Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 485-491

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XLVII.
VÄRMLAND OG DALSLAND.

Onsdag 5. Oktober.

Næste Dag, da Vildgæssene holdt Hvil, og Akka gik og græssede lidt borte fra de andre, tog Niels Holgersen Tiden i Agt og spurgte hende, om det var sandt, hvad Bataki havde sagt, og Akka kunde ikke nægte det. Da tog Drengen det Løfte af Førergaasen, at hun ikke skulde røbe Hemmeligheden for Morten Gase. For den store, hvide var saa tapper og højmodig, at Drengen var bange for, der kunde komme en Ulykke ud af det, hvis han fik Nissens Betingelse at vide.

Nu sad Drengen trist og tavs paa Gasens Ryg, hang med Hovedet og brød sig ikke om at se sig om. Han hørte Vildgæssene raabe til Ungerne, at nu fløj de ind i Dalarna, og nu kunde de se Städjan oppe mod Nord, og nu fløj de over Østerdalelven, og nu var de ved Hormundsøen, og nu havde de Vesterdalelvens Dalføre under sig, men han gad ikke se paa noget af det. „Jeg kommer jo sagtens til at rejse om med Vildgæssene hele mit Liv,” tænkte han, „saa jeg faar mere end nok at se af dette Land.”

Det opmuntrede ham ikke, at Vildgæssene raabte, at nu var de kommen ind i Värmland, og at den Elv, de fulgte sydpaa, var Klarelven. „Jeg har allerede set saa mange Elve,” tænkte han. „Jeg behøver ikke at gøre mig den Ulejlighed at se paa en til.”

Selvom han havde haft mere Lyst til at se sig om, havde der ikke været meget at se paa, for i det nordlige Värmland er der ikke andet end store, ensformige Skove, hvorigennem Klarelven slynger sig, smal og fossende. Hist og her ser man en Kulmile, en Brandplet eller nogle lave Huse uden Skorsten, hvor der bor Finner. Men de fleste Steder staar Skoven saa uberørt, at man kunde tro, det var højt oppe i Lapland.

Vildgæssene slog ned paa en Skovmark tæt ved Klarelvens Bred, og mens Fuglene gik der og aad frisk, nyspiret Vinterrug, hørte Drengen Latter og højrøstet Tale inde fra Skoven. Det var syv raske Mænd, der kom gaaende med Ransel paa Ryggen og Økse paa Nakken. Den Dag længtes Drengen saa ubeskrivelig efter Mennesker, saa han blev ligefrem glad, da de syv Arbejdere tog deres Ransler af og kastede sig ned paa Elvbredden for at hvile.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 486 - Klarelven i det nordlige Värmland.png

Klarelven i det nordlige Värmland

Munden stod ikke paa dem, og Drengen laa bagved en Tue og glædede sig over at høre Menneskestemmer. Han fik snart at vide, at det var Värmlændinger, der var paa Vej op til Norrland for at søge Arbejde. Det var fornøjelige Mennesker, og de havde meget at tale om, for de havde arbejdet paa mange forskellige Steder. Men allerbedst som de sad og talte, kom en af dem tilfældigvis til at sige, at skønt han havde været i alle Egne af Sverige, havde han ikke set nogen Egn, der var smukkere end Nordmarken oppe i det vestlige Värmland, hvor han hørte hjemme.

„Det vil jeg give dig Ret i, naar du blot vil sige Fryksdalen, hvor jeg har hjemme, i Stedet for Nordmarken,” faldt en af de andre ind. — „Jeg er fra Jösse Herred,” sagde en tredje, „og jeg kan forsikre jer, at der er smukkere end baade i Nordmarken og Fryksdalen.”

Det viste sig nu, at alle de syv Mænd var fra forskellige Dele af Värmland, og at enhver ansaa' sin Fødeegn for baade bedre og smukkere end de andres. De kom op at skændes om det, og ingen var i Stand til at overbevise de andre om, at han havde Ret. Det saa' næsten ud til, at de skulde blive Uvenner for Alvor, da en gammel Mand med langt, sort Haar og smaa, plirende Øjne kom forbi. „Hvad er det, I skændes om, Folkens?” sagde han. „I raaber jo, saa det kan høres over hele Skoven.“

En af Värmlændingerne vendte sig hurtig til den nyankomne. „Du er sagtens en Finne, siden du vandrer om saa højt oppe i Skoven?” — „Ja, det er jeg nok,“ sagde den gamle. — „Det træffer sig heldigt,“ sagde Manden. „Jeg har altid hørt, at I Finner havde mere Forstand end andre Mennesker.” — „Godt Rygte er bedre end Guld,” sagde Finnemanden. — „Her sidder vi og skændes om, hvad for en Del af Värmland der er den bedste. Mon du ikke kunde tage dig over at bilægge Striden, saa vi ikke skal blive Uvenner for den Sags Skyld?” — „Jeg skal dømme saa godt jeg formaar,“ sagde Finnemanden. „Men I maa have Taalmodighed med mig, for først maa jeg fortælle jer en gammel Historie.”

„I gamle Dage,” sagde Finnen og satte sig hos dem, „saa' alt det Land, der ligger Nord for Vänern, ganske forskrækkeligt ud. Det var saa fuldt af nøgne Fjeldvidder og stejle Bjerge, at det var ganske umuligt at bo og bygge der. Veje kunde man ikke faa banet, og Jorden var ikke til at dyrke. Men det Land, der laa Syd for Vänern, var godt og frugtbart i de Tider, som det er endnu den Dag i Dag.

Nu boede der dengang nede sydpaa en Kæmpe, der havde syv Sønner. All Sønnerne var raske og stærke Mænd, men de var stolte af Sind, og der var ofte Ufred imellem dem, fordi enhver af dem vilde regnes for mer end de andre.

Faderen var ked af den evige Kiv, og for at faa en Ende paa del kaldte han en Dag Sønnerne for sig og spurgte dem, om de vilde gaa ind paa, at han satte dem paa Prøve for at finde ud, hvem af dem der var den dygtigste.

Ja, det vilde Sønnerne gerne. De forlangte ikke bedre.

„Saa vil vi bære os saadan ad,” sagde Faderen. „I ved, at nord for den lille Dam, vi kalder Vänern, ligger der et Overdrev, som er saa fuldt af Tuer og Smaasten, at vi ikke har nogen Gavn af det. I Morgen skal I tage hver sin Plov og gaa derop og pløje saa meget, som I kan naa paa een Dag. Henad Aften skal jeg komme over og se, hvem af jer der har gjort det bedste Stykke Arbejde.”

Ikke saasnart var Solen staaet op næste Morgen, før de syv Brødre stod rede med Heste og Plove. Det var nok værd at se dem, da de kørte ud paa Arbejde. Hestene var striglet, saa de skinnede, Plovjernet blinkede, og Plovskæret var nyslebet. De fo'r afsted næsten i Firspring, lige til de kom til Vänern. Da drejede et Par af dem til Side, men den ældste kørte lige frem. „Skulde jeg være bange for saadan en lille Vandpyt!” sagde han om Vänern.

Da de andre saa' ham gaa lige paa, vilde de ikke staa tilbage. De satte sig op paa Plovene og drev Hestene ud i Vandet. Det var store Heste, og det varede noget, inden de tabte Fodfæstet og maatte svømme. Plovene flød paa Vandet, men det var ikke saa let at holde sig fast paa dem. Et Par af Sønnerne lod sig slæbe bagefter Ploven, og et Par maatte vade, men de slap alle over og gav sig straks i Færd med at pløje Overdrevet, der hverken var mere eller mindre end den Landstrækning, som man senere har kaldt Värmland og Dalsland. Den ældste skulde pløje den midterste Fure. De to næstældste stillede sig paa hver sin Side af ham, de to, som var nærmest efter dem i Alder, tog Plads paa den anden Side af dem, og de to yngste pløjede hver sin Fure, den ene ved den vestlige Ende af Overdrevet og den anden ved den østlige.

Den ældste Broder pløjede i Begyndelsen en lige og bred Fure, for Jorden nede ved Vänern var ganske flad og let at behandle. Men snart kom han til en Sten, der var saa stor, at han ikke kunde komme forbi den, men maatte løfte Ploven op paa den. Derpaa satte han med Magt Plovskæret i Jorden og skar en bred og dyb Fure. Men kort efter kom han til saa haard Jord, at han var nødt til at løfte Ploven. Det samme gentog sig en Gang til, og han ærgrede sig over, at han ikke kunde faa Furen lige bred og dyb hele Vejen. Tilsidst blev Grunden saa stenhaard, at han maatte lade sig nøje med kun at ridse lidt i den med Plovskæret. Paa den Maade naaede han dog helt op til Overdrevets nordlige Grænse, og der satte han sig ned og ventede paa Faderen.

Den næste af Brødrene begyndte ogsaa med at pløje en bred og dyb Fure, og han var saa heldig at finde en god, flad Strækning imellem Tuerne, saa han kunde føre den til Ende uden Afbrydelse. Hist og her kørte han op ad nogle Kløfter, og jo længere han kom mod Nord, jo flere Bugter var han nødt til at gøre, og jo smallere blev Furen. Men han var saa godt i Gang, at han ikke standsede ved Grænsen, men kørte et godt Stykke længere, end han behøvede.

Ogsaa for den tredje Broder, ham, der stod til venstre for den ældste, gik det i Begyndelsen godt. Han fik skaaret en Fure, der var bredere end nogen af de andre, men snart stødte han paa saa daarlig Jord, at han maatte bøje mod Vest. Saa snart som muligt kørte han paany mod Nord, pløjede baade i Dybden og i Bredden, men blev standset, længe inden han naaede Grænsen. Han vilde nu ikke blive holdende midt paa Marken, men vendte Hestene og bøjede af i en anden Retning. Men et Øjeblik efter var han saadan lukket inde, at han maatte holde op. „Denne Fure bliver nok den ringeste,” tænkte han og satte sig ned paa Ploven for at vente paa Faderen.

Det er ikke nødvendigt at fortælle, hvordan det gik de andre. De klarede sig alle som Mænd. De, der pløjede i Midten, havde det strengt, men de, der gik Øst og Vest for dem, havde det endnu værre, for der var Jorden saa fuld af Sten og Sumpe, at det var umuligt at faa Plovfurerne lige og jævne. Hvad de to yngste angaar, saa kunde de knap gøre andet end vende og dreje Ploven, men alligevel gjorde de et godt Stykke Arbejde.

Da Aftenen faldt paa, sad de syv Brødre trætte og modfaldne hver ved Enden af sin Fure og ventede.

Saa kom Faderen gaaende. Han kom først til den, der havde arbejdet længst mod Vest.

„God Aften!“ sagde Faderen, da han kom. „Hvordan er det gaaet med Arbejdet?”

„Kun smaat,” sagde Sønnen. „Det var et besværligt Overdrev, I gav os at pløje.“ — „Du sidder jo med Ryggen til Arbejdsmarken,” sagde Faderen. „Vend dig om, saa du kan se, hvad du har udrettet! Det er ikke saa lidt, som du tror.”

Og da Sønnen vendte sig om, saa' han, at der, hvor han havde gaaet med sin Plov, havde der dannet sig herlige Dale med Søer i Bunden og smukke, skovrige Dalvægge. Han var kommen igennem et godt Stykke af Dalsland og Nordmarks Herred i Värmland og havde oppløjet baade Lakssøen og Lelången og Stora Lee og de to Silar, saa Faderen havde god Grund til at være tilfreds med ham.

„Lad os nu gaa hen og se, hvad de andre har faaet bestilt,” sagde Faderen. Den næste af Sønnerne, de kom til — det var ham, der var den femte i Rækken — havde pløjet hele Jösse Herred og Søen Glafsfjorden. Den tredje Søn havde pløjet Värmlen, den ældste Fryksdalen og Frykensøerne, den næstældste Älvdalen med Klarelven. Den fjerde havde haft strengt Arbejde henne i Bergslagerne og havde pløjet Yngen og Daglösen foruden en Mængde andre Smaasøer. Den sjette havde fulgt en underlig Fure. Først havde han ryddet Plads til den store Sø Skagern, derpaa havde han pløjet en smal Fure, som Letelven fyldte, og tilsidst var han kommen over Grænsen og havde gaaet og hakket Jorden op til Smaasøer inde i Västmanlands Bjergværksegne.

Da Faderen havde set hele Pløjelandet, sagde han, at saavidt han kunde dømme, havde de gjort saa godt et Stykke Arbejde, at han kunde være tilfreds med det. Nu var Landet ikke længere en Vildmark, nu kunde det bebos og dyrkes. De havde frembragt mange fiskerige Søer og frugtbare Dale, Elve og Aaer dannede Fald, der kunde drive Møller, Savværker og Smedjer. Paa Aasene mellem Furerne var der Plads til Skov, saa der kunde drives baade Skovhugst og Kulbrænding, og nu var der ogsaa Mulighed for at skaffe banede Veje hen til de store Jernmalmslejer i Bergslagerne.

Sønnerne blev glade ved at høre alt dette, men nu vilde de ogsaa vide, hvis Fure der var den bedste.

„I et Pløjeland som dette,“ sagde Faderen, „er det af større Betydning, at alle Furerne passer godt til hinanden, end at den ene er bedre end den anden. Jeg tror, at hvem der kommer til de lange, smalle Søer i Nordmarken og i Dalsland, vil indrømme, at han sjælden har set noget skønnere. Men derefter bliver han alligevel glad ved at se de lyse, frugtbare Egne rundt om Glafsfjorden og Värmlen. Og naar han saa har opholdt sig en Tid i de aabne, livlige, bebyggede Egne, saa vil det fornøje ham at ombytte dem med de lange, trange Dale langs med Fryken og Klarelven. Og skulde han ogsaa blive træt af disse, saa vil det opmuntre ham at træffe paa de forskelligt formede Søer i Bergslagerne, der slynger og snor sig og er saa mange, at ingen kan huske deres Navne. Efter de Søer, der gaar ud og ind med Bugter og Odder, bliver han nok glad ved at se en stor, udstrakt Vandflade som Skagerns. Og nu vil jeg sige jer, at som det gaar med Plovfurer, saadan gaar det med Sønner. Ingen Fader er glad over, at den ene er bedre end de andre. Men kan han med samme Glæde vende sit Blik fra den yngste til den ældste, da er hans Hjerte fuldt af Glæde.””