Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 476-484

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XLVI.
SAGN FRA HÅRJEDALEN.

Tirsdag 4. Oktober.

Niels Holgersen blev urolig, fordi Turisterne blev saa længe i Udsigtstaarnet. Morten Gase kunde ikke komme og hente ham, saa længe de var der, og han vidste jo, at Vildgæssene havde Hastværk med at komme afsted sydpaa. Han syntes nok, han midt i Historien hørte Gaasekaglen og stærke Vingeslag, ganske som om det var Vildgæssene, der fløj. Men han turde ikke gaa hen til Rækværket for at se, hvordan det hang sammen.

Da Turisterne omsider var gaaet deres Vej, saa Drengen kunde komme frem fra sit Skjulested, saa' han ingen Vildgæs nede paa Jorden, og der kom ingen Morten Gase og hentede ham. Han raabte: „Hvor er du? Her er jeg!“ saa højt han kunde, men Rejsekammeraterne viste sig ikke. Det faldt ham ikke et Øjeblik ind, at de havde forladt ham, men han var bange for, at der var tilstødt dem en Ulykke, og stod og tænkte paa, hvordan han skulde bære sig ad med at finde dem, da Ravnen Bataki slog ned ved Siden af ham.

Drengen havde aldrig tænkt sig, at han nogensinde skulde komme til at hilse Bataki med et saa glad Velkommen, som han nu gjorde. „Kære Bataki,” sagde han, „det var dejligt, du kom! Du ved maaske, hvor Morten Gase og Vildgæssene er bleven af?” — „Jeg kommer netop med Hilsener fra dem,” svarede Ravnen. „Akka saa' en jæger strejfe om her paa Bjerget, saa derfor turde hun ikke blive og vente paa dig, men er rejst i Forvejen. Sæt dig nu op paa min Ryg, saa skal du lige straks være hos dine Venner!”

Drengen satte sig hurtig til Rette paa Ravnens Ryg, og Bataki vilde snart have indhentet Vildgæssene, dersom ikke Taagen havde hindret ham. Men det var, som om Morgensolen paany havde kaldt den til Live. Smaa, lette Taageslø hævede sig pludselig fra Søen, fra Markerne og fra Skoven. De blev stadig tættere og bredte sig med forbavsende Hast, og snart var Jorden skjult af hvide, bølgende Taager.

Deroppe hvor Bataki fløj, var der klar Luft og straalende Solskin, men Vildgæssene var aabenbart nede imellem Taagemasserne, siden det ikke var muligt at faa Øje paa dem. Drengen og Ravnen raabte og skreg, men de fik ikke noget Svar. „Det var da rigtig uheldigt,” sagde Bataki tilsidst. „Men vi ved jo, de drager mod Syd, og saasnart det bliver klart, skal jeg nok finde dem.“

Drengen var meget bedrøvet over, at han var bleven skilt fra Morten Gase netop nu, da de var paa Rejse, og den store, hvide kunde være udsat for alle mulige Farer. Men da han havde siddet og ængstet sig et Par Timer, sagde han til sig selv, at endnu var der jo ikke sket nogen Ulykke, og saa var det ikke værd at tabe Humøret.

I det samme hørte han en Hane gale nede paa Jorden, og straks hældede han sig ud over Ravnens Ryg og raabte: „Hvad hedder det Land, jeg flyver hen over? Hvad hedder det Land, jeg flyver hen over?” — „Det hedder Härjedalen, Härjedalen, Härjedalen,” galede Hanen. — „Hvordan ser der ud nede hos jer?“ spurgte Drengen. — „Fjeld i Vester og Skov i Øster, bred Dal gennem hele Landet!” svarede Hanen. — „Tak skal du have! Du svarer godt for dig,” raabte Drengen.

Da de havde fløjet lidt endnu, hørte han en Krage skrige nede i Taagen. „Hvad for en Slags Mennesker bor der her i Landet?“ raabte han. — „Prægtige, rare Bønder,” svarede Kragen, „prægtige, rare Bønder.“ — „Hvad tager de sig for?” spurgte Drengen. „Hvad tager de sig for?” — „De opdrætter Kvæg og hugger Skov,” skreg Kragen, — „Tak skal du have! Du svarer godt for dig,” raabte Drengen.

Lidt efter hørte han, at der gik et Menneske og sang nede i Taagen. „Er der ingen store Byer her i Landet?“ spurgte Drengen. — „Hva' … Hva' … hvem er det, der raaber?” svarede Mennesket. — „Er der ingen store Byer her i Landskabet!” gentog Drengen. — „Jeg vil vide, hvem det er, der raaber,” skreg Mennesket. — „Jeg tænkte nok, jeg ikke fik nogen Besked, naar jeg spurgte et Menneske!” raabte Drengen.

Det varede ikke længe, før Taagen trak bort ligesaa hastig, som den var kommen, og Drengen saa' nu, at Bataki fløj over en bred Floddal. Her var smukt, med høje Fjelde ligesom i Jämtland, men der var ingen frugtbar og tæt bebygget Egn nedenfor Bjergene. Der var langt imellem Landsbyerne, og Markerne var smaa. Bataki fulgte Floden mod Syd, lige til de kom i Nærheden af en Landsby. Der slog han ned paa en Stubmark og lod Drengen staa af.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 478 - Sonfjeldet og Ljusnan.png

Sonfjeldet og Ljusnan

„Her paa Marken har der groet Korn i Sommer,” sagde Bataki. „Se, om du ikke kan finde noget at spise!“ Drengen fulgte hans Raad, og det varede ikke længe, før han fandt et Aks. Mens han pillede Kærnerne ud og spiste dem, gav Bataki sig til at tale med ham.

„Ser du det store, smukke Fjeld, der knejser lige i Syd?“ spurgte han. — „Ja, det gør jeg rigtignok,“ svarede Drengen. — „ Det hedder Sonfjeldet,“ vedblev Ravnen, „og du kan tro, der var mange Ulve i gamle Dage.“ — „Det maatte være et godt Tilholdssted for dem,” indrømmede Drengen. — „Det var strengt for Folkene hernede i Dalen at have dem at trækkes med,“ sagde Bataki. — „Kan du ikke en eller anden god Ulvehistorie, du kunde fortælle mig?“ sagde Drengen.

„Jeg har hørt, at i gamle, gamle Dage overfaldt Ulvene fra Sonfjeldet en Mand, der kørte om og solgte Tønder og Baljer,“ sagde Bataki. „Han var fra Hede, en Landsby, som ligger her i Dalen et Par Mil højere oppe end her, hvor vi er. Det var Vinter, og Ulvene satte efter ham, da han kørte over Isen paa Ljusnan. De var vel en halv Snes Stykker, og Manden fra Hede havde en daarlig Hest, saa han havde ikke stort Haab om at slippe fra dem.

Da Manden hørte Ulvene tude og saa', hvad det var for en stor Flok, han havde efter sig, tabte han Hovedet og tænkte ikke engang paa, at han kunde kaste Bøtter og Spande og Kar ned af Læsset for at gøre det lettere. Han piskede kun løs paa Hesten, og den satte saa god Fart paa, som den paa nogen Maade var i Stand til, men Manden saa' snart, at Ulvene kom nærmere og nærmere. Der boede ingen Mennesker ved Bredden af Søen, og han havde flere Mil til den nærmeste Gaard. Det saa' ud, som om hans sidste Time var kommen, og han mærkede, at han blev ganske stiv af Skræk.

Mens han sad der helt forstenet, saa' han noget røre sig mellem de Granris, der var sat ud paa Isen til Vejkending. Og da han saa', hvem det var, der gik der, syntes han, den Rædsel, der var over ham, blev ti Gange større end før.

Det var ikke Ulve, der kom imod ham, men en gammel, fattig Kone. Hun hed Finne-Malene og strejfede altid om paa Veje og Stier. Hun var lidt halt og pukkelrygget, saa han kunde kende hende langt borte. Den gamle Kone gik lige imod Ulvene. Rimeligvis kunde hun ikke se dem for Slæden, og Manden fra Hede indsaa straks, at kørte han hende forbi uden at advare hende, saa gik hun lige i Gabet paa de vilde Dyr, og mens de sønderrev hende, kunde han selv naa at slippe bort.

Hun gik langsomt, bøjet over sin Stok. Der var ingen Tvivl om, at hjalp han hende ikke, var hun fortabt. Men selv om han holdt stille og lod hende sætte sig i Bunden af Slæden, var det ikke derfor sagt, at hun vilde blive frelst. Tog han hende med op i Slæden, var der mest Udsigt til, at Ulvene vilde indhente dem, og at baade han og Hesten satte Livet til. Mon det dog ikke var rigtigt at opofre eet Liv for at frelse to andre?

Det stod altsammen klart for ham i samme Øjeblik, han saa' den gamle. Og ikke nok med det, men han fik ogsaa Tid til at tænke paa, hvordan det vilde være for ham bagefter, om han vilde fortryde, at han ikke havde hjulpet den gamle, eller om nogen vilde faa at vide, at han havde mødt hende og ikke hjulpet hende.

Det var en forfærdelig Fristelse at blive udsat for. „Gid jeg dog aldrig havde mødt hende!” sagde han til sig selv.

I det samme brød Ulvene ud i en vild Tuden. Det gav et Sæt i Hesten, den fo'r afsted i den vildeste Flugt og styrtede forbi Tiggerkvinden. Hun havde ogsaa hørt Ulvene tude, og da Manden fra Hede kørte forbi, kunde han se, at hun vidste, hvad der ventede hende. Hun stod stille, Munden aabnede sig til et Skrig, og hun strakte Armene ud efter Hjælp, men hun hverken raabte eller prøvede paa at springe op paa Læsset. Der maatte være noget, der havde lammet hende. „Det var vel mig, der saa' ud som en Trold, da jeg kørte forbi hende,” tænkte Manden.

Nu var han sikker paa at slippe væk og prøvede paa at være glad. Men istedetfor gav det sig til at svide og gnave i Brystet paa ham. Han havde aldrig før gjort noget uhæderligt, og nu syntes han, hele hans Liv var ødelagt. „Nej, det maa gaa, som det kan,” sagde han og holdt Hesten an, „men jeg kan ikke lade hende alene med Graabenene.”

Kun med stort Besvær fik han Hesten vendt, men det gik da, og snart havde han indhentet den gamle Kone. „Skynd dig at krybe op i Slæden!” sagde han barsk, for han var vred paa sig selv, fordi han ikke havde kunnet overlade den gamle til hendes Skæbne. „Hvad skal du rende om her paa Isen for, din gamle Heks!” sagde han. „Nu sætter baade Svarte og jeg sagtens Livet til for din Skyld.”

Den gamle svarede ikke et eneste Ord, men Manden fra Hede var ikke i Humør til at spare hende. „Svarte har allerede gaaet fem Mil i Dag,” sagde han, „saa han bliver jo snart træt, og Læsset er ikke blevet lettere, siden du er kommen op paa det.”

Slædemederne skurede imod Isen, saa det hvinede, men alligevel kunde han høre Ulvene hvæse, og han var klar over. at nu havde Graabenene indhentet ham. „Nu er det ude med os!” sagde han. „Det var ikke til megen Glæde hverken for dig eller mig, at jeg prøvede at frelse dig, Finne-Malene.”

Lige til nu havde den gamle tiet stille som en, der er vant til at lade sig skælde ud. Nu sagde hun et Par Ord. „Jeg kan ikke forstaa, hvorfor du ikke kaster Tønderne og Baljerne af og letter Læsset. Du kan jo køre herhen i Morgen og samle dem op igen.” Manden fra Hede indsaa, at det var et fornuftigt Raad, og undrede sig kun over, at han ikke havde tænkt paa det før. Han lod den gamle holde Tømmerne, løsnede Rebet, der holdt paa Karrene, og kastede dem ud. Graabenene var ganske tæt ved Slæden. Men nu standsede de for at undersøge det, der blev kastet ud paa Isen, og de kørende fik igen et lille Forspring.

„Hjælper det ikke, saa kan du nok forstaa, jeg frivillig kaster mig for Ulvene,” sagde den gamle, „saa du kan slippe væk.” Idet hun sagde det, var Manden netop i Færd med at skubbe et stort, tungt Bryggekar ned fra Slæden. Allerbedst som han arbejdede paa det, holdt han inde, som om han ikke kunde bestemme sig til at kaste Karret ud. Men i Virkeligheden var hans Tanker optagne af noget helt andet. „Det kan da ikke være nødvendigt, at Hest og Mand, som er sunde og stærke, skal lade Ulvene æde en gammel Kælling for deres Skyld,“ tænkte han. „Der maa da være en anden Udvej. Ja, det maa der. Det gale er blot, at jeg ikke kan finde paa den.”

Han gav sig igen til at tumle med Bryggekarret, men saa holdt han paany inde og slog en høj Latter op.

Den gamle saa' forskrækket paa ham og tænkte, han var bleven gal, men Manden fra Hede lo af sig selv, fordi han hele Tiden havde været saa dum. Ingenting kunde være simplere end at redde dem alle tre. Han kunde ikke begribe, at det ikke straks var faldet ham ind.

„Hør nu godt efter, hvad jeg siger dig, Malene!” sagde han. „Det var flinkt af dig, at du frivillig vilde kaste dig for Ulvene. Men det behøver du ikke, for nu ved jeg, hvordan vi skal blive frelst alle tre uden at sætte nogens Liv paa Spil. Men glem ikke, at hvad jeg saa gør, saa bliver du siddende rolig paa Slæden og kører ned til Linsäll. Der vækker du Folk og fortæller dem, at jeg er alene herude paa Isen med ti Ulve omkring mig, og beder dem komme ud og hjælpe mig.”

Manden ventede nu, til Ulvene var helt henne ved Slæden. Saa væltede han det store Kar ned paa Isen, sprang selv efter og krøb ind under det.

Det var et vældigt Kar. Saa stort var det, at en hel Julebryg kunde rummes i det. Ulvene sprang op ad det, de bed i Tøndebaandene og prøvede at vælte det. Men Karret var for tungt og stod for støt. De kunde ikke faa fat paa ham, der laa derinde.

Manden fra Hede vidste, han var i Sikkerhed, og han laa og lo af Ulvene. Men snart blev han alvorlig. „Kommer jeg nogensinde mere i Nød,” sagde han, „saa skal jeg tænke paa dette Bryggekar. Jeg skal tænke paa, at jeg ikke behøver at gøre mig selv Fortræd og heller ikke andre. Der er altid en tredje Udvej; det gælder bare at finde den.“

Dermed endte Bataki sin Historie. Men Niels Holgersen havde nu lagt Mærke til, at Ravnen aldrig fortalte noget, uden at han havde en ganske bestemt Mening med det, og jo længere han hørte paa ham, jo mere tankefuld blev han. „Hvorfor mon du egentlig fortæller mig den Historie?” sagde Drengen. — „Aa, jeg kom bare til at tænke paa den, mens jeg stod her og stirrede paa Sonfjeldet,” svarede Ravnen.

De fløj nu videre ned ad Ljusnan, og da der var gaaet en Times Tid, kom de til Landsbyen Kolsätt, der ligger lige paa Grænsen af Helsingland. Her slog Ravnen ned i Nærheden af en lille, lav Hytte. Den havde ingen Vinduer, men kun en Luge. Op fra Skorstenen steg der en Røg, der var blandet med Gnister, og inde fra Huset hørtes stærke Hammerslag. „Naar jeg ser paa den Smedje,” sagde Ravnen, „kommer jeg til at tænke paa, at du maaske aldrig har hørt, at der i gamle Dage skal have været saa gode Smede i Härjedalen og især i denne Landsby, at der ikke var deres Lige i hele Landet.” — „Maaske du ogsaa kan fortælle mig en Historie om dem?” sagde Drengen. — „Ja, jeg har jo hørt, at der engang var en Smed fra Härjedalen,” sagde Bataki, „der udæskede to andre Mestersmede, en fra Dalarna og en fra Värmland, til en Kappestrid i at smede Søm. Udfordringen blev modtagen, og de tre Smede mødtes her i Kolsätt. Det var Dalkarlen, der begyndte. Han smedede et Dusin Søm, der var aldeles udmærkede og ikke kunde laves bedre. Efter ham kom Värmlændingen. Han smedede ogsaa et Dusin Søm, der var aldeles udmærkede og dertil kom, at han ikke havde brugt mer end den halve Tid af, hvad Dalkarlen havde brugt. Da de, der skulde være Dommere i Kappestriden, saa' det, sagde de til Smeden fra Härjedalen, at han kunde ligesaa gerne lade være at prøve, for bedre end Dalkarlen eller hurtigere end Värmlændingen kunde han ikke smede. „Nej, jeg giver mig ikke. Der kan vel nok findes een Maade til at udmærke sig paa,” sagde Manden fra Härjedalen. Han lagde jernet paa Ambolten uden først at lægge det i Essen, hamrede det varmt og smedede det ene Søm efter det andet uden at bruge hverken Kul eller Blæsebælg. Aldrig havde man set en Smed føre Hammeren med større Mesterskab, og Smeden fra Härjedalen blev erklæret for den ypperste i Landet.”

Hermed tav Bataki, men Drengen blev endnu mere tankefuld. „Hvad mon du egentlig mener med at fortælle mig det?“ sagde han. — „Aa, det var bare en Historie, jeg kom i Tanker om, da jeg saa' den gamle Smedje,” svarede Bataki ganske ligegyldigt.

De to rejsende steg igen til Vejrs, og Ravnen fløj sydpaa med Drengen til Lillhärdals Sogn, der er paa Grænsen af Dalarna. Der slog han ned paa en træbevokset Høj, der laa øverst oppe paa en Aas. „Mon du i Grunden ved, hvad det er for en Høj, du staar paa?” sagde Bataki. Nej, det maatte Drengen jo indrømme, at han ikke vidste. — „Det er en Gravhøj,” sagde Bataki. „Den er rejst over en Mand, der hed Härjulf, og som var den første, der bosatte sig i Härjedalen og begyndte at dyrke Landet.” — „Du kan maaske ogsaa fortælle en Historie om ham?” sagde Drengen.

„Jeg har ikke hørt andet om han, end at han nok var en Normand. Først var han i Tjeneste hos en norsk Konge, men ham blev han Uvenner med, saa han maatte flygte ud af Landet. Saa drog han til den svenske Konge, der boede i Uppsala, og tog Tjeneste hos ham. Men da der var gaaet en Tid, begærede han Kongens Søster til Ægte, og da Kongen ikke vilde give ham saa fornem en Brud, flygtede han bort med hende. Han havde nu baaret sig saadan ad, at han ikke kunde bo i Norge og ikke i Sverige, og til Udlandet vilde han ikke drage. „Men der maa vel være en tredje Udvej,” tænkte han og drog med sine Tjenere og sine Skatte nordpaa gennem Dalarna, til han naaede de store, vilde Skove, der strakte sig norden for Dalarnas Grænse. Der nedsatte han sig, byggede Huse og ryddede Skov og blev saaledes den første, der bosatte sig i denne Ende af Landet.”

Da Niels Holgersen hørte denne Historie, blev han endnu mere tankefuld end før. „Hvad mon du mener med at fortælle mig alt dette,“ sagde han endnu en Gang. Længe svarede Bataki ingenting, men vendte og drejede Hovedet og kneb Øjnene sammen. „Da nu vi to er alene her,” sagde han tilsidst, „vil jeg benytte Lejligheden til at spørge dig om noget. Har du nogensinde rigtig faaet at vide, hvad den Nisse, der forvandlede dig, stillede som Betingelse for, at du kunde blive Menneske igen?“ — „Jeg har aldrig hørt Tale om andre Betingelser, end at jeg skulde bringe den hvide Gase i god Behold op til Lapland og tilbage til Skaane igen.” — „Tænkte jeg det ikke nok!“ sagde Bataki, „for sidst vi saa' hinanden, talte du saa store Ord om, at der ikke var noget saa stygt som at svigte en Ven, der stoler paa en. Du skulde dog spørge Akka om Betingelsen. Du ved, hun var hjemme hos jer og talte med Nissen.” — „Det har Akka ikke sagt noget om,“ sagde Drengen. — „Hun syntes vel, det var bedst for dig ikke at vide, hvordan Nissens Ord lød. Hun vil naturligvis hellere hjælpe dig end Morten Gase.” — „Det er underligt, Bataki, at du altid skal gøre mig saa bekymret og ked af det,” sagde Drengen. — „Det kan gerne være, det ser saadan ud,” sagde Ravnen, „men denne Gang tror jeg nok, du maa være mig taknemmelig, fordi jeg fortæller dig, at Nissens Ord lød paa, at du skulde blive Menneske igen, dersom du kunde bringe Morten Gase hjem, saa din Moder kunde lægge ham paa Slagtebænken.”

Niels Holgersen fo'r op. „Det er vel ikke andet end et ondskabsfuldt Paafund af dig!” raabte han. — „Du kan selv spørge Akka,” sagde Bataki, „jeg ser, hun kommer deroppe med hele Flokken. Glem nu ikke, hvad jeg har fortalt dig i Dag! Der er altid en Udvej ud af alle Vanskeligheder, det gælder bare at finde den. Jeg glæder mig til at se, hvordan det vil lykkes dig.”