Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/44
XLIV.
HOS LAPPERNE.
Begravelsen var forbi. Alle Aase Gaasepiges Gæster var gaaet, og hun sad alene tilbage i den lille Rønne, der havde tilhørt hendes Fader. Hun havde laaset Døren for at kunne sidde i Fred og tænke paa sin Broder. Hun tænkte paa alt, hvad lille Mads havde sagt og gjort, det ene efter det andet, og det var saa meget, at hun glemte at gaa i Seng og blev siddende oppe ikke alene hele Aftenen, men langt ud paa Natten. Jo mere hun tænkte paa Broderen, des mere indsaa hun, hvor svært det vilde blive at leve uden ham, og tilsidst lagde hun Hovedet paa Bordet og græd bitterligt. „Hvad skal der blive af mig, naar jeg ikke længer har lille Mads!” hulkede hun.
Det var som sagt langt ud paa Natten, og Aase Gaasepige havde haft en anstrengende Dag, saa det var ikke underligt, at Søvnen listede sig over hende, saasnart hun sænkede Hovedet. Og det var jo heller ikke underligt, at hun drømte om ham, som hun havde siddet og tænkt paa. Hun syntes, at lille Mads kom lyslevende ind i Stuen til hende. „Nu, Aase, skal du gaa ud og se at finde Fader,” sagde han. — „Hvor skal jeg kunne gøre det, naar jeg ikke engang ved, hvor jeg skal lede efter ham?“ syntes hun, hun svarede. — „Det skal du ikke være bekymret for!” svarede lille Mads rask og muntert, som hans Vane var. „Jeg skal nok sende dig en, der kan hjælpe dig.”
Lige idet Aase Gaasepige drømte, at lille Mads sagde dette, bankede det paa Døren til hendes Kammer. Det var en virkelig Banken og ikke noget, hun drømte. Men hun var i den Grad inde i sin Drøm, at hun ikke kunde skelne, hvad der var virkeligt og hvad der var Indbildning, og da hun gik hen at lukke op, tænkte hun: „Nu kommer bestemt den Hjælper, lille Mads har lovet at sende mig.“
Havde det nu været Søster Hilma eller et andet rigtigt Menneske, der stod paa Dørtærskelen, da Aase Gaasepige lukkede Døren op, saa havde hun nok straks forstaaet, at Drømmen var forbi, men det var ikke noget Menneske. Den, der bankede, var en lille Pusling, ikke stort mere end en Haandsbred høj. Skønt det var sent paa Natten, var det ligesaa lyst som om Dagen, og Aase saa straks, at det var den samme lille Fyr, som hun og lille Mads havde truffet et Par Gange, mens de vandrede Landet igennem. Dengang var hun bange for ham, og det vilde hun ogsaa være bleven nu, dersom hun havde været rigtig vaagen. Men hun havde en Fornemmelse af, at hun endnu drømte, og derfor blev hun rolig staaende. „Jeg tænkte mig nok, at det var ham, lille Mads vilde sende herhen for at hjælpe mig at finde Fader,” tænkte hun.
Og det havde hun ikke helt Uret i, for den lille Fyr kom netop for at tale med hende om hendes Fader. Da han saa', at hun ikke var bange for ham, fortalte han hende med faa Ord, baade hvor Faderen var at finde, og hvordan hun skulde bære sig ad for at komme til ham.
Men imens han talte, vaagnede Aase Gaasepige efterhaanden op til fuld Bevidsthed, og da han var færdig, var hun lysvaagen. Og da blev hun saa forfærdet over, at hun stod og talte med en, der ikke hørte hendes Verden til, at hun ikke kunde faa et Ord over sine Læber, ikke engang Tak, men løb ind og slog Døren haardt i efter sig. Hun syntes dog, hun kunde se, at Drengen fik et meget bedrøvet Udtryk i sit Ansigt, da hun gjorde det, men det kunde hun ikke gøre for. Hun var helt ude af sig selv af Rædsel og skyndte sig at krybe i Seng og trække Tæppet op over Hovedet.
Men skønt hun. var bleven saa angst for den Lille, forstod hun dog, at han kun havde villet hendes Bedste, og næste Dag skyndte hun sig at gøre netop saadan, som han havde raadet hende.
Paa den vestre Bred af Luossajaure, en lille Sø, der laa mange Mil nordligere end Malmberget, var der en lille Lappelejr. Ved den sydlige Ende af Søen hævede der sig en vældig Bjergknold, der hed Kirunavåra, og som, efter hvad man sagde, bestod af lutter Jernmalm. Paa den nordøstlige Side laa et andet Bjerg, der hed Luossavåra, og det var ogsaa et rigt Jernbjerg. Man var nu i Færd med at anlægge en Jernbane fra Gellivare op til disse Bjerge, og i Nærheden af Kirunavåra blev der bygget en Jernbanestation, et Hotel og en Mængde Boliger for de Ingeniører og Arbejdere, der vilde komme til at bo her, naar Malmbrydningen først rigtig var kommen i Gang. Det var en hel By med pæne og hyggelige Huse, der var i Færd med at rejse sig, og det i en Egn, der laa saa højt oppe mod Nord, at de smaa, forkrøblede Birketræer, som dækkede Jorden, ikke kunde naa at faa Bladene ud af Knopperne førend efter Midsommer.
 Lappetelt imellem Birketræer |
Vesten for Søen laa Jorden fri og aaben, og der havde som sagt et Par Familier af Lappefolket slaaet Lejr. De var kommen dertil for en Maanedstid siden, og de havde ikke behøvet lang Tid til at faa deres Bolig i Orden. De havde hverken sprængt Fjeld bort eller muret for at skaffe god og jævn Byggegrund, men saasnart de havde fundet sig en tør og god Plads tæt ved Søen, havde de ikke behøvet andet end at hugge lidt Pilekrat og jævne nogle Tuer ud for at faa Byggepladsen i Orden. Heller ikke havde de tømret og hugget i lange Tider for at rejse solide Vægge af Bjælker, og de havde ingen Ulejlighed gjort sig med at rejse Tag og faa det godt tækket, eller med at klæde Væggene indvendig med Brædder og sætte Vinduer i, ja ikke engang Døre og Laase havde de bekymret sig om. De behøvede ikke at gøre andet end slaa Teltpælene godt fast i Jorden og hænge Lærredet over dem, saa havde de deres Hus saa godt som færdigt. Heller ikke havde de gjort sig synderlig Ulejlighed med Indflytning og Møblering. Det vigtigste var at brede nogle Huder og lidt Grangrene paa Gulvet og hænge den store Gryde, de kogte deres Rensdyrkød i, op i en Jernkæde, som blev befæstet i Toppen af Teltstængerne.
Nybyggerne paa den østlige Side af Søen, der sled af alle Kræfter for at faa deres Huse færdige, inden den strenge Vinter begyndte, undrede sig over Lapperne, der havde Strejfet om heroppe i det kolde Nord i mange, mange Hundrede Aar uden at tænke paa, at der behøvedes anden Beskyttelse mod Storm og Kulde end nogle tynde Teltvægge. Og Lapperne undrede sig over Nybyggerne, der tog sig alt det tunge og besværlige Arbejde paa, da der dog ikke behøvedes andet for at kunne leve end at eje nogle Rensdyr og et Telt.
En Eftermiddag i Juli regnede det ganske forfærdeligt oppe ved Luossajaure, og Lapperne, der ellers ved Sommertid ikke var meget inde, var alle som een krøbet sammen i et af Teltene og sad omkring Ilden og drak Kaffe.
Mens de sad der og passiarede nok saa fornøjeligt ved Kaffekoppen, kom en Baad roende ovre fra Kirunasiden og lagde til ved Lappelejren. I Baaden sad en Arbejder og en lille Pige, der saa' ud til at være en tretten, fjorten Aar gammel; de steg ud ved Lejren. Hundene kom farende imod dem med voldsom Gøen, og en af Lapperne stak Hovedet ud af Teltaabningen for at se, hvad der var paa Færde. Han blev glad, da han fik Øje paa Arbejderen, for det var en god Ven af Lapperne, en munter og snaksom Mand, der kunde tale Lappernes Sprog. Han raabte straks til ham, at han skulde komme ind i Teltet. „Du kommer, som du var kaldet, Söderberg,” raabte han. „Kaffekedlen hænger over Ilden. Ingen kan tage sig noget for i dette Regnvejr. Kom ind og fortæl os nyt!”
Arbejderen krøb ind til Lapperne, og med megen Besvær, men under lystig Skæmt og Latter, fik de gjort Plads til ham og den lille Pige i Teltet, der allerede var helt fuldt af Mennesker. Manden gav sig straks til at tale Lappisk med sine Værter. Imidlertid sad Pigen, der var kommen med ham, og som ikke forstod noget af Samtalen, ganske tavs og saa' forbavset paa Gryde og Kaffekedel, paa Ild og Røg, paa Lapper og Lappekoner, paa Børn og Hunde, paa Vægge og Gulv, paa Kaffekopper og Tobakspiber, paa brogede Klæder og udskaarne Redskaber. Det var altsammen nyt for hende. Ingenting var, som hun var vant til.
Men paa een Gang standsede hun sin Undersøgelse og slog Øjnene ned, for hun mærkede, at alle i Teltet saa paa hende. Söderberg maatte have fortalt noget om hende, for baade Lapper og Lappekoner tog deres korte Tobakspiber ud af Munden og stirrede hen paa hende. Den af Lapperne, der sad nærmest ved hende, klappede hende paa Skulderen og sagde paa Svensk: „Bra, bra!“ En Lappekone skænkede en stor Kop Kaffe, som hun med megen Besvær fik rakt hen til hende, og en Lappedreng paa hendes egen Alder krøb hen til hende. Der blev han liggende og stirrede paa hende.
Hun indsaa, at Söderberg maatte have fortalt Lapperne om, hvordan hun havde holdt stor Begravelse for sin Broder, lille Mads, men hun sad og ønskede, at han ikke vilde fortælle saa meget om hende, men hellere spørge Lapperne, om de ikke vidste noget om hendes Fader. Den lille Pusling havde sagt, at han opholdt sig hos de Lapper, der havde slaaet Lejr vesten for Luossajaure, og hun havde da bedt om Tilladelse til at køre derop med et Grustog — for rigtige Tog gik der endnu ikke paa den Bane — og lede efter ham. Alle, baade Formænd og Arbejdere, gjorde deres Allerbedste for at hjælpe hende, og en Ingeniør i Kiruna havde sendt Söderberg, der kunde tale Lappisk, med hende over Søen for at spørge efter Faderen. Hun havde haabet, at hun vilde træffe ham, saasnart hun kom herhen, og hun havde siddet og set fra det ene Ansigt til det andet i Teltet, men hun kunde ikke tage fejl af, at de alle tilhørte Lappefolket. Faderen var ikke iblandt dem.
Hun saa', at Lapperne og Söderberg blev mere og mere alvorlige, jo længer de talte sammen, og Lapperne rystede paa Hovedet og bankede sig paa Panden, som om de talte om en, der ikke var ved sin fulde Forstand. Da blev hun saa urolig i sit Sind, at hun ikke længer kunde holde ud at sidde stille og vente, men spurgte Söderberg, hvad Lapperne vidste om hendes Fader.
„De siger, at han er gaaet ud at Fiske,” svarede Arbejderen. „De ved ikke, om han kommer tilbage til Lejren i Aften, men saasnart Vejret bliver lidt bedre, vil en af dem gaa ud og lede efter ham.”
Derpaa vendte han sig om til Lapperne og blev ved at tale ivrigt med dem. Han vilde aabenbart ikke have, at Aase skulde faa Lejlighed til at gøre ham flere Spørgsmaal om sin Fader.
Det var Morgen og smukt Vejr. Ola Serka selv, den fornemste af Lapperne, havde sagt, at han vilde gaa ud og lede efter Aases Fader. Men han skyndte sig ikke; han sad paa Hug uden for Teltet, tænkte paa Jon Assarson og spekulerede paa, hvordan han skulde bringe ham det Budskab, at hans Datter var kommen for at opsøge ham. Det gjaldt nemlig at gøre det saaledes, at Jon Assarson ikke blev forskrækket og flygtede, for han var en besynderlig Mand, der var bange for at se Børn. Han plejede at sige, at han fik saa mange mørke Tanker, naar han saa' dem, og det kunde han ikke udholde.
Mens Ola Serka spekulerede over dette, sad Aase Gaasepige og Aslak, den unge Lappeknøs, der havde ligget og stirret paa hende om Aftenen, paa Pladsen udenfor Teltet og snakkede sammen. Aslak havde gaaet i Skole og kunde tale Svensk. Han fortalte Aase om Samefolkets Liv og forsikrede hende, at de havde det bedre end alle andre Mennesker. Aase syntes, de havde det skrækkeligt, og det sagde hun. „Du ved ikke, hvad du taler om,“ sagde Aslak. „Bliv hos os bare en Uge, og du skal faa at se, at vi er det lykkeligste Folk paa hele Jorden.” — „ Bliver jeg her en Uge til, saa er jeg bange for, at jeg bliver kvalt af Røgen inde i Teltet,” sagde Aase. — „Saadan skal du ikke tale!“ sagde Lappeknøsen. „Du ved ingenting om os. Jeg skal fortælle dig en Historie, hvoraf du kan forstaa, at jo længer du bliver hos os, jo gladere vil du være ved det.”
Og saa begyndte Aslak at fortælle Aase om den Tid, da den store Sygdom, som kaldes „den sorte Død”, gik igennem Landet. Han vidste ikke, om den havde hærget oppe i det rigtige Sameland, hvor de nu befandt sig, men i Jämtland havde den huseret saa slemt, at alle de Lapper, der boede der i Skove og Fjelde, var døde, saa nær som en Dreng paa femten Aar; og af de Svenskere, der boede i Elvdalene, blev der heller ingen i Live uden en Pige, der ogsaa var femten Aar gammel.
„Drengen og Pigen havde vandret om i det øde Land en hel Vinter for at lede efter Mennesker, og ud paa Vaaren traf de endelig paa hinanden,” fortalte Aslak videre. „Da bad den svenske Pige Lappedrengen om at følge hende sydpaa, saa hun kunde komme til Folk af sin egen Stamme. Hun vilde ikke blive i Jämtland, hvor alt var uddødt. „Jeg skal føre dig, hvorhen du vil,” sagde Drengen, „men ikke før til Vinter. Nu er det Foraar, og du ved, at vi, der hører til Samefolket, maa gaa derhen, hvor vore Rensdyr fører os.”
Den svenske Pige var Barn af rige Forældre. Hun var vant til at bo under Tag, sove i Seng og spise ved Bord. Hun havde altid foragtet de fattige Fjeldfolk og syntes, at de, der boede under aaben Himmel, maatte være meget ulykkelige. Men hun var bange for at vende tilbage til sit Hjem, hvor der ikke var andet end døde. „Ja, saa lad mig da gaa med dig op paa Fjeldet,“ sagde hun til Drengen, „saa bliver jeg dog fri for at gaa her alene og aldrig høre en menneskelig Stemme.“ Det gik Drengen gerne ind paa, og saaledes kom Pigen til at følge med Rensdyrene paa deres Vandring op til Fjeldene. Hjorden længtes efter den gode Fjeldgræsning, og den gik hver Dag en lang Vej. Der blev ikke Tid til at rejse Telt. Man kunde ikke gøre andet end kaste sig ned paa Sneen og hvile lidt, imedens Renerne standsede for at græsse. Dyrene følte Søndenvinden blæse gennem deres Pels; de vidste, at den i Løbet af nogle faa Dage vilde feje Sneen bort fra Fjeldskraaningerne. Pigen og Drengen maatte skynde sig efter dem gennem smeltende Sne og over bristende Is. Da de endelig var kommen saa langt op paa Bjergene, at Naaleskoven hørte op og de forkrøblede Birketræer begyndte, hvilede de nogle Uger og ventede paa, at Sneen skulde smelte paa de øverste Fjeldvidder; derpaa drog de op til dem. Pigen klagede sig, pustede og stønnede og sagde mange Gange, at hun var saa træt, at hun maatte vende om og gaa ned til Dalene, men hun fulgte alligevel med hellere end at blive ene tilbage uden et levende Menneske at tale med.
Da de var kommen op paa Fjeldvidderne, rejste Drengen et Telt til Pigen paa en smuk, grøn Plads, der skraanede ned imod en Fjeldbæk. Da Aftenen kom, fangede han Hunrenerne med en Kastesnor, malkede dem og gav hende Rensdyrmælk at drikke. Han fandt ogsaa lidt Rensdyrost og noget tørret Rensdyrkød, som hans Folk havde gemt deroppe paa Højden, da de laa der forrige Sommer. Men Pigen klagede altid og var aldrig fornøjet. Hun vilde hverken spise Rensdyrost eller tørret Rensdyrkød eller drikke Rensdyrmælk. Hun kunde ikke finde sig i at sidde paa Hug inde i Teltet eller ligge paa den aabne Mark blot med lidt Grene under sig og et Rensdyrskind over sig. Men Fjeldfolkets Søn lo kun af alt hendes Klynkeri og blev ved at være god imod hende.
Efter nogle Dages Forløb kom Pigen hen til Drengen, mens han sad og malkede Rensdyrene, og bad, om hun maatte hjælpe ham. Hun tog sig ogsaa paa at gøre Ild under Gryden, naar der skulde koges Rensdyrkød, bære Vand og lave Ost. Der kom snart en skøn Tid, Vejret var varmt, og det var let at faa Mad. De gik sammen ud at sætte Snarer for Fuglene, fiskede Ørred i Fosserne og plukkede Multebær i Moserne.
Da Sommeren var forbi, flyttede de saa langt ned ad Fjeldet, at de naaede Grænsen mellem Naaleskov og Løvskov, og der slog de Lejr igen. Det var nu Slagtetid, og de maatte hver Dag arbejde strengt, men det var ogsaa en god Tid, for de kunde skaffe sig endnu bedre Mad end om Sommeren. Da Sneen kom og Isen begyndte at lægge sig over Søerne, drog de længere mod Øst ned i den tætte Granskov. Da de havde faaet Teltet rejst, tog de fat paa Vintersyslerne. Drengen lærte Pigen at sno Traad af Rensdyrsenerne, at berede Skind, at sy Klæder og Sko af Skind, at lave Kamme og Redskaber af Rensdyrtakker, at løbe paa Ski og køre i Rensdyrslæde. Da den mørke Vinter var gaaet, og Solen begyndte at skinne varmt, sagde Drengen til Pigen, at nu vilde han følge hende mod Syd, for at hun kunde finde Folk af sin egen Stamme. Da saa' Pigen forundret paa ham. „Hvorfor vil du sende mig bort?” spurgte hun. „Længes du efter at være alene med dine Rensdyr?” — „Jeg mente, det var dig, der længtes,“ sagde Drengen. — „Jeg har nu levet Samefolkets Liv i næsten et Aar,” sagde Pigen. „Jeg kan ikke vende tilbage til mit Folk og leve i trange Boliger, efter at jeg har vandret frit omkring paa Fjeldene og i Skovene. Jag mig ikke bort, men lad mig blive her, for eders Liv er bedre end vort!”
Og Pigen blev hos Drengen hele sit Liv og længtes aldrig efter Folkene og Livet i Dalene. Og hvis du, Aase, vilde blive her blot en Maaned, saa vilde du heller aldrig mere skilles fra os.”
Med disse Ord sluttede Lappedrengen Aslak sin Fortælling, og i det samme tog hans Fader, Ola Serka, Piben ud af Munden og rejste sig. Gamle Ola forstod mere Svensk, end han vilde være ved, og han havde forstaaet Sønnens Ord. Og mens han lyttede til dem, var det pludselig gaaet op for ham, hvordan han skulde bære sig ad med at fortælle Jon Assarson, at hans Datter var kommen for at lede efter ham.
Ola Serka gik ned til Luossajaure og fulgte Bredden, til han traf en Mand, der sad paa en Sten og fiskede. Fiskeren havde graat Haar og bøjet Holdning. Øjnene saa' trætte ud, og der var noget slapt og hjælpeløst over ham, som over en, der har prøvet at bære noget, der har været ham for tungt, eller spekulere noget ud, der har været for vanskeligt, og er bleven knækket og mismodig over, at det ikke er lykkedes for ham.
„Du har nok haft godt Held med Fiskeriet, Jon, siden du har siddet og fisket hele Natten?“ sagde Fjeldmanden paa Lappisk, idet han nærmede sig.
Den anden fo'r sammen og saa' op. Maddingen paa hans Krog var borte, og der laa ikke en eneste Fisk ved Siden af ham. Han skyndte sig at sætte ny Madding paa og kaste Snoren ud igen. Fjeldmanden satte sig imidlertid ved Siden af ham. i Græsset.
„Der er noget, jeg gerne vilde tale med dig om,“ sagde Ola. „Du ved, at jeg havde en Datter, som døde i Fjor, og hende har vi altid savnet i Hjemmet? — „Ja, det véd jeg,“ svarede Fiskeren kort, som om han ikke holdt af at blive mindet om et dødt Barn. Han talte godt Lappisk. — „Men det er ikke værd at lade Livet gaa hen i Sorg,” sagde Lappen. — „Nej, det er det vel ikke.“ — „Og nu har jeg tænkt paa at tage et andet Barn til mig. Mener du ikke, det vilde være klogt?” — „Det kommer an paa, hvad det er for et Barn, Ola.”
„Jeg skal fortælle dig, hvad jeg véd om Pigen, Jon!” sagde Ola og fortalte derpaa Fiskeren, at ved Midsommerstid var et Par fremmede Børn, en Dreng og en Pige, kommen gaaende til Malmberget for at lede efter deres Fader, og at de, da Faderen var borte, var bleven der for at vente paa ham. Men imens de var der, kom Drengen af Dage ved en Minesprængning, og da vilde Pigen have, at der skulde holdes en stor Begravelse for ham. Derpaa beskrev Ola meget kønt, hvorledes den fattige Pige havde faaet alle Mennesker til at hjælpe sig, og hvorledes hun havde gaaet op og talt med Inspektøren.
„Er det den Pige, du vil tage til dig, Ola?” spurgte Fiskeren. — „Ja,” sagde Lappen. „Da vi hørte om hende, kom vi allesammen til at græde, og vi var alle enige om, at den, der var saa god en Søster, maatte ogsaa være en god Datter, og vi ønskede, at hun maatte komme til os.” Den anden sad en Tid lang tavs. Det var godt at mærke, at han kun fortsatte Samtalen for at gøre sin Ven, Lappen, en Glæde. „Hun er vel af din egen Stamme, den Pige?” — „Nej, hun hører ikke til Samefolket.” — „Saa er hun vel Datter af en af Nybyggerne, saa hun er vant til Livet heroppe i Norden?“ — „Nej, hun er langt nede syd fra,” sagde Ola og saa' ud, som om det slet ikke kom Sagen ved. Men nu blev Fiskeren mere interesseret. „Da tror jeg ikke, du skal tage hende,” sagde han. „Hun taaler vist ikke at bo i et Lappetelt om Vinteren, naar hun ikke er vant til det fra Fødselen.” — „Hun faar gode Forældre og gode Søskende i Lappeteltet,” blev Ola Serka haardnakket ved. „Det er værre at være ene end at fryse.”
Men det lod til, at Fiskeren blev mer og mere ivrig efter at forhindre Sagen. Det var, som om han ikke kunde finde sig i den Tanke, at et Barn, der havde svenske Forældre, skulde blive optaget blandt Lapperne. „Da sagde jo, at hun havde en Fader i Malmberget?“ — „Han er død,“ sagde Lappen kort. — „Er du nu ogsaa rigtig vis paa det, Ola?“ — „Det er da ikke noget at spørge om,“ sagde Lappen foragteligt. „Det falder da af sig selv. Pigen og hendes Broder havde da ikke haft nødig at vandre Landet igennem alene, hvis de havde haft deres Fader i Live! Skulde to smaa Børn være nødt til at forsørge sig selv, hvis de havde en Fader? Skulde den lille Pige have været nødt til selv at gaa hen og tale med Inspektøren, hvis hendes Fader havde levet? Tror du, hun vilde være alene et Øjeblik nu, da hele Samelandet taler om, hvilken flink, lille Pige hun er, hvis hendes Fader ikke var død?”
Manden med de trætte Øjne vendte sig om til Lappen. „Hvad hedder hun, Ola?” spurgte han. Fjeldmanden tænkte sig lidt om, „Jeg kan ikke huske det. Men jeg skal spørge hende.” — Spørge hende? Er hun her da allerede?“ — „Ja, hun er oppe i Teltet.” „Hvad for noget, Ola? Har du taget hende til dig, inden du endnu véd, hvad hendes Fader siger til det?” — „Jeg behøver da ikke at bryde mig om hendes Fader. Er han ikke død, saa vil han da nok ikke vide noget af sit Barn. Han maa jo være glad, at en anden vil tage sig af hende.” Fiskeren kastede sin Stang og rejste sig op. Der var kommet Fart over ham, som om Livet var vaagnet paany. „Faderen er vel ikke som andre Mennesker,” vedblev Fjeldmanden. „Han er maaske af dem, der forfølges af mørke Tanker, saa han ikke kan holde ud med noget Arbejde. Er det en Fader, der er værd at have? Pigen tror selv, han lever, men jeg siger, at han maa være død.”
Mens Ola sagde dette, rejste Fiskeren sig og begyndte at gaa op fra Søen. „Hvor vil du hen?” spurgte Lappen. — „Jeg vil op og se din Plejedatter, Ola!” — „Det er godt,” sagde Lappen. „Kom kun og se paa hende! Jeg tror nok, du vil synes, det er en god Datter, jeg faar.”
Svenskeren gik saa hurtigt, at Lappen havde ondt ved at følge ham. Da de havde gaaet et Par Skridt, sagde Ola til sin Kammerat: „Nu kommer jeg i Tanke om, at hun hedder Aase Jensdatter, den lille Pige, jeg vil tage til mig.“ Den anden fremskyndede blot sine Skridt, og gamle Ola var saa glad, at han gerne kunde have let himmelhøjt. Da de var kommen saa langt, at de kunde se Teltene, sagde Ola endnu et Par Ord. „Hun er kommen herop for at lede efter sin Fader og ikke for at blive min Plejedatter, men finder hun ham ikke, vil jeg gerne beholde hende i mit Telt.” Den anden skyndte sig blot afsted med endnu større Hast. „Tænkte jeg ikke nok, at han vilde blive forskrækket, naar han hørte, at jeg vilde optage hans Datter blandt Lapperne!” sagde Ola ved sig selv.
Da Manden fra Kiruna, der havde roet Aase over til Lappelejren, senere paa Dagen roede tilbage, havde han med sig i Baaden to Mennesker, der sad ved Siden af hinanden og holdt hinanden saa trofast i Haanden, som om de aldrig mere vilde skilles. Det var Jon Assarson og hans Datter. De saa' begge helt anderledes ud, end de havde set ud for et Par Timer siden. Jon Assarson saa' ikke nær saa træt og bøjet ud, og hans Øjne var klare og gode, som om han nu havde faaet Svar paa det, der havde bekymret ham saa længe, og Aase Gaasepige saa' sig ikke omkring med det gammelkloge og forsigtige Blik, hun før havde haft. Hun havde nu faaet en at støtte sig til og stole paa, og det saa' ud til, at hun begyndte at blive Barn igen.