Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/45

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 462-475

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XLV.
MOD SYD! MOD SYD!

DEN FØRSTE REJSEDAG.

Lørdag 1. Oktober.

Niels Holgersen sad paa den hvide Gases Ryg og fo'r afsted højt oppe i Skyerne. Enogtredive Vildgæs fløj i ordnet Fylking rask imod Syd. Det brusede i deres Fjer, og de mange Vinger piskede Luften med en saa hvinende Lyd, at man knap kunde høre, hvad man selv sagde. Akka fra Kebnekajse fløj i Spidsen, og efter hende fulgte Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi, Morten Gase og Dunfin. De seks unge Gæs, der havde fulgt med Flokken om Efteraaret, havde nu forladt den for at klare sig paa egen Haand. I Stedet for havde de gamle Gæs to og tyve Gæslinger med, der i Sommerens Løb var vokset op i Fjelddalen. Elleve fløj til højre og elleve til venstre, og de gjorde deres Bedste for at holde samme Afstand mellem hinanden som de store.

De stakkels Unger havde aldrig før været paa Langtur, og i Begyndelsen havde de ondt ved at følge med paa den hurtige Flugt. „Akka fra Kebnekajse! Akka fra Kebnekajse!” raabte de i en ynkelig Tone. — „Hvad er der i Vejen?” spurgte Førergaasen. — „Vore Vinger er trætte af at røre sig! Vore Vinger er trætte af at røre sig!” skreg Ungerne. „Jo længer I bliver ved, jo bedre gaar det,“ svarede Førergaasen og sagtnede ikke i mindste Maade Farten, men blev ved at flyve som før. Og det lod virkelig til, at hun skulde faa Ret heri, for da Gæslingerne havde fløjet et Par Timer, klagede de ikke mer over Træthed. Men i Fjelddalen havde de været vant til at æde hele Dagen igennem, og det varede ikke længe, før de begyndte at længes efter Mad.

„Akka, Akka, Akka fra Kebnekajse!” raabte de unge Gæs med ynkelig Stemme. — „Hvad er der nu i Vejen?“ spurgte Førergaasen. — „Vi er saa sultne, at vi ikke kan flyve længere,” skreg Ungerne. „Vi er saa sultne, at vi ikke kan flyve længere.” — „Vildgæs maa lære at æde Luft og drikke Vind,” svarede Førergaasen og standsede ikke, men blev ved at flyve som før.

Det lod næsten til, at Ungerne lærte at leve af Luft og Vind, for da de havde fløjet lidt, klagede de ikke mere over Sult. Vildgæsflokken var endnu oppe mellem Fjeldene, og de gamle Gæs raabte med høj Stemme Navnet paa alle de Bjergtoppe, de fløj forbi, for at de unge skulde lære, hvad de hed. Men da de en Tid lang havde raabt: Det er Porsotjåkko, det er Sarjektjåkko, det er Sulitelma!” blev Ungerne igen utaalmodige.

„Akka, Akka, Akka!” raabte de med hjerteskærende Stemme. — „Hvad er der i Vejen!“ spurgte Førergaasen. — „Vi har ikke Plads til flere Navne i vores Hoved!” skreg Ungerne. „Vi har ikke Plads til flere Navne i vores Hoved.” — „Jo mere der kommer ind i et Hoved, jo bedre Plads bliver der,“ svarede Førergaasen og blev ved at raabe de mærkelige Navne ligesom før.

Niels Holgersen tænkte ved sig selv, at det var paa Tiden, Vildgæssene drog sydpaa, for der var faldet saa meget Sne, at Jorden var hvid, saa langt han kunde se. Det kunde heller ikke nægtes, at de havde haft det uhyggeligt i Fjelddalen i den sidste Tid. Regn og Storm og tæt Taage havde skiftet ustandseligt, og klarede det en sjælden Gang, saa blev det straks Frostvejr. Bær og Svampe, som Drengen havde levet af Sommeren igennem, frøs eller raadnede væk, saa han tilsidst maatte æde raa Fisk, og det holdt han slet ikke af. Dagene blev korte, og de lange Aftener og sene Morgener havde jo været triste og kedelige for en, der ikke kunde sove akkurat saa længe, som Solen var borte fra Himlen.

Nu havde Gæslingerne omsider faaet saa store Vinger, at Rejsen sydpaa kunde begynde, og Drengen var saa glad, at han ikke gjorde andet end le og synge, mens han sad og red paa Gaaseryggen. Men det var nu ikke bare, fordi det var mørkt og koldt og knapt med Mad, at han længtes væk fra Lapland, det havde ogsaa andre Grunde.

De første Uger, han var der, længtes han sandelig ikke. Han syntes aldrig, han havde været i saa smukt og prægtigt et Land, og han havde ikke andre Sorger end at passe paa, at Myggesværmene ikke aad ham helt op. Drengen havde ikke megen Fornøjelse af Morten Gase, for den store, hvide havde ikke Tanke for andet end at passe paa Dunfin og veg ikke et Skridt fra hende. Men saa havde han holdt sig til den gamle Akka og til Gorgo, Ørnen, og de tre havde tilbragt mange fornøjelige Timer med hinanden. De tog ham med paa lange Ture. Drengen havde staaer paa Toppen af det sneklædte

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 464 - Torne Träsk.png

Torne Träsk

Kebnekajse og set ned paa Jøklerne, der strakte sig nedenfor den bratte, hvide Kegle, og han havde været paa mange andre Højfjelde, som meget sjælden var bleven betraadt af Menneskefod. Akka viste ham skjulte Dale inde imellem Bjergene og lod ham kigge ned i Klippehuler, hvor Hunulvene opfødte deres Unger. Det falder af sig selv, at han ogsaa gjorde Bekendtskab med de tamme Rensdyr, der i store Flokke græssede paa Bredden af den skønne Torne Träsk, og at han havde været nede ved Stora Sjöfallet og hilst de Bjørne, som boede der paa Egnen, fra deres Slægtninge i Bergslagerne. Hvor han saa kom hen, var det et smukt og herligt Land. Han var rigtig glad over, at han havde faaet det at se, men han havde ikke netop Lyst til at bo der. Han kunde ikke andet end give Akka Ret, naar hun sagde, at dette Land kunde de svenske Nybyggere gerne lade være i Fred og overlade det til Bjørnene og Ulvene og Rensdyrene, Vildgæssene og Fjeldfuglene og Lemmingerne og Lapperne, der var skabt til at leve der.

En Dag fløj Akka med ham til en af de store Grubebyer, og der var det, han fandt lille Mads liggende knust af et Sprængskud ovenfor en Grubeaabning. De første Dage derefter tænkte Drengen ikke paa andet end at hjælpe den stakkels Aase Gaasepige, men da hun saa fandt sin Fader, saa han ikke mere behøvede at gøre noget for hende, holdt han mest af at gaa om hjemme i Fjelddalen, og fra den Tid gik han og længtes efter den Dag, da han skulde rejse hjem med Morten Gase og blive Menneske igen. Han vilde da gerne blive saadan, at Aase Gaasepige turde tale til ham og ikke smække Døren i lige for Næsen af ham.

Ja, det kan nok være, han var glad, da det nu gik afsted sydpaa. Han svingede Huen og raabte Hurra, da han saa den første Granskov, og paa samme Maade hilste han det første graa Nybyggerhus, den første Ged, den første Kat og de første Høns. Han fløj hen over pragtfulde Vandfald, og til højre for sig saa' han skønne Fjelde, men alt den Slags var han nu saa vant til, at han knap brød sig om at kaste et Blik paa det. Noget helt andet var det, da han straks Øst for Fjeldene fik Øje paa Kvickjocks Kapel med den lille Præstegaard og den lille Landsby. Han fandt det saa smukt, at han fik Taarer i Øjnene.

Hele Tiden traf de Trækfugle, der nu kom flyvende i meget større Flokke end i Foraaret. „Hvor skal I hen, Vildgæs?” raabte Trækfuglene. „Hvor skal I hen?” — „Vi skal til Udlandet ligesom I,” svarede Vildgæssene. „Vi skal til Udlandet.” — „Ungerne er jo ikke flyvefærdige,” raabte de andre. „De kommer aldrig over Havet med saa smaa Vinger.”

Lapper og Rensdyr havde ogsaa travlt med at flytte ned fra Fjeldene. De kom vandrende i god Orden: en Lap gik i Spidsen af Toget, saa kom Hjorden med de store Rentyre i de forreste Rækker, saa en Række Pakrensdyr, der bar Lappernes Telte og andre Ejendele, og tilsidst en syv, otte Mennesker. Da Vildgæssene saa' Rensdyrene, lod de sig dale og raabte: „Nu skal I have Tak for i Sommer! Nu skal I have Tak for i Sommer!” — „Lykke paa Rejsen, og velkommen tilbage ad Aare!“ svarede Rensdyrene.

Men da Bjørnene saa' Vildgæssene, pegede de Fingre ad dem, for at deres Unger skulde se dem, og brummede: „Se til dem, der er saa bange for lidt Kulde, at de ikke tør blive hjemme om Vinteren!“ Og de gamle Vildgæs blev dem ikke Svar skyldig, men de raabte til Gæslingerne: „Se til dem, der hellere ligger og sover det halve Aar, end de gør sig den Ulejlighed at drage sydpaa!“

Nede i Granskovene sad de unge Tjurer sammenkrøbne, forpjuskede og forfrosne og saa' langt efter alle de store Fugleflokke, der med jubel og Glæde drog sydpaa. „Hvornaar kommer Turen til os?” spurgte de Tjurhunnen. „Hvornaar kommer Turen til os?” — „I maa blive hjemme hos Moder og Fader,” sagde Tjurhunnen. „I maa blive hjemme hos Moder og Fader.“

PAA ÖSTBERGET.

Tirsdag 4. Oktober.

Enhver, der har færdedes i Bjergegne, ved, hvor besværligt det kan være med Taagen, der kommer væltende og skjuler Udsigten, saa man slet ikke faar noget at se af alle de skønne, høje Fjelde, der hæver sig omkring en. Taagen kan overfalde en midt om Sommeren, og om Efteraaret kan man sige, at det næsten er umuligt at undgaa den. Hvad Niels Holgersen angaar, saa havde han haft rigtig godt Vejr, saa længe han var i Lapland, men aldrig saasnart havde Vildgæssene raabt ud, at nu fløj de ind i Jämtland, før Taagerne lukkede sig om ham saa tæt, at han ikke kunde se det mindste af Landet. Han rejste over det en hel Dag uden at vide, om det var et Bjergland eller et Sletteland, han var kommen til.

Henimod Aften slog Vildgæssene ned paa en grøn Plads, der skraanede til alle Sider, saa det var ham klart, at han befandt sig paa Toppen af en Kulle, men om den var stor eller lille, det kunde han ikke klare sig. Han tænkte, at de maatte befinde sig i beboede Egne, for det forekom ham, han kunde høre baade Menneskestemmer og Knirken af Vogne, der rullede hen ad en Vej, men rigtig sikker paa det var han ikke.

Han vilde meget gerne set at finde en Gaard, men han var bange for at gaa vild i Taagen og turde ikke andet end blive hos Vildgæssene. Alting dryppede af Væde og Fugtighed. Paa hvert Græsstraa og paa hver eneste lille Urt hang der smaa Draaber, saa han fik ligefrem en Regndusch over sig, saasnart han rørte sig. „Dette er ikke stort bedre end oppe i Fjelddalen,” tænkte han.

Men et Par Skridt turde han da nok gaa, og nu skimtede han en Bygning lige foran sig. Den var ikke videre stor, men mange Etager høj; han kunde ikke se Taget af den. Døren var laaset, og hele Huset syntes at være ubeboet. Han forstod, at det ikke var andet end et Udsigtstaarn, og at han hverken kunde faa Mad eller Varme der. Men han skyndte sig alligevel saa hurtig han kunde tilbage til Vildgæssene. „Kære Morten Gase,” sagde han, „tag mig paa Ryggen og bær mig op paa Toppen af Taarnet derhenne! Her er saa vaadt, at jeg ikke kan sove, men der kan jeg nok finde en tør Plet at ligge paa.”

Morten Gase var straks rede til at hjælpe ham; han satte ham af paa Taarnbalkonen, og der laa Drengen og sov i god Ro, lige til Morgensolen vækkede ham.

Men da han nu slog sine Øjne op og saa sig om, kunde han i Førstningen hverken begribe, hvad det var, han saa, eller hvor han var. Han havde engang paa et Marked været inde i et Telt og set et stort Rundmaleri, og nu syntes han, at han igen stod midt i saadan et stort, rundt Telt, som havde et fint, rødt Loft, mens Væggene og Gulvet var malet som et smukt, udstrakt Landskab, hvor der var store Landsbyer og Kirker, Marker og Landeveje, Jernbane, ja, endogsaa en By. Det gik jo snart op for ham, at det ikke, virkelig var saadan, men at han stod paa Toppen af et Udsigtstaarn med den røde Morgenhimmel over sig og med rigtigt Land rundt om sig. Men det var nu saa længe siden, han havde set andet end øde Egne, at det ikke var saa underligt, at han tog det, han nu saa, og som var en tæt bebygget Egn, for et Maleri.

Der var ogsaa en anden Grund til, at Drengen antog alt, hvad han saa', for et Maleri, og det var, at ingenting havde sin rigtige Farve. Udsigtstaarnet, hvor han stod, var bygget paa et Bjerg, Bjerget laa paa en Ø, og Øen laa nær ved den østlige Bred af en stor Indsø. Men denne Sø var ikke graa, som Indsøer ellers er, men en stor Del af dens Flade var ligesaa rød som Morgenhimlen, og inde i de mange dybe Vige blinkede den næsten sort. Og saa var Landet omkring Søen ikke grønt, men skinnende lysegult med alle de afmejede Marker og den gule Birkeskov langs Bredderne. Rundt om det gule kom der et bredt Bælte af sort Naaleskov. Det var maaske, fordi Løvskoven indenfor den var saa lys, nok er det, Drengen syntes aldrig, Naaleskoven havde set saa mørk ud som den Morgen. Paa den anden Side af dette sorte saa' man i Øst lyst blaanende Høje, men langs hele den vestlige Horisont strakte der sig en lang, skinnende Bue af takkede, forskelligt formede Fjelde, der havde saadan en fin og mild og straalende Farve, at han ikke kunde kalde den rød og ikke hvid og ikke blaa. Der var slet ikke noget Navn for den.

Men Drengen vendte sit Blik bort fra Fjelde og Naaleskove for at tage de nærmeste Omgivelser bedre i Øjesyn. Rundt om Søen, i det gule Bælte, kunde han efterhaanden skelne den ene røde Landsby og den ene hvide Kirke efter den anden, og stik i Øst, paa den anden Side af det smalle Sund, der skilte Øen fra Fastlandet, laa der en By. Den strakte sig langs med Søen, bag den stod et Bjerg og beskyttede den, og rundt om sig havde den en rig og velbefolket Egn. „Den By har rigtig forstaaet at skaffe sig en god Beliggenhed,” tænkte Drengen. „Jeg gad nok vidst, hvad den hedder.“

I det samme fo'r han sammen og saa sig om. Han havde været saa optagen af at betragte Egnen, at han ikke havde lagt Mærke til, at der var kommet Besøgende paa Udsigtstaarnet.

Nu kom de løbende op ad Trapperne. Drengen kunde lige netop naa at se sig om efter et Gemmested og skjule sig, saa var de deroppe.

Det var en Flok unge, der var paa Fodtur. De talte om, at de havde gennemstrejfet hele Jämtland. De var saa glade over, at de netop var kommen til Östersund Aftenen i Forvejen, saa de fik saadan en klar Morgen til at se den store Udsigt fra Östberget her paa Frösöen. Her kunde de se over tyve Mil til alle Sider, saa de kunde kaste et sidste Blik ud over hele deres kære Jämtland, inden de skulde rejse derfra. De viste hverandre de mange Kirker, der laa rundt om Søen. „Dernede har vi Sunne,” sagde de, „og der ligger Marby, og derhenne ligger Hallen. Den, vi ser her lige i Nord, er Rödö Kirke, og den, der hæver sig ved Jernbanen, er Frösö Kirke.” Derefter gav de sig til at tale om Fjeldene. De nærmeste var Oviksfjeldene. Det var de alle enige om. Men saa var de ikke klare over, hvad der mon var Klövsjöfjeldet, og hvilken Top der var Anarisfjeldet, og hvor de havde Vesterfjeldet og Almåsabjerget og Åreskutan.

Mens de talte herom, tog en ung Pige et Kort frem, bredte det ud paa sit Skød og gav sig til at studere det. Pludselig saa' hun op. „Naar jeg ser Jämtland saadan paa et Kort,” sagde hun, „saa synes jeg altid, at det ligner et stort, stolt Fjeld. Jeg tænker mig altid, at jeg engang faar at høre, at det har staaet ret op og ned og peget lige op imod Himlen.” — „Det vilde sandelig være et vældigt Fjeld,“ sagde en af de andre og lo af hende. „Ja, og derfor er det vel ogsaa faldet omkuld. Men se nu selv, om ikke det ligner et rigtigt Højfjeld med bred Fod og spids Top!“ — „Det passer ikke saa daarligt for saadan et Bjergland selv at se ud som et Fjeld,” sagde en af de andre Turister. „Men skønt jeg har hørt andre Sagn om Jämtland, har jeg aldrig …“ — „Har du hørt Sagn om Jämtland?“ raabte den unge Pige og gav ham ikke eengang Tid til at tale ud. „Saa skal du fortælle dem med det samme. Det kan aldrig passe bedre end heroppe, hvor man ser hele Landet.“

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 469 - Storsøen med Oviksfjeldene.png

Storsøen med Oviksfjeldene

Alle de andre stemte i med, og deres Kammerat lod sig ikke længe nøde, men begyndte straks.

SAGNET OM JÄMTLAND.

„I de Tider, da der endnu var Jætter i Jämtland, skete det engang, at en gammel Fjeldjætte stod i Gaarden udenfor sit Hus og striglede sine Heste. Bedst som han var i Færd hermed, saa han, at Hestene begyndte at ryste af Angst. „Hvad er der i Vejen med jer, Hestene mine?” sagde Jætten og saa sig om for at opdage, hvad det var, der havde forskrækket Dyrene. Han kunde hverken se Ulve eller Bjørne i Nærheden. Det eneste, han kunde opdage, var, at en Vandringsmand, der ikke var nær saa stor og svær som han selv, men som alligevel var ret anselig og lod til at have gode Kræfter, var i Begreb med at klatre op ad Stigen, der førte til hans Fjeldhytte. Aldrig saasnart fik den gamle Fjeldjætte Øje paa Vandringsmanden, før han kom til at ryste fra Top til Taa ligesom Hestene. Han gav sig ikke Tid til at ende sit Arbejde, men skyndte sig ind i Storstuen til Jættekvinden, der sad og spandt Blaar paa en Haandten.

„Hvad er der paa Færde?“ sagde Konen. „Du er saa bleg som et Snefjeld.“ — „Skulde jeg ikke være bleg?” sagde Jætten. „Der kommer en Vandringsmand nede paa Vejen, og jeg er lige saa sikker paa, det er Asa-Tor, som jeg er paa, at du er min Kone.” — „Det var jo ikke velkomment Besøg,” sagde Konen. „Kan du ikke forhekse hans Øjne, saa han tager hele Gaarden for et Fjeld og gaar vor Dør forbi?” — „Nu er det for sent at øve den Trolddomskunst,“ sagde Jætten. „Jeg kan høre, han lukker Ledet op og træder ind i Gaarden.” — „Saa vil jeg raade dig til, at du holder dig skjult og lader mig alene om at tage imod ham,“ sagde Jættekvinden hurtigt. „Jeg skal gøre mit Bedste for, at han ikke saasnart kommer igen og besøger os.”

Det syntes Jætten var et overmaade godt Forslag. Han gik ind i Lillestuen, men hans Kone blev siddende paa Kvindebænken i Storstuen og spandt saa roligt, som om hun ikke anede nogen Fare.

Nu maa I vide, at paa de Tider saa der ganske anderledes ud i Jämtland end i vore Dage. Hele Landet var ikke andet end en stor, flad Højslette, der laa saa bar og nøgen, at der ikke engang kunde vokse Granskov paa den. Der var ingen Sø, ingen Flod, ingen Marker, hvor Ploven kunde gaa. Ikke engang de Fjelde og Bjergmasser, som nu ligger spredt over Landet, var der paa de Tider, men de stod allesammen opstillede langt ovre mod Vest. Mennesker kunde der ikke leve nogen Steder i hele det store Land, men Jætterne befandt sig saa meget desto bedre. Det var næppe uden deres Vilje og Mellemkomst, at Landet laa saa øde og ugæstfrit hen, og det havde nok sine gode Grunde, naar Fjeldjætten blev saa urolig, da han saa Asa-Tor nærme sig hans Hus. Han vidste, at Aserne ikke holdt af dem, der udbredte Kulde, Mørke og Øde rundt om sig og hindrede Jorden i at blive rig, frugtbar og smykket med Menneskeboliger.

Jættekvinden kom ikke til at vente længe, før faste Skridt lød udenfor Huset, og den Vandringsmand, som Jætten havde set paa Vejen, rev Døren op og traadte ind i Stuen. Den fremmede blev ikke staaende ved Døren, som vejfarende Folk plejede, men han gik straks hen til Konen, der sad ved Gavlvæggen inderst inde i Stuen. Men dermed gik det saadan, at da han troede, han havde gaaet et godt Stykke, var han ikke kommen mer end nogle faa Skridt fra Døren og havde endnu langt hen til Ildstedet, der laa midt i Stuen. Han tog længere Skridt, men da han havde gaaet endnu en Tid, forekom det ham, at baade Jættekvinden og Ildstedet var endnu længere borte fra ham, end straks da han kom ind i Stuen. I Begyndelsen havde han slet ikke fundet Huset videre stort. Det gik først rigtig op for ham, hvor anseligt det var, da han omsider var naaet saa langt som til Ildstedet, for da var han saa træt, at han maatte støtte sig til sin Stav for at hvile sig. Da Jættekvinden saa, han blev staaende, lagde hun sin Ten fra sig, rejste sig fra Bænken og var med faa Skridt henne hos ham. „Vi Jætter holder af store Stuer,“ sagde hun, „og min Mand klager tit over, at her er saa trangt herinde. Men jeg kan nok forstaa, at for en, der ikke kan tage længere Skridt end du, er det anstrengende at gaa igennem Jættestuen. Lad mig nu høre, hvem du er, og hvad du søger hos Jætterne?” Det saa' ud, som om Vandringsmanden havde i Sinde at give et heftigt Svar, men rimeligvis vilde han ikke give sig til at skændes med en Kvinde, for han svarede ganske rolig: „Mit Navn er Haandfaste, og jeg er en Kæmpe, der har været med i mange Eventyr. Nu har jeg det hele Aar siddet hjemme paa Gaarden, og jeg havde netop begyndt at tænke paa, om der aldrig mere skulde være noget for mig at gøre, da jeg hørte Menneskene tale om, at I Jætter sørger saa slet for Landet heroppe, at ingen andre end I selv kan bo her. Jeg er nu kommen for at tale med din Mand om denne Sag og spørge, om han ikke vil se til, der bliver bedre Orden paa det.“

„Min Mand er gaaet paa Jagt,” sagde Jættekvinden, „og han maa selv svare paa dine Spørgsmaal, naar han kommer hjem. Men jeg vil dog sige dig, at den, der kommer med saadanne Spørgsmaal til en Fjeldjætte, burde helst være en større Mand end du. Det var sikkert det bedste for din Ære, om du straks gik din Vej uden at tale med Jætten.” — „Nej, sandelig vil jeg vente paa ham, naar jeg nu engang er kommen,” sagde han, der kaldte sig Haandfaste. — „Jeg har raadet dig efter bedste Evne,” sagde Husmoderen, „nu maa du gøre, hvad du selv vil. Sæt dig her paa Bænken, saa vil jeg gaa og hente dig en Velkomstdrik!”

Kvinden tog nu et vældigt Mjødhorn og gik ind i Stuens inderste Krog, hvor Mjødtønden laa. Heller ikke den forekom Gæsten synderlig stor, men da Kvinden tog Tappen ud, styrtede Mjøden ned i Hornet med et Drøn, som om der var kommet et helt Vandfald ind i Stuen. Hornet var snart fuldt, men da nu Husmoderen vilde sætte Tappen i Tønden igen, vilde det ikke lykkes hende. Mjøden korn brusende med stor Kraft, rev hende Tappen ud af Haanden og strømmede ud over Gulvet. Jættekvinden gjorde et nyt Forsøg paa at sætte Tappen i, men det mislykkedes igen. Da kaldte hun den fremmede til Hjælp. „Ser du ikke, at Mjøden spildes for mig, Haandfaste? Kom her og sæt Tappen i Tønden!“ Gæsten skyndte sig straks hen for at hjælpe. Han tog Tappen og søgte at tvinge den ind i Spundshullet, men Mjøden rev den igen løs, slyngede den langt væk og blev ved at oversvømme Gulvet.

Haandfaste prøvede paany den ene Gang efter den anden, men det vilde ikke lykkes ham, og han kastede Tappen fra sig. Hele Gulvet var nu fuldt af Mjød, og for at man dog idetmindste kunde være i Stuen, tog den Fremmede sig over at ridse dybe Furer, som Mjøden kunde flyde i. Han dannede Veje til Mjøden i den haarde Bjerggrund, ligesom Børn om Foraaret danner Veje i Sandet til Snevandet, og hist og her stampede han med Foden nogle dybe Huller, hvor Vædsken kunde samle sig. Jættekvinden stod imidlertid stille og saa' til, og havde Gæsten set op paa hende, vilde han have opdaget, at hun med Undren og Forfærdelse saa' paa Arbejdet. Men da han vel var færdig, sagde hun spottende: „Tak, skal du have, Haandfaste! Jeg ser, du gør, hvad du kan. Min Mand plejer ellers at hjælpe mig med at sætte Tappen i, men man kan jo ikke forlange, at alle skal være saa stærke som han. Naar du ikke kan magte det, synes jeg, det er bedst, du gaar din Vej med det samme.” — „Jeg gaar ikke, før jeg har fremført mit Ærinde,” sagde den fremmede, men han saa' skamfuld og nedslaaet ud. — „Sæt dig saa hen paa Bænken,” sagde Kvinden, „saa vil jeg sætte Gryden over og koge dig noget Grød.”

Og det gjorde saa Husmoderen. Men da Grøden næsten var færdig, vendte hun sig om til Gæsten. „Jeg ser nu, at der snart ikke er mere Mel, saa jeg knap kan faa Grøden stiv nok. Tror du, du har Kræfter til at dreje Kværnen, der staar ved Siden af dig, blot et Par Gange? Der er Korn imellem Stenene. Men du maa sætte alle dine Kræfter i, for Kværnen gaar ikke helt let.”

Gæsten lod sig ikke bede længe, men prøvede at dreje Haandkværnen. Han syntes ikke, den var videre stor, men da han tog fat i Haandtaget og vilde til at dreje Stenen rundt, var den saa trang, at han ikke kunde rokke den. Han maatte tage fat af alle Kræfter og evnede dog ikke at dreje den mere end een Omgang.

Jættekvinden saa' tavs og undrende til, mens han arbejdede. Men da han slap Kværnen, sagde hun: „Ja, jeg plejer jo at faa bedre Hjælp af min Mand, naar Kværnen er trang. Men ingen kan forlange af dig, at du skal gøre mere, end du har Kræfter til. Kan du nu ikke indse, at det var bedst for dig at undgaa at træffe den, der kan male ligesaa meget han vil paa den Kværn?“ — „Jeg tror alligevel, jeg vil vente paa ham,” sagde Haandfaste ganske stille og sagtmodig. — „Ja, saa sæt dig rolig ned henne paa Bænken, mens jeg gør en god Seng i Stand til dig,” sagde Jættekvinden, „for du bliver nok nødt til at blive her Natten over!”

Hun redte en Seng med mange Dyner og Puder og bød Gæsten Godnat. „Jeg er bange, du vil finde Sengen temmelig haard,“ sagde hun, „men min Husbond ligger hver Nat paa saadan et Leje.”

Da Haandfaste nu vilde strække sig i Sengen, mærkede han saa mange Ujævnheder og Fordybninger under sig, at det ikke var til at tænke paa at sove. Han vendte og drejede sig, men kunde ikke falde til Ro. Saa gav han sig til at kaste Sengklæderne af sig, en Pude her og en Dyne hist, og saa sov han roligt til om Morgenen.

Men da Solen skinnede ind gennem Hyttens Tag, stod han op og gik ud af Jættehuset. Han gik over Gaardspladsen, ud gennem Ledet og lukkede det efter sig. I det samme stod Jættekvinden ved Siden af ham. „Jeg ser, du har i Sinde at gaa din Vej, Haandfaste,” sagde hun. „Det er vist ogsaa det klogeste, du kunde gøre.” — „Kan din Mand sove i saadan en Seng som den, du har redt til mig i Nat,” sagde Haandfaste mut, „saa bryder jeg mig ikke om at mødes med ham. Han maa være en Mand af Jern, som ingen kan faa Bugt med.“

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 474 - Ristafossen.png

Ristafossen

Jættekvinden stod og støttede sig til Ledet. „Nu, da du er udenfor min Gaard, Haandfaste,” sagde hun, „saa vil jeg dog sige dig, at din Rejse op til os Jætter ikke har været saa lidet hæderfuld, som du selv lader til at tro. Det var ikke saa underligt, du fandt Vejen gennem vor Stue lang, for det var hele den Højslette, der kaldes Jämtland, du havde at gaa over. Heller ikke var det underligt, du havde ondt ved at sætte Tappen i Tønden, for det var alt det Vand, der kommer brusende ned fra Snefjeldene, der strømmede dig i Møde. Og da du ledte Vandet hen over vort Stuegulv, frembragte du Furer og Fordybninger, som nu er Floder og Søer. Det var ikke noget ringe Bevis paa din Styrke, du gav, da du drejede Kværnen en Omgang, for imellem Stenene laa der ikke Korn, men Kalksten og Skifer, og ved den ene Omdrejning malede du saa meget, at hele Højsletten er bleven dækket med en god og frugtbar Muldjord. At du ikke kunde ligge i den Seng, jeg havde redt til dig, undrer mig heller ikke, for jeg havde redt den med store, kantede Fjeldtoppe. Dem har du nu kastet over det halve Land, og det kan nok være, Menneskene ikke bliver saa taknemmelige for det som for det andet, du har gjort. Jeg siger dig nu Farvel, og jeg lover dig, at jeg og min Husbond skal flytte herfra til et Sted, hvor du ikke saa let kan komme og besøge os.”

Vandringsmanden hørte paa alt dette med stigende Vrede, og da Jættekvinden havde talt ud, greb han efter en Hammer, som han bar i Bæltet. Men inden han endnu havde løftet den, var Kvinden forsvunden, og der, hvor Jættegaarden havde ligget, saa' man ikke andet end den graa Fjeldvæg. Men hvad der endnu var tilbage, det var de vældige Floder og Søer, som han havde skaffet Plads til paa Fjeldvidden, og den frugtbare Jord, som han havde malet. Tilbage var ogsaa de herlige Fjelde, som giver Jämtland dets Skønhed, og som skænker alle, der gæster dem, Styrke, Sundhed og Glæde, Mod og Livslyst, saa jeg tror, at af alle Asa-Tors Bedrifter var ingen berømmeligere end den, han øvede, da han slyngede Fjeldmasserne ud, fra Frostvigsfjeldene i Nord til Helagsfjeldet i Syd, fra Oviksfjeldene paa den anden Side Storsöen til Sylarne ved Rigsgrænsen.”