde det stakkels, forladte Barn finde Trøst i det, saa var det kun en Lykke. Hun lovede at hjælpe hende, og det var en stor Ting for Aase. Nu syntes hun, Maalet næsten var naaet, for Søster Hilma havde meget at sige. Ved det store Grubefelt, hvor Sprængskuddene hver Dag lyder, vidste enhver Arbejder jo, at han naarsomhelst kunde blive ramt af en Sten eller af en nedstyrtende Klippeblok, og derfor vilde de alle gerne staa sig godt med Sygeplejersken.

Da altsaa Søster Hilma og Aase gik om og bad Grubearbejderne, om de næste Søndag vilde følge lille Mads til Jorden, var der ikke mange, der sagde Nej. „Ja, naar Søster Hilma beder os om det, saa skal vi nok gøre det,” sagde de.

Sygeplejersken fik det ogsaa lykkelig og vel ordnet med den Kvartet af Blæseinstrumenter, der skulde spille ved Graven, og med det lille Sangkor. Derimod gjorde hun ikke noget for at faa Skolen overladt; da det endnu var dejligt Sommervejr, blev det bestemt, at Følget skulde drikke Kaffe ude i det Fri. Bænke og Borde kunde de laane i Goodtemplarsalen og Kopper og Tallerkener i Købmandshandlerne. Nogle Arbejderkoner, der havde Ting paa Kistebunden, som de ikke brugte, saa længe de boede her i Vildmarken, kom for Sygeplejerskens Skyld frem med deres fine Dækketøj til at brede paa Kaffebordene.

Saa blev der bestilt Tvebakker og Kringler hos en Bager i Boden og sort og hvid Konfekt hos en Konditor i Luleå.

Der var saadan et Røre i Anledning af den Begravelse, som Aase vilde give sin lille Broder, at hele Malmberget talte om den. Og tilsidst fik selve Inspektøren Nys om, hvad der var i Gære.

Da Inspektøren hørte, at halvtredsin.dstyve Grubearbejdere skulde følge en tolv Aars Dreng til Graven, skønt denne, efter alt, hvad han vidste, ikke var andet end en omstrejfende Tigger, syntes han, det var det rene Vanvid. Og Sang og Musik og Kaffeslaberas vilde de have, og Graven beklædt med Gran, og Konfekt fra Luleå. Han sendte straks Bud efter Sygeplejersken og bad hende forhindre alt dette. „Det er Synd at lade det stakkels Barn øde sine Penge saadan,” sagde han. „Det kan jo ikke gaa an, at voksne Mennesker saadan retter sig efter et Barns Indfald. De gør Dem jo allesammen latterlige.”

Inspektøren var ikke vred eller heftig. Han talte ganske rolig og bad Sygeplejersken afbestille Sangen og Musikken og det lange Ligtog. Det kunde jo være nok, naar en halv Snes Mennesker fulgte ham til Graven. Og Sygeplejersken modsagde ikke Inspektøren med et eneste Ord, dels af Respekt og dels fordi hun følte med sig selv, at han havde Ret. Det var altfor meget Væsen at gøre af en Tiggerdreng. Hun havde ladet sin Medlidenhed med den stakkels lille Pige løbe af med sin Forstand.

Fra Inspektørens Villa gik Sygeplejersken ned til Nybyggerbyen for at sige Aase, at hun ikke kunde faa det ordnet, saadan som hun ønskede, men det var ikke med let Hjerte, for ingen vidste bedre end hun, hvad den Begravelse betød for det stakkels Barn. Paa Vejen mødte hun et Par Arbejderkoner og talte med dem om disse Vanskeligheder. De sagde straks, at de syntes, Inspektøren havde Ret. Det lignede ingen Ting at gøre saa megen Stads af en Tiggerdreng. Naturligvis var det Synd for den lille Pige, men det var urimeligt, at et Barn paa den Maade skulde ordne og indrette alt. Det var godt, det hele ikke blev til noget.

Konerne gik hver til sit og fortalte det videre, og snart rygtedes det lige fra Nybyggerbyen til Grubeskakten, at der ikke blev nogen stor Begravelse for lille Mads. Og alle indrømmede straks, at det var det eneste rigtige.

Der var vist kun en i hele Malmberget, der var af en anden Mening, og det var Aase Gaasepige. Sygeplejersken havde virkelig en haard Kamp med hende. Aase hverken græd eller klagede, men hun vilde ikke bøje sig. Hun sagde, at da hun ikke havde bedt Inspektøren om Hjælp, saa havde han jo ikke noget med den Ting at gøre. Han kunde jo ikke forbyde hende at begrave sin Broder, som hun vilde.

Først da flere af Konerne havde været inde hos hende og erklæret, at ingen af dem vilde komme til Begravelsen, nu da Inspektøren ikke vilde vide noget af det, gik det op for hende, at hun maatte have hans Tilladelse.

Aase Gaasepige sad et Øjeblik og betænkte sig, saa rejste hun sig pludselig. „Hvor vil du hen?“ spurgte Sygeplejersken. „Jeg bliver nødt til at gaa hen at tale med Inspektøren,” sagde Aase. — „Du tror da ikke, han bryder sig noget om, hvad du siger?“ sagde Konerne. — „Jeg tror, at lille Mads vil have, jeg skal gaa,” sagde Aase. „Inspektøren har maaske aldrig hørt, hvad for et Menneske han var.”

Aase Gaasepige gjorde sig hurtig færdig og var snart paa Vej til Inspektøren. Men nu maa man vide, at det forekom alle ganske utroligt, at et Barn som hun kunde tænke paa at rokke Inspektøren, der var den mægtigste Mand i Malmberget, fra det, han engang havde udtalt som sin Vilje. Og Sygeplejersken og de andre Kvinder kunde ikke lade være at følge hende paa Afstand for at se, om hun virkelig havde Mod til at gaa derop.

Aase Gaasepige gik midt ad Vejen, og der var noget over hende, som hun gik dér, der fik Folk til at vende sig om efter hende. Hun kom gaaende saa alvorlig og værdig som en ung Pige, der gaar op ad Kirkegulvet paa sin Konfirmationsdag. Paa Hovedet havde hun et stort, sort Silketørklæde, som hun havde arvet efter sin Moder, i den ene Haand havde hun et sammenlagt Lommetørklæde og i den anden en Kurv med Legetøj, som lille Mads havde lavet.

Da Børnene, der løb og legede paa Vejen, saa' hende komme gaaende, løb de efter hende og raabte: „Hvor skal du hen, Aase? Hvor skal du hen?” Men Aase svarede ikke. Hun havde ikke engang hørt deres Spørgsmaal. Hun gik kun videre. Og da Børnene blev ved at spørge og spørge og greb fat i hende, tog de Kvinder, der kom bagefter, dem ved Armen og holdt dem tilbage. „Lad hende gaa!” sagde de. „Hun skal op til Inspektøren og bede, om hun maa holde stor Begravelse for sin Broder, lille Mads.” Da blev ogsaa Børnene grebne af Forbavselse over, at hun vilde indlade sig paa noget saa forvovent, og en lille Flok af dem fulgte med for at se, hvordan det vilde gaa.

Dette foregik henad Klokken seks om Eftermiddagen, da Arbejdet i Gruberne hørte op, og da Aase havde gaaet et Stykke, kom flere hundrede Arbejdere gaaende med lange, hastige Skridt. De plejede ellers ikke at se hverken til højre eller venstre, naar de gik fra Arbejde, men da de mødte Aase, kunde et Par af dem se, at der var noget usædvanligt paa Færde, og de spurgte hende, hvad der var i Vejen. Aase svarede ikke et Ord, men de andre Børn raabte højt op om, hvor hun vilde hen. Da syntes nogle af Arbejderne, at dette var saa modig gjort af et Barn, at de fulgte med for at se, hvordan det vilde gaa hende.

Aase gik hen til Kontorbygningen, hvor Inspektøren plejede at sidde ved sit Arbejde til henad denne Tid. Da hun kom ind i Forstuen, gik Døren op, og Inspektøren stod for hende med Hat paa Hovedet og Stok i Haanden, paa Vej op til Inspektørboligen for at spise til Middag. „Hvem vil du tale med?” spurgte han, da han saa' den lille Pige, der kom saa højtidelig med Silkeklæde paa Hovedet og sammenlagt Lommetørklæde. „Jeg vilde gerne tale med Inspektøren selv,” sagde Aase. — „Vil du det? Ja, kom saa ind!” sagde Inspektøren og gik ind i Kontoret igen. Han lod Døren staa aaben, for det faldt ham ikke ind, at den lille Pige vilde blive der længe. Saadan gik det til, at de, der var gaaet bagefter Aase Gaasepige og nu stod i Forstuen og paa Trappen, kom til at overvære, hvad der foregik inde paa Kontoret.

Da Aase Gaasepige kom derind, rettede hun sig allerførst, skød sit Hovedklæde tilbage og saa op paa Inspektøren med sine runde Barneøjne, der havde et saa alvorligt Blik, at det skar en i Hjertet. „Lille Mads er jo død,” sagde hun, og hendes Stemme skælvede, saa hun ikke kunde komme længer. Men nu vidste Inspektøren, hvem han havde for sig. „Naa, saa du er den lille Pige, der vil holde den store Begravelse,“ sagde han venligt. „Det skal du saamænd ikke, mit Barn. Det bliver for dyrt for dig. Havde jeg bare hørt noget om det i Forvejen, skulde jeg straks have forhindret det.”

Den lille Piges Ansigt bævede, og Inspektøren tænkte, at nu vilde hun give sig til at græde, men i Stedet for sagde hun: „Jeg vil gerne spørge, om jeg maa fortælle Inspektøren noget om lille Mads?”

„Jeg har allerede hørt jeres Historie,“ sagde Inspektøren paa sin sædvanlige rolige og stilfærdige Maade. „Du maa ikke tro andet, end at jeg har ondt af dig. Men jeg vil kun dit Bedste.”

Da rettede Aase Gaasepige sig endnu mere og sagde med høj, klar Stemme: „Lige fra lille Mads var ni Aar, har han hverken haft Fader eller Moder, men han har maattet forsørge sig selv ganske som et voksent Menneske. Han har holdt sig for god til at tigge om saa meget som et Maaltid Mad, han vilde altid betale for sig. Han sagde, at det passede sig ikke for en Mand at tigge. Han gik om paa Landet og købte Æg og Smør op, og han var ligesaa god til at handle som en gammel Købmand. Han var aldrig skødesløs, og han stak aldrig en Øre til Side, men bragte mig det hele. Lille Mads havde sit Arbejde med sig ude i Marken, naar han vogtede Gæs, og var saa flittig, som om han var en voksen Mand. Bønderne nede i Skaane sendte tit mange Penge med lille Mads, naar han gik fra Gaard til Gaard, for de vidste, at ham kunde de stole paa som paa sig selv, saa det er ikke rigtigt at sige, at lille Mads ikke var andet end et Barn, for der er mange voksne, der ikke…”

Inspektøren stod og saa' ned i Jorden; ikke en Muskel i hans Ansigt bevægede sig, og Aase Gaasepige tav, for hun syntes ikke, hendes Ord gjorde noget Indtryk paa ham. Mens hun sad derhjemme, syntes hun, hun havde saa meget at sige om lille Mads, men nu faldt det ud til saa lidt. Hvordan skulde hun faa Inspektøren til at forstaa, at lille Mads fortjente at bive begravet med samme Ære som en voksen?

„Og naar jeg nu vil bekoste hele Begravelsen selv....” sagde Aase, og saa tav hun igen.

Da løftede Inspektøren Hovedet og saa' Aase Gaasepige ind i Øjnene. Han maalte og vejede hende, som den har for Varme, der har mange Mennesker under sig. Han tænkte paa, at hun havde gennemgaaet det at miste Hjem og Forældre og Søskende, men det havde endnu ikke knækket hende, og der blev nok et prægtigt Menneske ud af hende. Men han turde ikke lægge ny Tynge til den Byrde, hun havde at bære, for saa kunde det jo ske, at den blev det Halmstraa, der knækkede hende. Han forstod, hvad det betød, at hun var kommen for at tale med ham. Hun maatte jo have elsket denne Broder over alt i Verden. En saadan Kærlighed skulde man ikke møde med et Afslag.

„Det skal blive, som du vil,” sagde Inspektøren.